Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Kristenheden og jødedommen går nu ødelæggelsen i møde
    Menneskets udfrielse fra verdens trængsler er nær!
    • Kapitel 12

      Kristenheden og jødedommen går nu ødelæggelsen i møde

      1. Hvad er 1975 ifølge den romersk-katolske kirkes religiøse kalender, og hvor ofte fejres sådanne år?

      1975 blev efter den romersk-katolske kirkes religiøse kalender fejret som et helligt år, der egentlig begyndte juleaften den 24. december 1974. Her i det tyvende århundrede er der tidligere blevet fejret tre sådanne hellige år, nemlig 1925, 1933 (til minde om 1900-årsdagen for Jesu Kristi død i år 33) og 1950. Om dette emne oplyser New Catholic Encyclopedia, bind 7, siderne 108 og 109, i uddrag:

      Et år hvori der på visse betingelser gives de troende højtidelig og fuldstændig aflad og hvori skriftefædre får en særlig fuldmagt. Hellige år er ordinære når de indtræffer med regelmæssige mellemrum (i nyere tid hvert 25. år) og ekstraordinære når de forkyndes af en ganske særlig grund, f. eks. 1933, hvor man fejrede årsdagen for Genløsningen. Mellem 1300 og 1950 har man fejret 25 almindelige hellige år. . . .

      Det første hellige år, år 1300, begyndte om aftenen den 24./25. december . . . pave Bonifacius VIII udstedte den bulle . . . som bestemte at der hvert 100. år skulle fejres et universelt jubelår. . . . I 1342 bestemte Clemens VI at et jubelår skulle holdes hvert 50. år; . . . I 1389 nedsatte Urban VI tiden til 33 år . . . og forkyndte at det tredje hellige år skulle holdes i 1390. . . . Det fjerde jubelår var år 1400, og det femte blev holdt i 1425 . . . Endelig reducerede Paul II i 1470 tiden til 25 år, sådan at det følgende hellige år blev holdt i 1475, og denne skik har varet ved til vor tid. . . .

      2. Hvor stor er kristenheden ifølge en nugældende statistik?

      2 Den romersk-katolske kirke trådte ind i det hellige år 1975 med et anslået medlemstal på 551.949.000, og er dermed den største religiøse organisation på jorden i dag. Den næststørste religiøse organisation udgøres af hinduerne, som tæller 515.580.500. Hvis vi til den romersk-katolske befolkning lægger de ortodokse kirkers 91.580.700 medlemmer og de protestantiske retningers 324.263.750 medlemmer giver det et samlet medlemstal i kristenheden på mindst 967.793.450 — en formidabel religiøs organisation. (Se The World Almanac, 1975, side 322.) Det skulle næsten synes umuligt at en så vældig organisation kunne omstyrtes eller udryddes fra jorden.

      3, 4. I hvilken billedtale forudsagde Jesus kristenhedens talmæssige vækst?

      3 I betragtning af kristenhedens størrelse da den blev grundlagt i det fjerde århundrede, vidner dens anslåede medlemstal i dag i sandhed om en kolossal vækst. Det kunne give det indtryk at den som kristenheden har taget navn efter, har velsignet kristenheden. De statistiske oplysninger om at kristenheden nu er nået op på næsten en milliard medlemmer, kunne give det indtryk at kristenheden har nydt gavn af et overmåde frugtbart åndeligt paradis. Nogle vil måske mene at kristenheden er på vej til at realisere sit gamle mål, at omvende hele verden. Dens vækst til sit nuværende omfang bør dog ikke overraske os, for den blev forudsagt af Jesus Kristus selv. Midt i en række profetiske billedtaler eller lignelser benyttede Jesus nogle illustrationer fra hverdagslivet for at forudsige kristenhedens vækst. For eksempel sagde han:

      4 „Himlenes rige er ligesom et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark; det er jo det mindste af alle frø, men når det er vokset til, er det den største af urterne og bliver et træ, så at himmelens fugle kommer og tager bolig i dets grene.“ — Mattæus 13:31, 32; Markus 4:30-32.

      5. (a) Hvad havde Jesus i tanke da han her benyttede udtrykket „himlenes rige“? (b) Hvorfor skulle dette ikke synes mærkeligt, i betragtning af den foregående lignelse?

      5 Når Jesus Kristus i denne lignelse talte om „himlens rige“, var det en efterligning af dette rige han havde i tanke. Denne konklusion stemmer med at han i den foregående lignelse havde påpeget hvordan der ville blive frembragt uægte kristne i stort tal. Ligesom manden der såede god hvede i sin mark, såede han selv den billedlige „gode sæd“, „rigets sønner“. Men ligesom der i lignelsen kom en fjende mens folkene sov om natten, og oversåede den samme mark med ukrudt eller giftigt rajgræs, sådan ville Satan Djævelen senere, når de der var døbt som kristne og bekendte sig som kristne ikke holdt sig vågne og var på vagt over for vildfarelse og hyklere som trængte ind, så uægte kristne blandt de sande „rigets sønner“. Det betød at de sande måtte adskilles fra de falske når Guds tid var inde, nemlig i den periode der betegnes som „afslutningen på tingenes ordning“, som vi nu lever i. — Mattæus 13:24-30, 36-43; se også versene 47-50.

      6. I stedet for at forudsige en verdensomvendelse, hvad forudsagde Jesus da med hensyn til tallet på „rigets sønner“?

      6 Herren Jesus Kristus forventede ikke og forudsagde ikke at hele verden ville blive omvendt til den sande kristendom. Han forudsagde ikke at hele menneskehedens verden en dag ville blive „rigets sønner“. Til dem der ville blive „rigets sønner“ sagde han: „Jeres Fader ved at I behøver disse ting. Men bliv ved med at søge hans rige, og disse ting vil blive givet jer i tilgift. Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ (Lukas 12:30-32) Omkring femogtres år efter at Jesus havde fortalt lignelsen om sennepsfrøet gav han, efter sin opstandelse og herliggørelse, en åbenbaring til apostelen Johannes og erklærede da rent ud at „rigets sønner“, de åndelige israelitter, ville udgøre tolv gange tolv tusind. Vi kan sammenligne dette med det nuværende antal medlemmer i kristenheden; 144.000 i forhold til 967.793.450. — Åbenbaringen 7:4-8.

      7. Hvordan hjælper sammenhængen i Bibelen os til at se hvad det er for „fugle“ der tager bolig i sennepstræet i Jesu billedtale?

      7 Jesus Kristus vidste altså udmærket at det sande kristne samfund eller „himlenes rige“ ikke ville blive et symbolsk „træ“ i hvis grene og skygge fuglene kunne tage bolig. I den tidligere lignelse om de fire slags jord hvor den gode sæd eller „rigets ord“ bliver sået, førte Jesus også fugle ind i billedet. Hvem forklarede han at disse fugle svarede til? „Den onde“, „Djævelen“ — det vil sige den onde djævels jordiske redskaber. (Mattæus 13:1-8, 18-23; Luk 8:4-8, 11-15) Markus 4:15 kalder ham Satan. Når fugle nu omtales igen i den samme sammenhæng, i den samme række lignelser, må de skildre noget tilsvarende. De fugle der tager bolig i sennepstræet må altså være et billede den på Ondes, Satan Djævelens, redskaber. De må svare til „ukrudtet“, den uægte hvede, i lignelsen om hveden og ukrudtet. De er „den ondes sønner“.

      8. Hvem er den mand der såede sennepsfrøet? Hvem benyttede Djævelen på fremtrædende måde som sit redskab i det fjerde århundrede?

      8 Det er det falske „himlenes rige“, efterligningen, nemlig kristenheden, der er fyldt med disse symbolske fugle, „den ondes sønner“. I dag er kristenheden stor nok til at rumme dem alle. Manden som i lignelsen såede sennepsfrøet er et billede på Menneskesønnen, Jesus Kristus. Men for at fordærve det som det var et symbol på, infiltrerede Satan Djævelen lidt efter lidt dette med elementer som var fremmede for sand kristendom, nemlig uægte kristne. I det fjerde århundrede tog Satan Djævelen et afgørende skridt ved hjælp af romerrigets politiske leder, Konstantin den Store. I år 312 foregav denne blodbesudlede hærfører at omvende sig til kristendommen, men det var til den tids frafaldne kristendom, som soldater i hæren bekendte sig til. Denne ærgerrige mand overvandt sine politiske rivaler og opnåede stillingen som romerrigets kejser. I denne egenskab handlede han som pontifex maximus eller ypperstepræst for den hedenske romerske religion, Han holdt fast ved denne hedenske religiøse titel og stilling og myndighed til trods for at han gjorde krav på at være kristen.

      9. (a) Hvilken slags Gud tilbeder alle ’fuglene’ i dette symbolske træ? (b) Hvor regner de alle med at komme hen, så de i lignelsen passende kan forbindes med „himlenes rige“?

      9 Som pontifex maximus optrådte kejser Konstantin som om han var den kristne kirkes synlige overhoved og indkaldte de såkaldte biskopper, forstanderne for de navnkristne menigheder, til et møde i Nikæa i Lilleasien i år 325. Ved dette kirkemøde afgjorde pontifex maximus Konstantin biskoppernes skænderi om hvem og hvad Gud var, ved at stille sig på treenighedstilhængernes side og erklære at Gud er en treenig Gud, en Gud bestående af tre uadskillelige personer, nemlig Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Til den dag i dag er denne ubibelske lære om treenigheden den grundlæggende lære i kristenhedens sekteriske kirkesamfund. Mange verdsligsindede „fugle“ flokkes til dette fordærvede sennepstræ for at sidde på dets grene. De regner alle med at komme i himmelen ligesom „rigets sønner“ og at få denne mystiske, uforklarlige treenige Gud at se. Ja, det er kristenheden, det forlorne „Guds rige“, lignelsen om sennepsfrøet opfyldes på.

      RELIGIØST FORDÆRV

      10. Hvilket billede gav Jesus dernæst i Mattæus 13:33 af „himlenes rige“?

      10 Ifølge Mattæus 13:33 gav Jesus Kristus umiddelbart efter lignelsen om sennepsfrøet et andet billede for at skildre et yderligere træk ved det uægte „himlenes rige“. Vi læser: „Han gav dem endnu et billede: ’Himlenes rige ligner surdej, som en kvinde tog og gemte i tre store mål hvedemel, indtil det hele var syret.’“ (Se også Lukas 13:18-21.) Hvordan er dette billede blevet opfyldt?

      11. (a) Hvad var surdej, og hvilken virkning havde det? (b) Hvordan benyttes surdej billedligt i Bibelen? Giv et eksempel.

      11 Surdej, som man brugte på Bibelens tid, var en smule syret dej som man lagde til side og æltede med i en ny portion dej. Surdejen ville da gære eller udvikle luft så den nye dej hævede og blev lettere i det. En gæring er i virkeligheden en nedbrydningsproces som ofte fører til at dejen fordærves. Af denne grund benyttes surdej almindeligvis i Bibelen til at skildre noget dårligt. For eksempel stod farisæerne og saddukæerne som leverandører af åndelig surdej, og Jesus sagde herom til sine disciple: „Vær på vagt over for farisæernes og saddukæernes surdej.“ Disciplene forstod at han mente „farisæernes og saddukæernes lære“. (Mattæus 16:6-12) Ifølge Lukas 12:1 sagde Jesus til sine disciple: „Vær på vagt over for farisæernes surdej, som er hykleri.“ Denne surdej som havde at gøre med falsk lære og falske ritualer, kunne også have et politisk anstrøg, for eksempel når den stammede fra de jøder som var tilhængere af kong Herodes’ parti. Jesus sagde: „Hold øjnene åbne, tag jer i agt for farisæernes surdej og Herodes’ surdej.“ — Markus 8:15.

      12. Hvad blev surdej benyttet som et udtryk for i Første Korinterbrev 5:6-8, og i modsætning til hvad?

      12 I fuld lydighed mod denne advarsel fejrede de første kristne i deres daglige liv modbilledet til den gamle jødiske højtid som blev fejret i syv dage efter den årlige påskehøjtid, nemlig de usyrede brøds højtid. Meget passende kunne apostelen Paulus derfor advare de kristne mod den symbolske surdej ved at sige: „Jeres grund til pralen er ikke pæn. Ved I ikke at lidt surdej syrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, så I kan være en ny dej, sådan som I jo er fri for surdej. For også vort påskeoffer, Kristus, er blevet slagtet. Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, heller ikke med sletheds og ondskabs surdej, men med oprigtigheds og sandheds usyrede brød.“ (1 Korinter 5:6-8) Med denne udtalelse stillede apostelen den symbolske surdej, det vil sige slethed og ondskab, falsk sekterisk lære og religiøst hykleri, i modsætning til oprigtighed, ægthed og sandhed.

      13. Hvorfor benyttede Jesus en kvinde i dette billede, og hvor stor var mængden af surdej i forhold til melets mængde?

      13 Ligesom marken dengang var mandens domæne, var køkkenet kvindens domæne. (2 Samuel 13:6-8; 1 Kongebog 17:11-13; Jeremias 7:18; Lukas 17:35) I sit billede benyttede Jesus derfor passende en kvinde som den der anbragte den lille smule surdej i en stor portion dej for at syre den. Den nye dej indeholdt „tre store mål hvedemel“. The New English Bible viser hvor meget dette var ved at gengive Mattæus 13:33 på denne måde: „Himmelens rige er ligesom surdej, som en kvinde tog og blandede med femogtyve kilo mel indtil det hele var gennemsyret.“ Seidelins bibeloversættelse beskriver processen: „Det er med Gudsriget som med en klump surdej: En kone tager den og ælter den ind i tre mål mel, og så får surdejen det hele til at hæve.“ Byingtons oversættelse lægger også vægt på hvor meget der blev syret: „Himmelens herredømme er som en smule surdej som en kvinde tog og gemte i fyrre liter mel indtil det hele blev syret.“ Dette viser hvordan symbolsk surdej virker.

      14, 15. (a) Hvordan virker billedlig surdej på en religiøs organisation? (b) Med hvilke ord advarede apostelen Peter mod en sådan indflydelse i menigheden?

      14 Ligesom bogstavelig surdej kan syre en hel dej, kan billedlig surdej syre en religiøs organisation. Det er et middel som medfører religiøst fordærv. Denne surdej fremstilles af Satan Djævelen, og ved hjælp af sine jordiske redskaber indfører han den i en ren religiøs organisation med det mål at fordærve denne organisation og gøre den uegnet som Guds redskab og gøre den til en skændsel eller vanære for Gud. Omkring enogtredive år efter at den sande kristne menighed var blevet grundlagt på pinsedagen i år 33, skrev apostelen Peter et brev hvori han advarede mod en sådan indføring af religiøs surdej i menigheden. Han sagde:

      15 „Derfor har vi det profetiske ord mere stadfæstet; det gør I vel i at give agt på — som på en lampe der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem og en dagstjerne står op — i jeres hjerter. For I ved først og fremmest dette at ingen profeti i Skriften udspringer af nogen privat fortolkning. For aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd. Der optrådte imidlertid også falske profeter blandt folket, ligesom der også vil være falske lærere blandt jer. De vil liste ødelæggende sekter ind og vil endog fornægte den herre som har købt dem, og vil derved bringe hurtig ødelæggelse over sig selv. Og mange vil følge deres skamløse gerninger, og på grund af dem vil sandhedens vej blive spottet. Og i havesyge vil de udnytte jer med falske ord. For dem er dommen fra gammel tid ikke uvirksom, og deres ødelæggelse slumrer ikke.“ — 2 Peter 1:19 til 2:3.

      16. Hvad advarede apostelen Paulus på tilsvarende måde menigheden i Efesus om?

      16 Apostelen Paulus advarede mundtligt de ældste i menigheden i Efesus i Lilleasien om det samme da han sagde: „Jeg har ikke holdt mig tilbage fra at meddele jer hele Guds råd. Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn. Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ — Apostelgerninger 20:27-30.

      17, 18. (a) Hvad blev disse falske lærere og profeter efterhånden? (b) Hvorfor blev de med rette betegnet som „undergangens søn“?

      17 Disse falske lærere og profeter, ulveagtige mænd i fåreklæder, ville fremstå og lidt efter lidt komme til at udgøre et kollektivt „lovløshedens menneske“. Dette menneskelige redskab for Satan Djævelen ville fremkalde et oprør, et frafald, i den religiøse organisation der bekendte sig til kristendommen. Af den grund ville denne gejstlige gruppe religiøse ledere gå undergangen i møde, og dette kollektive „menneske“ kunne derfor med rette betegnes som „undergangens søn“. Den religiøse organisation som dette „lovløshedens menneske“ tilrev sig myndigheden over, ville naturligvis ikke opnå Guds gunst men gå til grunde når hans tid var inde. Hvorfor?

      18 „Fordi de ikke tog imod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelst. Det er derfor Gud lader en vildfarelse komme til dem og virke på dem, så de tror løgnen, for at de alle kan blive dømt fordi de ikke troede sandheden men fandt behag i uretfærdigheden.“ — 2 Tessaloniker 2:3-12.

      19. Hvordan trådte „lovløshedens menneske“ tydeligt frem i det fjerde århundrede?

      19 Skønt „denne lovløsheds hemmelighed“ allerede var i virksomhed på apostlenes tid, trådte det kollektive „lovløshedens menneske“ ikke frem i tydeligt genkendelig skikkelse før kejser Konstantin den Stores regeringstid i første fjerdedel af det fjerde århundrede. Denne hedenske pontifex maximus prøvede at skabe en blandingsreligion. Sand kristendom kan aldrig blandes med eller indgå forbindelse med nogen af denne verdens falske religioner. (2 Korinter 6:14 til 7:1) Imidlertid blev de såkaldte biskopper der forhandlede med romerrigets religiøse og politiske overhoved, tvunget til at gå på kompromis. Den forfalskede kristendom som disse biskopper repræsenterede blev således forenet med den hedenske romerske religion, og der blev skabt en blandingsreligion som ville virke mindre frastødende og mere tiltalende på dem der stadig var hedninger i hjertet og som ønskede at holde fast ved visse hedenske forestillinger og skikke. Ligesom de var vant til i deres tidligere hedenske religion, tillod de biskopperne at udgøre en gejstlighed de selv var underlagt som et lægfolk. Denne blandingsreligion blev romerrigets statsreligion.

      20, 21. (a) Hvad har nu udviklet sig som følge af den religiøse surdej der fra begyndelsen blev æltet ind i kristenheden? (b) Hvad vidner de mange „kødets gerninger“ blandt kristenhedens kirkemedlemmer om, selv om de tror at de kommer i himmelen når de dør?

      20 På denne måde blev kristenheden grundlagt, og i de følgende århundreder voksede den til det den er i dag. Den udgør nu en vældig religiøs masse, og dog er den, på grund af en lille smule religiøs surdej der fra begyndelsen blev æltet ind i dens organisation, blevet grundigt gennemsyret med hedenskab, verdslighed, slethed, ondskab, menneskers traditioner, hykleri og dæmoners lærdomme. Kristenheden har gjort sig selv til en del af Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, og er vokset til at blive den dominerende faktor i dette religiøse imperium. (Åbenbaringen 17:3-6) Navnet „kristenheden“ giver måske anledning til den opfattelse at dens religiøse medlemmer vil komme ind i det himmelske rige når de dør. Men i dag er kristenheden mere end nogen sinde fyldt med „kødets gerninger“; hvad disse gerninger er og om de giver én adgang til det himmelske rige forklarer apostelen Paulus:

      21 „Lidt surdej syrer hele dejen. Men kødets gerninger er tydelige; det er utugt, urenhed, skamløshed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme, fjendskaber, strid, skinsyge, vredesudbrud, tilfælde af stridbarhed, splittelser, sekter, tilfælde af misundelse, drikketure, sviregilder, og ting som disse. Om dette siger jeg jer forud, sådan som jeg før har sagt, at de der øver sådanne ting ikke skal arve Guds rige.“ — Galaterne 5:9, 19-21.

      22. Nyder kristenheden i dag godt af et åndeligt paradis, og har den udsigt til at komme ind i noget andet paradis fra Gud? ’

      22 I betragtning af kendsgerningerne, kan nogen da ærligt sige at kristenheden i dag, med sine mange medlemmer, befinder sig i et åndeligt paradis som det der beskrives i Bibelen? Kan dens medlemmer ved døden se frem til at komme i himmelen og spise af „livets træ, som er i Gud paradis“? (Åbenbaringen 2:7) Eller vil kristenheden på grund af sit religiøse navn og det den i religiøs henseende bekender sig til eller påstår at være, blive skånet af Jehova Gud og komme igennem de nuværende trængsler i verden og få del i det bogstavelige jordiske paradis under Gud søns, Jesu Kristi, kommende herredømme i tusind år? (Lukas 23:43) Der er intet bibelsk grundlag for at svare ja på disse spørgsmål. Det der venter kristenheden blev forudskildret ved noget som overgik landet Edom som en opfyldelse af profetien i Esajas’ bog, kapitel 34.

      ET NUTIDIGT MODSTYKKE TIL EDOM

      23. Hvem i dag betragter Jehova som deres dommer, lovgiver og konge, som forudsagt af Esajas, og hvilke sygdomme er de derfor beskyttet imod?

      23 I de tre vers lige forud for profetien i Esajas, kapitel 34, erklæres et religiøst standpunkt som hverken kristenheden eller jødedommen har taget. Versene lyder: „[Jehova] er vor dommer, [Jehova] er vor hersker [Lovgiver, NW], [Jehova] er vor konge, han bringer os frelse. Slapt hænger dit tovværk [på den angribende fjendes sejlflåde], det holder ej råen og spænder ej sejlet. Da uddeles røvet bytte i overflod, halte [blandt Jehovas udfriede folk] tager del i rovet. Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg [åndeligt syg]!’ Folket der har sin synd forladt.“ (Esajas 33:22-24) I modsætning til kristenheden og det jødiske samfund har Jehovas kristne vidner, som bor i det åndelige paradis hvor de nyder Guds gunst og beskyttelse, taget det standpunkt at Jehova er deres konge, deres lovgiver, deres dommer, deres frelser. Derfor er de beskyttet mod de åndelige sygdomme og plager der hjemsøger kristenheden og jødedommen. — Salme 91:1-10.

      24, 25. (a) Hvad underretter Jehova i Esajas, kapitel 34, nationerne om at de er impliceret i? (b) Hvordan vil sagens udfald blive, ifølge det de får at vide?

      24 Umiddelbart efter denne profeti følger så profetien i Esajas 34, som skildrer gruopvækkende udsigter for verdens nationer. Disse udsigter fremhæver i endnu højere grad det strålende åndelige paradis der bagefter beskrives i kapitel 35. Fordi der venter nationerne så gruopvækkende ting og fordi de vil komme fra Guds hånd, advarer Jehova i forvejen disse nationer og folkeslag. Vor tids nationer mener måske ikke at Gud spiller nogen rolle for dem og at de har noget med ham at gøre. De tror måske at de som materialistiske mennesker kan styre deres egne anliggender uden at skulle stå en højere, en skaber, til ansvar. Men gennem Esajas opfordrer Jehova nationerne til at vise opmærksomhed og minder dem om at de i virkeligheden er impliceret i en retssag der behandles for universets domstol og at dommen over dem vil blive eksekveret.

      25 Kapitel 34 indledes med at Guds talerør siger: „Kom hid, I folk [nationer, NW], og hør, lån øre, I folkefærd! Jorden og dens fylde høre, jorderig og al dets grøde! Thi [Jehova] er vred på alle folkene, harmfuld på al deres hær; han slår dem med band [han skal vie dem til undergang, NW] og giver dem hen til at slagtes; henslængt ligger de dræbte, stank stiger op fra ligene, bjergene flyder af blodet [bjergene skal smelte på grund af deres blod, NW]; al himlens hær opløses; som en bog rulles himlen sammen, og al dens hær visner hen som vinstokkens visnende blad, som figentræets visnende frugt.“ — Esajas 34:1-4.

      26. Hvad kræver Gud nationerne til regnskab for, og hvilke nationer drejer det sig især om?

      26 Vor opmærksomhed henledes her på nationernes blodskyld. Disse nationer, og især nationerne i kristenheden, har gennemvædet jorden med blod — ikke alene med blodet af vilde dyr som de hensynsløst har dræbt, men i særdeleshed med menneskers blod. Hvem kan med rette kræve det blod tilbage som nationerne har udgydt, kræve nationerne til regnskab fordi blodet står for gudgivent liv? Ingen anden end Skaberen selv, Livgiveren, den som har udrustet mennesket med et livsopretholdende blodkredsløb. Alle nationerne har i dag deres stående hære, med flere soldater end nogen sinde, alle sammen udrustede og oplærte og parate til at udgyde mere menneskeblod i internationale konflikter.

      27. (a) Hvor alvorlig er Guds lov om at der kræves sjæl for sjæl? (b) Hvad ligger der i udtalelsen om at „bjergene skal smelte på grund af deres blod“?

      27 Det var ikke med tomme ord Jehova Gud erklærede sin retfærdige lov, at der kræves liv for liv, sjæl for sjæl. (1 Mosebog 9:4-6; 2 Mosebog 21:23-25) Trofast mod denne uigenkaldelige lov vil han udgyde nationernes blod, kræve deres liv. Deres voksende blodskyld er så stor at det blod Livgiveren kræver tilbage til gengæld, vil være tilstrækkeligt til så at sige at opløse bjergene, bringe dem til at smelte. Når nationernes militærstyrker udslettes fuldstændigt vil deres regeringer naturligvis falde, og regeringer skildres undertiden i Bibelens profetier som bjerge.

      28. Hvad sigter udtrykket „al himlens hær“ til i denne profeti, og hvad sker der med denne „hær“?

      28 Med udtrykket „al himlens hær“ tænker profeten ikke på stjernerne og planeterne på himmelhvælvingen, som for eksempel solen, månen og Mælkevejen og de langt fjernere stjernesystemer. Det er snarere de jordiske regeringer, i deres egenskab af højere myndigheder, der sammenlignes med en himmel over det jordiske menneskesamfund. (Romerne 13:1-4) „Himlens hær“ må derfor være disse jordiske regeringers samlede hære. Denne „hær“, som åbenbart er den stærkeste del af de himmelhøje regeringer, vil „opløses“, smuldre bort som noget der er forgængeligt. Den bogstavelige himmel over os synes at være hvælvet, buet, som en af fortidens bogruller, hvis skrift almindeligvis stod på den konkave side, indersiden. Solen, månen og stjernerne ses på den udstrakte himmelhvælving ligesom teksten på indersiden af en bogrulle.

      29. Hvordan går det den symbolske himmel som en bog eller bogrulle som „figentræets visnende frugt“?

      29 Når det der stod skrevet på bogrullens inderside var gledet forbi læserens øje, blev bogrullen rullet sammen og lagt til side. På samme måde „rulles himlen sammen“, idet de himmellignende regeringer, hvis „hær“ har spillet en tydelig rolle på historiens blade, hører op, afslutter det sidste kapitel i deres historie, og følgelig må fjernes, skaffes af vejen og ikke længere have Guds tilladelse til at eksistere. Medlemmerne af deres imponerende „hær“ mister livets friskhed og forsvinder for deres øjne som har læst deres historie, ligesom visnende blade der falder af vinstokken og visnende figner der falder af figentræet. Deres tid er forbi. — Jævnfør billedet i Åbenbaringen 6:12-14.

      KRISTENHEDEN, EDOMS NUTIDIGE MODSTYKKE

      30, 31. Hvordan viser de efterfølgende vers i Esajas’ profeti at den omtalte himmel ikke er den usynlige, åndelige himmel hvor Guds bolig er?

      30 At „himlen“, hvis „hær“ opløses eller visner hen, ikke skal opfattes som den usynlige, åndelige himmel hvor Guds bolig er, fremgår af den næste del af Esajas’ profeti. Her udtaler Jehova sig på denne måde:

      31 „’For i himlene vil mit sværd, visselig blive vædet. Se! På Edom [Idumæa, LXX] vil det slå ned, og på det folk der af mig er viet til undergang i retfærdighed. Jehova har et sværd; det skal fyldes med blod; det skal smøres til med fedtet, med blodet af unge væddere og bukke, med fedtet fra vædderes nyrer. For Jehova har et slagtoffer i Bozra [hovedstaden i Edom eller Idumæa] og en stor slagtning i Edoms land. Og vildtyrene skal segne med dem, og tyrekalve med de stærke; og deres land skal blive gennemvædet af blod, og deres støv blive tilsmurt med fedtet.’ For Jehova har en hævnens dag, et gengældelsens år for retssagen vedrørende Zion.“ — Esajas 34:5-8, NW.

      32. Hvem var edomitterne, og hvordan var deres land?

      32 Edomitternes område, der strakte sig tværs over Araba mellem Det døde Hav og Akababugten, blev kaldt „Esaus bjerge“. (Obadias 8, 9, 19, 21) Esau var det oprindelige navn på den mand der blev kaldt Edom. Han fik tilnavnet Edom, der betyder „rød“, fordi han solgte sin abrahamitiske førstefødselsret til sin yngre broder, sin tvillingebroder Jakob (Israel), for en ret røde linser. (1 Mosebog 25:29-34; Hebræerne 12:16, 17) Fordi Jakob overtog den dyrebare førstefødselsret blev Esau (eller Edom) opfyldt af et morderisk had til sin åndeligsindede tvillingebroder. (1 Mosebog 27:30-45) Eftersom Esau tog bolig i bjerglandet boede han højt, som i himmelen. Jehova betragtede det under den synsvinkel da han gennem profeten Obadias’ mund sagde til Esaus efterkommere, edomitterne:

      „Dit hjertes hovmod bedrog dig, du, som bor i klippekløft, som troner i det høje og siger i hjertet: ’Hvo kan styrte mig til jorden?’ Bygger du end højt som ørnen, er end din rede blandt stjerner, jeg styrter dig ned derfra, så lyder det fra [Jehova].“ — Obadias 3, 4.

      33. (a) Hvad menes der med udtalelsen i Esajas 34:5 (NW) om at Guds sværd ville blive vædet „i himlene“? (b) Med hvilke udtryk hentydes der til de større og de mindre i Edom?

      33 Da Jehova talte om at han ville udslette Edoms nation med krigens „sværd“, kunne han derfor i billedlig forstand sige at hans sværd ville blive vædet, fyldt med blod, „i himlene“. Han havde viet edomitterne til undergang i retfærdighed, og denne undergang ville nå helt op til den øverste del af den edomitiske nation, billedlig skildret ved dens hovedstad Bozra. Jehova omtaler nedhugningen af denne fjendtlige nation som et offer, for den sker som en fuldbyrdelse af hans dom og til ophøjelse af ham som universets Suveræn. De større omtaler han symbolsk som ’vildtyre’ og „tyrekalve“, og de mindre som „unge væddere“ og „bukke“. Dette mordlystne, blodskyldige folks land skulle vædes med indbyggernes eget blod når Jehovas „sværd“ huggede dem ned.

      34-36. Hvad havde edomitterne gjort siden de fortjente denne drastiske behandling fra Guds side?

      34 Edoms land fortjente denne drastiske behandling; ellers kunne den ikke have været et udtryk for Guds retfærdighed. „For Jehova har en hævnens dag, et gengældelsens år for retssagen vedrørende Zion.“ (Esajas 34:8, NW) Sagen drejede sig ikke om den såkaldte zionisme. Den drejede sig derimod om fortidens Zion, hvor de salvede konger over Jehovas udvalgte folk havde siddet på ’Jehovas trone’. I 607 f.v.t. ødelagde Babylons hære den hellige by Jerusalem og omstyrtede Judas rige og deporterede de overlevende jøder til det hedenske Babylon. Ved denne lejlighed kom edomitternes indstilling til Jehovas tugtede folk umiskendeligt til udtryk. Hvordan?

      35 Jehova henledte deres opmærksomhed på det gennem sin profet Obadias, som sagde:

      „Du så til, da fremmede [babylonierne] raned hans [Israels] gods og udlændinge kom i hans porte; da de lodded Jerusalem bort, var og du som en af dem.

      At nyde din broders dag, hans vanhelds dag, og glæde dig over judæerne på undergangens dag! At opspærre munden på trængselens dag, komme i mit folks port på ulykkens dag, være med til at nyde dets kval på ulykkens dag, gribe efter dets gods på ulykkens dag! At stå ved dalenes munding og dræbe de undslupne, prisgive dem, som slap bort, på trængselens dag! Thi nær er [Jehovas] dag over alle folkene; som du har gjort, skal der gøres med dig, gengæld kommer over dit hoved. Thi som I drak på mit hellige bjerg, skal alle folkene drikke uden ophør; de skal drikke og rave og blive, som om de aldrig havde været til.“ — Obadias 11-16.

      36 Den inspirerede salmist mindedes den samme ondsindede adfærd fra et broderfolks side da han bad til Jehova og sagde: „[Jehova], ihukom Edoms sønner for Jerusalems dag, at de råbte: ’Nedbryd, nedbryd lige til grunden!’ Du Babels datter, du ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!“ — Salme 137:7, 8.

      37. (a) Hvorfor betragtede Jehova „retssagen vedrørende Zion“ med Edom som sin egen sag? (b) Hvornår begyndte Jehova at udøse sin hævn over edomitterne?

      37 Hvad edomitterne havde gjort mod hans udvalgte folk på dets undergangs dag i 607 f.v.t., regnede Jehova for gjort imod ham selv. Af denne grund havde han en ’retssag vedrørende Zion’. Det år måtte komme da han ville gøre gengæld for „retssagen vedrørende Zion“ og tage hævn over de strafskyldige edomitter. (Esajas 34:8, NW) Ikke længe efter Jerusalems ødelæggelse begyndte Jehova da også at udøse sin retfærdige hævn over edomitterne ved hjælp af babylonierkongen Nebukadnezar. — Jeremias 25:17-21.

      DE EDOMITISKE HERODER

      38. Hvordan optrådte edomitiske herskere som Herodes den Store, Herodes Antipas og Herodes Agrippa I over for Jehovas folk?

      38 Edoms eller Esaus efterkommere (af grækerne kaldet idumæerne) forbrød sig fortsat mod Jehovas udvalgte folk. Kong Herodes den Store og hans familie var idumæere eller edomitter. Til skam for ham viser Bibelens beretning at denne konge som byggede det prægtige tempel i Jerusalem, frygtede for at hans rige skulle glide hans slægt af hænde og at han derfor søgte at myrde barnet Jesus i Betlehem i Juda. (Mattæus 2:1-22) Omkring tredive år senere lod ’ræven’ Herodes Antipas, der var landsdelshersker og søn af Herodes den Store, under sin fødselsdagsfest Jesu forløber, Johannes Døber, halshugge. (Mattæus 14:1-11; Lukas 13:31, 32) I år 33 sendte landshøvdingen Pilatus den anklagede Jesus til Herodes Antipas, som havde myndigheden i Galilæa, men denne hersker blev skuffet over Jesus og viste ham foragt som Messias og sendte ham tilbage til Pilatus og til døden. (Lukas 23:6-12) Nogle år senere søgte kong Herodes Agrippa I at behage jøderne idet han henrettede Jakob, Johannes’ broder, en af Jesu Kristi tolv apostle, med sværdet og derefter satte apostelen Peter i fængsel i den hensigt at lade ham henrette efter den jødiske påske. (Apostelgerninger 12:1-6) Og hvad er der så til slut at sige om kong Herodes Agrippa II?

      39. Hvem fortsatte kong Herodes Agrippa II med at være et redskab for, skønt han fik lejlighed til at blive kristen?

      39 Foranlediget af landshøvdingen Festus blev der i Kæsarea arrangeret et særligt møde hvor apostelen Paulus blev ført frem for ham. Ved slutningen af sit forsvar sagde Paulus til kongen: „Tror du, kong Agrippa, profeterne? Jeg ved du tror.“ Hvad svarede denne idumæer Paulus? „På kort tid vil du overtale mig til at blive en kristen!“ (Apostelgerninger 26:27, 28) Skønt kong Agrippa da var en omskåren jødisk proselyt, blev han aldrig en åndelig israelit, en kristen. Han forblev politiker, et redskab for det hedenske romerrige.

      40. (a) Hvilken sammensværgelse mod Jesus deltog tilhængerne af Herodes’ parti i? (b) Efter hvilken begivenhed forsvandt edomitterne ud af historien, som en opfyldelse af Bibelens profetier?

      40 På Jesu tid søgte tilhængere af Herodes’ parti sammen med farisæerne at fange Jesus i ord ved at spørge ham om jøderne ifølge Skrifterne havde lov at betale kejseren skat. De prøvede derved at bringe ham i et dilemma så han enten fik vanskeligheder med romerne eller problemer med jødernes nationalistiske fløj. (Mattæus 22:15-22) Herodianerne indtog altså fra begyndelsen en negativ holdning over for kristendommen. Det samme gjorde ifølge Bibelens beretning edomitterne eller idumæerne, med herodernes kongelige familie i spidsen. De holdt fast ved jødedommen. Under romernes belejring af Jerusalem i år 70 efterkom idumæerne en opfordring om hjælp fra det jødiske parti der holdt tempelområdet imod det modsatte jødiske parti. Men idumæernes (edomitternes) hjælp viste sig at være forgæves, og Jerusalem faldt for romerne og blev jævnet med jorden sammen med Herodes’ tempel. Efter denne katastrofe forsvandt idumæerne eller edomitterne fra den historiske skueplads. Bibelens profetier om dem slog ikke fejl.

      FORTIDENS EDOM OG DET NUTIDIGE MODBILLEDE

      41. Hvad er det nutidige modstykke til „Edoms land“?

      41 Jehovas profeti vil heller ikke slå fejl i forbindelse med det nutidige modstykke, modbilledet til „Edoms land“. Hvad er dette modbillede? Det er kristenheden. Ligesom Jehova Gud benyttede fortidens jødiske nation og Jerusalem som et billede der skulle skildre visse forhold i forbindelse med kristenheden, sådan benyttede han også broderfolket Edom som et billede. (1 Korinter 10:6, 11; Kolossenserne 2:16, 17) Edomitterne var kødelige efterkommere af Esau, der fik tilnavnet Edom („rød“) Deres stamfader var tvillingebroder til Jakob, som fik tilnavnet Israel. Eftersom Esau var Isaks og Rebekkas førstefødte, følte han at han naturligt kunne gøre krav på førstefødselsretten fra sin farfader Abraham.

      42. Hvilke begivenheder i forbindelse med førstefødselsretten bevirkede at Esau kom til at hade Jakob?

      42 Jehova Gud tilsidesatte imidlertid den førstefødtes naturlige ret, idet han allerede før tvillingernes fødsel udtalte sig til gunst for den yngste, Jakob („en der fortrænger [en anden]“). Skønt det nu forholdt sig sådan, må man alligevel sige at Esau behandlede førstefødselsretten på en vanhellig måde, uden værdsættelse af det åndelige. En dag han var træt og sulten var han villig til at sælge denne ret til sin åndeligsindede broder Jakob for blot et enkelt måltid mad. Da tiden senere var inde til at deres fader Isak ville videregive den abrahamitiske velsignelse, ignorerede Esau den ed han havde svoret for at gyldiggøre salget af sin førstefødselsret, og han traf forberedelser til at modtage den førstefødtes velsignelse som ikke længere tilkom ham. Det var kun rimeligt at han blev overlistet og at velsignelsen gik til den som den rettelig tilhørte ifølge Guds vilje, nemlig Jakob. Men Esau følte at han uretfærdigt var blevet fortrængt, bedraget. I sit had besluttede han derfor at dræbe Jakob ved første lejlighed. — 1 Mosebog 25:29 til 27:45; Hebræerne 12:16, 17.

      43. (a) Hvem blev Jakob i denne henseende et billede på? (b) Og Esau?

      43 Med hensyn til dette blev Jakob et billede på Abrahamsløftets arvinger, de der blev Abrahams åndelige „sæd“, nemlig de salvede disciple af Jesus Kristus, han som i første række er Abrahams „sæd“. (Galaterne 3:16-29) Hvad den materialistiske Esau angår, så blev han et billede på det bogstavelige Israels folk, hvis medlemmer var kødelige efterkommere af Abraham og mente at den abrahamitiske velsignelse naturligt tilhørte dem.

      44. Hvordan viste de kødelige, omskårne israelitter at de som helhed var ligesom Esau?

      44 Disse kødelige, omskårne israelitter opfyldte imidlertid ikke kravene for at blive Abrahams åndelige sæd. De vragede den der i første række var Abrahams lovede „sæd“, nemlig Jesus Kristus, og lod ham dræbe, og derefter forfulgte de dem der trofast gik i hans fodspor. Det var kun en lille rest af de kødelige jøder der opfyldte betingelserne og blev en del af Abrahams åndelige sæd. De resterende medlemmer af Abrahams åndelige sæd måtte derfor udvælges blandt ikke-jøder som levede op til kravene. (Romerne 2:28, 29; 11:1-29) Hovedparten af jøderne indtog altså samme holdning som deres fjerne farbroder, Esau eller Edom.

      45. Hvordan gik det til at Esaus eller Edoms efterkommere udviste fjendskab mod deres broderfolk, israelitterne?

      45 På grund af sin vanhellighed eller mangel på åndelig værdsættelse var Esau ikke i stand til at videregive førstefødselsretten fra Abraham til det folk der nedstammede fra ham, esauitterne eller edomitterne. (Hebræerne 12:15-17) Det var med hedenske, ikke-troende hustruer Esau blev stamfader til edomitterne. (1 Mosebog 26:34, 35; 27:46; 28:6-9) De ville naturligvis have grund til at mene at det var som følge af deres farbroder Jakobs eller Israels handling at de var blevet berøvet stillingen som Abrahams kødelige sæd med ret til den lovede velsignelse. Derfor lærte de hurtigt at huse det samme had som deres stamfader Esau havde næret til Jakob, og dette had gav sig udslag i fjendskab mod deres broderfolk, israelitterne. I løbet af de efterfølgende århundreder fik edomitterne eller idumæerne Jehova Guds mishag at føle. — Ezekiel 35:1-9; Malakias 1:2-4.

      46. Hvordan blev edomitterne i makkabæertiden absorberet i den jødiske nation?

      46 I den periode hvor makkabæerne herskede over de hjemvendte jøder i Judas land blev de tilbageværende edomitter tvunget til at gå over til jødedommen. Omkring år 130-120 f.v.t. sejrede makkabæeren Johannes Hyrkanus over edomitterne og tvang dem til at lade sig omskære som jødiske proselytter. Dette forklarer hvorfor jøderne tolererede et styre udøvet af en edomitisk (idumæisk) konge, Herodes den Store, og af medlemmer af hans kongelige familie. (Se Jødernes oldtidshistorie af Flavius josefus, 13. bog, kapitel IX, 1. afsnit; 15. bog, kapitel VII, 9. afsnit.) På denne måde blev edomitterne (idumæerne) absorberet i den jødiske nation, der i det første århundrede efter vor tidsregning blev benyttet som et bibelsk forbillede på kristenheden.

      47. På hvilke måder har kristenheden vist sig at svare til Esau eller Edom?

      47 Ligesom Esau eller Edom har kristenheden gjort krav på Abrahamsløftet, og den regner sig selv for at være Abrahams åndelige sæd, arving til det himmelske rige sammen med Jesus Kristus. Ifølge deres religiøse påstande har kristenhedens medlemmer gjort sig selv til tvillingebrødre til dem der er de ægte kristne arvinger til Guds messianske rige, nemlig Jesu Messias’ sande disciple. Alligevel elsker kristenheden ikke disse trofaste, salvede Kristi disciple. Den nærer et morderisk had til dem. (1 Johannes 3:12-15) Lige fra sin grundlæggelse i det fjerde århundrede har kristenheden forfulgt de ægte kristne. Disse følger Jesu ord og eksempel og er ikke en del af denne verden, hvorimod kristenheden har gjort sig selv til denne verdens ven ved at blive en del af den. Hvad verden hader, hader den også. (1 Johannes 2:15-17; Johannes 15:19; 17:14, 16; Jakob 4:4) Ved at forfølge de sande kristne forestiller kristenheden sig at den yder Gud en hellig tjeneste. — Johannes 16:2.

      48. Hvordan optrådte kristenheden over for de åndelige israelitter under den første verdenskrig ligesom edomitterne optrådte da Jerusalem blev ødelagt i 607 f.v.t.?

      48 Det tyvende århundredes historie bevidner dette. Under den første verdenskrig blev den trofaste rest af åndelige israelitter hadet af alle nationerne, sådan som Jesus Kristus havde forudsagt det ville gå dem der virkelig fulgte i hans fodspor. (Mattæus 24:9; 10:7-22) Årsagen til verdens had var at den salvede rest forkyndte Guds messianske rige som det retmæssige styre over hele jorden, som menneskehedens eneste håb. (Markus 13:10-13) Under al den forfølgelse og alle de lidelser som medlemmerne af den trofaste rest blev udsat for, gav kristenheden ikke udtryk for den mindste medfølelse med dem. I virkeligheden kan det dokumenteres at det var kristenhedens gejstlighed der anstiftede denne forfølgelse af dem der forkyndte „den gode nyhed“ om Guds messianske rige. Kristenheden glædede sig sammen med sine krigsførende nationer over at disse rigsforkyndere blev undertrykt og deres offentlige vidnegerning dræbt, ligesom edomitterne glædede sig sammen med babylonierne over at Jerusalem blev ødelagt i 607 f.v.t. — Åbenbaringen 11:7-10.

      49, 50. (a) Hvordan viste kristenheden også under den anden verdenskrig at den havde samme ånd som fortidens Edom? (b) Hvad venter der nu de modbilledlige edomitter, folkene i kristenheden, såvel som jødedommen, som en opfyldelse af Guds ord ved Esajas?

      49 I sit had til resten af de åndelige israelitter der trådte frem som sande kristne i modsætning til kirkemedlemmerne der deltog i den voldelige krigsførelses blodsudgydelse, glædede kristenheden sig ikke da de undertvungne rigsforkyndere blev genoplivet af Guds ånd i 1919. Den glædede sig ikke over det åndelige paradis som disse genrejste åndelige israelitter blev ført ind i. (Esajas 35:10) Under den anden verdenskrig fra 1939 til 1945, som udbrød inden for dens egne grænser, anstiftede kristenheden igen en religiøs forfølgelse og søgte heftigt at udslette det åndelige paradis som tilhører resten af de åndelige israelitter og dem der tilbeder Jehova Gud sammen med dem. Men det var alt sammen forgæves! Jehovas kristne vidner overlevede og kom ud af den anden verdenskonflikt mere talstærke end nogen sinde. I betragtning af dette voldsomme had som kristenheden nærer til de kristne vidner, har Jehova Gud da en ’retssag vedrørende Zion’ som nu skal afgøres? Er hans „gengældelsens år“ kommet for de nutidige edomitter, hans „hævnens dag“? — Esajas 34:8, NW.

      50 Svaret er ja! Derfor går kristenheden nu ødelæggelsen i møde. Det samme gør jødedommen.

  • Når kristendommen og jødedommen ikke er mere
    Menneskets udfrielse fra verdens trængsler er nær!
    • Kapitel 13

      Når kristendommen og jødedommen ikke er mere

      1. (a) Var jødedommens tilhængere og edomitterne enige om deres holdning til kristendommen i det første århundrede? (b) Hvorfor er Bibelens profetier om Edom af interesse for os i dag?

      FORTIDENS Edom (Idumæa) var imod Jehova Guds trofaste tilbedere, og i det første århundrede, på Jesu Kristi apostles tid, gjorde de strenge tilhængere af jødedommen fælles sag med edomitterne (idumæerne) i kampen mod den nyindførte kristendom. (Apostelgerninger 4:25-28; 12:1-6) Med tiden forsvandt Edoms nation ud af historien, men hvad bibelprofetiens større og endelige opfyldelse angår, har denne berygtede nation et nutidigt modstykke. Det er kristenheden. I dag skal bibelprofetierne om Edom derfor betragtes som et udtryk for hvad der vil overgå dette nutidige modstykke.

      2, 3. (a) Hvem vil Jehova snart udøse sin hævn over, som forudsagt i Esajas 34:8? (b) Hvad indebærer den lovede gengældelse, som forudsagt i de følgende vers i Esajas, kapitel 34?

      2 I den fremtrædende profeti mod Edom der står at læse i Esajas’ bog, kapitel 34, finder vi denne ildevarslende udtalelse: „For Jehova har en hævnens dag, et gengældelsens år for retssagen vedrørende Zion.“ (Esajas 34:8, NW) Jehovas „hævnens dag“, hans „gengældelsens år“, er nær for det nutidige modstykke til fortidens Edom. Mens vi betragter fortsættelsen af denne profeti hos Esajas, kan vi derfor have nutidens kristenhed i tanke. Angående gengældelsen for Edoms afskyelige troløshed og uredelighed over for fortidens Zion eller Jerusalem, siger profeten Esajas videre:

      3 „Dets bække forvandles til tjære, dets jord til svovl, og landet bliver til tjære, der brænder ved nat og ved dag, det slukkes aldrig; evigt stiger røgen op, det er øde fra slægt til slægt, ingen skal færdes der. Pelikan og rørdrum arver det, ugle og ravn skal bo der. [Jehova] spænder tomheds snor og ødelæggelses blylod derover. Der skal bukketrolde bo, dets ypperste bliver til intet, til kongevalg kaldes ej der, det er ude med alle dets fyrster. Dets paladser gror til i torn, dets borge i tidsel og nælde, et tilholdssted for hyæner og enemærke for strudse. Der mødes sjakal med vildkat, og bukketrolde holder stævne; kun der skal natteheksen raste og lægge sig der til ro; der bygger pilslangen rede, lægger æg og samler dem og ruger. Kun der skal gribbene flokkes, ej savner den ene den anden.“ — Esajas 34:9-15.

      4. (a) Hvilken tilstand er det, kort sagt, der beskrives her? (b) Hvor længe skulle denne tilstand vare ved?

      4 Det er alt andet end et glædens paradis, en Edens have, der beskrives her. Det er intet mindre end et billede af fuldstændig ødelæggelse og undergang, af et område der ikke er egnet som bolig for mennesker men derimod er et udmærket tilholdssted for vilde dyr. Edoms land ville blive så afsvedet at det ville virke som om bækkene bestod af tjære og jorden af svovl, og som om disse brændbare stoffer var blevet tændt i brand. Denne øde tilstand for Edoms land skulle vare „evigt“, og landets tidligere indbyggere eller deres efterkommere skulle aldrig føres tilbage dertil. „Røgen“ der stiger op fra Edoms symbolske brand vil være som „røgen“ fra ilden der opbrænder Babylon den Store, hvorom der siges: „Røgen fra hende bliver ved med at stige op i evighedernes evigheder.“ — Åbenbaringen 19:3; 18:18.

      5. Hvordan viser Obadias 18 hvad de åndelige israelitters rest i dag skal gøre med dette brændende budskab mod nutidens Edom?

      5 I profetiens opfyldelse på kristenhedens kommende ødelæggelse har Gud bemyndiget den genrejste rest af de åndelige israelitter til at forkynde den guddommelige ’hævn’ over kristenheden, som det fremgår af den tilsvarende profeti hos Obadias, der lyder: „Jakobs [Israels] hus skal blive en ild og Josefs hus en lue, men Esaus hus skal blive strå, og de skal sætte ild derpå og fortære det, og ingen af Esaus hus skal undslippe, så sandt [Jehova] har talet.“ (Obadias 18) Ved at forkynde dette brændende budskab mod nutidens Edom, kristenheden, bliver de åndelige israelitters rest i endnu højere grad genstand for dens had.

      6. Hvilken forsikring ligger der i Esajas 34:16, 17?

      6 Efter at have malet det profetiske billede af hvordan „Edoms land“ skulle blive en ødemark hvor kun fugle, slanger og andre vilde dyr holdt til, forsikrer profeten Esajas os om at Jehova ikke vil undlade at opfylde sin profeti. Til dem der studerer Bibelens profetier siger han: „Se efter i [Jehovas] bog og læs: Ej fattes en eneste af dem, ej savner den ene den anden. Thi [Jehovas] mund, den bød, hans Ånd har samlet dem sammen; han kastede loddet for dem, hans hånd udskifted dem land med snoren; de tager det evigt i eje, bor der fra slægt til slægt.“ — Esajas 34:16, 17

      7. Forklar hvad enkelthederne i Esajas 34:16, 17 betyder.

      7 Edomitiske mænd og kvinder skulle altså ikke igen slå sig ned i landet og sætte børn i verden så den ene generation af edomitter kunne afløse den anden, men de vilde dyr skulle formere sig i landet. Ingen af dem skulle savne en mage. Det var Jehova Gud der ville gøre det engang så folkerige Edom til et ideelt sted for disse vilde skabninger. Det var hans virkekrafts hånd der tildelte dem dette sted og samlede dem sammen der. Som en arkitekt havde han så at sige udspændt en målesnor og benyttet en lodsnor med et blylod for at afmåle og bestemme situationens udvikling i „Edoms land“. Som han målte og ledede tingene, skulle landet være tomt for mennesker og øde hvad angår menneskers bygningsværker af nogen højde. Landet skulle ikke genfødes som hjemland for edomitterne, „det folk der af [Jehova] er viet til undergang i retfærdighed“. — Esajas 34:5, 11, NW.

      8. (a) Hvad varsler dette for kristenheden? (b) Hvor sikkert er det at det vil gå kristenheden sådan?

      8 Hvilket frygtindgydende endeligt denne profeti varsler for det nutidige „Edoms land“, kristenheden! Religiøse mennesker kan måske blive rædselsslagne ved tanken om at kristenheden, med sit kolossale antal kirkemedlemmer, sin rigdom og sine religiøse bygninger og institutioner, skal ende på den måde, uden noget håb om en genrejsning. Men lige så sikkert som profetien fik sin mindre opfyldelse på edomitterne som nu er et uddødt folk, lige så sikkert vil profetien få en større og endelig opfyldelse på den edomitiske kristenhed. For, som der siges med hensyn til ødelæggelsen af Babylon den Store, „stærk er Jehova Gud, som har dømt hende“. — Åbenbaringen 18:8.

      9, 10. Hvilke udsigter for den genrejste rest af de åndelige israelitter forudsiger Obadias i slutningen af sin profeti?

      9 Hvor helt anderledes ser situationen ikke ud for den genrejste rest af de åndelige israelitter! Obadias’ profeti om „Esaus bjerge“ følger samme mønster som Esajas’ profeti, idet den viser modsætningen mellem hvordan det vil gå henholdsvis edomitterne og israelitterne, der til edomitternes store glæde blev deporteret til Babylon. Efter at have beskrevet den guddommelige straf der ville ramme de ubroderlige, ondsindede edomitter, slutter profeten Obadias sin profeti med disse ord:

      10 „Men på Zions bjerg skal der være frelse, og det skal være en helligdom, og Jakobs [Israels] hus skal tage sine ejendomme i eje. . . . Da drager redningsmænd fra Zions bjerg op [der vil visselig komme frelsere op på Zions bjerg, NW] for at holde dom over Esaus bjerge. Og så skal riget være [Jehovas].“ — Obadias 17-21.

      11. (a) Hvad er det „Zions bjerg“ som „redningsmænd“ eller „frelsere“ kommer op på? (b) Hvordan tjener modsætningen mellem de to skarers åndelige forhold til at fremhæve skønheden i det åndelige paradis?

      11 Det er på det himmelske Zions bjerg at Jehova, som en opfyldelse af Salme 2:5, 6, indsætter sin messianske konge af Davids hus, nemlig Jesus Kristus. Det er på det himmelske Zions bjerg at redningsmanden eller frelseren, Guds lam, samler de 144.000 åndelige israelitter for at de skal herske sammen med ham i tusind år. (Åbenbaringen 14:1-3; 7:4-8) Det er den salvede rest af de 144.000 åndelige israelitter som endnu er tilbage på jorden der nu forkynder Jehovas domsbudskab mod nutidens „Esaus bjerge“, „Edoms land“, det vil sige kristenheden. Som forkyndere af Jehovas domme der forudsiger hans hævn og gengældelse over de modbilledlige edomitter, værdsætter de i endnu højere grad det skønne åndelige paradis han har ført dem ind i siden 1919. — Esajas 35:1-10.

      KRISTENHEDENS OG JØDEDOMMENS ENDELIGT

      12. Hvor beskriver Bibelen hvordan det vil ende for kristenheden og jødedommen?

      12 Når kristenheden, der i dag kan prale af at have næsten en milliard kirkemedlemmer, lægges øde i den grad som det blev forudsagt for Edoms land, vil det forståeligt nok vække stor undren. Hvordan vil noget så utroligt kunne ske — og så netop inden for den nuværende generation, den der oplevede hedningetidernes udløb i 1914, for over tres år siden? Og hvordan vil det gå til at kristenheden og dens nære religiøse medforbundne, jødedommen, ødelægges? Jehova Gud, der inspirerede Esajas og Obadias til at profetere imod Edom, har inspireret en profeti som oplyser dette. Denne profeti er nedskrevet i Bibelens sidste bog, Åbenbaringen, kapitel 17, med ord som ikke er til at tage fejl af.

      13. Hvorfor blev kristenheden ikke nævnt ved navn i Åbenbaringens 17. kapitel, men hvilket navn som ikke er uden betydning, er nævnt?

      13 Imod dette kunne en forsvarer for kristenheden indvende at kristenheden overhovedet ikke nævnes i Åbenbaringen, kapitel 17. Det er sandt, for kristenheden eksisterede ikke dengang apostelen Johannes skrev den bog der kaldes Åbenbaringen. Fremfor at søge at skabe en blandingsreligion ved at bringe et kompromis i stand mellem Roms hedenske religion og kristendommen og således frembringe en egnet statsreligion, søgte romerriget på apostelen Johannes’ tid at udrydde kristendommen ved at forfølge dens tilhængere grusomt. Det var derfor apostelen Johannes var forvist til straffeøen Patmos. (Åbenbaringen 1:9) Kristenheden blev først grundlagt over to hundrede år senere, af kejser Konstantin den Store. Men en religiøs organisation der allerede eksisterede dengang, optræder som hovedpersonen i Åbenbaringens 17. kapitel. Det er Babylon den Store.

      14. Hvilke to symbolske kvinder stilles i modsætning til hinanden i Åbenbaringens bog, og hvad repræsenterer de?

      14 I Åbenbaringens bog stilles to symbolske kvinder i modsætning til hinanden. Den ene er dette store Babylon, og den anden er Guds lams „hustru“. (Åbenbaringen 19:1-8) Den ene, Babylon den Store, stemples som en „skøge“. Den anden, „bruden, Lammets hustru“, er jomfru. (Åbenbaringen 17:1-5; 21:9) De er begge religiøse organisationer. Den ene er uren, den anden ren. „Bruden, Lammets hustru“, er menigheden af Lammet Jesu Kristi 144.000 trofaste jomfrulignende disciple, som alle er åndelige israelitter. (Åbenbaringen 7:4-8; 14:1-5) Babylon den Store består af dem der praktiserer en religion som er i opposition til den sande kristendom, der udøves af de 144.000 åndelige israelitter. Det er grunden til at apostelen Johannes „så at kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod“. (Åbenbaringen 17:6) Den religion som medlemmerne af det store Babylon udøver er derfor ikke kristen, men babylonisk og altså falsk. — Esajas 47:1, 12-15.

      15. Hvem er „jordens konger“ som Babylon den Store har herredømme over?

      15 Om Babylon den Store blev der sagt til apostelen Johannes: „Kvinden som du så, er ensbetydende med den store by som har herredømme over jordens konger.“ (Åbenbaringen 17:18) Eftersom Babylon den Store således „sidder som dronning“ over jordens konger, står hun for den falske religions verdensimperium. (Åbenbaringen 18:7) Hun har ikke alene udøvet overherredømme over jordens konger på et hvilket som helst tidspunkt, men også over en række verdensriger (symbolske konger) gennem flere tusind år. Frem til udløbet af hedningernes tider i 1914 har der været syv sådanne verdensriger efter hinanden, nemlig (1) det gamle ægyptiske rige, (2) det assyriske rige, (3) det nybabyloniske rige, (4) det medo-persiske rige, (5) det græske rige, (6) romerriget og (7) den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt. Dette skildres ved at det vilddyr som „skøgen“ rider på, har syv hoveder.

      16. Hvad mente engelen da den sagde at det ene af det skarlagenrøde vilddyrs hoveder „er der“?

      16 En engel forklarede Johannes hvad de forskellige dele af dette ’skarlagenrøde vilddyr’ betød: „De syv hoveder er ensbetydende med syv bjerge, som kvinden sidder på. Og der er syv konger: de fem er faldet den ene er der, den anden er endnu ikke kommet, men når han kommer, skal han forblive en kort tid.“ (Åbenbaringen 17:9, 10) Med udtrykket „den ene er der“ sigtede engelen til det sjette verdensrige, romerriget, som holdt den kristne apostel Johannes fanget på øen Patmos.

      17, 18. Hvordan kan det siges at kristenheden lige fra begyndelsen har været en del af Babylon den Store?

      17 I det fjerde århundrede forårsagede dette sjette verdensrige ved hjælp af sin pontifex maximus, kejser Konstantin den Store, en sammensmeltning af den hedenske romerske religion og den frafaldne kristne religion der blev praktiseret af nogle hundrede biskopper og deres menighed. Ved en kejserlig bestemmelse gjorde Konstantin denne blandingsreligion til statsreligion. Derved blev en kristendom der kun var kristen af navn, den anerkendte religion i romerriget. På denne måde blev kristenheden til. Ved at blive den dominerende religiøse organisation i det romerske verdensrige, som Babylon den Store udøvede herredømme over, blev kristenheden en del af Babylon den Store. Kristenheden blev i realiteten en datterorganisation under Babylon den Store, om hvem der siges:

      18 „På hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: ’Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder.’“ — Åbenbaringen 17:5.

      19. (a) Hvorfra stammer de vigtigste dogmer og skikke i kristenheden? (b) Hvordan har kristenheden efterlignet sin religiøse moder og selv optrådt som en „skøge“?

      19 Det er derfor ikke så mærkeligt at de vigtigste dogmer inden for kristenhedens sekteriske kirkesamfund og ligeledes deres skikke er hedenske, babyloniske, at de stammer fra fortidens Babylon ved Eufratfloden i Mesopotamien. Det er heller ikke så mærkeligt at kristenheden efterligner sin religiøse moder, om hvem der siges: „Med hende har jordens konger begået utugt, mens de der bor på jorden, blev berusede af hendes utugts vin.“ (Åbenbaringen 17:1, 2) I åndelig forstand er kristenheden en „skøge“, for hun plejer intimt venskab med denne onde verden, og Jakob 4:4 siger følgende om et sådant urent venskab: „Ægteskabsbrydersker, ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud? Enhver der ønsker at være ven med verden, stiller sig derfor som fjende af Gud.“ Kristenhedens statskirker, dens forbindelser mellem kirke og stat, tjener ikke til ære for hende. De stempler hende som en åndelig horkvinde, en der blander sig i verdens politik.

      20. (a) Hvorfor er kristenheden altså underforstået i Åbenbaringens 17. kapitel, skønt den ikke er nævnt ved navn? (b) Hvilken fremtid venter der kristenheden?

      20 Kan der være nogen tvivl om at kristenheden er en del af Babylon den Store, og at den med sit medlemstal er den dominerende del af dette verdensimperium af falsk religion? Nej! Så selv om kristenheden ikke nævnes ved navn i Åbenbaringens 17. kapitel, er den omfattet af det der siges i dette kapitel. Den skæbne der her skildres for „den store skøge“, Babylon den Store, vil også overgå kristenheden. Åbenbaringens 17. kapitel viser hvordan kristenheden vil blive ødelagt. Det kan ikke være anderledes, for ingen del af det store Babylon vil undgå ødelæggelse. De religiøse „skøger“ hun er moder til, må gå til grunde sammen med hende. Når vi nu betragter Guds dom over „den store skøge som sidder på mange vande“, må vi altså tænke på at dette også uundgåeligt gælder kristenheden. — Åbenbaringen 17:1, 5.

      DEN OTTENDE VERDENSMAGTS ROLLE

      21. Hvad sagde Guds engel til apostelen Johannes om „en ottende konge“?

      21 Apostelen Johannes undrede sig over det han så, og Guds engel sagde til ham: „Jeg vil sige dig hemmeligheden om kvinden og om vilddyret som bærer hende og som har de syv hoveder og de ti horn: Det vilddyr som du så, var, men er ikke, og dog skal det stige op af afgrunden, og det går bort til ødelæggelse. Og når de der bor på jorden ser at vilddyret var, men ikke er, og dog vil være her, vil de undre sig og beundre det, men deres navne er ikke fra verdens grundlæggelse skrevet i livets skriftrulle. . . . Og vilddyret som var, men ikke er, er også selv en ottende konge, men stammer fra de syv, og det går bort til ødelæggelse.“ — Åbenbaringen 17:7-11.

      22. Hvad er denne „ottende konge“, og hvordan ’stammer den fra de syv’?

      22 Det symbolske vilddyr med syv hoveder og ti horn skildrer „en ottende konge“, det vil sige en ottende verdensmagt. Denne verdensmagt blev til efter hedningetidernes udløb i 1914 og efter den første verdenskrig. Historien viser at denne ottende verdensmagt er identisk med den internationale organisation for verdensfred og sikkerhed. Den blev dannet i 1919 og trådte i funktion tidligt i 1920. Den syvende verdensmagt, nemlig den anglo-amerikanske verdensmagt, var hovedansvarlig for dannelsen af denne organisation for verdensfred og sikkerhed. (Åbenbaringen 13:11-15) Den begyndte at virke under navnet „Folkeforbundet“, og den stammede fra de forudgående syv verdensmagter i den forstand at den i sig selv optog den syvende verdensmagt og resterne af alle de forudgående seks verdensmagter.

      23. (a) Hvornår steg dette „vilddyr . . . op af afgrunden“, og under hvilket navn? (b) Hvilken rolle spiller kristenheden og jødedommen i De forenede Nationer?

      23 I 1939 gik Folkeforbundet ned i den dødlignende kraftesløsheds afgrund fordi den anden verdenskrig udbrød. Efter den anden verdenskrigs ophør i sommeren 1945 steg denne ottende verdensmagt op af krigstidens afgrund, især hjulpet af den syvende verdensmagt, dobbeltverdensmagten England og Amerika. Den antog et nyt navn, De forenede Nationer. I begyndelsen havde den 51 medlemslande; i dag har den 144. Kristenheden er stærkt repræsenteret i De forenede Nationer ved de mange såkaldt kristne lande der er medlemmer af denne verdensorganisation. Jødedommen, der i hele verden har 14.443.925 ortodokse jøder og reformjøder som medlemmer, har været repræsenteret i De forenede Nationer ved republikken Israel siden 1949. Babylon den Store dominerer således jødedommen.

      24. Hvordan kom Babylon den Store igen op på ryggen af det skarlagenrøde vilddyr, og hvordan betragter hun sin stilling der?

      24 Da det skarlagenrøde vilddyr med syv hoveder og ti horn steg op af afgrunden i skikkelse af De forenede Nationer, svang Babylon den Store sig straks igen op på dets ryg som en „dronning“ der har „herredømme over jordens konger“. Hun gjorde dette ved at sætte sin lid til denne menneskeskabte organisation for verdensfred og sikkerhed fremfor til Guds messianske rige der blev forkyndt i hele verden af Jehovas kristne vidner. Hun stolede på at denne antikristne organisation ville redde hende fra tilintetgørelse i efterkrigstiden. Ridende på det symbolske vilddyr bliver Babylon den Store tillidsfuldt ved med at sige: „Jeg sidder som dronning, og jeg er ikke enke, og jeg skal aldrig se sorg.“ (Åbenbaringen 18:7) Men hun tager sørgeligt fejl!

      25. Hvordan ville den falske religions skøgelignende verdensimperium blive udslettet, ifølge det Guds engel sagde til apostelen Johannes?

      25 „De ti horn“ på det symbolske skarlagenrøde vilddyr vil vende sig mod det skøgelignende verdensimperium af falsk religion. Mens apostelen Johannes betragtede det profetiske syn sagde Guds engel til ham: „Og de ti horn som du så, er ensbetydende med ti konger, som endnu ikke [på Johannes’ tid] har fået herredømme, men de får myndighed som konger én time sammen med vilddyret [ved at slutte sig til den nutidige verdensorganisation for fred og sikkerhed]. De har én tanke, og derfor giver de deres magt og myndighed til vilddyret [nu De forenede Nationer]. . . . De vande som du så, hvor skøgen sidder, er ensbetydende med folk og skarer og nationer og tungemål. Og de ti horn som du så, og vilddyret, disse vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes køddele og opbrænde hende med ild. . . . Og kvinden som du så, er ensbetydende med den store by [Babylon den Store] som har herredømme over jordens konger.“ — Åbenbaringen 17:12-18.

      26, 27. (a) Hvilken ændret holdning hos de politiske ledere vil øjensynlig føre frem til denne voldelige handling? (b) Hvorfor er det meget passende at de ’opbrænder hende med ild’?

      26 De symbolske „ti horn“ (de lande der er medlemmer af verdensorganisationen for fred og sikkerhed) vil miste deres lidenskabelige interesse for den falske religions skøgelignende verdensimperium, og de vil stange hende ihjel. Ja, hele det symbolske vilddyr (nu De forenede Nationer) vil ophøre med at finde tilfredsstillelse i sit utugtige forhold til „den store skøge“, det store Babylon, og med sine syv munde vil det „æde hendes køddele“. For hele denne politiske organisation, vilddyret med „de ti horn“ og det hele, vil hun blive som en gammel udtjent skøge der ikke længere appellerer til dens begær og selviskhed. Under presset af den globale krise, i lyset af de stadig voksende vanskeligheder i verden, vil de politiske ledere, hvis lande er medlemmer af De forenede Nationer, blive realistiske og nøgterne. De vil give slip på enhver form for sentimentalitet og blive tvunget til at tage drastiske og hjerteløse forholdsregler for at bevare deres politiske institutioner og deres sociale og økonomiske struktur. De vil indse at den falske religions verdensimperium er en international ulempe og en hindring for deres nødforanstaltninger på grund af sine babyloniske lærdomme, skikke og ritualer.

      27 De mange guder og gudinder som Babylon den Store har tilbedt vil ikke komme den falske religions verdensimperium til undsætning for at redde hende fra dem der før begærede hende. Hendes tidligere elskere, de politiske og militære elementer, vil opdage at hendes guddomme er hjælpeløse, og det vil gå op for dem at disse guddomme ikke har været i besiddelse af nogen magt til at frelse dem i de situationer hvor den falske religions præster, prælater og religiøse potentater har bedt til dem på deres vegne. De politiske og militære elementer vil da føle sig snydt, bedraget, ført bag lyset, og de vil miste respekten for denne verdens religion. De behøver ikke at blive kommunister for at „hade skøgen“, men vil blot blive radikale og vil således kunne samarbejde med ’den gudløse kommunisme’ om at rydde den hykleriske religiøse organisation af vejen. De vil give hende samme behandling som skøger fik i fortiden, idet de vil „opbrænde hende med ild“. — 1 Mosebog 38:24.

      28. Hvorfor vil kristenheden ikke gå fri når hele det store Babylon lægges øde?

      28 Vi kan forestille os hvad dette vil betyde for Vatikanet og Peterskirken, for katedralerne, kirkerne, moskeerne, templerne, synagogerne, helligdommene og mange andre religiøse bygninger! Vi kan forestille os hvad der venter dem der i deres imponerende dragter gør tjeneste i disse religiøse bygninger. Kristenheden skal ikke tro at den vil gå fri fordi den paraderer for verdens øjne i Kristi navn. Den har selv optrådt som en religiøs skøge, ligesom sin moder, Babylon den Store. Det venskab den har opdyrket og plejet med denne verdens politiske og militære elementer vil ikke gavne den. Kristenheden vil blive chokeret over at opdage at dens utugtige venskab med denne verden har gjort den til en „fjende af Gud“ og af hans Kristus. (Jakob 4:4) Selv ikke fejringen af det hellige år 1975 kan ændre kristenhedens stilling ind for Jehova Gud. Den må gøres tom og øde, ligesom der blev profeteret om fortidens Edom. — Esajas 34:11-13; jævnfør Åbenbaringen 18:2, 8.

      29. (a) På hvilken måde har jødedommen gjort sig til ét med det store Babylon? (b) Er der nogle som har forladt jødedommen for at undgå dens skæbne?

      29 Hvad jødedommen angår, så har den stillet sig på samme side som det store Babylon. Som et af De forenede Nationers 144 medlemmer af jødisk, muhamedansk, hinduisk, buddhistisk, såkaldt kristen og kommunistisk observans, er republikken Israel underlagt den der rider på denne ottende verdensmagt, nemlig Babylon den Store. (Åbenbaringen 17:3-6) I det første århundrede skilte en jødisk farisæer ved navn Saulus fra Tarsus sig ud fra jødedommen og blev den kristne apostel der havde tilnavnet Paulus. (Galaterne 1:1, 13-17; Filipperne 3:3-6) Ulig denne Saulus fra Tarsus har langt den overvejende del af de kødelige, omskårne jøder holdt fast ved den traditionelle jødedom.

      30. Hvad venter der både kristenheden og jødedommen, og hvordan peger begivenhederne i det første århundrede på dette?

      30 I år 70 blev jødedommens højborg, Jerusalem, ødelagt af de hedenske romere, sådan som Jesus Kristus forudsagde. (Mattæus 24:1-3, 15-22; Lukas 21:20-24) Denne ødelæggelse af Jerusalem og templet og af Judas land for romernes hånd blev et profetisk forbillede på den ødelæggelse der nu vil ramme kristenheden i den forestående „store trængsel“. Eftersom jødedommen fastholder det samme standpunkt som i det første århundrede og som medførte katastrofen i år 70, vil den lide samme skæbne som sit modbillede, kristenheden.

      31. Hvem er det folk der har skilt sig ud fra kristenheden og jødedommen, og hvilke forhold kan det allerede nu glæde sig over?

      31 Tiden nærmer sig altså hvor Babylon den Store ikke er mere! Det betyder at den tid vil komme da kristenheden og jødedommen ikke er mere! Men hvordan forholder det sig med dem der forkynder Guds oprettede messianske rige, nemlig Jehovas kristne vidner? Og hvordan med det åndelige paradis de nu befinder sig i? De inspirerede profetiske skrifter åbenbarer dem hvad de har at se frem til. — Amos 3:7; Åbenbaringen 1:1-3.

  • Når menneskenes gamle orden viger for Guds nye orden
    Menneskets udfrielse fra verdens trængsler er nær!
    • Kapitel 14

      Når menneskenes gamle orden viger for Guds nye orden

      1, 2. (a) Ved hjælp af hvem vil Babylon den Store blive udslettet? (b) Hvad siger Åbenbaringen 17:17 om det skarlagenrøde vilddyrs „ti horn“?

      NÅR „den store skøge“, det store Babylon, udslettes i den forestående „store trængsel“, forsvinder en rodfæstet del af menneskehedens gamle orden. Dette babyloniske verdensimperium af falsk religion udslettes af sine tidligere elskere. Dets udslettelse bliver med andre ord udført ved hjælp af de symbolske „ti horn“ på „de syv hoveder“ på det skarlagenrøde „vilddyr“, den internationale organisation for verdensfred og sikkerhed. Denne organisation blev dannet i efterkrigsåret 1919 og virkede fra begyndelsen under navnet Folkeforbundet.

      2 Med hensyn til „de ti horn“ der giver det symbolske vilddyr et drabeligt udseende, siger Åbenbaringen 17:17: „For Gud har indgivet i deres hjerter at udføre hans tanke, ja at udføre deres ene tanke ved at give deres herredømme til vilddyret, indtil Guds ord vil være fuldbyrdet.“

      3. (a) Hvad skildres der ved de „ti horn“? (b) Hvad siger Åbenbaringen 17:17 om det forhold der ville bestå mellem de politiske stater?

      3 Ved fredskonferencen i 1919 blev der oprettet nye politiske stater. Der var således flere symbolske horn efter den første verdenskrig end umiddelbart før krigen. Spørgsmålet var nu hvilket forhold der ville bestå mellem de forskellige politiske stater i verden. (De blev alle symboliseret ved „de ti horn“, eftersom tallet ti i Bibelen benyttes som et udtryk for helhed, det fuldstændige antal.) Svaret var at „Gud har indgivet i deres hjerter at udføre hans tanke“. Hvordan det?

      4. Hvad skete der på regeringsplan i 1914?

      4 Jo, i årtier havde den lydige rest af de åndelige israelitter forkyndt at hedningernes tider ville udløbe i 1914. Fra det år ville Gud ikke længere tillade hedningenationerne at udøve verdensherredømmet uden indblanding fra hans messianske riges side. Han tilkendegav at hans tilladelse til disse nationer var ophørt ved at oprette det messianske rige i himmelen, med kong Davids evige arving, Jesus Kristus, på tronen. Det messianske rige i Davids kongelige slægtslinje skulle aldrig igen trædes under fode, som det var sket 2520 år tidligere, i 607 f.v.t. — Lukas 21:24.

      5. Hvordan blev de politiske magter på jorden underrettet om at tiden var kommet da de måtte overgive deres magt til Guds regerende Messias?

      5 For den salvede rest af de åndelige israelitter var den første verdenskrig, som udbrød i 1914, med fødevaremangel og pest i sit kølvand, en bekræftelse på at Guds messianske rige var blevet oprettet, var blevet født i himmelen, ved udløbet af hedningernes tider samme år. Derfor begyndte de at forkynde den gode nyhed om Guds oprettede rige, indtil krigsforholdene og bitter forfølgelse praktisk taget standsede deres arbejde. Denne forkyndelse af Riget var en bekendtgørelse for alle de politiske magter på jorden, de symbolske „ti horn“, om at deres guddommelige bemyndigelse til at herske uden indgriben fra Guds side var udløbet. Tiden var kommet de de måtte anerkende Guds universelle suverænitet og overlade deres herredømme til hans Messias på den himmelske trone.

      6. Hvordan havde Gud allerede givet udtryk for sin tanke om hvad hedningenationerne ville gøre, og hvad gik hans tanke ud på?

      6 Gud havde imidlertid indset og forudsagt at de symbolske „ti horn“ ikke ville gøre dette. Hans tanke herom udtrykkes for eksempel i Salme 2, hvor der står at jordens hedenske konger og fyrster ville samle sig imod ham og hans indsatte konge. (Jævnfør Apostelgerninger 4:24-30.) I Daniel 2:44 forudsagde han at de alle ville blive tilintetgjort for deres hårdnakkede modstand mod hans universelle suverænitet. Det var nu hans tanke at de hedenske nationer, repræsenteret ved „de ti horn“, skulle slå ind på en kurs, som over for hele skabningen tydeligt ville vise at han gjorde ret i at udslette dem. Det var hans tanke at de skulle optræde samlet, i fællesskab, så han kunne udslette dem alle på én gang. Det var netop hvad de gjorde. Vi ser således at Gud, ved sin egen handlemåde, indgav i de symbolske „ti horns“ hjerter at udføre hans tanke.

      7. (a) Hvordan gav de „ti horn“ deres herredømme til vilddyret? (b) Hvad er den ’ene time’ hvori de skal have myndighed sammen med „vilddyret“?

      7 Til bekræftelse af dette, fortsætter Åbenbaringen 17:17 med at sige: „Ja at udføre deres ene tanke ved at give deres herredømme til vilddyret.“ De overgav altså ikke deres herredømme til Guds messianske rige som forkyndtes af resten af det åndelige Israel. De overgav det derimod til det symbolske vilddyr, den menneskeskabte organisation for verdensfred og sikkerhed, som på det tidspunkt blev kaldt Folkeforbundet. Som tiden gik sluttede flere og flere nationer sig til dette forbund og gav således „deres herredømme“ til det. På denne måde fik de „myndighed som konger én time sammen med vilddyret“. De har én tanke, og derfor „giver de deres magt og myndighed til vilddyret“. (Åbenbaringen 17:12, 13) Eftersom de vil få myndighed som konger „én time“ sammen med vilddyret, vil det symbolske vilddyr kun eksistere i forholdsvis kort tid, så at sige blot „én time“. Indtil nu har den organisation der skildres som et vilddyr kun eksisteret i 55 år, ikke engang så længe som det nybabyloniske verdensrige var til (607-539 f.v.t.).

      8. Hvilken opgave har de „ti horn“, som forudsagt, at udføre for Jehova Gud?

      8 De symbolske „ti horn“, den internationale fredsorganisations medlemslande, har en opgave at udføre som Jehova Guds redskaber. Hvad går denne opgave ud på? Den går ud på at de skal ødelægge den falske religions verdensimperium, symbolsk fremstillet som Babylon dem Store. Guds engel sagde til apostelen Johannes: „De ti horn som du så, og vilddyret, disse vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes køddele og opbrænde hende med ild.“ — Åbenbaringen 17:16.

      9. Hvad vil dette indebære?

      9 Det betyder at de ægteskaber mellem religion og politik, mellem kirke og stat, der har eksisteret indtil da, vil blive opløst. De statskirker der endnu eksisterer, vil blive nedlagt. Skattefrihed for religiøse organisationer vil blive ophævet. Endog kristenhedens selskaber der udgiver og spreder bibler, vil blive forbudt. Kristenhedens missionsarbejde vil blive standset. Feltpræster vil blive afskediget. Fejringen af jul og påske og Jom Kippur (forsoningsdagen) vil ophøre. De religiøse institutioners umådelige materielle rigdomme, eller det der bliver tilbage af dem efter at de har været udsat for plyndring, vil blive konfiskeret af regeringerne som er i svære økonomiske vanskeligheder. Enhver mand eller kvinde som bærer en særlig klædedragt som viser at han eller hun er medlem af en religiøs organisation i kristenheden, vil være udsat for at blive overfaldet eller arresteret som en fjende af eller en trussel mod staten. Hvor forbløffende det end måtte være for mange, vil kristenheden være borte — for evigt!

      10-12. (a) Er det kun kristenheden der vil blive udslettet? (b) Hvordan vil Guds domsdag virke på menneskene, ifølge profetien i Esajas 2:10-22?

      10 Eftersom det vil gå kristenheden, den mægtigste del af det store Babylon, sådan, hvad skal man da vente for alle de øvrige gamle rodfæstede religiøse organisationer? Hele det store Babylon må forsvinde fra jorden! Det vil være den forudsagte dag hvor Jehova Guds, den Almægtiges, dom eksekveres, hvorom vi læser:

      11 „Gå ind i klippen, skjul dig i støvet for [Jehovas] rædsel, hans højheds herlighed! Sine stolte øjne skal mennesket slå ned, mændenes hovmod skal bøjes, og [Jehova] alene være høj på hin dag. Thi en dag har Hærskarers [Jehova] mod alt det høje og knejsende, mod alt ophøjet og stolt, . . .

      12 Afguderne skal helt forsvinde. Og man skal gå ind i klippehuler og jordhuller for [Jehovas] rædsel, hans højheds herlighed, når han står op for at forfærde jorden. På hin dag skal mennesket slænge sine guder af sølv og guld, som han lavede sig for at tilbede dem, hen til muldvarpe og flagermus for at gå ind i klipperevner og fjeldkløfter for [Jehovas] rædsel, hans højheds herlighed, når han står op for at forfærde jorden. Slå ikke mer eders lid til mennesker, i hvis næse der kun er flygtig ånde, thi hvad er de at regne for?“ — Esajas 2:10-22; jævnfør Åbenbaringen 6:15-17.

      13. (a) Hvordan vil de da, som vist i denne profeti, behandle de ting der har religiøs tilknytning? (b) Hvor vil verdsligsindede mennesker søge tilflugt, og med hvilke ord forudsagde Esajas dette?

      13 Hvad vil verdsligsindede mennesker gøre på denne dag hvor Jehovas dom eksekveres over menneskehedens gamle orden? Når de ser hvordan forholdene forværres ud over hele jorden vil de miste troen på det religiøse, og de vil vende sig bort fra det og kassere det som værdiløst. De vil ikke længere regne med de professionelle religionsudøvere, som ikke er andet end almindelige mennesker der er afhængige af den luft de indånder. Skuffede over disse religiøse ledere vil menneskene udelukkende vende sig til materialistiske ting. De vil forlade enhver verdslig form for religion og søge ly og sikkerhed i ikke-åndelige, jordiske organisationer som de håber vil beskytte dem ligesom bjerge og klippefremspring. De vil ikke længere sætte deres lid til religiøse mennesker som de engang anså for guder, anså for at have forbindelse til den overmenneskelige åndeverden. En af de bjerglignende organisationer de vil søge tilflugt i er De forenede Nationer, den ottende verdensmagt, for dette symbolske vilddyr vil med sine „ti horn“ udslette Babylon den Store.

      14. Hvis dom er det i virkeligheden der fuldbyrdes når Babylon den Store ødelægges, og hvad vil dette tjene som en bekræftelse af?

      14 Skønt det er det skarlagenrøde vilddyrs symbolske „ti horn“ der direkte gør det store Babylon øde og nøgent og fortærer det og opbrænder det, vil det ikke desto mindre være Jehova Guds dom der eksekveres. Dette synspunkt bekræftes i Åbenbaringen 18:8, hvor der siges følgende om den falske religions verdensimperium: „Det er derfor hendes plager vil komme på én dag, død og sorg og hungersnød, og hun skal opbrændes med ild, for stærk er Jehova Gud, som har dømt hende.“ Æren for at have befriet menneskeheden for den store religiøse skøges, det store Babylons, herredømme tilfalder altså Jehova Gud den Almægtige. Dette vil tjene som en bekræftelse af at det ikke er ham der har været ophav til den falske religions babyloniske verdensimperium, endsige til kristenheden.

      GLÆDE OVER BABYLON DEN STORES TILINTETGØRELSE

      15-19. Blandt hvem vil der være glæde når Babylon den Store ødelægges, og hvad skrev apostelen Johannes om dette?

      15 Mens en af plagerne fra Guds hånd over det store Babylon vil være „sorg“, vil der råde stor glæde blandt dem der står på Jehova Guds side og praktiserer hans rene form for tilbedelse. Denne glæde blandt Jehovas tilbedere beskrives af den inspirerede apostel Johannes. Efter at have set et profetisk billede af hvordan Babylon, den store by, med et rask kast blev slynget ned så hun aldrig skulle findes mere, skriver apostelen:

      16 „Efter dette hørte jeg noget der var som en stærk lyd af en stor skare i himmelen. De sagde: ’Pris Jah [græsk: Halleluja]! Frelsen og herligheden og magten tilhører vor Gud, for hans domme er sande og retfærdige. For han har eksekveret dommen over den store skøge som fordærvede jorden med sin utugt, og han har hævnet sine trælles blod og krævet det af hendes hånd.’ Og straks, for anden gang, sagde de: ’Pris Jah [Halleluja]! Og røgen fra hende bliver ved med at stige op i evighedernes evigheder.’

      17 Og de fireogtyve ældste og de fire levende skabninger faldt ned og tilbad Gud som sad på tronen, og sagde: ’Amen! Pris Jah [Halleluja]!’

      18 Og fra tronen lød en stemme som sagde: ’Pris vor Gud, alle I hans trælle som frygter ham, de små og de store.’

      19 Og jeg hørte noget der var som lyden af en stor skare og som lyden af mange vande og som lyden af stærke tordener. De sagde: ’Pris Jah [Halleluja], for Jehova vor Gud, den Almægtige, er begyndt at herske som konge.’“ — Åbenbaringen 19:1-6; 18:21-24.

      20. Hvor finder denne lovprisning af Jehova sted, men hvem tager også del deri?

      20 Hele denne lovprisning af Jehova fordi han har eksekveret sine forudsagte domme over „den store skøge“ finder ifølge skildringen åbenbart sted oppe i himmelen blandt de hellige engle. Stemmen som lød fra den himmelske trone efter det tredje halleluja sagde imidlertid: „Pris vor Gud, alle I hans trælle som frygter ham, de små og de store.“ Denne befaling fra tronen omfatter også de „trælle“ af Jah Jehova som stadig er tilbage på jorden efter udslettelsen af „den store skøge“, det store Babylon. Disse „trælle“ af Jah Jehova som stadig er tilbage på jorden efter udslettelsen af „den store skøge“, det store Babylon. Disse „trælle“ har fulgt den guddommelige befaling der tidligere har lydt fra himmelen: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager. For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder. Betal hende som hun har betalt, og gør dobbelt så meget mod hende, ja dobbelt af det hun har gjort; i det bæger hvori hun skænkede en blanding, skal I skænke dobbelt så meget af blandingen til hende. I det omfang hun har herliggjort sig selv og levet i skamløs overdådighed, i det omfang skal I give hende pine og sorg.“ — Åbenbaringen 18:4-7.

      21. Hvem er det der siden 1919 er gået ud fra Babylon den Store, og hvad kan de derfor se frem til?

      21 Siden 1919 er Jehovas kristne vidner, både resten af de åndelige israelitter og ’den store skare’ symbolske får som samarbejder med dem, gået ud fra Babylon den Store for at vise at de er Jehovas folk, idet de ikke har ønsket at „være delagtige med hende i hendes synder“ eller at „få del i hendes plager“. Af den grund rammes de ikke sammen med Babylon den Store af „død og sorg og hungersnød“, og de bliver ikke ’opbrændt med ild’ sammen med hende. (Åbenbaringen 18:8) Disse lydige kristne vidner for Jehova vil altså overleve ødelæggelsen af den falske religions babyloniske verdensimperium. De vil blive vidne til denne ødelæggelse. Og eftersom de himmelske hærskarer — de der symboliseres ved „de fireogtyve ældste“ indbefattet — vil prise Jah Jehova fordi han fuldbyrder sin guddommelige hævn over denne gamle skøge, vil disse hans overlevende kristne vidner på jorden med fuld ret kunne glæde sig og råbe: „Halleluja!“ Hvad er så det næste der sker?

      „DE TI HORN“ OG „VILDDYRET“ FØRER KRIG MOD LAMMET

      22. (a) Hvilken konfrontation vil finde sted efter Babylon den Stores ødelæggelse? (b) Hvad er det Jehovas kristne vidner vil blive konfronteret med til den tid?

      22 Det vil da komme til en konfrontation mellem dem der er tilbage på jorden. På den ene side i konflikten står det skarlagenrøde vilddyr som har syv hoveder og ti horn, og de af jordens indbyggere der stadig ’undrer sig og beundrer’ vilddyret. På den anden side står de overlevende kristne vidner for Jehova. Eftersom det skarlagenrøde vilddyr blot er et „billede“ af det syvhovedede, tihornede vilddyr som steg op af havet og som bliver tilbedt af de mennesker der mener at ingen „kan føre krig mod det“, vil det sige at Jehovas kristne vidner i virkeligheden bliver konfronteret med det symbolske vilddyr hvoraf der blev lavet et billede. Dette vilddyr fra havet symboliserer det verdensomfattende politiske system til udøvelse af menneskers herredømme, det system som Satan Djævelen har givet „sin magt og sin trone og stor myndighed“. (Åbenbaringen 13:1-8) Dette jordomspændende politiske system repræsenteres af 144 lande i De forenede Nationer, den internationale organisation der nu udgør ’billedet’ af det vilddyr der steg op af menneskehedens ’hav’. Det er det Jehovas vidner vil blive konfronteret med!

      23. (a) Hvad er det tohornede „vilddyr“ der, som forudsagt i Åbenbaringen 13:11-13, ’taler som en drage’? (b) Hvilket „vilddyr“ er De forenede Nationer et „billede“ af, og hvem foreslog at dette politiske „billede“ skulle laves?

      23 Blandt de nationer der er repræsenteret i vilddyrets „billede“, er det tidligere britiske imperium (der siden 1931 har været reorganiseret som Det britiske Statssamfund) og Nordamerikas forenede Stater. Disse to engelsktalende grupper har optrådt samlet i verdens kriser, sådan at de tilsammen udgør en dobbeltverdensmagt, en anglo-amerikansk verdensmagt, bibelprofetiens syvende verdensmagt. I almindelighed har denne syvende verdensmagt samarbejde med det symbolske vilddyr og har virket som talerør eller profet for det verdensomfattende dyriske politiske system. Af denne grund skildres den i Åbenbaringen 13:11-13 som et vilddyr der stiger op af „jorden“ og som har to horn ligesom et lam og mund som en drage. Denne tohornede eller dobbelte verdensmagt er meget passende medlem af De forenede Nationer, for det var denne anglo-amerikanske, verdensmagt der foreslog og gennemførte at der blev lavet et politisk „billede“ af det „vilddyr“ der steg op af „havet“. — Åbenbaringen 13:14, 15.

      24. (a) Hvordan gik det, ifølge historien, til at Folkeforbundet og De forenede Nationer blev dannet? (b) Hvilken holdning hos denne verdens politikere er De forenede Nationer i virkeligheden et udtryk for?

      24 Under den første verdenskrig tænkte den daværende britiske premierminister, Lloyd George, på at man efter krigen skulle oprette et Folkenes Forbund der kunne hindre endnu en verdenskrig. Amerikas præsident under krigen, T. W. Wilson, arbejdede ihærdigt på at få dette forbund oprettet. I de sidste måneder under den anden verdenskrig var det ligeledes De forenede Stater, det ene af det tohornede „vilddyrs“ medlemmer, der fremmede dannelsen af en efterfølger til det da uvirksomme Folkeforbund. I oktober 1945 dukkede organisationen for verdensfred og sikkerhed op i ny skikkelse som De forenede Nationer. Det var i virkeligheden det samme gamle „billede“ af det politiske „vilddyr“, blot under et nyt navn. Det blev foreslået og oprettet af verdslige politikere i trods mod Guds messianske rige, som Jehovas kristne vidner havde forkyndt og anbefalet siden hedningetidernes udløb i 1914.

      25 . (a) Hvad er det altså i virkeligheden Jehovas kristne vidner vil blive konfronteret med efter at Babylon den Store er tilintetgjort, ifølge betydningen af de symboler der skildres i Åbenbaringen, kapitel 17? (b) Hvilken regering er det disse vidner repræsenterer?

      25 I lyset af det foregående bør vi — når vi i Åbenbaringen, kapitel 17, læser om det skarlagenrøde vilddyr med syv hoveder og ti horn — tænke på den virkelige magt der står bag dette symbolske „billede“, nemlig det verdensomfattende politiske regeringssystem der symbolsk skildres ved det vilddyr der steg op af havet. Af dette vilddyr udgør det tohornede vilddyr der steg op af jorden, det vil sige den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt, den dominerende del. Når det symbolske billedes medlemsnationer har tilintetgjort det store religiøse Babylon, er det følgelig det irreligiøse, verdensomfattende politiske regeringssystem Jehovas kristne vidner vil blive konfronteret med. De vil stadig gå ind for Guds messianske rige som den eneste retmæssige regering over menneskehedens verden. De repræsenterer denne himmelske regering. Ja, den salvede rest af de åndelige israelitter er „ambassadører“ for den messianske regering. — 2 Korinter 5:20; Efeserne 6:20.

      26. (a) Hvad vil være den eneste „form for religion“ der er tilbage efter at Babylon den Store er tilintetgjort? (b) Hvordan berører denne religion ens indstilling til dét at have nogen andel i verdens politiske anliggender, og hvorfor?

      26 Med ødelæggelsen af det store religiøse Babylon slutter den første del af den ’store trængsel’ som Jesus Kristus forudsagde. (Mattæus 24:21, 22; se også Daniel 12:1.) Så vil det kritiske tidspunkt på jorden være nået! De overlevende kristne vidner for Jehova vil stå som de eneste der tilbeder den levende og sande Gud, himmelens og jordens Skaber. Deres form for tilbedelse er den eneste „religion“ som de nu radikale politiske regeringer ikke har været i stand til at udslette; og det skyldes at det er „den form for religion der er uden plet eller fejl i Guds, vor Faders, øjne“. (Jakob 1:27, NE) De ugudelige nationer vil ikke være tilfredse før også denne „form for religion“ er fjernet fra jorden. Det er denne „form for religion“ der har afholdt de overlevende kristne vidner for Jehova fra at gøre sig til ét med den nye politiske struktur, at gøre sig til „en del af verden“. (Johannes 15:19; 17:14, 16) De går først, sidst og til hver en tid ind for den højeste og almægtige Guds, Jehovas, universelle suverænitet.

      27. (a) Hvilket spørgsmål må da afgøres? (b) Hvordan vil nationerne vise at de står sammen i deres modstand mod Jehovas messianske rige?

      27 Spørgsmålet om hvem der skal herske uindskrænket over jorden, er nu mere brændende end nogen sinde. De irreligiøse nationer er fast besluttede på at Guds messianske rige ikke skal overtage herredømmet over hele jorden, som de hævder er deres territorium. I forening, gennem De forenede Nationers organisation, vil de, koste hvad det vil, demonstrere deres hårdnakkede modstand mod den suveræne Herre Jehovas messianske rige. At „hedningernes tider“ udløb i 1914 betyder intet for dem. De vil nægte at gå, nægte at overgive deres nationale suverænitet til Guds indsatte messianske konge, Lammet. De vil på ingen måde give sig uden kamp, og de atombevæbnede nationer føler sig på toppen af deres kampstyrke til denne sidste krig. Derfor, nu til den afgørende kamp!

      28. Forklar beskrivelsen af dette i Åbenbaringen 17:12-14.

      28 Om denne krigenes krig siger Åbenbaringen 17:12-14: „De ti horn som du så, er ensbetydende med ti konger [alle de politiske magter på jorden], som endnu ikke [på apostelen Johannes’ tid] har fået herredømme [som medlemmer af Folkeforbundet/De forenede Nationer], men de får myndighed som konger én time sammen med vilddyret. De har én tanke, og derfor giver de deres magt og myndighed til vilddyret [verdensorganisationen for fred og sikkerhed]. De vil føre krig mod Lammet, men fordi Lammet er herrers Herre og kongers Konge vil det sejre over dem. Og det vil de kaldede og udvalgte og trofaste sammen med ham også.“

      29. Vil de politiske ledere kunne se Lammet Jesus Kristus så de kan kæmpe direkte imod ham, og hvordan klargør apostelen Paulus dette?

      29 Apostelen Paulus beskriver dette ofrede Guds lam i dets nuværende herliggjorte tilstand idet han henvender følgende ord til sin missionærfælle Timoteus: „Over for Gud, som bevarer alle ting i live, og for Kristus Jesus, der som vidne afgav den gode offentlige bekendelse over for Pontius Pilatus [den romerske landshøvding over Judæa], befaler jeg dig at du holder budet på en uplettet og ulastelig måde indtil vor Herres Jesu Kristi tydelige fremtræden. Denne fremtræden vil den lykkelige og eneste Magthaver vise til de dertil fastsatte tider, han, Kongen over dem der hersker som konger, og Herre over dem der hersker som herrer, den eneste [af alle disse herrer og konger] der har udødelighed, som bor i et utilgængeligt lys, hvem intet menneske har set eller kan se [i hans herliggjorte, udødelige tilstand].“ (1 Timoteus 6:13-16) Altså vil de symbolske „ti horn“ på „vilddyret“, De forenede Nationer, ikke kunne se Lammet Jesus Kristus bogstaveligt og kæmpe direkte med ham om verdensherredømmet.

      30. Hvem vil „de ti konger“ da rette deres angreb imod?

      30 ’De ti konger’ vil imidlertid rette krigen mod dem der repræsenterer det kongelige lam, Jesus Kristus, synligt på jorden. Det vil være de kristne vidner for Jehova, omfattende både den salvede rest af de åndelige israelitter og ’den store skare’ indviede forkyndere af „denne gode nyhed om riget“. (Mattæus 24:14) Til trods for verdens forurening og nationernes vanskeligheder vil de stadig befinde sig i det åndelige paradis hvor de nyder Guds gunst og beskyttelse og udøver ren tilbedelse og bærer alle Guds ånds frugter i deres liv.

      31. Hvem fører disse nationer i realiteten krig imod når de angriber Jesu trofaste disciple?

      31 Til opmuntring for dem erklærede Lammet Jesus Kristus i sin profeti om „afslutningen på tingenes ordning“ at hvad der blev gjort mod en af hans „mindste [åndelige] brødre dér“, ville være som gjort direkte mod ham, kongen, selv. (Mattæus 24:3; 25:40) Nu da vi befinder os i denne periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“ gælder denne regel stadig, så når nationerne fører krig mod Jesu Kristi trofaste disciple for at udslette dem, fører de i virkeligheden krig mod Guds herliggjorte lam. Jehovas kristne vidner vil derfor indse at krigen i grunden ikke er rettet mod dem, men mod Gud og hans lam.

      TIL KAMP UNDER ’GOG FRA MAGOGS LAND’

      32. (a) Hvilken gammel fjende af de sande tilbedere vil mangle når den endelige krig udkæmpes? (b) Hvem er det der tilskynder de ti horn til at kæmpe?

      32 I denne endelige krig mod den salvede rest af de åndelige israelitter og deres loyale medarbejdere som udgør „en stor skare“ af den rigtige hyrdes „andre får“, vil en af deres tidligere modstandere mangle. Det er Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Før i tiden benyttede denne „skøge“ staten som sit redskab til at føre en voldelig, religiøs krig mod Jehovas „hellige“ der følger i Jesu Kristi fodspor. Apostelen Johannes skildrede hendes forbrydelser i Bibelen da han skrev: „Jeg så at kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod.“ (Åbenbaringen 17:6) Men fordi hun nu er blevet tilintetgjort af „de ti horn“, rider hun ikke længere på det skarlagenrøde „vilddyr“ og kan ikke længere øve nogen indflydelse på det. Ikke desto mindre er der en usynlig kraft som tilskynder „de ti horn“ til at føre krig mod Lammet, repræsenteret ved hans trofaste disciple som er tilbage på jorden. Denne usynlige, overmenneskelige kraft er Satan Djævelen. — Åbenbaringen 13:1, 2.

      33. (a) Hvilken stilling vil Satan Djævelen stadig beklæde til den tid? (b) Hvordan viser Bibelen at det i virkeligheden er Djævelen der er ansvarlig for krigen imod Jehovas tilbedere på jorden?

      33 Selv om det store religiøse Babylon er ødelagt, er Satan Djævelen ikke ophørt med at være hvad Jesus Kristus kaldte ham, „denne verdens hersker“, eller hvad apostelen Paulus kaldte ham, „denne tingenes ordnings gud“. (Johannes 12:31; 14:30; 16:11; 2 Korinter 4:4; Åbenbaringen 13:3, 4) Efter tilintetgørelsen af det store Babylon, der havde fremmet tilbedelsen af Djævelen, er Satan så rasende på Jehovas kristne tilbedere som aldrig før. Han forstærker den krig han har ført imod dem lige siden han blev styrtet ned fra himmelen, den krig der profetisk er omtalt med disse ord: „Dragen blev vred på kvinden [Guds himmelske organisation der fødte det messianske rige] og gik bort for at føre krig mod de øvrige af hendes sæd, dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus.“ — Åbenbaringen 12:17.

      34. Hvordan viser Åbenbaringen 16:12-16 at Djævelen og hans politiske system opfordrer til krig imod Gud ved Har-Magedon?

      34 Nu kommer derfor tiden da den afgørende krig bryder løs, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, på det stadium i verdensudviklingen der kaldes Har-Magedon. At Satan driver verdens nationer frem til denne endelige krig fremgår af Åbenbaringen 16:12-16, hvor apostelen Johannes skriver: „Jeg så tre urene inspirerede udtalelser der så ud ligesom frøer, komme ud af dragens [Satan Djævelens] mund og ud af vilddyrets mund og ud af den falske profets mund [dem der foreslog og arbejdede for at der blev lavet et politisk billede af vilddyret]. De er i virkeligheden udtalelser inspireret af dæmoner og gør tegn, og de går ud til kongerne på hele den beboede jord for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. . . . Og de samlede dem på det sted der på hebraisk kaldes Har-Magedon.“ Det verdensomfattende politiske system og den anglo-amerikanske verdensmagt søger altså sammen med Dragen at fremme denne afgørende krig med Gud ved Har-Magedon.

      35. (a) I hvilken profeti beskrives den rolle Djævelen spiller i udviklingen efter ødelæggelsen af Babylon den Store? (b) Hvem omtales her som „Gog“, og hvad er „Magogs land“?

      35 Den rolle som den nedstyrtede Djævel spiller efter at Babylon den Store er tilintetgjort, idet han samler hvad der er tilbage af hans synlige jordiske organisation til krig mod Guds lam, skildres levende i profetien i Ezekiel 38:1 til 39:16. I denne profeti omtales den nedstyrtede Satan Djævel i jordens nærhed som „Gog i Magogs land“. Dette land skildres som liggende langt mod nord, i „det yderste nord“, og det er et billede på den fornedrede tilstand i jordens nærhed, langt fra Guds gunst, som Satan Djævelen og han dæmoner er begrænset til i en kort tidsperiode før de styrtes ned i den fuldstændige uvirksomheds afgrund. (Ezekiel 38:6, 15; 39:2; Åbenbaringen 20:1-3) Som den symbolske Gog fra Magogs land samler Satan Djævelen ifølge skildringen en stor hærstyrke med tropper fra nord og syd og fra Persien, øst for det sted hvor Babylon engang lå ved Eufratfloden.

      36, 37. (a) Hvornår finder Gogs angreb sted? (b) Hvad er det „land“ Gog retter sit angreb imod, som omtalt i Ezekiel 38:8, 9?

      36 Tidspunktet hvor Satan Djævelen vil angribe som Gog fra Magogs land er fastsat af Jehova Gud, og angrebet vil finde sted „i årenes sidste del“, „i dagenes sidste del“. (Ezekiel 38:8, 16, NW) Det vil sige på et tidspunkt nær enden for Djævelens synlige organisation på jorden. Angrebet vil altså komme et godt stykke tid efter at den angrende rest af de åndelige israelitter er blevet ført tilbage til deres retmæssige åndelige domæne i Jehovas gunst. Det vil sige en hel del år efter 1919, da resten af de åndelige israelitter ved Guds kraft blev udfriet fra trældommen under det store Babylon og atter blev frie til at tjene Riget. Det er ikke republikken Israel i det mellemste østen, men det kristne ’Guds Israels’ genvundne åndelige domæne Jehova sigter til når han siger følgende til Satan Djævelen, også kaldet Gog fra Magogs land:

      37 „Lang tid herefter skal der komme bud efter dig; ved årenes ende [i årenes sidste del, NW] skal du overfalde et land, som atter er unddraget sværdet, et folk, som fra mange folkeslag er sanket sammen på Israels bjerge, der stadig lå øde hen, et folk, som er ført bort fra folkeslagene og nu bor trygt til hobe. Du skal trække op som et uvejr og komme som en sky og oversvømme landet, du og alle dine hobe og de mange folkeslag, som følger dig.“ — Ezekiel 38:8, 9.

      38, 39. (a) Af hvilke grunde foretager han dette angreb på resten af åndelige israelitter? (b) Hvordan skildres den åndelige tilstand blandt Guds folk til den tid i Ezekiel 38:10, 11?

      38 Hvad vil grunden være til dette endelige angreb på den genrejste rest af de åndelige israelitter? Grunden vil være at deres frodige åndelige domæne på jorden under Guds velsignelse er et verdensomspændende vidnesbyrd om Jehova Guds universelle suverænitet. Dertil kommer at de frimodigt har skilt sig ud fra denne verden og at de som kristne stiller sig fuldstændig neutrale over for verdens uoverensstemmelser og ikke sætter deres lid til dødbringende krigsvåben for at forsvare og beskytte sig. Ydermere tilbeder og tjener de Jehova i et åndeligt paradis. Det er derfor følgende ord lægges i Gogs mund:

      39 „Jeg vil drage op imod et åbent land og overfalde fredelige folk, som bor trygt, som alle uden mure og hverken har portstænger eller porte.“ — Ezekiel 38:10, 11.

      40. Hvilke yderligere vidnesbyrd afgiver de følgende vers i profetien om at Jehovas tilbedere på jorden da befinder sig i et åndeligt paradis?

      40 Jehova bekræfter at hans genrejste tilbedere befinder sig i et åndeligt paradis idet han siger til Gog fra Magogs land: „Det vil være for at gøre et stort bytte og for at plyndre meget, for at rette din hånd tilbage mod ødelagte steder der igen er beboet og mod et folk der er samlet sammen fra nationerne, et folk der samler sig rigdom og ejendom, dem der bor på jordens midte.“ (NW) Det er grunden til at verdslige iagttagere spørger den invaderende Gog fra Magogs land: „Kommer du for at gøre bytte, har du samlet din skare for at røve rov, for at bortføre sølv og guld, rane fæ og gods og gøre et vældigt bytte?“ — Ezekiel 38:12, 13.

      41. Hvorfor er det ikke materiel rigdom der giver anledning til dette internationale angreb?

      41 I sammenligning med de umådelige rigdomme og besiddelser Babylon den Store har samlet sig i århundredernes løb, er den genrejste rest af de åndelige israelitter og ’den store skare’ som bor sammen med dem i det åndelige paradis, ikke materielt rige. De har fulgt Jesu Kristi vejledning om først at søge Guds rige og hans retfærdighed fremfor materielt gods i denne materialistiske verden. (Mattæus 6:33) Hvilken form for jordisk gods har de da som kan friste disse militærstyrker som er under usynlig kommando af den nutidige Gog fra Magogs land, til at rette et sådant internationalt angreb på dem?

      42. (a) Hvad står Jehovas kristne vidners åndelige paradis i virkeligheden for? Begrund svaret, (b) Hvad er verdens nationer fast besluttede på at gøre ved dette?

      42 Det er ikke materiel velstand, men det som Jehovas kristne vidners åndelige paradis står for, der frister Satan Djævelens synlige jordiske organisation til en verdensomfattende invasion efter at Babylon den Store er lagt i aske. Deres åndelige paradis, som Jehova Gud har plantet på jorden, står for Guds krav på suveræniteten over hele jorden. Men suveræniteten over jorden er også det som de jordiske nationer gør krav på, idet hvert eneste medlemsland i De forenede Nationer stadig insisterer på at bevare sin egen nationale suverænitet. Indbyggerne i det åndelige paradis danner grundvolden til en „ny jord“, et nyt jordisk samfund. De verdslige nationer under den nutidige Gog fra Magog ønsker altså at udplyndre denne grundvold til ’den ny jord’ og således opretholde det gamle jordiske samfund for egen selvisk fordels skyld, uafhængigt af den suveræne Herre Jehova. At få gennemført dette betyder mere for de selvstyrende nationer end sølv og guld og materiel rigdom og ejendom.

      43. (a) Hvad kan man vente at Gogs horders invasion vil betyde for de indregistrerede selskaber Jehovas kristne vidner benytter sig af, og for disse selskabers ejendom? (b) Betyder det at Jehovas kristne vidner vil ophøre med at eksistere?

      43 Hvad Gogs horders indtrængen i „Israels land“ efter Babylon den Stores ødelæggelse vil betyde for Jehovas kristne vidner, vil udviklingen til den tid vise. Det skulle ikke overraske os om de 96 afdelingskontorer under Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania bliver lukket og deres ejendom måske endda konfiskeret af de antireligiøse regeringer. Hvad der vil ske med de tusinder af rigssale som Jehovas kristne vidner har bygget rundt om på jorden og hvor de holder møder for at blive åndeligt opbygget, vil fremtiden vise. Man skal næppe vente at de lokale og nationale myndigheder der har godkendt oprettelsen af de forskellige selskaber som Jehovas vidner benytter for at kunne trykke og sprede bibler og bibelske publikationer, stadig vil anerkende eller tillade disse selskaber til den tid. Men de fjendtligsindede politiske regeringer kan naturligvis ikke opløse Jehovas kristne vidner, for de er ikke indregistreret som et selskab i henhold til noget lands menneskeskabte love.

      44. Hvorfor vil de politiske regeringer ikke kunne opløse „den trofaste og kloge træl“ og dens styrende råd?

      44 De nationale og lokale regeringer under ledelse af den nutidige Gog fra Magog kan heller ikke opløse „den trofaste og kloge træl“ som den regerende konge Jesus Kristus har fundet pålidelig og har sat over „alt hvad han ejer“ på jorden. Det vil være umuligt for dem, for denne kollektive „træl“ er aldrig blevet indregistreret som et selskab i henhold til nogen politisk regerings love. (Mattæus 24:45-47; Lukas 12:42-44) Denne ’trælleskare’ har eksisteret lige siden det første århundrede, da den blev organiseret af den kongelige Herre, Jesus Kristus, og den har fortsat tjent ham aktivt lige til den dag i dag og er ansvarlig over for ham, ikke over for „kejseren“ eller Gog fra Magogs land. Dette gælder også med hensyn til den salvede ’trofaste og kloge træls’ styrende råd. Det symbolske vilddyrs politiske regeringer kan nok opløse Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania og dets bestyrelse og ligeledes andre indregistrerede selskaber som Jehovas kristne vidner benytter i forskellige lande, men de kan ikke ophæve eller tilbagekalde den teokratiske udnævnelse af det styrende råd som repræsenterer den kollektive „trofaste og kloge træl“.

      45. Vil det blive noget nyt for Jehovas kristne vidner at skulle virke under jorden?

      45 Det vil ikke blive noget nyt for Jehovas kristne vidner at gå under jorden for at fortsætte deres åndelige virksomhed. Ifølge den verdslige historie holdt de trofaste kristne i det første århundrede møder i katakomberne under romerrigets bestialske forfølgelse af dem. Og her i det tyvende århundrede har Jehovas kristne vidner ved hjælp af et effektivt undergrundssystem kunnet fortsætte med at gøre disciple trods forbud.

      46. (a) Hvad vil Jehovas tjenere gøre af omsorg for hinanden, selv om de drives under jorden? (b) Vil Gogs angreb medføre at det åndelige paradis ødelægges?

      46 I årtier har de nu fortsat med at tilbede og tjene deres Gud i de kommunistiske lande bag det såkaldte jerntæppe. Om så Gogs horders invasion tvinger dem til at gå under jorden i hele verden, vil de stadig være organiseret. De vil søge at holde sig i kontakt med hinanden. Og især når de rent bogstaveligt er adskilt fra andre som tilbeder Jehova, vil de bede for hinanden. De vil fortsat glæde sig over deres åndelige paradis, for de ved at den voldelige forfølgelse for Gog fra Magogs hånd ikke betyder at de har mistet Guds gunst, godkendelse og velsignelse. Deres åndelige egenskaber vil skinne klarere end nogen sinde, og de vil ikke tillade at mennesker fratager dem deres åndelige liv, mennesker som kun kan dræbe legemet men derefter ikke kan udrette mere imod en trofast kristen der bevarer sin integritet over for Jehova Gud. — Lukas 12:4; Mattæus 10:28.

      47. Hvordan viser Ezekiels profeti at der vil ske en virkelig invasion under Gog fra Magog?

      47 Hvor langt Jehova Gud den Almægtige vil tillade horderne under anførsel af den nutidige Gog fra Magog at trænge ind, vil Jehovas vågne vidner få at se til den tid. At der vil foregå en invasion, viser profetien gennem Ezekiel: „Men på hin dag, når Gog overfalder Israels land [kommer ind på Israels jord, NW], lyder det fra den Herre [Jehova], vil jeg give min vrede luft. I nidkærhed, i glødende vrede udtaler jeg det: Sandelig, på hin dag skal et vældigt jordskælv komme over Israels land; for mit åsyn skal havets fisk, himmelens fugle, markens vilde dyr og alt kryb på jorden og alle mennesker på jordens flade skælve, bjergene skal styrte, klippevæggene falde og hver mur synke til jord.“ — Ezekiel 38:18-20

      48. Hvordan vil Jehovas kristne vidner reagere når de angribes af Gogs væbnede styrker, og hvorfor?

      48 Skønt Jehovas kristne vidner overfaldes voldeligt af Gogs hærstyrker, nyder de en åndelig sikkerhed, idet de er genstand for Jehovas kærlighed og nyder hans godkendelse. Eftersom de ifølge profetien „bor trygt“ og „alle bor uden mure og hverken har portstænger eller porte“, vil de ikke voldeligt løfte hånd mod Gogs sværtbevæbnede styrker. De vil lade deres Gud vise sin magt til at beskytte dem. De vil tillidsfuldt huske de ord profeten udtalte under et lignende angreb på Jehovas tilbedere: „Frygt ikke og forfærdes ikke for denne vældige menneskemængde, thi kampen er ikke eders, men Guds!“ (2 Krønikebog 20:15) Og den almægtige Gud vil vise sig deres tillid værdig. Han vil gøre det til sin kamp, for angrebet er i virkeligheden ikke rettet mod dem, men mod ham, deres Gud. Nu er han virkelig vred, og han kan med fuld ret give sin vrede luft!

      49. (a) Hvad er det sted der i Bibelen omtales som Har-Magedon? (b) Hvem benytter Jehova til at udkæmpe krigen mod sine jordiske fjender når hans tid er inde?

      49 Nu er „Guds, den Almægtiges, store dag“ kommet, og tiden er inde til den krig der vil markere denne dag hvor Jehovas universelle suverænitet hævdes. Det symbolske sted der på hebraisk kaldes Har-Magedon, det eksplosive stadium i fjendtlighederne mellem den almægtige Gud og Gogs styrker, er nået. (Åbenbaringen 16:14, 16) Det er ikke Jehovas kristne vidner på jorden men Jehova selv der indleder kampen mod de jordiske fjender, der nu står opstillet i slagorden. Jehova giver signal til sin store Feltmarskal, krigerkongen Jesus Kristus. Straks når signalet er givet, kaster han og hans himmelske hærstyrker sig i Jehovas navn ud i kampen som red de på stridsheste. Den krig af universel betydning der nu følger, og hvad der sker med de internationale militærstyrker der har taget opstilling under den nutidige Gog fra Magog, skildres for os i Bibelens sidste bog.

      HARMAGEDONKRIGEN

      50. Hvordan beskriver apostelen Johannes i sin skildring af Harmagedonkrigen dem der vil kæmpe på retfærdighedens side?

      50 Slagmarken kaldes symbolsk Har-Magedon. Slaget står efter at de symbolske „ti horn“ og „vilddyret“ har tilintetgjort det store Babylon med ild. (Åbenbaringen 17:16 til 19:9) Ligesom en krigskorrespondent for en avis eller nyhedsmagasin giver apostelen Johannes os en skildring af krigen på Har-Magedons slagmark, sådan som han så den i sit syn. Han skriver: „Og jeg så himmelen åben, og se! en hvid hest. Og han som sad på den kaldes Trofast og Sand, og han dømmer og fører krig med retfærdighed. Hans øjne er en ildflamme, og på hans hoved er der mange diademer. Han har et navn skrevet som ingen kender uden han selv, og han er klædt i en yderklædning der er bestænket med blod, og det navn han bærer er Guds Ord. Og hærene som var i himmelen fulgte ham på hvide heste, og de var klædt i hvidt, rent, fint linned. Og af hans mund udgår et langt, skarpt sværd, så han kan slå nationerne med det, og han vil vogte dem med en jernstav. Han træder også Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse. Og på sin yderklædning, ja på sit lår, har han et navn skrevet, kongers Konge og herrers Herre.“ — Åbenbaringen 19:11-16.

      51. (a) Hvorfor vil Jehovas vidner på jorden til den tid have behov for stærk tro? (b) Hvad er det ’lange, skarpe sværd’ der udgår af kongernes Konges mund?

      51 Disse ’hære som var i himmelen’ og som anføres af kongernes Konge, vil ikke vise sig synligt for de kampklare nationer på jorden. Det vil således kræve tro af Jehovas fredelige, ubevæbnede vidner på jorden at stole på at disse himmelske hære vil komme dem til undsætning når de behøver det mest. Men selv om disse hære er usynlige, vil alle nationerne under ledelse af Gog fra Magog, Satan Djævelen, få deres virksomhed at føle i kampen. Kongernes Konge vil „vogte“ nationerne „med en jernstav“, og de vil føle det, som om de bliver sønderslået som en pottemagers kar. Han er Guds Ord, og det ’lange, skarpe sværd’ der udgår af hans mund er derfor domsudtalelser fra hans mund om at nationerne skal henrettes; disse udtalelser vil blive fuldbyrdet over nationerne, slå dem som et dødbringende sværd.

      52 (a) Hvordan vil det gå nationerne ligesom druer i en vinperse? (b) Hvordan, så at sige, vil Jehovas vrede komme til udtryk, ifølge Bibelen?

      52 At kongernes Konge også træder „Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse“, vidner om at nationerne så at sige vil blive knust. I overensstemmelse med dette billede vil de som modne druer blive kastet i den vældige „vinperse“ hvor den almægtige Guds vrede og harme med knusende virkning vil blive rettet imod dem. Kongernes Konge og hans himmelske hære på hvide heste vil sammen træde denne symbolske vinperse. Den symbolske trædning af vinpersen vil foregå på en måde der vil svare til hvordan Jehova Gud den Almægtige vil udøse sin vrede og brændende harme over Gogs horder, nemlig så at sige med jordskælv, pest, regnskyl, haglsten, ild og svovl, og med megen blodsudgydelse. — Ezekiel 38:18-22; jævnfør Joel 3:14-21; Åbenbaringen 14:18-20.

      53, 54. (a) Hvem vil naturligvis sejre i den universelle Harmagedonkrig? (b) Hvilken indbydelse rettes, allerede før krigen slutter, til „alle fuglene som flyver midt på himmelen“?

      53 Hvordan kan de internationale hære som er opstillet i slagorden under den åndelige Gog fra Magog vente at kunne holde stand imod kongernes Konge og herrernes Herre, der kæmper for den højeste og almægtige Guds, Jehovas, universelle suverænitet? De vil umuligt kunne holde stand, selv ikke som nationer der er bevæbnet med atomvåben eller er forenet i De forenede Nationers organisation! Hvem der vil sejre i den universelle Harmagedonkrig er afgjort på forhånd. Ligene af fjenderne som den almægtige Gud lader ligge spredt på slagmarken, bliver betegnet som „Guds store aftensmåltid“ for alle ådselfuglene der flyver midt på himmelen. Før krigen endnu er kæmpet til ende viser den billedlige skildring at en himmelsk engel iklædt solens lys indbyder alle disse fugle til at komme til det store måltid som Gud gør klar til dem i Har-Magedon. Herom siger vor nyhedsreporter Johannes:

      54 „Jeg så også en engel som stod på solen, og han råbte med høj røst og sagde til alle fuglene som flyver midt på himmelen: ’Kom, saml jer til Guds store aftensmåltid, så I kan æde køddele af konger og køddele af højere officerer og køddele af stærke mænd og køddele af heste og af dem som sidder på dem, og køddele af alle, af frie såvel som af trælle og af små og store.’“ — Åbenbaringen 19:17, 18.

      55. (a) Hvorfor er det ikke „vilddyret“ og „den falske profet“ fuglene indbydes til at gøre sig til gode med? (b) Hvilke skabninger foruden fuglene indbydes også til gæstebudet, ifølge Ezekiels profeti?

      55 Vi lægger mærke til at „alle fuglene som flyver midt på himmelen“ ikke indbydes til at æde ligene af det politiske „vilddyr“ og den politiske „falske profet“. (Åbenbaringen 13:1-8, 11-13; 16:13) Det billede der tegnes her, er udelukkende et billede af en slagmark oversået med ligene af en hærs soldater. Det er ikke et billede af jagten på et farligt vilddyr og af et militært angreb på en enkelt ’falsk profet’. I profeten Ezekiels syn af Gogs horders angreb på Jehovas genrejste folk i det åndelige paradis er det ikke kun „alle fugle“ der indbydes til at gøre sig til gode med ligene af de slagne fjender. „Alle markens vilde dyr“ indbydes også til at æde „kød af helte“ og at mætte sig med „køreheste og rytterheste, helte og alle hånde krigsfolk“. (Ezekiel 39:17-20) At Jehova lader ligene af de slagne fjender ligge ubegravede som føde for ådseldyr, er et udtryk for hans foragt og ringeagt for dem der knuses af hans himmelske hære i „Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse“.

      56. Hvordan skildrer Åbenbaringen, kapitel 17, de forenede jordiske styrker under Gog fra Magog i deres angreb på Jehovas konge?

      56 Hele Satan Djævelens samlede synlige organisation vil være med i kampen. At de jordiske styrker står samlet under Gog fra Magog imod Jehovas konge skildres billedligt som et angreb der foretages af et enkelt, kollektivt „vilddyr“ med syv hoveder og ti horn. Ifølge skildringen udsletter dette skarlagenrøde „vilddyr“ først Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Om de antireligiøse politiske ledere der skildres ved det kollektive „vilddyrs“ ti horn blev der sagt følgende til apostelen Johannes: „De har én tanke, og derfor giver de deres magt og myndighed til vilddyret [De forenede Nationer]. De vil føre krig mod Lammet, men fordi Lammet er herrers Herre og kongers Konge vil det sejre over dem. Og det vil de kaldede og udvalgte og trofaste sammen med ham også.“ — Åbenbaringen 17:13, 14.

      57. (a) Hvad betyder det at Lammet kaldes „herrers Herre og kongers Konge“? (b) Hvem vil det „vilddyr“ der repræsenterer De forenede Nationer, rette sit angreb imod?

      57 Et syvhovedet, tihornet vilddyr imod et lam synes at være en ulige kamp. Men det symbolske lam i denne profeti er Jehovas udnævnte „herrers Herre og kongers Konge“, som står over alle de herrer og konger der er forenet i det symbolske „vilddyr“, De forenede Nationer, som nu har 144 medlemmer. Eftersom de er jordiske kan de ikke se Lammet bogstaveligt og kæmpe direkte imod det. Men de kan her på jorden se den salvede rest af „de kaldede og udvalgte og trofaste sammen med ham“. Da disse kaldede repræsenterer kongernes Konge og herrernes Herre, vil De forenede Nationers medlemslande føre deres krig mod ham ved specielt at kæmpe mod disse der udgør den salvede rest af hans medarvinger til Riget. Sammen med denne trofaste rest er der en talløs „stor skare“ som urokkeligt har taget standpunkt for Jehovas universelle suverænitet og som følger den rigtige hyrde, Jesus Kristus, Jehovas kongelige søn. Medlemmerne af denne ’store skare’ bliver derfor også udsat for det voldsomme angreb fra de antireligiøse Forenede Nationers side.

      58. Hvilken form for sejr vil da blive vundet (a) af kongernes Konge? (b) af hans jordiske undersåtter?

      58 Det vil ikke lykkes de symbolske „ti horn“ og det skarlagenrøde „vilddyr“ at udrydde alle trofaste repræsentanter for kongernes Konge på jorden. Ligesom det profetiske billede af Gogs angreb, vil det ikke lykkes dem at udslette det åndelige paradis hvori „de kaldede og udvalgte og trofaste“ og ’den store skare’ befinder sig under kongernes Konges beskyttelse. (Åbenbaringen 7:9-17; 12:17) Med sine himmelske hærstyrker vil kongernes Konge rent bogstaveligt sejre over de kæmpende „ti horn“ som tilhører den vilddyragtige verdensorganisation. På jorden vil „de kaldede og udvalgte og trofaste“ som er „sammen med“ kongernes Konge sejre i kraft af deres kristne tro, idet de ikke på noget tidspunkt fornægter kongernes Konges ret til at styre hele jorden og ikke fornægter evighedens Konges, Jehova Guds, universelle suverænitet. (Åbenbaringen 15:3) Medlemmerne af ’den store skare’, som også bor i det åndelige paradis, vil ligeledes nægte at gå på kompromis og bøje sig for det tihornede, syvhovedede „vilddyrs“ krav om det uindskrænkede herredømme over hele jorden.

      59, 60. (a) Kan det tænkes at nogle som sejrer i kraft af deres tro alligevel kommer til at dø for fjendehånd til den tid? (b) Hvilket håb vil give dem styrke til at bevise deres loyalitet mod Jehovas suverænitet på denne måde? (c) Er der nogen risiko for at den salvede rest og ’den store skare’ vil blive fuldstændig udslettet af fjenden til den tid?

      59 Nogle af dem der sejrer ved deres tro får måske af den almægtige Gud lov at bevise deres loyalitet over for hans universelle suverænitet ved endog at lide døden for deres hånd som voldeligt modstår Jehovas messianske rige. Men det vil naturligvis ikke betyde at de bliver henrettet af Jehovas himmelske hærstyrker under hans Feltmarskal, Jesus Kristus.

      60 Disse martyrer for Guds universelle suverænitet vil dø trofaste. Med deres død vil de hævde Jehovas retmæssige styre ved Kristus. De vil dø i Jehovas gunst, og han vil værdsætte dem. De vil ikke blive kastet i „den anden død“, den evige udslettelse der symbolsk fremstilles ved „ildsøen som brænder med svovl“. (Åbenbaringen 19:20; 20:10, 14, 15; 21:8) Ligesom Jesus Kristus selv vil de dø ubesejrede, med håbet om at blive oprejst fra de døde når Guds tid er inde. (Åbenbaringen 2:10; 14:13; 20:4, 6, 11-13) Alle som tilhører den salvede rest vil imidlertid ikke blive dræbt af dem der kæmper imod Jehovas messianske rige. Åbenbaringen 7:9-14 forsikrer os også om at der er andre som vil overleve dette højdepunkt i „den store trængsel“, nemlig utallige medlemmer af ’den store skare’. Enkeltpersoner vil måske få lov at dø, men ikke „resten“ og ’den store skare’ som helhed.

      KONGENS MODSTANDERE TILINTETGØRES

      61. Hvordan beskriver apostelen Johannes i Åbenbaringen 19:19-21 dem der henrettes i Harmagedonkrigen?

      61 De der henrettes på jorden i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon fordi de ikke er egnede til at leve evigt, omtales af apostelen Johannes i Åbenbaringen 19:19-21. I denne forhåndsberetning skriver Johannes: „Og jeg så vilddyret og jordens konger og deres hære samlede for at føre krig mod ham som sad på hesten [kongers Konge og herrers Herre] og mod hans hær. Og vilddyret [Satans verdensomfattende politiske system] blev grebet, og sammen med det den falske profet som for dets øjne havde gjort de tegn hvormed han vildledte dem der modtog vilddyrets mærke og dem som tilbeder dets billede [De forenede Nationer]. Mens de endnu var i live blev de begge kastet i ildsøen som brænder med svovl. Men de øvrige blev dræbt med det lange sværd der tilhørte ham som sad på hesten, det der udgik af hans mund. Og alle fuglene blev mættet af deres køddele.“

      62. I hvilken udstrækning vil nationerne til den tid være irreligiøse?

      62 Når denne Harmagedonkrig udkæmpes er Babylon den Store allerede fjernet. Det er grunden til at ødelæggelsen af dette verdensimperium af falsk religion ikke beskrives her. På Dette tidspunkt, hvor nationerne er gennemsyret at total irreligiøsitet, vil der heller ikke længere findes nogen af dem der græder og sørger over det store Babylons ødelæggelse. Det gælder både de „konger“ der måske for en stund græder fordi de ikke mere kan begå utugt med det store Babylon, og de „rejsende købmænd“ der græder og sørger fordi de ikke mere kan gøre forretninger med det, og ligeledes „enhver kaptajn og enhver der sejler, uanset hvorfra, og sømænd og alle som har havet som levevej“, der alle græder og sørger fordi de ikke længere kan tjene noget på Babylon den Store. (Åbenbaringen 18:9-19) Hvis nogen af disse ønsker at leve videre efter det store Babylons ødelæggelse, vil de være nødt til at blive radikalt antireligiøse — dog med den undtagelse at de må tilbede det politiske „billede“ af det syvhovedede, tihornede „vilddyr“ som Satan Dragen gav magt, myndighed og en trone. — Åbenbaringen 13:1-8; 14:9-11; 16:2.

      63. Er dét at de jordiske ledere udsletter den falske religions verdensimperium et udtryk for at de elsker Guds messianske rige, og hvordan giver de udtryk for deres indstilling?

      63 Når synet af kampen som beskrives i Åbenbaringen 19:19-21 opfyldes, har det symbolske „vilddyr“ og „jordens konger og deres hære“ altså i deres had til Babylon den Store gjort det af med denne religiøse „skøge“. Hun har aldrig repræsenteret Jehovas teokratiske regering — nej, ikke engang den del af hende der kaldes kristenheden. Ødelæggelsen af det store Babylon, den falske religion, er dog ikke et udtryk for at „jordens konger og deres hære“ elsker Guds messianske rige. Disse jordiske konger og deres hære hader dette rige, for de elsker deres egen politiske suverænitet over hele jorden. Og nu da Babylon den Store er borte kan de koncentrere sig om krigen mod Jesus Kristus og det himmelske rige han styrer.

      64. (a) Hvorfor virker „resten“ og ’den store skare’ frastødende på „jordens konger og deres hære“? (b) Med hvilke midler kan vi vente at fjenderne vil bekrige Jehovas folk?

      64 Den overlevende rest af Kristi salvede medarvinger og ligeledes ’den store skare’ af deres loyale medarbejdere har gjort sig selv til angrebsmål for de verdslige nationer fordi de på hele den beboede jord har forkyndt den gode nyhed om det messianske rige til et vidnesbyrd for alle nationerne lige til enden. (Mattæus 24:14) Disse forkæmpere for Jehovas universelle suverænitet virker utiltalende og frastødende på „jordens konger og deres hære“. Derfor giver kongerne og deres hære udtryk for deres fjendskab mod den usynlige kongernes Konge ved at bekrige disse kristne med de politiske, militære, juridiske og økonomiske midler de har rådighed over. Udryd dem! vil være deres slagord. Den himmelske kongernes Konge vil betragte deres fjendtlige handling mod den salvede rest og ’den store skare’ som en fjendtlig handling imod ham selv. Når signalet, nøjagtig til tiden, gives af den Øverstkommanderende, Jehova Gud, vil han og hans engle rykke ud til kamp mod de jordiske fjender der trodser Gud.

      65, 66. (a) Hvordan ødelægges enheden blandt Guds jordiske fjender i Harmagedonkrigen, som beskrevet i Åbenbaringen 19:20? (b) Hvad viser dét at „vilddyret“ og „den falske profet“ endnu er i live når dette sker? (c) Hvad viser dét at de kastes i „ildsøen som brænder med svovl“?

      65 Det første der sker, er at fjendens enhed ødelægges. Det vil sige at det verdensomspændende politiske system der symboliseres ved „vilddyret“ fra havet, splittes ad. Dermed opløses også den ottende verdensmagt, De forenede Nationer, den globale organisation for verdensfred og sikkerhed, der symbolsk blev skildret som „vilddyrets billede“, og ligeledes den syvende verdensmagt, den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt, der blev skildret som „den falske profet“. Apostelen Johannes skriver derfor:

      66 „Og vilddyret blev grebet, og sammen med det den falske profet som for dets øjne havde gjort de tegn hvormed han vildledte dem der modtog vilddyrets mærke og dem som tilbeder dets billede. Mens de endnu var i live blev de begge kastet i ildsøen som brænder med svovl.“ (Åbenbaringen 19:20) At disse politiske organisationer „endnu var i live“ når dette finder sted, peger på at disse organisationer stadig vil fungere når „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon begynder. Både det verdensdominerende „vilddyr“ og den anglo-amerikanske „falske profet“ vil blive grebet midt under deres ødelæggende bestræbelser imod den salvede rest og ’den store skare’ i det åndelige paradis. Følgen vil blive at angribernes organisation opløses; disse trodsige politiske organisationer som søger at udrydde „resten“ og ’den store skare’ vil selv blive tilintetgjort for evigt. Deres voldelige død vil være en død hvorfra der ikke er nogen mulighed for at blive reorganiseret, „den anden død“. Ifølge det symbolske billede kastes de derfor i „ildsøen som brænder med svovl“.

      67. Hvornår vil Satan Djævelen og hans dæmoner komme til at gøre „vilddyret“ og „den falske profet“ selskab i denne ’ildsø’?

      67 Vi ser altså at „den anden død“ tages i anvendelse allerede under „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon, før Satan Djævelen kastes i afgrunden og Kristus indleder sit tusindårige herredømme over menneskeheden, idet den fuldbyrdes over dem der kæmper mod kongernes Konge og hans messianske rige. Denne straf skildres billedligt ved „ildsøen som brænder med svovl“. Når Guds tid er inde efter afslutningen på Kristi tusindårige herredømme, vil de menneskeskabte politiske organisationer der skildres ved „vilddyret“ og „den falske profet“ få selskab i denne ’ildsø’ af Satan Djævelen og alle hans dæmonengle. (Åbenbaringen 20:10) Det vil være „den evige ild som er beredt Djævelen og hans engle“. — Mattæus 25:41.

      68. Hvilke storslåede fremtidsudsigter vil de overlevende have når menneskenes gamle synlige orden er fjernet?

      68 Med den voldsomme fjernelse af det store religiøse Babylon og de politiske organisationer der skildres ved det syvhovedede „vilddyr“ og „den falske profet“, vil menneskenes gamle orden vige, gøre plads, for Guds nye orden på jorden. Det vil blive den sværeste periode i menneskehedens historie. (Mattæus 24:21, 22; Daniel 12:1) Dog vil der være nogle på jorden som overlever den. Lykkelige vil de være som overlever og kommer ind i Guds velsignede nye orden!

  • Udfaldet for dem der kæmper imod Guds nye orden
    Menneskets udfrielse fra verdens trængsler er nær!
    • Kapitel 15

      Udfaldet for dem der kæmper imod Guds nye orden

      1. Hvad vil gå til grunde i Har-Magedon?

      I „KRIGEN på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon vil Djævelens synlige organisation blive udslettet. Det betyder at alle de regeringsorganisationer som verdslige mennesker har oprettet og som, uden at de ved det, er underlagt Satan Djævelens ledelse, vil blive bragt til ophør med magt. (Åbenbaringen 13:1, 2; 16:14, 16; Johannes 14:30) Som man kunne forvente, vil lederne og tilhængerne af disse jordiske regeringer kæmpe imod Guds messianske rige i Har-Magedon.

      2. Hvad vil der ske med dem der har støttet og ledet disse organisationer?

      2 Hvordan vil det gå disse politiske ledere og deres tilhængere og undersåtter, som har fået regeringsorganisationerne til at fungere? De vil lide undergang sammen med deres politiske organisationer, som de har holdt i gang i trods mod Guds messianske rige som Jehovas kristne vidner har forkyndt i hele verden. Deres udslettelse beskrives med følgende ord vedrørende kampens udfald i Åbenbaringen til Johannes: „Men de øvrige [det vil sige jordens konger og deres hære] blev dræbt med det lange sværd der tilhørte ham som sad på hesten, det der udgik af hans mund. Og alle fuglene blev mættet af deres køddele.“ — Åbenbaringen 19:21.

      3. Hvem er, ifølge Åbenbaringen 19:17, 18, indbefattet i de døde der ligger på Har-Magedons slagmark, og hvilken slags udslettelse er der tale om i deres tilfælde?

      3 „Fuglene som flyver midt på himmelen“ vil fylde sig med kødet af de faldne som er ved at gå i forrådnelse, af konger, højere officerer, stærke mænd, heste, ryttere, frie og trælle, små og store. (Åbenbaringen 19:17, 18) De faldne har aktivt taget del i krigen mod kongernes Konge. Dette er langt værre end hvis de blot havde undladt at vise hjælpsomhed over for Jesus Kristus og hans trofaste disciple. Der kan ikke være nogen tvivl om at de alle er symbolske „bukke“, ligesom dem der skildres i Jesu lignelse om fårene og bukkene. Med det symbolske ’lange sværd’ der udgår af Kongens mund vil disse „forbandede“ som kæmper imod Gud og hans Kristus „gå bort til evig afskærelse“, det vil sige udslettelse, hvilket vil være en evig straf for dem. — Mattæus 25:31-46.

      4. Hvilket spørgsmål kunne vi stille i forbindelse med fjernelsen af ligene på Har-Magedons slagmark, i betragtning af det vi ved om Gehennas ild uden for fortidens Jerusalem?

      4 Det er grunden til at apostelen Johannes ikke så ligene af disse faldne blive begravet, som om de havde håb om en opstandelse fra de døde. Men hvorfor bliver alle disse døde legemer ikke „kastet i ildsøen som brænder med svovl“, den sø der omtales i Åbenbaringen 19:20? I Jerusalem på Jesu og apostlenes tid, husker vi, blev ligene af henrettede forbrydere der ansås for at være for ondartede til at få en opstandelse, kastet ud over byens sydmur, ned i Hinnoms dal, „Gehenna“, for dér at blive fortæret af en ild som var blandet med svovl. Hvis ligene ikke landede direkte i den svovlholdige ild, ville de ligge frit fremme i varmen fra ilden og blive fortæret af de orm der ynglede i ligene og som det vrimlede med alle vegne. Som Jesus sagde: „Og hvis dit øje bringer dig til snublen og fald, så kast det bort; det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end at have to øjne og blive kastet i Gehenna, hvor deres orm ikke dør og ilden ikke slukkes.“ — Markus 9:43-48.

      5. Hvad usædvanligt er der ved at „vilddyret“ og „den falske profet“ blev kastet i ildsøen „mens de endnu var i live“, og hvad skal dette åbenbart betegne?

      5 Eftersom de dødsdømte forbrydere var henrettet inden de blev kastet ned i ilden i Hinnoms dal (eller Gehenna), er det bemærkelsesværdigt at det symbolske „vilddyr“ og „den falske profet“ „endnu var i live“ da de begge blev „kastet i ildsøen som brænder med svovl“. (Åbenbaringen 19:20) Det betyder åbenbart at de får en brat afslutning. Mens disse politiske organisationer endnu fungerer aktivt, sættes der pludselig en stopper for deres virksomhed; de falder fra hinanden, opløses for evigt, forsvinder sporløst, og der er intet tilbage af dem. Der bliver ingen lig af dem på slagmarken som ådselfuglene kan gøre sig til gode med ved at pille deres ben rene.

      6, 7. (a) Hvordan skildres den evige udslettelse af de mennesker der kæmper mod Riget i Har-Magedon? (b) Hvordan beskriver Bibelen de midler der tages i anvendelse for at skaffe kødet på alle de døde legemer af vejen?

      6 Den evige udslettelse af de mennesker der kæmper imod Riget i Har-Magedon skildres imidlertid på en anden måde. Jehova har besluttet at han med ligene af disse modstandere der kæmper imod hans universelle suverænitet, vil gøre et blodigt gæstebud for „alle fuglene som flyver midt på himmelen“. (Åbenbaringen 19:17, 18) De faldne vil ikke komme til at hensmuldre i ærefulde gravsteder. De vil få lov at ligge frit fremme, og deres kød vil blive fortæret så kun de afpillede, ukendelige knogler bliver tilbage. På grund af den store mængde faldne vil det blive et vældigt gæstebud for ådseldyrene. Henvendt til kongernes Konge, Herren Jesus Kristus, der blev forudskildret ved fortidens kong Melkizedek, sagde kong David i Salme 110:5, 6: „Herren ved den højre knuser konger på sin vredes dag, blandt folkene holder han dom, fylder op med døde, knuser hoveder viden om lande.“ Harmagedonkrigen vil højst sandsynligt efterlade mange flere lig på jorden end det forhåndenværende antal ådselfugle vil kunne nå at skaffe af vejen før der indtræder sundhedsfare for mennesker. Det er derfor rimeligt at antage at Gud vil rydde de resterende lig bort ved andre midler.

      7 Ifølge den tilsvarende profeti om det angreb som Gog, fyrsten fra Magogs land og hans horder retter mod Jehovas folks genrejste rest, vil fuglene få hjælp af „alle markens vilde dyr“ når ligene af Guds nedkæmpede fjender skal ryddes af vejen. Til disse ådseldyr siges der profetisk: „I skal mætte eder ved mit bord med køreheste og rytterheste, helte og alle hånde krigsfolk, lyder det fra den Herre [Jehova].“ (Ezekiel 39:17-20) Ligene af de fjender der falder i Harmagedonkrigen vil altså ikke få deres knogler pillet rene for kød af ormene i Hinnoms dal (Gehenna), men så at sige af naturens renovationsvæsen, ådseldyrene.

      8-12. (a) Hvordan bliver knoglerne af det messianske riges modstandere fjernet, ifølge beskrivelsen i Ezekiel 39:11-20? (b) Hvad ligger der i at dette ifølge beskrivelsen vil strække sig over „syv måneder“?

      8 Hvilket usselt og velfortjent endeligt for alle disse som har modstået Jehova og hans messianske rige i Harmagedonkrigen! Men hvad sker der med knoglerne, som ligger tilbage, urene, hæslige levninger af dem der har modstået den suveræne Herre Jehova? I Ezekiel 39:11-20 vises det i forbindelse med Gogs faldne horder at der er tiltænkt knoglerne af dem der henrettes af Gud Herren den Almægtige i Har-Magedon et frastødende sted, et skændigt minde. Det fremgår af disse ord fra Jehova:

      9 „Og på hin dag giver jeg Gog et gravsted i Israel [et navnkundigt Sted til Grav i Israel, Buhl], vandringsmændenes dal østen for havet [Det døde Hav], og den skal spærre vejen for vandringsmænd; der skal de jorde Gog og hele hans larmende hob og kalde stedet: Gogs larmende hobs Dal [eller Hamon-Gogs dal]. Israels hus skal have hele syv måneder til at jorde dem og således rense landet. [Dette tyder på en umådelig mængde ben.] Alt folket i landet skal jorde dem, og det skal tjene til deres ros, på den dag jeg herliggør mig, lyder det fra den Herre [Jehova].

      10 Man skal udvælge fast mandskab til at drage landet rundt og søge efter dem, der er blevet tilbage ud over landet, for at rense det; når syv måneder er gået, skal de skride til at søge [indtil der er gået syv måneder skal de blive ved med at søge, NW]; og når de vandrer landet rundt og en får øje på menneskeknogler, skal han sætte et mærke derved, for at graverne kan jorde dem i Gogs larmende hobs Dal; også skal en by have navnet Hamona [dette navn betyder „hob“, idet ordet Hamonahʹ er hunkøn af ordet Hamonʹ i versene 11 og 15]. Således skal de rense landet.

      11 Og du, menneskesøn [Ezekiel]! Så siger den Herre [Jehova]: Sig til alle fugle og alle markens vilde dyr: Saml eder og kom hid, kom sammen alle vegne fra til mit slagtoffer, som jeg slagter for eder, et vældigt slagtoffer på Israels bjerge; I skal æde kød og drikke blod! Kød af helte skal I æde, blod af jordens fyrster skal I drikke, væddere, får, bukke og tyre, alle fedede i Basan. I skal æde eder mætte i fedt og drikke eder drukne i blod af mit slagtoffer, som jeg slagter for eder.

      12 I skal mætte eder ved mit bord med køreheste og rytterheste, helte og alle hånde krigsfolk, lyder det fra den Herre [Jehova].“ — Se fodnoterne i 1971-udgaven af New World Translation.

      HÆDER KONTRA EVIG SKAM

      13, 14. (a) Hvilke navne, som sætter et skændigt minde, knyttes til det sted hvor Gogs jordiske horder begraves? (b) Hvordan beskriver Esajas 66:23,24 den varige foragt som disse modstandere af Jehovas tilbedelse vil blive genstand for?

      13 Ved sin Feltmarskal, Jesus Kristus, vil den store Øverstkommanderende, Jehova Gud, således opnå uvisnelig hæder, mens den symbolske Gog og hans jordiske horder vil høste evig skam. Knoglerne af Gogs jordiske horder vil så at sige blive jordet hulter til bulter i en massegrav, så man ikke kan se hvor den enkelte ligger begravet. „Hamon-Gogs dal“ vil være et vanærende navn der tjener som et forsmædeligt minde om dem. Det samme vil gælde navnet Hamona, som kunne være navnet på en eller anden bylignende markering til minde om stedets historiske betydning. Med hensyn til den varige foragt som disse overtrædere der har modstået Jehovas tilbedelse vil blive genstand for, siger Esajas’ profeti følgende om de overlevende der tilbeder Jehova:

      14 „Og det skal ske, fra Nymaaned til Nymaaned [eller fra måned til måned] og fra Sabbat til Sabbat [eller fra uge til uge], alt Kød skal komme for at tilbede for mit Ansigt, siger Herren. Og de skulle gaa ud og se paa de døde Kroppe af Mændene, som gjorde Overtrædelse imod mig; thi deres Orm skal ikke dø, og deres Ild skal ikke udslukkes, og de skulle være en Gru for alt Kød.“ — Esajas 66:23, 24, Gd.

      15, 16. (a) Hvad vil Guds dom betyde for alle dem den eksekveres over i Har-Magedon? (b) Hvordan understreges dette yderligere i Malakias’ profeti?

      15 Alt taget i betragtning er det tydeligt at Jehova Gud, når han kæmper i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon, ikke bare foretager en militærøvelse, blot udkæmper en skinkamp for trænings skyld, som en slags opvisning, uden at tilføje sine modstandere varig skade. Nej, Jehovas militæraktion vil betyde „evig afskærelse“ for alle på jorden som han eksekverer sin dom over for at hævde sin universelle suverænitet. Hvordan han betragter dem han udsletter i Har-Magedon, understreger han yderligere i Malakias’ profeti:

      16 „Thi se, dagen kommer, luende som en ovn; og alle de frække og alle, som øver gudløshed, skal blive som strå, og dagen, som kommer, skal lade dem gå op i luer, siger Hærskarers [Jehova], så der ikke levnes rod eller gren af dem [de udslettes altså fuldstændig]. Men for eder [de overlevende], som frygter mit navn, skal retfærds sol opgå med lægedom under sine vinger, og I skal gå ud og boltre eder som kalve, der kommer fra stalden, og trampe de gudløse ned; thi de skal blive til støv under eders fodsåler, den dag jeg griber ind, siger Hærskares [Jehova].“ — Malakias 4:1-3.

      17. Hvad vil der ske med Satan og hans dæmonengle efter at hele hans synlige organisation er blevet bragt til ophør?

      17 De overlevende som tilbeder den højeste Gud vil glæde sig over at vejen nu er blevet banet for den fulde oprettelse af Guds retfærdige nye orden. Menneskenes gamle orden vil ikke fredeligt og frivilligt gøre plads for Guds nye orden. Den må tvinges ved hjælp af den kommende „store trængsel“. Årsagen til dette er at „denne verdens hersker“, „denne tingenes ordnings gud“, nemlig Satan Djævelen, den nutidige Gog fra Magogs land, er imod Guds nye orden. Men hans hårdnakkede modstand vil være forgæves. Ligesom Gog fra Magog i profetien led nederlag og ikke kunne hindre Jehova Gud i at gennemføre sin erklærede hensigt, at ’sætte ild på Magog’, sådan vil Satan Djævelen se hele sin synlige organisation blive ødelagt i „den store trængsel“, og straks derefter vil hans usynlige tilholdssted i jordens nærhed blive lagt øde. Han og hans legioner af dæmonengle vil blive bundet som med lænker og kastet i en afgrund fjernt fra jordens nærhed. — Johannes 16:11; 2 Korinter 4:4; Ezekiel 39:1-6; Åbenbaringen 20:1-3.

      18. Hvorfor vil der afgjort blive anledning til åndelig glæde og feststemning efter ødelæggelsen af menneskenes gamle orden som beherskes af Satan?

      18 Ødelæggelsen af menneskenes gamle Satan-beherskede orden vil give anledning til en åndelig feststemning blandt de overlevende, blandt såvel medlemmerne af de åndelige israelitters rest som ’den store skare’ der sammen med dem står på Jehovas universelle suverænitets side. Hvorfor skulle de ikke glæde sig? Ved den flammende ødelæggelse af Babylon den Store vil de hellige engle i himmelen råbe „Halleluja!“, og en stemme fra den himmelske trone vil udstede befalingen: „Pris vor Gud, alle I hans trælle som frygter ham, de små og de store.“ (Åbenbaringen 19:1-5) Jehova Guds overlevende tilbedere på jorden vil have endnu større grund til at glæde sig og råbe „Halleluja!“ når han derefter med en glorværdig sejr fuldfører ødelæggelsen af menneskenes gamle orden i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon. Den største begivenhed i universets historie vil da have fundet sted, hævdelsen af Jehovas universelle suverænitet og helligelsen af hans hellige navn. — Ezekiel 38:23; 39:6, 7.

      19, 20. Ligesom fuglene indbydes til et festmåltid på ligene af dem der falder i Har-Magedon, hvilken grund har de overlevende mennesker da til at være i feststemning, ifølge Salme 46?

      19 I Åbenbaringens skildring af denne krig ved Har-Magedon efterkom „alle fuglene som flyver midt på himmelen“ befalingen fra Guds strålende engel, og de samlede sig forventningsfuldt på Har-Magedons slagmark. Der blev lovet dem et festmåltid, og det fik de i sandhed. De gjorde sig til gode med ligene af de faldne som var blevet dræbt af Jehovas udnævnte konge og hans himmelske hærstyrker: „Og alle fuglene blev mættet af deres køddele.“ (Åbenbaringen 19:17-21) I åndelig henseende vil der ikke herske mindre feststemning blandt de overlevende medlemmer af det åndelige Israels rest og ’den store skare’, for de vil alle glæde og fryde sig i fuldt mål over det for Gud så ærefulde udfald af „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Som der siges til de overlevende:

      20 „Kom hid og se på [Jehovas] værk, han har udført frygtelige ting på jord. Han gør ende på krig til jordens grænser, han splintrer buen, sønderbryder spydene, skjoldene tænder han i brand. Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt folkene, ophøjet på jorden!“ — Salme 46:9-11.

      21-23. (a) Hvilken sejr vil de mennesker der overlever Har-Magedon have vundet? (b) Hvad vil de overlevende synge med forenede stemmer, som beskrevet i Åbenbaringen 15:2-4?

      21 I dyb ærefrygt for de storslåede gerninger som universets almægtige Suveræn har øvet i Harmagedonkrigen, vil den overlevende rest af de åndelige israelitter lovprise ham med sang. Når hans glorværdige sejr i denne krigenes krig er vundet, vil den trofaste rest have sejret fuldstændigt over det symbolske „vilddyr“ med tallet 666 og over dets afguderiske „billede“. I denne sejrens time vil disse to politiske organisationer der har været fremtrædende dele af menneskenes gamle orden, være kastet i den evige død, i den dødbringende ’ildsø som brænder med svovl’. (Åbenbaringen 19:20; 17:8, 14) At den sejrende rest skulle synge i Guds åndelige tempel efter Har-Magedon og at ’den store skare’ som også tilbeder dér, skulle synge med, var en så iøjnefaldende del af det fremtidsbillede som snart bliver virkelighed at apostelen Johannes fik en forhåndsskildring af denne store musikbegivenhed. Vi kan i dag glæde os over den inspirerede beskrivelse han gav:

      22 „Og jeg så noget der var som et glashav [et stort glasagtigt vaskebækken ved Guds åndelige tempel] blandet med ild, og dem som kommer sejrrigt fra vilddyret og fra dets billede og fra dets navns tal [666], stå ved glashavet med Guds harper. Og de synger Moses’, Guds træls, sang og Lammets [Jesu Kristi] sang idet de siger:

      23 ’Store og vidunderlige er dine gerninger, Jehova Gud, du Almægtige. Retfærdige og sande er dine veje, du evighedens Konge. Hvem skulle dog ikke frygte dig, for dine retfærdige bestemmelser er blevet gjort kendt.’“ — Åbenbaringen 15:2-4.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del