Blodtransfusion
1 Vi kan alle komme i den situation at vi skal tage stilling til spørgsmålet om blodtransfusion, for os selv eller for et barn eller en anden nær slægtning. Eller rettere: enhver sand kristen har allerede taget sit standpunkt i overensstemmelse med Apostelgerninger 15:29, men situationen kan når som helst opstå hvor der skal gøres rede for standpunktet og kæmpes for det.
2 Det sker jævnligt for vore brødre og søstre, snart her, snart der. Er vi forberedt? Det er af stor betydning, både for den enkelte og for Jehovas Vidner som helhed, at der gives klar besked når situationen opstår. Det har stor betydning for de læger der skal behandle en patient at vide med sikkerhed hvordan patienten stiller sig og med hvilken fasthed vedkommende holder på sin vægring ved at tage imod blod eller blodfraktioner. I få tilfælde har nogle svigtet, men i langt de fleste tilfælde er vore brødre trofaste, og i det store og hele aftvinger dette respekt og overbeviser lægerne og myndighederne om vort standpunkts ægthed. Det sætter dem bedre i stand til at vide hvordan de skal forholde sig.
3 Hver gang en er trofast og nægter at gå på kompromis, glæder det Jehovas hjerte, og det styrker vor stilling i forholdet til lægerne. På den anden side, hvis en går på kompromis eller på mindste måde giver lægen det indtryk at han i en kritisk situation kan gøre hvad han finder bedst, skader det ikke blot vedkommendes forhold til Jehova og berøver ham sindets fred, men det svækker også stillingen for os alle i forholdet til lægerne, og de bliver styrket i den overbevisning at blot de er vedholdende og indtrængende nok, vil vi give efter. Respekten for vort standpunkt svækkes. Dette ønsker ingen af os naturligvis, og vi tror da også, som nævnt, at lægerne i stadig højere grad bliver klar over fastheden i vort standpunkt.
4 Noget tyder på at en holdningsændring hos lægerne er på vej. Den artikel professor Alf Ross har skrevet til Ugeskrift for læger bør kunne hjælpe de læger der ønsker at behandle Jehovas vidner og respektere deres standpunkt.
5 Vi bør imidlertid fortsat være på vor post. Som Alf Ross minder om i sin artikel, har lægerne ikke altid været helt ærlige. På forskellige måder har de undgået at give et løfte, eller de har taget visse forbehold, og man kan forestille sig at hvis en patient ikke alt for tydeligt eller bestemt gør sin stilling klar, drager en læge den slutning at der her er tale om et ønske som så vidt det er praktisk muligt skal respekteres, men som man i en nødsituation kan se bort fra.
6 Hvad kan du da gøre? 1) Hav en testamentarisk erklæring på dig, som for eksempel det lille kort Selskabet har ladet trykke, og sørg for at det fornys og forsynes med de fornødne underskrifter og dato cirka hvert femte år. 2) Hav et brev og/eller den trykte folder der henvender sig til lægerne, parat, så det kan afleveres straks ved indlæggelsen. 3) Når der skrives journal har du lejlighed til mundtligt at fremføre dit ønske og sikre dig at det er indført i journalen og forstået og at det vil blive respekteret. Når man taler med den læge der skal operere, kan man igen bringe sagen på bane og spørge hvordan narkoselægen stiller sig. Det er ofte denne læge der i dette spørgsmål indtager en nøgleposition. 4) Endelig må man ikke glemme at bede Jehova om styrke. Med hans ånd vil man være i stand til at bevare roen, have fred i sindet, og dét igen vil give én styrke til at vise venlighed mod alle, endog mod dem der måske ikke er venlige. Alt dette har betydning for ens behandling og mulighed for helbredelse.
7 I de fleste tilfælde bliver vore brødre og søstre og børn der er patienter behandlet med stor venlighed og omsorg, og det bør vi være taknemmelige for. Nogle læger gør sig store bestræbelser for at hjælpe os, og det værdsætter vi. Men vi må dog bestandig være agtpågivende og sikre os at vort standpunkt respekteres.
8 En af de ældste i den lokale menighed vil i denne måned henvende sig til menighedens forkyndere for at samle nogle oplysninger til brug for Selskabet, og måske har du allerede fået en sådan henvendelse. Det drejer sig om de erfaringer Jehovas vidner i de senere år her i landet har gjort i forbindelse med blodspørgsmålet. Enhver er naturligvis frit stillet. Hvis man ikke ønsker at give oplysninger, skal man blot sige det. På den anden side kan det være en hjælp for os alle sammen at de indsamlede oplysninger bliver så fuldstændige som muligt. Det drejer sig om hvordan de enkelte er blevet behandlet i forbindelse med deres vægring, og især om tilfælde hvor man véd at lægerne ikke har holdt ord eller ikke har respekteret vort standpunkt. Hvad kunne man måske have gjort anderledes fra vor side? Det er sådanne erfaringer vi er interesseret i at få samlet, og vi håber at de af jer der kan, vil hjælpe os dermed.
9 I Vågn op! for 22. november 1979 findes der tre artikler om blodtransfusionsspørgsmålet i Danmark. Bladet behandler altså de særlige danske forhold og kommenterer ovennævnte artikel i Ugeskrift for læger af professor Alf Ross. Der vil ikke blive foretaget noget samlet fremstød for at kontakte alle læger, men vi vil gerne sikre os at de læger der konsulteres af brødrene får lejlighed til at læse disse artikler, uden at de dog besværes unødigt af mange henvendelser. Når du derfor næste gang konsulterer din læge anbefaler vi at du taktfuldt sikrer dig at din læge har fået bladet. Tag bladet med og forhør dig venligt om han har fået det. Har han ikke det, kan du tilbyde ham det.