Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • uw kap. 20 s. 154-160
  • Regner du livet og blodet for helligt?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Regner du livet og blodet for helligt?
  • Forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Kan man bruge blod som led i lægebehandling?
  • Hvor vigtigt er det?
  • Respekt for blodets hellighed
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1962
  • En fast beslutning angående liv og blodet
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1978
  • Ja eller nej til blodtransfusion?
    Vågn op! – 1975
  • Guds syn på livet
    Hvad er det Bibelen virkelig lærer?
Se mere
Forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud
uw kap. 20 s. 154-160

Kapitel 20

Regner du livet og blodet for helligt?

1. (a) Hvordan betragter Gud livet? (b) Hvordan kan vi vise at vi værdsætter livets gave fra Gud?

DET skulle ikke overraske os at Guds syn på livet adskiller sig meget fra verdens. I Guds øjne er menneskelivet helligt. Betragter du det på samme måde? Vi er helt afhængige af Gud, der giver „liv og ånde og alting til alle“. (Apg. 17:25-28; Sl. 36:10) Hvis vi deler Guds syn på livets hellighed, vil vi værne om vort liv. Men vi vil ikke gå så vidt at vi overtræder Guds lov i et forsøg på at redde vort nuværende liv. Vi kender og værdsætter Guds løfte om evigt liv til dem der virkelig tror på hans søn. — Matt. 16:25, 26; Joh. 6:40; Jud. 21.

2. Hvis syn på livet afspejler verden, og hvilket ræsonnement fører dette undertiden til?

2 I modsætning hertil sagde Jesus at Satan Djævelen, denne verdens hersker, „var en manddraber da han begyndte“. (Joh. 8:44; 12:31) Allerede da han slog ind på oprørets vej, bragte han død over menneskeheden. Verdens voldsprægede historie afspejler tydeligt hans ånd. Men Satan kan også optræde på en måde der giver et helt andet indtryk. Mennesker som er præget af hans tankegang hævder ofte at selv om det kan være udmærket at være religiøs, gør man i situationer hvor livet står på spil, bedre i at følge deres „ekspertråd“ end i at citere Bibelen. (Jævnfør Andet Korinterbrev 11:14, 15.) Hvem vil du være tilbøjelig til at følge hvis det ser ud til at gælde dit liv? Det er klart at vi bør ønske at behage Jehova.

3. (a) Hvorfor bør vi være særligt interesseret i hvad Bibelen siger om blod? (b) Læs Første Mosebog 9:3-6 og Apostelgerninger 15:28, 29 og besvar derefter ovennævnte spørgsmål.

3 Bibelen viser at der er en nær forbindelse mellem livet og blodet, idet den siger: „Kødets sjæl [eller liv] er i blodet.“ Ligesom livet er helligt, har Gud også gjort blodet helligt. Det tilhører ham og må kun bruges på den måde han godkender. (3 Mos. 17:3, 4, 11; 5 Mos. 12:23) Vi bør derfor omhyggeligt overveje hvad han kræver af os i forbindelse med blodet.

Læs Første Mosebog 9:3-6

Hvilken almindelig praksis her i landet betyder at man må være vågen for ikke at komme til at spise dyreblod?

I betragtning af det der siges i vers 4 om dyreblod, hvordan vil du da reagere ved tanken om at drikke menneskeblod (sådan som nogle gjorde under de romerske gladiatorkampe)?

Hvem må man, ifølge vers 5 og 6, først og fremmest stå til regnskab over for hvis man udgyder menneskeblod?

Læs Apostelgerninger 15:28, 29

Siges der noget om at disse krav kun skulle gælde i en begrænset periode? Gælder de os?

Udelukker ordlyden at forbudet også gælder menneskeblod?

Er der noget i skriftstedet som tyder på at der kan gøres undtagelser i nødstilfælde?

4. Hvad viser Bibelen at man må gøre, som nævnt her, for ikke at pådrage sig blodskyld?

4 Hvad menneskeblod angår, kan vi ikke gå ud fra at vi er fri for blodskyld når blot vi ikke begår mord. Bibelen viser at hvis vi tilhører en organisation der har blodskyld i Guds øjne, må vi afskære forbindelsen med den for ikke at få del i dens synder. (Åb. 18:4, 24; Mika 4:3) Dette kræver omgående handling.

5. Hvordan er flid i forkyndelsen forbundet med det at være fri for blodskyld?

5 For at Guds tjenere, som har fået til opgave at advare om den kommende ødelæggelse i den store trængsel, kan være fri for blodskyld, må de trofast forkynde dette advarselsbudskab. (Jævnfør Ezekiel 3:17-21.) Apostelen Paulus anså sig selv for at være forpligtet over for mennesker af alle slags på grund af den tjeneste der var betroet ham. Han følte først at han var uden ansvar for deres blod når han havde aflagt et grundigt vidnesbyrd for dem om Guds frelsesforanstaltning. (Rom. 1:14, 15; Apg. 18:5, 6; 20:26, 27) Afspejler din flid i forkyndelsen en tilsvarende følelse af det ansvar der hviler på alle Jehovas vidner?

6. Hvilken forbindelse er der mellem forebyggelse af ulykker og respekt for livets hellighed?

6 Dødsulykker er også en alvorlig sag. Under Moseloven blev de der ved uagtsomhed forårsagede et medmenneskes død, ikke regnet for skyldfri. De fik deres straf. (2 Mos. 21:29, 30; 5 Mos. 22:8; 4 Mos. 35:22-25) Hvis vi mærker os princippet i dette, vil vi gøre alt for at undgå at blive skyldige eller medskyldige i en dødsulykke ved den måde vi færdes på i trafikken, ved at tage tåbelige chancer, eller ved at lade risikofyldte forhold eksistere i vort hjem eller på vor arbejdsplads. Afspejler din indstilling til disse ting at du har fuld forståelse af livets hellighed?

Kan man bruge blod som led i lægebehandling?

7. (a) Er overføring af blod fra ét menneske til et andet forenelig med blodets hellighed? (b) Hvorfor er det ikke rimeligt at ville begrænse budet om at ’afholde sig fra blod’ til at gælde handlinger som var almindelige i det første århundrede?

7 Især i det tyvende århundrede er det blevet en udbredt praksis at give blodtransfusioner i den hensigt at opretholde liv. Både fuldblod og blodbestanddele benyttes til dette formål. Denne behandling garanterer dog ikke at patienten vil overleve. I nogle tilfælde indtræder døden endda som en direkte følge af denne brug af blodet. Men af endnu større betydning end dette er spørgsmålet: Gælder Bibelens krav om at vi skal ’afholde os fra blod’ også denne lægelige brug af blodet? Svaret er ja! At indtage blod fra en anden skabning, det være sig et menneske eller et dyr, i sit legeme er en krænkelse af Guds lov. Det vidner om mangel på respekt for blodets hellighed. (Apg. 15:19, 20) Der er ikke noget grundlag for at hævde at budet om at ’afholde sig fra blod’ kun gælder handlinger som var udbredt i det første århundrede, og ikke moderne lægelige behandlingsmetoder. Overvej engang følgende: Hvem ville påstå at Bibelens bud om at man ikke må myrde, ikke gælder drab med et gevær, eftersom krudtet først blev opfundet i det tiende århundrede? Og hvem ville hævde at forbudet mod drukkenskab kun tager sigte på drikke som var kendt i det første århundrede, og ikke på den stærke spiritus vi kender i dag? For den der ønsker at behage Gud, er budskabet i bestemmelsen om at man skal ’afholde sig fra blod’ klart og tydeligt.

8. (a) Hvordan kan man afgøre om en bestemt behandlingsmetode er acceptabel for en kristen? (b) Hvilke bibelske principper kan hjælpe dig til at træffe den rette afgørelse hvis en læge ønsker at tappe noget af dit eget blod, gemme det og derefter føre det tilbage i dit kredsløb under en operation? (c) Hvordan kan man ræsonnere hvis en behandling kræver at blodet cirkulerer gennem et apparatur uden for legemet?

8 Nogle former for lægebehandling kan imidlertid være så indviklede at de giver anledning til spørgsmål. Hvordan kan sådanne spørgsmål afgøres? Bed først din læge om at forklare den foreslåede behandling tydeligt for dig. Analysér den derefter under bøn i lyset af Bibelens principper. Lægen foreslår måske at noget af dit eget blod tappes af og gemmes til eventuel brug under en operation der senere skal udføres. Vil du gå med til dette? Husk at ifølge Guds lov ved Moses skulle man, når man fjernede blodet fra en skabning, lade det løbe ud på jorden. (5 Mos. 12:24) Vi er ikke underlagt Moseloven i dag, men det underliggende budskab er at blodet er helligt, og når man fjerner det fra en skabnings legeme, skal man give det tilbage til Gud ved at udgyde det på hans fodskammel, jorden. (Jævnfør Mattæus 5:34, 35.) Hvordan kan det så være rigtigt at oplagre dit blod (selv i forholdsvis kort tid) og derefter føre det tilbage i dit kredsløb? Men hvad nu hvis lægen siger at dit blod under operationen (eller hvilken behandling der nu er tale om) vil blive ført igennem et apparatur uden for dit legeme og derefter direkte tilbage igen? Vil du acceptere det? Nogle har følt at de med god samvittighed kunne gå med til dette, forudsat at apparaturet blev spædet med en væske der ikke indeholder blod eller blodbestanddele. De har betragtet apparaturet som en udvidelse af deres eget kredsløb. Men forholdene varierer naturligvis, og det er dig der må træffe afgørelsen. Og din afgørelse bør sætte dig i stand til at bevare en god samvittighed over for Gud. — 1 Pet. 3:16; 1 Tim. 1:19.

9. (a) Hvilke forholdsregler bør du tage for at sikre dig at din beslutning om at ’afholde dig fra blod’ bliver respekteret? (b) Hvordan kan man somme tider undgå en ubehagelig konfrontation, selv i en nødsituation? (c) Hvad ville du gøre hvis en læge eller en domstol forsøgte at gennemtvinge at du fik blod?

9 For at sikre dig at din læge vil respektere din beslutning om at ’afholde dig fra blod’, bør du tale med ham om det før der opstår en nødsituation. Hvis du må indlægges til behandling på et hospital, bør du i forvejen skriftligt anmode om at der ikke bruges blod, og desuden tale personligt med den læge der skal behandle dig, og forklare ham sagen. Men hvad nu hvis der opstår en uventet nødsituation? Ubehagelige konfrontationer kan ofte undgås ved at man taler fornuftigt og respektfuldt med lægen og opfordrer ham til at gøre hvad han kan for at hjælpe, uden dog at krænke din kristne samvittighed. (Ordsp. 15:1; 16:21, 23) Hvad så hvis velmenende hospitalspersonale fastholder at vort liv er i fare fordi vi nægter at tage imod blod, og forsøger at tvinge os til at give efter? Troen på at Jehovas veje er rette, bør gøre os stærke. Loyalitet mod Jehova bør få os til at stå fast idet vi vælger at adlyde Gud mere end mennesker. — Apg. 5:29; jævnfør Job 2:4; Ordsprogene 27:11.

Hvor vigtigt er det?

10. Hvorfor vil påstanden om at en transfusion er nødvendig for at redde liv, ikke ændre vort syn på sagen?

10 For dem der endnu ikke kender Jehova, kan de argumenter der fremføres til gunst for blodtransfusion til tider synes at afspejle stor respekt for livets hellighed. Men vi må ikke glemme at mange af dem der fremfører disse argumenter, også billiger at liv udslettes ved abort. Jehova ved mere om livet og blodet end nogen „ekspert“ på området. Alle hans bud har vist sig at være til gavn for os. De har beskyttet vort nuværende liv og givet os udsigt til evigt liv. (Es. 48:17; 1 Tim. 4:8) Er det anderledes med budet om at ’afholde sig fra blod’?

11. (a) Hvad var det eneste formål Jehova lod israelitterne bruge blodet til? (b) Hvorfor har dette stor betydning for os kristne?

11 Hvor vigtigt det er at respektere blodets hellighed, understreges af Jehovas udtalelse om det eneste formål blodet måtte bruges til: „Kødets sjæl er i blodet, og jeg har givet eder det til brug på alteret til at skaffe eders sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen. Derfor har jeg sagt til israelitterne: Ingen af eder må nyde blod.“ (3 Mos. 17:11, 12) Alt det dyreblod der i harmoni med denne forskrift blev udgydt på Jehovas alter, var et forbillede på Jesu Kristi dyrebare blod. (Hebr. 9:11, 12; 1 Pet. 1:18, 19) Ved at forbyde nogen anden brug af blodet understreger Guds lov således Jesu blods hellighed. Heraf ses at ethvert misbrug af blod vidner om grov respektløshed for Jehovas frelsesforanstaltning ved sin søn.

12. Hvorfor vil en sand kristen ikke gribe til misbrug af blod i et forsøg på at redde livet?

12 Hvor kortsigtet at vende Gud ryggen i en situation hvor det gælder liv eller død! Selv om vi værdsætter samvittighedsfulde lægers indsats, søger vi ikke desperat at holde os selv eller vore kære i live nogle få dage eller år mere ved at overtræde Guds lov, som om dette liv var alt. Vi tror på værdien af Jesu udgydte blod og det evige liv som det giver mulighed for. Af hele vort hjerte tror vi at Guds trofaste tjenere — også de der dør — vil blive belønnet med evigt liv. — Joh. 11:25; 1 Tim. 4:10.

Repetition

● Hvorfor er livet og blodet helligt? Hvorfor argumenterer verden for en anden holdning?

● Hvordan viser vi respekt for dyreblods hellighed?

● På hvilke forskellige måder bør vi alle vise at vi regner menneskeliv for helligt? Hvor vigtigt er det at gøre dette?

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del