Vi underlægger os Jehova ved vor indvielse

„VI VED at vi er af Gud, men hele verden ligger i den ondes magt.“ Med denne udtalelse fastslår apostelen Johannes en sandhed der for manges vedkommende er ilde hørt, nemlig at hele verden ligger under for „den ondes“, Satans, magt. Imidlertid får Satan ’ikke tag i’ dem der er af den sande Gud, Jehova. Ethvert levende menneske befinder sig altså enten under Satans styre eller under Jehovas styre. Den enkelte kan selv vælge. Hvem vil du underlægge dig? Jehova eller Satan? — 1 Johannes 5:18-20; se også Today’s English Version; New International Version.

Tiden er nu, mere end nogen sinde før, inde til at hver enkelt må træffe sit valg. (Lukas 21:31, 32) Jesus gjorde opmærksom på at ingen kan stå med et ben i hver lejr. Han sagde: „Den der ikke er med mig er imod mig, og den der ikke samler med mig spreder.“ (Mattæus 12:30) Hvordan kan vi være sikre på at vi „samler“ med Kristus? Der er så mange splittede kirkesamfund der kalder sig kristne og hvis medlemmer siger at de er „frelste“ og „født på ny“, at selve disse udtryk synes at have mistet noget af deres værdi. (Mattæus 19:16-26; Johannes 3:3; 10:9) Vi kan vide det ud fra dette: Tror og forkynder vi det som Jesus troede og forkyndte? Som jøde søgte han i hvert fald ikke at ophøje sig selv ved at fremføre en mystisk lære om en treenig gud. (Johannes 14:28; 17:1-5) Hans budskab var klart — det drejede sig om Guds rige. I bevidsthed om det hverv han havde, sagde han: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ — Lukas 4:43.

„Lad det ske denne gang“

Før Jesus påbegyndte sin offentlige tjeneste, forkyndelsen af Guds rige, tog han et nødvendigt skridt der tjener som eksempel for alle der, i lighed med ham, vil underlægge sig hans Fader. I Mattæus’ beretning læser vi: „Da kom Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham.“ Da Johannes indvendte at det var ham der burde lade sig døbe af Jesus, svarede Jesus: „Lad det ske denne gang, for på denne måde sømmer det sig for os at gennemføre alt hvad der er ret.“ — Mattæus 3:13-15.

Efter at have sat et eksempel i „alt hvad der er ret“ ved at lade sig døbe i Jordan, kunne Jesus senere give denne befaling til sine disciple: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Mattæus 28:19, 20) En sådan dåb ville, sammen med andre faktorer, være et kendetegn for dem der havde valgt at underlægge sig den sande Gud, Jehova, fremfor at underkaste sig Satans herredømme. I sidste tjenesteår (fra september 1983 til august 1984) viste næsten 180.000 personer i hele verden ved dåb at de havde truffet dette valg. De ønsker at underlægge sig Jehovas suverænitet, ikke Satans. — Ordsprogene 27:11.

En beslutning baseret på kundskab

I år har mange tusind overvejet at lade sig døbe ved områdestævnet „Bevar din uangribelighed“, som vil blive afholdt mange steder. Før kandidaterne når frem til dåben har de alle, sammen med de ældste i deres menighed, omhyggeligt gennemgået Bibelens vigtigste lærepunkter og de retningslinjer der gælder for kristen adfærd, så menigheden har kunnet sikre sig at de opfylder kravene til dåb. Beslutningen om at lade sig døbe er altså på ingen måde en pludselig, følelsesbetonet reaktion. Nej, enhver har for sit eget vedkommende ’bedømt hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje’, og har derefter ønsket at underlægge sig denne vilje. — Romerne 12:2.

Ved slutningen af dåbsforedraget under områdestævnet vil dåbskandidaterne være i stand til med fuld forståelse og oprigtig værdsættelse at svare bekræftende på to enkle spørgsmål som skal vise at de forstår hvad det indebærer at følge Kristi eksempel. Det første spørgsmål lyder:

Har du, på grundlag af Jesu Kristi offer, angret dine synder og indviet dig til Jehova for at gøre hans vilje?

Det andet spørgsmål lyder:

Er du indforstået med at du, ved din indvielse og dåb, bekender dig som et af Jehovas vidner der tjener i forening med den menighedsorganisation Gud leder ved sin ånd?

Når kandidaterne har svaret ja til disse spørgsmål, har de vist at de har den rette hjertetilstand til at kunne underkaste sig den kristne dåb.

Passende optræden

Der bliver undertiden spurgt hvilken påklædning der er passende for den der vil lade sig døbe. Det badetøj man bærer skal naturligvis være et udtryk for beskedenhed og ærbarhed. Dette må understreges i dag, hvor modebranchen synes at ville fremhæve det seksuelle og stræbe efter næsten total nøgenhed. Man må også huske at visse badedragter ser meget ærbare ud når de er tørre, mens dette langtfra er tilfældet når de er våde. Ingen der lader sig døbe, ønsker at vække anstød eller at påkalde sig upassende opmærksomhed ved en lejlighed der er så betydningsfuld. — Filipperne 1:10.

Det er sket at nogle er gået til yderligheder ved at give kostbare gaver eller holde store fester for nydøbte. Ganske rigtigt er dåben en lejlighed hvor man har lyst til at dele sin glæde med andre. Men det er sikkert på sin plads at mane til forsigtighed. Bibelen siger: „Afslutningen på en sag er bedre end begyndelsen på den.“ (Prædikeren 7:8) Dåben er en begyndelse — begyndelsen på det kristne løb hvis mål er frelse til liv. Ved dåben har man endnu ingen lang tjeneste bag sig. Hvorfor da friste de nydøbte til at tillægge sig selv alt for stor betydning? — Se Første Timoteusbrev 3:6.

Hvad skete der, ifølge Bibelens beretning, på pinsedagen i år 33 efter at 3000 var blevet døbt? „De blev ved med at være helt optaget af apostlenes lære og af fællesskabet, af måltiderne og af bønnerne.“ De koncentrerede sig om åndelige anliggender og om gæstfrihed. (Apostelgerninger 2:41, 42) Dåben er en tid hvor meditation og nøgtern eftertanke er på sin plads. Det glæder os at se de nye tage dette nødvendige skridt; og vor optræden i forbindelse med dåbshandlingen bør vise alle iagttagere at kandidaterne har truffet en beslutning af vital betydning — at de vil underlægge sig Gud som deres suveræne Herre og at de som vidner for Jehova ikke længere vil være en del af den verden der „ligger i den ondes magt“. — 1 Johannes 5:19; Mattæus 4:10.

[Ramme på side 29]

Siden juni 1984 er Jehovas Vidners stævne „Rigets fremgang“ blevet afholdt 808 steder rundt omkring på jorden. Det samlede antal tilhørere kom op på 5.002.684. Af disse blev 63.556 døbt.

Spørgsmål fra læserne

■ Var det forudbestemt at Adam og Eva skulle dø, siden der i Hebræerbrevet 9:27 står at „det er forbeholdt menneskene at dø én gang for alle, og derefter dom“?

Nej, denne udtalelse drejer sig ikke om Adam og Eva, der jo blev skabt med udsigt til evigt liv på jorden. Hvis de adlød Gud, kunne de have levet evigt. Deres død var ikke forudbestemt, men skyldtes at de syndede med overlæg. (1 Mosebog 2:15-17) Sammenhængen viser at ordene i Hebræerbrevet 9:27 i første række gælder ypperstepræsten i det gamle Israel, der på forsoningsdagen var et forbillede på Jesus Kristus. — Hebræerne 4:14, 15.

I 1915 modtog Vagttårnsselskabets daværende præsident, Charles T. Russell, et spørgsmål angående Hebræerbrevet 9:27. Han henviste da til kommentarer der tidligere var offentliggjort, for eksempel i Studier i Skriften og Tabernakel-Skygger af de bedre Ofre (1899). Hebræerbrevet 9:27 blev forklaret ud fra sammenhængen.

I kapitlerne 8 og 9 nævner Paulus at mange enkeltheder i Moseloven var „en billedlig gengivelse og en skygge af det himmelske“. (Hebræerne 8:5) Dette gjaldt i særlig grad de ofringer der fandt sted på den årlige forsoningsdag. Kun på denne særlige dag måtte ypperstepræsten træde ind i tabernaklets inderste rum. Dette rum, det Allerhelligste, var adskilt ved et forhæng, og ypperstepræsten måtte berede sin vej derind med en særlig røgelse. Derpå kunne han gå derind med blodet af en tyr og en buk som var blevet ofret. Selv om præsten omhyggeligt fulgte alle de detaljerede krav, blev israelitternes synder kun sonet for en vis tid; ofrene måtte gentages hvert år.

I sin videre argumentation nævner Paulus nu at „Kristus kom som ypperstepræst“, men at han efter sin død og opstandelse „ikke [gik] ind på et helligt sted som er gjort med hænder . . . men ind i selve himmelen for nu at møde frem for Guds person for os“. (Hebræerne 9:11, 12, 24) Skulle dette offer gentages? Nej, Kristus har „givet sig til kende én gang for alle“. (Hebræerne 9:25, 26; Romerne 6:9) Paulus siger derefter: „Og ligesom det er forbeholdt menneskene at dø én gang for alle, og derefter dom, således blev også Messias frembåret som offer én gang for alle for at bære manges synder.“ — Hebræerne 9:27, 28.

Når vi har hele denne sammenhæng i tanke forstår vi de kommentarer angående Hebræerbrevet 9:27 der stod i bogen Tabernakel-Skygger: „Hver Gang en Præst gik ind i ’det Allerhelligste’ paa Forsoningsdagen, risikerede han sit Liv; thi dersom hans Offer havde været ufuldkomment, vilde han være død, naar han gik gennem det ’andet Forhæng’. Han vilde ikke være blevet antaget i ’det Allerhelligste’, heller ikke vilde hans ufuldkomne Offer være blevet antaget som en Forsoning for Folkets Synder. Derfor betød enhver Forseelse hans Død og Fordømmelse for alle dem, for hvis Synder han forsøgte at gøre Forligelse. Dette var den ’Dom’, som er omtalt i denne Tekst, og som den forbilledlige Præst hvert Aar maatte gennemgaa.“

Bogen Tabernakel-Skygger stiller så Kristus Jesus, der gav sit liv som et offer, op som en modsætning: „Dersom Hans Offer i noget Maal eller i nogen Grad havde været ufuldkomment, vilde Han aldrig være bleven oprejst fra de Døde — Rettens ’Dom’ vilde være gaaet Ham imod. Men Hans Opstandelse paa den tredje Dag beviste, at Hans værk var fuldkommen udført, at det bestod den guddommelige ’Doms’ Prøve.“

Ud fra sammenhængen forstår vi altså at ordene i Hebræerbrevet 9:27 er en beskrivelse af Kristi præstetjenestes fortrin.

Man kan imidlertid også anvende Hebræerbrevet 9:27 som et generelt udtryk for hvad der er menneskenes lod. Adam og Eva havde mulighed for evigt liv, men dette har ikke været tilfældet for deres efterkommere. Adam og