Jehovas Vidners Årbog 1989
DE KOMMER! Du kan se dem! Indbydelsen er gået ud i hele verden, og en mængde mennesker som tørster efter retfærdighed er på vej. Til hvad? Til en vandforsyning af en særlig slags. Enhver som vil, kan drikke af dette vand og få evigt liv! Hvem har tilvejebragt det? Det er Jehova Gud selv der har åbnet mulighed for at menneskeheden kan drikke frit af livets vand.
For mange hundrede år siden inspirerede Jehova apostelen Johannes til at skildre dette profetiske syn som gælder vor tid: „Ånden og bruden bliver ved med at sige: ’Kom!’ Og lad enhver som hører, sige: ’Kom!’ Og lad enhver som tørster, komme; lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ — Åb. 22:17.
Hvor mange vil tage imod indbydelsen? Et andet syn, som Johannes skildrede i Åbenbaringens 7. kapitel, skulle blive til virkelighed. Han så „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål [som] stod foran tronen og foran Lammet, klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder“. (Vers 9) I tillid til at dette syn vil blive fuldstændig opfyldt, er den salvede rest af brudeskaren i dette 20. århundrede vedblevet med at sige: „Kom!“ Den har på alle måder bestræbt sig for at bringe budskabet ud til alle nationer. Og Jehova har rigt velsignet dette storslåede arbejde med at indbyde mennesker til at opnå evigt liv.
’Den store skare’ reagerer positivt
I dag er der færre end 9000 medlemmer af Herrens brudeskare tilbage på jorden, men deres glæde har nået nye højder fordi den store skare nu tæller over 3.500.000 som også er kommet for frit at tage af livets vand. (Åb. 21:9) Stadig flere tager med begejstring imod indbydelsen. De der føjes til den store skare er selv med til at sige: „Kom!“ Efterhånden som deres antal øges, forstærkes indbydelsen i hele verden. Flere mennesker hører den, og flere giver agt og siger selv: „Kom!“
Hvor mange flere vil høre og komme? Det kan intet menneske sige. Men uanset hvad det endelige tal bliver, er de der uddeler indbydelsen grebet af begejstring fordi nye strømmer til fra alle egne af jorden, ja fordi stadig flere flygter fra Babylon den Store og søger til Jehovas organisation. Alle som tjener Jehova i disse sidste dage, ser hvert år med forventning frem til at modtage rapporten over det verdensomspændende arbejde, for at se og høre hvordan den internationale lovprisning af Gud skrider frem. Årsrapporter virker styrkende på dem der tager del i tjenesten på arbejdsmarken og giver dem ny kraft, alt imens de takker og lovpriser Jehova, som skænker sin jordiske organisation vækst. — 1 Kor. 3:6.
De der bringer indbydelsen ud har gjort et stort arbejde i det forløbne tjenesteår. Der har været et højdepunkt på 3.592.654 forkyndere af Riget, og de har i alt rapporteret at de har anvendt 785.521.697 timer i forkyndelsesarbejdet.
De trofaste budbringere har uge efter uge ledet 3.237.160 hjemmebibelstudier for at hjælpe dem der lytter, til at forstå og værdsætte den vidunderlige foranstaltning Jehova har truffet ved Jesus Kristus til evig velsignelse for dem. Foruden at vore brødre har brugt disse mange timer til at udbrede den gode nyhed, har de gavmildt ofret tid på at være sammen med de interesserede. De har taget dem med til de kristne møder, som for eksempel højtiden til minde om Herrens død, der i april blev overværet af 9.201.071. Ved dette og andre møder kunne de interesserede blive bekendt med menighedsorganisationen. De kunne med egne øjne se hvordan Jehovas ånd indvirker på dem der tjener ham og får dem til at bære åndens gode frugter. Samværet med menigheden betyder uendelig meget for dem der tager imod indbydelsen.
I tjenesteåret 1988 blev 239.268 døbt som symbol på deres indvielse til Jehova. Året før var der 230.843 som lod sig døbe. Indbydelsen til at „komme“ lyder stadig og høres og modtages af mennesker i tusindtal, i et omfang som aldrig før. Det går stærkt fremad. Det er inspirerende at se som den store skare vokser! Tro mod sit løfte fremskynder Jehova arbejdet fordi tiden er inde til det. — Es. 60:22.
Overalt i verden tager folk imod indbydelsen
Det er spændende at høre hvad nogle har oplevet i dette storslåede arbejde med at lade indbydelsen gå ud. I Østrig, for eksempel, lånte en forkynder bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden ud til den travle kvindelige indehaver af en restaurant. Det var i begyndelsen af 1983. Damen læste bogen, ikke så meget for at tilfredsstille sin nysgerrighed som for at kunne aflevere bogen igen. Hvilket indtryk gjorde indholdet på hende? Hun fortæller selv: „Efter de første få sider var jeg simpelt hen betaget af det jeg læste. Jeg sagde til mig selv: ’Hvis alt dette er sandt, må jeg vide noget mere om det.’“
Der blev oprettet et studium med hende, og hun begyndte at fortælle sine børn om det hun lærte. Snart begyndte også de at tale med venner og slægtninge om den gode nyhed. Efter at kvinden og den yngste søn havde forladt kirken, begyndte hendes mand at modarbejde hende. Kunne hendes tro klare dette? „Med Jehovas hjælp lykkedes det min søn og mig at udholde det pres min mand lagde på os,“ fortæller hun. „Foruden dette havde jeg stadig rygningen at overvinde, hvilket jeg gjorde, og i juli 1985 kunne jeg symbolisere min indvielse til Jehova ved vanddåben. Efter at have forladt restaurationsbranchen begyndte jeg som hjælpepioner i februar 1986, og siden juni samme år har jeg haft den glæde at være almindelig pioner.“
En datter blev døbt i maj 1985 og har sluttet sig til hende i pionerernes rækker. Moderens faste standpunkt for sandheden har ført til bibelstudier med 36 personer, hvoraf 14 allerede er døbt og 17 begyndt at dele den gode nyhed med andre. Hvilken belønning for trofast at så de åndelige sædekorn! — Se Prædikeren 11:6.
På Guam tog en kvinde der var gift med ejeren af nogle fødevarebutikker imod indbydelsen til at „komme“ og „frit tage af livets vand“. Trods katolicismens faste greb i befolkningen og hendes egen families nære tilknytning til kirken, begyndte hun at studere Bibelen. Lige fra begyndelsen forkyndte hun uformelt. Hun veg ikke tilbage for at fortælle sin mand om sandheden og at tilskynde sin egen familie og de ansatte til at studere Bibelen med Jehovas vidner. For cirka et år siden blev hun døbt, til stor forbløffelse for dem der kendte hende.
Da hendes mand bad hende om at drive en af deres forretninger, blev den tid hun kunne bruge i tjenesten fra dør til dør begrænset. Men hun fortsatte frimodigt med at forkynde, både for sine slægtninge og for kunder og ansatte i forretningen. Med hvilket resultat? Fire af hendes kødelige søstre og tre af hendes svigerinder begyndte at studere. Hendes mand er også ved at undersøge Bibelen, og hun holder studium med sine tre børn. En af hendes mands venner, en ung udlænding, har også fået et bibelstudium. Hvad de ansatte i forretningen angår, er der fem som er begyndt at studere. Det var en stor glæde at se mange af hendes slægtninge og ansatte og deres børn — i alt 50 mennesker — overvære højtiden til minde om Kristi død. Ja, indbydelsen til at tage af livets vand kan udmærket videregives ved uformel forkyndelse.
I Nigeria er der tusinder af indfødte urtehelbredere, og de praktiserer næsten alle en eller anden form for dæmonisme i forbindelse med deres helbredelsesmetoder. En af dem truede endda med at dræbe vidnerne, og da han blev besøgt af en forkynder tog han noget medicin han havde parat, udtalte besværgelser og blæste det i ansigtet på forkynderen. „Om syv dage er du død!“ skreg han, og låste sin dør indefra.
Forkynderen gik hjem og talte med en af de ældste. Syv dage senere og stadig sprællevende besluttede han sammen med ældstebroderen at besøge urtehelbrederen. Da brødrene nærmede sig, løb helbrederen ud ad døren, råbende at han så et spøgelse. Folk stimlede sammen, og lidt efter lidt faldt manden til ro. Brødrene aftalte at besøge ham tre dage senere. Der blev oprettet et bibelstudium med ham, og han kom i sandheden.
Helt unge kan også være med til at sige: „Kom!“ I Frankrig var otteårige David med til det bibelstudium Jehovas vidner havde med hans moder i 1983. Drengen fortalte sine bedsteforældre alt om det han lærte, især om Paradiset. Han sagde endda til dem: „Jeg synes I skal blive Jehovas vidner og være sammen med mig i Paradiset.“ Selv om bedsteforældrene var aktive katolikker gjorde barnebarnets vedholdende forkyndelse indtryk på dem, så de begyndte at studere Bibelen, og de blev døbt i 1986. I mellemtiden holdt Davids moder op med at studere, men han selv fortsatte. Hver weekend cyklede han 30 kilometer til sine bedsteforældres hjem for at være med i forkyndelsen og overvære møderne sammen med dem. Han forkyndte også for to af sine onkler, som nu studerer. Som følge af denne drengs forkyndelse har fire af hans slægtninge altså fået kendskab til sandheden.
God opførsel bærer god frugt
En broder i Brasilien forklarer hvordan hans adfærd på arbejdspladsen har medført gode resultater. „Dér hvor jeg arbejdede var der ved frokosttid altid kø i kantinen. Nogle plejede at skubbe eller mase for at komme foran andre, med det resultat at der opstod skænderier og slagsmål. En medarbejder der gik med kniv og revolver var ofte hovedmanden i disse slagsmål. Han lagde mærke til at jeg ikke stillede mig i kø men ventede i nærheden indtil køen var væk. Han spurgte mig derfor: ’Hvorfor stiller du dig ikke i kø?’ Jeg forklarede ham det og aflagde et kort vidnesbyrd. Navnet Jehovas Vidner optog ham meget. Dagen efter brød han ikke ind i køen, men forsøgte at udfordre mig. Samtalen forløb nogenlunde sådan:
’Du kalder dig et Jehovas vidne. Godt, så vis mig hvor det står i Bibelen at Gud siger vi skal være hans vidner.’
’Har du en bibel derhjemme?’ spurgte jeg.
’Nej, men min nabo har en, og den kan jeg låne. Hvis du kan vise mig i Bibelen at Gud siger vi skal være hans vidner, vil jeg selv være det.’
’Pas nu på hvad du siger!’ advarede jeg.
’Jeg er en mand der holder mit ord,’ pralede han.
Jeg skrev Esajas 43:9-12 på en seddel til ham. Da han kom hjem gik han ind til sin nabo, som hjalp ham med at finde skriftstedet. ’Det er i orden!’ sagde han til naboen. Han gik hjem og gav sin kone den besked at han ville være et af Jehovas vidner.
’Du er skør,’ svarede hun. ’Hvordan kan du afgøre fra det ene minut til det andet at du vil være et af Jehovas vidner?’
Næste dag kom manden hen til mig på arbejdet og sagde: ’Du har ret. Jeg vil gerne døbes.’ Jeg forklarede ham at det ikke går sådan til, men at han først måtte studere Bibelen. Der blev påbegyndt et studium, og med tiden blev ikke bare manden men også hans kone og deres ni børn døbt. Han er nu ældste. Tre af sønnerne er menighedstjenere, en datter er specialpioner, og af de mennesker han har hjulpet ind i sandheden kunne man oprette en hel menighed.“
Byggeprojekter — et vidnesbyrd
I Australien er der blevet bygget over 100 nye rigssale inden for de sidste tre år, heraf 85 som er blevet opført på to eller tre dage ved hjælp af hurtig-byggemetoden. Et særlig bemærkelsesværdigt projekt var weekendbyggeriet af en rigssal med aircondition i Port Hedland i Vestaustralien. Denne mineby ligger på nordvestkysten cirka 1600 kilometer fra delstatens hovedstad, Perth. Eftersom byen i milevid omkreds er omgivet af ørken, måtte praktisk taget alle byggematerialerne og det meste af arbejdskraften bringes dertil fra Perth og andre steder endnu længere borte. De brødre der meldte sig til at være med i byggeriet, dækkede alle sammen selv deres rejseudgifter. De 97 forkyndere i menigheden i Port Hedland var i sandhed taknemmelige for den kærlighed deres brødre viste dem!
Byggeriet var også et vældigt vidnesbyrd for byen. Det gjorde et stort indtryk på folk at se Jehovas vidner fra over 63 menigheder arbejde flittigt sammen i 39 graders varme. To lokale kosmetikfirmaer skænkede solcreme til en værdi af 5600 kroner for at arbejderne kunne beskytte sig mod den brændende sol. Mange borgere var forbløffede over at et så stort antal frivillige ville rejse så langt på egen bekostning, og deres arbejdsiver og samarbejdsvilje gjorde indtryk på lokale embedsmænd. En af dem sagde: „Man må tage hatten af for jer. Jeg har aldrig set noget lignende et så isoleret sted.“
I februar 1988 blev Japans nye seksetages fabriksbygning fuldført, og den har været i brug siden marts. På grundlag af tidligere erfaringer har byen Ebinas brandvæsen stor tillid til brødrenes arbejde. Ledende brandfolk har til brødrene på afdelingskontoret sagt: „Med hensyn til at overholde brandvedtægterne er I et mønster for byen Ebina.“ Da den nye trykkeribygning stod færdig bad brødrene på afdelingskontoret brandvæsenet om at foretage en rutineinspektion af bygningen. De forventede at brandvæsenet ville sende de sædvanlige to eller tre mand, men til deres store overraskelse mødte næsten halvdelen af byens brandvæsen op, medbringende et slukningskøretøj og et redningshold. Brandmændene kom ikke kun for at inspicere, men også for at lære at bruge afdelingskontorets eget brandslukningsmateriel. Brandinspektøren fandt at vedtægterne var fulgt så nøje at han imponeret sagde: „Alle som har at gøre med brandslukning i Ebina skulle se det her.“
Fortvivlelse vendes til glæde
En søster i Argentina fortæller hvordan hun lærte sandheden at kende og har bragt indbydelsen videre til andre. „Jeg var så nedtrykt over at se folk blive gamle uden at kunne gøre noget ved det. Min læge foreslog mig at tage på en rejse for at få andet at tænke på, men det løste ikke mit problem. Jeg blev gift, men min indre angst fortsatte. Nogle år senere kom en dame til min dør og spurgte til en af mine naboer som havde studeret Bibelen men var flyttet. Jeg inviterede hende ind, og i to timer forklarede hun mig interessante ting fra Bibelen. Det gjorde et dybt indtryk på mig at høre at Gud har lovet at indføre en ny ordning hvor døden ikke skal være mere, og heller ikke alderdom, sygdom eller lidelse. Samme dag begyndte jeg at studere Bibelen. Desværre var min familie imod det og viste enten ligegyldighed eller gjorde nar under studiet. Men sammen med min lille datter begyndte jeg alligevel at overvære møderne. Så snart jeg kunne, rejste jeg omkring 1900 kilometer for at fortælle resten af min familie om de storslåede sandheder jeg lærte. Til min store glæde reagerede nogle af dem positivt og begyndte også at studere Bibelen.
Lidt efter lidt tog modstanden af, og forskellige af familiens medlemmer begyndte at lytte og vise interesse for sandheden. Mine forældre, min mand, fem brødre og en del nevøer tog standpunkt for sandheden. I dag er der over 80 voksne i familien og mere end 40 børn som udbreder den gode nyhed om Guds rige, og nogle af dem virker som ældste eller som menighedstjenere. Jeg takker Jehova for at han sendte en der kunne hjælpe mig over min depression og give mig og min familie håb om evigt liv i hans nye verden.“
Gennaro, en broder i Italien, fortæller hvordan medfølelse fik ham til at indbyde en fremmed til at „komme“. „Mens jeg holdt et offentligt foredrag i en rigssal, lagde jeg mærke til en mand i forsamlingen som viste mere end almindelig opmærksomhed. Efter mødet gik jeg hen og hilste på ham, og han betroede mig at hans familieliv var meget ulykkeligt. Hans kone var stærk modstander af sandheden og havde endda jaget den broder der studerede med ham, væk fra huset med en stok.
Jeg mistede kontakten med manden, men senere hørte jeg fra den broder der havde studeret med ham, at han var indlagt på et hospital i en by i nærheden for at blive behandlet for en lungelidelse. Jeg tog hen på hospitalet, og da jeg ikke kendte hans efternavn begyndte jeg at gå fra stue til stue for at lede efter ham. Endelig fandt jeg ham. Han var mager, modløs og deprimeret. Men da han så mig, lyste hans ansigt op. Han fortalte mig at hans familie ikke havde besøgt ham i månedsvis, og at hans kone heller ikke kom og så til ham særlig tit. Jeg begyndte at studere Bibelen med ham lige på stedet. Syv måneder senere blev han udskrevet og kom hjem. Hans kone begyndte at studere, og få måneder senere blev de begge døbt.
Senere sagde broderen til mig: ’Kan du huske den dag du besøgte mig på hospitalet? Du kom i sidste øjeblik. Jeg havde netop besluttet at jeg ville gøre ende på det hele ved at springe ud fra altanen. Men det du sagde opmuntrede mig, især fordi du forsikrede mig om at jeg kunne blive en del af den største familie i verden, Jehovas organisation.’“
I et land i Afrika hvor arbejdet er forbudt, er der også en mand med helbredsproblemer som har taget imod indbydelsen til at „komme“, og som nu indbyder andre. Før han lærte sandheden at kende fik han for mange år siden tuberkulose og blev lammet. I håbløshed over at skulle ligge på et hospital, tænkte han på at begå selvmord. Så traf han nogle forkyndere der også var indlagt. Der blev oprettet et bibelstudium, og et håb begyndte at spire i mandens hjerte. Da han blev overført til et andet hospital, fortsatte en specialpioner studiet med ham, og de lokale brødre hjalp ham så han kunne overvære møderne. Til sidst blev han døbt. Hans tilstand begyndte at forbedres, og han blev hjælpepioner. Med styrke fra Jehova blev han senere almindelig pioner, og i de sidste ti år har han tjent som specialpioner.
Hvordan bærer broderen sig ad med at forkynde? Han bevæger sig omkring på krykker eller i kørestol og tager på denne måde ud ad snævre junglestier til distriktet, der strækker sig i en radius af 30 kilometer omkring byen. I de sidste to år under forbudet har han ikke en eneste måned ligget under sit mål på 140 timer i tjenesten, og det meste af tiden rapporterer han fra 160 til 180 timer om måneden! Når brødrene bliver arresteret er det ham der frygtløst taler deres sag og aflægger vidnesbyrd for embedsmændene. Han er i sandhed til stor opmuntring for alle som har fysiske lidelser at kæmpe med!
Gør du alt hvad du kan i forkyndelsen af Rigets budskab? Måtte Jehova rigt velsigne dig mens du indbyder andre til at „komme“ og „frit tage af livets vand“.
Jehova dækker vore behov
Vor himmelske Fader ved hvad vi behøver og hvornår vi behøver det. Et eksempel på hvordan Jehova kærligt dækker sit folks behov, er rækken af områdestævner med temaet „Guds retfærdighed“, der begyndte i juni 1988 og vil strække sig ind i 1989.
I en meddelelse om stævneprogrammet sagde Vagttårnet for 15. februar 1988: „Vær forvisset om at Jehova har beredt os ’et festmåltid’ der vil styrke og opmuntre os til det arbejde der ligger foran os.“ Virkeligheden oversteg enhver forventning. At grupper af stævner i De Forenede Stater, Canada, Asien og Europa under dele af programmet var sammenkoblet telefonisk, virkede stærkt forenende. I en af rapporterne stod der: „Det var animerende at høre det vældige ’ja!’ da resolutionen med den magtfulde afsløring af Babylon den Store blev vedtaget. Telefonforbindelsen med hovedstævnet var en enestående oplevelse.“
Ved mange af stævnerne gav missionærerne udtryk for deres værdsættelse af de foranstaltninger der var truffet for at de kunne være til stede. En pioner i Vancouver i Canada sagde, efter at have hørt missionærernes oplevelser: „Jeg kan simpelt hen ikke beskrive hvordan det at høre alle missionærerne har styrket min tro.“
I Canada og De Forenede Stater var der over 1.440.000 som overværede stævnerne. I Europa drog godt og vel 1.100.000 nytte af programmet. Stævnet i Wien var hovedstævnet for stævnerne i Østrig såvel som for flere stævner i Vesttyskland, Luxembourg og Schweiz. Over 80.000 hørte de foredrag der blev transmitteret via telefonlinje. Over 2000 overværede det ungarske program ved stævnet. En broder der repræsenterede de 3600 der hørte det jugoslaviske program, udbrød: „Det har været alle tiders stævne.“
Ved stævnerne i Spanien og Italien var antallet af døbte helt usædvanligt. I Valencia var det for eksempel 3,5 procent af det højeste antal tilhørere, i Sevilla 4 procent, og i Oviedo 4,2 procent. I Italien var forholdet det samme.
I Grækenland havde brødrene planlagt at bruge et nyt stadion i Piræus, men på grund af modstand fra den ortodokse gejstlighed blev kontrakten annulleret. I løbet af to dage var man imidlertid klar til at afholde stævnet i Malakasa, hvor Selskabet har en udmærket stævnehal og en stor åben plads. Der kom over 18.000 til stævnet. Hvis præsterne havde troet at de kunne forhindre stævnet ved at få det aflyst i Piræus, måtte de tro om! Deres modstand gav kun stævnet endnu mere omtale og styrkede vore brødres beslutsomhed. — Fil. 2:12.
I august tiltrak stævnerne i Venezuela og Brasilien næsten en halv million mennesker. Et typisk eksempel på den gode presseomtale var en brasiliansk radiorapport hvori der blev sagt at „Jehovas vidner efterlader et indtryk af tro. De viser en helt anden høflighed og tro end fodboldtilhængerne, som kun efterlader affald.“
I Fjernøsten var der 88.120 som overværede stævnerne i Korea, mens 2130 blev døbt. De koreanske stævner blev afsluttet lige før de olympiske lege begyndte. Lederen af sportscenteret Chamshil i Seoul bemærkede: „Vi er i fuld gang med at forberede sportscenteret til de olympiske lege i Seoul, og de skal begynde om kun 50 dage. Men på grund af Deres gode omdømme skal De få lov til at benytte det.“ Japan rapporterer at 240.355 overværede 33 af deres stævner, og at 3828 blev døbt. Efter udgivelsen af den nye ’Åbenbaringsbog’ så man tusinder af pionerer stå i kø for at få deres gratis eksemplar af bogen.
I Caraibien blev hovedstævnet for Antigua, Barbados, Trinidad og Guyana holdt i byen Kingston på Jamaica. Det højeste samlede tilhørertal blev nået søndag eftermiddag, da 36.867 kom for at høre det offentlige foredrag.
Indtil september var stævnerækken „Guds retfærdighed“ allerede blevet overværet af over 4.000.000, og vi mangler endnu at høre rapporterne fra landene på den sydlige halvkugle.
I det forløbne tjenesteår blev der indført noget nyt til åndelig opbyggelse og fællesskab for kredsene, nemlig afholdelsen af den særlige stævnedag. En kredstilsynsmand fra De Forenede Stater har sagt følgende om programmet: „Det var meget gavnligt at der blev lagt så stor vægt på personligt studium af Bibelen og Selskabets publikationer, og på at vi må gøre en større personlig indsats for at anvende det vi lærer.“
I tjenesteåret 1988 blev der også afholdt Rigets Tjenesteskole for ældste og menighedstjenere. Afdelingskontoret i Zambia skriver: „Skolen, hvor vi brugte Watch Tower Publications Index 1930-1985, var meget betimelig. Meget af det der blev behandlet, var lige netop hvad vi har brug for her.“
Desuden blev der sidste år åbnet en ny skole, Skolen for Udnævnte Tjenere. Hvad er det for en skole, og hvordan vil den gavne os?
Skolen for Udnævnte Tjenere
Skolen for Udnævnte Tjenere blev indviet den 1. oktober 1987 i stævnehallen i Coraopolis i Pennsylvanien i De Forenede Stater. Tre medlemmer af Det Styrende Råd, brødrene Jaracz, Klein og Schroeder, deltog i programmet, som blev overværet af over 1600 brødre fra Pittsburgh-området.
Hvad er skolens formål? Med den store fremgang i høstarbejdet, hvor der nu er indsamlet langt over tre millioner, er der behov for kvalificerede mænd som ikke alene kan gå foran i forkyndelsesarbejdet men som også kan være hyrder for hjorden og undervise i menigheden. Skolens formål er derfor at sætte mænd som har åndelige kvalifikationer, i stand til at påtage sig yderligere ansvarsopgaver i organisationen.
Hvad lærer man på skolen? Undervisningen, som varer otte uger, omfatter et indgående studium af Bibelen. Der undervises i administrative, juridiske og organisatoriske emner; tilsynsmændenes og menighedstjenernes opgaver bliver behandlet, og der gives en speciel oplæring i dét at holde offentlige foredrag. Lærerne ofrer de enkelte elevers åndelige udvikling stor opmærksomhed.
Søndag den 29. november 1987 udgik den første klasse, bestående af 24 ældste og menighedstjenere, fra skolen. De fik tildelt opgaver i ti forskellige lande. Den anden klasse, som bestod af 26 ældste og menighedstjenere, blev undervist i Los Angeles i Californien. Disse elever afsluttede skolen søndag den 22. maj 1988 og vil varetage opgaver i elleve forskellige lande. I både Pittsburgh og Los Angeles talte bytilsynsmanden, stævnehalstilsynsmanden, de to lærere og et medlem af Det Styrende Råd til forsamlingen.
I alt vil menigheder og distrikter i femten forskellige lande få gavn af den tjeneste der bliver udført af de brødre der var med i de to første klasser. Dette minder os om ordene i Mika 4:1, 2: „Og i de sidste dage vil bjerget med Jehovas hus blive grundfæstet over bjergenes top, og det skal hæves op over højene, og folkeslag skal strømme til det. Og mange nationer skal drage af sted og sige: ’Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg og til Jakobs Guds hus; og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.’ For lov vil udgå fra Zion, og Jehovas ord fra Jerusalem.“
Har eleverne haft gavn af skolen? Ja. Eleverne i den første klasse gav i et brev udtryk for hvordan de betragtede undervisningen: „Der er ingen tvivl om at vi er blevet bedre egnede som tjenere. Vi er helt enige om at denne skole har været højdepunktet i vort kristne liv.“ I et brev fra den anden klasse blev der sagt: „Kurset har oversteget alle vore forventninger. Ingen af os kunne have forudset hvor grundigt og indgående det ville blive. . . . Når vi tager ud til vore respektive distrikter og opgaver, vil vi bestræbe os for at anvende den gode vejledning vi har fået i de sidste otte uger.“
Med henblik på en fremtidig udvidelse af skolens drift har man i årets løb undervist fire rejsende tilsynsmænd så de kan træde til som lærere. I flere lande er ugifte ældste og menighedstjenere som er interesserede i at gennemgå denne skole, blevet interviewet. Der er også blevet truffet foranstaltninger til at engelsktalende brødre i visse lande kan mødes med områdetilsynsmanden når de er til kredsstævne. Disse skridt vil gøre det muligt for mange flere at komme med på skolen og at blive brugt hvor der måtte være behov for dem i den verdensomspændende arbejdsmark.
Indvielse af afdelingskontorer bringer glæde
„Så blev menighederne da fortsat styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag,“ skrev Lukas i sin beretning om kristendommens hurtige udbredelse i det første århundrede. (Apg. 16:5) Her i det 20. århundrede oplever vi en lignende vækst i antallet af Jehovas vidner i hele verden, som et tydeligt bevis på at brudens opfordring til at „komme“ bliver efterkommet. (Åb. 22:17) Dette er i sandhed en grund til glæde! Men sammen med glæden følger behovet for at udvide eksisterende afdelingskontorer og betelhjem eller at bygge nye, i nogle tilfælde med trykkerier. For at imødekomme dette behov blev der i sidste tjenesteår færdiggjort og indviet otte afdelingskontorer. Lad os kort se på denne spændende udvikling.
Ecuador
Den 11. oktober 1987 var en dejlig dag for brødrene i Ecuador, da det nye betelhjem og afdelingskontor blev indviet af broder Daniel Sydlik fra Det Styrende Råd. I sin livlige og bevægende indvielsestale, der blev overværet af en forsamling på 5500, sagde han at „hvis et offer skal betyde noget for Jehova, må det først betyde noget for os“. Dette var sande og velvalgte ord, for gennem de sidste tre år var over 200 ecuadorianere og 270 andre Jehovas vidner fra 14 lande kommet for at arbejde ved byggeriet — på egen bekostning! Selv en 12-årig dreng ville gerne støtte projektet og ydede måske det mest rørende bidrag af alle. Mens han lå for døden af leukæmi, bad han sin moder om at sende hans bidrag på S/118 sucres (kr. 4,10) til brødrene på afdelingskontoret.
I 1977 havde en broder generøst skænket Selskabet et stykke jord på 34 hektarer blot 18 kilometer uden for Guayaquils bygrænse. Her blev afdelingskontoret og en stævnehal opført. Nu da disse smukke bygninger står færdige, vil de alene ved deres tilstedeværelse udbrede kendskabet til Guds navn. Hvert år vil hundredtusinder af mennesker som kører ud til kysten, passere forbi dette nye betelhjem og afdelingskontor.
Papua-Ny Guinea
Den 12. december 1987 blev der indviet et nyt afdelingskontor i et land hvor der tales 700 sprog — Papua-Ny Guinea. Broder Robert W. Wallen fra hovedkontoret i Brooklyn var på besøg som zonetilsynsmand og holdt indvielsestalen for en glad forsamling på 564.
To nidkære forkyndere, Tom og Rowena Kitto, var de første der bragte sandheden til Papua-Ny Guineas hovedstad, Port Moresby. Det var i december 1951, for over 35 år siden. I 1955 var der 61 forkyndere som flittigt forkyndte den gode nyhed, og i dag har landet nået et højdepunkt på 2023 forkyndere.
Et afdelingskontor blev oprettet i september 1960 og var indrettet i en forkynders dagligstue. Senere blev det flyttet til større lokaler. Men væksten i Rigets arbejde krævede yderligere udvidelser. Derfor begyndte man i maj 1982 at lægge planer om at bygge et nyt betelhjem og afdelingskontor. Med tegninger som blev udarbejdet på hovedkontoret i Brooklyn, byggede frivillige fra Australien, New Zealand og naturligvis Papua-Ny Guinea derpå en fireetages bygning med bolig, kontor og trykkeri. Over en periode på fire år gav i alt 200 forskellige heltidsarbejdere (et fast gennemsnit på 54) af deres tid og arbejdskraft til projektet. For at overholde landets strenge indvandrer- og beskæftigelseslove måtte man oplære én papua-nyguineaner sammen med hver af de udenlandske frivillige som deltog i arbejdet. På denne måde lærte 30 lokale brødre og søstre et fag under byggeriet.
Det nye afdelingskontor fremtræder meget smukt. For første gang i Papua-Ny Guinea er der anvendt farvede betonblokke til et byggeri. Der var situationer under byggeriet hvor byggefolkene følte at de savnede kræfter til at klare opgaverne, men Jehova gav dem styrke til at overvinde deres svaghed. (Es. 40:29) Det nye afdelingskontor står ikke som et monument til ære for en bygmester, men som et vidnesbyrd om at Jehovas ånd har virket på hans ufuldkomne tjenere. Vore brødres hjerter svulmede af glæde da der blev lagt sidste hånd på værket!
Guyana
Akvila og Priska anvendte deres hus til teokratiske formål i det første århundrede. (1 Kor. 16:19) På samme måde stillede en kærlig og ydmyg broder i Guyana sit hjem til rådighed for afdelingskontoret fra 1914 til 1946, da Selskabet anskaffede en bygning der blev indrettet som afdelingskontor og missionærhjem. I 1946 havde landet et højdepunkt på 91 forkyndere. I tjenesteåret 1987 var det højeste forkyndertal imidlertid 1353, og denne gode vækst førte til at man lagde planer om at bygge et nyt afdelingskontor.
Hårdtarbejdende søstre udførte noget af en bedrift under byggeriet. De drev et interimistisk cementstøberi. Omkring 120 søstre — inddelt i hold på 10 eller 12 ad gangen — fremstillede ved hjælp af 16 forme 12.080 cementblokke på 55 dage. Selve bygningen kunne nok fortælle en spændende historie!
I weekenderne myldrede det på byggepladsen med frivillige fra de lokale menigheder. Endog landets premierminister og hans følge kom til stede og fremsatte nogle rosende bemærkninger. En lokal tømrer kom med denne kommentar: „Jeg må sige at det er førsteklasses arbejde I udfører på jeres bygning.“
Om aftenen den 14. januar 1988 holdt broder Don A. Adams fra hovedkontoret i Brooklyn, der var på besøg som zonetilsynsmand, indvielsestalen for en skare på 1935 der var forsamlet i Det Nationale Kulturcenters rummelige auditorium i Georgetown.
Ghana
Sandheden er blevet forkyndt i Ghana siden 1924, men for Jehovas Vidner i dette land vil lørdag den 30. januar 1988 gå over i historien, for denne dag blev det nye afdelingskontor indviet. Talen blev holdt af broder Theodore Jaracz fra Det Styrende Råd og blev overværet af en forsamling på 3812. På grund af bygningerne er der blevet aflagt et magtfuldt vidnesbyrd om Jehovas navn. En søster fra Midtvesten i De Forenede Stater hvis ikketroende mand deltog i Investeringskonferencen for Ghana i Kwame Nkrumah Konferencecenteret i Accra, skriver:
„Da min mand overværede konferencen blev centeret flere gange omtalt som den næstpæneste bygning i Ghana. Det fik ham til at spørge sin guide, en ghanesisk entreprenør: ’Hvilken bygning er så den pæneste?’ Guiden svarede: ’En eller anden kirke som de der Jehovas Vidner har bygget!’“
Blandt de mange besøgende der har været i årets løb, var der 40 studerende og lektorer fra Det Videnskabelige og Teknologiske Universitets arkitektskole i Kumasi, cirka 300 kilometer nord for Accra. Gruppen var så imponeret af det nye afdelingskontor at universitetets lektorer foreslog at man gjorde besøget til en fast tilbagevendende begivenhed.
Ghanas første afdelingskontor blev åbnet i Accra den 1. januar 1948. Ved slutningen af 1950’erne havde det stigende forkyndertal, som nu var oppe på omkring 7000, gjort dette „etværelses“ afdelingskontor alt for lille. Man byggede da et betelhjem på to etager med otte boliger, som blev indviet den 19. marts 1963. Der blev udvidet igen i 1973, og i 1978 købte man den nuværende grund på syv hektarer for at få plads til et trykkeri.
Hawaii
Om morgenen den 3. april 1988 regnede det i Honolulu, men det lagde ingen dæmper på humøret hos de 5870 der samledes i en arena i byen for at høre en indvielsestale af broder Milton G. Henschel fra Det Styrende Råd. Andre 2838 brødre som var forsamlet på Maui, Kauai og øgruppens største ø, Hawaii, hørte dagens program via telefonlinje. Dette indvielsesprogram dannede afslutningen på en periode med travl teokratisk aktivitet som var begyndt i slutningen af marts, da flere medlemmer af Det Styrende Råd deltog i fejringen af mindehøjtiden og overværede særlige stævnedage på øerne Kauai, Oahu, Maui og Hawaii. Dette var en stor begivenhed i Jehovas folks 70 år lange historie på Hawaiiøerne.
Hvordan fandt man egnede faciliteter på en ø hvor udbuddet af byggegrunde er så lille og efterspørgselen så stor? I 1985 blev et tidligere supermarked sat til salg. Eftersom beliggenheden var ideel købte man det i november samme år. Efter et omfattende planlægnings- og ombygningsarbejde kunne man i august 1987 flytte kontorerne til denne bygning, der også rummer to rigssale. Betelfamilien flyttede ind i rummelige nye værelser på førstesalen.
Da Vagttårnsselskabets første præsident, Charles T. Russell, besøgte Honolulu i 1912 var der ingen bibelstudenter på øerne. I dag har øgruppen Hawaii 72 menigheder med et højdepunkt på 5729 forkyndere.
Hongkong
I al den tid Rigets gerning er blevet udført i Hongkong, har Jehova ikke på noget tidspunkt undladt at tilvejebringe det der har været brug for. Alle blev mindet om dette den 7. maj 1988, da en ny bygning blev indviet til Jehova af broder Lyman A. Swingle fra Det Styrende Råd. Men hvorfor var der behov for denne nye bygning?
Lad os engang se tilbage på den udvikling der har fundet sted siden 1. september 1950, da det første afdelingskontor blev oprettet på Tai Po Road til at betjene i alt ni forkyndere. Nogle år senere blev kontoret flyttet til nr. 321 på Prince Edward Road. I 1979 begyndte brødrene at se sig om efter nye lokaler, men det syntes næsten umuligt i denne overfyldte by. Så en dag bemærkede en søster en notits i avisen om at der var en ejendom til salg på Kent Road nr. 4 i Kowloon Tong. Den blev købt, og afdelingskontoret flyttede til en ren og stille forstad som var ideelt beliggende i forhold til menighederne overalt i kolonien.
I juni 1983 nåede man over 1000 forkyndere, og blot fire år senere rundede man 1600. For at klare den øgede arbejdsbyrde måtte betelfamilien udvides.
Alle forsøg på at købe en af naboejendommene til afdelingskontoret var forgæves. Men en dag kom der med posten et brev som averterede en ejendom til salg i samme gade, blot fire huse fra Betel. Da brødrene tog derhen for at se hvad det var, kunne de næppe tro deres egne øjne! Her lå en ny og moderne bygning der aldrig havde været taget i brug. Det blev den nye udvidelse af betelhjemmet. Det var den bygning broder Swingle indviede.
Portugal
I Portugal, hvor „landet ender og havet begynder“, som en berømt digter har sagt, er fiskeriet et af hovederhvervene. Men inden for de sidste årtier har der fundet en anden slags fiskeri sted i dette land ved Atlanterhavet, et fiskeri som har berørt mange af de næsten ti millioner indbyggeres personlige tilværelse.
Den 13. maj 1925 indledtes et åndeligt fiskeri da broder Rutherford besøgte Lissabon og holdt et foredrag for en forsamling på over 2000. Men der ventede Jehovas folk nogle vanskelige år. Arbejdet blev forbudt, brødrene blev chikaneret og fængslet, og afdelingskontoret måtte virke under jorden fra forskellige private hjem.
Men som et lyn fra en klar himmel gjorde et militærkup den 25. april 1974 pludselig ende på det gamle diktatur. Og i december samme år fik Jehovas folk officielt religionsfrihed. En stor bygning med tyve værelser, beliggende i Estoril, blev lejet i februar 1975 og indrettet til afdelingskontoret, som førte tilsyn med arbejdet ikke blot i Portugal men også i Angola og på øerne Madeira, Açorerne og São Tomé. Ti år senere var bygningen blevet for lille, eftersom forkyndertallet var svulmet op til 28.984. Derfor fandt man en byggegrund og traf aftale med et byggefirma om at udføre betonarbejdet. Bygningen blev derefter gjort færdig af frivillige som alle var Jehovas vidner.
Hvordan lykkedes det at finansiere et så stort projekt? Portugal er ikke noget velhavende land, men brødrene gav simpelt hen „over evne“ og blev rigt velsignet for det. (2 Kor. 8:2-4) En familie med fem børn holdt familieråd for at se hvad de kunne gøre for at hjælpe. Døtrene gav deres smykker, og en søn gav de penge han havde sparet sammen til en cykel. I et brev til afdelingskontoret skrev faderen: „Dette bidrag er fremkommet ved salget af tre armbånd, fem ringe og et par øreringe, og ved slagtning af børnenes sparegrise.“
Indvielsesprogrammet blev holdt lørdag formiddag den 23. april 1988 i den nye rigssal på Betel og kunne via internt fjernsyn følges i trykkeriet, og blev desuden via telefonlinje transmitteret til det store Restelo fodboldstadion i Lissabon. Formiddagsprogrammet sluttede med broder Milton G. Henschels trosstyrkende indvielsestale.
Om eftermiddagen talte broder Henschel på Restelo Stadion til en rekordstor tilhørerskare på 45.522 over temaet „Bliver stenene nødt til at råbe?“ Kendsgerningerne viser at stenene ikke vil behøve at råbe i Portugal; i august satte forkyndertallet ny rekord med 33.739. Der er nu én forkynder af den gode nyhed i Portugal for hver 291 indbyggere.
Cypern
Cypern, den tredjestørste ø i Middelhavet, har været skueplads for kristen virksomhed lige siden Paulus og Barnabas satte foden på øen i år 47-48 e.v.t. (Apg. 13:12) Øens nuværende befolkning på cirka 620.000 er opdelt i græske, tyrkiske, armenske og maronitiske samfund.
I nyere tid nåede sandheden til Cypern i 1924. Fra tre forkyndere af den gode nyhed i 1925 voksede antallet til 59 i 1948, hvor Selskabets første afdelingskontor blev oprettet. Da et nyt afdelingskontor og betelhjem blev bygget i 1969, var forkyndertallet vokset til 485.
Men i 1974 skete der en dramatisk omvæltning som satte en brat stopper for brugen af afdelingskontoret. Der blev begået et kup for at styrte præsidenten, og få dage senere blev den nordlige del af øen besat af tropper. Under kampene blev betelhjemmet evakueret da kuglerne trængte gennem de tilskoddede vinduer. Siden 1974 har arbejdet derfor været ledet fra en bygning der oprindelig tjente som missionærhjem og som ligger i Limassol, øens næststørste by.
Siden har man købt og istandsat en bygning i Nissou, en lille landsby 19 kilometer fra hovedstaden, Nicosia. Broder Carey Barber fra Det Styrende Råd indviede det nye afdelingskontor den 2. august 1988.
Afrika
De der tørster efter retfærdighed indbydes til at „komme“ og blive forsynet rigeligt hos Jehova. Det afrikanske kontinent hører denne indbydelse og tager med begejstring imod den.
I de lande i Østafrika der sorterer under afdelingskontoret i Kenya, har den løbske inflation og hungersnødens spøgelse der hænger truende over brødrene, ikke hindret dem i at nyde endnu et vidunderligt år med teokratisk virksomhed.
Fysiske handicap har ikke svækket beslutsomheden hos Jehovas helhjertede tjenere i Kenya. En broder hvis forældre er ikketroende, fik polio som barn og måtte derfor gå med krykker. For at overvære møderne gik han ofte 15 kilometer om lørdagen, overnattede der hvor mødet holdtes, og gik om søndagen de 15 kilometer tilbage til sit hjem. Glæden, opmuntringen og fællesskabet ved møderne holdt ham i gang. Efter at hans forældre havde set ham gå frem og tilbage til møderne i adskillige måneder, indså de at han ikke lod sig afskrække af vanskelige forhold. De tilbød derfor at hjælpe ham med penge til transporten.
I et land hvor arbejdet ledes fra Kenya, boede der en højtstående politisk embedsmand. Når brødrene blev ført frem for ham og falskeligt anklaget for urette handlinger, gjorde deres gode opførsel altid indtryk på ham. Somme tider når hans overordnede ikke var til stede, benyttede han derfor sin stilling til at løslade vore anklagede brødre. I mellemtiden fik han politiske vanskeligheder med en stærk oprørsleder som opererede i området. Regeringen udpegede ham til at opspore oprøreren og dræbe ham. Som modtræk svor oprørsgruppen på at ville likvidere regeringsembedsmanden. Det endte med at han blev flyttet til hovedstaden og fængslet på falske anklager. Inden han igen blev løsladt traf han Jehovas vidner og modtog et eksemplar af bogen Sandheden der fører til evigt liv. Da han kom hjem blev der oprettet et bibelstudium med ham og hans kone.
Samtidig begyndte den tidligere oprører, der nu havde fået fast bopæl og arbejdede som skolelærer, også at studere, endda med den samme broder som studerede med regeringsembedsmanden. Ved et tilfælde mødtes de to fjender i broderens hjem. Hvilket chok for dem! Men lidt efter lidt svandt deres had og mistillid bort. Begge gjorde fremskridt i sandheden sammen med deres koner, og begge blev døbt samme dag.
Hvor vigtigt er det at vi sætter et godt eksempel på vores arbejdsplads? Svaret fremgår af en tildragelse fra Senegal. En ung mand der studerede Bibelen sammen med Jehovas vidner læste et nummer af Vagttårnet om ærlighed og indså at han burde følge vejledningen på sin arbejdsplads. Han satte derfor låse på benzintankene for at hindre medarbejderne i at stjæle benzin fra firmaets biler. Arbejdsgiveren lagde mærke til at der blev brugt meget mindre benzin end normalt, og spurgte hvorfor. Da han hørte hvad den unge mand havde gjort, belønnede han ham for hans ærlighed ved at gøre ham til tilsynsførende for hele værkstedet.
På øen Madagaskar bankede to søstre på hos en ældre mand, der forbavsede dem med spørgsmålet: „Sjælen er død, ikke sandt?“ Manden, som troede at pionererne kom fra kristenheden, forventede at de ville svare: „Nej, sjælen er udødelig.“ Men i stedet sagde de: „Hvad mener De selv?“
„Sjælen er død,“ sagde den gamle mand med eftertryk. „Vi er helt enige med Dem,“ svarede pionererne. Forbløffet spurgte han dem hvordan han skulle forklare dette emne for andre. Der blev straks påbegyndt et bibelstudium. Manden forklarede: „Jeg har i lang tid bedt Gud om at vise mig sandheden. Nu har jeg fundet den, og jeg takker ham meget.“
Vor neutralitet kan ofte være en beskyttelse, især når rivaliserende politiske grupper tager loven i egen hånd og nådeløst gør det af med alle som ikke slutter sig til dem. Patrick, en broder der bor i Sydafrika, havde tilbragt en dejlig aften sammen med sin familie og gik til ro. Pludselig blev hans fredelige søvn afbrudt af en voldsom banken på døren.
„Luk op!“ råbte nogle medlemmer af en bande politiske unge. „Ellers slår vi døren og vinduerne ind.“ Broderen åbnede modigt døren og stod ansigt til ansigt med gruppen.
„Har du ikke hørt at vi i nat alle skal hen og angribe indunaens [militærlederens] hus?“ spurgte de. Broderen forklarede at grunden til at han ikke havde hørt om det, var at de fleste i området vidste at han ikke tog del i kamphandlinger. „Find dine våben frem og vis dig som et mandfolk,“ forlangte de unge.
Broderen tog sit åndelige sværd, Bibelen, og Selskabets publikationer og sagde til dem: „Det er de eneste våben jeg har.“ Alligevel tvang de ham til at gå med hen til deres lejr, så han kunne forklare sit neutrale standpunkt for gruppens ledere. Da de nåede derhen udbrød en af de lokale unge som kendte broderen: „Hvorfor kommer I med ham? Han er bibelstudent. Lad ham gå, og hvis der bliver nogen problemer i den anledning, skal jeg nok tage følgerne.“ Broderens neutralitet blev hans redning.
Asien
Jehovas tjenere i de asiatiske lande udfører flittigt Rigets arbejde. Ligesom en god landmand der „sår rigeligt“, har de ’høstet rigeligt’. (2 Kor. 9:6) I Burma lagde en skolelærer mærke til at en elev havde et blad skjult mellem sine bøger. Hun snuppede bladet, et nummer af Vagttårnet, og læste det på stedet fra ende til anden, med stor interesse.
Efter timen spurgte hun eleven hvor hun havde fået det blad fra. „Fra dem der går fra hus til hus,“ lød svaret. Læreren var ivrig efter at træffe disse mennesker, og hendes ønske gik i opfyldelse, for kort tid efter blev hun besøgt af en pioner. Der blev oprettet et bibelstudium. Nu underviser denne lærer, som er moder til seks børn, også i Bibelens sandheder, idet hun går fra hus til hus som hjælpepioner.
I Israel har traditionen stor indflydelse, og ingen ønsker at skille sig ud. Ofte er det lettere for israelerne at se objektivt på Rigets budskab hvis de bor i udlandet. Der er for eksempel Keren, som efter at have aftjent sin værnepligt i Israel tog ud for at se verden. Mens hun boede i De Forenede Stater, traf hun Jehovas Vidner. I sin begejstring over at lære Bibelens sande lære at kende havde hun bibelstudium flere gange om ugen og overværede regelmæssigt møderne. Hun gjorde hurtigt fremskridt og indviede sit liv til Jehova. Var hun nervøs for at vende tilbage til Israel på grund af den modstand hun kunne forvente fra sin families side? Nej, hun vendte ivrigt tilbage og tjener nu som fast hjælpepioner.
En israeler ved navn Rami, som flyttede fra land til land sammen med sin kone og deres børn, talte med Jehovas Vidner i New Zealand og syntes godt om det han hørte. Senere fik han besøg af sine forældre, der boede et sted i Israel hvor der ikke bliver forkyndt af Jehovas vidner. Rami havde ofte forkyndt for dem i breve, men da de nu hørte den gode nyhed om Riget af hans egen mund, spurgte faderen: „Hvorfor har vores rabbiner ikke fortalt os dette?“ Forældrene begyndte at overvære alle møderne og at være med til det bibelstudium som Jehovas vidner ledede med Rami. Deres ophold på fire måneder var langt nok til at de nåede at blive overbevist om at de havde fundet sandheden. Da forældrene vendte hjem til Israel var de rede til at forkynde for deres mange venner og slægtninge, og til at tage den modstand de ville møde hos mange på grund af deres nye livssyn. Straks efter at de var ankommet satte de sig i forbindelse med den nærmeste menighed, og siden har brødrene holdt et regelmæssigt bibelstudium med dem.
For at overvære møderne må Ramis forældre køre helt til Haifa, en tur på godt 60 kilometer hver vej. Da familien er velkendt, har nyheden om deres forbindelse med Jehovas Vidner bredt sig som en løbeild i deres hjemby. For at skabe opmærksomhed om den gode nyhed har faderen lavet en udstilling af Selskabets publikationer på kontoret i sit firma. Ved at Rigets sæd blev sået i det fjerne New Zealand er der således blevet aflagt et godt vidnesbyrd i den del af Israel. Og Rami og hans kone? De blev døbt i juni.
En søster i Pakistan som er ny i hus-til-hus-arbejdet fik sin tillid til Jehova styrket. Da hun var ude i tjenesten sammen med en anden forkynder, blev de tilbageholdt i et hus af nogle unge mænd der var imod at de forkyndte kristendommen. En af dem ringede til sin fader, en politibetjent, for at han skulle komme og arrestere dem. Da faderen kom og så bladet Vagttårnet, bad han sønnen om at lade dem være, og sagde: „Det er deres tro, og den må de forkynde.“ De unge mænd forlangte at politiet skulle standse deres forkyndelse. Faderen sagde da i en streng tone til sin søn og de andre unge: „Hvis I ønsker at standse dem, så forkynd for dem og overbevis dem.“ De to forkyndere forlod stille huset, styrkede af oplevelsen.
Ponchaleo, en ung kvinde fra en landsby nord for Chiang Mai i Thailand, kom under stærkt pres fra sine forældre fordi hun gerne ville undersøge sandheden. Hendes forældre var blandt grundlæggerne af den lokale kirke. Ponchaleo lod sig imidlertid ikke afskrække fra at studere Bibelen, men fortsatte studiet enten i nogle brødres hjem eller i rigssalen.
Selv om hun bor over 20 kilometer fra rigssalen, kommer hun regelmæssigt til møderne. Dette er bemærkelsesværdigt når man tager hendes fysiske tilstand i betragtning. For nogle år siden blev hun stærkt angrebet af en reumatisk lidelse som hæmmer hendes førlighed. Hendes tilstand har ikke hindret hende i at overvære møderne, men den har i det store og hele gjort hende økonomisk afhængig af hendes forældre. Nogle søstre i menigheden lærte hende imidlertid at lave konfekt og andre søde sager som hun kunne sælge på torvet i landsbyen. I begyndelsen gjorde hendes forældre og venner nar af dette foretagende, fordi de mente at hun aldrig ville kunne tjene noget af betydning. Men til deres store overraskelse lykkedes det hende at tjene tilstrækkeligt til at betale de udgifter der er forbundet med at overvære møderne og endda stævnerne. Fyldt med tro og beslutsomhed meldte hun sig ud af kirken. I februar 1987 begyndte hun i tjenesten og har været en nidkær forkynder lige siden. I juli 1987 blev hun døbt ved kredsstævnet i Phitsanulok.
Europa
Ved hjælp af Jehovas hellige ånd udføres der en storstilet åndelig undervisning i hans organisation. På denne måde opfyldes ordene i Esajas 11:9 allerede nu: „Jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“ Denne åndelige undervisning har også haft en positiv indflydelse hvad skolegang angår.
For eksempel har brochuren Skolen og Jehovas Vidner hjulpet vore unge brødre og søstre i Belgien til at vinde skolemyndighedernes respekt. Skoledirektøren i byen Oupeye-Liège skrev den 29. januar 1988 følgende brev til alle byens skoleinspektører:
„De er uden tvivl opmærksom på at trossamfundet Jehovas Vidner er gået stærkt frem i de senere år . . . Dette er blot et menneskeligt fænomen som vi ikke har nogen ret til at ignorere . . . Til Deres underretning . . . har jeg valgt at fremsende fotokopier af Skolen og Jehovas Vidner, et hæfte som Jehovas Vidner selv har udgivet. Jeg vil være taknemmelig for om De vil sørge for at de ønsker der udtrykkes i denne brochure, så vidt muligt respekteres af Deres lærerstab.“
Børn af Jehovas vidner burde have høje karakterer for deres optræden i skolen. Nadia, som går i fjerde klasse, havde imidlertid en lærer som ikke brød sig om Jehovas vidner. Alene tanken om at der var et Jehovas vidne i klassen gjorde læreren så uligevægtig at hun ikke alene kritiserede Nadia konstant, men også skældte ud og slog på de andre børn. Da børnene i klassen havde for vane at bande meget, gav læreren en dag børnene ordre til at de hver især skulle gå op til tavlen og skrive et bandeord og hvad det betød. Hun advarede: „Enhver der nægter det, vil få point trukket fra!“
„Frøken, De kan godt springe mig over,“ sagde Nadia høfligt. „Jeg vil hellere miste point end skrive de ord!“ Men læreren gav sig ikke. Nadia gik da op til tavlen, og ud for hvert af de vulgære ord eleverne havde skrevet, skrev hun: „URENHED.“ Nadia troede at hun nu mistede ti point, men til sin store lettelse hørte hun læreren sige: „Nadia får fuldt pointtal, og alle I andre får nul, for hun er den eneste der ved at man aldrig burde bruge de ord!“
Et tilbagevendende problem for brødrene i England er at træffe folk hjemme i distriktet. Pionererne har sat særligt ind på at overvinde problemet. Da Carol og Catherine besluttede at tage ’ikke hjemme’-besøg mellem klokken 18 og 20, opnåede de glimrende resultater. „Folk er langt mere afslappede når arbejdsdagen er forbi,“ fortæller de. „Mange af dem der lyttede var ikke blevet besøgt regelmæssigt, ja, nogle af dem nævnte endog at de aldrig havde truffet os — og dét i huse vi er kommet til i årevis.“ En anden pioner besluttede at opsøge folk før de gik på arbejde, og begyndte i tjenesten før otte om morgenen. I løbet af nogen tid fik hun streget alle sine ’ikke hjemme’-besøg, spredte 12 bøger og 108 blade, og fik to blokabonnenter og to bibelstudieemner. Prøver du også at være smidig ved at ændre på din planlægning af hensyn til distriktet?
Afdelingskontoret i Grækenland fortæller at en ærkebiskop på en af øerne nær ved den tyrkiske kyst forsøgte at lægge hindringer i vejen for Jehovas Vidners forkyndelse. Ved hjælp af en traktat med titlen Det store problem: JEHOVAS VIDNER bekendtgjorde han på hele øen at en anset teolog ville komme på besøg og holde et foredrag over dette emne. I en landsby med 1500 indbyggere var der en familie som studerede Bibelen regelmæssigt med Jehovas Vidner. Teologen blev bedt om at besøge denne familie, for at bringe den tilbage i kirkens favn. En diakon blev sendt hen for at underrette familien om besøget. Den interesserede mand og hans familie forklarede diakonen at teologen skulle være velkommen. Denne kom imidlertid ikke alene. Sammen med ham arriverede landsbyens præst, diakonen og endnu en mand fra kirken. Den interesserede mand svarede på alle deres spørgsmål ved hjælp af Bibelen. Hans svar på spørgsmål angående treenigheden, Guds navn og andet bragte dem til tavshed. Til sidst vendte teologen sig om mod sine tre ledsagere og spurgte: „Hvorfor har I ført mig hen til denne leder inden for Jehovas Vidner?“ Den interesserede mand indskød: „Jamen, jeg er bare ny. Jeg er ikke engang døbt endnu!“ Hvortil teologen overrasket udbrød: „Vi må hellere gå nu!“
Tre sultne børn, en arbejdsløs mand og stor gæld fik Nati i Spanien til at tage imod et tilbud om hurtigt tjente penge. Hun påtog sig at transportere narkotika illegalt fra Nordafrika til Spanien. Da hun var ny i smuglerfaget gav hendes nerver efter så hun vakte grænsepolitiets mistanke. I desperation skjulte hun smuglergodset i et toilet. Det blev opdaget, og hun blev fængslet, anklaget for narkosmugling. Nati nægtede hårdnakket at pakken tilhørte hende, og efter få dage blev hun løsladt.
Tre år senere begyndte Nati at studere Bibelen. Hun erfarede da at sagen imod hende ikke var opgivet og at hun faktisk in absentia var blevet idømt fem års fængsel og en bøde på 300.000 pesetas (17.580 kroner). Natis mand insisterede på at hun af hensyn til deres fire børn — den yngste var kun to år gammel — enten skulle lade være med at møde i retten, eller, hvis hun gjorde det, i det mindste hævde sin uskyld som før. Men Natis samvittighed var blevet berørt af de bibelske principper, og hun var nu besluttet på at fortælle sandheden. Med Bibelen i hånden forklarede hun dommerne om sine dårlige økonomiske forhold der havde ført til den oprindelige lovovertrædelse. Hun fortalte retten om sin nyfundne tro som ikke alene forpligtede hende til at sige sandheden, men som også ville hindre hende i nogen sinde igen at gøre noget ulovligt. „Jehova ved at jeg har angret det jeg gjorde,“ sluttede hun.
Dommen? Blot to måneders betinget fængsel! Nati er mere overbevist end nogen sinde om at ærlighed betaler sig, og hun takker Jehova for at han har hjulpet hende gennem sit ord.
Spanien har den højeste arbejdsløshed i Europa, så Faustino var lykkelig da han blev antaget på prøve i to uger, selv om han i ansøgningen havde forklaret at han måtte forlade arbejdet tidligt to aftener om ugen for at overvære religiøse møder. Allerede den første dag af prøvetiden fik han til sin overraskelse tilbudt fast ansættelse. Hvorfor gjorde firmaet dette over for en medarbejder de ikke kendte? En af firmaets direktører havde nævnt for en kunde at de havde ansat et af Jehovas vidner. „Hvis han virkelig er et Jehovas vidne, så giv endelig ikke slip på ham,“ havde kunden svaret. „Man finder ikke arbejdere som dem nogen steder mere. De er virkelig pålidelige.“
Latinamerika
Der er ingen tvivl om at vor himmelske Fader glæder sig over at se sit folks virksomhed i hele verden. I Salme 149:4 læser vi: „Jehova har velvilje for sit folk. Han smykker de sagtmodige med frelse.“ Vore brødre i Latinamerika har i sandhed anstrengt sig for at opnå Guds velvilje.
En søster i Bolivia tog en dag hen for at besøge en dame der var interesseret i at abonnere på Vagttårnet og Vågn op! Da hun og den søster der fulgtes med hende stod ved døren, opdagede hun pludselig at det var det forkerte hus. Inden der blev lukket op sagde den anden søster: „Lad os gå!“ Men de besindede sig og blev enige om at eftersom de allerede havde banket på, måtte de hellere vente og tale med den der kom til døren.
Damen der lukkede op, hilste på søstrene som om de var gamle venner der ikke havde set hinanden længe. Med et varmt smil sagde hun: „I kommer altid en formiddag hvor jeg ikke har tid.“ Alligevel inviterede hun søstrene ind, og efter en spændende bibelsk samtale modtog hun noget læsestof. Da søstrene vendte tilbage ugen efter, blev der oprettet et bibelstudium, og trods mandens modstand gjorde damen gode fremskridt. Ved det sidste områdestævne blev hun døbt.
En missionærsøster der var sendt til Bolivia begyndte at studere Bibelen med Josefa, der havde været udøbt forkynder for 15 år siden men var holdt op med at komme sammen med Jehovas Vidner fordi hun havde taget anstød af noget. Ved det allerførste studium drøftede den indsigtsfulde søster venligt med Josefa hvad Bibelen siger om at tage imod tugt og vejledning. Josefa indså hurtigt værdien af dette og tog med glæde imod det hun lærte. Hun besluttede at hun ikke længere ville lade sin hidtidige forkerte indstilling afholde hende fra at gøre fremskridt i sandheden. Hun planlægger at blive døbt og er allerede ved at træffe forberedelser til at blive hjælpepioner.
I Chile har pionerskolen haft en meget positiv virkning. Den har stimuleret nye pionerer til at fortsætte i heltidstjenesten og har hjulpet dem til at aflægge mere virkningsfulde vidnesbyrd ved at lægge vægt på at vise personlig interesse for folk. En pionersøster som havde været på skolen, gik en formiddag fra hus til hus. Et sted lukkede en stuepige op og sagde at hun havde for travlt til at tale med søsteren, fordi husets frue var syg og lå i sengen. Søsteren bad da stuepigen om at tage bladet Vågn op! med ind til den syge, og anbefalede hende at vise damen en artikel om et godt helbred.
Søsteren fortæller: „Jeg bad stuepigen om at overbringe husets frue mit ønske om at hun snart måtte blive rask, og fortælle hende at jeg ville være glad for at tale med hende en anden gang om Bibelens løfter om en paradisisk jord. Da stuepigen vendte tilbage, bad hun mig om at komme indenfor. Da jeg trådte ind i damens soveværelse, så jeg at hun var oppe i årene og meget syg. Hun så trist og bedrøvet ud. Da jeg forklarede hende årsagen til mit besøg, lød hun overrasket og sagde at grunden til at hun havde besluttet at tale med mig, selv om hun ikke kendte mig, var at hun var blevet så glad fordi jeg havde givet udtryk for ønsket om at hun måtte komme sig.“ Der blev påbegyndt et bibelstudium. I dag overværer denne dame menighedens møder, har foretaget forandringer i sit liv og håber en dag at blive en del af Jehovas indviede folk. Ja, det er uhyre vigtigt at vi viser personlig interesse for andre!
Som det fremgår af følgende oplevelse fra Paraguay, er det ikke alle modstandere der virkelig hader sandheden. En mand der blev besøgt af en forkynder, viste en vis interesse for sandheden. Men hans fader, der var præst i kirken, forbød ham hurtigt enhver forbindelse med Jehovas Vidner. Han truede med at overskære alle bånd til sønnen hvis denne fortsatte med at modtage forkynderne i sit hjem. Af den grund bad sønnen forkynderen om ikke at komme mere. Da hans kone så gav sig til at studere Bibelen, begyndte han selv, ligesom sin fader, at modarbejde det, og optrådte endog voldeligt. Han forbød forkynderen at sætte sine ben i hans hjem, ja endda at gå forbi huset. Hustruen ville imidlertid gerne lære mere om Bibelen, så forkynderen fortsatte studiet pr. brev.
Da manden opdagede at hans kone ikke alene blev ved med at studere Bibelen men også tog sandheden alvorligt, blev hans modstand endnu stærkere. Selv hans børn blev bange for ham. Han begyndte at drikke og at spille. Hans kone udholdt alt dette i syv år.
Men inderst inde havde han dårlig samvittighed over sin adfærd. Til sidst gik han med til igen at få besøg af et af Jehovas vidner, og til konens og børnenes overraskelse og glæde sagde han ja til et hjemmebibelstudium. Da problemer med dæmonerne truede med at hindre familiens medlemmer i at gøre fremskridt i sandheden, hjalp de ældste dem til at stole på Jehova så de kunne sejre. Med tiden holdt angrebene op. Sammen har denne mand og hans hustru nu indviet sig til Jehova og taget skridt til at lade sig døbe. Denne stærke modstander af sandheden tjener nu lykkeligt Jehova sammen med hele sin familie.
En ung mand i Uruguay hvis søster studerer Bibelen sammen med Jehovas vidner, sad på en bænk på torvet da en bange femårig dreng, søn af et Jehovas vidne, kom løbende imod ham med halsbrækkende fart for at blive beskyttet mod en anden dreng der forfulgte ham og kastede sten efter ham. Den lille forkynder pegede på den anden dreng og sagde: „Uartige drenge som ham vil dø i Harmagedon.“ Manden blev overrasket over at høre ordet „Harmagedon“ komme over så lille en drengs læber. Han huskede at have hørt ordet fra sin søster. Han spurgte derfor drengen hvad Harmagedon egentlig var for noget. Netop samme morgen havde drengen studeret emnet sammen med sin moder, så han var i stand til at give manden en god forklaring. Imponeret af drengens viden blev den unge mand interesseret i sandheden og bad om et bibelstudium. Det er som salmisten siger: „Af børns og diendes mund har du grundlagt noget stærkt.“ — Sl. 8:2.
Nordamerika og De Caraibiske Øer
Malcolm, en ung gift mand i Canada, havde fået et flygtigt kendskab til sandheden, men indledte en umoralsk forbindelse med en anden kvinde, som han senere myrdede i et raserianfald. Han havde altid haft et meget voldsomt temperament og havde svært ved at styre sig selv. Da han blev fængslet blev han af en psykiater beskrevet som „uforbederlig morder“. Den 2. juni 1982 blev han idømt en langvarig fængselsstraf.
I fængselet diskuterede han med forskellige medlemmer af præsteskabet og overværede undertiden deres gudstjenester, men fik ikke noget tilfredsstillende svar på sine spørgsmål. I april 1985 blev der så, gennem en af de ansatte i fængselet som er et af Jehovas vidner, truffet aftale om et regelmæssigt bibelstudium med ham. Siden har Malcolm foretaget store forandringer i sit liv. Hans ændrede livssyn og hans forbedrede opførsel har gjort et stort indtryk på både fængselsbetjente, psykiatere og indsatte. Hans værdsættelse af sandheden får ham til at dele det han lærer, med de andre fanger. Han bruger 60-70 timer om måneden til at tale med dem om Bibelen.
Som følge af Malcolms forkyndelse er en mand som for nylig er blevet løsladt, nu begyndt at overvære møderne et andet sted i landet. Malcolm fik udgangstilladelse den 23. januar 1988 for at overvære et kredsstævne, ledsaget af en ubevæbnet vagt fra fængselet. Her blev han døbt, og den følgende måned, februar, var han hjælpepioner, og han har planer om at fortsætte som fast hjælpepioner. Han håber at kunne få bevilget endags orlov fra 1993 og at blive prøveløsladt i 1996. Som vi ser, tager mennesker med enhver baggrund imod den gode nyhed.
På Caymanøerne har bladarbejdet god fremgang, og mange viser særlig interesse for artiklerne. En pionerbroder afsatte det nummer af Vagttårnet der behandlede emnet „Kvinder på arbejdspladsen“, til en forretningsmand. Efter at have læst bladet var manden så begejstret for det at han besluttede at alle hans kvindelige ansatte skulle læse det. For at sikre sig at de læste artiklen, lavede han en fotokopi til hver enkelt og vedhæftede et stykke papir med besked om at de efter at have læst artiklen skulle skrive deres navn på papiret for at vise at de havde læst den.
På Jamaica blev en søster indlagt på et hospital for at blive opereret. Hun gav hospitalet besked om at hun ikke ville have blodtransfusion. Da en af lægerne spurgte hende om hun hellere ville dø uden blod, svarede hun: „Det er ikke sådan at jeg ønsker at dø, men af bibelske grunde vil jeg forblive trofast mod min Gud, selv om det skulle medføre døden.“
Dagen efter vendte lægen tilbage og opfordrede søsteren til at vise ham hvor i Bibelen det står at man ikke må modtage blod. Hun bad ham om at læse Apostelgerninger 15:28, 29. Efter at have læst skriftstedet svarede han: „Men der står jo ikke at man ikke må modtage blodtransfusion.“ Søsteren spurgte ham: „Hvis De sagde til en patient at han skulle holde sig fra alkohol, ville det så bare sige at han ikke måtte drikke det, men at han godt kunne indtage det i legemet på en anden måde?“ Før lægen kunne nå at svare, brød en sygeplejerske der havde lyttet til samtalen, ind og sagde at hun kendte en læge der havde pålagt en af sine patienter ikke at drikke alkohol. Patienten holdt op med at drikke alkohol, fortsatte sygeplejersken, men hældte det ud på noget brød og spiste brødet. Søsterens læge sagde ikke mere. Han tog imod et nummer af Vågn op! med en artikel om en forkynder der var alvorligt syg men alligevel sagde nej til blod, og som overlevede. Lægen læste bladet og tilskyndede andre læger og patienter til at gøre det samme. Søsteren blev opereret uden blod, og hendes tilstand er tilfredsstillende.
Brødrene på Leewardøerne skyede ingen anstrengelser for at overvære kredsstævnerne og de særlige stævnedage i årets løb. De rejste med båd, med bil og, i nogle tilfælde, til fods. På den bjergrige ø Dominica fik Penny, en søster med to sønner, James og Thomas, forbud mod at bruge en af familiens to biler til at køre til kredsstævnet i hovedstaden, Roseau, der ligger omkring 55 kilometer fra deres hjem i bjergene. De tre lod sig imidlertid ikke afskrække men tog af sted til fods, rede til en anstrengende bjergvandring. Da de nåede udkanten af landsbyen mødte de den første forhindring — en flod der var gået over sine bredder. Penny tog skoene af og var rede til at vade over, men James på 11 år var ikke så høj som moderen, og Thomas på 5 var endnu mindre. Drengene var bange for det risikable foretagende. En ung mand i nærheden så deres nød, og bar de to drenge sikkert over floden.
Trioen vandrede videre. Denne gang nåede de et par kilometer da chaufføren i en bil genkendte dem og tilbød dem et lift, men kun et kort stykke vej. Da han hørte om deres situation fik han medlidenhed med dem og kørte dem 15 kilometer videre ud til byen Portsmouth ved kysten. Men der var stadig omkring 40 kilometer til stævnebyen. De var imidlertid besluttede på at nå frem, så de fortsatte, og med et lift nu og da nåede de til sidst deres bestemmelsessted, netop som programmet skulle begynde.
På Trinidad og Tobago har brødrene gode resultater med de nye traktater. Broder Anderson har været meget opmærksom på at anbringe dem i sin skjortelomme når han kører til og fra arbejde. Den af de fire traktater han har haft de bedste resultater med, er Hvilket håb er der for de døde? Når han har denne traktat i lommen kan man lige se pigens hoved stikke op over kanten af lommen. Det er som regel nok til at folk spørger: ’Hvad er det for et billede?’ eller: ’Hvad er det for en folder du har der?’ Og det giver ham så lejlighed til at forklare hvad Bibelen siger om de dødes tilstand og deres håb for fremtiden.
Broder Anderson fortæller: „På mit kontor spurgte en af damerne til traktaten. Under samtalen viste jeg hende ikke alene det bibelske budskab i traktaten, men forklarede hende også alt om vore trykkerier, de mange bøger og blade vi udgiver og de emner vi behandler. Det gjorde alt sammen indtryk på hende, og hun spurgte derefter om vi havde en bog om Bibelen for børn.“
Dagen efter bragte broder Anderson hende Min bibelhistoriebog. Hun var ganske overvældet over den positive, klare og enkle fremstilling, med de tilhørende bibelvers angivet forneden efter hver beretning. På grund af hendes begejstring for bogen spurgte de andre kontordamer også efter bibelsk læsestof. Broder Anderson slutter: „Jeg spredte ti ’Bibelhistoriebøger’ og tre andre publikationer, og jeg sørger stadig hver dag for at have traktaterne stikkende op af skjortelommen.“
Stillehavsøerne
En sang der var komponeret til brug ved tilbedelsen af Jehova, udtrykte israelitternes glæde over deres Gud. De sang jublende: „Jehova er blevet konge! Lad jorden juble. Lad de mange øer fryde sig.“ (Sl. 97:1) Ja, øerne har i sandhed grund til at være lykkelige for deres andel i at udbrede indbydelsen til at „komme“ og drikke af livets vand.
En søster i Australien har haft en erfaring som understreger betydningen af at sætte sig personlige mål. Under en to måneders abonnementskampagne satte hun sig det personlige mål at tegne 50 abonnementer. Hun mente at hun kunne tegne ét abonnement om dagen den første måned, og derefter 20 i løbet af den anden måned.
Hun fortæller: „Jeg bad regelmæssigt til Jehova angående mit mål, og arbejdede derefter hårdt for at nå det. I nogle tilfælde måtte jeg komme igen tre eller fire gange før den besøgte havde penge nok til at betale for abonnementet. Genbesøgene blev aflagt om aftenen og somme tider tidligt om morgenen. En dame tilbød endda at komme hjem til mig med pengene, hvilket hun gjorde.“ Man kan forestille sig søsterens glæde da hun nåede sit mål — 31 abonnementer den første måned! Nåede hun også de 20 abonnementer den næste måned? Ja!
Ved at følge interessen op de næste få måneder, oprettede søsteren flere bibelstudier. Det er ikke alle studierne der fortsætter, men mange har fornyet deres abonnement. En interesseret dame har et regelmæssigt studium over bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, og gør gode fremskridt. Søsteren fortæller: „Jeg føler at det hele var resultatet af at jeg satte mig et mål og var positiv. Man må stole på Jehova og gøre en ihærdig indsats. Ordsprogene 10:22 er sandt i mit tilfælde: ’Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den.’“
Vagttårnets sider har stor magt og kan helt ændre læsernes indstilling. På Salomonøerne er folk i nogle landsbyer stadig bange for at tage åbent imod forkynderne fordi deres religiøse ledere er voldsomt imod sandheden. Da forkynderne gik ind i en af disse landsbyer for at gå fra hus til hus, gik folk til angreb på dem og gav dem besked på aldrig at vise sig i landsbyen igen for at forkynde. Brødrene bor blot et par kilometer længere oppe ad vandløbet og er nødt til at passere igennem landsbyen hver gang de skal andre steder hen. Alligevel viste indbyggerne dem den kolde skulder. Nu har deres holdning imidlertid ændret sig. De er endda begyndt at hilse på forkynderne. Hvad er der sket?
Forkyndernes børn, der som regel leger ved vandløbet med hjemmelavede legetøjskanoer, begyndte at bruge sider af gamle, kasserede numre af Vagttårnet som sejl. De satte deres små kanoer i vandet og lod dem flyde med strømmen. Uden at de var klar over det, samlede børnene i den næste landsby kanoerne op. Men hvem tog sejlene? Det gjorde de voksne, som kunne læse. Som følge heraf har landsbyboerne nu ændret indstilling til Vidnerne. Selv om de stadig er bange for at modtage dem åbenlyst, er de nu venlige over for dem.
På Tuvalu, som hører under afdelingskontoret på Vest-Samoa, begyndte året med pionerskolen, som har sat yderligere fart i forkyndelsen. Som følge af skolen tilbragte to pionersøstre to måneder som midlertidige specialpionerer på øen Nanumanga, hvor 200 mennesker havde overværet mindehøjtiden. Pionererne ledede tilsammen 21 bibelstudier. Ved en kirkekonference for nylig på Funafuti holdt den protestantiske præst fra Nanumanga en prædiken hvori han gav udtryk for sin bekymring over at de fleste af øens indbyggere føler sig tiltrukket af Jehovas vidner og at kun nogle få „forstandige“ har afvist dem. Han sagde at han hver morgen ser kvinderne stå tidligt op og gøre deres hjem i stand for at kunne modtage søstrene som kommer for at lede bibelstudium med dem. Kvinderne er så interesserede i deres bibelstudium, hævdede han, at når et barn græder, tager de barnet i den ene hånd og bliver ved med at slå skriftsteder op med den anden. Skønt dette nok er noget overdrevet, er hans udtalelser et tydeligt vidnesbyrd om at forkyndelsen af sandheden gør sin virkning på denne ø. — Fil. 1:15, 18.
Folk fra velstående miljøer kan undertiden møde stor modstand fra deres familie når de viser interesse for sandheden. En broders fader er medejer af en stor kæde af supermarkeder på Hawaii. Familien forventede at sønnen en dag skulle beklæde en post i ledelsen. Men da han blev et Jehovas vidne, var han tilfreds med at være ekspedient. Dette voldte i begyndelsen mange bryderier, idet familiens medlemmer forsøgte at presse broderen og hans kone til at opgive deres tro. Men på grund af det gode eksempel ægteparret har sat, er modstanden taget af. Broderen er nu menighedstjener og er stadig tilfreds med at være ekspedient, til stor undren for familie og kolleger.
Lande hvor arbejdet er forbudt
I lande hvor Rigets arbejde er forbudt, holder brødrene frygtløst fast ved deres loyalitet mod Jehova. Ligesom David siger de: „Til Gud har jeg sat min lid; jeg bliver ikke bange. Hvad kan et menneske gøre mig?“ — Sl. 56:11.
Vore brødre førte en fredelig tilværelse i den sydlige del af et land i Afrika da de i 1975, på grund af deres kristne neutralitet, blev pågrebet og sendt til fængselslejre i den nordlige del af landet. De mistede alt hvad de ejede. I lejrene holdt de først deres møder i hemmelighed, men kunne senere mødes åbenlyst. Mens de boede i lejrene dyrkede de flittigt afgrøder og holdt høns, svin og andre husdyr. Inden længe ophidsede modstandsbevægelsen imidlertid til ny forfølgelse, og brødrenes normale livsrytme blev igen forstyrret ved at man chikanerede dem, røvede deres ejendele og endda myrdede nogle af dem.
Brødrene måtte flygte og mistede endnu en gang alt hvad de ejede. I samarbejde med repræsentanter fra to hjælpeorganisationer sørgede regeringen imidlertid for at brødrene blev fløjet tilbage til hovedstaden, som de fleste oprindelig kom fra. Mange ejede intet ved ankomsten. Nogle var så dårligt klædt at de var forlegne ved at forlade lufthavnen. De tænkte: „Hvad skal vi spise? . . . Hvad skal vi tage på?“ (Matt. 6:31) Men Jehova Gud sørgede for dem. Brødrene i Sydafrika fik besked om deres situation og samlede hurtigt en nødhjælpsforsyning — 83 tons mad og tøj — som ved hjælp af Røde Kors straks blev bragt op til brødrene. Menighederne blev snart reorganiseret. Hvordan er deres åndelige tilstand nu? Jehova velsigner dem rigt. De har endda oversteget det forkyndertal de havde i 1975, da forfølgelsen begyndte.
I et andet land får de fleste af indbyggerne på grund af de økonomiske forhold kun ét måltid om dagen. Dette har tvunget nogle af pionererne, dog ikke alle, til at opgive heltidstjenesten og tage verdsligt arbejde. På grund af lokale vanskeligheder bliver godtgørelsen til specialpionererne ofte forsinket. Nedslået over at der ikke var mad i huset bønfaldt en specialpioners hustru sin mand om at tage verdsligt arbejde igen. Han opmuntrede hende til at stole på Jehova. Efter at de havde bedt sammen hørte de en mærkelig støj i nattemørket. Hurtigt greb broderen en lampe og fik øje på en slags bæltedyr under bordet. Han spildte ikke tiden men fangede denne værdsatte lækkerbisken, som løste deres madproblem de næste par dage.
Da den samme specialpioner ved en anden lejlighed stod uden mad, traf han nogle jægere der havde fanget en sjakal men ikke vidste hvad de skulle gøre med deres bytte. Deres religiøse skikke forbød dem at spise den slags kød. De spurgte pioneren om hans syn på fødemidler. Han forklarede at de kristne ikke længere er underlagt Lovpagten og at man kan spise en hvilken som helst slags kød, når blot blodet er løbet af det. Dette overbeviste jægerne, og de slagtede sjakalen på stedet og lod dens blod løbe ud. De gav også pioneren et stort stykke kød han kunne tage med hjem til familien!
Ja, uanset hvilken del af kloden vi kalder vort hjem, kan vi stadig høre hvordan Jehova gennem den hellige ånd og Lammets brud indbyder enhver til at „komme“ og „frit tage af livets vand“. — Åb. 22:17.
[Oversigt på side 34-41]
Rapport over Jehovas Vidners virksomhed i hele verden i 1988
(Se den trykte publikation)
[Illustration på side 5]
Sidste år lod 239.268 sig døbe som følge af opfordringen til at „komme“
[Illustrationer på side 14]
Udsnit af forsamlingen ved områdestævnet „Guds retfærdighed“ i Verona, og delegerede i Leinì som ser nærmere på den nye bog
[Illustrationer på side 19]
Den første klasse på Skolen for Udnævnte Tjenere havde afslutningshøjtidelighed den 29. november 1987, og den anden klasse den 22. maj 1988
[Illustration på side 22]
I det sydamerikanske land Guyana er det nye betelhjem opført af mursten. Indviet den 14. januar 1988
[Illustration på side 22]
Den U-formede bygning der udgør afdelingskontoret i Ecuador rummer kontorer, køkken, spisesal, vaskeri og beboelse. Indviet den 11. oktober 1987
[Illustrationer på side 27]
Afdelingskontoret i Papua-Ny Guinea har beboelse på de øverste etager. Bygningen rummer også kontorer, bibliotek, lydstudie, vaskeri, køkken, spisesal og sygeafdeling. Indviet den 12. december 1987
[Illustrationer på side 28]
I Ghana er trykkeriet, kontoret, receptionen og rigssalen samlet i denne U-bygning. Indviet den 30. januar 1988
[Illustrationer på side 29]
Afdelingskontoret på Hawaii omfatter kontorlokaler, konferenceværelse, spisesal og køkken. I komplekset er der også to rigssale. Indviet den 3. april 1988
[Illustrationer på side 30]
Boligblokken ved afdelingskontoret i Portugal rummer 40 værelser og en servicefløj. Der benyttes solvarme. Den fireetages trykkeribygning rummer også kontorer, og i en tilbygning er der en rigssal. Indviet den 23. april 1988
[Illustration på side 33]
På Cypern har afdelingskontoret fire lejligheder som ligger ud til haven. Ved siden af er der bygget en rigssal. Indviet den 2. august 1988
[Illustration på side 33]
Den nye tilføjelse til afdelingskontoret i Hongkong rummer seks værelser med bad, foruden et køkken og en spisesal der har god plads til 36 personer. Indviet den 7. maj 1988