At gøre disciple — et personligt ansvar
1 Den kristne menigheds opgave er blevet klart formuleret af Jesus Kristus, menighedens hoved. Umiddelbart før sin himmelfart gav han denne befaling: „Gå . . . og gør disciple af folk af alle nationer.“ (Matt. 28:19, 20) Vor indstilling til denne opgave er af afgørende betydning for hvordan vi udfører tjenesten og for om Jehova vil velsigne den. Derfor er det vigtigt at vi tid efter anden ransager vore motiver og vor indstilling til arbejdet med at gøre disciple.
2 Det er ikke blot menigheden som et hele der har fået dette ansvar betroet. Hver enkelt indviet og døbt forkynder må have det som et personligt mål at gøre disciple i den udstrækning det er muligt — helbred, folks indstilling og andre omstændigheder taget i betragtning. Paulus udtrykte sin holdning med ordene i Romerbrevet 1:14, 15: „Jeg [er] forpligtet: derfor er jeg for mit vedkommende ivrig efter at forkynde den gode nyhed.“ I et opslagsværk kan man læse følgende om de første kristne: „Hver og én af de kristne i de dage var ’missionær’.“ Et andet værk siger: „Denne indledende missionsvirksomhed viser at missionsstyrken i tidlig tid ikke var begrænset til kun at omfatte apostlene. Tværtimod var hele det kristne samfund med til dette i fællesskab.“ (Vagttårnet, 15. maj 1983, s. 10) Er du — selv om du måske møder stor ligegyldighed i dit distrikt — ivrigt optaget af, ikke blot at forkynde, men at gøre disciple?
3 Arbejdet med at gøre disciple haster. Menneskers liv står på spil. Der er kun kort tid tilbage til at lære Jehova at kende og opnå evigt liv. Vi må hver især arbejde på en sådan måde at vi, den dag Jehova griber ind, kan sige som Paulus: „Jeg er ren for alles blod.“ (Apg. 20:26; jævnfør Ezekiel 3:21.) Mennesker har brug for sandheden her og nu. At lære Jehova at kende nu kan betyde forskellen mellem på den ene side stofmisbrug, sygdom, alkoholproblemer, familieproblemer og håbløshed, og på den anden side et meningsfyldt liv med et sikkert håb for fremtiden. Menneskets levetid er kort, og på grund af livets uberegnelighed kan døden indhente den enkelte når som helst. (Jak. 4:13, 14) Den gode nyhed er „en Guds kraft til frelse for enhver som tror“, og „den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme“. (Rom. 1:16; 1 Tim. 4:8) Alt dette understreger vort personlige ansvar for at gøre disciple.
4 Vi må hver især overveje om vor andel i forkyndelsen afspejler at vi virkelig af hjertet ønsker at lede et studium. En livsform hvor der lægges for stor vægt på det materielle kan kræve så meget af os og vor familie at der slet ikke bliver tid og ro nok til at hjælpe andre. „Et rigeligt forråd“ fører ofte til et forvirret og rastløst liv. (Ordsp. 15:16) Nogle kunne, ved at forenkle deres liv og måske sænke levestandarden, få en livsform der tillod dem at gøre mere for at hjælpe andre. — Ef. 5:16; Matt. 6:22-24.
5 I vore bønner kan vi give udtryk for at vi ønsker at hjælpe andre og at vi værdsætter at arbejde sammen med Jehovas usynlige hær af åndeskabninger. (Jævnfør Apostelgerninger, kap. 8-10.) Men hver enkelt må også bede om visdom og indsigt til at dygtiggøre sig i tjenesten og få frimodighed til at anvende de mange gode forslag der kommer fra Jehovas organisation. (Kol. 4:2-4; 2 Thess. 3:1; Jak. 1:5) I Rigets Tjeneste for januar 1989 blev der givet flere gode forslag. Har du anvendt nogle af dem? Ja, hvor mange gange har du inden for den sidste måned tilbudt et bibelstudium? prøvet blot at gå i gang? inviteret interesserede med til møderne?
6 En ansvarsbevidst tjeneste hviler på et nært, personligt forhold til Jehova og forudsætter at vi selv er flittige bibelstudenter. I taknemmelighed for at vi selv har mærket Jehovas godhed, ofrer vi os for andre, så vi ikke forfejler hensigten med vor udfrielse. — 2 Kor. 6:1.
7 Når vi betragter dét at gøre disciple som et personligt ansvar, vil vi opnå stor tilfredshed og mange glæder. Det vigtigste er imidlertid at Jehova vil velsigne vore anstrengelser. Denne velsignelse „gør rig, og han føjer ingen smerte til“. — Ordsp. 10:22.