-
Troen kan flytte bjerge!Vagttårnet – 1987 | 15. juli
-
-
der taler for at hans tro er sand. Lad os for eksempel antage at én tror at Jehova Gud vil indføre sand fred på jorden ved hjælp af sit rige. Så må vedkommende kunne vise at Gud eksisterer og at han har den nødvendige magt, vilje og visdom til at indføre fred, samt at han har oprettet sit rige med dette mål for øje. Disse vidnesbyrd må være så stærke at de ikke blot kan overbevise vedkommende selv, men også andre ’som kræver ham til regnskab for hans håb’ om fred. — 1 Peter 3:15.
Troen kan ’flytte bjerge’
Nu spørger du måske: ’Mente Jesus virkelig at troen kan flytte bogstavelige bjerge?’ Det kan han have ment. Men da han ofte gjorde brug af illustrationer i sin tale, er det sandsynligt at det han havde i tanke var hindringer der kunne virke som bjerge for den troende. (Mattæus 13:34) Man bruger jo tit ordet „bjerg“ om en stor mængde, for eksempel i udtrykket „et bjerg af bekymringer“. At sand tro kan flytte eller fjerne bjerglignende forhindringer kan mange bekræfte.
At være lammet fra halsen og nedefter vil de fleste sikkert betragte som „en bjerglignende forhindring“ i livet. En mand i Vancouver i Canada har dette store handicap. Til trods herfor har han ikke blot lært at male, enten med en pensel eller en spartel som han holder i munden, men han forsørger også sig selv ved at sælge sine malerier. Hans tro får ham desuden til at fortælle andre om det han har lært om Bibelen. Det gør han ved at tale med andre, siddende i sin rullestol, eller ved at skrive breve på skrivemaskine ved hjælp af en pind som han holder i munden. Han overværer også de kristne møder regelmæssigt og holder foredrag på Jehovas Vidners teokratiske skole. Hans tro, beslutsomhed og nidkærhed er til stor opmuntring for hans omgivelser.
Troen på Guds ord og hans løfter har også hjulpet andre. Det har for eksempel hjulpet mange til at aflægge en ukristen opførsel i form af lyssky forretningsmetoder, uærlighed, rygning, spillelidenskab, drukkenskab, spiritisme, kønslig umoralitet og skikke der har tilknytning til falsk religion. Men for at dette kan lade sig gøre må man have overbevisende vidnesbyrd om at Jehova Gud er til, om at Bibelen er hans skrevne ord, og om at han virkelig vil gennemføre den hensigt han udtrykker i Bibelen. En sådan tro kan ’flytte bjerge’.
-
-
Opbyg en tro der kan flytte bjergeVagttårnet – 1987 | 15. juli
-
-
Opbyg en tro der kan flytte bjerge
„JEG har tro; hjælp mig til at få mere!“ sagde den ulykkelige fader til en epileptisk dreng som er omtalt i forrige artikel. (Markus 9:24, The Living Bible) Kunne du have sagt det samme? I så fald er du ikke ene om det. Verdensforholdene i vore dage kan let svække troen på Gud og hans ord. Ateistisk filosofi, materialisme, kriser inden for kirkerne og tiltagende vold er alt sammen med til at undergrave den sande tro. Jesus Kristus havde derfor al mulig grund til at spørge: „Når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?“ — Lukas 18:8.
Ved en lejlighed bad selv Jesu apostle: „Giv os mere tro.“ Men Jesus gav dem ikke mere tro ved et mirakel; han sagde: „Hvis I havde tro på størrelse med et sennepsfrø, kunne I sige til dette sorte morbærtræ: ’Ryk dig op med rode og plant dig i havet!’ Og det ville adlyde jer.“ (Lukas 17:5, 6) Men hvordan kan vi få mere tro?
Opbyg din tro
Apostelen Paulus skrev: „Hvordan kan man få tro på ham som man ikke har hørt om? Og hvordan kan man høre uden at nogen forkynder? . . . Troen kommer altså af det man hører. Og det man hører, kommer gennem ordet om Kristus.“ (Romerne 10:14-17) Hvis vi gerne vil have mere tro må vi altså „høre“, vi må tilegne os kundskab om Bibelen. Det gjorde den førnævnte lamme mand. Han studerede Bibelen med Jehovas vidner, fik tro og praktiserede det han lærte i hverdagen. Og efterhånden blev hans tro så stærk at den kunne fjerne de bjerglignende forhindringer i hans liv.
Det tager tid at samle de overbevisende vidnesbyrd der udgør troens grundvold, og det kræver en indsats. (Hebræerne 11:1) Er du villig til regelmæssigt at bruge tid og kræfter på at samle de vidnesbyrd der skal til for at du kan få tro?
„Sten“ hvoraf troen opbygges
Arbejdet med at opbygge troen kan sammenlignes med det at rejse en bygning. Selv de største murstensbygninger består af særskilte sten. Hver sten lægges sammen med hundreder af andre, og efterhånden bliver bygningen så stabil at den kan modstå både voldsomme storme og tidens tand. På samme måde er tro opbygget af særskilte „sten“ eller vidnesbyrd der omhyggeligt er bragt i relation til hinanden. Hver enkelt „sten“ vil styrke ens tro på at Gud er til, at han har skabt alt og at han har en hensigt med menneskene. Hvori består disse „sten“?
Lad os først se på menneskelegemet. Er det ikke sandt at for eksempel hjernen — et fantastisk organ som videnskaben ikke kan gøre sig håb om at efterligne — er et overbevisende vidnesbyrd om en Skaber? Kan du sige som salmisten: „Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt“? (Salme 139:14) Hvis du kan, har du allerede én af de „sten“ der skal til for at du kan opbygge troen.
Måske kan du se andre vidnesbyrd om en kærlig Skaber? For eksempel i planternes uendelige variation og skønhed, og i pattedyrenes, fuglenes og fiskenes indbyrdes afhængighed og den betydning de har for menneskene. Hvis vi er villige til at lytte, kan vi „høre“ dem alle sige: ’Gud er til!’ — Romerne 1:20.
Men det er ikke nok at tro at Skaberen er til. For at kunne få svar på vore spørgsmål om ham og hans hensigter må vi have en åbenbaring fra denne usynlige, alvise Gud. Og det har vi! Hvor? I Bibelen. Men mange mener at denne kilde til oplysning om Gud ikke er lige så pålidelig som det synlige skaberværk der omgiver os.
Men vi savner ikke beviser, overbevisende vidnesbyrd, om at Bibelen er inspireret af Gud. Dens indre harmoni — på trods af at den er skrevet af omkring 40 skribenter i løbet af en periode på 1600 år — er for eksempel et vidnesbyrd om at den kun har én forfatter, nemlig Jehova Gud. Sand videnskab og arkæologi har også gang på gang bekræftet at Bibelen er pålidelig. Astronomen Robert Jastrow har for eksempel skrevet: „Enkelthederne er forskellige, men de væsentlige elementer i den astronomiske og den bibelske beretning om skabelsen er de samme: Den kæde af begivenheder som førte til menneskets opståen, begyndte pludseligt, i et ganske bestemt øjeblik og med en voldsom udladning af lys og energi.“
Lad os tage et enkelt eksempel på hvordan arkæologien har bekræftet Bibelens beretning. I Anden Kongebog 18:13-15 læser vi: „I kong Ezekias’ fjortende år drog Assyriens konge Sankerib op mod alle Judas befæstede byer og erobrede dem.“ Ved samme lejlighed „pålagde Assyriens konge kong Ezekias af Juda at betale tre hundrede talenter sølv og tredive talenter guld“. Disse oplysninger blev bekræftet da arkæologen A. H. Layard i det 19. århundrede afdækkede det man nu kalder kong Sankeribs prisme. Den er beskrevet med kileskrift, og inskriptionen lyder i uddrag: „Dernæst Judæeren Hizqijja [Ezekias], som ikke havde bøjet sig for mit åg, — jeg indesluttede 46 af hans stærke, befæstede byer . . . jeg indtog dem. . . . Til den tidligere afgift — deres årlige gave — føjede jeg en gave . . . 30 talenter guld og 800 talenter sølv.“ En bemærkelsesværdig overensstemmelse med Bibelens beretning, undtagen hvad angår værdien af sølvet!
Andre „sten“
De mest betydningsfulde „sten“ er dem opfyldelsen af Bibelens profetier giver os i hænde. En profeti er en forudsigelse af en fremtidig begivenhed. Når begivenheden indtræffer, er det bevist at forudsigelsen var sand. Mennesker er ikke i stand til at fremsætte sådanne profetier, og Bibelen siger, som sandt er: „Aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd.“ (2 Peter 1:21) Det vil være trosstyrkende at betragte et par af Bibelens profetier.
Omkring år 732 f.v.t. forudsagde Esajas at mederne og perserne ville erobre Babylon, og han nævnte endda navnet på sejrherren, Kyros. Denne profeti blev fremsat cirka 200 år før Kyros indtog Babylon! I profetien omtales Jehova blandt andet som „den som siger til dybet: ’Fordamp! Ja, dine floder udtørrer jeg.’“ Det blev forudsagt at Gud ville ’åbne de tofløjede døre foran Kyros så end ikke portene ville være lukkede’. „Kobberdørene knuser jeg, og jernslåerne hugger jeg af,“ sagde Jehova, „og jeg giver dig dermed mørkets værdier.“ (Esajas 44:24 til 45:3) Hvordan blev denne profeti opfyldt?
Det skete alt sammen en nat da Babylons fyrster festede og morede sig. I al ubemærkethed, i ly af natten, sled Kyros’ hær med at aflede Eufratflodens løb, så dens vand ikke længere strømmede gennem byens centrum. Soldaterne kunne derefter marchere ind i Babylon gennem det udtørrede flodleje. Indbyggerne havde skødesløst ladet portene langs floden stå åbne mens de festede, og mederne og perserne havde derfor ikke svært ved at erobre Babylon og alle dens skatte. Esajas’ profeti blev opfyldt til mindste detalje.
Jehova Gud har også ladet mange profetier dreje sig om Jesus Kristus; profetier hvori mange detaljer vedrørende hans fødsel, liv, tjeneste og død blev forudsagt. Nogle af disse profetier blev skrevet flere hundrede år før Jesu fødsel. Det blev for eksempel forudsagt at Jesus ville blive født i Juda stamme og i Davids slægt (1 Mosebog 49:10; Esajas 11:1, 2), og at hans fødsel ville finde sted i Betlehem. (Mika 5:2) En nær medarbejder ville blive troløs og forråde ham for 30 sølvstykker. (Salme 41:9; Zakarias 11:12) Der ville blive kastet lod om hans klædning. (Salme 22:18) Han ville blive gennemboret, men ingen af hans knogler ville blive brækket. (Zakarias 12:10; Salme 34:20) I Daniel 9:24-27 forudsiges det at Jesus ville komme som Messias eller Kristus efter 69 åruger, en periode på 483 år der begyndte i 455 f.v.t. og sluttede ved Jesu dåb i år 29 e.v.t. En halv „uge“ (3 1/2 år) senere, i år 33, blev Jesus „ryddet bort“, dræbt, som forudsagt. Profetiens øvrige detaljer gik også i opfyldelse.
Dette er blot nogle få af de „sten“ hvormed man kan bygge en tro som kan ’flytte bjerge’. Det kræver tid, kræfter og udholdenhed at samle alle de nødvendige „sten“ og at lægge dem på deres plads, men det er ikke umuligt. Det kan John, der bor i Santos i Brasilien, bevidne. For år tilbage var han ikke spor interesseret i religion. Han troede ganske vist på Gud, men han troede ikke på Bibelen. Så fik han besøg af et af Jehovas vidner. De ugentlige drøftelser overbeviste til sidst John om at Bibelen ikke er en almindelig bog, og han ’modtog Guds ord, ikke som menneskers ord, men, sådan som det i sandhed er, som Guds ord’. (1 Thessaloniker 2:13) Med tiden hjalp et grundigt studium af Bibelen også John til at forstå hvad Guds hensigt er med menneskeheden, og i 1970 blev han døbt som et af Jehovas vidner. Han tjener nu som ældste i menigheden, og hjælper andre til at opbygge og bevare en stærk tro.
Har du brug for hjælp til at opbygge din tro? Hvis du har, må du huske at „troen kommer . . . af det man hører. Og det man hører, kommer gennem ordet om Kristus“. (Romerne 10:17) Over 3.000.000 Jehovas vidner forkynder flittigt „ordet om Kristus“ og om Guds rige i mere end 200 lande. De vil med glæde hjælpe dig til at lære mere om Guds ord gennem gratis bibeldrøftelser.
Du kan være sikker på at du ikke spilder tiden ved at lytte til „ordet om Kristus“. Det kan hjælpe dig til at opbygge en tro som kan ’flytte bjerge’. Og dette kan igen føre til evigt liv, „for Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv“. — Johannes 3:16.
[Ramme/illustration på side 7]
„Sten“ hvoraf troen opbygges
Værdsæt alt det Jehova har skabt
Antag Bibelen som Guds ord
Læg mærke til at arkæologien og historien bekræfter Bibelens beretning
Undersøg opfyldelsen af Bibelens profetier
-