Fremholdelse af den gode nyhed — ved at tilbyde abonnement på bladene
1 Mindst fire gange om måneden får vi gode nyheder, nemlig når vi får de nye numre af Vagttårnet og Vågn op! Vi er glade for at blive forsynet med åndelig føde gennem Jehovas jordiske organisation! Gennem Vagttårnet holdes vi à jour med den nyeste forståelse af Guds ord, og gennem Vågn op! holdes vi orienteret om mange forskellige emner, blandt andet om hvordan verdensbegivenhederne opfylder Bibelens profetier.
2 Vi nyder at læse disse blade regelmæssigt, og vi ved at andre vil gøre det samme. Og det kan de komme til, hvis de abonnerer på dem. Når hvert nummer af Vagttårnet og Vågn op! kommer ind i hjemmet, er der gode muligheder for at flere af familiens medlemmer vil tage dem i hånden og læse noget i dem der interesserer dem. Derved får de lejlighed til at lære sandheden at kende. Vi har derfor gode grunde til at tilbyde alle vi træffer, et abonnement.
Bladene i november
3 Vågn op! for 8. november behandler et emne der henvender sig til alle slags mennesker. Forsiden bærer titlen: „Volden og dens rødder.“ Alle kender til vold, og de fleste nærer en mere eller mindre bevidst frygt for volden. Men hvorfor griber volden sådan om sig? Der er næppe nogen tvivl om at man ved hjælp af dette blad kan vække god interesse for abonnementstilbudet.
4 Vagttårnet for 15. november vil være meget appellerende, ikke mindst for de unge i distriktet. Undersøgelser har vist at så godt som alle unge er mere eller mindre nervøse for fremtiden. Forsidetitlen „Føler du dig tryg ved fremtiden?“ må derfor være noget for dem. Bladet peger på de samfundsproblemer der skaber utryghed og viser hen til Guds løsning.
5 Så er der Vågn op! for 22. november, der behandler to vigtige og interessante emner. Det første, som er illustreret på forsiden, er „Hvordan man ’overlever’ det første år af ægteskabet“. Det andet drejer sig om krig — krigens indvirkning på menneskers sind og tankegang. Ved hjælp af disse artikler kan man vise at Vågn op! er et aktuelt blad der behandler mange samfundsproblemer.
Tilbyd abonnement
6 Når vi tilbyder abonnement ønsker vi naturligvis at forbinde det med en bibelsk drøftelse, og det kan vi udmærket gøre ved hjælp af samtaleemnet. Hvis vi for eksempel ønsker at fremhæve Vågn op! for 8. november, kan vi efter at have læst Salme 119:90 sige noget i denne retning: „Nu da det er Guds hensigt at give menneskene en tryg fremtid på jorden, kan man da forestille sig at verden stadig skal være fyldt med problemer, som den er i dag? [Lad den besøgte svare.] For at vise hvordan Gud vil løse problemerne, vil jeg gerne pege på dette nummer af Vågn op! Her behandles emnet: ’Volden og dens rødder.’“ Blad artiklerne igennem sammen med den besøgte og henvis til oplysningerne på side 11.
7 Hvad Vagttårnet angår, er der en tydelig forbindelse mellem samtaleemnet og artikelserien om en tryg fremtid i nummeret for 15. november.
8 Lad din egen begejstring for bladene skinne igennem når du tilbyder abonnement ved enhver lejlighed. Bladene er værdifulde. Tænk også på hvor gavnligt det vil være for vore genbesøg og blokabonnenter at få bladene regelmæssigt i abonnement. Måtte du erfare glæden ved at hjælpe mange andre til at få gavn af bladenes bibelske indhold.