En tugt der kan skænke fred som frugt

„Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed.“ — HEBRÆERNE 12:11.

1, 2. (a) Hvad giver Gud os i sin kærlighed, ifølge Hebræerbrevet 12:9-11? (b) Hvilken form for tugt kan komme på tale, og hvilke gavnlige virkninger kan den få?

DE FLESTE af os kan sikkert huske at vi som børn er blevet tugtet af vore forældre. Apostelen Paulus bruger en sådan tugt som eksempel i Hebræerbrevet, kapitel 12, vers 9 til 11, hvor han taler om at have det rette syn på tugten fra Gud.

² Den faderlige tugt fra Gud har betydning for vort åndelige liv og kan komme til udtryk på mange måder. For eksempel har Gud påbudt at den der ikke længere ønsker, eller ligefrem nægter, at leve i overensstemmelse med hans normer, skal udelukkes af den kristne menighed. Den der således tugtes med strenghed vil måske angre og vende om. Desuden påvirker tugten menigheden af loyale, som på denne måde får understreget hvor vigtigt det er at man holder fast ved Guds høje normer. — 1 Timoteus 1:20.

3. Hvordan reagerer nogle ved tanken om udstødelse?

³ Men nogle vil måske spørge: ’Er det ikke hårdhjertet at udstøde en og derefter nægte at tale med vedkommende?’ Dette synspunkt blev ved en retssag for nylig fremsat af en kvinde hvis forældre havde været Jehovas vidner men var blevet udstødt. Hun var ikke selv blevet udstødt men havde ønsket at afskære sig fra menigheden, idet hun havde skrevet et brev hvori hun meddelte at hun ville trække sig tilbage. Menigheden blev følgelig informeret om at hun ikke længere kunne betragtes som et Jehovas vidne. Hun flyttede bort, men da hun flere år senere vendte tilbage, viste det sig at de lokale Jehovas vidner ikke ville tale med hende. Dette foranledigede at hun indbragte spørgsmålet for retten. Hvordan lød så rettens kendelse, og hvilken betydning kan den få for trofaste Jehovas vidner? For at kunne se sagen i det rette lys, lad os da først overveje hvad Bibelen har at sige om udstødelse.

Hvorfor denne faste holdning?

4. Hvordan går det undertiden nogle i menigheden? (Galaterne 6:1; Judas 23)

⁴ Langt de fleste sande kristne holder sig loyalt til Gud og hans retfærdige love. (1 Thessaloniker 1:2-7; Hebræerne 6:10) Men det forekommer nu og da at en forlader sandhedens vej. Vedkommende overtræder måske Guds love og vil, trods hjælp fra kristne ældste, ikke angre sin adfærd. Eller måske fornægter han troen ved at fremføre falsk lære eller ved at afskære sig selv fra menigheden. Hvordan bør man da forholde sig? Sådanne problemer opstod også på apostlenes tid; lad os derfor se på hvilken vejledning de gav.

5, 6. (a) Hvordan skal vi forholde os til dem der begår alvorlige overtrædelser og ikke angrer? (Mattæus 18:17) (b) Hvilke spørgsmål opstår i den forbindelse?

⁵ Da en mand i Korinth ikke ville angre og ophøre med sin umoralske livsform skrev Paulus til menigheden: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller spotter eller dranker eller udsuger, ja end ikke spise sammen med en sådan.“ (1 Korinther 5:11-13) Det samme gjaldt de kristnes forhold til frafaldne, som for eksempel Hymenæus: „Et menneske som vil danne en sekt skal du afvise efter en første og en anden formaning, idet du ved at et sådant menneske er blevet vendt bort fra vejen og synder.“ (Titus 3:10, 11; 1 Timoteus 1:19, 20) Det vil ligeledes være påkrævet at undgå enhver der vrager menigheden: „De udgik fra os, men de var ikke af vor slags; for hvis de havde været af vor slags, ville de være forblevet hos os. Men de forlod os for at det kunne blive gjort kendt at ikke alle er af vor slags.“ — 1 Johannes 2:18, 19.

⁶ Forhåbentlig vil den der er blevet udstødt eller har afskåret sig selv fra menigheden „ændre sind og vende om“ sådan at vedkommende kan blive genoptaget i det kristne fællesskab. (Apostelgerninger 3:19) Indtil dette sker er spørgsmålet imidlertid om kristne i begrænset omfang kan pleje samvær med en sådan eller om de omhyggeligt bør undgå vedkommende, og hvilke begrundelser der kan gives for svaret.

Afskåret fuldstændig?

7. Hvilke to grupper af overtrædere skelner vi mellem?

⁷ At vi er kristne betyder ikke at vi isolerer os fra andre mennesker. Vi forkynder for dem, og har i øvrigt almindelig kontakt med naboer, arbejdskammerater, skolekammerater og andre, også selv om nogle af dem er ’utugtige, havesyge, udsugere eller afgudsdyrkere’. Som Paulus skrev kan vi ikke undgå sådanne mennesker fuldstændig, ’ellers måtte vi jo gå ud af verden’. Men han gjorde det klart at forholdet er et andet hvis det er en ’broder’ der lever på denne måde: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som [er vendt tilbage til en sådan livsform], ja end ikke spise sammen med en sådan.“ — 1 Korinther 5:9-11; Markus 2:13-17.

8. Hvilken vejledning gav apostelen Johannes angående udstødelse?

⁸ I apostelen Johannes’ breve finder vi en lignende vejledning der understreger i hvor vid udstrækning kristne skal undgå sådanne: „Enhver som går videre og ikke forbliver i Messias’ lære, har ikke Gud. . . . Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så modtag ham ikke i jeres hjem og hils ikke på ham. For den der hilser på [fra græsk: chairō] ham er delagtig i hans onde gerninger.“a — 2 Johannes 9-11.

9, 10. (a) Hvordan behandlede man forhærdede overtrædere i det gamle Israel, og hvorfor? (b) Hvordan bør vi se på den ordning der gælder i dag? (2 Peter 2:20-22)

⁹ Hvorfor er det nødvendigt at man også i dag indtager et så konsekvent standpunkt? Jo, tænk engang på hvad det på Israels tid indebar at blive afskåret fra Guds folk. Ifølge Guds lov skulle den der med overlæg begik alvorlige overtrædelser ubetinget lide døden. (3 Mosebog 20:10; 4 Mosebog 15:30, 31) I sådanne tilfælde kunne hverken slægtninge eller andre længere tale med lovbryderen eftersom han var død. (3 Mosebog 19:1-4; 5 Mosebog 13:1-5; 17:1-7) De loyale israelitter i fortiden var almindelige mennesker med samme følelser som os, men de vidste også at Gud er retfærdig og kærlig, og at hans lov tjente til at beskytte deres moralske og åndelige renhed. De forstod derfor at Guds ordning var helt igennem god og retfærdig. — Job 34:10-12.

¹⁰ Vi kan ligeledes være forvissede om at Guds ordning er vís og tjener til vor beskyttelse, når den forbyder kristne at have fællesskab med en der er blevet udstødt på grund af manglende anger. „Rens den gamle surdej ud, så I kan være en ny dej, sådan som I jo er fri for surdej.“ (1 Korinther 5:7) Ved også at undgå dem der har afskåret sig selv fra menigheden, er de kristne beskyttede mod eventuelle kritiske, negative eller endog frafaldne synspunkter. — Hebræerne 12:15, 16.

Forholdet til familiemedlemmer

11, 12. (a) Hvordan berørte det slægtningene til en overtræder i det gamle Israel når vedkommende blev afskåret fra folket? (b) Giv et eksempel på at lydighed medfører velsignelse.

¹¹ Gud er naturligvis klar over at det ofte vil berøre slægtninges forhold til hinanden når hans retfærdige lov om at afskære overtrædere fra menigheden bliver håndhævet. Når en overtræder blandt israelitterne blev henrettet var det i sagens natur ensbetydende med at enhver familieforbindelse med vedkommende blev afbrudt. Ja, Loven påbød at hvis en søn var en frådser og en drukkenbolt, skulle hans forældre føre ham til byens ældste, og hvis han ikke ville lade sig retlede skulle forældrene tage del i eksekveringen af den retfærdige dødsdom over ham, ’for at fjerne det onde fra Israels midte’. (5 Mosebog 21:18-21) Det var ganske givet en meget svær situation for et forældrepar. Tænk også på hvordan overtræderens brødre, søstre eller bedsteforældre må have følt det. Men det at de satte deres loyalitet mod Guds retfærdige domme højere end familiebåndene kunne redde deres liv.

¹² Husk på tilfældet med Kora der førte an i oprøret mod Guds ledelse gennem Moses. I overensstemmelse med sine fuldkomne og retfærdige normer bestemte Jehova at Kora skulle dø for sine handlinger. Men til alle de loyale lød advarselen: „Fjern jer nu fra disse onde mænds telte og rør ikke ved noget som helst af hvad der tilhører dem, for at I ikke skal blive revet bort ved al deres synd.“ De der ikke rettede sig efter Guds advarsel blev udslettet sammen med oprørerne. Men nogle af Koras slægtninge valgte klogeligt at forblive loyale mod Jehova, hvorved de reddede livet og fik del i fremtidige velsignelser. — 4 Mosebog 16:16-33; 26:9-11; 2 Krønikebog 20:19.

13. Hvordan bør loyale kristne forholde sig hvis en nær slægtning bliver udstødt eller afskærer sig selv fra menigheden?

¹³ Eftersom udelukkelse af den kristne menighed ikke er ensbetydende med øjeblikkelig død, bliver eventuelle familiebånd heller ikke ophævet. Det er derfor muligt at en mand der er blevet udstødt eller har afskåret sig selv fra menigheden stadig bliver boende hjemme sammen med sin kristne hustru og sine troende børn. Af respekt for Guds domme og for menigheden vil hustruen og børnene erkende at han ved sin handlemåde har brudt de åndelige bånd der tidligere var imellem dem. Men da udstødelsen ikke ophæver hverken blodets eller ægteskabets bånd, vil familielivet i øvrigt kunne fortsætte.

14. Hvilket guddommeligt påbud bør vi følge i vort forhold til en slægtning der er udstødt eller som har afskåret sig selv, og som vi ikke bor under tag med?

¹⁴ Situationen er anderledes hvis et familiemedlem der er blevet udstødt eller har afskåret sig selv fra menigheden, bor uden for hjemmet. I så fald vil det sikkert være muligt at undgå så godt som enhver kontakt med vedkommende. Selv i tilfælde hvor familieanliggender vil kræve en vis kontakt, bør denne afgjort holdes på et minimum — i overensstemmelse med det guddommelige princip: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg [eller som har gjort sig skyldig i andre alvorlige overtrædelser].“ Ja, man bør „end ikke spise sammen med en sådan“. — 1 Korinther 5:11.

15. Hvordan kan slægtninge lægge bånd på deres følelser i sådanne tilfælde? (Salme 15:1-5; Markus 10:29, 30)

¹⁵ På grund af følelser og familiebånd, som for eksempel bedsteforældres tilknytning til deres børnebørn, kan det forståeligt nok være vanskeligt at efterleve dette klare påbud. Ikke desto mindre er dette en prøve på vor loyalitet mod Gud, som det fremgår af den udtalelse der citeres på side 26. Enhver der lider under den sorg og smerte som et udstødt familiemedlem har forvoldt, kan finde trøst og opmuntring i det eksempel nogle af Koras slægtninge har sat. — Salme 84:10-12.b

Rettens afgørelse

16-18. Hvilken kendelse blev afsagt i den omtalte sag, og hvad påpegede retten yderligere i denne forbindelse?

¹⁶ Det vil sikkert interessere dig at høre om udfaldet af den retssag som blev ført på foranledning af en kvinde der var blevet vred over at hendes tidligere trosfæller ikke ville tale med hende efter at hun havde fornægtet troen og valgt at afskære sig selv fra menigheden.

¹⁷ Inden sagen kom for retten havde en distriktsdomstol afsagt en summarisk dom der gik hende imod. Denne afgørelse hvilede på det grundsyn at en domstol ikke kan tage stilling i sager vedrørende kirketugt. Hun ankede derefter sagen. Appelrettens domc var enstemmig og byggede yderligere på den første tillægsparagraf i den amerikanske forfatning. Den lød som følger: „Eftersom den praksis at ophøre med at omgås udstødte hører sammen med Jehovas Vidners tro, finder vi at bestemmelsen i De Forenede Staters forfatning om ’fri religionsudøvelse’ . . . udelukker at [hun] kan få medhold. De sagsøgte har en forfatningssikret ret til at nægte samkvem med en person. Vi stadfæster derfor“ den dom distriktsretten tidligere har afsagt.

¹⁸ Rettens vurdering lød endvidere: „Når Jehovas Vidner nægter at omgås en person, er det en konsekvens af deres fortolkning af Bibelen, og vi har ikke hjemmel til at ændre denne fortolkning . . . De sagsøgte har ret til frit at følge deres religiøse overbevisning . . . Domstolene foretager almindeligvis ikke nærmere undersøgelser vedrørende forholdet mellem nogle der er eller har været medlemmer af et trossamfund. De enkelte trossamfund har stor handlefrihed når de udøver tugt over for deres medlemmer eller tidligere medlemmer. Vi tilslutter os [tidligere højesteretsdommer] Jacksons betragtning, at ’religiøse handlinger der udelukkende berører medlemmerne af et trossamfund bør kunne udøves frit — så frit som det på nogen måde er muligt’. . . . Medlemmerne af det trossamfund [den pågældende] valgte at forlade har besluttet at de ikke længere ønsker at have fællesskab med hende. Vi finder at de er frit stillede til at træffe en sådan beslutning.“

19, 20. Hvorfor kan en der udelukkes af menigheden ikke få tilkendt erstatning ad rettens vej?

¹⁹ Appelretten erkendte at selv om den pågældende kvinde led under at hendes tidligere trosfæller havde besluttet ikke at tale med hende, „ville det at tilkende hende erstatning for åndelig eller følelsesmæssig overlast krænke Jehovas Vidners forfatningsmæssige ret til fri religionsudøvelse . . . Den forfatningsmæssige sikring af den frie religionsudøvelse indebærer at samfundet må finde sig i lidelser som dem [den pågældende kvinde] har måttet gennemgå, som en pris det er værd at betale for at sikre den ret til religionsfrihed som alle borgere nyder“. Denne afgørelse er i en vis forstand blevet yderligere stadfæstet. Kvinden kærede sagen til landets højesteret for om muligt at få omstødt dommen der gik hende imod. Men i november 1987 blev denne kære afvist af De Forenede Staters Højesteret.

²⁰ I denne vigtige sag blev det altså fastslået (i USA) at en der er blevet udstødt af eller har afskåret sig selv fra den kristne menighed ikke kan få tilkendt erstatning fra Jehovas Vidner ved at bringe sagen for retten.d Eftersom menigheden udelukkende følger de fuldkomne anvisninger som alle kan læse i Guds ord, kan overtræderen kun bebrejde sig selv det tab vedkommende måtte føle som følge af hans eller hendes egne handlinger.

Tugtens gavnlige virkninger

21. Hvorfor må vi bevare et ligevægtigt syn på udstødelse?

²¹ Nogle udenforstående er tilbøjelige til at sympatisere med en overtræder der er blevet udstødt og derfor ikke længere kan tale med den kristne menigheds medlemmer. Men er en sådan sympati ikke malplaceret? Tænk på de gavnlige virkninger menighedens standpunkt kan få for både overtræderen og andre.

22, 23. Giv et eksempel på hvor stor betydning det har at man adlyder Gud i vort syn på udstødte?

²² For eksempel har den kristne kvinde som vi citerede på side 26, fortalt at hun valgte at „afskære enhver forbindelse med“ sin udstødte søster Margaret. Hun og hendes kristne familie var overbevist om „at Jehova ved hvad der er bedst“. Og deri har de naturligvis ret!

²³ Lynettes søster har senere fortalt hende: ’Hvis I havde taget let på udstødelsen, er jeg helt sikker på at jeg ikke ville have taget skridt til at blive genoptaget så hurtigt som jeg gjorde. Det at jeg stod helt uden forbindelse med familien og uden særlig nær kontakt med menigheden gav mig et stærkt ønske om at ændre sind. Mens jeg var alene gik det op for mig hvor forkerte mine handlinger havde været og hvor alvorligt det var at jeg havde vendt Jehova ryggen.’

24. Hvordan kom en søsters reaktion på en udstødelse til at berøre hende selv og andre?

²⁴ Et andet tilfælde gælder en kristen kvinde ved navn Laurie, hvis forældre var blevet udstødt. Hun siger: ’Jeg brød ikke på noget tidspunkt forbindelsen med dem, snarere tværtimod. Som tiden gik blev jeg mere og mere inaktiv. Til sidst holdt jeg endda op med at komme til møderne.’ Men så læste hun nogle oplysninger i Vagttårnet for 1. og 15. november 1981 som understregede betydningen af vejledningen i Første Korintherbrev 5:11-13 og Andet Johannesbrev 9-11. „Det var som om der pludselig gik et lys op for mig,“ skriver hun. ’Jeg forstod at jeg var nødt til at gøre nogle forandringer. Nu forstår jeg bedre betydningen af Mattæus 10:34-36. Det var ikke let for mine forældre at acceptere min beslutning, for min søn på fem år er deres eneste barnebarn, og de holder meget af ham.’ Forhåbentlig vil tabet af et sådant samvær bevæge forældrenes hjerte, sådan som det skete i Margarets tilfælde. Men under alle omstændigheder var denne tugt en hjælp for Laurie: ’Jeg er igen aktiv i forkyndelsen. Både mit ægteskab, min familie og jeg selv er blevet stærkere efter de forandringer jeg har gjort.’

25. Hvordan ser en der nu er blevet genoptaget på Guds tugt?

²⁵ En der har været udstødt men senere er blevet genoptaget skriver: ’Jeg vil gerne takke jer for de meget nyttige og belærende artikler [nævnt i forrige paragraf] om retledning og udstødelse. Jeg er lykkelig for at Jehova elsker sit folk så meget at han sørger for at holde sin organisation ren. Det der virker hårdt på udenforstående er både en nødvendig og en kærlig foranstaltning. Jeg er taknemmelig for at vor himmelske Fader er en kærlig og tilgivende Gud.’

26. Hvilken retfærdig frugt kan man høste ved at tage imod tugt? (Salme 94:10, 12)

²⁶ Mens vor Gud kræver at en forhærdet overtræder bliver udstødt af menigheden, viser Han altså også kærligt at en synder kan genoptages i menigheden hvis vedkommende angrer og vender om. (En der har afskåret sig selv kan ligeledes anmode om igen at blive en del af menigheden.) Derefter kan vedkommende modtage trøst fra kristne der vil bekræfte deres kærlighed til ham. (2 Korinther 2:5-11; 7:8-13) Ja, det er som Paulus skrev: „Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed.“ — Hebræerne 12:11.

[Fodnoter]

Hovedpunkter vi skal huske

◻ På hvilke måder kan udstødelse virke som en form for tugt?

◻ Hvorfor forholder en kristen sig anderledes til udstødte end til overtrædere i verden?

◻ Hvilket bibelsk påbud bør vi have i tanke når det gælder vort forhold til en udstødt slægtning?

◻ Hvilken kendelse afsagde en appelret i en sag rejst af en der har afskåret sig selv?

◻ Hvad kan vi lære af nogle personlige udtalelser angående udstødelse?

[Tekstcitat på side 26]

„Vi måtte afskære enhver forbindelse med [min udstødte søster] Margaret, og det satte vores loyalitet mod Jehovas ordning på en prøve. Det gav os alle i familien mulighed for at vise om vi virkelig troede at Jehova ved hvad der er bedst.“ — Lynette Sigg.

[Ramme på side 30]

Konsekvenserne af ekskommunikation

Den engelske historiker Edward Gibbon har skrevet følgende om udstødelsens berettigelse og konsekvenser i en tid nærmere aposteltiden:

„Ethvert samfund har ubestridelig ret til at udelukke sådanne blandt dets medlemmer fra dets fællesskab og goder, som vrager eller overtræder de bestemmelser der er blevet fastlagt ved almindelig overenskomst. . . . Konsekvenserne af ekskommunikation var af både timelig [jordisk] og åndelig art. Den kristne som den blev udtalt over, blev frataget enhver andel i de troendes offergaver. Både de religiøse og de personlige venskabsbånd blev brudt.“