Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w84 15/7 s. 10-15
  • Kristne bryllupper der bringer glæde

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Kristne bryllupper der bringer glæde
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1984
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Gå ikke for vidt
  • Juridiske aspekter — på Bibelens tid og i dag
  • Bryllupper i rigssalen
  • Hvordan skal brylluppet holdes?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1974
  • Gør bryllupsdagen til en værdig og glædelig begivenhed
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2006
  • Bryllupper der ærer Jehova
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1997
  • Kristne bryllupper bør genspejle fornuftighed
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1969
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1984
w84 15/7 s. 10-15

Kristne bryllupper der bringer glæde

1, 2. Hvad rører der sig i de fleste når de hører ordet „bryllup“, og hvorfor? (Mattæus 19:4-6)

APOSTELEN Johannes, der var øjenvidne til begivenheden, fortæller: „Der [blev] holdt et bryllup i Kana i Galilæa, og Jesu moder var der. Jesus og hans disciple var også indbudt til brylluppet.“ — Johannes 2:1, 2.

2 Hvad rører der sig i dig når du læser disse ord i Johannes 2:1, 2? Det er ikke overraskende hvis de sætter dig i en behagelig stemning, for ordet „bryllup“ forbinder vi gerne med noget lyst og lykkeligt. Man glæder sig over bryllupper. Som vi læser i Første Mosebog 2:18-24 fandt det første bryllup sted i Paradiset, dengang menneskene var uden synd. Dette bryllup mellem en fuldkommen mand og en fuldkommen kvinde var arrangeret og godkendt af Skaberen. Det havde noget ophøjet over sig og satte et godt eksempel for fremtidige bryllupper.

3. Hvilken følelse forbinder Bibelen med bryllupper, men hvilket problem er opstået? (Jeremias 7:34)

3 At vi betragter bryllupper som glædelige begivenheder stemmer overens med det vi læser i Guds ord. Salme 45:16 beskriver deltagerne i et kongeligt bryllup med disse ord: „De føres frem under glæde og jubel, holder deres indtog i kongens palads.“ Hvor Bibelen billedligt omtaler bryllupper, er det også i vendinger der afspejler glæde. (Mattæus 22:2-4; 25:1-10; Åbenbaringen 19:6-9) Skønt det er en alvorlig handling der finder sted — en mand og en kvinde træder ind i den hellige ægtestand — bør et bryllup være noget man bagefter husker som en glædelig og dog værdig begivenhed. Rapporter fra hele verden har imidlertid vist at mange bryllupper ikke har levet op til denne beskrivelse, hvilket har ført til problemer og sorger for såvel brudepar som gæster. Dette har endog været tilfældet ved nogle bryllupper blandt Jehovas tjenere. Af hvilken grund?

4. (a) Hvorfor overværes de fleste bryllupper af mange? (b) Hvad sagde Jesus om det at gifte sig ved afslutningen på tingenes ordning?

4 I de fleste lande kan en mand og en kvinde indgå ægteskab ved en privat højtidelighed der opfylder de juridiske krav. Hvis et par vælger at lade vielsen foregå på denne måde, bør andre ikke kritisere dem eller mene at der må være et eller andet de skammer sig over. Det kan være at dét ganske enkelt er hvad de foretrækker, og måske er det oven i købet forbundet med store fordele, for eksempel i økonomisk henseende. En enkel — og ikke så kostbar — højtidelighed kan måske give parret mulighed for at yde en større andel i tjenesten for Jehova. (Lukas 12:29-31) De fleste bryllupper er dog tilrettelagt sådan at mange kan overvære dem, for eksempel venner og slægtninge. Det er med til at gøre parrets ændrede status kendt i det pågældende område. Hvis der afholdes en religiøs ceremoni eller et bibelsk foredrag, tilføres vielsen desuden et åndeligt element. Og andre kan tage del i parrets glæde. Dette er positive sider. Men der er også farer forbundet med store bryllupper, navnlig i dag hvor man i verden er så optaget af at ’gifte sig og blive bortgiftet’ at man ikke ’giver agt på’ at denne onde tingenes ordning snart vil ophøre. — Mattæus 24:37-39.

5. Hvem bør være interesseret i Bibelens vejledning angående bryllupper?

5 Hvis dine fremtidsplaner omfatter et glædeligt, kristent bryllup, er der visse ting du bør overveje. Men også alle vi der, enten som gæster eller på anden måde, deltager i et kristent bryllup, kan have udbytte af at se nærmere på hvilken vejledning Bibelen giver om dette emne.

Gå ikke for vidt

6. Hvilke problemer kan store bryllupper føre med sig?

6 For mange mennesker i verden er et stort bryllup en slags statussymbol, et synligt bevis på økonomisk eller social stand. Desværre kan selv kristne blive indfanget af dette ønske om at gøre indtryk på andre med for eksempel en dyr kjole eller et overdådigt arrangement. (Galaterne 5:26) Nogle kristne ældste i Vestafrika har for nylig beklaget den „stærke tendens til at efterligne verden i skikke, i pralende fremtræden og i tøjlesløs underholdning“ ved bryllupper. For dem der ikke længere ’færdes i harmoni med kødet eller gør hvad kødet vil’, er dette et skår i glæden og et brud på den værdighed der bør kendetegne kristne. (Efeserne 2:3) Ofte fører bryllupper af den slags ikke til glæde og gode minder, men snarere til ’skamløshed, fjendskaber, skinsyge, stridbarhed, misundelse, sviregilder’ — kødets gerninger. — Galaterne 5:19-21.

7. Hvad kan bevæge nogle til at arrangere overdådige bryllupper?

7 Historien fortæller at da Ptolemæus VI Filometor bortgiftede sin datter til Aleksander Balas af Syrien, „gjorde [han] hendes Bryllup i Ptolemais, som Konger pleie, med stor Herlighed“. (1 Makkabæerbog 10:58, den reviderede oversættelse af 1871) I dag føler mange at når de (eller deres børn) skal giftes, skal det foregå ’med stor herlighed’, selv om deres midler måske er begrænsede. Måske er det reklamer der har givet dem denne idé. Forretningsmænd som har økonomisk interesse i store, overdådige bryllupper, fremmer forestillingen om bruden der er „dronning for en dag“, og giver det udseende af at en bestemt slags trykte invitationer, fotografier, blomster eller ringe kan sikre én det fuldendte bryllup. De ønsker at få de implicerede til at tænke: ’Denne ene gang fortjener jeg det bedste der kan fås’ — om de så har råd til det eller ej. Dette ’praleri med de midler man har at leve af’ hører verden til, og verden er ved at forsvinde. (1 Johannes 2:15-17) Nogle kristne ældste giver udtryk for at de „har bemærket en vis konkurrenceånd“. „Påvirket af verdslige skikke kan bruden og hendes følge [for eksempel] skifte til fire-fem forskellige kostbare dragter i dagens løb,“ fortæller de.

8. (a) Hvad kan forskellige skriftsteder lære os om en passende påklædning ved brylluppet? (b) Hvorfor har nogle kristne valgt det bryllupstøj de valgte?

8 Der er intet i Bibelen der tyder på at bryllupper nødvendigvis skal være spartanske. Vi læser for eksempel om „en brudgom, der binder sit hovedbind, . . . [og] bruden, der fæster sine smykker“. (Esajas 61:10; Salme 45:14, 15; Esajas 49:18; Jeremias 2:32; Ezekiel 16:9-13; Åbenbaringen 21:2) Kristi billedlige brud beskrives som „klædt i skinnende, rent, fint linned“. Det vil altså være passende at bruden og brudgommen (og de der overværer brylluppet) er klædt i rent, pænt tøj, men de behøver ikke at anskaffe en kjole eller et sæt tøj som de måske knap nok har råd til. Nogle par har haft råd til kostbart tøj, men har valgt noget langt billigere. Hvorfor? For at undgå bryllupstøj der måske nok var imponerende og flot, men som kunne sætte gæsterne i forlegenhed — og bryde den enkle værdighed, åndelighed og glæde som brylluppet gerne skulle bære præg af. — Åbenbaringen 19:8; Ordsprogene 11:2; 1 Timoteus 2:9.

9. Hvilken indstilling bør vi have til de skikke eller traditioner der knytter sig til bryllupper?

9 Ved nogle bryllupper er man gået for vidt med hensyn til at lægge vægt på etikette — de utallige ritualer som nogle siger skal følges. Hermed være dog ikke sagt at Guds tjenere med overlæg forkaster alt hvad der lokalt regnes for skik og brug i forbindelse med bryllupper.a Bibelen fortæller at Samson, da han skulle giftes, „holdt gilde, som de unge havde for skik“. (Dommerne 14:10) Slavisk at følge skik og brug kan imidlertid bevirke at brylluppet bliver en forvirret forestilling, at festens egentlige betydning trænges i baggrunden og at deltagerne berøves den naturlige glæde.

Juridiske aspekter — på Bibelens tid og i dag

10. Hvordan foregik bryllupperne på Bibelens tid?

10 Vi kan have gavn af det Bibelen fortæller om bryllupper, selv om de måske foregår på en anden måde i vor tid og dér hvor vi bor. På Bibelens tid var det ikke påkrævet med en særlig højtidelighed af juridisk eller religiøs art. Brudgommen hentede sin forlovede i hendes hjem og førte hende til sit eget hjem. Parret, deres nære slægtninge og de interesserede tilskuere viste den lykkelige begivenhed stor og glad bevågenhed. Som regel var bruden og brudgommen klædt i smukke dragter, og i brudgommens hjem holdt de en bryllupsfest for indbudte gæster. — 1 Mosebog 24:65-67; Mattæus 1:24; 25:1-10; se også Første Makkabæerbog 9:37, 39.

11. Hvordan forholdt det sig med vielsespapirer i fortiden?

11 De nationer der omgav hebræerne havde love der krævede skriftlige ægteskabskontrakter. Bibelen siger ikke noget om sådanne dokumenter, men omtaler dog ægteskabet som en ’pagt’. (Malakias 2:14, NW) Bibelens detaljerede slægtsregistre tyder på at ægteskaber blev registreret på en eller anden måde. Det er interessant at bemærke at Josef og Maria efterkom et krav fra myndighederne om registrering. (Lukas 2:1-5; 3:23-38) Papyrus fra det femte århundrede f.v.t. fra en jødisk koloni i Elefantine i Ægypten indeholder flere ægteskabskontrakter, hvoraf en lyder:

’. . . Jeg er kommet til dit hus at du kan bortgifte din datter Miphtahiah til mig. Hun er min hustru og jeg er hendes ægtemand fra denne dag og til evig tid. Jeg har givet dig (en sum på) fem sekel som brudekøbesum for din datter Miphtahiah. . . .’

12. (a) Hvordan ser Jehovas vidner på borgerlige vielser? (b) Hvad er tilrådeligt hvis der skal være både en borgerlig og en religiøs højtidelighed?

12 Jehovas vidner forstår at bryllupper bør holdes i overensstemmelse med landets love, så man giver „kejseren det der er kejserens“. (Markus 12:17; Romerne 13:1, 7) Loven kan for eksempel kræve at parret får taget en blodprøve, får udstedt en prøvelsesattest hos de lokale myndigheder og aflægger ægteskabsløftet i vidners nærværelse og i overværelse af en der har myndighed til at forrette vielser. I nogle lande er det kun borgerlige øvrighedspersoner, for eksempel borgmestre eller dommere, der må forrette vielser. Men medlemmerne af kristenhedens kirker føler ofte at parterne ikke er „rigtigt“ gift før de er blevet viet i kirken. Sande kristne anerkender at en borgerlig vielse er gyldig, men nogle foretrækker alligevel (eller hensynet til lokal skik og brug gør det måske tilrådeligt) at der holdes et bibelsk foredrag efter den borgerlige vielse. Foretrækker man dette, vil det være bedst at foredraget holdes kort efter ægteskabets indgåelse.b

13. Hvad vil der sandsynligvis ske før vielsen hvis det er en kristen ældste der skal forrette den?

13 I visse lande har nogle af Jehovas vidner, som regel ældste i menigheden — mænd der har erfaring, indsigt, modenhed og kundskab om Guds ord — myndighed til at forrette vielser. En ældste der bliver bedt om at forrette en vielse, vil i de fleste tilfælde mødes med den kommende brud og brudgom nogen tid før brylluppet. De vil forsikre ham om at der ingen hindringer — hverken juridiske eller moralske — er for ægteskabets indgåelse. Han vil måske give dem klog vejledning ud fra Bibelen, foruden nogle faderlige råd. Han vil sandsynligvis også tale med dem om hvordan brylluppet og den eventuelle sammenkomst bagefter skal foregå, da han ønsker at have en ren samvittighed i forbindelse med den begivenhed han er blevet bedt om at spille en betydningsfuld rolle i. — Ordsprogene 1:2-5; 2:1; 3:1; 5:15-21; Hebræerne 13:17, 18.

14. Hvordan bør bryllupsforedraget forme sig?

14 Bryllupsforedraget kan, uanset om en borgerlig vielse er gået forud for det eller ej, være med til at understrege at et ægteskab lige fra begyndelsen bør have et åndeligt aspekt. Sådanne foredrag er ikke meget lange, som om alt hvad Bibelen siger om ægteskab skulle med, og de bør heller ikke være overdrevent humoristiske eller rose parret i alt for høje toner. Disse foredrags afbalancerede, velvalgte og bibelske indhold kan ikke alene være til gavn for dem der bliver gift men også for alle andre tilstedeværende.c — 2 Timoteus 3:16.

15. Hvori adskiller de ægteskabsløfter Jehovas vidner gør brug af, sig fra andre der benyttes i dag?

15 Ved et bryllup aflægger brudeparret normalt et ægteskabsløfte. Visse løfter man gør brug af ved nogle „moderne“ bryllupper i verden, stammer fra forskellige poetiske værker og kan afspejle et fordrejet livssyn. Et essay i bladet Time med titlen „Farerne ved hjemmelavede ægteskabsløfter“ fortalte om en præst der spurgte: „Gina, kan du gå ind på at elske Peter højere end du elsker chokolade?“ Dernæst sagde han, henvendt til Peter: „Kan du gå ind på at elske Gina højere end morgenavisen?“ Artiklen understreger at „et bryllup er et offentligt anliggende“ og at det bør forlene det vigtige skridt der tages, med en vis værdighed. Når Jehovas Vidner forretter vielser, skal de ægteskabsløfter der aflægges, opfylde lovens krav. Her i Danmark benyttes følgende løfter, der ærer Gud, ægteskabets Indstifter.

„Vil du (mandens fulde navn) ind for Jehova Gud og i nærværelse af disse vidner tage (kvindens fulde navn) til ægte og love, at du, så længe I begge lever, eller så længe Gud lader den ægteskabelige ordning bestå, vil elske og værne om hende i overensstemmelse med Guds lov for ægtemænd, som den udtrykkes i Den hellige Skrift?“

„Vil du (kvindens fulde navn) ind for Jehova Gud og i nærværelse af disse vidner tage (mandens fulde navn) til ægte og love, at du, så længe I begge lever, eller så længe Gud lader den ægteskabelige ordning bestå, vil elske og respektere ham i overensstemmelse med Guds lov for hustruer, som den udtrykkes i Den hellige Skrift?“

Man bør ikke ændre disse løfter eller erstatte dem med andre for at følge parret i et eller andet lune.d

Bryllupper i rigssalen

16, 17. (a) Hvilken opgave har ældsterådet i forbindelse med bryllupper i rigssalen? (Jakob 3:17) (b) Hvorfor er det tilrådeligt at de ældste på forhånd forhører sig om parrets planer?

16 Kristne har fået et bud om kun at gifte sig „i Herren“. (1 Korinter 7:39) Hvis to kristne der har et godt omdømme i menigheden ønsker at deres bryllup (eller bryllupsforedrag) skal holdes i rigssalen, må de ansøge ældsterådet herom.e De ældste vil ikke påtvinge parret deres personlige smag med hensyn til hvordan brylluppet skal holdes, men de vil forhøre sig om parrets planer for at sikre sig at der ikke sker noget i rigssalen der eventuelt kunne forurolige menigheden. — Jævnfør Første Korinterbrev 14:26-33.

17 Der er for eksempel blevet meldt om foruroligende hændelser i forbindelse med bryllupper der ikke blev afholdt i rigssalen. Før et sådant bryllup blev der spillet høj musik; og bruden, brudgommen og deres følge kom dansende ind i den lejede sal. Gæsterne tog del i dansen indtil en ordstyrer brød ind og bryllupsforedraget kunne begynde efter en bøn. Det siger sig selv at den atmosfære der vil være passende ved et kristent bryllup, ikke var til stede i dette tilfælde. Eksemplet illustrerer imidlertid hvorfor de ældste må udvise forsigtighed hvad angår bryllupper i rigssalen. I rigssalen vil der kun blive spillet opbyggende musik, for eksempel fra Jehovas Vidners sangbog. Beskedenhed og rimelighed bør præge eventuelle blomsterudsmykninger eller andre dekorationer, samt den måde brudeparret gør deres entré i rigssalen på og den måde der fotograferes på. — Filipperne 4:5.

18. Hvem kan være sammen med bruden og brudgommen ved brylluppet? (1 Korinter 5:13; Jakob 2:1-4)

18 På Bibelens tid var brudgommen ofte ledsaget af en ven og bruden af veninder. (Johannes 3:29; Salme 45:15) Dette er også ofte tilfældet ved bryllupper i rigssalen. Man bør imidlertid overveje hvor mange ’brudepiger’ og ’-svende’ der med rimelighed kan være i følget, samt hvordan de klæder sig og opfører sig. Det vil være upassende at nogle der er udstødt eller hvis livsførelse i høj grad strider mod Bibelens principper, spiller en sådan fremtrædende rolle. (2 Korinter 6:14-16) I stedet for at vælge nogle der er fremtrædende eller som måske giver kostbare gaver, foretrækker mange kristne par (og foredragsholdere) at de der er med i det nærmeste følge er nogle der står dem nær i tjenesten for Jehova.

19. Hvilke andre forhold bør tages i betragtning med hensyn til et bryllup i rigssalen?

19 Hvis man vælger at benytte rigssalen, kan man bringe en kort meddelelse om tidspunktet for vielsen. Menighedens medlemmer vil så være underrettet og kan overvære vielsen hvis de har lyst. Da formålet med rigssalen først og fremmest er at danne ramme om kristne møder, vil vielsen blive lagt på et tidspunkt der ikke falder sammen med mødetiderne. Uanset hvilket tidspunkt man vælger, vil det være kærligt og betænksomt af alle at komme til tiden. I en lignelse om et bryllup som Jesus fortalte, ’var brudgommen længe om at komme’, hvilket resulterede i store problemer for nogle. — Mattæus 25:1-12.

20. Hvad bør vi yderligere overveje i forbindelse med bryllupper?

20 Profeten Esajas skrev at „brudgom glædes ved brud“. (Esajas 62:5) Bruden glæder sig også på sin bryllupsdag, og brudeparrets venner „føler stor glæde“ over et kristent bryllup. (Johannes 3:29) Ofte kommer denne glæde til udtryk og øges måske ved en sammenkomst efter vielsen, en reception eller en bryllupsfest. Hvilken vejledning giver Jehova i sit ord der kan bidrage til glæde fremfor problemer ved sådanne sammenkomster? Det vil vi se nærmere på i den næste artikel.

[Fodnoter]

a I Vagttårnet for 15. maj 1969, siderne 233-236, er der en artikel om bryllupsskikke.

b Hvis der gik en længere periode ville nogle måske tage anstød af at parret i den mellemliggende tid levede som mand og hustru eller at de ikke gjorde det. — 2 Korinter 6:3.

c Disse foredrag kan for eksempel bygges over bibelske tanker fra Vagttårnet for 1. juli 1969, siderne 301-7; 1. september 1974, siderne 403-6; 1. juli 1977, siderne 296-308.

d Hvis vielsen er blevet forrettet af en borgerlig myndighed og der bagefter holdes et kristent bryllupsforedrag, kan foredragsholderen nævne at den juridiske side af brylluppet allerede er tilgodeset. Nogle par vælger dog at gentage disse ægteskabsløfter for Gud og menigheden.

e I nogle tilfælde er to der tjener Gud og som afventer et stævne for at blive døbt, blevet viet i en rigssal.

Husker du disse punkter?

■ Hvilke farer i forbindelse med overdådige bryllupper må kristne være vågne over for?

■ Hvordan stiller Jehovas vidner sig til borgerlige eller religiøse vielsesceremonier?

■ Hvordan kan de beslutninger et par træffer i forbindelse med deres bryllup, øge den kristne glæde ved begivenheden?

■ Hvilke bryllupper kan holdes i rigssalen?

[Illustration på side 13]

Med glæde og værdighed hjemførte den hebraiske brudgom sin brud

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del