Hvem har sandheden?

„Led mig på din sandheds vej og lær mig, thi du er min frelses Gud.“ — Sl. 25:5.

1. Hvad mener man med ordet sandhed, og hvorfor kan det siges at Jehova er sandhedens grundvold?

ORDET sandhed defineres som „det der er i overensstemmelse med kendsgerningerne, virkeligheden.“ Det betegner hvad der er rigtigt og ægte. Sandhedens kilde, eller grundvold, er universets almægtige Skaber, Jehova Gud. Han kender sandheden om sit skaberværk, ligegyldigt hvilken side af det der er tale om. Han ved hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, hvad der er godt og hvad der er ondt. Han kender sandheden om hvad der er sket i fortiden, og hvorfor det er sket, ligesom han ved hvad de nuværende verdensforhold betyder. Han kender også sandheden om fremtiden, for han har allerede bestemt hvad der skal ske. — Es. 14:24.

2. Hvad siger Bibelen om Jehovas sandfærdighed?

² Af disse grunde henvender salmisten sig til Skaberen på denne måde: „Jehova, du sandhedens Gud.“ (Sl. 31:5, NW) Det sandhedens Gud siger, er naturligvis altid pålideligt: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) De direktiver han giver om hvordan mennesker bør opføre sig, er altid rette: „Alle dine bud er sandhed.“ (Sl. 119:151) De løfter han giver, kan vi stole på bliver opfyldt: „Ikke ét af alle de gode ord, [Jehova] havde talet . . . faldt til jorden; alle sammen gik de i opfyldelse.“ (Jos. 21:45) Bibelen erklærer derfor om Gud: „Retfærdige og sande er dine veje, du evighedens Konge.“ — Åb. 15:3.

Vi må vandre på sandhedens vej

3, 4. (a) Hvordan vandrer man på sandhedens vej? (b) Hvorfor ønsker Jehova at menneskene skal vandre på sandhedens vej?

³ Det siger sig selv at sandhedens Gud ønsker at hans menneskeskabninger skal vandre på sandhedens vej. Hvordan kan man gøre det? Først må man søge nøjagtig kundskab om hvem Gud er og hvad hans hensigter er; dernæst må man lære hvad han vil have os til at gøre, og så gøre det. (Joh. 17:3; 1 Joh. 2:3, 4) Når man vandrer på sandhedens vej er man i realiteten begyndt at følge livets vej, eller „Vejen“, som den ganske enkelt kaldes i Bibelen. — Apg. 9:2.

⁴ Det glæder Skaberen og er til ære for ham når hans menneskeskabninger afspejler hans gode egenskaber, og det er en af grundene til at han ønsker at de skal vandre på sandhedens vej. (Jævnfør Første Mosebog 1:26, 27; Ordsprogene 23:24, 25.) En anden grund er at Gud ved hvad der er bedst for menneskene, eftersom han har skabt dem. De der retter sig efter hans bud, skaffer derfor sig selv og andre de størst tænkelige goder, ja evigvarende goder. (Es. 48:17) Yderligere er der den grund at de der vandrer på sandhedens vej kan opnå at blive knyttet til det folk som Gud bruger til at oplyse andre sandhedssøgende mennesker om sine hensigter. At der findes et sådant folk som Gud betror sine hensigter, læser vi hos profeten Amos, der siger: „Den Herre [Jehova] gør intet uden at have åbenbaret sin hemmelighed for sine tjenere, profeterne.“ — Amos 3:7.

5. Nævn endnu en væsentlig grund til at vandre på sandhedens vej.

⁵ Der er endnu en væsentlig grund til at vandre på sandhedens vej. De der gør det erklærer sig for hævdelsen af Jehovas ret til herredømmet over hele universet. Den oprørske åndeskabning Satan Djævelen har påstået at Gud ikke ejer denne ret. (1 Mos. 3:1-4; Åb. 12:9) Desuden har Satan hånligt sagt at Gud ikke kan frembringe mennesker der vil forblive trofaste mod Ham og hans sandheder. (Job 1:6-12) Ved at stå fast for sandheden under et hvilket som helst pres, viser man at der findes retskafne mennesker som ikke går på kompromis. (Ordsp. 27:11) Vandrer man derimod ikke på sandhedens vej, da vandrer man i vildfarelse, men ikke nok med det; bevidst eller ubevidst har man sluttet sig til Satan, „løgnens fader“, „denne tingenes ordnings gud“, der har „forblindet de ikke-troendes forstand“. — Joh. 8:44; 2 Kor. 4:4.

6. Hvordan vil sandheden fæste rod overalt på jorden?

⁶ Sandhedens Gud har imidlertid sat en grænse for hvor længe han vil tolerere usandhed og det den medfører, ondskab. (Ordsp. 12:19; Præd. 3:1) Når tidsfristen er udløbet vil Gud udslette den nuværende sataniske ordning og alle der går ind for den og støtter den. (Dan. 2:44; Åb. 19:17-21) „Enhver plante som min himmelske Fader ikke har plantet vil blive rykket op med rode,“ sagde Jesus. (Matt. 15:13) Dette baner vejen for Guds nye ordning, og ’i den skal retfærdighed bo’. (2 Pet. 3:13) Den nye ordning vil sige et jordisk samfund der er grundlagt på sandhed, en jord der udelukkende bebos af sandhedselskende mennesker!

7. Hvilken indstilling skulle vi have, hvis vi elsker sandheden?

⁷ Hvis vi elsker det rette og gerne vil leve i Guds nye orden, er det derfor bydende nødvendigt at vi vandrer på sandhedens vej. Vi skulle have samme indstilling som salmisten, der bad: „Lad mig kende dine veje, [Jehova], lær mig dine stier. Led mig på din sandheds vej og lær mig.“ (Sl. 25:4, 5) Vi bør også følge det råd profeten Samuel gav fortidens israelitter: „I må ikke vende jer bort for at følge uvirkelighederne som ikke er til nogen nytte og som ikke udfrier . . . Men frygt Jehova, og I skal tjene ham i sandhed af hele jeres hjerte.“ — 1 Sam. 12:21, 24, NW.

Forbilleder for vor tid

8, 9. (a) Hvilken gavn havde israelitterne af at vandre på sandhedens vej, i modsætning til de omboende nationer? (b) Hvad skete der da Israel holdt op med at vandre på sandhedens vej?

⁸ Den måde Gud handlede med mennesker i fortiden på, danner forbilleder eller eksempler for os. Af disse kan vi lære hvordan Gud i dag handler med dem der vandrer på sandhedens vej og med dem der ikke gør det. (1 Kor. 10:11; Rom. 15:4) Det gamle Israel dannede således et forbillede som vi kan lære af. Det nød den forret at have fået Guds love betroet. Så længe israelitterne vandrede på Guds sandheds vej, blev de rigt velsignet. De faldt for eksempel ikke i hænderne på fjendtlige nationer. (5 Mos. 28:7) De høstede rigeligt, og deres hjorde trivedes. (5 Mos. 11:8-15) Deres samfundsordning var så gennemført og højt udviklet at der ikke var brug for fængsler. (2 Mos. 22:1-15) De gik fri af sygdomsepidemier som ramte de gudløse nationer. (5 Mos. 7:15) Og under forudsætning af at de vedblev med at vandre på sandhedens vej gav Jehova dem dette løfte: „Velsignet skal du være fremfor alle andre folk.“ (5 Mos. 7:14) Bemærk de nedværdigende forhold der i modsætning hertil prægede de omboende kana’anæere, som beskrevet i Henry H. Halleys Bible Handbook: [1955, s. 157]

„Kana’anæernes gudsdyrkelse bestod . . . i at de hengav sig til umoralitet som et religiøst ritual i nærværelse af deres guder; og derefter i at de myrdede deres førstefødte børn og ofrede dem til de samme guder.

Det ser ud til at Kana’ans land i høj grad var blevet en slags Sodoma og Gomorra på nationalt plan . . . Havde en civilisation af så afskyelig urenhed og råhed nogen ret til at eksistere længere? . . .

Arkæologer som graver i ruinerne af kana’anæiske byer undrer sig over at Gud ikke udslettede dem noget før.“

⁹ Israel blev imidlertid ikke ved med at vandre på sandhedens vej, og derfor holdt Gud op med at give det sin støtte. „Se! Jeres hus overlades til jer selv,“ sagde Jesus til Israel engang da han stod i templet. (Matt. 23:38) Han erklærede også: „Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ (Matt. 21:43) De skulle ikke længere være Guds begunstigede nation, hans vidner.

10. Hvordan blev det klart at der var opstået en ny åndelig nation i det første århundrede?

¹⁰ I det første århundrede efter vor tidsregning lod Gud en ny åndelig nation opstå. Det var den kristne menighed, en organisation af mennesker fra mange forskellige nationer. (Apg. 10:34, 35; 13:46) Guds udvalgte talsmand, Jesus, lagde grundvolden for denne nation, idet han sagde: „Jeg er vejen og sandheden og livet.“ (Joh. 14:6) Ved sin lære og ved det han udrettede, beviste han at han havde sandheden, og at Gud stod bag ham. (Matt. 3:16, 17; 15:30, 31; Apg. 2:22) Det første århundredes kristne beviste det samme for deres vedkommende; det stod klart at de var Guds kristne vidner. (Apg. 1:8; 2:1-4, 43) Om det sandhedsord der nu blev åbenbaret gennem disse kristne, skrev apostelen Paulus: „Det er os Gud har åbenbaret det gennem ånden.“ Som en modsætning hertil bemærkede han: „Denne visdom har ingen af denne tingenes ordnings ledere lært at kende.“ (1 Kor. 2:8, 10) Det var nøjagtig som Jesus havde sagt: „Du [Gud] har skjult disse ting for de vise og intellektuelle og åbenbaret dem for spædbørn.“ — Matt. 11:25.

11, 12. (a) Hvordan har Bibelen forudsagt genoprettelsen af den sande tilbedelse i vor tid? (b) Hvilke formål skulle denne genoprettelse tjene?

¹¹ I slutningen af det første århundrede havde Gud fuldført noget andet. Han havde afsluttet nedskrivningen af den inspirerede beretning der senere skulle benyttes som grundlag for at afgøre hvad der var sandheden. (2 Tim. 3:16, 17) Det fuldførte værk, Bibelen, indeholdt mange profetier, historie skrevet på forhånd. (2 Pet. 1:21) Efter apostlenes død skulle der ifølge profetierne komme en periode med frafald fra sandheden. (Apg. 20:29) Men profetierne viste også at der senere, i „de sidste dage“ lige før afslutningen på den nuværende ordning, skulle ske en genoprettelse af den sande tilbedelse. (Es. 2:1-4; Mika 3:12 til 4:5) Jesus sagde tydeligt at menneskene ville blive delt i to grupper: de der gjorde godt mod Kristi brødre og vandrede på sandhedens vej ville blive belønnet med „evigt liv“; de der undlod at gøre dette ville gå bort til „evig afskærelse“. — Matt. 25:31-46; 2 Joh. 4; 3 Joh. 3, 4.

¹² Indsamlingen og reorganiseringen af den kristne menighed i nutiden skulle tjene flere forskellige formål. Menigheden ville få en samlet vejledning fra Gud: „Han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier,“ lyder profetien i Esajas 2:3. (Se også Mika 4:2.) Ved at vandre på sandhedens vej ville disse tjenere for Gud hævde Guds ret til herredømmet over universet; desuden ville de ære og behage ham og gavne sig selv på mange måder. (Ordsp. 12:22, NW) Til gengæld ville Gud bruge dem som sine vidner i nutiden og udruste dem så de kunne bringe hans budskab til den nulevende generation.

13. Har Jehova nogen sinde benyttet flere organisationer på jorden samtidig?

¹³ Ville Gud benytte flere organisationer til at udbrede sin sande lære i disse „sidste dage“? Nej, Gud har aldrig i nogen tidligere domsperiode benyttet flere forskellige kanaler. Var der nogen skibe med passagerer der nød Guds beskyttelse og kom sikkert gennem Vandfloden, bortset fra Noas ark? (1 Pet. 3:20) Har man nogen sinde hørt om to kristne organisationer i det første århundrede? Nej, Gud benyttede kun én. Og i vore dage er der stadig kun „én Herre, én tro, én dåb“. (Ef. 4:5) At der kun kan være én forenet menighed fremgår klart af Paulus’ ord: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, . . . at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer.“ — 1 Kor. 1:10.

De kendes på deres frugter

14. Hvordan kan vi finde ud af hvem der har sandheden i dag?

¹⁴ Hvordan kan vi finde ud af hvem der har sandheden i dag og dermed er brugbare for Gud som hans vidner på jorden? Jesus gav os et grundprincip der kan hjælpe os til at skelne det sande fra det falske. Han sagde: „I kan kende dem på deres frugter. . . . ethvert godt træ [frembringer] gode frugter, mens ethvert råddent træ frembringer værdiløse frugter.“ (Matt. 7:16, 17) Ja, der måtte være nogle „frugter“, det vil sige vidnesbyrd om at Guds mægtige hellige ånd stod bag det folk der var hans. Og hvilken slags frugter ville Gud ved sin kraft frembringe i sine tjenere? Hans ord svarer at åndens frugt er „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“. — Gal. 5:22, 23.

15. På hvilken måde er kærligheden til Gud forbundet med hans navn?

¹⁵ Læg især mærke til den „frugt“ der nævnes først, kærlighed. Guds sande tjenere kan blandt andet vise kærlighed ved at følge Jesu bud: „Du skal elske Jehova din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind.“ (Matt. 22:37) Kærlighed til Gud kommer til udtryk på mange måder, for eksempel ved at man elsker hans navn. (Hebr. 6:10; Sl. 69:37; 119:132) Og de kristne der er skilt ud fra denne verden må udgøre ’et folk for Guds navn’. (Apg. 15:14-18) Hvem hævder i dag Guds navn (Jehova på dansk) og gør det kendt ud over hele jorden? — Es. 43:10-12.

16. Hvordan viser kærligheden til Gud sig i forbindelse med Rigets interesser?

¹⁶ Kærlighed til Gud indbefatter også at man tror på — og taler om — hans kommende regering over hele jorden, hans himmelske rige. Jesus lærte os at bede: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Matt. 6:9, 10) Hvem gør i dag Guds rige til det centrale i deres forkyndelse og undervisning, i lighed med Jesus? Hvem besøger folk i deres hjem for at fortælle dem hvad Guds rige vil udrette på jorden? Hvem udfører det hverv Jesus omtalte i sin profeti: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme“? — Matt. 24:14.

17. På hvilken anden måde ytrer kærligheden til Gud sig?

¹⁷ Kærligheden til Gud ytrer sig på endnu en måde, nemlig ved at man adlyder hans love. (1 Joh. 5:3) Hvis der er en uoverensstemmelse mellem menneskers love og Guds love, giver Bibelen følgende regel for dem der har sandheden: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apg. 5:29) Kun de der gør dette støttes af „den hellige ånd . . . som Gud har givet dem der adlyder ham som deres hersker“. (Apg. 5:32) Kristne der i dag adlyder Guds love er „ikke en del af verden“, for de er neutrale i verdens politiske anliggender, nøjagtig som Jesus og det første århundredes kristne var det. (Luk. 4:5-8; Joh. 6:15; 15:19; 17:14-16) Hvem holder sig i dag adskilt fra verden, fra dens politiske korruption og fra dens vold og umoralitet? Ja, hvem er endog villige til at gå i fængsel eller at lide døden, om nødvendigt, fordi de følger i Jesu fodspor? — 1 Pet. 2:21; se også Hebræerbrevet, kapitel 13.

18. Anfør endnu et kendetegn der tydeligt må kunne ses hos dem der har sandheden.

¹⁸ Der er endnu en side af åndens „frugt“ kærlighed. Jesus sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Joh. 13:35) Mange andre skriftsteder indeholder samme tanke, nemlig at denne kærlighed skulle være et tydeligt træk ved Guds sande tjenere. Vi læser for eksempel:

„Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. . . . vi skal elske hinanden; ikke være som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel.“ — 1 Joh. 3:10-12.

„Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud,’ og dog hader sin broder, er han en løgner. For den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set.“ — 1 Joh. 4:20, 21.

Hvilket internationalt samfund viser denne indbyrdes kærlighed, ikke bare i ord, men også i gerning? Ser vi tilbage på de sidste hundrede år, hvilken gruppe mennesker har så afholdt sig fra at dræbe deres trosfæller i andre lande under en krig? Hvem har nægtet at lade sig splitte af fordomme som følge af racemæssige, nationale, kulturelle eller økonomiske skel?

Hvem har sandheden i dag?

19. Hvem har sandheden i dag, og hvorfor kan man sige det?

¹⁹ Hvad viser de vidnesbyrd der er om denne vigtige frugt af Guds ånd, kærlighed? Hvem bærer denne frugt? Hvor ser vi en stor skare mennesker af alle nationaliteter og racer forenet i Jehovas navn med det formål at tjene Jehova trofast og fortælle andre om hans rige? Ja, hvor finder vi et ægte, verdensomspændende broderskab der er knyttet sammen i kærlighed? (Åb. 7:9, 10; Kol. 3:14) I det religiøse tidsskrift Interpretation bemærker Walter Stuermann følgende under overskriften „Bibelen og nutidens religioner, Jehovas Vidner“:

„Hvad deres organisation og vidnegerning angår, er de [Jehovas Vidner] den gruppe der kommer det urkristne samfund nærmest.

Deres afstandtagen fra verden, deres iver og alvor i vidnegerningen og det at de ikke lader sig påvirke af angreb fra verden, er noget der falder i deres lod som fuldt og fast tror at de hører til de udvalgte og som uden forbehold har svoret Gud troskab.

Få andre grupper gør som de udstrakt brug af skriftsteder i deres mundtlige såvel som skriftlige budskaber. Få andre grupper opnår som de at lægfolket, som vi kalder det, gør så meget for at fremme organisationens arbejde.“ — Årg. 10, 1956, s. 323.

20. Hvad skulle alle der elsker sandheden gøre?

²⁰ Foretager man en uhildet undersøgelse af Guds ord og sammenligner det man læser dér med Jehovas Vidners lære og adfærd, får man et tydeligt vidnesbyrd om at Guds ånd står bag dem og at Gud benytter dem som forkyndere af sandheden i dag. Imidlertid opfordrer vi alle der elsker sandheden til at undersøge den påstand at Jehovas Vidner har sandheden, og vi foreslår at man går frem efter samme metode som de mennesker der i det første århundrede lyttede til apostlenes forkyndelse og om hvem vi læser: „De tog imod ordet med den største iver og undersøgte daglig Skrifterne om disse ting forholdt sig således.“ — Apg. 17:11.

Sådan leder Jehova sit folk

„For denne Gud er vor Gud til ubestemt tid, ja, for evigt. Han er den der vil lede os indtil vi dør.“ — Sl. 48:14, NW.

1. Hvordan viser Bibelen at Jehova leder dem der elsker ham?

GENNEM årtusinder har Jehova ledet de mennesker der elskede ham og gerne ville tjene ham. Til disse hørte salmisten, for han rettede denne bøn til Gud: „Send dit lys og din sandhed, de lede mig.“ (Sl. 43:3) Profeten Daniel vidste at „der er en Gud i Himmelen, som åbenbarer hemmeligheder“, og han forudsagde at den sande kundskab skulle blive stor i „endens tid“, altså nu i vores tid. (Dan. 2:28; 12:4) Esajas profeterede også at den sande tilbedelse ville blive „grundfæstet“ nu „i de sidste dage“, og at Jehova ville lede sit folk. „Han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier,“ skriver Esajas og indbyder dernæst mennesker i dag: „Kom, . . . lad os vandre i [Jehovas] lys!“ — Es. 2:2-5.

2. Hvad tager Jehova i betragtning når han leder sit folk på sandhedens vej?

² Men hvordan leder Jehova sit folk på sandhedens vej? Først og fremmest tager han i betragtning at han har skabt menneskene med en fri vilje. Dette kan få os til at tænke på apostelen Paulus, der tog hensyn til at Filemon havde en „fri vilje“. (Filem. 14) Når Gud nu har skabt os med denne frie vilje tvinger han os naturligvis ikke til at tro eller handle på en bestemt måde, som om vi var robotter. Nej, her i den kristne tidsalder appellerer han kærligt til retsindige mennesker og opfordrer dem til at slutte sig til hans godkendte organisation. Dernæst leder han dem nænsomt ved hjælp af sin hellige ånd, sit inspirerede ord og sin organisation, den organisation der udbreder hans sandhed på jorden.

3. Hvad må vi især huske i forbindelse med at Jehova leder sit folk?

³ Noget andet der gør sig gældende i forbindelse med at Gud leder sit folk, er at han giver forståelse af sine sandheder til sin egen tid og på sin egen måde. (Dan. 12:9) Desuden leder Jehova sit folk skridt for skridt på sandhedens vej. Som den der har skabt menneskesindet ved Jehova at det ikke tilfredsstilles hvis det får for lidt åndelig føde, men han ved også at det ikke kan fordøje føden hvis det får for meget på én gang. Ifølge Johannes 16:12 sagde Jesus til sine trofaste apostle: „Jeg har meget endnu at sige jer, men I er ikke i stand til at bære det i øjeblikket.“ Man kan illustrere det på denne måde: hvis et menneske kommer ud fra et mørkt rum efter at have været indespærret gennem lang tid, er det bedst at det udsættes for lyset lidt efter lidt. For meget lys på én gang kan virke chokerende, ja måske endda gøre skade. Det samme kan siges om lyset over Guds sandheder, det må komme lidt efter lidt. Som vismanden sagde: „Den vej den retfærdige vandrer, er som solopgangen; den bliver klarere og klarere til det er blevet dagslys.“ — Ordsp. 4:18, Today’s English Version.

4. (a) Hvad antydede Jesus om sandhedslyset? (b) Hvad må Jehovas tjenere være villige til, eftersom lyset over sandheden kommer gradvis?

⁴ Jesus, der udmærket vidste at Jehova gik progressivt frem når han bragte lys over sine sandheder, fortalte apostlene at Guds hellige ånd ville lede dem til hele sandheden på et senere tidspunkt. (Joh. 16:12, 13) Og eftersom der lidt efter lidt skulle kastes mere lys over tidligere anerkendte sandheder, siger det sig selv at Guds tjenere hen ad vejen måtte korrigere deres opfattelser af forskellige bibelske spørgsmål.

De ledes til forståelse af sandheder om Riget

5, 6. Hvad viser at Jesu disciple havde ukorrekte opfattelser angående Guds rige?

⁵ Jehova ledede ikke det første århundredes kristne på en sådan måde at de fik lys over alle sandheder om hans hensigter på én gang. Lad os til eksempel se på Bibelens centrale lære, Guds rige. Jesus lærte sine disciple at bede: „Lad dit rige komme.“ (Matt. 6:10) Og han tilskyndede dem: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed.“ (Matt. 6:33) Men forstod disciplene alle enkeltheder ved Rigets styre i de år Jesus befandt sig på jorden? Kunne de give et nøjagtigt svar på spørgsmål som: Hvad er Guds rige? Hvem — og hvor mange — skal herske? Hvornår kommer Riget? Hvad skal det udrette for jorden og menneskene?

⁶ At de der talte med Jesus ikke vidste alt dette, fremgår af det spørgsmål de stillede ham efter hans opstandelse. De spurgte: „Herre, er det på denne tid du genopretter riget for Israel?“ (Apg. 1:6) I stedet for at fortælle dem alt om Riget svarede Jesus: „Det tilkommer ikke jer at få kundskab om tider eller perioder som Faderen har lagt ind under sin egen myndighed.“ (Apg. 1:7) Hvorfor greb Jesus spørgsmålet an på den måde? Fordi disciplene havde nogle indgroede men fejlagtige opfattelser af Riget. De troede det var et jordisk styre der skulle befri dem for det romerske overherredømme. Men sandheden var at Riget skulle være himmelsk, og at de der blev udvalgt til at herske med Kristus skulle tages fra jorden til himmelen. (Åb. 5:9, 10; 14:3; 20:4) Deres spørgsmål viste også at de forventede at Riget blev oprettet straks. Men det var ikke tilfældet. Der skulle gå mange hundrede år.

7. (a) Hvordan var Jesus indstillet over for sine disciple, til trods for deres forkerte opfattelser af Riget? (b) Forstår vi alt angående Guds rige?

⁷ Jesus fordømte eller forstødte ikke sine disciple fordi de havde disse forkerte opfattelser. Han vidste at de efterhånden ville komme til at forstå Guds sandheder, og at den hellige ånd ville lede dem lidt efter lidt, så de fik en klar forståelse når tiden var inde. Til sidst ville de have den fulde forståelse af Riget og dets styre. Men i mellemtiden indgav Jesus disse sine første disciple en dyb interesse og nidkærhed for at søge Riget først, og han indprentede dem at de måtte være villige til at korrigere deres opfattelser af det. Begrænset som deres nøjagtige kundskab om Rigets sandheder var, vidste de dog tilstrækkeligt til at de i ventetiden ’altid kunne have Jehovas dags nærværelse i tanke’. (2 Pet. 3:12) I dag ved vi langt mere om hvad Guds rige er og hvad det vil udrette, men vores kundskab om det er stadig ikke helt fuldstændig.

Sandheder angående hedningerne

8. Hvilket problem var der i forbindelse med hedningerne? Beskæftigede man sig overhovedet med dette ved pinsen i år 33?

⁸ Et andet spørgsmål der røber at forståelsen af Guds sandhed skrider gradvis frem, havde at gøre med hvordan de ikke-jøder, eller hedninger, der blev kristne fra år 36 e.v.t. og fremefter, blev betragtet af visse jøder der var gået over til kristendommen. Skulle de for eksempel omskæres, som det var skik blandt jøderne? Var det et spørgsmål man overhovedet havde beskæftiget sig med i år 33 e.v.t., da Guds hellige ånd blev udgydt på pinsedagen? (Apg. 2:1-4) Nej; åndens udgydelse tilkendegav at Gud var med disse disciple og at han fra nu af ville lede dem, men den gav dem ikke mirakuløst kundskab om enhver detalje af Guds sandheder. Det forstår vi eftersom spørgsmålet om omskærelse først blev medtaget i de bestemmelser apostlene og de ældste i Jerusalem vedtog 16 år efter, nemlig i år 49 e.v.t. — Apg. 16:4.

9-11. (a) Hvorfor var Jehovas tjenere bedre i stand til at afgøre spørgsmålet om omskærelse efter at de i nogle år havde fulgt Jehovas ledelse? (b) Hvilket syn hjalp Peter til at korrigere sin opfattelse og få den rette forståelse af sandheden?

⁹ Gennem alle disse år lod Jehova sine tjenere erfare hvordan han handlede med hedningerne. På denne måde voksede deres værdsættelse og forståelse, og da der opstod et problem der krævede beslutsom handling, vidste de hvordan de skulle behandle det med visdom og indsigt. Tag for eksempel det tilfælde hvor apostelen Peter måtte ændre sin opfattelse. Over tre år efter Pinsedagen ledede den hellige ånd ham til at ændre syn på hedningerne, som han hidtil havde anset for at være vanhellige, urene.

¹⁰ I et syn fik Peter besked på at spise mad som ifølge Moseloven var uren. Da han overrasket indvendte at han ikke spiste den slags mad, oplyste en stemme fra himmelen ham om at det Gud kaldte rent ikke mere skulle betragtes som urent. Og i samme øjeblik ankom nogle mænd fra hedningen Kornelius. Kornelius havde sendt bud efter Peter for at høre ham fortælle om Guds hensigter. Peter havde lige udtrykt sin afsky for at spise noget urent, og nu blev han bedt om at gå ind i huset hos en hedning, som han også anså for uren! Hvad skulle han gøre? Den hellige ånd svarede: „Stå op, gå ned og tag med [mændene], uden at tvivle, for jeg har sendt dem.“ — Apg. 10:9-20.

¹¹ Peter forstod. Synet om at Jehova lod noget som tidligere ansås for urent, betragte som rent, gjaldt ikke bare mad men noget langt vigtigere, nemlig Peters indstilling til hedningerne. At Peter forstod det, gav han udtryk for da han senere sagde til Kornelius og hans husstand: „Derfor er jeg også kommet uden indvending, da jeg blev hentet.“ Så blev den hellige ånd udgydt over denne familie af hedninger, og de blev døbt. Den hellige ånd havde vist at Gud nu ville begunstige hedningerne uden at de blev omskåret. — Apg. 10:21-48.

12. (a) Hvornår opstod der en strid om hvorvidt hedningerne skulle omskæres? (b) På hvilket grundlag kunne det styrende råd træffe en afgørelse?

¹² Men betød det at alle jøde-kristne accepterede at hedninge-kristne ikke skulle omskæres? Nej. Der gik nu 13 år, og så opstod der en strid om hvorvidt de hedninge-kristne skulle omskæres. Striden blev rejst af nogle omskårne jøder der kom til Antiokia i Syrien omkring år 49 e.v.t. (Apg. 15:1, 2) Så holdt det styrende råd, det vil sige apostlene og andre ældste i Jerusalem, et møde om sagen. Ved dette møde berettede Peter, Paulus og Barnabas hvad Gud havde gjort blandt de uomskårne hedninger de havde forkyndt for. Efter at have gennemgået hvordan Jehova havde handlet med disse hedninger i mange år, bekræftede de enstemmigt Skrifternes vidnesbyrd og understregede den sandhed at hedningerne ikke behøvede at blive omskåret.

13. Forklar hvordan nogle viste manglende forståelse af Jehovas måde at lede sit folk på, og hvad følgen sandsynligvis blev.

¹³ Det var ikke alle Kristi disciple der var villige til at ændre deres forældede synspunkter. Nogle benyttede disse korrektioner som en undskyldning for at forlade sandheden i stedet for at betragte dem som vidnesbyrd om at Jehova leder sit folk progressivt. For eksempel vakte det modstand da Jesus indledte lignelsen om at nogle symbolsk skulle spise hans kød og drikke hans blod. „Som følge heraf trak mange af hans disciple sig tilbage og færdedes ikke mere sammen med ham.“ (Joh. 6:53-66) Hvor kortsynet! Og hvilken mangel på forståelse af Jehovas måde at lede sit folk på! Otteogtredive år senere kom nogle af dem sandsynligvis til at betale en høj pris, for de der ikke fulgte med den fremadskridende forståelse af sandheden ignorerede også Jesu befaling om at flygte fra Jerusalem før byen blev ødelagt. Disse mistede livet, mens de der fortsat lod sig lede af Jehova flygtede og blev reddet. — Luk. 21:20-24.

Ledelsen i dag

14. I hvor høj grad har vi ændret syn på mange af grundsandhederne i de forløbne hundrede år?

¹⁴ Når vi ser tilbage på hvad Jehovas organisation har udgivet i Vagttårnet og andre publikationer gennem de sidste hundrede år, må vi erkende at vi har fået rigeligt med åndelig føde. Visse bibelske sandheder kom der ret tidligt lys over, og vores forståelse af dem er den samme i dag. Vores syn på helvede, treenigheden, skærsilden, sjælen, de dødes tilstand, genløsningen, opstandelsen, jordens fremtid, samt Riget og visse andre vigtige lærespørgsmål, er så godt som ikke ændret i 100 år. Sandheden har altid været sand, men vores forståelse af den har til tider krævet en korrektion. — Jævnfør Johannes 16:13.

15. Har der været punkter hvor Jehovas tjenere i nutiden har måttet ændre opfattelse?

¹⁵ Jehova har hele tiden ledet sit folk skridt for skridt til en bedre forståelse af sandheden, og han har gjort det til sin egen tid og på sin egen måde. Derfor har Jehovas vidner lige fra begyndelsen forstået at der kunne være punkter hvor de måtte være villige til at ændre deres opfattelse hvad angår gerning, organisation og lære når Jehovas ånd tydeligvis ledede dem til sådanne ændringer. Som Bryan Wilson skrev i tidsskriftet New Society [26. januar 1978, s. 183], har Jehovas vidner „altid hævdet at fortsat studium af Bibelen måtte føre til en dybere kundskab, og ved tidligere lejligheder har de indrømmet at de har taget fejl med hensyn til fortolkning af visse profetier“.

16. (a) Hvorfor er bibelprofetien et område der især kræver villighed til at ændre opfattelse? (b) Hvordan har Jehovas tjenere reageret på oplysningerne om „de sidste dage“, hvad har dette medført, og hvad vidner det om?

¹⁶ Bibelprofetien er nok det område der mest af alle kræver villighed til at ændre opfattelse. De fleste bibelprofetier er kun udformet i store træk; derfor kræver det tro at vente på at de bliver opfyldt i enkeltheder. (Hebr. 11:1) Et eksempel på dette har vi i de bibelprofetier der viser at den nuværende onde tingenes ordning under Satan vil blive udslettet og erstattet med „nye himle og en ny jord“. (2 Pet. 3:13) Bibelen omtaler imidlertid så mange sider af det sammensatte tegn på afslutningen, at den nuværende tid tydeligt skiller sig ud som „de sidste dage“, „endens tid“. (2 Tim. 3:1; Dan. 12:4) Dette har ansporet Guds tjenere til at intensivere arbejdet med at opfylde Jesu ord: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Matt. 24:14) Forkyndelsen er lykkedes for dem; som organisation betragtet har de ikke givet op; de har gjort åndelige fremskridt trods voldsom forfølgelse, og de har formået at iføre sig den nye personlighed og at lægge den for dagen i denne fordærvede verden. Alt dette vidner om at Jehova har støttet dem. — Es. 54:17.

17. Er det at vore forhastede forventninger måske ikke er blevet opfyldt, ensbetydende med at Jehova har ændret sine hensigter?

¹⁷ Men har nogle af Jehovas tjenere nu i disse sidste dage forhastet tillagt sig fejlagtige opfattelser angående den nuværende ordnings ende eller telos (græsk)? Ja, det har de, blandt andet med hensyn til hvor længe det skulle vare før enden kom. I deres nidkærhed og iver for ophøjelsen af Jehovas navn, ord og hensigt, og i deres længsel efter den nye ordning, har nogle af Jehovas tjenere til tider været for tidlige på det med deres forventninger. Det minder meget om disciplene, der mente at Guds rige var ved at komme på deres tid. (Apg. 1:6) Men at visse forventninger har været forhastede og derfor ikke er blevet indfriet, betyder på ingen måde at Gud har ændret sin hensigt. „Mit råd står fast, jeg fuldbyrder al min vilje,“ siger Jehova. (Es. 46:10) Altså står Jehovas hensigter og tidspunktet for oprettelsen af en retfærdig ny orden fast.

18. Hvorfor er det vigtigt at vi holder os til „det der står skrevet“?

¹⁸ Dette er sandelig en påmindelse om at vi omhyggeligt må veje alle de bibelske faktorer og ikke fremhæve nogle på bekostning af andre. Som Jesus tydeligt sagde: „Om den dag og time ved ingen.“ (Matt. 24:36) Vi bør til enhver tid give nøje agt på apostelen Paulus’ råd: „Gå ikke ud over det der står skrevet.“ — 1 Kor. 4:6.

19. Hvordan bekræfter forholdene at enden nærmer sig for den nuværende ordning, selv om nogle har måttet ændre deres opfattelse?

¹⁹ Selv om mange af Jehovas vidner har måttet ændre deres opfattelse af hvornår afslutningen kom, kan vi så komme uden om at vi lever i „endens tid“? Nej, vidnesbyrdet om at den nuværende ordning nærmer sig sin afslutning bliver stærkere dag for dag, eftersom vi oplever en stigende opløsning inden for ægteskaber, familier, regeringer og religiøse retninger, samt en tiltagende kriminalitet og vold tillige med en voksende foragt for Gud. — 2 Tim. 3:1-5.

20, 21. Hvordan vil de der fortsat vandrer i Jehovas voksende lys blive velsignet?

²⁰ Ganske vist ved vi ikke hvor lang tid der endnu er tilbage af „de sidste dage“, men ét er sikkert: De der fortsat vandrer i Jehovas voksende lys og som er villige til at revidere deres opfattelser, vil høre til den salvede rest og den store skare der „kommer ud af den store trængsel“ og ind i Guds retfærdige nye orden. „Lammet, som er i tronens midte, vil være hyrde for dem [den store skare] og lede dem til kilder med livets vand. Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.“ — 2 Pet. 3:14, 15; Åb. 7:9-17.

²¹ De der ser hen til Jehovas ledelse kan således tillidsfuldt glæde sig til indførelsen af en ny ordning, hvor „de retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid“. „Den gudløse er ikke mere,“ men den sagtmodige og lærvillige „fryder sig ved megen fred“. — Sl. 37:10, 11, 29.

22. Hvilken tillid kan Jehovas tjenere have nu og i fremtiden?

²² Vi har set at Jehova har ledet sit nutidige folks organisation gennem de sidste 100 år, og i den tid der endnu er tilbage af „de sidste dage“ kan vi også tillidsfuldt regne med at „Gud er vor Gud til ubestemt tid, ja, for evigt. Han er den der vil lede os indtil vi dør“. (Sl. 48:14, NW) Og når den nye orden er en realitet kan vi regne med Jehovas evige ledelse uden at vi behøver at dø, for „den der gør Guds vilje forbliver for evigt“. — 1 Joh. 2:17.

Om at lægge hånden på et offerdyr

Når en israelit kom med et offerdyr til helligdommen, lagde han sin hånd på dyrets hoved, enten det nu var en okse, et får eller en ged. (3 Mos. 1:4) Med denne handling tilkendegav den ofrende at det var ham der bragte offeret og at det blev bragt til gavn for ham.