Giv udtryk for værdsættelse i sang

KRISTNE har i sandhed grund til at takke og prise deres Gud Jehova og vise deres værdsættelse af det han gør for dem. „Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden. Og Vin glæder et Menneskes hjerte, . . . og Brød vederkvæger et Menneskes hjerte.“ — Sl. 104:14, 15, overs. af 1871.

Ikke kun har Gud sørget godt for mennesket i materiel retning (at mange må lide afsavn skyldes ikke forsømmelighed fra Guds side), men han har også draget omsorg for at mennesket kan få næring til sit sind og sin „ånd“. Som Jesus sagde: „Ikke af brød alene skal mennesket leve, men af alt, hvad der kommer fra Guds mund.“ (Matt. 4:4, Seidelin) Ja, Gud har talt til os gennem Bibelen, han har sørget for at vi kan få hjælp til at forstå den, og han har givet os det privilegium at vi kan komme til ham i bøn. — Sl. 65:2, 3.

Vi skylder i sandhed Gud at takke og prise ham for alle de velsignelser vi får fra hans hånd, både materielle og åndelige. I hans ord tilskyndes vi da også gang på gang til at takke ham, for eksempel i Salme 136, hvor alle seksogtyve vers minder os om at „hans miskundhed varer evindelig“. Vi kan give udtryk for vor taknemmelighed og værdsættelse på flere måder: ved at takke Gud i bøn, ved at leve retskaffent, ved at forkynde Guds ord for andre og undervise dem om Guds hensigter. Og når vi synger sammen ved menighedens møder er det endnu en lejlighed til på den smukkeste måde at give udtryk for værdsættelse.

Skønner vi altid på at vi har mulighed for dette? I mange lande må kristne forsamles hemmeligt for at opbygge det fællesskab der er en del af deres gudsdyrkelse, og de kan ikke synge sange til Jehovas pris ved deres møder, for det ville forråde dem. „Kejseren“ siger: ’I må ikke komme sammen,’ men Gud siger: ’Forsøm ikke at komme sammen.’ (Hebr. 10:25) Og eftersom sande kristne ’adlyder Gud som deres hersker mere end mennesker’, holder de deres møder hemmeligt. (Apg. 5:29) Sådan måtte Jehovas vidner i Spanien bære sig ad i over tredive år. Da de endelig fik lov til at mødes frit, afholdt de et stort stævne. Efter den første sang brød forsamlingen ud i klapsalver. Hvorfor? Af glæde over at de nu kunne synge når de var sammen!

Den samme værdsættelse af sangens privilegium finder vi hos de tusinder af Jehovas vidner der har måttet flygte fra Malawi og bosætte sig i lejre i Moçambique. En af de ting de har glædet sig meget over er at kunne synge igen ved deres møder, noget de ikke har kunnet i Malawi siden 1967 da de blev drevet under jorden af dr. Banda.

Bibelen fortæller at Guds folk i fortiden gav udtryk for værdsættelse af Jehova Gud og hans frelsesgerninger ved at synge. Vi hører især om det i forbindelse med særlige begivenheder, lige fra israelitterne blev udfriet fra Faraos hære ved Det røde Hav til dengang Jerusalems mure blev indviet i Nehemias’ dage. Tilbedelsen ved templet indbefattede også megen musik; herom har musikologen Curt Sachs skrevet: „De kor og orkestre der var knyttet til templet i Jerusalem tyder på en høj standard hvad angår musikuddannelse, musikalsk færdighed og viden om musik.“

I god harmoni med dette tilskynder Guds ord os igen og igen til at synge Guds pris med værdsættelse. Det virker næsten som om Bibelen tager i betragtning at der er en tendens til efterladenhed på dette punkt, for hør blot hvordan for eksempel Salme 47 i vers 7 og 8 gentager sin opfordring: „Syng, ja syng for Gud, syng, ja syng for vor konge; thi han er al jordens konge, syng en sang for Gud.“ Fem gange opfordrer salmisten os til at synge. — Se også Salme 96:1, 2.

I sine breve til de kristne, for eksempel i Kolossenserbrevet 3:16, gentager apostelen Paulus på lignende måde sin opfordring til at prise Gud i sang: „Bliv ved med at undervise og formane hinanden med [1] salmer, [2] lovsange til Gud, [3] åndelige sange med ynde, [4] idet I synger i jeres hjerter for Jehova.“ — Se også Efeserbrevet 5:19.

At synge sammen som en menighed, hører med til vor gudsdyrkelse. Vi retter sangen til Jehova og kan derfor have tillid til at han lægger mærke til den, ligesom han hører vore bønner; også i fortiden gav han agt på sit folks lovsange. (2 Krøn. 5:13, 14) Ligesom vi er med i de bønner der bedes højt i rigssalen på menighedens vegne, sådan kan vi også være med til af hele vort hjerte, med ’alt i os’, at synge Rigets sange. — Sl. 103:1, 2.

Læg mærke til ordene i vore sange. Disse gode og opbyggende tanker fortjener at blive behandlet med værdsættelse. De er alle hentet fra Bibelen. Når vi synger om disse dyrebare sandheder, bør det ikke være på en halvhjertet, overfladisk, eller mekanisk måde, vel? Det har vi nok somme tider gjort.

Der skal energi og koncentration til virkelig at synge ud. Er man lidt træt vil man måske være tilbøjelig til at synge uden klang og begejstring. Hvis man overvinder sin træthed og gør sig umage med sangen, vil man komme til at føle sig bedre tilpas og samtidig få mere glæde af at synge. I hvert fald har mange erfaret at musik kan have en gavnlig virkning på både den mentale og den fysiske tilstand, samt på følelserne. Ved fællessang bør især de der har gode sangstemmer tænke på at synge ud, da dette giver de øvrige lyst og frimodighed til også at gøre det. Alle må naturligvis høre godt efter den ledsagende musik — enten den er indspillet på bånd eller plade eller den spilles af en tilstedeværende pianist — så sangen kan udføres så smukt som muligt.

Jehovas tjenere har vundet sig et godt navn ved deres livsførelse. De har også fået et godt omdømme som følge af deres bibelkundskab, og deres nidkærhed for at forkynde den gode nyhed om Guds rige og gøre disciple af folk af alle nationer. (Matt. 28:19, 20) Skulle de ikke på samme måde udmærke sig ved deres sang, når de synger Rigets sange i deres rigssale, ligesom Jehovas tjenere i fortiden udmærkede sig med den musik de brugte i deres gudsdyrkelse? Mange har følt sig tilskyndet til at være med i tilbedelsen af Jehova på grund af den oprigtige og hjertelige velkomst de fik da de begyndte at komme i en af rigssalene, og den undervisning man får ved disse møder må siges at have en høj standard. — 1 Kor. 14:24, 25.

At sangen ved møderne også kan lære nogle noget betydningsfuldt om Jehova Gud, vidner følgende tildragelse om: En aften kom en dame helt af sig selv hen i den lokale rigssal, og hun overværede hele programmet. Da menigheden sluttede med sang nr. 119, „Hold jer sejrens pris for øje!“, gjorde både sangens ord og måden den blev sunget på, så stort indtryk på hende at hun besluttede at her ville hun gerne komme. Derefter henvendte hun sig til et af de tilstedeværende Jehovas vidner og bad om et bibelstudium; i dag er hun et kristent vidne for Jehova, idet hun lod sig døbe i 1973 ved stævnet „Guds sejr“ på Yankee Stadium i byen New York.

Lad os derfor hver især, som indviede kristne vidner for Jehova, gøre vort bedste for at sangene i rigssalen kan være et sandt udtryk for værdsættelse af Jehovas ophøjede egenskaber og af alt hvad han har gjort for os materielt og åndeligt. Lad os synge Jehovas pris af hele vort hjerte!

Nyheder på nært hold

Ønskes: Fasthed hos forældre

● I dag er mange eftergivende over for deres børn. Nu er dr. John Coleman, der underviser i børnepsykologi ved London Hospitals medicinske fakultet, imidlertid fremkommet med nogle usædvanlige oplysninger. Forsøg og samtaler med 800 unge i alderen fra 11 til 17 røber et grundlæggende ønske om fasthed og stabilitet fra forældrenes side. Det viste sig at ’bag oprørets, tårernes og indsigelsernes facade, nærer de fleste teenagere et lønligt håb om at deres forældre ikke vil give efter’. — Daily Mail, London.

Dr. Coleman opfordrer forældrene til at holde stand når børnene sætter sig op imod dem. Han siger: ’De må gøre det på en fornuftig måde; jeg anbefaler ikke spanskrøret, men det er skæbnesvangert at løfte armene i vejret og sige: Jeg kan ikke klare det barn; lad ham gøre som han vil.’

For nitten hundrede år siden vejledte apostelen Paulus under inspiration kristne forældre til at vise kærlig tålmodighed, forbundet med fasthed. Denne fremgangsmåde, baseret på bibelkundskab og ægte interesse for barnets fremtid, giver stadig de bedste resultater under de nuværende forhold. — Ef. 6:1-4; Kol. 3:20, 21.

Et barn begraves i Grækenland

● På fødeklinikken i Nikea i Grækenland blev der for nogen tid siden født et barn der døde kort efter fødselen. Da forældrene søgte at få barnet begravet, ville de lokale myndigheder ikke give tilladelse til det. Hvorfor ikke? Forældrene var Jehovas vidner og var blevet gift i 1954, men under Papadopoulos’ regering havde indenrigsministeriet truffet den beslutning at alle vielser foretaget af Jehovas vidner var ugyldige — en beslutning som blev støttet at den græsk-ortodokse kirke. Myndighederne sagde at forældrene først måtte registrere det døde barn som født „uden for ægteskab“, før de kunne få tilladelse til at begrave det. Faderen nægtede at gøre dette, med den begrundelse at hans ægteskab var lovligt indregistreret, at han havde to andre børn hvis fødsel var registreret, og at han ikke med god samvittighed kunne sætte en plet på familiens navn og omdømme. I fire dage opbevarede klinikken det døde barns legeme i kølerum mens offentlighedens protest mod at det ikke kunne blive begravet, voksede i hele Grækenland.

Af de athenske aviser betegnede To Vima situationen som „middelalderen i hele dens gru“. Athinaiki sagde at det var „en uhyrlighed, som ikke kunne fattes selv af det mest forbryderiske sind“. Og Kathimerini skrev: „Diktaturregimets mørke og umenneskelige [forordning] bør straks ophæves, og et sådant barbari bør ikke mere tillades.“

Endelig, efter fire dages forløb, gav den offentlige anklager ordre til at begravelsestilladelsen skulle udstedes, og forældrene og mange frihedselskende mennesker i Grækenland kunne ånde lettet op.

Hvordan finder de vej?

● Hvordan brevduer kan flyve hundreder af kilometer over ukendt område og ankomme nøjagtig til deres bestemmelsessted, har man længe undret sig over. At de benytter solen som kompas kan ikke være tilstrækkeligt, for i så fald må de først vide nøjagtigt hvor de befinder sig i forhold til hjemmet.

En artikel i bladet Scientific American for december 1974 belyser hvor kompliceret sagen er. Den viser at duerne må have „en nøjagtig tidsfornemmelse, et indre ur, og dette ur må på en eller anden måde tage hensyn til solens position på himmelen hvis det skal være muligt at bestemme retningen nøjagtigt på grundlag af solen“. Men dermed er problemet ikke løst, for brevduerne kan også finde hjem i overskyet vejr. Videnskabsmændene konkluderer at „de bruger solkompasset når det er muligt, men ellers kan de benytte oplysninger fra andre kilder“. Hvilke andre kilder? Nogle forsøg tyder på at fuglene er følsomme over for jordens magnetfelt og endda over for ubetydelige forandringer i barometerstanden. Men artiklen siger: „Den fulde forklaring på hvordan fuglen finder vej, er stadig et mysterium.“

Det er dog et endnu større mysterium hvordan mennesker kan sige at denne forbløffende evne til at finde vej, skyldes en udvikling der beror på tilfældet. Den vidner i sandhed om at der findes en alviis Skaber.