Lad os gøre godt mod dem der har et særligt behov
1 Som kristne har vi fået påbud om at „elske hinanden“, at være oprigtigt interesseret i andre og deres velbefindende. (Joh. 13:34; Rom. 15:1, 2) „Så længe vi har tiden til det“ ønsker vi at gøre hvad der er godt, især mod dem der er beslægtede med os i troen. (Gal. 6:10) Den inspirerede vejledning siger at vi ’ikke må nægte den trængende hjælp, når det står i vor magt at hjælpe’. — Ordsp. 3:27.
2 I den kristne menighed er der faderløse, ældre, enker, svagelige, modfaldne, handicappede og andre som har behov for særlig hjælp. Nære familiemedlemmer og andre slægtninge bør især være opmærksomme på at hjælpe sådanne. Og ligesom Jehova og hans søn Jesus Kristus gør det, bør vi alle vise omsorg. — 1 Tim. 5:4, 8; Ez. 34:16; Matt. 9:36.
Hvad kan vi gøre?
3 Hvad kan vi gøre for at hjælpe dem der har behov for det? I nogle tilfælde kan et besøg og en venlig samtale virke opløftende. Eller vi kan tilbyde kørelejlighed til møderne, aftale at følges med dem i tjenesten, eller invitere dem med på et bibelstudium vi leder. En ældre søster eller en faderløs vil sikkert være glad for at deltage i vores familiestudium og/eller nyde et måltid sammen med os. Alle i menigheden kan være med til således at hjælpe dem der har et særligt behov. Børn og unge kan hjælpe til ved at udføre husligt arbejde eller gå i byen for andre. De der kun har den ene af forældrene med i sandheden, kan begynde med at yde en sådan hjælp hjemme hos sig selv. Ja, der er mange måder hvorpå vi kan og bør vise ægte kristen kærlighed. — Apg. 9:39; 1 Pet. 4:8-10.
4 Det er ikke usædvanligt at de der selv har et behov, er blandt de første til at hjælpe andre som har et behov. Mange har faktisk fundet at dette er en hjælp til selvhjælp — en vigtig forudsætning for et rigt og lykkeligt liv som kristen. I hundredvis af pionerer er plaget af sygdomme og skavanker, men er alligevel travlt optaget af forkyndelsen. Nogle heltidsforkyndere er blinde, døve eller bundet til en rullestol. Mange er ældre når de tager pionertjenesten op, og nogle er syge og alene. Men i stedet for at isolere sig og henfalde til selvmedlidenhed, er de optimistiske og udadvendte. De er ivrigt optaget af at dele Rigets budskab med andre. (Apg. 18:5) Det samme kan siges om mange faderløse unge mænd der er blevet pionerer, kommet på Betel eller rejst ud i missionærtjenesten. Det er naturligvis ikke alle dem der har et særligt behov der kan klare heltidstjenesten, men de her nævnte eksempler understreger den indstilling vi bør have og de gode resultater denne indstilling medfører. — Mark. 10:28-30.
5 Der er meget vi kan gøre for at bevare glæden og optimismen. Vi kan regelmæssigt læse i Bibelen, bladene og Selskabets øvrige publikationer, vi kan lytte til bibelbøgerne på kassettebånd og lade sandheden fylde vort hjerte; vi kan ringe til nogle som er syge eller modløse for at opmuntre dem. Vi kan også skrive breve og tage initiativet til at vise interesse for andre, sætte os et mål, som for eksempel at oprette et bibelstudium eller at være hjælpepioner; lære brødrene bedre at kende ved at invitere dem hjem eller besøge dem. Endvidere kan vi forbedre vores tjeneste og vores undervisning ved at melde os til den teokratiske skole, og brødrene kan stile efter den forret at blive tjenere i menigheden. (1 Tim. 3:1) Jo mere vi gør for andre — og for os selv — jo større lykke erfarer vi. — Apg. 20:35.
6 Uanset hvordan vi er stillet bør vi alle iføre os kærlighed og ydmyghed. Har vi et særligt behov bør vi passe på at vi ikke tænker for meget på hvad andre burde gøre for os, og at vi heller ikke i stolthed afviser brødrenes kærlige hjælp. Hvis vi kan yde hjælp bør vi gøre det med god dømmekraft og ikke sætte andre i forlegenhed eller krænke deres værdighed eller selvrespekt. Ingen bør drage fordel af brødrene ved at misbruge deres gavmildhed. Lad os alle være positive i vor indstilling, rimelige, åndelige, idet vi glæder os i håbet. (Fil. 4:4-9) Vejledningen om at ’elske hinanden inderligt af hjertet’ er henvendt til ALLE kristne, for kærlighed er noget vi ALLE har et særligt behov for. — 1 Pet. 1:22.