Gør god brug af Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne
1 „Ville I ønske at I kunne ræsonnere mere effektivt ud fra Skrifterne? Kommer I ud for spørgsmål i tjenesten som I synes I har svært ved at klare godt nok? Kunne I tænke jer at få lidt hjælp, så I bedre kan få retsindige mennesker i jeres distrikt til at forstå sandheden?“ Hvis du svarede ja til disse spørgsmål der blev stillet af taleren ved områdestævnet „Bevar din uangribelighed“, er vi sikre på at du blev begejstret over meddelelsen om at Selskabet havde udarbejdet en ny håndbog til brug i tjenesten, Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne. Har du siden den blev frigivet udnyttet dette gode redskab til at ’ræsonnere, forklare og bevise’ det du fremholder fra Skrifterne? — Apg. 17:2, 3.
Hvornår du kan bruge bogen
2 Når du forbereder dig til tjenesten, kan du med fordel se på nogle af de udmærkede indledninger der er foreslået i begyndelsen af bogen. Kan du bruge nogle af disse indledninger eller tilpasse dem til de lokale forhold? Der er ingen tvivl om at forslagene vil virke fornyende på din tjeneste. Det kan også være at du under dit hus-til-hus-arbejde opdager at den indledning du bruger ikke vækker interesse. Hvorfor ikke se på nogle af bogens forslag mellem besøgene? Eller det sker at du bliver affejet med den samme indvending ved mange døre. Gå da til afsnittet der begynder på side 15, og du vil måske opleve at en tilsyneladende uoverstigelig mur bliver til en åben dør ind til yderligere samtale.
3 Når du aflægger genbesøg eller leder et bibelstudium finder du måske at den besøgte har vanskeligt ved at forstå et bestemt punkt. Han har måske stadig nogle tvivlsspørgsmål. Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne indeholder hundreder af specifikke spørgsmål og mange illustrationer der kan hjælpe dig til at nå ind til spørgerens hjerte. Læg i den forbindelse mærke til illustrationen på side 268, der viser hvorfor Jehova har tilladt det onde.
4 Bogen kan også hjælpe dig til at forklare eleven hvilke forandringer han nødvendigvis må foretage for at behage Jehova. Du studerer måske med et par der lever sammen uden at være gift. Bibelsk vejledning om dette findes på side 423 og 424. Det kan også være at en elev har vanskeligt ved at holde op med at ryge eller at komme ud af stofmisbrug. Under hovedemnet „Stofmisbrug“ giver den nye håndbog mange oplysninger om disse skadelige vaner og anfører stærke bibelske grunde til at kristne bør undgå sådanne urene vaner.
5 I vor åndelige krigsførelse kan bogen hjælpe os til at svinge „åndens sværd“ på en magtfuld måde til gavn for dem der holdes i trældom under babyloniske læresætninger og falske ræsonnementer. (Ef. 6:17; 2 Kor. 10:4, 5) Men selv det bedste våben er værdiløst hvis soldaten ikke ved hvordan han skal bruge det eller slet ikke har det med. Som i Moses’ dage må vi, Kristi soldater, ’ruste os til kamp for Jehovas ansigt’. (4 Mos. 32:20, 21; 2 Tim. 2:3) Lad os derfor alle udnytte Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne fuldt ud og på den måde være rustet til at forsvare og fremme den gode nyhed.