Nå ind til hjertet når du underviser
1, 2. (a) Hvad er nødvendigt for at hjælpe andre til at få en dyb værdsættelse af Jehova og hans normer? (b) Hvorfor kræves der mere end en forstandsmæssig viden?
MAN kan i løbet af kort tid rejse en hytte, men man kan ikke fra den ene dag til den anden bygge et palads. Det samme gør sig gældende med hensyn til at gøre disciple. Det er ikke nogen let opgave at hjælpe andre til at få en dyb værdsættelse af Jehova og hans normer. Det kræver megen tid og stor færdighed at bygge sådanne „paladser“.
2 Der kræves mere end blot det at formidle kundskab. Som Ordsprogene 3:1 siger: „Min søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud!“ Vi må lære andre hvad Bibelen siger. Men desuden må vi indprente Bibelens sandheder i deres hjerte. Ja, vi må nå ind til deres hjerte hvis vi skal hjælpe dem til at udvikle ildbestandige egenskaber og til at få et nært og inderligt forhold til Jehova Gud.
3. (a) Hvorfor er den måde vi underviser på af stor betydning for om vi når ind til hjertet? (b) Hvem bør vi have i tanke mens vi overvejer nogle praktiske forslag?
3 Dette er tydeligvis lettere sagt end gjort. For at nå ind til et menneskes hjerte må man ikke alene have de rette byggematerialer men også benytte ’undervisningens kunst’. (2 Timoteus 4:2) Det er ikke nok at fortælle dem vi studerer med sandheden. Undervisningen indbefatter at vi hjælper dem til at tænke og ræsonnere over det de lærer. Det er ikke vor dygtighed eller vore metoder der kan udvirke en åndelig vækst hos dem; det er Guds velsignelse der tæller. (1 Korinter 3:5, 6) Ikke desto mindre vil vi her fremsætte nogle forslag der kan være en hjælp til at nå ind til andres hjerte. Mens vi nu behandler disse punkter kan vi tænke på dem vi underviser — vore interesserede og vore børn.
Gå foran med et godt eksempel
4. (a) Hvorfor opnåede Jesus så gode resultater med at nå ind til hjertet? (b) Hvorfor er det vigtigt at gå foran med det rette eksempel når man underviser andre?
4 Findes der noget bedre eksempel med hensyn til at nå ind til hjertet end det Jesus Kristus selv har sat? Hvorfor opnåede han så gode resultater med at nå ind til hjertet på dem han talte til? Jesus praktiserede det han forkyndte — og satte derved et godt eksempel som hans disciple kunne efterligne. (Johannes 13:15; 1 Peter 2:21) Det første forslag lyder derfor: Gå foran med et godt eksempel. Er det ikke logisk at vi må have de samme bestandige kristne egenskaber som vi ønsker at hjælpe andre til at udvikle? Som Jesus udtrykte det: „Enhver godt oplært elev vil være som sin lærer.“ — Lukas 6:40, The New Berkeley Version.
5. Hvordan viser Bibelen at der er en forbindelse mellem det at sætte et godt eksempel og at nå ind til andres hjerte?
5 Bibelen viser gentagne gange forbindelsen mellem et godt eksempel og en undervisning der går til hjertet. Af Femte Mosebog 6:4-6 fremgår det for eksempel at forældre kun kan indprente kærligheden til Jehova i deres børns hjerte når de selv elsker ham ’af hele deres hjerte’. (Ordsprogene 20:7) Jesus irettesatte datidens hykleriske farisæere, fordi de ’nok sagde det men ikke gjorde det’. Er det mærkeligt at folkets hjerte var blevet „uimodtageligt“? — Mattæus 23:3; 13:13-15.
6. Hvorfor er det vigtigt at vi lever i overensstemmelse med det vi underviser andre i? (Romerne 2:21-23)
6 Der må altså være overensstemmelse mellem det du lærer og det du praktiserer. Du ønsker naturligvis at dine børn eller andre som du studerer med, skal komme til at elske Jehova og ønske at behage ham. Burde de så ikke af dine bønner, din tale og dine handlinger kunne se at du nærer en sådan kærlighed og et sådant ønske? Du ønsker ganske givet også at hjælpe dem til at opbygge en urokkelig troskab mod Bibelens principper. Burde de da ikke af dine ord og handlinger kunne se at du forsøger at undgå at overtræde disse principper? De som vi underviser, især vore børn, lægger ofte mere mærke til det vi gør end til det vi siger. Når de ser at vi lever i overensstemmelse med det vi lærer, vil vi bedre kunne nå ind til deres hjerte.
Stil spørgsmål
7, 8. (a) Hvoraf afhænger det i høj grad om vor undervisning lykkes? (b) Hvorfor er det gavnligt at stille spørgsmål for at nå ind til hjertet?
7 Et andet forslag — noget der også kendetegnede Jesus som en effektiv lærer — er brugen af spørgsmål. Jesus var en mester i at få folk til at tænke og ræsonnere. (Mattæus 17:24-27) Om vi skal opnå gode resultater med hensyn til at nå ind til vore elevers hjerte afhænger i høj grad af om vi gør brug af spørgsmål. Hvorfor?
8 Ved at stille spørgsmål kan vi for det første afgøre om den vi studerer med virkelig forstår det han lærer. Hvordan kan en tanke slå rod i hans hjerte hvis han ikke forstår og accepterer den? (Lukas 8:15) For det andet er det, dersom vi skal nå ind til hans hjerte, gavnligt at vide hvad der bor i hjertet. Forudfattede meninger og falske religiøse opfattelser kan være dybt forankrede. Eftersom vi ikke kan se hvad der bor i hjertet, må vi stille spørgsmål der får den interesserede til med egne ord at give udtryk for hvad han føler i sit hjerte. Lad os betragte nogle eksempler.
9, 10. Vis hvordan man kan stille spørgsmål om elevens mening.
9 Lad os antage at I studerer kapitel 10, „Onde ånder har stor magt“, i bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. I er kommet til paragraf 18 på side 97, hvortil spørgsmålet lyder: „Hvilket eksempel fra fortidens Efesus gør man klogt i at følge hvis man ønsker at frigøre sig fra spiritisme?“ Den du studerer med svarer måske korrekt efter paragraffen, men hvordan er hans personlige opfattelse? Måske har han i en årrække praktiseret spiritisme og troet fast derpå. Er han i så fald nu overbevist om at han bør frigøre sig helt fra dette? Det vil være godt at spørge: „Hvad mener du om det? Hvordan kan du anvende disse oplysninger i dit liv?“ Af svarene vil det fremgå i hvilken udstrækning oplysningerne har berørt hans hjerte.
10 Lad os tage et andet eksempel: Du er sammen med dit barn ved at studere kapitel 26, „Kampen for at gøre det rette“, i den samme bog. Spørgsmål „b“ til paragraf 8 på side 220 lyder: „Hvilken holdning som en ung mand udtrykker, gør vi klogt i at have?“ Måske svarer dit barn først efter paragraffen, uden at give udtryk for hvad det i virkeligheden tænker. Det kan være nødvendigt at du forsigtigt går lidt dybere og spørger: „Men hvad mener du om det? Synes du dette standpunkt er fornuftigt?“ Eller du kunne beskrive en situation: „Lad os sige at nogle af de unge i skolen ryger og tilbyder dig en cigaret? Hvad nu hvis flere af de andre ser det og begynder at gøre nar af dig fordi du ikke vil tage imod den? Hvad vil du så gøre?“ Når du taktfuldt stiller sådanne spørgsmål kan de være dig en hjælp til at afgøre hvad der bor i dit barns hjerte.
11. (a) Hvorfor må man gå varsomt til værks når man stiller spørgsmål? (b) Hvorfor må forældre især vise varsomhed når deres børn giver udtryk for forkerte synspunkter? (Kolossenserne 3:21)
11 Her er et advarende ord imidlertid på sin plads. Undertiden kan sådanne spørgsmål udløse svar der kan være overraskende eller skuffende for dig. Hvad da? Hvis det er et ømtåleligt emne vil det måske være bedre ikke at berøre det yderligere, men blot at sige: „Lad os nu gå videre. Det kan vi tale om en anden gang.“ (Johannes 16:12) Især forældre må vise varsomhed. Hold jeres følelser i tømme når der bliver givet udtryk for forkerte synspunkter. Bevar en god kommunikation. Hvordan vil I finde ud af hvad der bor i hjertet hos jeres børn så I kan hjælpe dem, hvis de er bange for at give udtryk for deres følelser?
Understreg visdommen i at adlyde Guds love
12, 13. (a) Hvorfor vil det røre elevens hjerte at indse visdommen i at adlyde Guds love? (b) Hvad indebærer det at hjælpe nogen til at forstå at det er klogt at adlyde Jehova?
12 Et tredje forslag går ud på at hjælpe eleven til at indse visdommen i at adlyde Guds love. (5 Mosebog 4:5, 6; 10:12, 13) Dette kan røre hans hjerte. Hvordan? Jo, hvis han er overbevist om at det at holde Jehovas love er til hans eget bedste, kan dette tilskynde ham til at elske Gud og ønske at behage ham. — Salme 112:1.
13 Hvordan kan du hjælpe dem du underviser, til at indse visdommen i at adlyde Guds love? Vi kan belyse det ved at sammenligne Jehovas love med advarselsskilte hvorpå der står „Adgang forbudt“. Et sådant skilt er i sig selv en advarsel, men når skiltet også bekendtgør grunden til advarselen er man mere tilbøjelig til at adlyde. Hvis der for eksempel står „Adgang forbudt — højspænding“ på skiltet, er man mere tilbøjelig til at følge advarselen, idet man forstår hvilken fare man ville udsætte sig for.
14. (a) Hvordan kan vi ræsonnere med eleven for at hjælpe ham til at forstå hvorfor det er klogt eller tåbeligt at følge en bestemt handlemåde? (b) Hvilke skriftsteder viser at det er vigtigt at angive grunden til at en handlemåde er god eller dårlig?
14 På samme måde forholder det sig med Guds love. Fortæl ikke kun den du studerer med hvad Bibelen siger er rigtigt eller forkert; hjælp ham til at forstå hvorfor det er klogt eller tåbeligt at følge en bestemt handlemåde. Ræsonnér med ham over hvordan lydighed mod Guds love vil være til gavn for ham. Hjælp ham til at se følgerne af at ignorere disse krav. Sådanne følgeslutninger finder man også flere steder i Bibelen. Læs venligst selv Ordsprogene 22:24, 25; 23:4, 5; 24:15, 16, 19, 20. Læg mærke til at Bibelen i hvert enkelt tilfælde angiver grunden til at en handlemåde er god eller dårlig.
15. Brug de anførte spørgsmål og skriftsteder til at vise at det er klogt at adlyde Guds ord om uærlighed og utugt.
15 Overvej endvidere hvordan følgende spørgsmål og skriftsteder understreger visdommen i at adlyde Guds love.
Løgn, tyveri: Hvorfor er uærlighed skadelig? (Ordsprogene 15:27; 20:10; Åbenbaringen 21:8) Hvorfor lønner det sig for os at være ærlige i vor omgang med andre? (Ordsprogene 3:3, 4; 12:19; Hebræerne 13:18)
Utugt: Hvordan kan umoralitet skade en selv? (Ordsprogene 5:9; 7:21-23; 1 Korinter 6:18) Hvordan kan den have en skadelig virkning på andre? (1 Tessaloniker 4:6; 1 Korinter 5:6; Hebræerne 12:15, 16) Hvordan er det til gavn for os at vi følger Bibelens moralnormer? (Ordsprogene 5:18, 19; Hebræerne 13:4)
Efter at du på denne måde har hjulpet den du studerer med til at ræsonnere over en bibelsk lov, kunne du spørge ham: „Mener du ikke at Jehova har vort bedste på sinde? Er det ikke sandt at vi ikke går glip af noget ved at følge hans love?“
16. Hvilken virkning kan det have på eleven at man ræsonnerer på denne måde?
16 Hjælp ham til under studiet at ræsonnere på samme måde over Guds lov vedrørende drukkenskab, betaling af skat, rygning, blodspørgsmålet og så videre. På denne måde bliver den interesserede eller dit barn hjulpet til at forstå at alle Guds love tjener til vort bedste. Det betyder ikke at den pågældende altid må præsenteres for en grund til at vi bør adlyde Gud. Men nogle få eksempler kan medvirke til at nå ind til hans hjerte og få ham til at ønske at behage Gud. Når „ilden“ eller prøven da kommer, vil han være mere indstillet på at adlyde Guds ord. — 1 Korinter 3:13.
Hjælp dem til at lære Gud at kende
17. Hvilket yderligere forslag kan hjælpe os til at nå ind til elevens hjerte?
17 Et fjerde forslag: Hjælp eleven til at lære Gud at kende. (Johannes 17:3) Hjælp ham ikke kun til at forstå at Jehova er til og har et navn, men hjælp ham også til at lære Jehova personligt at kende. Dette vil røre hans hjerte, for at kende Jehova er at elske ham.
18. Hvordan kan man under studiet henlede opmærksomheden på Jehovas egenskaber?
18 Hvordan kan man hjælpe den man studerer med til at lære Jehova personligt at kende? Man kan ikke elske nogen hvis man ikke kender hans egenskaber, hans handlemåde. Tænk derfor under studiet hele tiden på at henlede opmærksomheden på Jehovas uforlignelige egenskaber. Det er noget man ofte kan gøre, uanset hvilket emne man studerer. Hvis I for eksempel drøfter genløsningen, kunne du standse op på et passende sted og spørge: „Hvordan er genløsningsforanstaltningen et udtryk for Jehovas inderlige kærlighed til os?“ Eller når I kommer ind på spørgsmålet om hvorfor Gud har tilladt det onde, kunne du spørge: „Hvordan har Jehova vist stor langmodighed trods menneskenes ondskab?“ Eller „Hvordan lagde Jehova en enestående visdom for dagen i forbindelse med oprøret i Eden?“ Ved således at ræsonnere vil eleven blive hjulpet til at udvikle en inderlig hengivenhed for Jehova. Han vil komme til at betragte Jehova som en person med egenskaber der er værd at elske og efterligne.
19, 20. (a) Hvad er desuden nødvendigt for at lære Jehova personligt at kende? (b) Hvordan fremgår det af den i paragraffen omtalte erfaring at det er vigtigt at sætte et godt eksempel med hensyn til bøn?
19 Dertil kommer at man ikke virkelig kan lære nogen godt at kende uden en vis kommunikation. Den du studerer med kan heller ikke have et fortroligt forhold til Jehova uden at kommunikere med ham. Du må altså lære ham at bede. Hjælp ham til at forstå hvor mange forskellige ting han med rette kan bede om. (1 Johannes 5:14) Han må lære Jehova at kende som den der både hører bønner og besvarer dem. (Salme 65:2) Tilskynd ham til at give udtryk for sine inderste tanker, at ’udøse sit hjerte’ for Jehova. — Salme 62:9.
20 Her er dit eget eksempel også af stor betydning. Afspejler dine bønner din dybe hengivenhed for Gud? Dette kan have en meget god virkning på dem du underviser, dine børn indbefattet. Det fremgår for eksempel af følgende erfaring.
For nogle år siden lærte en treårig dreng af sine forældre hvordan man beder. En aften, efter at han havde bedt Jehova om at velsigne hans fader og moder, bad drengen Jehova om at velsigne „Wally“. Hvem var „Wally“? Hans forældre vidste det ikke. Drengen begyndte nu temmelig regelmæssigt at bede for „Wally“. Til sidst, efter at have undret sig meget, blev forældrene klar over hvordan det hang sammen. Drengen bad for brødrene i Malawi (der på det tidspunkt blev forfulgt), men udtalte det forkert som „Wally“. Pointen i denne erfaring er at den lille dreng havde hørt sine forældre bede på denne måde, og han efterlignede deres gode eksempel. I kan forestille jer den glæde disse forældre følte!
Viser det ikke hvor vigtigt det er at vi går foran med det rette eksempel når vi skal lære andre at bede?
Lønnen
21. (a) Hvad kan du, ifølge Første Korinterbrev 3:14, 15, håbe på i forbindelse med dit kristne byggearbejde? (b) Er denne „løn“ det evige liv i Guds nye orden? Forklar.
21 Når vi skal hjælpe andre til at udvikle ildbestandige egenskaber og til at opnå et godt forhold til Jehova, må vi altså nå ind til deres hjerte. Det vil måske ikke være let, men det lønner sig. Det var det Paulus omtalte da han sagde: „Hvis ens arbejde, det han har bygget på den, bliver stående, vil han få løn; hvis ens arbejde brændes op [fordi han har bygget dårligt og ikke anvendt ildbestandige materialer], vil han lide tab [det han har bygget vil gå tabt i „ilden“], men selv vil han blive frelst; i så fald dog som gennem ild.“ Hvad er denne „løn“? Paulus tænkte åbenbart på noget andet end belønningen i form af evigt liv i Guds nye orden, for læg mærke til at den der har bygget dårligt mister ’lønnen’, skønt han selv kan blive frelst hvis han kommer gennem „ilden“. — 1 Korinter 3:14, 15.
22, 23. (a) Hvilken „løn“ fik apostelen Paulus i forbindelse med sine kristne brødre i Tessalonika? (b) Hvilken „løn“ er det vort inderlige ønske at opnå, og hvordan kan vi få den?
22 Hvad er da denne „løn“? Nogle ord som Paulus skrev til tessalonikerne kaster lys over dette. Han skrev til de forfulgte kristne i Tessalonika: „Hvad er vort håb eller vor glæde eller vor jubels krone — er det ikke netop jer? — over for vor Herre Jesus ved hans nærværelse? I, ja I, er vor herlighed og glæde [vor stolthed og vor glæde, Today’s English Version].“ (1 Tessaloniker 2:19, 20) Paulus havde hjulpet tessalonikerne ind på sandhedens vej. Og selv om de fra begyndelsen var blevet udsat for forfølgelse, var de forblevet standhaftige. Paulus’ løn bestod i den glæde at se dem holde ud under forfølgelse. Det var et vidnesbyrd om at Paulus havde udført et godt byggearbejde.
23 Sådan er det også med os. Er det ikke vort inderlige ønske at se dem vi underviser udvikle bestandige kristne egenskaber der kan gøre det muligt for dem at forblive standhaftige under de prøvelser og det pres de måtte blive udsat for? Ja, hvilken belønning er det ikke at se vore børn og dem vi studerer med holde ud under sådanne ildprøver! Det er et vidnesbyrd om at vi har bygget godt. Måtte dette være vor løn mens vi bygger på den rette grundvold med ildbestandige materialer og ser hen til at Jehova vil velsigne vore bestræbelser!
Husker du hvordan man når ind til hjertet?
■ Hvorfor er det vigtigt at gå foran med et godt eksempel?
■ Hvilken form for spørgsmål er gavnlige, og hvorfor?
■ Hvorfor må eleven indse visdommen i at adlyde Guds love?
■ Hvorfor må eleven lære hvordan man beder?
[Illustration på side 16]
Afspejler dine bønner din dybe hengivenhed for Gud? Det kan røre dit barns hjerte