Hvad giver dem mod?

DET var i 1909. Fire kvinder havde begivet sig ud på en biltur gennem De forenede Stater — den første transkontinentale rejse af denne art med en kvinde ved rattet. Da de var på vej gennem Nevada skete der pludselig noget der unægtelig gjorde chaufføren, Alice Huyler Ramsey, rædselsslagen. Otteogtres år senere berettede hun:

„Pludselig så vi en halv snes indianere komme ridende lige imod os . . . Alle med pilen spændt på buen. De udstødte regulære krigsskrig.“

Var disse kvinders liv i fare? Det troede de åbenbart. Men så skete der noget der fik dem til at ånde lettet op. „Pludselig,“ berettede chaufføren, „for der en præriehare tværs over vejen, aldeles opsat på at undslippe . . . Indianerne ikke så meget som sagtnede farten eller tog den mindste notits af os. Sikke en dag!“

Disse kvinder havde næppe tid til at samle deres mod. Og deres frygt viste sig at være ubegrundet. De fleste af os har sandsynligvis til tider næret en sådan ubegrundet frygt. Men ved andre lejligheder har vi måske stået over for en situation der krævede at vi lagde et virkeligt og vedvarende mod for dagen. Det har kristne ofte måttet gøre. De er gang på gang blevet stillet over for trosprøver, nogle endda så alvorlige at de fleste mennesker ville være blevet grebet af frygt og rædsel.

Hvordan har sande kristne kunnet udholde store trosprøver? Hvad giver dem mod?

De vandrer med Gud

En af de ting der kan give et menneske mod er at det ’vandrer med Gud’, det vil sige følger en retfærdig kurs der er i overensstemmelse med Jehova Guds åbenbarede sandhed. Det betyder at det må indrette sit liv efter Guds vilje og hensigt, uanset hvad alle andre gør. På et tidligt tidspunkt i menneskehedens historie vandrede den gudfrygtige Enok med Gud. Det samme gjorde Noa. — 1 Mos. 5:24; 6:9.

De fleste bibellæsere husker at Gud gav Noa befaling til at bygge en vældig ark for at bevare menneskers og dyrs liv. I mange år udførte denne gudhengivne mand og hans familie dette byggearbejde for øjnene af mennesker der hånede og spottede dem. Men den trofaste patriark og hans familie havde det fornødne mod til at fuldføre deres gudgivne hverv. — 1 Mos. 6:13-22.

Der var imidlertid også sket noget som betød at de måtte lægge et særligt mod for dagen. Før Noa begyndte at bygge arken „fik gudssønnerne øje på menneskedøtrenes skønhed, og de tog så mange af dem, som de lystede, til hustruer“. (1 Mos. 6:2) De ’gudssønner’ der omtales her, var tydeligvis ikke jordiske mænd, for disse havde jo længe før dette lagt mærke til menneskedøtrene, havde giftet sig med dem og dermed bidraget til menneskeslægtens beståen. Disse ’gudssønner’ var ulydige engle som havde forladt deres egen bolig i himmelen, havde materialiseret sig eller iført sig et kødeligt legeme, og nu levede sammen med kvinder. Den græske Septuaginta-oversættelse i det aleksandrinske manuskript siger „Guds engle“ i stedet for ’gudssønner’ i Første Mosebog 6:4. Dette er i overensstemmelse med apostelen Peters ord om „de engle som havde syndet“ og Judas’ udtalelse om „de engle som ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig“. — 2 Pet. 2:4; Jud. 6.

Hvad der yderligere betød at Noa måtte lægge mod for dagen var den omstændighed at samlivet mellem ulydige engle og kvinder resulterede i en bastardslægt af „nefilim“. Dette hebraiske udtryk menes at betyde „omhuggere“ eller „dem der får andre til at falde“. Disse nefilim, der også blev kaldt ’kæmper’, var brutale tyranner som medvirkede til at voldshandlingerne bredte sig på jorden før Vandfloden. — 1 Mos. 6:4.

Under disse forhold skilte Noa sig ikke blot ud som bygmester af arken, men også som „en forkynder af retfærdighed“. (2 Pet. 2:5) Ja, han havde mod til frit at udtale sig og fortælle sine samtidige at det var Guds hensigt at udslette de onde i en jordomspændende vandflod. Noas forkyndelse af retfærdighed indbefattede åbenbart en opfordring til folk om at ændre sind og en advarsel om den kommende tilintetgørelse, for Jesus Kristus omtalte den tid og sagde at folk „ikke [gav] agt før vandfloden kom og rev dem alle bort“. — Matt. 24:37-39.

Men lad et øjeblik tankerne dvæle ved de forhold som Noa og hans familie levede under i tiden før Vandfloden. De var uden tvivl genstand for hån og spot fra mænds, kvinders og børns side. Føj hertil de ondskabsfulde tilråb der sikkert har lydt fra nefilim, disse kæmper der øjensynlig var berygtede for deres voldelige adfærd. Og hvad med de ulydige engle der havde materialiseret sig? Krævede det ikke mod at stå over for dem?

Kilden til mod

En af årsagerne til Noas mod var uden tvivl at han ’vandrede med Gud’. Kun ved at nære en urokkelig tillid til den sande Gud kunne Noa og hans familie fortsætte modigt under disse omstændigheder. De måtte have tillid til at Jehova, som forudsagt, ville tilintetgøre den daværende ugudelige verden. (1 Mos. 6:3) Patriarken og hans familie kunne være forvissede om at det ikke var forgæves de byggede arken. Når tiden var inde ville den blive brugt. Endnu en ting der gav dem mod var at de havde et nært personligt forhold til Jehova, navnlig gennem bønnen. Noa og hans familie kunne desuden have tillid til at der ikke ville ske dem noget, medmindre det var med Guds tilladelse.

Da Guds tid var inde kom Vandfloden, og alle spotterne og modstanderne blev fjernet. De ugudelige mennesker omkom i vandmasserne, og det samme gjorde nefilim. De ulydige engle blev tvunget til at dematerialisere sig for at redde livet. Fra det tidspunkt blev deres virkeområde imidlertid begrænset, idet de nu var under Guds fordømmelse indtil han engang ville eksekvere dommen over dem. (2 Pet. 2:4) Kun den modige Noa og hans familie nød Guds gunst og blev bevaret i live på jorden.

Gudfrygtigt mod i vor tid

Jehovas vidner i vor tid er, ligesom Noa, ’forkyndere af retfærdighed’. Deres budskab indeholder både en advarsel og en opfordring til at ændre sind og blive forligt med Jehova Gud. Noa og hans familie stod ansigt til ansigt med ulydige engle, men i dag må gudfrygtige mennesker kæmpe mod usynlige fjender. De er imidlertid iført en beskyttende åndelig rustning fra Gud der gør det muligt for dem at fortsætte i deres gudgivne forkyndelse. — Ef. 6:10-18; Matt. 24:14.

I dag er der også mange som spotter og modstår Guds tjenere, og nogle griber endog til brutal forfølgelse for at bringe Jehovas tjenere til tavshed. Men Jehovas vidner lader sig ikke skræmme. Ligesom Noa ’vandrer de med Gud’ og har tillid til at Jehova meget snart vil gøre det han har lovet — nemlig tilintetgøre denne ugudelige verden, mens han bevarer dem der elsker retfærdighed. (2 Pet. 3:5-13) Det nære forhold til Jehova som sande kristne har gennem bønnen, er også med til at give dem mod. Desuden forstår de at der ikke vil ske dem andet end det Gud tillader. — Jfr. Romerbrevet 8:28.

Det er en virkelig trøst at vide at ’Jehova ikke vil svigte sit folk’. (Sl. 94:14, NW) Mennesker kan ikke hindre fuldbyrdelsen af Guds hensigter eller udslette dem der elsker Gud. En stærk tro på Jehovas løfter, en absolut tillid til ham som den Højeste, og et nært personligt forhold til ham — det er det der giver gudfrygtige mennesker mod. Og dette mod holder dem oppe i tider med voldsom forfølgelse og store trængsler, som den følgende beretning vil vise.