Fremholdelse af den gode nyhed — ved at tale om Riget
1 Guds rige er den eneste løsning på verdens problemer. Men det er millioner af mennesker ikke klar over, selv om mange af dem på et eller andet tidspunkt har hørt Riget nævnt. Hvad kan vi gøre for at få dem til at indse hvor stor betydning Guds rige har for dem?
2 Noget af det letteste vi kan gøre, er nok at få folk til at ræsonnere over noget de kender til i forvejen. Hvad, for eksempel? Bønnen Fadervor. I Mattæus 6:9 10 finder vi de ord hvormed Jesus lærte sine disciple at bede om at Guds vilje må ske på jorden som i himmelen. Hvordan kan vi fremholde det? Måske vil noget i følgende retning virke appellerende. Efter at du kort har præsenteret dig kan du sige:
3 „Mon ikke vi alle er interesseret i sikkerhed og tryghed, navnlig i vor tids verden hvor der er så meget der giver anledning til utryghed? De fleste prøver at beskytte sig på den ene eller den anden måde. Nogle har for eksempel en ekstra lås på døren, en tyverialarm, eller en hund der kan advare når fremmede nærmer sig huset. [Få den besøgte til at udtale sig.] Bibelen lover noget der virkelig kan skabe tryghed på jorden. De har måske også selv bedt til Gud om det mange gange uden at tænke nærmere over det. [Læs Mattæus 6:9, 10.] Har De nogen sinde tænkt på at bønnen Fadervor fortæller hvordan vi kan opnå virkelig sikkerhed og tryghed? Faktisk er Guds rige løsningen på alle de problemer vi mennesker står over for.“ Herfra kan du, alt efter den besøgtes reaktion, enten gå videre med samtalen eller tilbyde et abonnement på Vagttårnet eller andet læsestof.
4 Her er en kortere metode. Efter at du har præsenteret dig kan du sige: „Vi har ringet på fordi vi, ligesom de fleste andre, er interesseret i noget der er stærkt brug for i dag — fred og sikkerhed. Løsningen findes i de velkendte ord i bønnen Fadervor. [Læs Mattæus 6:9, 10.] Jeg er sikker på at denne gudgivne løsning også må interessere Dem.“ Herfra kan du gå videre med samtalen, eller tilbyde den besøgte det læsestof du har i tanke.
5 Når vi anbefaler Guds rige som løsningen på menneskehedens problemer, er det godt at huske at den overbevisning og oprigtighed vi selv afspejler, i høj grad vil medvirke til at retsindige mennesker tager det vi siger, alvorligt. Hvis de føler sig draget af Gud, kan det blive din lykkelige lod at hjælpe dem til at tage de nødvendige skridt for at blive disciple af Jesus Kristus, vor konge. Prøv at bruge dette skriftsted i de kommende måneder, idet du søger at vise andre at Guds rige er løsningen.