Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Hvordan skal sande kristne forsvare sig når der tales ondt om dem?
    Vagttårnet – 1977 | 15. juni
    • Hvordan skal sande kristne forsvare sig når der tales ondt om dem?

      HELE den kristne lære, som er blevet en del af Guds skrevne ord, er „den gode nyheds sandhed“ eller ganske enkelt „sandheden“. (Gal. 2:5; Rom. 2:8) Op gennem århundrederne er det relativt få der har accepteret den kendsgerning. Forblindet af „denne tingenes ordnings gud“, Satan Djævelen, har mange kæmpet imod „den gode nyheds sandhed“ ved at fremstille de sande kristne og deres lære forkert og drage deres motiver i tvivl. — 2 Kor. 4:3, 4.

      For de kristne er en sådan vildledende omtale et vidnesbyrd om at de virkelig vandrer i harmoni med Guds sandhed. Det giver dem grund til glæde, for de ved at når de holder fast ved sandheden vil det føre til evigvarende velsignelser. Som Jesus sagde i sin bjergprædiken: „Lykkelige er I når folk skælder jer ud og forfølger jer og løgnagtigt siger alt muligt ondt om jer for min skyld. Fryd jer og spring af glæde, for jeres belønning er stor i himlene; på den måde forfulgte man jo profeterne før jer.“ — Matt. 5:11, 12.

      Det er naturligvis ikke behageligt at være genstand for dårlig omtale. Man kan blive meget bekymret over den skadelige virkning den vildledende omtale eventuelt kan have på dem der forledes til at tage den for gode varer. Især hvis bagtalelsen kommer fra nogle der tidligere tilsyneladende har vandret i harmoni med Guds ord, kunne man ønske at tage til genmæle. Men er det klogt?

      Vi må aldrig glemme at mange mennesker simpelt hen ikke ønsker at kende sandheden. Nogle mener at det kræver for meget af dem at indordne sig under Guds ords høje normer, og derfor søger de blot en undskyldning for ikke at lytte til det bibelske budskab Jehovas Vidner forkynder. For at retfærdiggøre deres egne handlinger, foretrækker de at tro på de falske påstande angående Jehovas Vidner. Som der siges i Andet Tessalonikerbrev 2:11, 12: „Gud lader en vildfarelse komme til dem og virke på dem, så de tror løgnen, for at de alle kan blive dømt fordi de ikke troede sandheden men fandt behag i uretfærdigheden.“ At Jehovas tjenere søger at gendrive enhver falsk anklage der rettes mod dem, vil tydeligvis ikke hjælpe sådanne mennesker. De vil stadig foretrække at tro på løgnen.

      Hvis Jehovas Vidner koncentrerede sig om at modbevise alle de falske anklager der rettes mod dem, kunne de også falde i en fælde som er opstillet af den store anklager, Satan Djævelen. Hvordan det? Jo, det ville afgjort behage Satan at se en nedgang i arbejdet med at hjælpe retskafne mennesker til at lære sandheden at kende. Det er netop hvad der kunne ske. Ved at lade sig føre ind på et sidespor kunne Jehovas tjenere spilde værdifuld tid, tid som kunne være brugt på en gavnlig måde til at undervise oprigtige mennesker om Guds vilje og hensigter vedrørende menneskeheden.

      På samme måde kunne man, hvis man bruger megen tid på at læse angreb på Jehovas Vidner og derefter bestræber sig for at finde måder at modbevise dem på, let ophidse sig selv følelsesmæssigt eller blive nedtrykt og mismodig, især da det ikke er menneskeligt muligt at bringe alle falske anklagere til tavshed. Hvis man gør sig store anstrengelser for offentligt at gendrive sådanne angreb, opnår man i virkeligheden blot at udbrede de falske påstande. Nogle kunne endog forledes til at betragte ivrige anstrengelser for at modbevise anklagerne, som en grund til at fæste større lid til disse anklager.

      Der er imidlertid en måde hvorpå man kan modbevise falske påstande uden at blive overdrevent optaget deraf. Hvad er det for en måde? Apostelen Peter fremhævede den idet han sagde til sine medkristne: „Bevar jeres adfærd god blandt folk fra nationerne, så at de, som følge af jeres gode gerninger hvortil de er øjenvidner, kan herliggøre Gud på den dag han inspicerer. . . . For således er Guds vilje, at I ved at gøre godt skal få de ufornuftige menneskers uvidende tale til at forstumme.“ (1 Pet. 2:12-15) Ja, når oprigtige iagttagere lægger mærke til at Jehovas vidner virkelig lever i harmoni med Guds ords retfærdige normer og viser ægte omsorg for andre og kærlighed til dem når de udfører deres tjeneste, kan disse iagttagere let se at anklagerne mod disse kristne er uberettigede.

      Der er derfor ingen grund til at blive overdrevent bekymret på grund af de usande beskyldninger der fremsættes af misfornøjede enkeltpersoner hvis eneste interesse er at angribe Jehovas Vidner og ødelægge deres tjeneste og den enhed der råder iblandt dem. De der ønsker at finde ud af hvad Jehovas Vidner lærer og foretager sig, har ikke vanskeligt ved at skaffe sig førstehåndsoplysninger. Hver måned udgiver Jehovas Vidner i millionvis af bøger og blade der med Bibelen som grundlag redegør for deres tro. Møderne i deres rigssale er tilgængelige for offentligheden, og det samme er deres lokale, landsomfattende og internationale stævner. Og naturligvis er Jehovas vidner som enkeltpersoner altid rede til at begrunde deres tro over for oprigtige mennesker.

      Men hvis folk vælger at tro på falske anklager, må de tage konsekvenserne af ikke at foretage en fordomsfri undersøgelse. Dette er i overensstemmelse med Jesu Kristi ord: „Hvis en blind leder en blind, vil begge falde i et hul.“ — Matt. 15:14.

      Når falske anklager rejses mod Jehovas Vidner, foretrækker de derfor sædvanligvis at overlade bevisbyrden til anklagerne, fremfor at indlade sig i diskussion. Apostelen Paulus er et godt eksempel i denne henseende. Da nogle religiøse fjender rejste falske anklager mod ham over for den romerske landshøvding Feliks, forsøgte han ikke at gendrive dem men påpegede blot at hans anklagere ’ikke kunne bevise det de anklagede ham for’. (Apg. 24:13) På samme måde spurgte Jesus Kristus ved en lejlighed sine modstandere: „Hvem af jer beviser at jeg er skyldig i synd?“ — Joh. 8:46.

      Der er imidlertid tilfælde hvor et forsvar må fremføres under ugunstige omstændigheder. Øvrighedspersoner, som for eksempel dommere, kan stille spørgsmål og kræve svar. Selv om spørgsmålene måske stilles på en nedsættende måde, vil den kristne ikke lade sig ophidse og give udtryk for harme eller irritation. Han vil forblive rolig og behersket og udvise mildhed når han forsvarer sig. Idet han ved at „Jehovas øjne hviler på de retfærdige“, viser han dyb respekt, som stod han over for Gud. (1 Pet. 3:12) En sådan opførsel er i harmoni med formaningen i Første Petersbrev 3:15: „I skal hellige Messias som Herre i jeres hjerter, idet I altid er rede til at forsvare jer over for enhver som kræver jer til regnskab for det håb der er i jer, men gør det med mildhed og dyb respekt.“

      Mens ordstrid kun vil forværre situationen, kan det vidnesbyrd der ligger i en god opførsel ikke afvises. Ingen fornuftige mennesker vil nogen sinde slutte at egenskaber som uselviskhed, venlighed, hjælpsomhed og medfølelse er karakteristiske for et folk man bør tage afstand fra. En rosværdig opførsel sammen med en rolig og positiv fremholdelse af Bibelens lære er altså de sande kristnes bedste forsvar mod dem der taler ondt om dem. En god opførsel kan få uvidende tale til at forstumme og hjælpe andre til at herliggøre Jehova Gud.

  • Spørgsmål fra læserne
    Vagttårnet – 1977 | 15. juni
    • Spørgsmål fra læserne

      ● I Johannes 2:20 læser vi: „Dette tempel er blevet bygget på seksogfyrre år, og du vil rejse det på tre dage?“ Hvornår begyndte disse seksogfyrre år, og hvornår sluttede de?

      Sammenhængen hvori udtalelsen forekommer, viser at Jesus på det tidspunkt var i Jerusalem for at fejre sin første påske efter sin dåb. (Joh. 1:29-33; 2:13) Ifølge profetien om de halvfjerds åruger i Daniel 9:24-27 ville Messias træde offentligt frem i efteråret 29 e.v.t.a Den følgende påske må altså være påsken i foråret 30 e.v.t.

      Angående udregningen af de seksogfyrre år får vi en god hjælp af den jødiske historieskriver Flavius Josefus. I hans værk Jødernes oldtidshistorie læser vi: „Og nu, i sit attende regeringsår, og efter de allerede nævnte handlinger, påtog Herodes sig et meget stort værk, nemlig selv at bygge Guds tempel og at gøre det større i udstrækning og at rejse det til en ganske storslået højde.“ — Femtende bog, kapitel XI, 1. afsnit.

      Josefus siger at Herodes indtog Jerusalem syvogtyve år efter at byen faldt i Pompejus’ hænder (hvilket skete i 63 f.v.t.). Dette placerer Herodes’ indtagelse af Jerusalem i juli (eller, ifølge nogle lærde, måske oktober) år 36 f.v.t. Josefus betragtede sandsynligvis perioden fra Herodes’ overtagelse af tronen frem til nisan måned det følgende forår, som et „tiltrædelsesår“. Herodes’ første „regeringsår“ begyndte således ikke før det følgende forår og strakte sig altså fra foråret 35 f.v.t. til foråret 34 f.v.t. Tæller vi sytten år frem, kommer Herodes’ attende regeringsår (hvori han påbegyndte tempelbyggeriet) til at svare til år 18-17 f.v.t. Tæller vi yderligere seksogfyrre år frem, kommer vi til 29-30 e.v.t.

      ● Min kone, som ikke tjener Gud elsker en anden mand. Kan jeg lade mig skille fra hende, eftersom hun sandsynligvis har ’begået ægteskabsbrud i sit hjerte’, sådan som Jesus sagde i Mattæus 5:28?

      Med ordene i Mattæus 5:28 sagde Jesus ikke at „åndelig utroskab“, som nogle kalder det, var en grund til skilsmisse.

      Læg mærke til Jesu ord: „I har hørt at der er blevet sagt: ’Du må ikke begå ægteskabsbrud.’ Men jeg siger jer at enhver der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.“ — Matt. 5:27, 28.

      Kristus forklarede her at det syvende af de ti bud burde have betydet mere for hans jødiske tilhørere end at de blot undgik selve den handling der var ensbetydende med utroskab. (2 Mos. 20:14; 5 Mos. 5:18) Han førte overtrædelsen tilbage til personens hjerte. Som Jakob senere forklarede, kan et uret begær i hjertet føre til syndige handlinger, og gør det ofte. (Jak. 1:14, 15; Ordsp. 6:25) Sådan gik det David, der så på og blev interesseret i en anden mands hustru, med det resultat at han begik ægteskabsbrud med hende. (2 Sam. 11:2-4) Jesus opfordrede altså sine tilhørere til ikke alene at undgå selve den syndige handling, men også det syndige begær som ligger bag handlingen.

      Hvis en mand eller en kvinde opdyrker et sådant begær („bliver ved med at se på“ en anden), er Gud klar over det, for han „ser på hjertet“. (1 Sam. 16:7; Ordsp. 24:12; Hebr. 4:13) Gud ved at den der af hjertet har lyst til at begå ægteskabsbrud, måske blot endnu ikke har haft lejlighed til at føre sit ønske ud i livet. Derfor er vedkommende allerede dadelværdig i Guds øjne.

      Men er dette umoralske ønske i sig selv et bibelsk grundlag for at ægtefællen kan opnå skilsmisse og derefter være fri til at gifte sig igen? Nej. Jesus gav ikke mennesker bemyndigelse

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del