Studerer I sammen som familie?
1 For nylig sagde en kristen ægtemand der talte med en ældste: „Jeg prøver at lede et familiestudium regelmæssigt, men jeg synes det er vanskeligt. Nogle gange er det mig der aflyser det, andre gange er det min kone der ikke har lyst til at studere, eller også er det børnene der har noget andet for. Den ene uge går efter den anden uden at vi alvorligt bestræber os for at komme i gang med studiet igen. Jeg ved at det er nødvendigt at studere, og jeg vil være glad for forslag eller hjælp.“ Kan du nikke genkendende til disse ord? Det kan du måske, da flere familier har disse og andre vanskeligheder når det drejer sig om at holde et regelmæssigt familiestudium.
2 Tænk over følgende spørgsmål: Hvorfor er et regelmæssigt familiestudium så vigtigt, og hvad er formålet med det? Hvem bør tage initiativet til at lede studiet? Hvilke publikationer kan bruges? Hvordan kan studiet gøres levende og interessant, især hvis børnene er af forskellig alder? Hvorfor er det vigtigt at være konsekvent og pligtopfyldende hvis man vil gennemføre et regelmæssigt familiestudium? Bibelen og vor kristne erfaring giver os svaret på disse spørgsmål.
Forældrenes ansvar
3 Bibelen levner ingen tvivl om hvem der bør føre an med at undervise børnene. „I fædre, . . . bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ (Ef. 6:4) Fædre bør villigt skuldre dette ansvar, ja være ivrige efter at indprente børnene kundskab og vejledning. Hvis faderen er ikke-troende, bør den troende hustru gøre sin del for at undervise børnene og lede et familiestudium. (2 Tim. 1:5) Eller moderen må måske på grund af andre omstændigheder påtage sig det fulde ansvar for at undervise sine børn. (Ordsp. 1:8) I andre tilfælde kan en ældste eller en anden moden forkynder yde hjælp, afhængigt af behovet i hver enkelt situation. Men sådanne foranstaltninger bør ikke bruges til at befri forældrene især ikke faderen for den bibelske forpligtelse til at undervise, oplære og drage omsorg for børnene. — 5 Mos. 6:6, 7; 1 Tim. 3:2, 4.
Fleksibelt og uformelt
4 Fleksibilitet vil være en hjælp til at gøre familiestudiet praktisk og inspirerende. Man kan læse og drøfte visse dele af Bibelen i fællesskab, og man kan behandle nogle emner eller specielle artikler i Selskabets bøger og blade. Stoffet bør udvælges så det passer til familiens behov. Man kan også tage de problemer op de unge kommer ud for: presset til at være som de andre i skolen, det modsatte køn, arrangementer på skolen, deltagelse i sport, valg af musik, modeluner og umoralske tendenser. Det er gavnligt at repetere de bibelske principper og synspunkter, især med det formål at imødegå fremtidige farer og fristelser.
5 Hvad bør man tage i betragtning med hensyn til den måde familiestudiet ledes på? Selv om studiet ikke behøver at være så formelt som et menighedsmøde, bør det være undervisende. Gør det til noget fornøjeligt, og brug det ikke som en lejlighed til at skælde ud. Tilskynd børnene til at kommentere med deres egne ord, da dette vil hjælpe dem til hurtigere at indprente sig tingene. Selv om mindre børn ikke fuldt ud forstår alt hvad der drøftes, bør man vise dem opmærksomhed og hjælpe dem til at tage del i studiet. Kloge forældre tænker på det enkelte barns behov, dets fatteevne, hvor længe ad gangen det kan samle opmærksomheden, og dets evne til at udtrykke sig. Dine flittige og kærlige bestræbelser vil med sikkerhed resultere i større enhed og åndelig sundhed i familien.
Giv ikke op!
6 Hvorfor er udholdenhed så vigtig i forbindelse med familiestudiet? Fordi det daglige liv med alle de ting der optager os, har en tendens til at gribe ind i vore studieplaner. Lad imidlertid ikke dette ske unødigt.
7 Et regelmæssigt familiestudium oplærer og udruster børnene til at klare livets problemer. I forældre kan bedst hjælpe jeres børn ved at påtage jer jeres gudgivne ansvar. Jehova vil i sandhed velsigne jer hvis I gør alt hvad I kan for at holde jeres familiestudium regelmæssigt.