Fremholdelse af den gode nyhed — med abonnementer
1 Hvor meget betyder Vagttårnet for dig og dit åndelige liv? Hvis du føler at det har betydning for dig, vil du læse det regelmæssigt, og du vil ønske at andre — familie, venner og naboer — også læser det regelmæssigt. Kender du noget andet læsestof, bortset fra Bibelen, der indeholder så megen guddommelig visdom som Vagttårnet gør? Abonnerer du på det? Tilskynder du andre til at gøre det?
2 Apostelen Paulus tøvede ikke med at dele den gode nyhed med andre. Nej, han ’talte frimodigt i Jesu navn’. (Apg. 9:27) Den guddommelige visdom „kalder“, ja ’løfter sin røst’, og indbyder alle til at vinde sig klogskab og forstand. (Ordsp. 8:1) Når vi deltager i tjenesten må vi vise den samme frimodighed og tillidsfuldt tilbyde abonnement ved hvert besøg. — 1 Tess. 2:2.
3 ’Men folk har ikke lyst til at abonnere,’ siger du måske. Jag denne negative tanke på flugt! Tit er det slet ikke folks indstilling til et abonnement, men vores, der er noget i vejen med.
4 En kredstilsynsmand i Brasilien fortæller: „En forkynder som jeg arbejdede sammen med, sagde at han aldrig havde tegnet et abonnement, selv om han nu havde været forkynder i 20 år. Da jeg spurgte ham hvad problemet var, svarede han: ’Folk er jo ikke interesseret i at abonnere. Hvorfor så tilbyde det?’ Ved det første hus fremholdt jeg tilbudet, og den besøgte tegnede abonnement på begge blade. Så opfordrede jeg broderen til at forsøge ved det næste hus. Det gjorde han. Til sin store forbløffelse tegnede han også to abonnementer.“
Hvad vi kan sige
5 Når du tilbyder abonnement på Vagttårnet i november måned kan du, efter at du har præsenteret dig, sige: „Vi er sikkert enige om at forholdene i dag langtfra er som vi kunne ønske os. Der er mange ting vi gerne så bedre, ikke sandt? [Lad den besøgte udtale sig.] Selv om vi lever i et velfærdsland, påvirkes vi så stærkt af problemerne at Danmark ligefrem har verdensrekorden i selvmord. Mange vælger denne sørgelige udvej når de ikke længere kan overskue problemerne. Hvad kan man gøre i den situation, hvad enten det gælder én selv eller nogen man kender? Det er behandlet i Vagttårnet for 1. november. [Vis forsiden, og læg hovedvægten på artiklerne på side 6 og 9.] Som De måske ved, behandler Vagttårnet mange aktuelle emner. De kan få bladet bragt regelmæssigt to gange om måneden i et helt år for bare 25 kroner.“
6 Med Vågn op! kan præsentationen forme sig på denne måde: „Mange føler at forholdet mennesker imellem ikke længere er så godt som før i tiden. Dette gælder også inden for ægteskabet. Følger man lidt med i forholdene, kan man næsten ikke undgå at lægge mærke til at sådan er det. [Lad den besøgte udtale sig.] Spørgsmålet er så hvad man kan gøre, enten hvis man selv har brug for hjælp eller er i en situation hvor man gerne ville hjælpe andre. Vågn op! for 8. november indeholder nogle artikler om dette. [Henvis til et punkt eller to i bladet.] De vil finde gode praktiske forslag her. Vågn op! udkommer to gange om måneden og indeholder mange artikler om de problemer vi kommer ud for i hverdagen, og især om hvad vi kan gøre ved dem. De kan få bladet bragt i et helt år for kr. 25,00.“
7 Sæt dig et personligt mål for hvad du vil nå i abonnementskampagnen. Og gør så dit yderste for at lade ’visdommen kalde’ ved at være travlt optaget af bladarbejdet. Gør du det, vil du hjælpe både dig selv og andre til at ’skride frem ad forstandens vej’. — Ordsp. 9:6.