[Oversigt på side 298]

FORTEGNELSE OVER BIBELENS BØGER

(Nogle årstal [og steder for affattelse] er usikre. Forkortelser: e. for „efter“; f. for „før“.)

De Hebraiske Skrifter — fra før vor tidsregnings begyndelse (f.v.t.)

Bogens navn: 1 Mosebog

Skribent: Moses

Sted for affattelsen: Ørkenen

Tidspunkt fuldført: 1513

Omspænder: „I begyndelsen“ til 1657

Bogens navn: 2 Mosebog

Skribent: Moses

Sted for affattelsen: Ørkenen

Tidspunkt fuldført: 1512

Omspænder: 1657-1512

Bogens navn: 3 Mosebog

Skribent: Moses

Sted for affattelsen: Ørkenen

Tidspunkt fuldført: 1512

Omspænder: 1 måned (1512)

Bogens navn: 4 Mosebog

Skribent: Moses

Sted for affattelsen: Ørkenen/Moabs sletter

Tidspunkt fuldført: 1473

Omspænder: 1512-1473

Bogens navn: 5 Mosebog

Skribent: Moses

Sted for affattelsen: Moabs sletter

Tidspunkt fuldført: 1473

Omspænder: 2 måneder (1473)

Bogens navn: Josua

Skribent: Josua

Sted for affattelsen: Kana’an

Tidspunkt fuldført: ca. 1450

Omspænder: 1473–ca. 1450

Bogens navn: Dommerbogen

Skribent: Samuel

Sted for affattelsen: Israel

Tidspunkt fuldført: ca. 1100

Omspænder: ca. 1450–ca. 1120

Bogens navn: Rut

Skribent: Samuel

Sted for affattelsen: Israel

Tidspunkt fuldført: ca. 1090

Omspænder: 11 år af dommertiden

Bogens navn: 1 Samuel

Skribent: Samuel; Gad; Natan

Sted for affattelsen: Israel

Tidspunkt fuldført: ca. 1078

Omspænder: ca. 1180-1078

Bogens navn: 2 Samuel

Skribent: Gad; Natan

Sted for affattelsen: Israel

Tidspunkt fuldført: ca. 1040

Omspænder: 1077–ca. 1040

Bogens navn: 1 og 2 Kongebog

Skribent: Jeremias

Sted for affattelsen: Juda/Ægypten

Tidspunkt fuldført: 580

Omspænder: ca. 1040-580

Bogens navn: 1 og 2 Krønikebog

Skribent: Ezra

Sted for affattelsen: Jerusalem (?)

Tidspunkt fuldført: ca. 460

Omspænder: Efter 1 Krøn. 9:44, 1077-537

Bogens navn: Ezra

Skribent: Ezra

Sted for affattelsen: Jerusalem

Tidspunkt fuldført: ca. 460

Omspænder: 537–ca. 467

Bogens navn: Nehemias

Skribent: Nehemias

Sted for affattelsen: Jerusalem

Tidspunkt fuldført: e. 443

Omspænder: 456–e. 443

Bogens navn: Ester

Skribent: Mordokaj

Sted for affattelsen: Susan, Elam

Tidspunkt fuldført: ca. 475

Omspænder: 493–ca. 475

Bogens navn: Job

Skribent: Moses

Sted for affattelsen: Ørkenen

Tidspunkt fuldført: ca. 1473

Omspænder: Over 140 år mellem 1657 og 1473

Bogens navn: Salmerne

Skribent: David og andre

Tidspunkt fuldført: ca. 460

Bogens navn: Ordsprogene

Skribent: Salomon; Agur; Lemuel

Sted for affattelsen: Jerusalem

Tidspunkt fuldført: ca. 717

Bogens navn: Prædikeren

Skribent: Salomon

Sted for affattelsen: Jerusalem

Tidspunkt fuldført: f. 1000

Bogens navn: Højsangen

Skribent: Salomon

Sted for affattelsen: Jerusalem

Tidspunkt fuldført: ca. 1020

Bogens navn: Esajas

Skribent: Esajas

Sted for affattelsen: Jerusalem

Tidspunkt fuldført: e. 732

Omspænder: ca. 778–e. 732

Bogens navn: Jeremias

Skribent: Jeremias

Sted for affattelsen: Juda/Ægypten

Tidspunkt fuldført: 580

Omspænder: 647-580

Bogens navn: Klagesangene

Skribent: Jeremias

Sted for affattelsen: Nær Jerusalem

Tidspunkt fuldført: 607

Bogens navn: Ezekiel

Skribent: Ezekiel

Sted for affattelsen: Babylon

Tidspunkt fuldført: ca. 591

Omspænder: 613–ca. 591

Bogens navn: Daniel

Skribent: Daniel

Sted for affattelsen: Babylon

Tidspunkt fuldført: ca. 536

Omspænder: 618–ca. 536

Bogens navn: Hoseas

Skribent: Hoseas

Sted for affattelsen: Samaria (Området)

Tidspunkt fuldført: e. 745

Omspænder: f. 804–e. 745

Bogens navn: Joel

Skribent: Joel

Sted for affattelsen: Juda

Tidspunkt fuldført: ca. 820 (?)

Bogens navn: Amos

Skribent: Amos

Sted for affattelsen: Juda

Tidspunkt fuldført: ca. 804

Bogens navn: Obadias

Skribent: Obadias

Tidspunkt fuldført: ca. 607

Bogens navn: Jonas

Skribent: Jonas

Tidspunkt fuldført: ca. 844

Bogens navn: Mika

Skribent: Mika

Sted for affattelsen: Juda

Tidspunkt fuldført: f. 717

Omspænder: ca. 777-717

Bogens navn: Nahum

Skribent: Nahum

Sted for affattelsen: Juda

Tidspunkt fuldført: f. 632

Bogens navn: Habakkuk

Skribent: Habakkuk

Sted for affattelsen: Juda

Tidspunkt fuldført: ca. 628 (?)

Bogens navn: Zefanias

Skribent: Zefanias

Sted for affattelsen: Juda

Tidspunkt fuldført: f. 648

Bogens navn: Haggaj

Skribent: Haggaj

Sted for affattelsen: Jerusalem

Tidspunkt fuldført: 520

Omspænder: 112 dage (520)

Bogens navn: Zakarias

Skribent: Zakarias

Sted for affattelsen: Jerusalem

Tidspunkt fuldført: 518

Omspænder: 520-518

Bogens navn: Malakias

Skribent: Malakias

Sted for affattelsen: Jerusalem

Tidspunkt fuldført: e. 443

De Kristne Græske Skrifter — skrevet efter vor tidsregnings begyndelse (e.v.t.)

Bogens navn: Mattæus

Skribent: Mattæus

Sted for affattelsen: Palæstina

Tidspunkt fuldført: ca. 41

Omspænder: 2 f.v.t.–33 e.v.t.

Bogens navn: Markus

Skribent: Markus

Sted for affattelsen: Rom

Tidspunkt fuldført: ca. 60-65

Omspænder: 29-33 e.v.t.

Bogens navn: Lukas

Skribent: Lukas

Sted for affattelsen: Cæsarea

Tidspunkt fuldført: ca. 56-58

Omspænder: 3 f.v.t.–33 e.v.t.

Bogens navn: Johannes

Skribent: Apostelen Johannes

Sted for affattelsen: Efesus eller omegn

Tidspunkt fuldført: ca. 98

Omspænder: Efter prologen: 29-33 e.v.t.

Bogens navn: Apostelgerninger

Skribent: Lukas

Sted for affattelsen: Rom

Tidspunkt fuldført: ca. 61

Omspænder: 33–ca. 61 e.v.t.

Bogens navn: Romerbrevet

Skribent: Paulus

Sted for affattelsen: Korinth

Tidspunkt fuldført: ca. 56

Bogens navn: 1 Korintherbrev

Skribent: Paulus

Sted for affattelsen: Efesus

Tidspunkt fuldført: ca. 55

Bogens navn: 2 Korintherbrev

Skribent: Paulus

Sted for affattelsen: Makedonien

Tidspunkt fuldført: ca. 55

Bogens navn: Galaterbrevet

Skribent: Paulus

Sted for affattelsen: Korinth eller Antiochia i Syrien

Tidspunkt fuldført: ca. 50-52

Bogens navn: Efeserbrevet

Skribent: Paulus

Sted for affattelsen: Rom

Tidspunkt fuldført: ca. 60-61

Bogens navn: Filipperbrevet

Skribent: Paulus

Sted for affattelsen: Rom

Tidspunkt fuldført: ca. 60-61

Bogens navn: Kolossenserbrevet

Skribent: Paulus

Sted for affattelsen: Rom

Tidspunkt fuldført: ca. 60-61

Bogens navn: 1 Thessalonikerbrev

Skribent: Paulus

Sted for affattelsen: Korinth

Tidspunkt fuldført: ca. 50

Bogens navn: 2 Thessalonikerbrev

Skribent: Paulus

Sted for affattelsen: Korinth

Tidspunkt fuldført: ca. 51

Bogens navn: 1 Timoteusbrev

Skribent: Paulus

Sted for affattelsen: Makedonien

Tidspunkt fuldført: ca. 61-64

Bogens navn: 2 Timoteusbrev

Skribent: Paulus

Sted for affattelsen: Rom

Tidspunkt fuldført: ca. 65

Bogens navn: Titus

Skribent: Paulus

Sted for affattelsen: Makedonien (?)

Tidspunkt fuldført: ca. 61-64

Bogens navn: Filemon

Skribent: Paulus

Sted for affattelsen: Rom

Tidspunkt fuldført: ca. 60-61

Bogens navn: Hebræerbrevet

Skribent: Paulus

Sted for affattelsen: Rom

Tidspunkt fuldført: ca. 61

Bogens navn: Jakob

Skribent: Jakob (Jesu broder)

Sted for affattelsen: Jerusalem

Tidspunkt fuldført: f. 62

Bogens navn: 1 Petersbrev

Skribent: Peter

Sted for affattelsen: Babylon

Tidspunkt fuldført: ca. 62-64

Bogens navn: 2 Petersbrev

Skribent: Peter

Sted for affattelsen: Babylon (?)

Tidspunkt fuldført: ca. 64

Bogens navn: 1 Johannesbrev

Skribent: Apostelen Johannes

Sted for affattelsen: Efesus eller omegn

Tidspunkt fuldført: ca. 98

Bogens navn: 2 Johannesbrev

Skribent: Apostelen Johannes

Sted for affattelsen: Efesus eller omegn

Tidspunkt fuldført: ca. 98

Bogens navn: 3 Johannesbrev

Skribent: Apostelen Johannes

Sted for affattelsen: Efesus eller omegn

Tidspunkt fuldført: ca. 98

Bogens navn: Judas

Skribent: Judas (Jesu broder)

Sted for affattelsen: Palæstina (?)

Tidspunkt fuldført: ca. 65

Bogens navn: Åbenbaringen

Skribent: Apostelen Johannes

Sted for affattelsen: Patmos

Tidspunkt fuldført: ca. 96

Ti lektioner om de inspirerede skrifter og deres baggrund

Lektion 4 — Bibelen og dens kanon

Hvor ordet „bibel“ stammer fra; hvordan man har afgjort hvilke bøger der hører med til Bibelen; apokryferne forkastes.

1, 2. (a) Hvad er den almindelige betydning af det græske ord bibliʹa? (b) Hvordan anvendes dette og andre beslægtede ord i De Kristne Græske Skrifter? (c) Hvorfra er ordet „bibel“ kommet ind i det danske sprog?

EFTERSOM de inspirerede skrifter almindeligvis omtales som Bibelen, vil det være af interesse at undersøge hvor ordet „bibel“ stammer fra og hvad det betyder. Det kommer fra det græske ord bibliʹa, der betyder „små bøger“. Dette ord er igen afledt af biʹblos, der betegner papyrusplantens marv, hvoraf man i oldtiden fremstillede „papir“ til at skrive på. (Den fønikiske havneby Gebal, hvorigennem papyrus blev importeret fra Ægypten, blev af grækerne kaldt Byblos. Se Josua 13:5, NW, 1984-udgaven, fodnote.) Med tiden blev bibliʹa betegnelsen for forskellige meddelelser der var skrevet på dette materiale. Ordet bibliʹa kom på den måde til at betegne alle slags skrifter, skriftruller, bøger, dokumenter og håndskrifter, og endda en samling små bøger.

² Overraskende nok findes ordet bibel almindeligvis ikke i danske, engelske eller andre oversættelser af de inspirerede skrifter. I det andet århundrede f.v.t. blev den samling inspirerede bøger vi kalder De Hebraiske Skrifter, imidlertid på græsk omtalt som ta bibliʹa. I Daniel 9:2 skrev profeten: „Jeg, Daniel, [lagde] i bøgerne mærke til . . .“ Her har Septuaginta ordet biʹblois, dativ flertal af biʹblos. I Andet Timoteusbrev 4:13 skrev Paulus: „Når du kommer, så bring . . . skriftrullerne [græsk: bibliʹa].“ De græske ord bibliʹon og biʹblos forekommer i deres forskellige grammatiske former over 40 gange i De Kristne Græske Skrifter og oversættes som regel med „skriftrulle(r)“ eller „bog (bøger)“. Bibliʹa blev senere brugt på latin som et entalsord, og fra latin er ordet „bibel“ trængt ind i andre sprog, deriblandt dansk.

3. Hvad viser at bibelskribenterne regnede Bibelen for Guds inspirerede ord?

³ Bibelen er Guds ord. Skønt forskellige mennesker blev inspireret til at skrive Bibelen, og andre har været med til at oversætte den fra originalsprogene til vor tids sprog, er Bibelen Guds ord i udtrykkets fulde betydning, hans egen inspirerede åbenbaring til menneskene. De inspirerede skribenter betragtede selv Bibelen på denne måde, hvilket fremgår af at de brugte udtryk som „hvad der udgår af Jehovas mund“ (5 Mos. 8:3), „de ord som Jehova har talt“ (Jos. 24:27), „Jehovas buds ord“ (Ezra 7:11), „Jehovas lov“ (Sl. 19:7), „Jehovas ord“ (Es. 38:4; 1 Thess. 4:15) og ’Jehovas udtalelse’ (Matt. 4:4).

DET GUDDOMMELIGE BIBLIOTEK

4. Hvad består Bibelen af, og hvem har bestemt det?

⁴ Den bog der nu er kendt som Bibelen er i virkeligheden en samling gamle, guddommeligt inspirerede skrifter. Skrifterne blev til og blev samlet i løbet af en periode på 1600 år. Alt i alt udgør denne samling dokumenter hvad Hieronymus på latin træffende betegnede som Bibliotheca Divina eller Det Guddommelige Bibliotek. Til dette bibliotek hører et katalog eller en officiel fortegnelse over bøgerne, der er begrænset til netop de bøger der hører til inden for bibliotekets fagområde. Alle andre bøger er udeladt. Jehova Gud er den store Bibliotekar der fastlægger normen for hvilke skrifter der skal medtages. Bibelen er således en samling bestående af 66 bøger som alle er et resultat af Guds vejledende hellige ånds virke.

5. Hvad er Bibelens kanon, og hvorfra stammer dette udtryk?

⁵ Den række bøger der anerkendes som uforfalskede og inspirerede, omtales ofte som Bibelens kanon. Det hebraiske ord (qanæhʹ) betød oprindelig en rørkæp der blev brugt som målestok når man ikke havde et stykke træ ved hånden. Apostelen Paulus brugte det græske ord kanōnʹ i betydningen „rettesnor“, samt om det „distrikt“ han havde fået tildelt efter mål. (Gal. 6:16, NW, 1984-udgaven, fodnote; 2 Kor. 10:13) Kanoniske bøger er derfor bøger som er sande, inspirerede og værdige til at blive brugt som rettesnor for hvad der er den rette tro, lære og adfærd. Hvis vi som lodsnor bruger bøger der ikke er „lige“, vil vor „bygning“ ikke være i overensstemmelse med sandheden, og den vil ikke blive godkendt af den store Bygmester.

6. Nævn nogle af de faktorer der afgør om en bog er kanonisk.

⁶ Hvad der kendetegner de kanoniske bøger. Efter hvilke guddommelige kriterier blev det afgjort at Bibelens 66 bøger er kanoniske? Først og fremmest måtte dokumenterne omhandle Jehovas gerninger i forbindelse med jorden, samtidig med at de måtte få mennesker til at tilbede Jehova og indgive dem dyb respekt for hans navn, hans gerninger og hans hensigter med jorden. De måtte vidne om at de var inspirerede, at de var et resultat af den hellige ånds virke. (2 Pet. 1:21) De måtte ikke appellere til overtro eller tilbedelse af skabninger, men skulle i stedet tilskynde læserne til at elske Gud og tjene ham. Der måtte ikke være noget i de enkelte skrifter der var i konflikt med hele bogens indre harmoni, men hver eneste bog måtte ved sin overensstemmelse med de andre bekræfte at der kun er én forfatter, nemlig Jehova Gud. Man ville også forvente at bøgerne vidnede om nøjagtighed, selv i de mindste detaljer. Foruden disse grundlæggende kendetegn er der i hver enkelt bog, alt efter indholdets karakter, andre sikre tegn på at den er inspireret og derfor kanonisk, og disse er omtalt i indledningen til hver af lektionerne over Bibelens bøger. Desuden er der visse særlige omstændigheder for henholdsvis De Hebraiske Skrifters og De Kristne Græske Skrifters vedkommende som er med til at fastlægge den bibelske kanon.

DE HEBRAISKE SKRIFTER

7. Hvordan blev den hebraiske kanon efterhånden fuldført, og hvad skulle enhver ny del være i harmoni med?

⁷ Vi må ikke tro at man måtte vente med at anerkende hvad der hørte med til de inspirerede skrifter indtil den hebraiske kanon var fuldført i det femte århundrede f.v.t. Det Moses skrev under Guds ånds vejledning blev lige fra begyndelsen anerkendt af israelitterne som inspireret, af guddommelig oprindelse. Da Pentateuken var fuldført, udgjorde den den tids kanon. Yderligere åbenbaringer om Guds hensigter, givet mennesker ved inspiration, ville være i harmoni med, og logisk følge, de grundlæggende principper for sand tilbedelse som fandtes i Pentateuken. Ved vor undersøgelse af Bibelens forskellige bøger har vi set at det forholder sig sådan, især hvor disse direkte omhandler Bibelens storslåede tema, helligelsen af Jehovas navn og hævdelsen af hans suverænitet gennem Riget ved Kristus, det lovede afkom.

8. Hvad viser at Bibelens profetiske bøger er kanoniske?

⁸ Især De Hebraiske Skrifter indeholder mange profetier. Gennem Moses fastlagde Jehova selv det grundlag ud fra hvilket man kunne afgøre om en profeti var ægte, om den virkelig var fra Gud eller ikke, og dette var også en hjælp til at afgøre om en profetisk bog var kanonisk. (5 Mos. 13:1-3; 18:20-22) En undersøgelse af hver af De Hebraiske Skrifters profetiske bøger, sammenholdt med Bibelen som helhed og med den verdslige historie, viser, hævet over al tvivl, at profeterne talte i Jehovas navn, at deres „ord“ virkelig ’skete eller gik i opfyldelse’ — enten fuldstændigt eller i mindre eller delvist omfang når det drejede sig om begivenheder der endnu lå ude i fremtiden — og at det fik mennesker til at vende sig til Gud. En profeti der opfyldte disse krav var sand og inspireret.

9. Hvilken vigtig faktor må man holde sig for øje når man beskæftiger sig med spørgsmålet om Bibelens kanon?

⁹ Et direkte bevis på mange af De Hebraiske Skrifters ægthed er at Jesus og de inspirerede kristne bibelskribenter citerede fra dem. Dette bevis kan imidlertid ikke anvendes på alle Bibelens bøger, for eksempel ikke Esters Bog og Prædikerens Bog. Når man skal afgøre om en bog er kanonisk, må man derfor holde sig en anden meget vigtig faktor for øje, én der gælder for hele den bibelske kanon. Ligesom Jehova inspirerede mennesker til at nedskrive hans guddommelige budskaber for at menneskene kunne blive oplært, opbygget og opmuntret til at tilbede og tjene ham, er det logisk at han også ville forestå og lede samlingen af de inspirerede skrifter og fastlæggelsen af den bibelske kanon. Det ville han gøre for at der ikke kunne være nogen tvivl om hvad der udgjorde hans sandhedsord og hvad der således skulle danne den varige målestok for sand tilbedelse. Kun på denne måde ville skabninger her på jorden fortsat kunne blive ’født på ny gennem Guds ord’, og være i stand til at bevidne at „Jehovas ord forbliver til evig tid“. — 1 Pet. 1:23, 25.

10. Hvornår var De Hebraiske Skrifters kanon fastlagt?

¹⁰ Fastlæggelsen af den hebraiske kanon. Ifølge den jødiske overlevering var det Ezra der indledte samlingen og katalogiseringen af De Hebraiske Skrifters kanon, og Nehemias der fuldførte den. Ezra var absolut velegnet til dette arbejde; han var selv en af de inspirerede bibelskribenter, han var præst, og han var skriftlærd og officiel afskriver af hellige skrifter. (Ezra 7:1-11) Der er ingen grund til at tvivle på overleveringen som siger at De Hebraiske Skrifters kanon var fastlagt ved slutningen af det femte århundrede f.v.t.

11. Hvordan er De Hebraiske Skrifter ordnet i den traditionelle jødiske kanon?

¹¹ Mens De Hebraiske Skrifters kanon i dag omfatter 39 bøger, indeholder den traditionelle jødiske kanon — skønt den omfatter de samme bøger — kun 24. Nogle autoriteter har slået Ruts Bog sammen med Dommerbogen, og Klagesangene sammen med Jeremias’ Bog, så antallet af bøger blev 22, selv om de har holdt sig til nøjagtig de samme kanoniske skrifter.a Derved kom antallet af inspirerede bøger til at svare til antallet af bogstaver i det hebraiske alfabet. Her følger listen over de 24 bøger i den traditionelle jødiske kanon:

Loven (Pentateuken)

1. Første Mosebog

2. Anden Mosebog

3. Tredje Mosebog

4. Fjerde Mosebog

5. Femte Mosebog

Profeterne

6. Josuas Bog

7. Dommerbogen

8. Samuels Bog (Første og Anden, tilsammen én bog)

9. Kongebogen (Første og Anden, tilsammen én bog)

10. Esajas’ Bog

11. Jeremias’ Bog

12. Ezekiels Bog

13. De tolv profeter (Hoseas’, Joels, Amos’, Obadias’, Jonas’, Mikas, Nahums, Habakkuks, Zefanias’, Haggajs, Zakarias’ og Malakias’ bøger udgør tilsammen én bog)

Skrifterne (Hagiograferne)

14. Salmerne

15. Ordsprogene

16. Jobs Bog

17. Højsangen

18. Ruts Bog

19. Klagesangene

20. Prædikerens Bog

21. Esters Bog

22. Daniels Bog

23. Ezras Bog (Nehemias’ Bog var indbefattet heri)

24. Krønikebogen (Første og Anden, tilsammen én bog)

12. Hvad bekræfter yderligere den hebraiske kanon, og med hvilke skrifter sluttede den?

¹² Det var skrifterne i denne samling eller kanon som Jesus Kristus og den første kristne menighed anerkendte som inspirerede. De inspirerede kristne bibelskribenter citerede kun fra disse skrifter, og ved at indlede citaterne med udtryk som „som der står skrevet“, bekræftede de at de var Guds ord. (Rom. 15:9) Jesus omtalte hele den inspirerede skrift der var blevet til før hans tjeneste begyndte, som ’Moseloven, Profeterne og Salmerne’. (Luk. 24:44) Her bruges betegnelsen „Salmerne“, der er den første bog i Hagiograferne, om hele denne afdeling. Den sidste historiske bog der blev taget med i den hebraiske kanon, var Nehemias’ Bog. At dette skete under Guds ånds ledelse, fremgår af at det kun er denne bog som angiver det udgangspunkt man må have for at kunne forstå Daniels profeti om at der ’fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgik’, ville gå en periode på 69 profetiske uger indtil Messias’ komme. (Dan. 9:25; Neh. 2:1-8; 6:15) Nehemias’ Bog giver også den historiske baggrund for den sidste af de profetiske bøger, Malakias’ Bog. Det kan ikke betvivles at Malakias’ Bog hører med til de inspirerede skrifters kanon, for selv Jesus citerede flere gange fra den. (Matt. 11:10, 14) Mens der på lignende måde citeres fra hovedparten af den hebraiske kanons andre bøger, der alle er skrevet før Nehemias’ og Malakias’ bøger, citerer de kristne bibelskribenter ikke fra nogen af de såkaldt inspirerede skrifter der blev skrevet efter Nehemias’ og Malakias’ tid og frem til Kristi tid. Dette bekræfter jødernes traditionelle opfattelse, og også den opfattelse den kristne menighed i det første århundrede havde, nemlig at den hebraiske kanon sluttede med Nehemias’ og Malakias’ skrifter.

DE HEBRAISKE SKRIFTERS APOKRYFE BØGER

13. (a) Hvad er apokryfe bøger? (b) Hvordan gik det til at de blev indlemmet i den romersk-katolske kanon?

¹³ Hvad er apokryfe bøger? Det er skrifter som nogle har indlemmet i visse bibler, men som er blevet forkastet af andre fordi de ikke bærer vidnesbyrd om at være inspireret af Gud. Det græske ord apoʹkryfos sigter til noget der er „omhyggeligt gemt“. (Mark. 4:22; Luk. 8:17; Kol. 2:3) Denne betegnelse bruges om bøger som er af tvivlsom autoritet og oprindelse, eller om de bøger der — skønt de blev anset for at være af en vis værdi for den enkelte læser — manglede vidnesbyrd om guddommelig inspiration. Sådanne bøger blev holdt for sig selv og ikke oplæst offentligt; de blev „gemt“. Ved kirkemødet i Karthago i 397 blev det foreslået at syv af de apokryfe bøger skulle føjes til De Hebraiske Skrifter, sammen med tilføjelser til Esters og Daniels kanoniske bøger, men først så sent som i 1546, på Tridentinerkoncilet, vedtog den romersk-katolske kirke endeligt at godkende disse tilføjelser til sin samling af Bibelens bøger. Disse tilføjelser var: Tobits Bog, Judits Bog, en tilføjelse til Esters Bog, Visdommens Bog, Siraks Bog, Baruks Bog, tre tilføjelser til Daniels Bog, Første Makkabæerbog og Anden Makkabæerbog.

14. (a) I hvilken henseende er Første Makkabæerbog af interesse? (b) Hvilke autoriteter henviste aldrig til apokryferne, og hvorfor ikke?

¹⁴ Skønt Første Makkabæerbog ikke på nogen måde kan betragtes som inspireret, indeholder den oplysninger af historisk interesse. Den giver en skildring af jødernes kamp for uafhængighed i det andet århundrede før vor tidsregning, under præstefamilien Makkabæernes førerskab. Resten af de apokryfe bøger er fulde af fejl, sagn og overtro. Hverken Jesus eller de kristne bibelskribenter omtalte dem eller citerede fra dem.

15, 16. Hvordan viste Josefus og Hieronymus hvilke bøger der er kanoniske?

¹⁵ Den jødiske historiker Flavius Josefus, der levede i det første århundrede efter vor tidsregning, henviste i sit værk Mod Apion (1. bog, 8. afsnit)b til alle de bøger hebræerne betragtede som hellige. Han skrev: „Vi har ikke en Mængde Bøger, der er i Uoverensstemmelse med og strider mod hinanden, men vi har blot 22 Bøger [som vist i paragraf 11 svarer de til vor tids 39 bøger], der indeholder en Beretning om hele Tiden — fra de ældste Dage — og de regnes med Rette for guddommelige. Af disse er de 5 af Moses, og de indeholder Lovene og Beretningen om Menneskeslægtens Historie lige til hans Død. . . . Fra Moses’ Død indtil Artaxerxes, den Perserkonge, der fulgte efter Xerxes, skrev de Profeter, der fulgte efter Moses, deres egen Tids Historie i 13 Bøger. Men de øvrige indeholder Hymner til Gud og Formaninger til Mennesker angaaende deres Livsførelse.“ Josefus viser således at De Hebraiske Skrifters kanon var fastlagt længe før det første århundrede e.v.t.

¹⁶ Bibelforskeren Hieronymus, der fuldførte den latinske Vulgata-oversættelse af Bibelen omkring 405 e.v.t., var helt afgjort i sit syn på de apokryfe bøger. Efter at han havde opregnet de inspirerede bøger, idet han brugte samme inddeling som Josefus og sammenfattede de 39 bøger i De Hebraiske Skrifter til 22, skrev han i sin prolog til Samuels- og Kongebøgerne i Vulgata: „Der er således toogtyve bøger . . . Denne prolog til Skrifterne kan tjene som udtryk for en grundfæstet indstilling til alle de bøger vi oversætter fra hebraisk til latin, så vi véd at hvad der end findes ud over dette, må det henregnes til apokryferne.“

DE KRISTNE GRÆSKE SKRIFTER

17. Hvad hævder den romersk-katolske kirke at have haft ansvaret for, men hvem har i virkeligheden afgjort hvilke bøger der skulle udgøre Bibelens kanon?

¹⁷ Den romersk-katolske kirke hævder at det er den der har afgjort hvilke bøger der skulle medtages i den bibelske kanon, og den henviser til kirkemødet i Karthago (i år 397), hvor der blev opstillet en fortegnelse over bøgerne. Imidlertid forholder det sig anderledes, for den bibelske kanon, heri indbefattet den række bøger der udgør De Kristne Græske Skrifter, var allerede fastlagt på dette tidspunkt, ikke ved et kirkemødedekret, men ved Guds hellige ånds ledelse — den samme ånd som havde inspireret skribenterne til at nedskrive bøgerne. Senere, ikke-inspirerede fortegnelsers vidnesbyrd har kun værdi som en anerkendelse af den bibelske kanon, der allerede var fastlagt af Guds ånd.

18. Hvilke vigtige slutninger kan man drage ud fra oversigten over gamle fortegnelser over De Kristne Græske Skrifter?

¹⁸ Vidnesbyrd om de første samlinger. Et blik på den efterfølgende oversigt viser at en del samlinger fra det fjerde århundrede af De Kristne Skrifter — samlinger som alle er foretaget før det ovennævnte kirkemøde blev afholdt — stemmer nøje overens med vor nuværende kanon, og at andre kun udelader Åbenbaringen. Inden slutningen af det andet århundrede var de fire evangelier, Apostelgerninger og tolv af apostelen Paulus’ breve almindeligt anerkendt. Kun nogle få af de mindre skrifter blev betvivlet visse steder. Det skyldtes sikkert at disse skrifter af en eller anden grund i begyndelsen kun cirkulerede i begrænset omfang, og at det derfor tog længere tid før de blev anerkendt som kanoniske.

19. (a) Hvilket betydningsfuldt dokument er blevet fundet i Italien, og hvor gammelt er det? (b) Hvoraf bestod datidens anerkendte kanon, ifølge dette dokument?

¹⁹ En af de interessanteste gamle fortegnelser er det fragment der blev opdaget af L. A. Muratori i Det Ambrosianske Bibliotek i Milano i Italien, og offentliggjort af ham i 1740. Begyndelsen mangler, men den omstændighed at det omtaler Lukasevangeliet som det tredje evangelium, viser at det først har nævnt Mattæusevangeliet og Markusevangeliet. Det Muratoriske Fragment, der er skrevet på latin, stammer fra sidste del af det andet århundrede. Det er et højst interessant dokument, som det fremgår af følgende uddrag: „Den tredje evangeliebog er skrevet af Lukas. Lukas, den velkendte læge, skrev den i sit eget navn, . . . Det fjerde evangelium er skrevet af Johannes, en af disciplene. . . . Og derfor er der ingen uoverensstemmelse i de troendes tro, selv om det ikke er de samme kendsgerninger der fremstilles i de enkelte evangeliebøger, for under den ene vejledende ånd er der i [dem] alle nævnt alt det der vedrører hans fødsel, lidelse, opstandelse, hans samtaler med disciplene og hans første og andet komme, det første i ydmyghed som følge af den foragt man viste ham, og det andet i kongemagtens herlighed, hvilket endnu ligger forude. Det er derfor ikke så mærkeligt at Johannes konsekvent anfører alle disse ting i sine breve og selv siger: ’Det, vi har set med egne øjne, det vi har hørt med egne ører, det vore hænder har følt på, det har vi skrevet om.’ For således erklærer han at han ikke kun har været et øjenvidne, men at han også har hørt og fortalt i rækkefølge om alle de vidunderlige ting om Herren. Endvidere er alle apostlenes gerninger nedskrevet i én bog. Lukas sammenfattede dem [således] til den højædle Teofilus . . . Hvad angår Paulus’ breve, klargør de selv over for den der vil forstå, hvad de er og hvorfra eller af hvilken grund de blev sendt. For det første skrev han udførligt til korintherne for at forbyde splittelse på grund af kætteri, derefter til galaterne [imod] omskærelse, og til romerne om skrifternes orden, idet han samtidig gav til kende at Kristus indtager den vigtigste plads i dem — alt dette er det nødvendigt for os at drøfte, idet vi ser at den velsignede apostel Paulus, efter sin forgænger Johannes’ eksempel, kun skriver til syv navngivne menigheder i følgende orden: Til korintherne (første), til efeserne (anden), til filipperne (tredje), til kolossenserne (fjerde), til galaterne (femte), til thessalonikerne (sjette), til romerne (syvende). Men skønt han skriver to gange til korintherne og thessalonikerne for at retlede dem, viser det [? det forhold at der er syv menigheder] dog at der kun findes én kirke spredt ud over hele jorden; og det er også sådan at Johannes i Åbenbaringen, skønt han skriver til syv menigheder, dog taler til alle. Men [han skrev] af hengivenhed og kærlighed ét til Filemon, ét til Titus, og to til Timoteus; [og disse] holdes i ære som hellige i kirken. . . . Yderligere medregnes et brev af Judas og to der bærer Johannes’ navn . . . Vi medtager kun Johannes’ og Peters åbenbaringer, hvilken [sidste] nogle af os ikke ønsker oplæst i kirken.“ — The New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge, 1956, bind VIII, side 56.

20. (a) Hvilken forklaring gives der på at et af Johannes’ og et af Peters breve er udeladt? (b) I hvor høj grad svarer denne fortegnelse til Bibelens indhold i vor tid?

²⁰ Som vi ser, nævnes der i slutningen af Det Muratoriske Fragment kun to breve af Johannes. Herom siger ovennævnte leksikon på side 55 at disse to breve af Johannes „kun kan være det andet og tredje, hvis skribent blot benævner sig som ’den ældste’. Da forfatteren allerede havde behandlet det første, skønt det kun var i forbigående, sammen med det fjerde evangelium, og dér gav udtryk for sin urokkelige tro på at det hidrører fra Johannes, mente han at han her kunne nøjes med at nævne de to mindre breve.“ Med hensyn til at der øjensynlig mangler enhver hentydning til Peters Første Brev, fortsætter dette leksikon: „Den mest sandsynlige hypotese går ud på at nogle få ord er gået tabt, måske en linje, hvori Peters Første Brev og Johannes’ Åbenbaring blev omtalt som kanoniske.“ Med Det Muratoriske Fragment som grundlag drager dette opslagsværk, på side 56, derfor følgende slutning: „Det Nye Testamente må betragtes som bestående af de fire evangelier, Apostelgerninger, tretten breve af Paulus, Johannes’ Åbenbaring, sandsynligvis tre af hans breve, Judas’ Brev, og sandsynligvis Peters Første Brev, mens modstanden mod et andet af Peters skrifter endnu ikke var døet hen.“

21. (a) Af hvilken interesse er Origenes’ kommentarer til de inspirerede skrifter? (b) Hvad har senere forfattere anerkendt?

²¹ Origenes anerkendte omkring år 230 Hebræerbrevet og Jakobs Brev som inspirerede skrifter. Begge mangler i Det Muratoriske Fragment. Han antyder at nogle har betvivlet at de var kanoniske, og antyder dermed også at de fleste af De Græske Skrifter blev betragtet som kanoniske, og at kun nogle få havde tvivl vedrørende nogle af de mindre velkendte breve. Senere anerkendte Athanasios, Hieronymus og Augustin det man kunne udlede af tidligere fortegnelser, idet de definerede hvad der udgjorde kanonen og anførte de samme 27 bøger som vi har nu.c

22, 23. (a) Hvordan er flere af de fortegnelser der findes i oversigten, udarbejdet? (b) Hvorfor fandtes der øjensynlig ikke sådanne fortegnelser før Det Muratoriske Fragment?

²² Hovedparten af fortegnelserne i oversigten er egentlige fortegnelser over hvilke bøger der ansås for kanoniske. Irenæus’, Clemens fra Alexandrias, Tertullians og Origenes’ fortegnelser er samlet fra de citater de har anført og som viser hvordan de betragtede de skrifter de citerede fra. Disse suppleres yderligere af kirkehistorikeren Eusebios’ optegnelser. At disse forfattere ikke nævner visse af de kanoniske skrifter, beviser ikke at de pågældende skrifter er ukanoniske. Måske henviste forfatterne ganske enkelt ikke til disse bøger i deres skrifter, enten efter eget valg eller fordi de emner de behandlede, ikke gav dem lejlighed til det. Men hvorfor findes der ikke egentlige fortegnelser som er ældre end Det Muratoriske Fragment?

²³ Det var først da kritikere som Markion fremstod i midten af det andet århundrede at spørgsmålet om hvilke bøger kristne skulle anerkende, opstod. Markion lavede sin egen kanon så den passede til hans læresætninger, idet han kun medtog enkelte af apostelen Paulus’ breve og en udrenset udgave af Lukasevangeliet. Det var dette, i forbindelse med den mængde af apokryfe skrifter der nu begyndte at spredes ud over verden, der fik nogle til at udtale sig om hvilke bøger de anså for kanoniske.

24. (a) Hvad kendetegner „Det Nye Testamentes“ apokryfe skrifter? (b) Hvad siger bibelforskere om disse?

²⁴ Apokryfe skrifter. Indre vidnesbyrd bekræfter det skarpe skel der blev sat mellem de inspirerede kristne skrifter og skrifter der var uægte eller uinspirerede. De apokryfe skrifter står langt under de inspirerede og er ofte fantasifulde og barnagtige. De er ikke sjældent unøjagtige.d Læg mærke til følgende udtalelser som nogle bibelforskere har fremsat om disse uægte bøger:

„Der er ikke tale om at nogen har udelukket dem fra Det nye Testamente: de har udelukket sig selv.“ — M. R. James, The Apocryphal New Testament, side xi, xii.

„Vi behøver blot at sammenligne vort Nye Testamentes bøger som et hele med anden litteratur af samme slags, for at forstå hvor gabende den kløft er som skiller dem fra hinanden. Man siger ofte at de ikkekanoniske evangelier i virkeligheden er det bedste vidnesbyrd til støtte for de kanoniske.“ — G. Milligan, The New Testament Documents, side 228.

„Man kan ikke sige om et eneste af de skrifter uden for Det nye Testamente der er bevaret til os fra kirkens første tid, at det med rette kunne føjes til kanonen i vor tid.“ — K. Aland, The Problem of the New Testament Canon, side 24.

25. Hvilke omstændigheder i forbindelse med de kristne bibelskribenter taler for at deres skrifter er inspirerede?

²⁵ Inspirerede skribenter. Dette næste punkt er af interesse. Alle de kristne bibelskribenter var på den ene eller anden måde nært knyttet til den kristne menigheds oprindelige styrende råd, der indbefattede apostle som Jesus personligt havde udvalgt. Mattæus, Johannes og Peter var blandt de oprindelige tolv apostle, og Paulus blev senere valgt som apostel, uden dog at blive regnet med til de tolv.e Mattæus, Johannes og Peter, foruden Jakob og Judas og sandsynligvis Markus, var til stede ved den særlige udgydelse af den hellige ånd på Pinsedagen. (Apg. 1:14) Paulus var ikke til stede, men Peter bemærker specielt at han regnede Paulus’ breve med til „de øvrige skrifter“. (2 Pet. 3:15, 16) Markus og Lukas var nære venner af Paulus og Peter, og ledsagede dem ofte på deres rejser. (Apg. 12:25; 1 Pet. 5:13; Kol. 4:14; 2 Tim. 4:11) Alle disse skribenter ejede mirakuløse evner som de havde fået ved den hellige ånd, enten ved en særlig udgydelse, som på Pinsedagen og dengang Paulus blev omvendt (Apg. 9:17, 18), eller, som det uden tvivl var tilfældet med Lukas, ved apostlenes håndspålæggelse. (Apg. 8:14-17) Alle De Kristne Græske Skrifter blev skrevet i den periode hvor åndens særlige gaver virkede.

26. (a) Hvad anerkender vi som Guds ord, og hvorfor? (b) Hvordan bør vi vise at vi værdsætter Bibelen?

²⁶ Da vi tror på den almægtige Gud, der har inspireret og bevaret sit ord, er vi også overbeviste om at han er den der har ledet samlingen af Bibelens skrifter. Vi anerkender derfor tillidsfuldt De Kristne Græske Skrifters 27 bøger sammen med De Hebraiske Skrifters 39 bøger som én bibel med én forfatter, Jehova Gud. Hans ord i Bibelens 66 bøger er vor rettesnor, og dens fuldstændige harmoni og balance bekræfter dens fuldkommenhed. Priset være Jehova Gud, skaberen af denne uforlignelige bog! Den kan fuldt udruste os og lede vore skridt ad livets vej. Lad os bruge den forstandigt ved enhver lejlighed.

[Fodnoter]

[Oversigt på side 303]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Vigtige gamle fortegnelser over De Kristne Græske Skrifter

A – Anerkendt uden tvivl som bibelsk og kanonisk

B – Betvivlet visse steder

BA – Betvivlet visse steder, men anerkendt som bibelsk og kanonisk af fortegnelsens forfatter

? – De lærde uenige om hvordan teksten skal læses eller om hvordan en bog betragtes

□ – Et tomt felt viser at bogen ikke citeres eller omtales af den anførte kilde

Navn og sted (Omtrentlig tid e.v.t.)

Muratoriske Fragment, Italien (170) — Irenæus, Lilleasien (180) — Clemens fra Alexandria (190) — Tertullian, Nordafrika (207)

Mattæus: A — A — A — A

Markus: A — A — A — A

Lukas: A — A — A — A

Johannes: A — A — A — A

Apostelgerninger: A — A — A — A

Romerne: A — A — A — A

1 Korinther: A — A — A — A

2 Korinther: A — A — A — A

Galaterne: A — A — A — A

Efeserne: A — A — A — A

Filipperne: A — A — A — A

Kolossenserne: A — A — A — A

1 Thessaloniker: A — A — A — A

2 Thessaloniker: A — A — A — A

1 Timoteus: A — A — A — A

2 Timoteus: A — A — A — A

Titus: A — A — A — A

Filemon: A — □ — □ — A

Hebræerne: □ — B — BA — BA

Jakob: □ — ? — □ — □

1 Peter: A? — A — A — A

2 Peter: B? — A — □ — □

1 Johannes: A — A — BA — A

2 Johannes: A — A — BA_ — □

3 Johannes: A? — □ — □ — □

Judas: A — □ — BA — A

Åbenbaringen: A — A — A — A

Navn og sted (Omtrentlig tid e.v.t.)

Origenes, Alexandria (230) — Eusebios, Palæstina (320) — Kyrillos fra Jerusalem (348) — Cheltenhamlisten, N.Afrika

Mattæus: A — A — A — A

Markus: A — A — A — A

Lukas: A — A — A — A

Johannes: A — A — A — A

Apostelgerninger: A — A — A — A

Romerne: A — A — A — A

1 Korinther: A — A — A — A

2 Korinther: A — A — A — A

Galaterne: A — A — A — A

Efeserne: A — A — A — A

Filipperne: A — A — A — A

Kolossenserne: A — A — A — A

1 Thessaloniker: A — A — A — A

2 Thessaloniker: A — A — A — A

1 Timoteus: A — A — A — A

2 Timoteus: A — A — A — A

Titus: A — A — A — A

Filemon: A — A — A — A

Hebræerne: BA — BA — A — □

Jakob: BA — BA — A — □

1 Peter: A — A — A — A

2 Peter: BA — BA — A — B

1 Johannes: A — A — A — A

2 Johannes: BA — BA — A — B

3 Johannes: BA — BA — A — B

Judas: BA — BA — A — □

Åbenbaringen: A — BA — □ — A

Navn og sted (Omtrentlig tid e.v.t.)

Athanasios, Alexandria (367) — Epifanios, Palæstina (368) — Gregor Nazianz (370) — Amfilokios, Lilleasien (370)

Mattæus: A — A — A — A

Markus: A — A — A — A

Lukas: A — A — A — A

Johannes: A — A — A — A

Apostelgerninger: A — A — A — A

Romerne: A — A — A — A

1 Korinther: A — A — A — A

2 Korinther: A — A — A — A

Galaterne: A — A — A — A

Efeserne: A — A — A — A

Filipperne: A — A — A — A

Kolossenserne: A — A — A — A

1 Thessaloniker: A — A — A — A

2 Thessaloniker: A — A — A — A

1 Timoteus: A — A — A — A

2 Timoteus: A — A — A — A

Titus: A — A — A — A

Filemon: A — A — A — A

Hebræerne: A — A — A — BA

Jakob: A — A — A — A

1 Peter: A — A — A — A

2 Peter: A — A — A — B

1 Johannes: A — A — A — A

2 Johannes: A — A — A — B

3 Johannes: A — A — A — B

Judas: A — A — A — B

Åbenbaringen: A — BA — □ — B

Navn og sted (Omtrentlig tid e.v.t.)

Filastrius, Italien (383) — Hieronymus, Italien (394) — Augustin, Nordafrika (397) — 3. kirkemøde i Karthago, Nordafrika (397)

Mattæus: A — A — A — A

Markus: A — A — A — A

Lukas: A — A — A — A

Johannes: A — A — A — A

Apostelgerninger: A — A — A — A

Romerne: A — A — A — A

1 Korinther: A — A — A — A

2 Korinther: A — A — A — A

Galaterne: A — A — A — A

Efeserne: A — A — A — A

Filipperne: A — A — A — A

Kolossenserne: A — A — A — A

1 Thessaloniker: A — A — A — A

2 Thessaloniker: A — A — A — A

1 Timoteus: A — A — A — A

2 Timoteus: A — A — A — A

Titus: A — A — A — A

Filemon: A — A — A — A

Hebræerne: BA — BA — A — A

Jakob: A — BA — A — A

1 Peter: A — A — A — A

2 Peter: A — BA — A — A

1 Johannes: A — A — A — A

2 Johannes: A — BA — A — A

3 Johannes: A — BA — A — A

Judas: A — BA — A — A

Åbenbaringen: BA — BA — A — A

Ti lektioner om de inspirerede skrifter og deres baggrund

Lektion 5 — Bibelens hebraiske tekst

Hvordan De Hebraiske Skrifter i Guds ord er blevet afskrevet, bevaret hvad angår tekstens integritet, og overleveret til vor tid.

1. (a) Hvordan adskiller ’Jehovas ord’ sig fra andre af fortidens skatte? (b) Hvilke spørgsmål rejser sig med hensyn til Guds ords bevarelse?

„JEHOVAS ord“ er fastholdt i Skriften og kan sammenlignes med vand der er blevet opsamlet i et reservoir. Dette reservoir består af en samling inspirerede dokumenter. Vi kan være taknemmelige for at Jehova har givet os sit ord i form af disse meddelelser, og at han — i den tid han overgav mennesker sit ord — lod det samle til et uudtømmeligt forråd af livgivende oplysninger som vi kan øse af. Andre af fortidens skatte, som for eksempel kongekroner, arvestykker og mindesmærker, har tabt glansen eller er smuldret hen som tiden er gået, men Guds værdifulde ord vil bestå evindelig. (Es. 40:8) Imidlertid kunne man spørge om sandhedens vand er blevet forurenet efter at det er blevet samlet i dette reservoir. Er det stadig lige så rent som dengang? Er grundteksten blevet bevaret så den kan danne et pålideligt grundlag for oversættelser til de sprog som jordens folk i dag taler og forstår? Vi vil opdage at det er spændende at undersøge den del der er kendt som den hebraiske tekst. Vi vil se at der er udvist stor omhu for at bevare dens nøjagtige form, og at der er gjort en vældig indsats for ved hjælp af oversættelser at gøre den tilgængelig for alle jordens folk.

2. Hvordan blev de inspirerede skrifter bevaret indtil Ezras tid?

² De originale dokumenter på hebraisk og aramaisk blev skrevet af Guds ’sekretærer’ på jorden i tidsrummet fra 1513 f.v.t. (Moses) til kort efter 443 f.v.t. Så vidt man ved i dag, eksisterer ingen af disse originale skrifter mere. Fra begyndelsen blev der imidlertid vist stor omhu for at bevare de inspirerede skrifter, og dette gjaldt også autoriserede afskrifter af dem. Omkring 642 f.v.t., på kong Josias’ tid, fandt man i Jehovas hus „bogen med Jehovas lov ved Moses“, uden tvivl originalen. På det tidspunkt var den trofast blevet bevaret i 871 år. Bibelskribenten Jeremias viste så stor interesse for denne opdagelse at han nedskrev en beretning om den i Anden Kongebog 22:8-10, og omkring år 460 f.v.t. henviste Ezra til denne begivenhed. (2 Krøn. 34:14-18) Ezra var interesseret i dette fordi han var „skriftlærd, velbevandret i Mose lov, som Jehova, Israels Gud, havde givet“. (Ezra 7:6) Ezra havde uden tvivl adgang til andre af De Hebraiske Skrifters ruller som var blevet skrevet indtil da, og deriblandt fandtes muligvis nogle af de originale, inspirerede skrifter. Meget tyder på at det på den tid var Ezra der tog vare på de guddommelige skrifter. — Neh. 8:1, 2.

AFSKRIVNINGENS ÆRA

3. Hvordan opstod der nu et behov for flere afskrifter af Bibelen, og hvordan blev dette behov dækket?

³ På Ezras tid begyndte en periode hvori behovet for afskrifter af De Hebraiske Skrifter stadig voksede. Det var ikke alle jøder der vendte tilbage til Jerusalem og Palæstina ved genoprettelsen i 537 f.v.t. og derefter. Tusinder blev boende i Babylon, mens andre udvandrede til andre egne, blandt andet for at drive forretning dér. Som følge heraf fandtes der jøder i de fleste af de store handelscentre i oldtidens verden. Mange jøder foretog årlige pilgrimsrejser til Jerusalem til de forskellige tempelfester, og de deltog dér i tilbedelsen som foregik på Bibelens hebraisk. På Ezras tid benyttede jøderne i disse mange fjerne lande lokale forsamlingshuse der blev kaldt synagoger, hvor De Hebraiske Skrifter blev læst op og drøftet.a Da tilbedelsen nu foregik mange forskellige steder, måtte afskriverne lave flere håndskrifter.

4. (a) Hvad er en geniza, og hvad blev den brugt til? (b) Hvilket værdifuldt fund gjorde man i en geniza i det 19. århundrede?

⁴ Disse synagoger havde som regel et opbevaringsrum, en såkaldt geniza. Her lagde jøderne kasserede håndskrifter der var blevet beskadiget eller slidt, og erstattede dem med nye til brug i synagogerne. Fra tid til anden blev genizaens indhold højtideligt begravet i jorden for at teksten — der indeholdt Jehovas hellige navn — ikke skulle blive vanhelliget. I århundredernes løb gik tusinder af gamle hebraiske bibelhåndskrifter til grunde på denne måde. Men indholdet af synagogens geniza i det gamle Kairo blev skånet for denne behandling, sandsynligvis fordi den blev tilmuret og glemt indtil midten af det nittende århundrede. I 1890, da synagogen skulle repareres, blev genizaens indhold genfundet og undersøgt, og de værdifulde håndskrifter blev efterhånden enten solgt eller skænket bort. Fra denne geniza har næsten fuldstændige håndskrifter og tusinder af fragmenter (hvoraf nogle siges at stamme fra det sjette århundrede efter vor tidsregning) fundet vej til universitetsbiblioteket i Cambridge og andre biblioteker i Europa og Amerika.

5. (a) Hvor mange hebraiske håndskrifter er nu blevet katalogiseret, og hvor gamle er de? (b) Hvad har man fundet ved et studium af dem?

⁵ I dag er der på biblioteker rundt om i verden optalt og katalogiseret omtrent 6000 komplette eller fragmentariske håndskrifter til De Hebraiske Skrifter. Indtil for nylig kendte man ingen sådanne håndskrifter (bortset fra nogle få fragmenter) fra før det tiende århundrede efter vor tidsregning. Men i 1947 fandt man i en klippehule i nærheden af Det Døde Hav en skriftrulle med Esajas’ Bog, og i de følgende år kom flere værdifulde skriftruller af De Hebraiske Skrifter for dagen, efterhånden som hulerne ved Det Døde Hav blev tømt for de store rigdomme af håndskrifter de havde gemt på i næsten 1900 år. Eksperter har dateret nogle af disse håndskrifter til de sidste få århundreder før vor tidsregnings begyndelse. Et sammenlignende studium af de omtrent 6000 håndskrifter til De Hebraiske Skrifter giver et godt grundlag for at fastlægge den oprindelige hebraiske tekst, og viser at teksten er blevet overleveret trofast.

DET HEBRAISKE SPROG

6. (a) Hvordan forholder det sig med det hebraiske sprogs oprindelse? (b) Hvad gjorde Moses kvalificeret til at skrive Første Mosebog?

⁶ Det man i dag kalder det hebraiske sprog var i sin ældste form det sprog Adam talte i Edens have. Af den grund kunne man kalde det menneskets sprog. Det var det sprog der blev talt på Noas tid, dog med et voksende ordforråd. Det var det grundlæggende sprog der, i en endnu mere udvidet form, overlevede da Jehova forvirrede menneskenes sprog ved Babelstårnet. (1 Mos. 11:1, 7-9) Hebraisk tilhører den semitiske sproggruppe, hvis grundsprog det er. Det synes at være beslægtet med det sprog kana’anæerne talte på Abrahams tid, og af dette sprog opstod der igen mange dialekter. I Esajas 19:18 omtales hebraisk som „Kana’ans sprog“. Moses var en lærd mand der ikke blot kendte ægypternes visdom, men også sine forfædres hebraiske sprog. Han var derfor i stand til at læse de gamle dokumenter der kom ham i hænde, og de har måske dannet grundlag for nogle af de oplysninger han nedskrev i det der nu kendes som Første Mosebog.

7. (a) Hvordan udviklede det hebraiske sprog sig derefter? (b) Som hvad tjente Bibelens hebraisk?

⁷ Senere, på de jødiske kongers tid, blev hebraisk efterhånden kendt som „jødernes sprog“. (2 Kong. 18:26, 28) På Jesu tid talte jøderne en nyere og udvidet form for hebraisk, og det blev senere til rabbinernes hebraiske sprog. Det må imidlertid bemærkes at sproget i De Kristne Græske Skrifter stadig omtales som „hebraisk“, ikke som aramaisk. (Joh. 5:2; 19:13, 17; Apg. 22:2; Åb. 9:11) Fra de tidligste tider var Bibelens hebraiske sprog det sprog der bandt jøderne sammen. Det blev forstået af de fleste af Jehovas førkristne vidner og af hans kristne vidner i det første århundrede.

8. Hvad kan vi være taknemmelige for, når vi tager formålet med Bibelen i betragtning?

⁸ De Hebraiske Skrifter tjente som et reservoir af sandhedens klare vand, tilvejebragt og samlet under guddommelig inspiration. Men kun de der var i stand til at læse hebraisk kunne direkte indtage dette guddommeligt tilvejebragte vand. Hvilken udvej fandtes der for at de mange der talte andre sprog, også kunne komme til at drikke af dette sandhedens vand, få guddommelig vejledning og finde ny styrke for deres sjæle? (Åb. 22:17) Der var kun den udvej at man oversatte skrifterne fra hebraisk til andre sprog og således gjorde det muligt at de guddommelige sandheder kunne nå ud til hele menneskeheden. Vi kan være Jehova Gud taknemmelige for at der fra omkring det fjerde eller tredje århundrede før vor tidsregning og indtil nu er blevet foretaget oversættelser af Bibelen, med det resultat at hele Bibelen eller dele af den i dag kan læses på mere end 1900 sprog. Det har været til velsignelse for alle retsindige mennesker, som har fået mulighed for at erfare glæden ved at drikke af dette kostelige vand! — Sl. 1:2; 37:3, 4.

9. (a) Hvilken bemyndigelse til at oversætte Bibelen indeholder Bibelen selv? (b) Hvilket formål har nogle af de gamle bibeloversættelser tjent?

⁹ Indeholder Bibelen selv en bemyndigelse til at dens tekst oversættes til andre sprog? Ja, det gør den. Guds ord giver opfordringen: „Vær glade, I nationer, med hans folk,“ og Jesu profetiske befaling til de kristne lyder: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ Disse ord må opfyldes. For at dette kan ske er det nødvendigt med oversættelser af Bibelen. Når vi ser tilbage på det arbejde der er gjort gennem næsten 2400 år med at oversætte Bibelen, er det tydeligt at Jehova har velsignet det. Gamle håndskrifter med oversættelser af Bibelen har desuden tjent til at bekræfte hvor enestående nøjagtigt De Hebraiske Skrifter er blevet bevaret. — 5 Mos. 32:43; Matt. 24:14.

DE ÆLDSTE OVERSÆTTELSER

10. (a) Hvad er Den Samaritanske Pentateuk, og hvorfor er den nyttig for os i dag? (b) Giv et eksempel på hvordan Den Samaritanske Pentateuk anvendes i New World Translation.

¹⁰ Den Samaritanske Pentateuk. En af de gamle oversættelser er Den Samaritanske Pentateuk, der, som navnet viser, kun indeholder de fem første bøger af De Hebraiske Skrifter. Det er egentlig en omskrivning eller translitteration af den hebraiske tekst til samaritanske bogstaver, der er udviklet fra oldhebraisk skrift. Den giver nyttige vink om den hebraiske tekst på den tid. Denne translitteration blev foretaget af samaritanerne — efterkommerne af dem der blev ladt tilbage i Samaria efter erobringen af Israels tistammerige i 740 f.v.t., og af de fremmede som assyrerne bragte dertil på samme tidspunkt. Samaritanerne blandede Israels tilbedelse sammen med deres egen afgudsdyrkelse, og de antog Pentateuken. Det formodes at de udarbejdede deres transskription af den omkring det fjerde århundrede før vor tidsregning, skønt nogle forskere mener at det kan være sket så sent som i det andet århundrede før vor tidsregning. Når de læste dens tekst højt, var det i virkeligheden hebraisk de talte. Teksten indeholder omkring 6000 afvigelser fra den hebraiske tekst, men mange af dem er uvæsentlige detaljer. Kun få af de eksisterende håndskrifter til Den Samaritanske Pentateuk stammer fra tiden før det trettende århundrede efter vor tidsregning. I fodnoterne i 1984-udgaven af New World Translation er der henvist til Den Samaritanske Pentateuk.b

11. Hvad er targumerne, og hvilken betydning har de i forbindelse med De Hebraiske Skrifters tekst?

¹¹ De aramaiske targumer. Det aramaiske ord for „udlægning“ eller „omskrivning“ er targum. På Nehemias’ tid begyndte aramaisk at blive det almindelige sprog for mange af de jøder der levede i Perserrigets område, og det var derfor nødvendigt at ledsage oplæsningen af De Hebraiske Skrifter med oversættelser til dette sprog. Disse oversættelser antog sikkert ikke deres endelige form før omkring det femte århundrede efter vor tidsregning. Skønt de kun er frie omskrivninger af den hebraiske tekst og ikke en nøjagtig oversættelse, giver de mange oplysninger om teksten og er en hjælp til at forstå nogle vanskelige passager. Der findes mange henvisninger til targumerne i fodnoterne i 1984-udgaven af New World Translation.c

12. Hvad er Septuaginta, og hvorfor er den så betydningsfuld?

¹² Den græske Septuaginta. Den vigtigste af de gamle oversættelser af De Hebraiske Skrifter, og den første egentlige skrevne oversættelse fra hebraisk, er den græske Septuaginta (hvilket betyder „halvfjerds“). Denne oversættelse blev påbegyndt omkring år 280 f.v.t. — i henhold til traditionen af 72 jødiske lærde i byen Alexandria i Ægypten. Senere er tallet 70 trådt i forgrunden, og oversættelsen blev derfor kaldt Septuaginta. Den blev øjensynlig fuldført i løbet af det andet århundrede før vor tidsregning. Den var de græsktalende jøders bibel og blev anvendt meget, helt frem til Jesu og apostlenes tid. I De Kristne Græske Skrifter er de fleste af de 320 direkte citater og det samlede antal af cirka 890 citater fra og henvisninger til De Hebraiske Skrifter baseret på Septuaginta-oversættelsen.

13. Hvilke fragmenter af Septuaginta er blevet bevaret til vor tid, og hvilken værdi har de?

¹³ Der findes stadig et betydeligt antal papyrusfragmenter af Septuaginta. De er værdifulde fordi de stammer fra de første kristnes tid, og skønt de ofte kun indeholder nogle få kapitler eller vers er de en hjælp til at vurdere Septuagintas tekst. Papyrus Fouad 266 blev fundet i Ægypten i 1939 og har vist sig at stamme fra det første århundrede før vor tidsregning. Den indeholder dele af Første og Femte Mosebog. Guds navn findes ikke i fragmenterne af Første Mosebog på grund af deres ufuldstændighed. I fragmenterne af Femte Mosebog forekommer det imidlertid flere steder, skrevet med hebraisk kvadratskrift i den græske tekst.d Andre papyruser er fra tiden indtil det fjerde århundrede efter vor tidsregning, da man gik over til at anvende det mere holdbare pergament, et fint skind som almindeligvis blev forarbejdet af kalve-, lamme- eller gedeskind.

14. (a) Hvad skrev Origenes om Septuaginta? (b) Hvornår og hvordan blev der foretaget ændringer i Septuaginta? (c) Hvad må de første kristne have vidnet om når de brugte Septuaginta?

¹⁴ Det er interessant at Guds navn, i form af tetragrammet, også findes i Origenes’ afskrift af Septuaginta i hans seksspaltede Hexapla fra omkring 245 e.v.t. Som en kommentar til Salme 2:2 skrev Origenes om Septuaginta: „I de mest pålidelige håndskrifter er NAVNET skrevet med hebraiske bogstaver, det vil sige, ikke med de moderne, men med de gammeldags hebraiske.“e Alt synes at tyde på at der på et tidligt tidspunkt er foretaget ændringer i Septuaginta, idet ordene Kyʹrios (Herre) og Theosʹ (Gud) er blevet indsat i stedet for tetragrammet. Da de første kristne brugte håndskrifter der indeholdt Guds navn, kan man ikke antage at de fulgte den jødiske tradition og lod være med at udtale „NAVNET“ når de forkyndte. De må have været i stand til at vidne om Jehovas navn direkte ud fra den græske Septuaginta.

15. (a) Beskriv ved hjælp af oversigten på side 314 pergament- og skindhåndskrifterne til Septuaginta. (b) Hvordan markerer New World Translation sine henvisninger til disse?

¹⁵ Der eksisterer stadig i hundredvis af pergament- og skindhåndskrifter til den græske Septuaginta. Nogle af dem er blevet til mellem det fjerde og det niende århundrede efter vor tidsregning, og er betydningsfulde fordi de indeholder store dele af De Hebraiske Skrifter. De kaldes majuskel- eller uncialhåndskrifter fordi de udelukkende er skrevet med store, adskilte bogstaver. Resten kaldes minuskel- eller kursivhåndskrifter fordi de er skrevet med en mindre, kursiveret skriftform. Denne skriftform blev anvendt fra det niende århundrede indtil bogtrykkerkunsten blev taget i anvendelse. De vigtige majuskelhåndskrifter fra det fjerde og det femte århundrede, nemlig Det Vatikanske nr. 1209, Det Sinaitiske og Det Alexandrinske, indeholder alle den græske Septuaginta med nogle små afvigelser. Der henvises hyppigt til Septuaginta i fodnoterne og kommentarerne i 1984-udgaven af New World Translation.f

16. (a) Hvad er den latinske Vulgata, og hvorfor er den så værdifuld? (b) Giv et eksempel på hvordan New World Translation henviser til den.

¹⁶ Den latinske Vulgata. Denne oversættelse har en mængde katolske oversættere brugt som grundtekst når de har oversat Bibelen til den vestlige kristenheds mange sprog. Hvordan blev Vulgata til? Det latinske ord vulgatus betyder „almindelig, folkelig“. Da Vulgata-oversættelsen blev udarbejdet, var det på den tids almindelige eller folkelige latin, så den let kunne forstås af almindelige mennesker i den vestlige del af Romerriget. Den lærde Hieronymus, der foretog denne oversættelse, havde tidligere foretaget to revisioner af de gammellatinske Salmer, sammenholdt med den græske Septuaginta. Vulgata blev imidlertid oversat direkte fra de originale hebraiske og græske sprog, og var således ikke en oversættelse af en oversættelse. Hieronymus arbejdede på sin latinske oversættelse fra hebraisk fra omkring 390 til 405 e.v.t. Skønt det færdige arbejde indbefattede de apokryfe bøger, der på den tid fandtes i afskrifter af Septuaginta, skelnede Hieronymus nøje mellem de bøger der var kanoniske og dem der ikke var det. New World Translation (1984-udgaven) henviser ofte til Hieronymus’ Vulgata i sine fodnoter.g

DE HEBRAISKE TEKSTER

17. Hvem var de skriftlærde, soferim, og hvorfor fordømte Jesus dem?

¹⁷ Soferim. De mænd der afskrev De Hebraiske Skrifter fra Ezras tid og frem til Jesu tid blev kaldt skriftlærde eller soferim. De begyndte i tidens løb at tage sig friheder i retning af at ændre teksten. Jesus fordømte med rene ord disse foregivne Lovens vogtere fordi de tiltog sig en myndighed som de ikke havde. — Matt. 23:2, 13.

18. (a) Hvem var masoreterne, og hvilke værdifulde kommentarer til den hebraiske tekst udarbejdede de? (b) Giv eksempler på nogle af deres rettelser, som de er nævnt i New World Translation.

¹⁸ Masora påpeger ændringerne. De der efterfulgte soferim som afskrivere i århundrederne efter Kristus, blev kaldt masoreter. I margenen til eller ved slutningen af den hebraiske tekst gjorde de opmærksom på de ændringer der var foretaget af de tidligere soferim. Disse marginalnoter blev kaldt masora. De gør opmærksom på soferims femten såkaldte ekstraordinære punkter, nemlig femten ord eller udtryk i den hebraiske tekst som er markeret med prikker eller streger. Nogle af disse ekstraordinære punkter berører ikke vore nuværende bibeloversættelser eller fortolkningen, men andre gør det og har betydning.h Soferim lod sig forlede af deres overtroiske frygt for at udtale navnet Jehova, så de ændrede det til ’Adhonajʹ (Herre) 134 steder og til ’Ælohīmʹ (Gud) andre steder. Masora gør opmærksom på disse ændringer.i Ifølge en bemærkning i masora gøres de skriftlærde, soferim, også ansvarlige for mindst atten tekstrettelser (emendationer), og der har muligvis været flere.j Disse tekstrettelser er sandsynligvis velmente forsøg på at forbedre teksten fordi den oprindelige ordlyd syntes at være uærbødig over for Gud eller respektløs over for hans jordiske tjenere.

19. Hvad er den hebraiske konsonanttekst, og hvornår fik den sin endelige form?

¹⁹ Konsonantteksten. Det hebraiske alfabet består af 22 konsonanter og har ingen vokaler. Oprindelig skulle læseren selv forsyne teksten med vokallyde ud fra sit kendskab til sproget. Hebraisk blev så at sige skrevet som vi skriver forkortelser. På dansk er der mange almindeligt anvendte forkortelser der kun indeholder konsonanter. For eksempel er kgl. en forkortelse for kongelig. På tilsvarende måde er det hebraiske sprog opbygget af ord der udelukkende består af konsonanter. Med „konsonantteksten“ menes derfor den hebraiske tekst uden vokaltegn. De hebraiske håndskrifters konsonanttekst fik sin endelige form mellem det første og det andet århundrede efter vor tidsregning, skønt der stadig i nogen tid cirkulerede håndskrifter med tekstvarianter; men der blev ikke længere foretaget ændringer som på soferims tid.

20. Hvad gjorde masoreterne med den hebraiske tekst?

²⁰ Den masoretiske tekst. I anden halvdel af det første årtusind efter vor tidsregning opfandt masoreterne (hebraisk: ba‛alēʹ hammasōrahʹ, der betyder „traditionens mestre“) et system af vokalpunkter og accenttegn. De tjente som en skriftlig hjælp til at udtale vokallydene, mens udtalen tidligere var gået fra slægt til slægt ved mundtlig overlevering. Masoreterne foretog ingen ændringer i teksten, men anførte marginalnoter, de såkaldte masora, når de fandt det nødvendigt. De var meget omhyggelige med ikke at tage sig friheder over for teksten. Desuden henledte de i deres masora opmærksomheden på ejendommeligheder i teksten og angav korrigerede læsemåder som de mente var nødvendige.

21. Hvad er den masoretiske tekst?

²¹ Tre skoler af masoreter beskæftigede sig med udviklingen af vokalpunkter og accenttegn til konsonantteksten, nemlig den babyloniske, den palæstinensiske og den tiberiske. Den hebraiske tekst der nu findes i trykte udgaver af den hebraiske bibel kaldes den masoretiske tekst og anvender det system den tiberiske skole opfandt. Dette system blev udviklet af masoreterne i Tiberias, en by på vestbredden af Galilæas Sø. I sine fodnoter henviser New World Translation ofte til den masoretiske tekst (med symbolet „M“) og dens marginalnoter, masora (med symbolet M^margen).k

22. Hvilket håndskrift med den babyloniske tekst findes, og hvordan er denne tekst i sammenligning med den tiberiske tekst?

²² Den palæstinensiske skole placerede vokaltegnene over konsonanterne. Nogle ganske få af disse håndskrifter findes i dag og har vist at dette vokaliseringssystem var ufuldstændigt. Det babyloniske system var også supralineart (med vokalpunkterne anbragt over linjen). Et håndskrift med de babyloniske vokalpunkter er Codex Babylonicus Petropolitanus fra 916 e.v.t., der opbevares på det offentlige bibliotek i Leningrad. Denne kodeks indeholder Esajas, Jeremias, Ezekiel og „de små profeter“, med marginalnoter (masora). Bibelforskerne har ivrigt gransket dette håndskrift og sammenlignet det med den tiberiske tekst. Skønt det bruger det supralineare vokalsystem følger det faktisk den tiberiske tekst med hensyn til konsonanttekst, vokaler og masora. På British Museum findes der et eksemplar af den babyloniske tekst til Pentateuken der i det store og hele har vist sig at være i overensstemmelse med den tiberiske tekst.

23. Hvilke hebraiske håndskrifter har man fundet ved Det Døde Hav?

²³ Dødehavsrullerne. I 1947 indledtes et nyt, spændende kapitel i de hebraiske håndskrifters historie. I en hule ved Wadi Qumran (Nahal Qumeran), i området ved Det Døde Hav, fandt man den første Esajasrulle sammen med andre bibelske og ikkebibelske skriftruller. Kort tid efter offentliggjorde man en fuldstændig fotokopi af denne velbevarede Esajasrulle (1QIs^a) til studiebrug for forskere. Man antager at den stammer fra slutningen af det andet århundrede før vor tidsregning. Det var et utroligt fund — et hebraisk håndskrift der var cirka tusind år ældre end det ældste eksisterende håndskrift med den anerkendte masoretiske tekst til Esajas’ Bog!l I andre huler i Qumran fandt man fragmenter af over 170 skriftruller med dele af alle De Hebraiske Skrifters bøger undtagen Esters Bog. Disse skriftruller studeres stadig.

24. Hvordan stemmer disse håndskrifter med den masoretiske tekst, og hvordan gør New World Translation brug af dem?

²⁴ Efter at have undersøgt den lange Salme 119 i en betydningsfuld dødehavsrulle med Salmernes Bog (11QPs^a) har en forsker meddelt at den er næsten ordret identisk med Salme 119 i den masoretiske tekst. Om Salmerullen har professor J. A. Sanders bemærket: „De fleste af [afvigelserne] er ortografiske og har kun betydning for de forskere der er interesserede i at finde fingerpeg om hvordan hebraisk blev udtalt i fortiden, og den slags.“a Andre eksempler fra disse bemærkelsesværdige gamle håndskrifter viser at der i de fleste tilfælde ikke er store afvigelser. Skønt der er nogen forskel i stavemåden og den grammatiske opbygning, viser Esajasrullen ingen afvigelser med hensyn til lærepunkter. Den offentliggjorte Esajasrulle blev undersøgt med hensyn til afvigelser da man arbejdede på New World Translation, og der henvises til den.b

25. Hvilke hebraiske tekster er her blevet drøftet, og hvad overbeviser studiet af dem os om?

²⁵ Vi har hermed gjort rede for ad hvilke hovedveje De Hebraiske Skrifter er blevet overleveret. De vigtigste tekster er Den Samaritanske Pentateuk, de aramaiske targumer, den græske Septuaginta, den tiberiske hebraiske tekst, den palæstinensiske hebraiske tekst, den babyloniske hebraiske tekst og Dødehavsrullernes hebraiske tekst. Som et resultat af studiet og sammenligningen af disse tekster er vi overbeviste om at De Hebraiske Skrifter i det store og hele er overleveret til os i den form hvori Guds inspirerede tjenere først nedskrev dem.

HEBRAISKE TEKSTUDGAVER

26. (a) Hvornår indledte man et kritisk studium af den hebraiske tekst, og hvilke tekster er blevet udgivet? (b) Hvordan er Ginsburgs tekst blevet anvendt?

²⁶ Den trykte standardudgave af den hebraiske tekst helt frem til det nittende århundrede var Den Anden Rabbinerbibel, som var udarbejdet af Jakob ben Chajjim og udgivet i 1524-25. Det var først i det attende århundrede at bibelforskere indledte et kritisk studium af den hebraiske tekst. I 1776-80 udgav Benjamin Kennicott i Oxford forskellige læsemåder fra over 600 hebraiske håndskrifter. Derefter, i 1784-98, udgav den italienske forsker J. B. de Rossi i Parma forskellige læsemåder fra mere end 800 andre håndskrifter. Den hebraiskkyndige S. Baer i Tyskland udarbejdede også en tekst. Senere tilbragte C. D. Ginsburg mange år med at frembringe en hebraisk tekstudgave med kritiske noter. Denne blev første gang udgivet i 1894 og udkom i en sidste revideret udgave i 1926.c Joseph Rotherham brugte 1894-udgaven af denne tekst da han i 1902 udarbejdede sin engelske oversættelse, The Emphasised Bible, og professor Max L. Margolis og hans medarbejdere brugte Ginsburgs og Baers tekster da de i 1917 udarbejdede deres oversættelse af De Hebraiske Skrifter.

27, 28. (a) Hvad er Biblia Hebraica, og hvordan er dette værk blevet til? (b) Hvordan har New World Translation benyttet denne tekst?

²⁷ I 1906 udsendte den hebraiskkyndige forsker Rudolf Kittel i Tyskland den første udgave af sin hebraiske tekst, der blev kaldt Biblia Hebraica, „Den Hebraiske Bibel“. (Senere kom en anden udgave.) Heri sammenlignes i et omfattende fodnoteapparat de mange håndskrifter til den masoretiske tekst der da var tilgængelige. Kittel brugte den almindeligt anerkendte tekst af Jakob ben Chajjim som grundtekst. Da Ben Asjers meget ældre og bedre masoretiske tekst, der var blevet fastlagt omkring det 10. århundrede, blev tilgængelig, begyndte Kittel at udarbejde en helt ændret, tredje udgave af Biblia Hebraica. Dette arbejde blev fuldført af hans medarbejdere efter hans død.

²⁸ Det var 7., 8. og 9. udgave af Kittels Biblia Hebraica (1951-55) der dannede grundlaget da man oversatte De Hebraiske Skrifter til engelsk i New World Translation. En ny udgave af den hebraiske tekst, nemlig Biblia Hebraica Stuttgartensia fra 1977, blev anvendt da man reviderede fodnoterne til 1984-udgaven af New World Translation.

29. Hvilke oplysninger i Biblia Hebraica var af særlig værdi ved genindførelsen af Guds navn?

²⁹ Kittels gengivelse af marginalnoterne, masora, der gør opmærksom på de førkristne afskriveres mange ændringer af teksten, har bidraget til nøjagtige gengivelser i Ny Verden-oversættelsen, blandt andet til at man flere steder har kunnet genindføre Guds navn, Jehova. Megen bibelsk forskning kommer således fortsat læserne af Ny Verden-oversættelsen til gode.

30. (a) Benyt oversigten på side 308 der viser hvilke kilder der er anvendt som grundlag for De Hebraiske Skrifters tekst i Ny Verden-oversættelsen, og følg den hebraiske teksts udvikling frem til Biblia Hebraica som det vigtigste grundlag for Ny Verden-oversættelsen. (b) Hvilke andre kilder har komiteen bag New World Translation rådført sig med?

³⁰ Til denne lektion hører en oversigt der viser hvilke kilder der er anvendt som grundlag for De Hebraiske Skrifters tekst i Ny Verden-oversættelsen. Oversigten viser i store træk oprindelsen til den hebraiske tekst der ligger til grund for Kittels Biblia Hebraica, der er anvendt som vigtigste kilde. Med punkterede streger henvises der til de sekundære kilder man har rådført sig med. Når der henvises til oversættelser som Vulgata og den græske Septuaginta, vil det ikke sige at man har rådført sig med de originale værker. Som tilfældet er med selve de inspirerede Hebraiske Skrifter, eksisterer originalerne af disse oversættelser ikke mere. Derimod har man pålidelige udgaver af teksterne, eller pålidelige gamle oversættelser og kritiske kommentarer. Ved at rådføre sig med disse forskellige kilder har komiteen bag New World Translation kunnet frembringe en autoritativ og pålidelig oversættelse af de originale, inspirerede Hebraiske Skrifter. Disse kilder er alle angivet i fodnoterne i New World Translation.

31. (a) Hvad bygger De Hebraiske Skrifters tekst i Ny Verden-oversættelsen således på? (b) Hvilken tak og hvilket håb kan vi derfor give udtryk for?

³¹ De Hebraiske Skrifters tekst i Ny Verden-oversættelsen bygger således på århundreders bibellærdom og forskning. Den er baseret på en særdeles uangribelig hebraisk tekst, og har nydt godt af alt hvad der er gjort for at sikre en pålideligt overleveret tekst. Med et sprog der får læseren til at tænke, frembyder den en oversættelse der kan danne grundlag for et seriøst studium af Bibelen, en oversættelse der er både ærlig og nøjagtig. Priset være Jehova Gud, at han meddeler sig til os, og at hans ord i dag er levende og virkende! (Hebr. 4:12) Måtte retsindige mennesker fortsat opbygge deres tro ved studiet af Guds dyrebare ord og blive styrket til at gøre Jehovas vilje i disse kritiske tider. — 2 Pet. 1:12, 13.

[Fodnoter]

[Oversigt på side 313]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

NOGLE VIGTIGE PAPYRUSHÅNDSKRIFTER

De Hebraiske Skrifter

Håndskriftets navn: Papyrus Nash

Symbol:

Årstal: 2. el. 1. årh. f.v.t.

Sprog: hebraisk

Opbevares i: Cambridge, England

Omtrentlige indhold: 24 linjer af De Ti Bud og nogle vers fra Femte Mosebog, kap. 5, 6

Håndskriftets navn: Rylands 458

Symbol: 957

Årstal: 2. årh. f.v.t.

Sprog: græsk

Opbevares i: Manchester, England

Omtrentlige indhold: Fragmenter af Femte Mosebog, kap. 23-28

Håndskriftets navn: Fouad 266

Årstal: 1. årh. f.v.t.

Sprog: græsk

Opbevares i: Kairo, Egypten

Omtrentlige indhold: Dele af Første og Femte Mosebog

Håndskriftets navn: Dødehavsrulle med Tredje Mosebog

Symbol: 4Q LXX Levb

Årstal: 1. årh. f.v.t.

Sprog: græsk

Opbevares i: Jerusalem, Israel

Omtrentlige indhold: Fragmenter af Tredje Mosebog

Eksempler på anvendelse i studieudgaven af New World Translation (se fodnoterne til de anførte skriftsteder)

3 Mos. 3:12; 4:27

Håndskriftets navn: Chester Beatty 6

Symbol: 963

Årstal: 2. årh. e.v.t.

Sprog: græsk

Opbevares i: Dublin, Irland, og Ann Arbor, Michigan, USA

Omtrentlige indhold: Dele af Fjerde og Femte Mosebog

Håndskriftets navn: Chester Beatty 9, 10

Symbol: 967/968

Årstal: 3. årh. e.v.t.

Sprog: græsk

Opbevares i: Dublin, Irland, og Princeton, New Jersey, USA

Omtrentlige indhold: Dele af Ezekiels, Daniels og Esters Bog

De Kristne Græske Skrifter

Håndskriftets navn: Oxyrhynchus 2

Symbol: P1

Årstal: 3. årh. e.v.t.

Sprog: græsk

Opbevares i: Philadelphia, Pa., USA

Omtrentlige indhold: Matt. 1:1-9, 12, 14-20

Håndskriftets navn: Oxyrhynchus 1228

Symbol: P22

Årstal: 3. årh. e.v.t.

Sprog: græsk

Opbevares i: Glasgow, Skotland

Omtrentlige indhold: Fragmenter af Johannes, kap. 15, 16

Håndskriftets navn: Michigan 1570

Symbol: P37

Årstal: 3./4. årh. e.v.t.

Sprog: græsk

Opbevares i: Ann Arbor, Michigan, USA

Omtrentlige indhold: Matt. 26:19-52

Håndskriftets navn: Chester Beatty 1

Symbol: P45

Årstal: 3. årh. e.v.t.

Sprog: græsk

Opbevares i: Dublin, Irland; Wien, Østrig

Omtrentlige indhold: Fragmenter af Mattæus, Markus, Lukas, Johannes og Apostelgerninger

Eksempler på anvendelse i studieudgaven af New World Translation (se fodnoterne til de anførte skriftsteder)

Luk. 10:42; Joh. 10:18

Håndskriftets navn: Chester Beatty 2

Symbol: P46

Årstal: ca. 200 e.v.t.

Sprog: græsk

Opbevares i: Dublin, Irland; Ann Arbor, Michigan, USA

Omtrentlige indhold: Ni af Paulus’ breve

Eksempler på anvendelse i studieudgaven af New World Translation (se fodnoterne til de anførte skriftsteder)

Rom. 8:23, 28; 1 Kor. 2:16

Håndskriftets navn: Chester Beatty 3

Symbol: P47

Årstal: 3. årh. e.v.t.

Sprog: græsk

Opbevares i: Dublin, Irland

Omtrentlige indhold: Åb. 9:10–17:2

Eksempler på anvendelse i studieudgaven af New World Translation (se fodnoterne til de anførte skriftsteder)

Åb. 13:18; 15:3

Håndskriftets navn: Rylands 457

Symbol: P52

Årstal: ca. 125 e.v.t.

Sprog: græsk

Opbevares i: Manchester, England

Omtrentlige indhold: Joh. 18:31-33, 37, 38

Håndskriftets navn: Bodmer 2

Symbol: P66

Årstal: ca. 200 e.v.t.

Sprog: græsk

Opbevares i: Genève, Schweiz

Omtrentlige indhold: Størstedelen af Johannesevangeliet

Eksempler på anvendelse i studieudgaven af New World Translation (se fodnoterne til de anførte skriftsteder)

Joh. 1:18; 19:39

Håndskriftets navn: Bodmer 7, 8

Symbol: P72

Årstal: 3./4. årh. e.v.t.

Sprog: græsk

Opbevares i: Genève, Schweiz, og Vatikanbiblioteket i Rom, Italien

Omtrentlige indhold: Judas, 1 Peter og 2 Peter

Håndskriftets navn: Bodmer 14, 15

Symbol: P75

Årstal: 3. årh. e.v.t.

Sprog: græsk

Opbevares i: Genève, Schweiz

Omtrentlige indhold: Størstedelen af Lukas- og Johannesevangeliet

Eksempler på anvendelse i studieudgaven af New World Translation (se fodnoterne til de anførte skriftsteder)

Luk. 8:26; Joh. 1:18

[Oversigt på side 314]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

NOGLE VIGTIGE HÅNDSKRIFTER PÅ SKIND OG PERGAMENT

De Hebraiske Skrifter (på hebraisk)

Håndskriftets navn: Aleppokodeksen

Symbol: Al

Årstal: 930 e.v.t.

Sprog: hebraisk

Opbevares i: Tidligere i Aleppo, Syrien. Nu i Israel.

Omtrentlige indhold: En stor del af De Hebraiske Skrifter (Efter Ben Asjers tekst)

Eksempler på anvendelse i studieudgaven af New World Translation (se fodnoterne til de anførte skriftsteder)

Jos. 21:37

Håndskriftets navn: British Museum Codex Or4445

Årstal: 10. årh. e.v.t.

Sprog: hebraisk

Opbevares i: London, England

Omtrentlige indhold: Størstedelen af Pentateuken

Håndskriftets navn: Kairo-kodeksen

Symbol: Ca

Årstal: 895 e.v.t.

Sprog: hebraisk

Opbevares i: Kairo, Egypten

Omtrentlige indhold: De første og de senere profeter

Eksempler på anvendelse i studieudgaven af New World Translation (se fodnoterne til de anførte skriftsteder)

Jos. 21:37; 2 Sam. 8:3

Håndskriftets navn: Leningrad kodeksen

Symbol: B 19A

Årstal: 1008 e.v.t.

Sprog: hebraisk

Opbevares i: Leningrad, USSR

Omtrentlige indhold: De Hebraiske Skrifter

Eksempler på anvendelse i studieudgaven af New World Translation (se fodnoterne til de anførte skriftsteder)

Jos. 21:37; 2 Sam. 8:3; tillæg 1A

Håndskriftets navn: Codex Babylonicus Petropolitanus

Symbol: B 3

Årstal: 916 e.v.t.

Sprog: hebraisk

Opbevares i: Leningrad, USSR

Omtrentlige indhold: Senere profeter

Eksempler på anvendelse i studieudgaven af New World Translation (se fodnoterne til de anførte skriftsteder)

Tillæg 2B

Håndskriftets navn: Esajasrulle a fra Hule 1 ved Det Døde Hav

Symbol: 1QIsa

Årstal: Slutningen af 2. årh. f.v.t.

Sprog: hebraisk

Opbevares i: Jerusalem, Israel

Omtrentlige indhold: Esajas

Eksempler på anvendelse i studieudgaven af New World Translation (se fodnoterne til de anførte skriftsteder)

Es. 11:1; 18:2; 41:29

Håndskriftets navn: Salmerullen fra Det Døde Hav

Symbol: 11QPsa

Årstal: 1. årh. e.v.t.

Sprog: hebraisk

Opbevares i: Jerusalem, Israel

Omtrentlige indhold: Dele af 41 salmer fra den sidste tredjedel af bogen

Septuaginta og De Kristne Græske Skrifter

Håndskriftets navn: Det Sinaitiske Håndskrift

Symbol: 01( א)

Årstal: 4. årh. e.v.t.

Sprog: græsk

Opbevares i: London, England

Omtrentlige indhold: Dele af De Hebraiske Skrifter, alle De Græske Skrifter og nogle apokryfe skrifter

Eksempler på anvendelse i studieudgaven af New World Translation (se fodnoterne til de anførte skriftsteder)

1 Krøn. 12:19; Joh. 5:2; 2 Kor. 12:4

Håndskriftets navn: Det Alexandrinske Håndskrift

Symbol: A (02)

Årstal: 5. årh. e.v.t.

Sprog: græsk

Opbevares i: London, England

Omtrentlige indhold: Alle De Hebraiske og Græske Skrifter (enkelte mindre dele mangler eller er beskadiget), og nogle apokryfe skrifter

Eksempler på anvendelse i studieudgaven af New World Translation (se fodnoterne til de anførte skriftsteder)

1 Kong. 14:2; Luk. 5:39; Apg. 13:20; Hebr. 3:6

Håndskriftets navn: Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209

Symbol: B (03)

Årstal: 4. årh. e.v.t.

Sprog: græsk

Opbevares i: Vatikanbiblioteket Rom, Italien

Omtrentlige indhold: Oprindeligt hele Bibelen. Nu mangler: 1 Mos. 1:1–46:28; Sl. 106-137; Hebræerbrevet efter 9:14; 2 Timoteus, Titus, Filemon, Åbenbaringen

Eksempler på anvendelse i studieudgaven af New World Translation (se fodnoterne til de anførte skriftsteder)

Mark. 6:14; Joh. 1:18; 7:53–8:11

Håndskriftets navn: Ephraemi Syri rescriptus

Symbol: C (04)

Årstal: 5. årh. e.v.t.

Sprog: græsk

Opbevares i: Paris, Frankrig

Omtrentlige indhold: Dele af De Hebraiske Skrifter (64 blade) og af De Græske Skrifter (145 blade)

Eksempler på anvendelse i studieudgaven af New World Translation (se fodnoterne til de anførte skriftsteder)

Apg. 9:12; Rom. 8:23, 28, 34

Håndskriftets navn: Codex Bezae Cantabrigiensis

Symbol: Dea (05)

Årstal: 5. årh. e.v.t.

Sprog: græsk-latin

Opbevares i: Cambridge, England

Omtrentlige indhold: Det meste af de fire evangelier og Apostelgerninger, nogle få vers af 3 Johannes

Eksempler på anvendelse i studieudgaven af New World Translation (se fodnoterne til de anførte skriftsteder)

Matt. 24:36; Mark. 7:16; Luk. 15:21 (Henvisningen vises blot ved symbolet „D“)

Håndskriftets navn: Codex Claromontanus

Symbol: DP (06)

Årstal: 6. årh. e.v.t.

Sprog: græsk-latin

Opbevares i: Paris, Frankrig

Omtrentlige indhold: Paulus’ breve (inklusive Hebræerbrevet)

Eksempler på anvendelse i studieudgaven af New World Translation (se fodnoterne til de anførte skriftsteder)

Gal. 5:12 (Henvisningen vises blot ved symbolet „D“)

[Diagram på side 308]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Grundlaget for teksten i Ny Verden-oversættelsen — De Hebraiske Skrifter

De originale hebraiske skrifter og gamle afskrifter

Aramaiske targumer

Dødehavsrullerne

Samaritanske Pentateuk

Græske Septuaginta

Vetus Latina

Koptiske, ætiopiske, armenske

Hebraiske konsonanttekst

Latinske Vulgata

Græske oversættelser — Aquila, Theodotion, Symmachos

Syriske Pesjitta

Masoretiske tekst

Kairokodeksen

Codex Babylonicus Petropolitanus

Aleppo-kodeksen

Ginsburgs hebraiske tekst

Codex Leningradensis B 19^A

Biblia Hebraica (BHK), Biblia Hebraica

Stuttgartensia (BHS)

New World Translation

De Hebraiske Skrifter — engelsk; fra engelsk til mange andre sprog

[Diagram på side 309]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Grundlaget for teksten i Ny Verden-oversættelsen — De Kristne Græske Skrifter

De originale græske skrifter og gamle afskrifter

Armenske overs.

Koptiske overs.

Syriske oversættelser — Curetonianus, Filoxeniana, Charklensis, Palæstinensiske, Sinaj-syreren, Pesjitt

Vetus Latina

Latinske Vulgata

Sixtus’ og Clemens’ reviderede latinske tekster

Græske kursivhåndskr.

Erasmus’ tekst

Stephanus’ tekst

Textus Receptus

  Griesbachs græske tekst

  Emphatic Diaglott

Papyrus-håndskr. — (f.eks. Chester Beatty P⁴⁵, P⁴⁶, P⁴⁷; Bodmer P⁶⁶, P⁷⁴, P⁷⁵)

Gamle græske majuskelhåndskr. — Vatikanske 1209 (B), Sinaitiske (א), Alexandrinske (A), Ephraemi Syri rescriptus (C), Bezae (D)

Westcott og Horts græske tekst

Bovers græske tekst

Merks græske tekst

Nestle-Alands græske tekst

De forenede bibelselskabers græske tekst

23 hebraiske oversættelser (14.-20. århundrede), er oversat enten fra græsk eller fra den latinske Vulgata og bruger tetragrammet for Guds navn

New World Translation

De Kristne Græske Skrifter — engelsk; fra engelsk til mange andre sprog

Ti lektioner om de inspirerede skrifter og deres baggrund

Lektion 6 — Bibelens græske tekst

Hvordan De Græske Skrifters tekst er blevet afskrevet og overleveret på græsk og andre sprog til vor tid; den nutidige teksts pålidelighed.

1. Hvordan begyndte det kristne undervisningsarbejde?

DE FØRSTE kristne underviste og forkyndte overalt i den dakendte verden ud fra Jehovas skrevne ord. De tog de ord Jesus udtalte lige før sin himmelfart, alvorligt: „I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ (Es. 40:8; Apg. 1:8) Som Jesus havde forudsagt modtog de første 120 disciple den hellige ånd med dens dynamiske kraft. Dette skete på pinsedagen år 33. Samme dag gik Peter foran i det nye undervisningsarbejde ved at aflægge et grundigt vidnesbyrd som bevirkede at mange med glæde tog imod budskabet, og omkring 3000 blev føjet til den nydannede kristne menighed. — Apg. 2:14-42.

2. Hvilken god nyhed blev nu forkyndt, og hvad var dette vidnearbejde et bevis på?

² Opildnet til handling som ingen anden skare i historien indledte disse disciple af Jesus Kristus et undervisningsarbejde der med tiden nåede ud til alle afkroge af den dakendte verden. (Kol. 1:23) Ja, disse selvopofrende vidner for Jehova var ikke bange for at tage vidt omkring til fods; de gik fra hus til hus, fra by til by og fra land til land og forkyndte „godt nyt om gode ting“. (Rom. 10:15) Den gode nyhed handlede om genløsningen ved Kristus, opstandelseshåbet og Guds lovede rige. (1 Kor. 15:1-3, 20-22, 50; Jak. 2:5) Aldrig før var et sådant vidnesbyrd blevet forelagt menneskene. Det blev „det klare bevis på virkeligheder som ikke ses“, et udtryk for tro, for de mange der nu på grundlag af Jesu offer anerkendte Jehova som deres suveræne Herre. — Hebr. 11:1; Apg. 4:24; 1 Tim. 1:14-17.

3. Hvad kendetegnede de kristne forkyndere i det første århundrede?

³ Disse kristne forkyndere, mænd og kvinder, var oplyste Guds tjenere. De kunne læse og skrive. De kendte Bibelen. De var informeret om verdensbegivenhederne. De var vant til at rejse. De var som græshopper i den forstand at de ikke lod sig standse af nogen hindring på deres vej fremad for at udbrede den gode nyhed. (Apg. 2:7-11, 41; Joel 2:7-11, 25) I det første århundrede efter vor tidsregning arbejdede de blandt mennesker der på mange måder lignede folk i vor tid.

4. Hvilke skrifter blev på den første kristne menigheds tid affattet under Jehovas inspiration og ledelse?

⁴ Som forkyndere af „livets ord“ var de første kristne interesserede i vækst og fremgang, og de gjorde god brug af de skriftruller de kunne få fat i. (Fil. 2:15, 16; 2 Tim. 4:13) Fire af dem, nemlig Mattæus, Markus, Lukas og Johannes, blev af Jehova inspireret til at nedskrive „den gode nyhed om Jesus Kristus“. (Mark. 1:1; Matt. 1:1) Peter, Paulus, Johannes, Jakob og Judas skrev breve under inspiration. (2 Pet. 3:15, 16) Andre afskrev disse inspirerede budskaber, og afskrifterne udveksledes blandt det voksende antal menigheder, så alle kunne få gavn af dem. (Kol. 4:16) Under Guds ånds ledelse traf „apostlene og de ældste i Jerusalem“ desuden afgørelser i lærespørgsmål, og de blev nedskrevet til senere brug. Dette centrale, styrende råd udsendte også instruktionsbreve til de vidt spredte menigheder. (Apg. 5:29-32; 15:2, 6, 22-29; 16:4) For at kunne gøre det, måtte de oprette deres egen posttjeneste.

5. (a) Hvad er en kodeks? (b) I hvilken udstrækning gjorde de første kristne brug af kodeksen, og hvilke fordele havde den?

⁵ For at fremme udbredelsen af skrifterne, samt for at få dem i en form der gjorde det let at benytte dem, begyndte de kristne på et tidligt tidspunkt at udarbejde håndskrifterne i kodeksform i stedet for i ruller. Kodeksen var indrettet som vor tids bøger. I den kunne man hurtigt slå op på snart det ene og snart det andet sted, hvorimod skriftrullen ofte var temmelig besværlig at håndtere. Desuden gjorde kodeksen det muligt at samle de kanoniske skrifter i bind, hvorimod skrifterne i rulleform sædvanligvis forelå i særskilte ruller. De første kristne var foregangsmænd i brugen af kodeksen. Måske var det endda dem der opfandt den. Kodeksen blev kun langsomt antaget af ikkekristne skribenter, men hovedparten af de kristne papyruser fra det andet og tredje århundrede er i kodeksform.a

6. (a) Hvilket tidsrum strakte det græske sprogs klassiske periode sig over, hvad skete der i den, og hvornår opstod koiné- eller fællesgræsk? (b) Hvordan og i hvilken udstrækning blev koinégræsk almindeligt i brug?

⁶ Koinégræsk. Det græske sprogs såkaldt klassiske periode strakte sig fra det niende til det fjerde århundrede før vor tidsregning. I den periode var den attiske og den ioniske dialekt udbredt. Det var i løbet af denne periode, og især i det femte og fjerde århundrede før vor tidsregning, at der fremstod mange græske dramatikere, digtere, talere, historikere, filosoffer og forskere, af hvilke Homer, Herodot, Sokrates, Platon og andre opnåede stort ry. I tiden fra omkring det fjerde århundrede før vor tidsregning til omkring det sjette århundrede efter vor tidsregning blev koinégræsk eller fællesgræsk almindeligt. Dette skyldtes for en stor del Alexander den Stores militæroperationer, idet hans hær bestod af soldater fra alle egne af Grækenland. De talte forskellige græske dialekter, og da disse blev blandet sammen, fremkom en fælles dialekt, koiné, der efterhånden blev almindelig i brug. Ved Alexanders erobring af Ægypten og af Asien så langt som til Indien udbredtes koinégræsk til mange folkeslag. Det blev det internationale sprog og fortsatte med at være det i flere hundrede år. Sproget i den græske Septuaginta er det koinégræsk der i det tredje og andet århundrede før vor tidsregning blev talt i Alexandria i Ægypten.

7. (a) Hvordan viser Bibelen at det var almindeligt at tale koinégræsk på Jesu og apostlenes tid? (b) Hvorfor var koinégræsk som skabt til at tjene Guds hensigt i forbindelse med udbredelsen af hans ord?

⁷ På Jesu og apostlenes tid var koinégræsk det internationale sprog i Romerriget. Bibelen vidner selv om dette. Da Jesus blev naglet til pælen var det nødvendigt at inskriptionen over hans hoved ikke blot blev skrevet på hebraisk, jødernes sprog, men også på latin, landets officielle sprog, og på græsk, der blev talt næsten lige så hyppigt i Jerusalems gader som i Rom, Alexandria og selv Athen. (Joh. 19:19, 20; Apg. 6:1) Apostelgerninger 9:29 viser at Paulus i Jerusalem forkyndte den gode nyhed for græsktalende jøder. Koinégræsk var på den tid et dynamisk, levende og veludviklet sprog — det var som skabt til at tjene Jehovas ophøjede hensigt i forbindelse med den videre udbredelse af hans ord.

DEN GRÆSKE TEKST OG DENS OVERLEVERING

8. Hvorfor vil vi her undersøge håndskrifterne til De Kristne Græske Skrifter?

⁸ I den foregående lektion lærte vi at Jehova har bevaret sit ord, sandhedens vand, i et reservoir af skrevne dokumenter — de inspirerede Hebraiske Skrifter. Men hvordan forholder det sig med de skrifter der blev affattet af apostlene og andre af Jesu Kristi disciple? Er de blevet bevaret til os med en lignende omhu? En undersøgelse af det vældige reservoir af bevarede håndskrifter på græsk og andre sprog viser at det er de. Som allerede forklaret omfatter denne del af den bibelske kanon 27 bøger. Lad os engang undersøge hvordan disse 27 bøgers tekst er blevet overleveret og den originale græske tekst blevet bevaret til vor tid.

9. (a) På hvilket sprog blev de kristne skrifter affattet? (b) Hvordan danner Mattæusevangeliet en undtagelse?

⁹ De græske håndskrifters oprindelse. De kristne skrifters 27 bøger blev skrevet på datidens fællesgræske sprog. Imidlertid blev Mattæusevangeliet øjensynlig først skrevet på Bibelens hebraisk, til gavn for det jødiske folk. Hieronymus, der oversatte Bibelen i det fjerde århundrede, giver udtryk for dette, idet han siger at Mattæusevangeliet senere blev oversat til græsk.b Mattæus foretog sandsynligvis selv denne oversættelse — da han havde været romersk embedsmand og skatteopkræver kunne han uden tvivl både hebraisk, latin og græsk. — Mark. 2:14-17.

10. På hvilken måde er Bibelens skrifter blevet bevaret til os?

¹⁰ De andre kristne bibelskribenter, Markus, Lukas, Johannes, Paulus, Peter, Jakob og Judas, skrev alle sammen deres dokumenter på koinégræsk, det almindelige, levende sprog der blev forstået af de kristne og de fleste andre i det første århundrede. Det sidste af de originale dokumenter blev skrevet af Johannes omkring år 98. Så vidt man ved er ingen af disse 27 originalhåndskrifter bevaret indtil vor tid. Fra denne oprindelige kilde er der imidlertid udgået en mængde afskrifter af de originale håndskrifter, afskrifter af afskrifterne, og familier af afskrifter, hvilket alt sammen udgør et stort reservoir af håndskrifter til De Kristne Græske Skrifter.

11. (a) Hvilket fond af håndskrifter råder man over i vor tid? (b) Hvordan forholder det sig med disse håndskrifters antal og alder i sammenligning med håndskrifter til de klassiske forfatteres værker?

¹¹ Et reservoir bestående af over 13.000 håndskrifter. I vor tid råder man over et kolossalt fond af håndskrifter til alle 27 kanoniske bøger. Nogle af disse håndskrifter indeholder store dele af Bibelen, andre er blot fragmenter. Ifølge én beregning findes der mere end 5000 håndskrifter på det græske originalsprog. Desuden findes der over 8000 håndskrifter på andre sprog — alt i alt mere end 13.000 håndskrifter. Da de stammer fra tiden mellem det andet og det sekstende århundrede er de alle en hjælp når man skal finde frem til grundtekstens ordlyd. Det ældste af disse mange håndskrifter er et papyrusfragment af Johannesevangeliet fra første halvdel af det andet århundrede, måske omkring 125 e.v.t.c Det opbevares i John Rylands-biblioteket i Manchester i England og er kendt under symbolet P⁵². Denne afskrift er således blevet til kun cirka et kvart århundrede senere end originalen. Når vi tager i betragtning at der af de fleste klassiske forfatteres værker ikke findes mere end en håndfuld håndskrifter, og at disse som regel er flere hundrede år yngre end de originale skrifter, kan vi forstå hvilken rigdom af vidnesbyrd vi kan støtte os til når vi skal finde frem til en autoritativ tekst til De Kristne Græske Skrifter.

12. Hvad blev de første håndskrifter skrevet på?

¹² Papyrushåndskrifter. Ligesom de første afskrifter af Septuaginta blev de første afskrifter af De Kristne Græske Skrifter skrevet på papyrus, der fortsat blev anvendt til bibelhåndskrifter indtil omkring det fjerde århundrede. Bibelskribenterne brugte øjensynlig også papyrus når de sendte breve til de kristne menigheder.

13. Hvilket betydningsfuldt papyrusfund blev offentliggjort i 1931?

¹³ I provinsen Faijum i Ægypten har man fundet store mængder papyrusskrifter. I slutningen af det nittende århundrede kom et antal bibelske papyruser for dagens lys. Et af de mest betydningsfulde håndskriftfund der er gjort i vor tid, er et som blev offentliggjort i 1931. Det består af fragmenter af elleve kodekser der indeholder dele af otte forskellige bøger i De Hebraiske Skrifter og af femten bøger i De Kristne Græske Skrifter, alle skrevet på græsk. Disse papyruser er skrevet i perioden fra det andet til det fjerde århundrede efter vor tidsregning. Af dette fund findes en stor del af De Kristne Græske Skrifter nu i Chester Beatty-samlingerne og bærer betegnelserne P⁴⁵, P⁴⁶ og P⁴⁷, idet symbolet P står for „Papyrus“.

14, 15. (a) Nævn nogle af de vigtigste papyrushåndskrifter til De Græske Skrifter som er anført i fortegnelsen side 313. (b) Vis hvordan Ny Verden-oversættelsen har gjort brug af disse håndskrifter. (c) Hvad bekræfter de ældste papyruskodekser?

¹⁴ Papyrushåndskrifter fra en anden bemærkelsesværdig samling blev offentliggjort i Genève i Schweiz fra 1956 til 1961. De er kendt som Bodmer-papyruserne og indeholder tidlige tekster til to evangelier (P⁶⁶ og P⁷⁵), idet de dateres til begyndelsen af det tredje århundrede. I slutningen af lektion 5 findes en fortegnelse over nogle af de vigtigste gamle papyrushåndskrifter med bibeltekster fra De Hebraiske og De Kristne Græske Skrifter. I den sidste kolonne er der henvist til passager i Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter hvor man ved gengivelsen har taget hensyn til disse papyrushåndskrifter, som anført i fodnoterne til disse skriftsteder i 1984-udgaven af New World Translation.

¹⁵ Disse papyrusfund viser at den bibelske kanon var fuldført på et meget tidligt tidspunkt. Blandt Chester Beatty-papyruserne er der to kodekser — en der indeholder dele af de fire evangelier og Apostelgerninger (P⁴⁵), og en anden der indeholder ni af Paulus’ fjorten breve (P⁴⁶) — som viser at de inspirerede Kristne Græske Skrifter må være samlet kort efter apostlenes død. Eftersom det ville tage tid før disse kodekser havde cirkuleret vidt og bredt og fundet vej til Ægypten, er det indlysende at skrifterne må være samlet i deres standardform senest i det andet århundrede. Der er således ingen tvivl om at man sidst i det andet århundrede havde afsluttet De Kristne Græske Skrifters kanon, og dermed hele den bibelske kanon.

16. (a) Hvilke majuskelhåndskrifter til De Kristne Græske Skrifter er blevet bevaret til vor tid? (b) I hvilken udstrækning er majuskelhåndskrifterne blevet anvendt i Ny Verden-oversættelsen, og hvorfor?

¹⁶ Håndskrifter på skind og pergament. Som det fremgår af den foregående lektion begyndte man omkring det fjerde århundrede at skrive dokumenter på det mere holdbare pergament, et fint skind som almindeligvis blev forarbejdet af kalve-, lamme- eller gedeskind, i stedet for på papyrus. Nogle af de meget betydningsfulde bibelhåndskrifter som findes i dag, er skrevet på pergament. Vi har allerede været inde på skind- og pergamenthåndskrifterne med De Hebraiske Skrifters tekst. Fortegnelsen på side 314 omtaler nogle af de vigtigste skind- og pergamenthåndskrifter til både De Kristne Græske og De Hebraiske Skrifter. De der står nævnt under De Kristne Græske Skrifter er udelukkende skrevet med store bogstaver og kaldes majuskler eller uncialhåndskrifter. New Bible Dictionary nævner at der er 274 majuskelhåndskrifter til De Kristne Græske Skrifter, og de stammer fra tiden mellem det fjerde og det tiende århundrede. Desuden findes der mere end 5000 kursivhåndskrifter (minuskler), skrevet med små bogstaver i en sammenhængende skriftform.d Disse, der også er på pergament, blev skrevet i tiden fra det niende århundrede og indtil bogtrykkerkunsten blev taget i anvendelse. Den komité der stod bag New World Translation brugte i stor udstrækning majuskelhåndskrifterne — på grund af deres alder og generelle pålidelighed — for at få en nøjagtig gengivelse af den græske tekst. Dette fremgår af oversigten „Nogle vigtige håndskrifter på skind og pergament“.

TEKSTKRITIK OG TEKSTUDGAVER

17. (a) Hvilke to begivenheder førte til et grundigere studium af Bibelens græske tekst? (b) Hvilket arbejde er Erasmus berømt for? (c) Hvordan udarbejdes en tekstudgave?

¹⁷ Erasmus’ tekst. I „den mørke middelalders“ lange århundreder, da det latinske sprog dominerede og Vesteuropa var underlagt den romersk-katolske kirkes jernhårde styre, stod det sløjt til med kundskab og undervisning. Med bogtrykkerkunstens opfindelse i Europa i det femtende århundrede og reformationen i begyndelsen af det sekstende århundrede kom der imidlertid større frihed, og dette medførte en fornyet interesse for det græske sprog. Det var i begyndelsen af denne periode hvor forskningen blev genoplivet, at den berømte hollandske lærde Desiderius Erasmus udarbejdede sin første udgave af den græske tekst til „Det Nye Testamente“. (En sådan tekstudgave udarbejdes ved at man omhyggeligt sammenligner flere håndskrifter og vælger den ordlyd der af flertallet antages at være den oprindelige. Ofte vil man i fodnoter anføre afvigende læsemåder i nogle håndskrifter.) Denne første udgave blev trykt i Basel i 1516, ét år før reformationen begyndte i Tyskland. Der var mange fejl i den første udgave, men de efterfølgende udgaver i 1519, 1522, 1527 og 1535 indeholdt en forbedret tekst. Erasmus havde kun adgang til nogle få kursivhåndskrifter af nyere dato da han samlede og udarbejdede sin tekst.

18. Hvad blev det muligt at gøre da man fik Erasmus’ tekst, og hvem gjorde god brug af den?

¹⁸ Erasmus’ græske tekstudgave dannede grundlag for bedre oversættelser til mange af de vesteuropæiske sprog. Den gjorde det muligt at udarbejde oversættelser der var bedre end dem der tidligere var blevet oversat fra den latinske Vulgata. Den første der benyttede Erasmus’ tekst var Martin Luther, der fuldførte sin oversættelse af De Kristne Græske Skrifter til tysk i 1522. Skønt udsat for megen forfølgelse fulgte William Tyndale efter med sin engelske oversættelse af Erasmus’ tekst og fuldførte den i 1525 mens han havde søgt tilflugt på det europæiske fastland. I Italien oversatte Antonio Brucioli Erasmus’ tekst til italiensk i 1530. Med fremkomsten af Erasmus’ græske tekst var der nu banet vej for tekstkritik — en kritisk undersøgelse af bibelteksten med det mål at rekonstruere den oprindelige tekst.

19. Hvordan gik det til at Bibelen blev inddelt i kapitler og vers, og hvad har denne inddeling gjort mulig?

¹⁹ Kapitel- og versinddeling. Robert Stephanus (Étienne eller Éstienne), der levede i Paris i det sekstende århundrede, var en fremtrædende bogtrykker og forlægger. Han indså at man lettere kunne henvise til Bibelen hvis man inddelte den i kapitler og vers, og derfor indførte han et sådant system i det græsk-latinske Nye Testamente han udgav i 1551. Masoreterne var de første til at inddele De Hebraiske Skrifter i vers, men det var Stephanus’ franske bibel fra 1553 der for første gang benyttede den inddeling af hele Bibelen vi kender nu. Den blev fulgt i senere bibeloversættelser og muliggjorde udarbejdelsen af bibelkonkordanser, som for eksempel Alexander Crudens konkordans, der udkom i 1737, og de to udtømmende konkordanser til den engelske King James-oversættelse: Robert Youngs, der første gang udkom i Edinburgh i 1873, og James Strongs, der blev udgivet i New York i 1894.

20. Hvad var Textus Receptus, og hvad blev den grundlaget for?

²⁰ Textus Receptus. Robert Stephanus udsendte også adskillige græske udgaver af „Det Nye Testamente“. De var hovedsagelig baseret på Erasmus’ tekst, med rettelser i henhold til Den Complutensiske Polyglotbibel fra 1522 og femten kursivhåndskrifter fra de nærmeste århundreder forud herfor. Den tredje udgave af Stephanus’ græske tekst, der udkom i 1550, blev den Textus Receptus (latin for „anerkendte tekst“) som mange af det sekstende århundredes engelske oversættelser, samt King James-oversættelsen fra 1611, var baseret på.

21. Hvilke tekstudgaver er blevet udarbejdet siden det attende århundrede, og hvordan er de blevet anvendt?

²¹ Bedre græske tekstudgaver. Senere udarbejdede andre græskkyndige nogle endnu bedre tekstudgaver. En virkelig god tekst blev udarbejdet af J. J. Griesbach, som havde adgang til de hundreder af græske håndskrifter der var blevet tilgængelige hen imod slutningen af det attende århundrede. Den bedste udgave af Griesbachs fuldstændige græske tekst blev offentliggjort i 1796-1806. Hans tekst dannede grundlaget for Sharpes engelske oversættelse af 1840, og det er også denne græske tekst der er gengivet i The Emphatic Diaglott, hvis første fuldstændige udgave forelå i 1864. Andre udmærkede tekster blev udarbejdet af Constantin von Tischendorf (1872) og af Hermann von Soden (1910). Sidstnævnte tekst tjente som grundlag for Moffatts engelske oversættelse af 1913.

22. (a) Hvilken græsk tekst har opnået stor anerkendelse? (b) Hvilke engelske oversættelser har den dannet grundlag for?

²² Westcott og Horts tekst. En græsk tekstudgave der har vundet anerkendelse i vide kredse, er den der i 1881 blev udgivet af forskerne B. F. Westcott og F. J. A. Hort, begge fra Cambridge-universitetet. Westcott og Horts græske tekst blev i korrekturtryk konsulteret af British Revision Committee, som Westcott og Hort var medlemmer af, og som arbejdede på en revision af „Det Nye Testamente“ på engelsk, der udkom i 1881. Det er hovedsagelig denne tekst der ligger til grund for oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter til engelsk i New World Translation. Denne tekst danner også grundlaget for følgende oversættelser til engelsk: The Emphasised Bible, American Standard Version, An American Translation (Smith-Goodspeed) og Revised Standard Version.e Denne sidste oversættelse bygger desuden på Nestles tekst.

23. Hvilke andre tekster blev brugt ved udarbejdelsen af Ny Verden-oversættelsen på engelsk?

²³ Komiteen bag New World Translation brugte også Nestles græske tekst (18. udgave, 1948) som sammenligningsgrundlag. Komiteen rådførte sig desuden med tekster udarbejdet af to katolske forskere, jesuitterne José M. Bover (1943) og Augustinus Merk (1948). Ved revisionen af fodnoterne i 1984-udgaven af New World Translation har man rådført sig med De Forenede Bibelselskabers tekst fra 1975 og Nestle-Alands tekst fra 1979.f

24. Hvilke gamle oversættelser henviser New World Translation også til? Giv nogle eksempler.

²⁴ Gamle oversættelser fra græsk. Foruden de græske håndskrifter er det i vor tid også muligt at undersøge mange håndskrifter med oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til andre sprog. Der findes cirka 30 fragmenter af gammellatinske oversættelser (Vetus Latina), og tusinder af håndskrifter af Hieronymus’ latinske Vulgata. Komiteen bag New World Translation henviser til disse, samt til de koptiske, armenske og syriske oversættelser.g

25. Hvorfor er de hebraiske oversættelser som New World Translation henviser til, af særlig interesse?

²⁵ Senest fra og med det fjortende århundrede er der foretaget oversættelser af De Græske Skrifter til hebraisk. De har interesse fordi nogle af dem har genindført brugen af Guds navn i De Kristne Skrifter. New World Translation henviser gentagne gange til disse hebraiske oversættelser under symbolet „J“ fulgt af et hævet tal. Nærmere enkeltheder findes i forordet til New World Translation of the Holy Scriptures — With References, side 9, 10, og i tillæg 1D, „Guds navn i De Kristne Græske Skrifter“.

TEKSTVARIANTER OG DERES BETYDNING

26. Hvordan er der opstået tekstvarianter, og hvordan er de forskellige håndskriftfamilier opstået?

²⁶ I de mere end 13.000 håndskrifter der findes til De Kristne Græske Skrifter, forekommer der mange tekstvarianter, det vil sige forskellige læsemåder. Alene de 5000 håndskrifter på græsk fremviser mange forskelle. Det er let at forstå at afskrifterne af de første håndskrifter hver især ville indeholde deres bestemte skrivefejl. Når disse første håndskrifter blev sendt ud til et område og taget i brug, ville disse fejl blive kopieret dér, og således komme til at kendetegne andre håndskrifter fra området. På denne måde er der opstået håndskriftfamilier med samme fejl. Men er det da ikke foruroligende med alle disse skrivefejl? Er det ikke tegn på at der er udvist manglende trofasthed ved tekstens overlevering? Absolut ikke!

27. Hvad forsikres vi om med hensyn til den græske teksts integritet?

²⁷ F. J. A. Hort, der var med til at udarbejde Westcott og Horts tekst, udtaler: „De allerfleste ord i Det Nye Testamente berøres overhovedet ikke af kritikkens fintmærkende analyse, idet de er gengivet uden variationer og kun behøver at blive afskrevet. . . . Hvis man ser bort fra . . . forholdsvis ubetydelige ting, kan de ord der efter vor mening stadig er genstand for tvivl, næppe udgøre mere end en tusindedel af hele Det Nye Testamente.“h

28, 29. (a) Hvordan bliver vor endelige vurdering af den græske tekst? (b) Hvilken autoritativ udtalelse har vi om dette?

²⁸ Vurdering af tekstens overlevering. Hvordan bliver da den endelige vurdering af tekstens integritet og ægthed efter at den er skrevet af og bevaret til os gennem alle disse århundreder? Ikke blot er der tusinder af håndskrifter man kan sammenligne, men i løbet af de sidste få årtier har man også fundet ældre bibelhåndskrifter der fører den græske tekst helt tilbage til omkring år 125, kun et par årtier efter apostelen Johannes’ død omkring år 100. Disse håndskrifters vidnesbyrd er en stærk garanti for at vi nu har en pålidelig græsk tekst. Læg mærke til den slutning som British Museums tidligere leder og bibliotekar, den nu afdøde Sir Frederic Kenyon, kom til:

²⁹ „Mellemrummet mellem de originale skrifters tid og de ældste håndskrifter vi kender, er så lille at det ikke betyder noget, og det sidste grundlag for tvivl om at Bibelens skrifter er kommet til os omtrent som de oprindelig blev skrevet, er nu fjernet. Vi kan betragte Det Nye Testamentes bøgers ægthed og generelle integritet som endeligt fastslået. Den generelle integritet er dog én ting, og sikkerhed med hensyn til enkeltheder er noget andet.“i

30. Hvorfor kan vi nære tillid til at Ny Verden-oversættelsen giver læserne det autentiske „Jehovas ord“?

³⁰ Hvad den sidste bemærkning om „sikkerhed med hensyn til enkeltheder“ angår, gør dr. Horts citat i paragraf 27 rede for dette. Det er tekstkritikernes opgave at opklare sådanne detaljer, og det har de også gjort i stor udtrækning. Det er derfor at en tekstudgave som Westcott og Horts er almindeligt anerkendt. De Kristne Græske Skrifter i Ny Verden-oversættelsen, der er baseret på denne fremragende græske tekst, er således i stand til at give sine læsere det autentiske „Jehovas ord“, idet dette på en så vidunderlig måde er blevet bevaret til os i det store reservoir af græske håndskrifter. — 1 Pet. 1:24, 25.

31. (a) Hvad har den nyere tids fund bekræftet angående De Græske Skrifters tekst? (b) Forklar ved hjælp af oversigten på side 309 hvilken tekst De Kristne Græske Skrifter i Ny Verden-oversættelsen først og fremmest bygger på, og hvilke andre tekster den støtter sig til.

³¹ Sir Frederic Kenyons kommentar i bogen Our Bible and the Ancient Manuscripts, 1962, side 249, er også af interesse for os: „Vi må være tilfredse med at vide at den nytestamentlige teksts ægthed i det store og hele på bemærkelsesværdig måde er blevet bekræftet af den nyere tids fund, der i så stort omfang har reduceret mellemrummet mellem de originale skrifter og vore ældste, bevarede håndskrifter, og at de forskellige læsemåder, hvor interessante de end er, dog ikke berører den kristne tros grundsandheder.“ Oversigten på side 309, „Grundlaget for teksten i Ny Verden-oversættelsen — De Kristne Græske Skrifter“, viser hvilke tekster og håndskrifter oversættelseskomiteen har benyttet sig af for at nå frem til en nøjagtig engelsk oversættelse. I fodnoter som indeholder mange værdifulde oplysninger, begrundes de valgte læsemåder, og det fremgår heraf at man har gengivet teksten trofast. Da Ny Verden-oversættelsen blev udarbejdet på engelsk drog man nytte af det bedste af flere hundrede års bibelforskning. Vi kan tillidsfuldt gå ud fra at De Kristne Græske Skrifter, sådan som de nu er tilgængelige for os, virkelig indeholder det „mønster at sunde ord“ der blev nedskrevet af Jesu Kristi disciple. Måtte vi i tro og kærlighed stadig holde fast ved disse dyrebare ord! — 2 Tim. 1:13.

32. Hvad har været hensigten med så udførligt at behandle bibelhåndskrifter og Bibelens tekst, og hvilket tilfredsstillende resultat er vi nået til?

³² I denne og den foregående lektion har vi behandlet bibelhåndskrifter og Bibelens grundtekst. Hvorfor har vi gjort dette så udførligt? Hensigten har været på afgørende måde at vise at både De Hebraiske og De Græske Skrifters tekst i alt væsentligt svarer til den ægte, oprindelige tekst som Jehova inspirerede fortidens trofaste mænd til at skrive. Disse originale skrifter var inspirerede. Skønt afskriverne var dygtige mænd, var de ikke inspirerede. (Sl. 45:1; 2 Pet. 1:20, 21; 3:16) Det har derfor været nødvendigt at filtrere det umådelige reservoir af afskrifter for at få sandhedens rene og klare vand, således som det oprindelig vældede frem fra den store Kilde, Jehova. Lad os takke Jehova for den vidunderlige gave som hans ord, den inspirerede Bibel, er, og for det styrkende budskab om Riget der vælder frem fra den!

[Fodnoter]

Ti lektioner om de inspirerede skrifter og deres baggrund

Lektion 7 — Bibelen i vor tid

Bibelselskabernes historie; Watch Tower Societys arbejde med at trykke og udgive bibler; arbejdet med New World Translation.

1. (a) Hvilke formål skulle de guddommelige åbenbaringer tjene, og hvorfor blev nogle af dem ikke skrevet ned? (b) Hvilket udtrykkeligt påbud gav Jehova mange af profeterne, og hvordan skulle dette blive til gavn for Guds tjenere i „de sidste dage“?

BIBELENS 66 bøger indeholder „Jehovas ord“ i skreven form. (Es. 66:5) Gennem mange hundrede år udgik dette „ord“ fra Jehova til hans profeter og tjenere her på jorden. Disse guddommelige åbenbaringer opfyldte deres øjeblikkelige formål, samtidig med at de indeholdt tydelige forbilleder på begivenheder der med sikkerhed ville finde sted på et tidspunkt der dengang lå langt ude i fremtiden. Det blev ikke altid krævet af Guds profeter at de nedskrev alle de ord der blev givet dem af Jehova. Nogle af Elias’ og Elisas udtalelser som gjaldt den daværende generation, er for eksempel ikke bevaret i skreven form. Derimod fik profeterne Moses, Esajas, Jeremias, Habakkuk og andre udtrykkelig besked om at nedskrive de ord der blev dem åbenbaret, i en bog eller en skriftrulle. (2 Mos. 17:14; Es. 30:8; Jer. 30:2; Hab. 2:2; Åb. 1:11) „De udtalelser som tidligere er fremsat af de hellige profeter“ blev således bevaret, sammen med andre hellige skrifter, for at vække Jehovas tjeneres klare tænkeevne og især for at tjene som vejledning for dem med hensyn til „de sidste dage“. — 2 Pet. 3:1-3.

2. I hvilke tidsperioder er Bibelen især blevet oversat og mangfoldiggjort?

² På Ezras tid og i tiden derefter blev der taget mange afskrifter af de inspirerede Hebraiske Skrifter. Fra det første århundrede efter vor tidsregning blev Bibelen afskrevet igen og igen af de første kristne, der brugte den overalt i den dakendte verden i deres forkyndelse af Jehovas hensigter i forbindelse med Kristus. Da trykning med løse typer blev almindeligt udbredt (fra det femtende århundrede og fremefter) kom der yderligere fart i mangfoldiggørelsen og udbredelsen af Bibelen. I det sekstende og syttende århundrede udførte private grupper et stort oversættelsesarbejde og drev en omfattende trykkerivirksomhed, og så tidligt som i år 1800 fandtes hele Bibelen eller dele af den på 71 sprog.

BIBELSELSKABER

3. Hvad har siden begyndelsen af det nittende århundrede i høj grad bidraget til den større udbredelse af Bibelen?

³ Der kom mere fart i arbejdet med at udbrede Bibelen da nydannede bibelselskaber i det nittende og tyvende århundrede begyndte at tage del i løsningen af denne vældige opgave. Et af de første bibelselskaber var British and Foreign Bible Society, der blev stiftet i London i 1804. Efter stiftelsen af dette bibelselskab blev mange andre lignende selskaber oprettet.a

4. (a) Hvilke tal viser at livets ord er blevet spredt ud over jorden? (b) Hvilke værdifulde oplysninger om forskellige bibeloversættelser findes der i oversigten på side 322? Giv et eksempel ved at henvise til en bestemt bibeloversættelse.

⁴ Arbejdet med at udbrede Bibelen blomstrede som følge af de mange bibelselskabers indsats. Omkring år 1900 fandtes hele Bibelen eller dele af den på 567 sprog, og i 1928 på 856 sprog. I 1938 passerede man de 1000 sprog, og nu findes Bibelen på mere end 1900 sprog. Jehovas livgivende og styrkende ord er spredt ud over hele jorden! Det er således blevet muligt for mennesker fra alle nationer at efterkomme opfordringen: „Pris Jehova, alle I nationer, og lad alle folkene lovprise ham.“ (Rom. 15:11) Oversigten på side 322, „Nogle vigtige bibeloversættelser på syv hovedsprog“, giver yderligere oplysninger om Bibelens udbredelse i vor tid.

5. Hvilken opgave er endnu vigtigere end den at udbrede Bibelen? Hvad er Jehovas Vidner taknemmelige for?

⁵ Skønt det er et prisværdigt arbejde at gøre Bibelen tilgængelig for jordens millioner, er det dog endnu vigtigere at få dem til at læse den og hjælpe dem til at forstå den. Det der betød noget i det gamle Israel og på de første kristnes tid, da der kun fandtes få bibler, var at hjælpe folk til at få fat i meningen, og det er stadig det vigtigste. (Matt. 13:23; Neh. 8:8) Arbejdet med at undervise alle jordens nationer i Guds ord er imidlertid blevet fremmet ved at Bibelen har fået så stor udbredelse. Jehovas Vidner, der er travlt optaget af et verdensomspændende bibelundervisningsarbejde, er taknemmelige for at der nu findes millioner af bibler i mange lande og på mange sprog.

JEHOVAS VIDNER SOM BIBELUDGIVERE

6. Hvilken virksomhed har kendetegnet Jehovas Vidner både før og nu?

⁶ Jehovas Vidner er bibeludgivere. Det var de på Ezras tid, og det var de på Jesu Kristi første disciples tid, idet de med deres håndskrevne eksemplarer af Bibelen dækkede behovet i datidens verden — og det i et sådant omfang at den mængde af håndskrifter vi har arvet fra dem, langt overgår hvad man har af håndskrifter til al anden litteratur fra oldtiden. Vor tids Jehovas Vidner kendetegnes ved en lignende energisk indsats for Bibelens udbredelse.

7. Hvilket selskab stiftede Jehovas Vidner? Hvornår skete det? Hvordan forkyndte de allerede dengang?

⁷ I 1884 dannede Jehovas Vidner et selskab for at kunne udgive bibler, det selskab der nu kendes under navnet Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania. I begyndelsen blev biblerne købt hos andre bibelselskaber og derpå videredistribueret af disse vidner, der allerede dengang var ved at udvikle deres karakteristiske forkyndelse fra hus til hus. Den engelske King James-oversættelse fra 1611 blev den grundlæggende oversættelse ved deres bibelstudium.

8. (a) Hvordan har Watch Tower Bible and Tract Society svaret til sit navn? (b) Hvordan og hvorfor har Selskabet gjort brug af mange forskellige bibeloversættelser?

⁸ I overensstemmelse med sit navn har Watch Tower Bible and Tract Society deltaget i udbredelsen af bibler, ligesom det også har udgivet bøger, traktater og andre skrifter. Dette er sket i den hensigt at undervise lærvillige mennesker i Guds ords sande lære. Selskabets bibelundervisning har hjulpet retfærdselskende mennesker til at rive sig løs fra falske religiøse traditioner og verdslig filosofi og vende tilbage til den frihed som Bibelens sandhed giver, den sandhed som blev åbenbaret ved Jesus og andre af Jehovas indviede talsmænd. (Joh. 8:31, 32) Siden bladet The Watchtower begyndte at udkomme i 1879, har Watch Tower Society i sine publikationer citeret og henvist til mange forskellige bibeloversættelser. Selskabet har set værdien af dem alle og har brugt dem i arbejdet med at fremholde Guds budskab og fjerne religiøs forvirring.

9. Hvordan gik det til at Selskabet begyndte at udgive bibler?

⁹ Rotherhams oversættelse og Holman-Bibelen. I 1896 begyndte Jehovas Vidner ved hjælp af Watch Tower Society i egentlig forstand at udgive og distribuere bibler. I dette år erhvervede man hos den engelske bibeloversætter Joseph B. Rotherham rettighederne til at udgive den tolvte, reviderede udgave af hans New Testament i De Forenede Stater. Titelbladet i denne udgave bærer Selskabets navn og adresse, Watch Tower Bible and Tract Society, Allegheny, Pennsylvania; dengang lå Selskabets hovedkontor nemlig dér. I 1901 blev der truffet aftale om at trykke en særlig udgave af Holman Linear Bible, med forklarende marginalnoter fra Selskabets litteratur fra 1895 til 1901. Selve bibelteksten, både De Hebraiske og De Græske Skrifter, bestod af King James-oversættelsen og den reviderede engelske oversættelse (Revised Version) af De Hebraiske og De Græske Skrifter. Hele oplaget på 5000 eksemplarer var solgt i 1903.

10. Hvilken oversættelse af De Græske Skrifter begyndte Selskabet at udgive i 1902?

¹⁰ The Emphatic Diaglott. I 1902 opnåede Watch Tower Society som eneste forlægger og forhandler forlagsretten til The Emphatic Diaglott. Denne oversættelse af De Kristne Græske Skrifter blev i 1864 fuldført af den engelskfødte bibeloversætter Benjamin Wilson fra Geneva i Illinois. Den var baseret på den græske tekst af J. J. Griesbach, med en ordret interlinear engelsk oversættelse og Wilsons egen oversættelse til højre med hans særlige markeringer til angivelse af betoning.

11. Hvornår udgav Selskabet „Bible Students Edition“, og hvad indeholdt den?

¹¹ Bible Students Edition. I 1907 udgav Watch Tower Society en „Bible Students Edition“ (udgave for bibelstudenter) af Bibelen. Den indeholdt en letlæselig tekst med King James-oversættelsen og var forsynet med mange nyttige marginalnoter samt et værdifuldt tillæg udarbejdet af Jehovas Vidner. Dette tillæg, der senere blev udvidet til over 550 sider, blev kaldt „Berean Bible Teachers Manual“ (Den berøanske bibellærers håndbog) og blev også udgivet som en særskilt bog. Den indeholdt korte kommentarer til mange af Bibelens vers, med henvisninger til The Watchtower og til Selskabets lærebøger, og en kortfattet forklaring af forskellige lærepunkter med nøgleskriftsteder der gjorde det lettere at fremholde sandheden for andre. Denne del svarede til Selskabets nyere publikation „Forvis jer om alt; hold fast ved det gode“. Desuden var der et emneregister, forklaringer af vanskelige skriftsteder, en liste over uægte passager, et skriftstedsregister, en sammenlignende kronologi og tolv kort. Denne udmærkede bibel tjente i årtier Jehovas Vidner i deres offentlige forkyndelse.

ET SELSKAB DER TRYKKER BIBLER

12. Hvornår begyndte Selskabet at trykke bibler?

¹² I 30 år havde Watch Tower Society ladet andre virksomheder forestå selve trykningen af dets bibler. I december 1926 blev The Emphatic Diaglott imidlertid som den første bibeloversættelse trykt på Selskabets egne maskiner i Brooklyn, New York. Trykningen af denne udgave af De Kristne Græske Skrifter gav næring til håbet om at Selskabet en dag ville kunne trykke hele Bibelen på sine egne maskiner.

13. (a) Hvad var den første komplette bibel der blev trykt af Selskabet, og hvornår udkom den? (b) Hvilke oplysninger til hjælp for læseren indeholder den?

¹³ King James-oversættelsen. Den anden verdenskrig gjorde det endnu mere påkrævet for Selskabet at kunne trykke Bibelen selv. Mens den verdensomspændende konflikt var på sit højeste lykkedes det Selskabet at købe matricerne til hele King James-oversættelsen. Den 18. september 1942 åbnedes Jehovas Vidners store kongres „Den nye verdens teokratiske stævne“, med Cleveland i Ohio, USA, som midtpunkt. Selskabets præsident talte over emnet „Sving åndens sværd“, og som foredragets højdepunkt frigav han den første komplette bibel der var trykt på Watch Tower Societys trykkeri i Brooklyn. I dens tillæg findes en liste over egennavne samt deres betydning, en specielt udarbejdet „Konkordans over bibelske ord og udtryk“, og andre oplysninger til hjælp for læseren. Øverst på hver side angiver en overskrift eller kolumnetitel indholdet. For eksempel lyder kolumnetitlen over kapitel 11 i Dommerbogen: „Jeftas højtidelige løfte“, i stedet for det traditionelle: „Jeftas overilede løfte“, og over Johannesevangeliet, kapitel 1, står der: „Guds Ords førmenneskelige tilværelse og Ordets fødsel som menneske“.

14. Hvilken bedre oversættelse af Bibelen blev trykt af Selskabet i 1944, og hvad er karakteristisk for denne bibel?

¹⁴ American Standard Version. En anden vigtig bibeloversættelse er American Standard Version fra 1901. Den har det store fortrin at den gengiver Guds navn „Jehova“ næsten 7000 steder i De Hebraiske Skrifter. Efter mange forhandlinger lykkedes det i 1944 Watch Tower Society at købe retten til at bruge matricerne til denne bibeloversættelse og trykke den på sit eget trykkeri. I Buffalo, New York, der var midtpunkt for sytten stævner som blev afholdt samtidigt og som var koblet sammen ved hjælp af private telefonkabler, glædede Selskabets præsident den 10. august 1944 sin store tilhørerskare med at frigive Vagttårnets udgave af American Standard Version. Tillægget indeholder en meget nyttig, udvidet „Konkordans over bibelske ord, navne og udtryk“. En lommeudgave af denne bibel blev udgivet i 1958.

15. Hvilken oversættelse udgav Selskabet i 1972?

¹⁵ The Bible in Living English. I 1972 udgav Watch Tower Society The Bible in Living English, oversat af nu afdøde Steven T. Byington. Denne oversættelse gengiver konsekvent Guds navn med „Jehova“.

16. Hvilket tosidet arbejde er Jehovas vidner således optaget af?

¹⁶ Som det fremgår heraf nøjes Jehovas vidner ikke med at forkynde den gode nyhed om Riget i hele verden, i over 200 lande og øområder, men de har også i stort omfang trykt og udgivet den uvurderlige bog der indeholder dette budskab om Riget, Bibelen, bogen der er inspireret af Jehova Gud.

NEW WORLD TRANSLATION OF THE HOLY SCRIPTURES

17. (a) Hvordan har de mange bibeloversættelser været til gavn, men hvilke mangler er de behæftet med? (b) Hvad havde præsidenten for Watch Tower Society efterlyst siden 1946?

¹⁷ Jehovas Vidner erkender at de står i gæld til alle de mange bibeloversættelser som de har benyttet i deres studium af Guds ords sandhed. Imidlertid har alle disse oversættelser, selv de nyeste, deres mangler. Nogle steder er oversættelserne inkonsekvente eller utilfredsstillende, besmittet af sekteriske traditioner eller verdslig filosofi, og derfor ikke i fuld harmoni med de hellige sandheder som Jehova har ladet nedfælde i sit ord. Især siden 1946 efterlyste præsidenten for Watch Tower Bible and Tract Society en bibel der var trofast oversat fra grundsprogene og var lige så forståelig for moderne læsere som de originale skrifter var det for begavede, almindelige mennesker på Bibelens egen tid.

18. Hvordan gik det til at Selskabet kunne trykke og udgive New World Translation?

¹⁸ Den 3. september 1949 gjorde præsidenten på Selskabets hovedkontor i Brooklyn bestyrelsesmedlemmerne bekendt med at der fandtes en „New World Bible Translation Committee“ og at den havde fuldført en oversættelse af De Kristne Græske Skrifter. Han oplæste et dokument ifølge hvilket komiteen i erkendelse af Selskabets usekteriske arbejde med at fremme bibelkundskaben over hele jorden, overdrog Selskabet manuskriptet med ret til at bruge og udgive det. Præsidenten læste også dele af manuskriptet op for at give eksempler på oversættelsens beskaffenhed og kvalitet. Bestyrelsesmedlemmerne modtog enstemmigt den gave som oversættelsen var, og det blev besluttet at den straks skulle trykkes. Den 29. september 1949 begyndte man at sætte teksten, og først på sommeren 1950 var titusinder af indbundne eksemplarer færdige.

19. (a) Hvordan udkom New World Translation? (b) Hvad bestræbte man sig for ved udarbejdelsen af disse bind?

¹⁹ Udgivelsen af New World Translation i flere bind. Onsdag den 2. august 1950, den fjerde dag under Jehovas Vidners internationale stævne på Yankee Stadium i New York, modtog en tilhørerskare på 82.075 med begejstring udgivelsen af New World Translation of the Christian Greek Scriptures, der kom som en fuldstændig overraskelse. Opmuntret af denne første begejstrede modtagelse, såvel som af senere udtryk for påskønnelse af oversættelsens fortrin, påtog komiteen sig dernæst det omfattende arbejde at oversætte De Hebraiske Skrifter. De blev udgivet i fem bind, i årene fra 1953 til 1960. I seks bind fik man her hele Bibelen på nutidsengelsk. Hvert bind indeholdt foruden teksten et værdifuldt udstyr til hjælp for læseren. Bibelstudenter og bibellæsere havde således fået adgang til et stort forråd af bibelske oplysninger. Oversætterne havde bestræbt sig for at udnytte enhver pålidelig kilde til oplysning om teksten, så New World Translation klart og nøjagtigt kunne gengive det magtfulde budskab der fandtes i de originale inspirerede skrifter.

20. Hvilken værdifuld hjælp indeholdt den første udgave af New World Translation i (a) fodnoterne, (b) krydshenvisningerne, og (c) forordet og tillæggene?

²⁰ En hjælp til bibelstudium i den oprindelige seksbinds-udgave af New World Translation var den værdifulde samling fodnoter der gav oplysninger om hvorfor teksten var gengivet som den var. Disse noter indeholdt vægtige argumenter til forsvar for Bibelen. I margenen fandtes desuden et værdifuldt system af skriftstedshenvisninger. Nogle af henvisningerne var ordnet så man kunne forfølge et ord der belyste et vigtigt lærespørgsmål, fra skriftsted til skriftsted i én lang kæde. Andre var krydshenvisninger til skriftsteder hvor man fandt (a) beslægtede ord, (b) beslægtede tanker, ideer og begivenheder, (c) biografiske oplysninger, (d) geografiske oplysninger, (e) profetiers opfyldelse, og (f) direkte citater i eller fra andre dele af Bibelen. Denne udgave indeholdt også et betydningsfuldt forord, billeder af gamle bibelhåndskrifter, nyttige tillæg og registre samt kort over Bibelens lande. Denne første udgave af New World Translation var en „guldgrube“ når det gjaldt personligt studium af Bibelen eller undervisning af retsindige mennesker. En særlig studieudgave i ét bind blev frigivet i et oplag på 150.000 eksemplarer den 30. juni 1963 ved åbningen af Jehovas Vidners stævne „En evigvarende god nyhed“ i Milwaukee i Wisconsin, USA.

21. (a) Hvornår og under hvilke omstændigheder blev den reviderede udgave af New World Translation frigivet? (b) Hvad indeholdt den?

²¹ Den reviderede étbindsudgave. I sommeren 1961 blev en revideret udgave af den komplette New World Translation of the Holy Scriptures i ét bind frigivet ved en række stævner som Jehovas Vidner afholdt i De Forenede Stater og Europa. Den blev modtaget med glæde af de hundredtusinder der overværede disse stævner. Den var indbundet i grønt bind, var på 1472 sider, og indeholdt en udmærket konkordans, et tillæg der behandlede flere bibelske emner, samt kort og tegninger.

22, 23. Hvilke andre udgaver er udkommet, og hvad indeholder de?

²² Andre udgaver. I 1969 blev The Kingdom Interlinear Translation of the Greek Scriptures udgivet, og i 1985 kom den i en ny udgave. Den indeholder en ordret engelsk oversættelse af Westcott og Horts græske tekst, og den nutidsengelske tekst fra 1984-udgaven af New World Translation. Den giver således dem der studerer Bibelen mulighed for at finde ud af hvad der ordret siges i den græske grundtekst.

²³ En anden revideret udgave af New World Translation blev udgivet i 1970, og en tredje revision med fodnoter fulgte i 1971. Ved Jehovas Vidners områdestævner „Rigets fremgang“ i 1984 blev en revideret studieudgave udgivet på engelsk. Den indeholder en fuldstændig ajourføring og revision af de krydshenvisninger som første gang blev bragt i de seks bind der udkom på engelsk fra 1950 til 1960. Den er udarbejdet med henblik på dem der ønsker at foretage et seriøst studium af Bibelen, og indeholder over 125.000 krydshenvisninger, mere end 11.000 fodnoter, en omfattende bibelordbog, flere kort og 43 artikler i et tillæg. I 1984 udkom desuden en standardudgave på engelsk af den reviderede tekst fra 1984, med krydshenvisninger men uden fodnoter.

24. Hvornår udkom Ny Verden-oversættelsen på dansk?

²⁴ Den engelske New World Translation er helt eller delvis blevet oversat til ti andre sprog, deriblandt dansk. Den første del af den danske udgave, Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter, udkom i 1974 og blev i en let revideret form indlemmet i den komplette udgave, Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter, der udkom i 1985. Denne udgave svarer til standardudgaven af den engelske New World Translation.

25. (a) Hvilke fordele har Ny Verden-oversættelsen og den engelske studieudgave? (b) Vis hvordan kolumnetitlerne kan bruges.

²⁵ Nogle fordele. For at hjælpe læseren til hurtigt at finde det han søger, er der både i den engelske studieudgave og i standardudgaven øverst på hver side anbragt omhyggeligt udarbejdede kolumnetitler som beskriver indholdet af kapitlerne nedenfor. De har især til formål at hjælpe forkynderen til hurtigt at besvare spørgsmål som folk stiller. For eksempel prøver forkynderen måske at finde nogle råd om børneopdragelse. Han ved der står noget i Ordsprogenes Bog og løber siderne i denne bog igennem. På side 778 (i standardudgaven) finder han overskriften „Oplær drengen“. Da dette er den sidste del af kolumnetitlen, svarer den til sidens sidste del. Overskriften „Et navn“, der går forud herfor, svarer til Ordsprogene 22:1. Skriftstedet der svarer til „Oplær drengen“ findes efter dette, nemlig i anden spalte, vers 6. På side 779 bemærker han overskriften „Børneopdragelse“, der henviser til flere skriftsteder i sidens anden spalte. Disse kolumnetitler kan være til stor gavn for en forkynder der nogenlunde ved hvor han skal finde de skriftsteder han leder efter. Ved hjælp af dem kan han hurtigt finde rundt i Bibelen.

26. Hvad indeholder ordbogen, og hvordan kan den anvendes i praksis?

²⁶ Bag i Ny Verden-oversættelsen er der en bibelordbog med mange af Bibelens vigtigste ord sammen med et udsnit af den linje de står i, så man kan se sammenhængen. Da Ny Verden-oversættelsen bruger en del nye udtryk for gamle begreber, kendt fra den danske autoriserede oversættelse, er de gamle danske udtryk også anført, med en henvisning til de mere nutidige bibelske vendinger. For eksempel er ordet „nåde“ fra den danske autoriserede oversættelse opført i ordbogen med en henvisning til „ufortjent godhed“, det nutidige udtryk der bruges i Ny Verden-oversættelsen. Ved hjælp af ordbogen kan man finde frem til skriftsteder om lærepunkter ved at slå op under forskellige nøgleord, for eksempel „sjæl“ eller „løsesum“, hvilket gør det muligt at foretage et grundigt bibelstudium ved hjælp af Bibelen alene. En forkynder der anmodes om at tale over et af disse vigtige emner, kan umiddelbart bruge de små uddrag der findes i denne ordbog og som dækker et godt udvalg af skriftsteder. Endvidere er der under vigtige geografiske navne og navne på fremtrædende bibelske personer anført de væsentligste skriftsteder i forbindelse med disse navne. På denne måde får alle bibellæsere der bruger denne oversættelse, en uvurderlig hjælp.

27. Vis hvordan tillægget til Ny Verden-oversættelsen kan være en hjælp.

²⁷ Efter bibelordbogen følger et tillæg med andre oplysninger man kan få brug for i forkyndelsen. Artiklerne i tillægget er arrangeret på en sådan måde at de kan bruges som en hjælp til at forklare grundlæggende bibelske lærepunkter og beslægtede emner. I artiklen om ordet „sjæl“ i tillægget anføres der for eksempel under otte overskrifter en lang række skriftsteder der viser på hvilken måde ordet „sjæl“ (hebraisk: næʹfæsj) anvendes. Der findes også oversigter og kort. (Den engelske studieudgave af New World Translation har et mere omfattende tillæg, foruden nyttige fodnoter der på en enkel måde giver vigtige oplysninger om teksten.) Ny Verden-oversættelsen udmærker sig således ved at hjælpe sine læsere med mange oplysninger som det ellers ville have taget dem lang tid at finde frem til selv.

28. Hvordan hjælper Ny Verden-oversættelsen sine læsere til at udtale Bibelens egennavne korrekt?

²⁸ En hjælp til navnenes udtale. Ligesom den engelske udgave yder den danske udgave sine læsere en særlig hjælp i forbindelse med udtalen af de bibelske navne, specielt med henblik på trykkets placering. I alle navne, bortset fra de mest almindelige, er en lille, skråtstillet trykstreg (ʹ) anbragt efter den betonede stavelse. Navnet Aʹkvila udtales altså med tryk på første stavelse. I navnet Dariʹus falder trykket på anden stavelse. Det samme gælder navnet Fileʹmon. Ved fastlæggelsen af et navns udtale er der taget hensyn til danske udtaleregler, til navnets form på grundsproget, samt til en eventuel hævdvunden udtale.

29. Er New World Translation blot en revision af tidligere oversættelser? Begrund dit svar.

²⁹ En ny oversættelse fra grundsprogene. New World Translation er en ny oversættelse fra Bibelens grundsprog, hebraisk, aramaisk og græsk. Det er ikke en revision af en tidligere engelsk oversættelse, ligesom den heller ikke bygger på nogen anden oversættelse med hensyn til stil, ordvalg eller rytme. Den hebraisk-aramaiske del er oversat fra Rudolf Kittels Biblia Hebraica, 7., 8. og 9. udgave (1951-55). En ny udgave af den hebraiske tekst med titlen Biblia Hebraica Stuttgartensia, fra 1977, blev benyttet da man reviderede oplysningerne i fodnoterne til den engelske studieudgave af New World Translation. Den græske del er hovedsagelig oversat fra Westcott og Horts tekst, som udkom i 1881. Oversættelseskomiteen har dog også rådført sig med andre græske tekstudgaver, blandt andre Nestles fra 1948. Disse udmærkede tekstudgaver er beskrevet i lektion 5 og 6 i denne bog. Oversættelseskomiteen har lavet en nøjagtig og levende oversættelse, der baner vej for en dybere og mere tilfredsstillende forståelse af Guds ord.

30. Hvordan vurderer en anmelder denne oversættelse?

³⁰ Læg mærke til hvordan en anmelder vurderer denne oversættelse: „Der findes yderst få oversættelser af De Hebraiske Skrifter fra grundsprogene til engelsk. Det glæder os derfor meget at hilse udgivelsen af første del af New World Translation [of the Hebrew Scriptures], fra Første Mosebog til Ruts Bog, velkommen. . . . Det er tydeligt at man har gjort sig en særlig bestræbelse for at denne oversættelse kan være helt igennem letlæselig. Ingen kan sige at den mangler noget i friskhed og originalitet. Dens terminologi er på ingen måde baseret på tidligere oversættelser.“b

31. Hvad har en ekspert i hebraisk sagt om New World Translation?

³¹ Den hebraiskkyndige professor dr. Benjamin Kedar fra Israel har i et interview med en repræsentant for Watch Tower Society bedømt New World Translation som følger: „I min sprogvidenskabelige forskning i forbindelse med den hebraiske bibel og oversættelser deraf, rådfører jeg mig ofte med den engelske udgave af New World Translation. Herved har jeg gentagne gange fået bekræftet den opfattelse at dette værk afspejler en oprigtig bestræbelse for at nå frem til en forståelse af teksten der er så nøjagtig som muligt. Oversættelsen bærer præg af et bredt kendskab til grundsproget, og gengiver grundtekstens ord på et andet sprog forståeligt uden at afvige unødvendigt fra det hebraiske sprogs særlige struktur. . . . Der er et vist spillerum ved tolkning eller oversættelse af enhver sproglig ytring. I ethvert givet tilfælde kan den sproglige løsning derfor diskuteres. Men i New World Translation har jeg aldrig bemærket fordomsfulde forsøg på at lægge noget i teksten som den ikke giver rum for.“c

32. Hvor ordret er Ny Verden-oversættelsen, og hvad er fordelen ved en ordret oversættelse?

³² En ordret oversættelse. Det er en ordret oversættelse, og dette vidner om oversætternes trofasthed mod teksten. En ordret oversættelse vil sige at den engelske (eller danske) gengivelse næsten ord for ord følger de hebraiske og græske tekster. Ved gengivelsen af teksten på det sprog der oversættes til, tilstræbes dette i den grad som originalsprogets ejendommeligheder tillader det. At oversættelsen er ordret betyder desuden at ordenes orden i det store og hele er den samme som på hebraisk eller græsk, således at man fremhæver det samme som det der fremhæves i grundteksten. Ved en ordret oversættelse søger man nøjagtigt at videregive grundtekstens ånd, særpræg og rytme.

33. Hvordan gøres læseren opmærksom på de enkelte steder hvor man afviger fra en ordret gengivelse?

³³ For at gengive vanskelige hebraiske eller græske vendinger forståeligt har det enkelte steder været nødvendigt at afvige fra den ordrette tekst. I studieudgaven af New World Translation henledes læserens opmærksomhed imidlertid på disse afvigelser ved hjælp af fodnoter der indeholder den ordrette gengivelse.

34. (a) Hvad er resultatet blevet når bibeloversættere er gået væk fra en ordret oversættelse? (b) Giv et eksempel.

³⁴ Mange bibeloversættere har ofret ordretheden for det de anser for at være et smukt sprog. De begrunder det med at ordrette gengivelser er stive, usmidige og bundne. Når de ikke oversætter Bibelen ordret, kommer de imidlertid gennem omskrivninger og fortolkninger ofte til at afvige fra den nøjagtige og oprindelige fremstilling af sandheden. De udvander i virkeligheden Guds tanker. En forhenværende dekan ved et stort amerikansk universitet anklagede engang Jehovas Vidner for at have ødelagt Bibelens skønhed og ynde. Med Bibelen mente han King James-oversættelsen, der længe har været holdt i ære som en norm for smukt engelsk. Han sagde: ’Se hvad I har gjort ved Salme 23. I har ødelagt dens rytme og skønhed med jeres „Je/ho/vah/ is/ my/ shep/herd“ [Je/ho/va/ er/ min/ hyr/de]. Syv stavelser i stedet for seks. Det er rystende. Der er ingen balance. Der er ingen rytme. King James-oversættelsen gengiver det korrekt med sine seks afbalancerede stavelser: „The/ Lord/ is/ my/ shep/herd“ [Her/ren/ er/ min/ hyr/de].’ Man indvendte over for professoren at det var vigtigere at skrive det på den måde som David, der forfattede salmen, skrev det. Brugte David den generelle betegnelse „Herren“, eller brugte han Guds navn? Professoren indrømmede at David brugte Guds navn, men alligevel mente han at ordet „Herren“ måtte foretrækkes for skønhedens og rytmens skyld. En dårlig undskyldning for at fjerne Jehovas ophøjede navn fra denne salme der blev skrevet til hans pris!

35. Hvad må vi takke Gud for, og hvad håber vi og beder vi om?

³⁵ Eksemplerne på at man på denne måde har ofret en korrekt gengivelse til fordel for hvad mennesker anser for et smukt sprog, kan tælles i tusinder, og det har resulteret i unøjagtigheder i mange bibeloversættelser. Lad os takke Gud for at han har skænket os Ny Verden-oversættelsen med dens klare og nøjagtige bibeltekst! Måtte hans store navn, Jehova, blive helliget i hjertet hos alle som læser den!

[Fodnoter]

[Oversigt på side 322]

NOGLE VIGTIGE BIBELOVERSÆTTELSER PÅ SYV HOVEDSPROG

ENGELSKE

Oversættelsens navn: Rheims-Douay*

Udgivet første gang: 1582-1610

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: Vulgata

Guds navn gengives: Lord (to steder: ADONAI)

Grundtekst til De Græske Skrifter: Vulgata

Oversættelsens navn: King James Version*

Udgivet første gang: 1611

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: LORD (få steder: Jehovah)

Grundtekst til De Græske Skrifter: Textus Receptus

Oversættelsens navn: Young

Udgivet første gang: 1862-98

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Jehovah

Grundtekst til De Græske Skrifter: Textus Receptus

Oversættelsens navn: English Revised*

Udgivet første gang: 1881-95

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: LORD (få steder: Jehovah)

Grundtekst til De Græske Skrifter: Westcott og Hort

Oversættelsens navn: Emphasised Bible

Udgivet første gang: 1878-1902

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M (Ginsburg)

Guds navn gengives: Yahweh

Grundtekst til De Græske Skrifter: Westcott og Hort, Tregelles

Oversættelsens navn: American Standard

Udgivet første gang: 1901

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Jehovah

Grundtekst til De Græske Skrifter: Westcott og Hort

Oversættelsens navn: An American Translation (Smith-Goodspeed)*

Udgivet første gang: 1923-39

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: LORD (få steder: Yahweh)

Grundtekst til De Græske Skrifter: Westcott og Hort

Oversættelsens navn: Revised Standard*

Udgivet første gang: 1946-52

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: LORD

Grundtekst til De Græske Skrifter: Westcott og Hort, Nestle

Oversættelsens navn: New English Bible*

Udgivet første gang: 1961-70

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M (BHK)

Guds navn gengives: LORD (få steder: Jehovah)

Grundtekst til De Græske Skrifter: Ny eklektisk tekst

Oversættelsens navn: Today’s English Version

Udgivet første gang: 1966-76

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M (BHK)

Guds navn gengives: LORD

Grundtekst til De Græske Skrifter: UBS

Oversættelsens navn: New King James Bible/Revised Authorised Version

Udgivet første gang: 1979-82

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M (BHS)

Guds navn gengives: LORD (få steder: YAH)

Grundtekst til De Græske Skrifter: Majoritetsteksten

Oversættelsens navn: New Jerusalem Bible*

Udgivet første gang: 1985

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Yahweh

Grundtekst til De Græske Skrifter: Græsk

SPANSKE

Oversættelsens navn: Valera

Udgivet første gang: 1602

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Jehová

Grundtekst til De Græske Skrifter: Textus Receptus

Oversættelsens navn: Moderna

Udgivet første gang: 1893

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Jehová

Grundtekst til De Græske Skrifter: Scrivener

Oversættelsens navn: Nácar-Colunga*

Udgivet første gang: 1944

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Yavé

Grundtekst til De Græske Skrifter: Græsk

Oversættelsens navn: Evaristo Martín Nieto*

Udgivet første gang: 1964

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Yavé

Grundtekst til De Græske Skrifter: Græsk

Oversættelsens navn: Serafín de Ausejo*

Udgivet første gang: 1965

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M (BHK)

Guds navn gengives: Yahvéh, Señor

Grundtekst til De Græske Skrifter: Nestle-Aland

Oversættelsens navn: Biblia de Jerusalén*

Udgivet første gang: 1967

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Yahveh

Grundtekst til De Græske Skrifter: Græsk

Oversættelsens navn: Cantera-Iglesias*

Udgivet første gang: 1975

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M (BHK)

Guds navn gengives: Yahveh

Grundtekst til De Græske Skrifter: Græsk

Oversættelsens navn: Nueva Biblia Española*

Udgivet første gang: 1975

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Señor

Grundtekst til De Græske Skrifter: Græsk

PORTUGISISKE

Oversættelsens navn: Almeida

Udgivet første gang: 1681, 1750

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Jehovah

Grundtekst til De Græske Skrifter: Textus Receptus

Oversættelsens navn: Figueiredo*

Udgivet første gang: 1778-90

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: Vulgata

Guds navn gengives: Senhor

Grundtekst til De Græske Skrifter: Vulgata

Oversættelsens navn: Matos Soares*

Udgivet første gang: 1927-30

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: Vulgata

Guds navn gengives: Senhor

Grundtekst til De Græske Skrifter: Vulgata

Oversættelsens navn: Pontifício Instituto Bíblico*

Udgivet første gang: 1967

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Javé

Grundtekst til De Græske Skrifter: Merk

Oversættelsens navn: Jerusalém*

Udgivet første gang: 1976, 1981

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Iahweh

Grundtekst til De Græske Skrifter: Græsk

TYSKE

Oversættelsens navn: Luther*

Udgivet første gang: 1522, 1534

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: HErr

Grundtekst til De Græske Skrifter: Erasmus

Oversættelsens navn: Zürcher

Udgivet første gang: 1531

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Herr, Jahwe

Grundtekst til De Græske Skrifter: Græsk

Oversættelsens navn: Elberfelder

Udgivet første gang: 1855, 1871

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Jehova

Grundtekst til De Græske Skrifter: Textus Receptus

Oversættelsens navn: Menge

Udgivet første gang: 1926

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: HErr

Grundtekst til De Græske Skrifter: Græsk

Oversættelsens navn: Luther (revideret)*

Udgivet første gang: 1964, 1984

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: HERR

Grundtekst til De Græske Skrifter: Græsk

Oversættelsens navn: Bibel in heutigem Deutsch (Gute Nachricht)*

Udgivet første gang: 1967

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M (BHS)

Guds navn gengives: Herr

Grundtekst til De Græske Skrifter: Nestle-Aland, UBS

Oversættelsens navn: Einheitsübersetzung*

Udgivet første gang: 1972, 1974

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Herr, Jahwe

Grundtekst til De Græske Skrifter: Græsk

Oversættelsens navn: Revidierte Elberfelder

Udgivet første gang: 1975, 1985

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: HERR, Jahwe

Grundtekst til De Græske Skrifter: Græsk

FRANSKE

Oversættelsens navn: Darby

Udgivet første gang: 1859, 1885

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Eternel

Grundtekst til De Græske Skrifter: Græsk

Oversættelsens navn: Crampon*

Udgivet første gang: 1894-1904

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Jéhovah

Grundtekst til De Græske Skrifter: Merk

Oversættelsens navn: Jérusalem*

Udgivet første gang: 1948-54

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: Vulgata, hebraisk

Guds navn gengives: Yahvé

Grundtekst til De Græske Skrifter: Vulgata, græsk

Oversættelsens navn: TOB (økumenisk Bibel)*

Udgivet første gang: 1971-75

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M (BHS)

Guds navn gengives: Seigneur

Grundtekst til De Græske Skrifter: Nestle, UBS

Oversættelsens navn: Osty*

Udgivet første gang: 1973

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M Yahvé

Grundtekst til De Græske Skrifter: Græsk

Oversættelsens navn: Segond (revision)

Udgivet første gang: 1978

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M (BHS)

Guds navn gengives: Eternel

Grundtekst til De Græske Skrifter: Nestle-Aland, Black, Metzger, Wikgren

Oversættelsens navn: Français courant

Udgivet første gang: 1982

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M (BHS)

Guds navn gengives: Seigneur

Grundtekst til De Græske Skrifter: Nestle, UBS

HOLLANDSKE

Oversættelsens navn: Statenvertaling

Udgivet første gang: 1637

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: HEERE

Grundtekst til De Græske Skrifter: Textus Receptus

Oversættelsens navn: Leidse Vertaling

Udgivet første gang: 1899-1912

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Jahwe

Grundtekst til De Græske Skrifter: Nestle

Oversættelsens navn: Petrus-Canisiusvertaling*

Udgivet første gang: 1929-39

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Jahweh

Grundtekst til De Græske Skrifter: Nestle

Oversættelsens navn: NBG-vertaling

Udgivet første gang: 1939-51

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: HERE

Grundtekst til De Græske Skrifter: Nestle

Oversættelsens navn: Willibrordvertaling*

Udgivet første gang: 1961-75

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Jahwe

Grundtekst til De Græske Skrifter: Nestle

Oversættelsens navn: Groot Nieuws Bijbel*

Udgivet første gang: 1972-83

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Heer

Grundtekst til De Græske Skrifter: Nestle

ITALIENSKE

Oversættelsens navn: Diodati

Udgivet første gang: 1607, 1641

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Signore

Grundtekst til De Græske Skrifter: Græsk

Oversættelsens navn: Riveduta (Luzzi)

Udgivet første gang: 1921-30

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Eterno

Grundtekst til De Græske Skrifter: Græsk

Oversættelsens navn: Nardoni*

Udgivet første gang: 1960

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Signore, Jahweh

Grundtekst til De Græske Skrifter: Græsk

Oversættelsens navn: Pontificio Istituto Biblico*

Udgivet første gang: 1923-58

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Signore, Jahve

Grundtekst til De Græske Skrifter: Merk

Oversættelsens navn: Garofalo*

Udgivet første gang: 1960

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Jahve, Signore

Grundtekst til De Græske Skrifter: Græsk

Oversættelsens navn: Concordata*

Udgivet første gang: 1968

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M (BHK)

Guds navn gengives: Signore, Iavè

Grundtekst til De Græske Skrifter: Nestle, Merk

Oversættelsens navn: CEI*

Udgivet første gang: 1971

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M

Guds navn gengives: Signore

Grundtekst til De Græske Skrifter: Græsk

Oversættelsens navn: Parola del Signore*

Udgivet første gang: 1976-85

Grundtekst til De Hebraiske Skrifter: M (BHS)

Guds navn gengives: Signore

Grundtekst til De Græske Skrifter: UBS

* En asterisk viser at apokryferne er med, men muligvis ikke findes i alle udgaver.

„M“ henviser til den masoretiske tekst. Når det står alene, sigtes der ikke til nogen speciel udgave af den masoretiske tekst.

„BHK“ henviser til Kittels Biblia Hebraica.

„UBS“ henviser til The Greek New Testament fra De Forenede Bibelselskaber (United Bible Societies).

„BHS“ henviser til Biblia Hebraica Stuttgartensia.

„Græsk“ viser at oversættelsen er foretaget fra græsk, men at der ikke er angivet nogen bestemt grundtekst.

Ti lektioner om de inspirerede skrifter og deres baggrund

Lektion 8 — Fordele ved „Ny Verden-oversættelsen“

Sproget er nutidigt, oversættelsen er konsekvent, verberne er nøjagtigt gengivet, og det dynamiske i Guds inspirerede ord er bevaret.

1. (a) Hvilken tendens går Ny Verden-oversættelsen imod, og på hvilken måde? (b) Hvorfor bruges formen „Jehova“ og ikke „Jahve“?

I DE senere år er der udgivet en del moderne bibeloversættelser hvis nutidige sprog har hjulpet dem der elsker Guds ord til lettere at forstå de originale skrifters indhold. Mange oversættelser har imidlertid fjernet Guds navn fra den hellige beretning. I modsætning hertil ærer og ophøjer Ny Verden-oversættelsen den højeste Guds navn, idet navnet her er genindsat alle de steder i teksten hvor det hører hjemme. Navnet forekommer 6973 gange i De Hebraiske Skrifter og 237 gange i De Græske Skrifter, hvilket vil sige i alt 7210 steder. Med hensyn til navnets udtale foretrækker de fleste hebraiskkyndige formen Jahve (på engelsk Yahweh), men det har endnu ikke været muligt at fastslå den korrekte udtale med sikkerhed. Det er derfor stadig den latiniserede form Jehova (på engelsk Jehovah) der benyttes, eftersom den har været i brug i århundreder og fortsat må betragtes som den mest almindelige gengivelse af tetragrammet, det hebraiske navns fire bogstaver, יהוה. Den hebraiskkyndige R. H. Pfeiffer har udtalt: „Uanset hvad der kan siges om ordets usikre herkomst, er ’Jehovah’ den rette engelske gengivelse af Yahweh og bør fortsat være det.“a

2. (a) Hvilke eksempler er der på at andre før i tiden har genindført det guddommelige navn i De Kristne Græske Skrifter? (b) Hvilken uklarhed bliver dermed fjernet?

² Ny Verden-oversættelsen er ikke den første oversættelse der genindfører Guds navn i De Kristne Græske Skrifter. I hvert fald lige siden det fjortende århundrede har mange oversættere følt behov for at genindføre Guds navn i teksten, især der hvor de kristne skribenter citerer steder i De Hebraiske Skrifter som indeholder Guds navn. Mange missionæroversættelser af De Kristne Græske Skrifter til sprog der tales i Afrika, Asien, Nord- og Sydamerika og på øerne i Stillehavet, bruger navnet Jehova i vid udstrækning, ligesom nogle oversættelser til europæiske sprog. Når Guds navn gengives, er der ikke længere nogen tvivl om hvilken „Herre“ der tales om. Det er himmelens og jordens Herre, Jehova. Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter helliger Guds navn ved at bevare det og bruge det, og adskiller derved tydeligt Jehova fra alle andre guder.b

3. Hvad har man gjort for i Ny Verden-oversættelsen at få de originale skrifters kraft, skønhed og mening til at træde tydeligt frem?

³ Ny Verden-oversættelsen helliger også Jehovas navn ved at gengive hans inspirerede ord i et klart, forståeligt sprog, der gør det let for læseren at forstå hvad der menes. Den anvender et nutidigt sprog, er så konsekvent som muligt i gengivelsen af alle vigtige ord, og søger at udtrykke de forskellige betydningsaspekter der indeholdes i de hebraiske eller græske verbalformer. På denne og flere andre måder søger Ny Verden-oversættelsen at lade de originale skrifters kraft, skønhed og mening træde klart frem på et nutidigt sprog.

OVERSAT TIL NUTIDSSPROG

4. (a) Hvilken ædel hensigt gav en af de første engelske bibeloversættere udtryk for? (b) Hvad er imidlertid blevet nødvendigt med tiden?

⁴ De ældre bibeloversættelser indeholder mange ord som ikke forstås i dag. William Tyndale, der oversatte Bibelens græske skrifter til engelsk i begyndelsen af det sekstende århundrede, skal have sagt til en af sine religiøse modstandere: ’Hvis Gud sparer mit liv, skal jeg inden mange år sørge for at en plovdreng kender mere til Bibelen end I gør.’ Tyndales oversættelse af De Græske Skrifter var på hans tid så letfattelig at en plovdreng kunne forstå den. Mange af de ord han brugte er imidlertid blevet forældede, ligesom der er mange ord i King James-oversættelsen og andre gamle bibler som en plovdreng ikke kan forstå. Det er derfor blevet nødvendigt at fjerne det dække som de forældede ord udgør, og at oversætte Bibelen til menigmands sprog.

5. Hvilket sprog bør en oversættelse af Bibelen benytte, og hvorfor?

⁵ Det var menigmands sprog de inspirerede skrifter blev affattet på. Apostlene og deres samtidige blandt de første kristne benyttede ikke det klassiske græsk der blev talt af filosoffer som Platon. De brugte hverdagens græsk, kaldet koinégræsk eller fællesgræsk. De Græske Skrifter blev således, i lighed med De Hebraiske Skrifter før dem, skrevet på folkets sprog. Det er derfor vigtigt at oversættelser af disse skrifter også er på folkets sprog, så de let kan forstås. Det er af denne grund at Ny Verden-oversættelsen ikke viderefører det forældede bibelsprog der kendetegner de gamle oversættelser, men benytter et klart og udtryksfuldt nutidssprog, så læserne virkelig får at vide hvad Bibelen siger.

6. Vis det gavnlige i at bruge nutidige ord og udtryk i stedet for nogle der er forældede.

⁶ Læg mærke til følgende sammenligning mellem sproget i de danske autoriserede oversættelser fra 1931 og 1948 og Ny Verden-oversættelsen fra 1985. Sammenligningen giver et indtryk af de forandringer der sker med sproget, selv i løbet af et så kort tidsrum. „Båder“ i den autoriserede oversættelse er blevet til „gavner“ i Ny Verden-oversættelsen (Es. 48:17), „billigt“ er blevet til „rigtigt“ (Jer. 26:14), „idræt“ er blevet til „værk“ (Job 1:10), „onde farsoter“ er blevet til „ondartede lidelser“ (5 Mos. 7:15), „sottesengen“ er blevet til „sygelejet“ (Sl. 41:3), „miskundhed“ er blevet til „loyal hengivenhed“ (2 Mos. 20:6), „avind er edder i benene“ er blevet til „skinsyge er råddenskab i knoglerne“ (Ordsp. 14:30), og „forarger dig“ er blevet til „bringer dig til snublen og fald“ (Matt. 5:29). Sammenligningen viser at der er ord som forældes og går af brug, og der er ord som ændrer mening så de ikke længere forstås på samme måde som før. Det er indlysende at det er lettere at læse en oversættelse der bruger et nutidigt sprog.

EN KONSEKVENT OVERSÆTTELSE

7. På hvilken måde er Ny Verden-oversættelsen konsekvent i sin gengivelse?

⁷ Oversætterne har i Ny Verden-oversættelsen bestræbt sig for at gengive de hebraiske og græske ord konsekvent. Til hvert vigtigere ord på grundsproget har man valgt et bestemt dansk ord, og det har man holdt sig til i det omfang som idiomerne og sammenhængen har tilladt det, uden at meningen er gået tabt. For eksempel oversættes det hebraiske ord næʹfæsj og det græske ord psychēʹ med „sjæl“ hver gang de forekommer.

8. (a) Giv eksempler på homografer. (b) Hvordan har oversætterne klaret det problem disse ord kan frembyde?

⁸ Et særligt problem er oversættelsen af hebraiske og græske homografer. Det er ord der staves ens, men som har forskellig grundbetydning, og udfordringen består i at tillægge dem den korrekte betydning i hvert enkelt tilfælde i oversættelsen. På dansk kender vi homografer som „løfte“ (der aflægges) og „løfte“ (hæve), samt „får“ (dyret) og „får“ (nutid af „at få“), der staves ens, men har vidt forskellig betydning. Som et eksempel fra Bibelen kan nævnes det hebraiske ord rav, der repræsenterer flere helt forskellige rodord og derfor må gengives forskelligt. Rav har de fleste steder betydningen „mange“, som i Anden Mosebog 5:5, men ordet rav der bruges i titler, som for eksempel i navnet „Rabsjake“ (hebraisk: Rav-sjaqehʹ) i Anden Kongebog 18:17, betyder „øverste“ eller „over-“, og sådan er det gengivet i Daniel 1:3 i udtrykket „overhofmester“. (Se også Jeremias 39:3, og fodnoterne i studieudgaven.) En tredje betydning af ordet rav er „bueskytte“, og således er ordet gengivet i Jeremias 50:29. Når oversætterne har skullet skelne mellem sådanne ord med samme stavemåde, har de støttet sig til autoriteter som sprogforskerne L. Koehler og W. Baumgartner.

9. Hvordan bedømmer en hebraisk- og græskkyndig New World Translation?

⁹ Læg mærke til hvad den hebraisk- og græskkyndige Alexander Thomson havde at sige i sin anmeldelse af New World Translation of the Christian Greek Scriptures angående dens konsekvente gengivelse: „Oversættelsen er tydeligvis et arbejde der er udført af erfarne og dygtige forskere, der har søgt at få så meget af meningen i den græske tekst frem som det engelske sprog er i stand til at udtrykke. Oversætterne har stræbt efter at holde sig til én betydning på engelsk af hvert vigtigere græsk ord, og at give en så ordret oversættelse som muligt. . . . Det ord der sædvanligvis gengives ’retfærdiggøre’ (’justify’), bliver som regel oversat særdeles korrekt med ’erklære retfærdig’ (’declare righteous’). . . . Det ord der står for ’kors’, gengives med ’marterpæl’, hvilket er endnu en forbedring. . . . Lukas 23:43 bliver udmærket gengivet: ’I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.’ Dette er en stor forbedring i forhold til de fleste oversættelser.“ Vedrørende oversættelsen af De Hebraiske Skrifter bemærkede samme anmelder: „New World Translation er værd at anskaffe sig. Den er levende og naturlig, og får læseren til at tænke og studere. Den er ikke et produkt af den højere bibelkritik, men af forskere der ærer Gud og hans ord.“ — The Differentiator, april 1952, side 52-57, og juni 1954, side 136.

10. Vis med et eksempel hvordan Ny Verden-oversættelsen ved at være konsekvent forsvarer Bibelens troværdighed.

¹⁰ Det at Ny Verden-oversættelsen er ordret og konsekvent har afgjort mangen en bibelsk diskussion om detaljer. For eksempel var der for nogle år siden et tilfælde hvor en forening af fritænkere i New York anmodede Watch Tower Society om at sende to talere; man ville gerne drøfte Bibelen med dem. Anmodningen blev efterkommet. Foreningens medlemmer, lærde folk, henholdt sig til en latinsk grundsætning: falsum in uno falsum in toto, hvilket vil sige at hvis en argumentation er forkert på ét punkt, er hele argumentationen forkert. Under diskussionen angreb en af deltagerne Jehovas Vidners syn på Bibelens pålidelighed. Han bad om at Første Mosebog 1:3 måtte blive læst højt for forsamlingen, og dette blev gjort ud fra Ny Verden-oversættelsen: „Da sagde Gud: ’Lad der blive lys.’ Så blev der lys.“ Derefter bad han selvsikkert om at måtte høre Første Mosebog 1:14, og dette skriftsted blev også oplæst fra Ny Verden-oversættelsen: „Og Gud sagde videre: ’Lad der komme lysgivere på den udstrakte himmel . . .’“. „Holdt,“ sagde han, „hvad er det De læser? Min bibel siger at Gud skabte lys på den første dag og igen på den fjerde dag, og det er inkonsekvent.“ Skønt han hævdede at kunne hebraisk, måtte det påpeges over for ham at det hebraiske ord der er oversat med „lys“ i vers 3 er ’ōr, hvorimod der i vers 14 er brugt et andet ord, nemlig ma’ōrʹ, som refererer til en lysgiver, et lysende legeme eller en lyskilde. Den lærde herre havde ikke mere at sige og satte sig.c Ny Verden-oversættelsens konsekvente gengivelse havde afgjort sagen. Angrebet der skulle have vist at Bibelen ikke er troværdig og gavnlig, var slået tilbage.

VERBERNE GENGIVET NØJAGTIGT

11. Hvad er det der gør de originale skrifter så dynamiske, og hvordan er denne dynamiske udtryksform bevaret i Ny Verden-oversættelsen?

¹¹ En stor del af de bibelske sprogs dynamik og udtryksfuldhed ligger i verberne, og derfor har oversætterne af Ny Verden-oversættelsen været meget opmærksomme på at gengive de græske og hebraiske verber korrekt med hensyn til bøjningsformerne og deres betydning. De har på denne måde bestræbt sig for at bevare de originale skrifters særlige ynde, enkelhed, kraft og udtryksform. For at vise de forskellige nuancer har man gjort brug af hjælpeverber og forskellige småord.

12. (a) Nævn en af de måder hvorpå hebraisk adskiller sig fra de vesterlandske sprog. (b) Forklar de hebraiske verbers to aspekter.

¹² De hebraiske verber har ikke „tider“ i den forstand som disse bøjningsformer bruges i de fleste vesterlandske sprog. På dansk findes der en mængde tider: nutid, datid, fremtid, førnutid, førdatid, og så videre. I modsætning hertil udtrykker hebraiske verber hovedsagelig handlingens tilstand eller aspekt, det vil sige om handlingen betragtes som afsluttet (dette aspekt kaldes perfektum) eller uafsluttet (kaldes imperfektum). Disse former af de hebraiske verber bruges både om handlinger i fortiden og fremtiden; tidspunktet vil fremgå af sammenhængen. For eksempel er det naturligt at perfektum bruges om en fuldbyrdet handling i fortiden, men perfektum bruges også om en fremtidig handling, som om denne allerede er sket og som et udtryk for at den med sikkerhed vil ske.

13. Hvorfor er det vigtigt for forståelsen af Første Mosebog 2:2, 3 at man er opmærksom på betydningen af det hebraiske verbums aspekter?

¹³ Det er ofte vigtigt at gengive det hebraiske verbums tilstand eller aspekt nøjagtigt, da meningen ellers let kan blive fordrejet så det er en helt anden tanke der kommer frem. Lad os som et eksempel herpå betragte Første Mosebog 2:2, 3, der taler om Guds hvile på den syvende dag. Sådan som ordene gengives i mange oversættelser kunne man slutte at Guds hvile på den syvende dag var fuldført i fortiden. Læg imidlertid mærke til hvordan Ny Verden-oversættelsen gengiver de verber der er brugt i Første Mosebog 2:2, 3: „Og da Gud på den syvende dag var færdig med sit værk som han havde frembragt, hvilede han på den syvende dag (eller: gav han sig på den syvende dag til at hvile) fra hele sit værk som han havde frembragt. Og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den hviler Gud fra hele sit værk som han har skabt i den hensigt at frembringe det.“ Når der i vers 2 siges „hvilede han“ eller „gav han sig . . . til at hvile“ (på engelsk: „he proceeded to rest“), er det en gengivelse af et verbum der på hebraisk står i imperfektum og derfor indeholder tanken om en uafsluttet eller fortsat handling. Den valgte gengivelse er i harmoni med det der siges i Hebræerbrevet 4:4-7. I Første Mosebog 2:3 står det samme verbum på hebraisk i perfektum, som foruden at indeholde tanken om en afsluttet handling også kan bruges om det der kendetegner en person, her Gud på den syvende dag i skabelsesugen.d I harmoni med vers 2 og Hebræerbrevet 4:4-7 er verbet på dansk gengivet med nutid „hviler“ (på engelsk: „has been resting“).

14. Hvordan stiller oversætterne af Ny Verden-oversættelsen sig til teorien om waw consecutivum, og hvordan søger de at gengive de hebraiske verber?

¹⁴ En af grundene til at verbernes form undertiden er blevet gengivet fejlagtigt i nogle oversættelser, er en grammatisk teori der er blevet kaldt waw consecutivum. Bogstavet waw (ו) er et hebraisk bindeordsled hvis grundbetydning er „og“. Det står aldrig alene men er altid forbundet med et andet ord, ofte med et verbum. Man har hævdet, og nogle hævder stadig, at et waw der således forbindes med et verbum kan ændre verbets funktion, det vil sige fra det uafsluttede til det afsluttede aspekt (som det er gjort i Første Mosebog 2:2, 3 i mange, også nyere, oversættelser) eller fra det afsluttede til det uafsluttede. Dette fænomen er også blevet betegnet som waw conversivum. Anvendelsen af denne ukorrekte teori har ført til megen forvirring og til forkerte gengivelser af den hebraiske tekst. I Ny Verden-oversættelsen har man ikke fulgt teorien om at det foranstillede waw skulle kunne forandre verbets aspekt. I stedet har man forsøgt at gengive det hebraiske verbum i den form det står, så oversættelsen kan blive så korrekt og nuanceret som muligt.e

15. (a) Hvilken omhu er der blevet udvist ved oversættelsen af de græske verber? (b) Vis fordelen ved en korrekt gengivelse af et verbum der indeholder tanken om en vedvarende handling.

¹⁵ En tilsvarende omhu har man udvist ved oversættelsen af de græske verber. På græsk udtrykker verbets former ikke blot tiden for en handling eller tilstand, men også handlingens art, om den er enkeltstående, begyndende eller vedvarende, om den gentager sig eller er fuldført. Årvågenhed over for sådanne betydninger af det græske verbums former fører til en nøjagtig oversættelse som gengiver alt hvad der ligger i den beskrevne handling. At man for eksempel bibringer læseren tanken om noget vedvarende hvor dette indeholdes i det græske verbum, vil ikke blot få situationen til at fremtræde tydeligere, men vil også give formaninger og råd større vægt. Farisæernes og saddukæernes vedvarende vantro fremhæves for eksempel af Jesu ord: „En ond og utro generation bliver ved med at søge efter et tegn.“ Og nødvendigheden af fortsat at gøre de rette gerninger kommer klart til udtryk i disse ord af Jesus: „Bliv ved med at elske jeres fjender.“ „Bliv da ved med først at søge riget.“ „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.“ — Matt. 16:4; 5:44; 6:33; 7:7.

16. Hvordan kommer den rette tanke i Johannes’ omtale af synd i Første Johannesbrev 2:1 til udtryk, når der tages hensyn til den græske aoristform?

¹⁶ Græsk har en særlig verbalform der kaldes aorist, som bruges om handlinger der er punktuelle, enkeltstående. Verber i aoristformen kan gengives på flere forskellige måder, alt efter den sammenhæng de står i. I Første Johannesbrev 2:1 er der et eksempel på at formen bruges om en enkelt handling som ikke er bundet til noget bestemt tidspunkt. Mange oversættelser gengiver verbet som betyder „at synde“ sådan at det kan indeholde tanken om en fortsat syndig kurs, hvorimod Ny Verden-oversættelsen siger „begå en synd“, det vil sige en enkelt syndig handling, og det er dét der menes. Hvis en kristen skulle begå en syndig handling, ville han altså have Jesus Kristus som forsvarer eller hjælper hos den himmelske Fader. Første Johannesbrev 2:1 er således ikke i modstrid med Første Johannesbrev 3:6-8 og 5:18, hvor det at ’øve synd’ fordømmes, men viser at der er forskel på at begå en enkelt synd og at fremture i synd.f

17. Hvad kan imperfektum på græsk udtrykke foruden en fortsat handling? Giv et eksempel.

¹⁷ Imperfektum (datid) kan på græsk ikke alene