Gør dine børn til disciple
1 Jesus sagde: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, . . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20) Intet andet arbejde har større betydning. Vi må undervise folk sådan at de lærer Jehova at kende og kommer til at elske ham og tjene ham af hele deres hjerte. Forældre har desuden det ansvar at gøre deres børn til disciple. — Ef. 6:4.
2 At gøre børn til disciple omfatter mange ting. Noget af det vigtigste er at have et regelmæssigt familiebibelstudium hver uge. Når vi i almindelighed studerer med nogen, tager vi vedkommendes personlighed i betragtning, og vi er opmærksomme på eventuelle holdninger der kan hæmme hans åndelige vækst. Vi får ham til at udtale sig, og vi hører godt efter når han taler, så vi kan vide hvilke tilskyndelser han har brug for i åndelig henseende. Omsorgsfulde forældre vil være endnu mere opmærksomme på deres børns tanker og indstilling.
3 Er der tegn på at børnene er ved at glide ud i verden? Hvis vi som voksne kristne selv må være vågne over for denne fare, hvor langt mere må vi da ikke passe på vore børn og sikre os at de gør åndelige fremskridt! Hvis børnene ikke svarer ved møderne eller altid nøjes med at læse et let svar op fra paragraffen, behøver de hjælp. Under familiestudiet kan I lade dem vælge nogle paragraffer som de vil svare på, og hjælpe dem med at forberede et svar med deres egne ord. Stil spørgsmål, og hjælp dem til at ræsonnere over åndelige emner. Giv dem forståelse af Jehovas godhed og kærlighed, og indprent dem at de står ham til regnskab for alt hvad de gør. — Ordsp. 1:7.
4 Hver dag udsættes barnet for nye tanker i skolen, både i klassen og i frikvartererne. Og det er ikke alle tankerne der er sunde og opbyggende. På grund af manglende erfaring vil børnene måske acceptere nogle forkerte værdinormer, og lidt efter lidt vil verdens ånd begynde at underminere den åndelige grundvold forældrene forsøger at lægge. Det vil sige at forældrene hver dag står med den opgave at skulle finde ud af hvad der er blevet sået i deres børns sind, og rykke det dårlige op og erstatte det med opbyggende sandheder fra Guds ord. Dette kræver megen omtanke og konstant årvågenhed fra forældrenes side, hvis de skal regne med at gøre deres børn til disciple. — 2 Kor. 10:4; Ef. 6:10-18; 1 Pet. 5:8.
5 Har I sørget for at jeres skolesøgende børn har den åndelige rustning de behøver for at kunne „slukke alle den ondes brændende pile“? (Ef. 6:16) Er de forberedt på de stridsspørgsmål de kan komme ud for, for eksempel i forbindelse med neutralitet, helligdage og udviklingslære, og forstår de dem klart nok til at de kan give andre en logisk begrundelse for deres standpunkt? Og efterhånden som de bliver ældre, udruster I dem da til at kunne træffe de rette afgørelser med hensyn til omgangskreds, det modsatte køn, narkotika og moral? Det er slet ikke nemt, men ved en uophørlig indsats kan det lykkes jer at hjælpe dem til at vokse åndeligt i skoleårene. — Fil. 4:13.
6 Fremhold tidligt teokratiske mål for jeres børn — pionertjeneste, beteltjeneste eller missionærtjeneste. Tilskynd dem til at være hjælpepionerer i skoleferierne. Fortidens Hanna blev rigt velsignet af Jehova fordi hun gav sin førstefødte til tjenesten for ham. (1 Sam. 2:18-21) I dag har mange teokratiske forældre den glæde at se et eller flere af deres børn udføre en trofast heltidstjeneste.
7 Ord alene har dog ikke stor virkning. Børn efterligner snarere det de ser, først og fremmest hos deres forældre. Når I tilskynder dem til at sætte Rigets interesser først, må I derfor selv gøre det samme hvis jeres ord skal have nogen virkning. Hvis I tilskynder jeres børn til at blive pionerer, må I selv tage tjenesten alvorligt, ja gøre så meget som I med rimelighed kan, og om muligt være hjælpepionerer nu og da. Der kan ikke være to standarder for tale og adfærd, én der gælder i rigssalen og en anden i hjemmet.
8 Familiestudiet må tages alvorligt og aldrig blive en tilfældig affære, så man kun studerer når man ikke har andet for. De forældre der slider i det med at sætte et godt eksempel og gøre deres børn til disciple, erfarer store glæder når de ser dem vokse i kærlighed til Jehovas organisation.
9 Det er virkelig en udfordring at opdrage børn i sandheden i disse sidste dage. Verden forsøger at presse vore børn ind i sin egen form, og de der lader sig forme af verden, vil blive forkastet af Jehova. (Rom. 1:28-32) Hvor er det derfor vigtigt at vi kæmper energisk for at gøre vore børn til disciple, ligesom vi slider i det for at hjælpe vore medmennesker til at opnå belønningen, både i ’livet nu og det som skal komme’! — 1 Tim. 4:8b.