efter vejledning. Sande kristne lytter derimod til deres oprindelige forfader, som ikke er et dødt menneske men „en levende Gud“, nemlig menneskehedens Skaber, Jehova Gud. — Jer. 10:10-12.

I Daniels bog (7:13) i Bibelen omtales Gud som „den gamle af dage“. Han er fra evighed til evighed og er livets kilde for alle mennesker. (Sl. 26:8, 10; Apg. 17:24, 25, 28) Derfor bør alle være lydige mod ham, ligesom velopdragne unge beredvilligt bør høre på deres forældre og bedsteforældre. Det er ved at følge hans visdom og vejledning vi kan blive kaldt hans børn. (1 Pet. 1:14; 1 Joh. 3:1; 2 Kor. 6:18) Af den grund er det forståeligt at unge som tjener Skaberen, føler at de må betragte ham, deres oprindelige Fader, som den endelige autoritet når som helst der opstår en konflikt mellem de ting der kræves af dem — mens de dog stadig bevarer respekten for deres jordiske forældre og viser dem kærlighed.

Da Jehova er familiens og familielivets indstifter, er det en selvfølge at unge der tjener ham vil blive bedre familiemedlemmer. Sønner og døtre vil ikke bringe skam over deres jordiske forældre ved at følge denne verdens umoralske og dårlige opførsel og yderliggående modeluner. De vil være glade for at hjælpe til derhjemme og vil også bringe deres forældre ære ved deres rene og retskafne adfærd til hver en tid. (Tit. 2:6-8) Ved at gøre disse ting, som er langt mere tilfredsstillende og glædebringende end stridbarhed og opsætsighed, vil unge kristne prise deres Skaber. Derved ærer de også deres himmelske Fader, og han vil velsigne dem for deres tro og kærlighed.

Overalt på jorden, under alle forhold, følger tusinder af unge den vej der behager Gud. Nogle af verdens største tillokkelser for de unge, og sikkert også det største pres, findes uden tvivl i de såkaldt udviklede lande, hvor den materialistiske ånd er meget udbredt. Kan sand kristendom give unge mennesker hvad de behøver for at kunne være tilfredse og lykkelige i sådanne lande, uden at blive revet med af den verdslige materialisme? Ja, det kan den. Det er der gode eksempler på i efterkrigstidens Tyskland.

Unge priser Jehova i efterkrigstidens Tyskland

TYSKLAND ANNO 1978. De flade vindblæste hedestrækninger i nord, dækket af indbydende lyngmarker; det store Ruhr-distrikt, så travlt og hektisk som nogen sinde, halvt skjult under en tyk røgtåge; de majestætiske Alper i syd, klædt i en smuk dragt af nyfalden sne, med et mylder af turister på jagt efter læderbukser, farverige dirndler, ølkrus og kukure — det er Tyskland som alle kender det. Der er tilsyneladende ikke sket store forandringer.

Og dog! Verden, også Tyskland, har forandret sig, og efter den anden verdenskrig måske i et tempo som aldrig før. Nye farer, nye holdninger, nye adfærdsnormer er kommet til. Hvad kunne den generation der oplevede krigens ragnarok give i arv til den nye opvoksende generation?

Ingen arv kunne bedre hjælpe den nye generation til at klare de problemer den ville møde, end nøjagtig kundskab om den sande Gud, Jehova, og om hans hensigter. Under Hitlers styre var der kristne som havde denne kundskab og hvis trofasthed under forfølgelse er velkendt. Med Davids ord i tanke — at „slægt efter slægt lovpriser dine værker, forkynder dine vældige gerninger“ — har de været besluttet på at give denne gode arv videre til efterkrigsgenerationen. (Sl. 145:4) Er det lykkedes dem? Lad os se.

Med troende forældre

Mange Jehovas vidner i den nuværende generation (siden 1945) har haft den fordel at deres forældre og endda bedsteforældre har været Jehovas vidner. Elke og hendes søster Heidi, der begge tjener Gud på heltidsbasis, tilhører femte generation af Jehovas vidner i deres familie. Det er storslået at se hele familier tjene Gud!

Betragt også en familie i Westfalen med 15 børn. Gerhard, der nu virker i heltidstjenesten på Vagttårnets afdelingskontor i Wiesbaden, tænker tilbage på den gode oplæring forældrene gav dem da de alle stadig boede hjemme. Det var nødvendigt med tre familiestudier for at dække deres behov: et for de større børn, et for de helt små, og et for dem midt imellem. Både før og efter møderne brugte faderen halvanden time til at køre frem og tilbage for at hele familien kunne være med. Stærke kristne familier opbygges ikke uden en indsats!

I delte husstande

Andre har ikke haft fordelen af en sådan forenet familie, men er vokset op i et hjem der har været delt i religiøs henseende.

Friedhelm husker at hans fader gang på gang brændte hans bibel, hans bøger og hans blade. Han var enebarn, men selv om faderen lagde ærgerrige planer for hans fremtid, besluttede han sig til at blive heltidsforkynder af den gode nyhed om Guds rige.

Wielfried fortæller at han og hans moder ofte var låst ude når de kom hjem fra de kristne møder. Engang måtte de endda sove hele natten i bilen. En anden gang trak hans fader ham ud af sengen og begyndte at banke ham med en lampe. Men han forblev trofast og vandt ikke alene faderens respekt men også, og vigtigere, Jehovas godkendelse. „Selv om jeg kun var 11-12 år dengang, lod brødrene mig altid føle at jeg var velkommen i menigheden, og det var den kærlighed der holdt mig oppe,“ forklarer han.

Uwe, der var teenager da han blev et Jehovas vidne, mødte modstand både i hjemmet og på sit arbejde.

Han husker at han engang benyttede en lejlighed til at fortælle andre om sandheden i en kaffepause — og blev belønnet, ikke med et lyttende øre, men med en spand vand i hovedet. Både han selv og hans broder, der nu tjener som missionær i Spanien, fortsatte imidlertid med at vokse til kristen modenhed.

Rolf-Dieter var kun fem-seks år da hans moder lærte Bibelens sandheder at kende. Faderen var imod det og tillod ikke ham og hans lillebroder at gå til de kristne møder, men deres moder talte med dem hjemme og tog dem med når som helst det var muligt.

„Jeg husker at min fader engang tog mig med til gudstjeneste i en af kristenhedens kirker,“ fortæller han. „Men min moder havde i forvejen forklaret mig det hele. Jeg gik med og hørte efter, men kunne ikke med god samvittighed tage del i ceremonierne, som jeg forstod var ubibelske, selv om de der sad i nærheden blev ved med at prikke til mig og hviske hvad jeg skulle gøre.“ Rolf-Dieter forholdt sig rolig under den kirkelige handling, uden at genere de øvrige tilstedeværende, idet han forstod at Bibelen påbyder respekt for andre mennesker.

Over for problemer, store og små

Unge kristne har det ikke nemt. Det kan virkelig være en prøve på ens integritet når man bliver hånet i skolen og kammeraterne gør nar af en. Efter endt skolegang må de unge mænd tage stilling til om de vil bevare deres neutralitet. Og unge kristne af begge køn er hele tiden udsat for de samme fristelser som alle andre unge i dag: stoffer, alkohol, umoralitet og meget, meget andet.

Selv det at finde en ægtefælle kan være et problem. Det var det for Ute. Hun forklarer:

„Hvor kunne jeg finde en passende ægtefælle? Alle de unge i menigheden var allerede gift. Måske ville det ikke gøre noget at ’se sig lidt om i verden’. Men nej, jeg kunne simpelt hen ikke gøre det, for jeg vidste jo at man ifølge Bibelen kun må gifte sig ’i Herren’. Også i den sag satte jeg min lid til Jehova. Og så, da vi byggede vores nye stævnehal i Trappenkamp, traf jeg min forlovede. Vi skal giftes til juni.“

Hvordan så med de små og deres „små“ problemer? Lad os høre hvad Eric har at sige:

„Jeg er 10 år og går i fjerde klasse. Mine forældre har været Jehovas vidner i lang tid, så før jeg kom i skole var alle mine legekammerater Jehovas vidner. I skolen gik alt godt indtil klassen skulle på lejrskole i en uge. Jeg havde aldrig været hjemmefra før. Pludselig blev vores lærer syg, og en vikar tog med. Jeg kendte ham ikke. Søndag morgen sagde han: ’I formiddag skal vi alle i kirke.’ Jeg vidste at jeg måtte forklare ham at jeg ikke var enig med det der blev fremholdt dér, og at jeg af denne grund helst ikke ville med. Under morgenmaden tænkte jeg på hvad jeg kunne sige til ham. Efter morgenmaden talte jeg med ham, men han sagde: ’Du tager med, det skal vi ikke diskutere!’ Jeg gik ind på mit værelse, og da jeg var alene huskede jeg hvad min moder havde sagt til mig den morgen jeg tog af sted: ’Hvis du kommer i knibe kender Jehova dit hjerte. Du kan tale med ham om dine problemer.’ Jeg græd da jeg bad. Jeg ville ikke have noget at gøre med falsk religion! Da jeg lidt efter gik udenfor igen, mødte jeg en anden lærer. Hun spurgte mig hvad der var i vejen, for hun kunne se at jeg havde grædt. Jeg forklarede hende det. Hun sagde: ’Jeg skal nok ordne det for dig.’ Lidt efter kom hun tilbage og sagde til mig: ’Du behøver ikke at tage med. Jeg har talt med din lærer om det.’ Jeg blev så glad! Jeg takkede Jehova for at han havde hørt min bøn. Hans arm var ikke for kort.“

Et lille problem? Det vil nogle måske mene; men den nye generation der er vokset op siden krigen har fundet at intet problem er for lille eller ubetydeligt til at Jehova vil tage sig af det. Han svigter os heller ikke når problemerne er større. Betragt for eksempel Marions tilfælde:

Hun var et godt eksempel på en ung kristen, regelmæssigt med i forkyndelsen af Riget. Hun var kun 17 år, en glad og livlig pige. Men så begyndte en svulst på hendes rygmarv langsomt at lamme hendes ene arm. En operation blev absolut nødvendig, men på grund af indgrebets farlige karakter var ingen læge villig til at operere uden blod. Marion og hendes forældre stod fast. Ulydighed mod Jehova var udelukket! På trods af smerterne mistede hun ikke sit gode humør. Endelig fandt man en kirurg der var villig til at respektere hendes religiøse overbevisning. Og operationen lykkedes uden blod! Men lindringen var kortvarig; en ny operation blev nødvendig, og derefter en tredje. Lammelsen bredte sig, og dermed også smerterne. Også hendes tunge blev lammet, men hendes holdning og adfærd på hospitalet vidnede fortsat om hendes tro. Med store anstrengelser strikkede hun en sweater til sin sygeplejerske. Da døden til sidst blev uundgåelig tog forældrene hende hjem. Hendes stemme var næsten uhørlig og hun kunne knap nok løfte hovedet, men så ofte som det var muligt tog de hende alligevel med til de kristne møder, liggende på en båre. Ligesom den plagede Job bevarede hun en sikker overbevisning om at hun også en dag ville blive velsignet af Gud og få den fulde livskraft tilbage. Hun døde den 28. december 1977, 18 år gammel. Fordi hun nægtede at opgive sin tro på Jehova blev hun styrket af ham og blev føjet til den lange række kristne der har været trofaste til døden, heriblandt andre fra efterkrigsgenerationen, hvis bøn om livet vil blive besvaret i opstandelsen. — Apg. 24:15.

Med ikke-troende forældre

Mange af vore unge vidner er ikke opdraget af troende forældre. Disse unge har måttet overvinde problemer, undertiden meget alvorlige problemer, før de kunne blive tjenere for Jehova.

Der er for eksempel Christa på 22, der blev interesseret i Bibelen da Jehovas vidner begyndte at studere den med hendes broder. Hun deltog aktivt i katolsk ungdomsarbejde, men gik også til baptistmøder hver uge. Hun forklarer hvordan hun selv blev et Jehovas vidne:

„Jeg havde ikke den fjerneste idé om at det ville ende sådan. Mit mål var at få min broder tilbage til katolicismen. Derfor ville jeg gerne lære så meget som muligt om Bibelen, og bruge det til at bekæmpe disse ’fjender’ med.“ Men jo mere hun studerede, jo mere blev hun, som hun siger, ’til sin rædsel’ overbevist om at Jehovas Vidner havde sandheden. Hun fortsætter: „Jeg blev splittet mellem mine katolske venner, mine nyfundne baptistiske venner og Jehovas vidner, som jeg faktisk kun kendte meget lidt til, ud over at de var i stand til at besvare alle mine bibelske spørgsmål.“

Christas næste problem var musikken. Siden hun var 15 havde hun optrådt med at synge og hun drømte om en dag at blive „stjerne“. Ved talentshows havde hun fået gode anmeldelser, og hun havde optrådt i England såvel som i Tyskland. Hvad skulle hun gøre? Hun fortæller videre:

„Jeg traf min beslutning efter at have besøgt min penneveninde Janet i England. Hun fortalte at hun var blevet tvunget til at flytte hjemmefra på grund af sandheden. Det fik mig til at standse op og tænke over tingene, for Janet havde kun kendt sandheden i fire måneder, nemlig siden min broder og jeg havde forkyndt for hende da hun besøgte os i Tyskland. Nu begyndte tingene at ske hurtigt. Før jeg rejste hjem fra England holdt jeg op med at ryge. Så snart jeg kom hjem, brød jeg forbindelsen med alle mine verdslige venner og tog alle billeder af ’stjerner’ ned fra væggene. Nu var jeg fri til at overvære alle møderne. Snart havde jeg mange nye venner, og sande venner. Jeg blev døbt i 1974. Syv måneder senere fløj jeg til England for at se min veninde Janet blev døbt. Vi er Jehova meget taknemmelige for at han har udfriet os fra falsk religion og styrket os til at overvinde vore mange problemer.“

I heltidstjenesten

Mange i den nye generation i efterkrigstidens Tyskland har benyttet deres ungdom og deres frihed for familieforpligtelser til at forkynde Guds ord på heltidsbasis. Når først de har oplevet velsignelserne i denne pionertjeneste, har de fleste ønsket at fortsætte så længe som muligt. Karl-Heinz var så besluttet på dette at han søgte en ægtefælle der delte hans syn på heltidstjenesten. Han siger:

„Vi har siden nydt otte års pionertjeneste sammen og er blevet rigt velsignet. Vi har et lykkeligt ægteskab og har hjulpet adskillige mennesker til at modtage sandheden, heriblandt en hel familie, hvis overhoved nu selv er ældste i menigheden.“

Andre har været villige til at tage andet verdsligt arbejde for at kunne ofre mere tid i forkyndelsen af „den gode nyhed“. „Det var ikke under min værdighed at tage arbejde som ufaglært for at kunne være pioner,“ er den måde Wolfgang, en faglært dekoratør, udtrykker det på. Den 18-årige Carola udfører husligt arbejde på deltidsbasis og beskriver det som „et dejligt job“. Helmut, der er uddannet på en tegnestue, var deltidsbeskæftiget med murerarbejde og gik derefter over til at udbringe aviser tidligt om morgenen for at kunne blive pioner.

Før Ulrich lærte sandheden at kende var han chefkok, arbejdede på de bedste hoteller og lavede mad til fremtrædende politikere og velkendte filmfolk. Men han opgav det for at få mere tid til bibelsk arbejde. Han siger:

„Mine venner og kolleger frarådede mig det, idet de sagde at jeg ville ’synke’ dybere og dybere. Min karriere som berømt chefkok er ovre, og det samme er min drøm om at tjene ’store penge’. Men jeg ville aldrig bytte igen. Som pioner er jeg lykkeligere end nogen sinde — ja, bestemt lykkeligere end før jeg ’sank’ så dybt.“

De priser Jehova på mange sprog

Efterkrigsgenerationen har også udført et glimrende arbejde blandt de fremmede sproggrupper i Tyskland. Mange har lært sig et fremmed sprog for at kunne tjene i en af de 167 engelske, græske, italienske, portugisiske, spanske, tyrkiske eller jugoslaviske menigheder i Tyskland. De virker som „missionærer“ i det fremmede i deres eget land. Andre er flyttet til Spanien, Luxembourg, Frankrig, Italien og andre lande for at tjene dér.

Nogle fra efterkrigsgenerationen i Tyskland er også blevet undervist på Jehovas Vidners missionærskole i De forenede Stater og tjener nu i fremmede lande. Hovedparten af de 124 mænd og kvinder fra Tyskland der er blevet optaget på denne skole i løbet af de sidste 10 år, hører til denne aldersgruppe. Og flere som af helbredsgrunde eller af indre grunde har måttet vende hjem fra deres fremmede distrikter, virker stadig i heltidstjenesten.

Den anden side

Men selvfølgelig har en sag altid to sider, og det ville være forkert at sige at alle unge blandt Jehovas vidner i Tyskland er som dem vi har beskrevet her. Almindelig ligegyldighed, verdslig indflydelse, materialisme — disse ting har krævet deres ofre og gør det fortsat. Nogle unge er blevet åndeligt svage fordi de ikke flittigt har studeret Bibelen og bedt Gud om „visdommen ovenfra“. En rejsende tilsynsmand skrev for nylig at han var rystet over at se hvor lidt nogle af de unge udretter i forkyndelsen:

„I de sidste tre menigheder jeg har besøgt, udgør de unge 23 procent af forkynderne, men med hensyn til at deltage i forkyndelsen er de de svageste. Det skærer en i hjertet at se at nogle af dem næsten ikke har noget forhold til Jehova og menigheden. De er ’medlemmer’ af et trossamfund, og ikke spor mere. Det er bittert for forældrene