Opbyg et nært familieforhold
1 På grund af de mange ting der hele tiden lægger beslag på vor tid, er det en udfordring for forældre samtidig at skulle opbygge en familie der er helt og fuldt optaget af den sande tilbedelse. Kristne familier har brug for stærke bånd der binder dem sammen og beskytter dem i de nuværende vanskelige tider. (Præd. 4:9-12; 2 Tim. 3:1-5) I takt med de åndelige fremskridt familien gør, vil den blive mere forenet og derved styrket til at modstå de angreb der kommer fra Satan og hans onde tingenes ordning.
Opbyg åndelige egenskaber
2 Overværelse af menighedens møder og familiestudiet er en absolut nødvendig del af ugens aktiviteter. (5 Mos. 6:6, 7; Hebr. 10:23-25; w86 1/11, s. 21-25) Men der skal mere til. Hvis det er al den åndelige oplæring vi giver vore børn, er det for lidt.
3 Når forældrene viser oprigtig interesse for børnenes åndelige sundhed vil det fremme det gode forhold i familien. I Israel var forældrene ansvarlige for børnenes undervisning og oplæring, og de underviste dem både i ord og ved deres eksempel. Det israelitiske undervisningsprogram omfattede en praktisk oplæring med henblik på livet som voksen, undervisning i at læse og skrive, og en undervisning der udviklede deres åndelige egenskaber. Undervisningen lagde især vægt på at lære børnene at frygte Jehova, at holde Moseloven, at vise respekt for deres forældre og andre voksne samt at forstå vigtigheden af lydighed.
4 Stræb efter at bruge „kvalitetstid“ sammen med din familie hver dag. Åndelige spørgsmål kan drøftes på en afslappet måde, for eksempel i forbindelse med måltiderne. Som en har udtrykt det: „Forældre må nødvendigvis bruge tid sammen med deres børn — enten til at opbygge dem åndeligt eller til at løse det ene problem efter det andet.“ Er det ikke langt det bedste at bruge tiden til at opbygge de nødvendige åndelige egenskaber der vil sætte børnene i stand til at modstå verdens fristelser? — 1 Kor. 3:10-15.
Glæde ved tjenesten
5 Glæde er en følelse der udspringer af forventningen om eller erhvervelsen af noget man kan lide. Når vi er godt forberedt til forkyndelsen kan vi med rette forvente gode resultater. Derfor er forberedelse nøglen til at opnå glæde ved forkyndelsen. Når man i familien regelmæssigt øver sig på hvad man kan sige før man går ud i tjenesten, styrker det fortroligheden. (Læs Titus 3:1b.) Familiens enkelte medlemmer kan sætte sig hver sit mål. Med de mindre børn, eller dem der lige er begyndt i tjenesten, kan man indøve en præsentation der er enkel og ukompliceret.
6 Ved at arbejde sammen med deres børn i tjenesten kan forældrene hjælpe dem til at opøve den samme dybe interesse for mennesker som Jehova og Jesus Kristus har. Tjenesten hjælper os ligeledes til at udvikle et nært, personligt forhold til Jehova. (w82 1/4, s. 14-20) Nogle familier bruger nu og da en hel dag sammen hvor de først deltager i tjenesten og derefter har tilrettelagt sunde og opbyggende adspredelser. Det giver forældre og børn mulighed for at tale sammen i en afslappet atmosfære og knytter dem nærmere til hinanden.
7 Vær besluttet på at opbygge en god kommunikation med dine børn, så du kan bevare et nært forhold til dem. Tillad ikke at noget lægger beslag på den tid du skal bruge til at opbygge og styrke din familie åndeligt. Bed for og sammen med dine børn, idet du ved at Jehova vil velsigne dine bestræbelser. — Sl. 127:1; Ordsp. 24:3.