Hvorfor er der behov for nye oversættelser af Bibelen?
Vi bringer her den fjerde og sidste artikel i serien om Bibelen på dansk og om Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter.
EFTERSOM Bibelen oprindelig blev skrevet på hebraisk, aramaisk og græsk, kan dens uvurderlige indhold kun blive tilgængeligt for alle folkeslag på jorden ved at den oversættes til de sprog som disse folkeslag taler i dag. Allerede før vor tidsregnings begyndelse blev Bibelens hebraiske skrifter oversat til græsk, og i de første århundreder af den kristne tidsalder blev Bibelen oversat til blandt andet syrisk, koptisk, sahidisk, ætiopisk, armensk, gotisk og latin; men derefter gik arbejdet næsten i stå.
Indtil for omkring 600 år siden var situationen her i Europa den at Bibelen (bortset fra den gotiske oversættelse) kun fandtes på latin, der nu var et dødt sprog og kun kunne læses af en lille gruppe særligt uddannede. Fra officiel side havde den katolske kirke intet ønske om at ændre denne tilstand, og de enkeltpersoner som selv påtog sig at oversætte Bibelen, pådrog sig ofte kirkens vrede og fordømmelse. En af dem var englænderen John Wycliffe, som i begyndelsen af 1380erne oversatte hele Bibelen fra latin til engelsk. Det tidligste eksempel på at noget lignende er forsøgt på dansk, er et håndskrift fra 1480 som indeholder en oversættelse fra latin af Bibelens første tolv bøger.
I dag findes Bibelen helt eller delvis oversat til mere end 1780 sprog, og med oplagstal der tælles i milliarder er den verdens mest udbredte bog. Hvert år oversættes den til en snes nye sprog af de 3000 man anslår at der findes.
På dansk har vi haft hele Bibelen på tryk siden 1550; næsten sideløbende har der været to officielle kirkebibler, én oversat fra Luthers tyske bibel og én oversat fra grundsprogene af Hans Poulsen Resen. Desuden foreligger der et stort antal privatoversættelser, især fra forrige århundrede, og i dette århundrede er der udgivet nye autoriserede oversættelser i 1931 og 1948. Når Vagttårnets Bibelselskab så påtager sig den store opgave at udgive hele Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter på dansk, undrer nogle sig måske og spørger om det er nødvendigt, om der stadig er behov for at nyoversætte Bibelen. Vi skal i det følgende se på tre grunde til at fortsætte arbejdet med at oversætte Bibelen.
(1) Nye fund af bibelmanuskripter
De ældste tyske, engelske og danske bibeloversættelser byggede kun på et lille antal hebraiske og græske bibelmanuskripter. Siden da er der fundet i tusindvis af manuskripter, og især siden det nittende århundrede har en række dygtige tekstforskere systematisk undersøgt de små afvigelser der er mellem manuskripterne indbyrdes, så det med stadig større sikkerhed er blevet muligt at fastslå hvordan den oprindelige ordlyd har været. Også i vort eget århundrede er der gjort betydningsfulde tekstfund som har bidraget hertil. For at man hele tiden kan have en oversættelse der er så nøjagtig som denne tekstforskning gør det muligt, må man revidere de gamle oversættelser på de punkter hvor forskningen har gjort fremskridt.
Den komité der stod bag oversættelsen af New World Translation (førsteudgaven 1950-60), har ikke mindst udnyttet denne forskning til en omhyggelig genindførelse af det guddommelige egennavn i bibelteksten. Et eksempel herpå er Esajas 3:17, hvor genindførelsen af navnet blandt andet støttes af den berømte Esajasrulle som blev fundet i 1947 i Qumranhulerne ved Det døde Hav.
(2) En voksende forståelse af Bibelens sprog
De ældste bibeloversættelser til europæiske sprog var oversættelser af en oversættelse, nemlig den latinske Vulgata, som oprindelig var udarbejdet under ledelse af Hieronymus i det fjerde århundrede. På John Wycliffes tid var der ikke mange som kunne oversætte Bibelen fra grundsprogene. Da Konstantinopel faldt i 1453, flygtede en hel del lærde folk herfra til Vesteuropa, og med sig bragte de en viden om det græske sprog, en viden der næsten var gået i glemme her. Da man begyndte at oversætte Bibelen fra grundsprogene i det 16. og 17. århundrede, var det således en ret ung videnskab man tog i anvendelse.
Eftersom de bibelske grundsprog i dag er døde sprog, må alle oversættere læse sig til at kunne disse sprog. Udforskningen af sprogene sker på grundlag af de bibelske skrifter og andre oldtidsskrifter som er skrevet på hebraisk, aramaisk, græsk eller nært beslægtede sprog.
I mange år troede man at Bibelens græske skrifter var skrevet på en ellers ukendt form for klassisk græsk. Det var først i 1890erne at nogle omfattende skriftfund i Ægypten afslørede at der på Bibelens tid fandtes et dagligdags græsk, et datidens folkesprog, og at det var denne form for koiné- eller fællesgræsk bibelskribenterne havde benyttet. På grundlag af de fundne privatbreve, regnskaber, kontrakter og lignende voksede forståelsen af dette sprog betydeligt. Før denne opdagelse havde græskkyndige oversat Bibelen i overensstemmelse med deres forståelse af klassisk græsk. Dette førte til nogle unøjagtigheder fordi visse ord ikke har samme betydning på de to slags græsk.
I en dansk bibel fra 1738, indeholdende en version af den danske Lutherbibel fra 1550, gengives Mattæus 6:27 for eksempel således: „Hvo er iblant eder, som kand giøre sig een Alen længer, alligevel at hand sørger derfor?“ Den samme tanke findes endnu i 1907-revisionen af Resen- bibelen, hvor verset lyder: „Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge een Alen til sin Vækst?“ Det er rigtigt at ordet som her gengives „vækst“, har denne betydning i Lukas 19:3 samt i Efeserne 4:13, men på fællesgræsk har ordet også betydningen „alder“ eller „levetid“. Med kendskab til denne udvidede betydning af ordet kan nyere oversættere gengive verset mere nøjagtigt og med en enklere betydning. For eksempel siger Ny Verden-oversættelsen: „Hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livslængde?“
(3) Det danske sprogs udvikling
De ovenfor citerede gengivelser af Mattæus 6:27 har allerede vist hvilken udvikling der er sket i sproget med hensyn til stavemåde og sætningsopbygning. Eksemplerne på side 28-29 viser desuden hvordan visse ord ændrer betydning og hvordan andre går helt ud af brug og bliver uforståelige. Bibelen er ganske vist en gammel bog, men den er mere aktuel i dag end nogen sinde før, og den bør være oversat så den kan tale i et klart og nutidigt sprog til nye generationer af bibellæsere.
Det aktuelle behov
De tre faktorer som her kort er skitseret og som fra tid til anden skaber behov for nye oversættelser af Bibelen, gør det også aktuelt at tale om et behov for en afløsning af de danske autoriserede oversættelser fra henholdsvis 1931 og 1948. At udgiverne af Ny Verden-oversættelsen ikke er alene om at mene dette, fremgår af nogle initiativer som Det danske Bibelselskab har taget i de senere år. Seidelin-oversættelsen af Det nye Testamente, som kom i 1974, var et sådant initiativ, og ved et repræsentantskabsmøde i 1970 blev der fremlagt grunde til at efterlyse en ny oversættelse af Det gamle Testamente:
„Oversættelsen af 1931 har fra begyndelsen været mødt med stærk kritik af fagfolk, som har anklaget oversætterne for vilkårligt at rette i den hebraiske Bibel, ud fra en overdreven tillid til Septuaginta. . . . Den gammeltestamentlige forskning har ikke ligget stille siden 1930. Der er i dag et mere besindigt syn på den gammeltestamentlige tekstkritik; der er i dag bedre tekstudgaver; og der er i de forløbne år gjort værdifulde fund, dels i synagogepulterkammeret i Cairo, dels i hulerne i Juda ørken, især ved Qumran.“ — Se eksemplet med Ezekiel 4:4, 5, som er vist på modstående side.
Med hensyn til det danske sprog hed det ved samme lejlighed: „Halvtreds år er lang tid for en bibeloversættelse, når man betænker, hvor hastigt vort eget modersmål ændrer sig.“ Sådanne overvejelser har fået Det danske Bibelselskab til at igangsætte et oversættelsesarbejde der foreløbig har resulteret i prøveoversættelserne Davids Salmer (1977) og Jesaja (1982).
I 1974 udsendte Vagttårnets Bibelselskab Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter, og den er siden blevet solgt i næsten 150.000 eksemplarer, hvilket i sig selv vidner om at den har opfyldt et behov. Af de grunde som denne artikel har behandlet, mener Vagttårnets Bibelselskab at der er et lige så stort behov for en ny oversættelse af De hebraiske Skrifter, en oversættelse som ikke skjuler Guds navn, en oversættelse som trofast og konsekvent gengiver både ord og tanke i den hebraiske tekst, en oversættelse som på korrekt nutidsdansk taler klart og direkte til nye generationer af bibellæsere. Arbejdet påbegyndtes for omkring otte år siden, og nu er resultatet, Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter, udkommet i et førsteoplag på 80.000 eksemplarer.
Det er vort håb at den må bidrage til at endnu flere vil erkende som salmisten: „Jehovas lov er fuldkommen, giver sjælen ny styrke. Jehovas formaning er pålidelig, gør den uerfarne viis.“ — Salme 19:7.
[Ramme på side 26]
1931-oversættelsen (da. aut.)
4 Og læg du dig på din venstre side og tag Israels hus’ misgerning på dig; alle de dage du ligger således, skal du bære deres misgerning.
5 Deres misgernings år gør jeg til lige så mange dage for dig, 190 dage; så længe skal du bære Israels hus’ misgerning.
Ny Verden-oversættelsen (NV)
4 Og du, læg dig på din venstre side og læg Israels hus’ brøde på den. I det antal dage du ligger på den [side], bærer du deres brøde.
5 Og jeg skal give dig deres brødes år i et antal af tre hundrede og halvfems dage, og du skal bære Israels hus’ brøde.
I vers 5 retter da. aut. „tre hundrede og halvfems“ til „190“ med støtte i den græske Septuaginta-oversættelse. Fortolkningen er sandsynligvis, som der står i fodnoten i Buhls oversættelse (1910), at tallet 190 „er det eneste, der stemmer med det virkelige Tidsrum (fra 722 til kort efter 593), naar de 40 Aar, der hører Fremtiden til (V. 6) trækkes fra“.
I den hebraiske tekst står der imidlertid „tre hundrede og halvfems“, og i en jødisk kommentar til Ezekiels bog (The Soncino Books of the Bible) siges der: „Nordrigets skyld strakte sig over en periode på 390 år . . . fra det tidspunkt da skismaet fandt sted under Rehabeam (ca. 932 f.v.t.) indtil Jerusalems fald.“
Bibelleksikonnet Aid to Bible Understanding (s. 338) henviser til denne traditionelle jødiske forståelse af skriftstedet, men henholder sig dog til et andet kronologisk skema: „De to perioder (390 år og 40 år), der symboliseres på denne måde, skulle øjensynlig betegne hvor længe Jehova havde båret over med de to riger i deres afgudsdyrkelse. . . . Fra rigets deling i 997 f.v.t. til Jerusalems fald i 607 f.v.t. var der 390 år.“ De 40 år gælder den periode hvori Judas hus ignorerede Jeremias’ advarsel.