vidunderlige ordning i himmelen og på jorden, hvori ’hver tunge åbent vil anerkende at Jesus Kristus er Herre til ære for Gud, Faderen’. De gode råd i Filipperbrevet vil opmuntre alle der håber på evigt liv ved Guds rige, til at jage frem mod dette mål. Brevet til filipperne er imidlertid først og fremmest henvendt til dem hvis ’statsborgerskab er i himlene’ og som ivrigt venter at blive „formet efter [Kristi] herlige legeme“. Måtte da alle disse, mens de „glemmer hvad der er bagved og rækker efter det der er foran“, efterligne apostelen Paulus ved at jage „frem mod målet efter sejrsprisen, kaldet opad“, deres herlige arv i det himmelske rige! — 4:8; 2:10, 11; 3:13, 14, 20, 21.

Bibelens 51. bog — Kolossenserbrevet

Skribent: Paulus

Skrevet i: Rom

Fuldført: ca. 60-61 e.v.t.

1. Hvor lå byen Kolossæ?

MED EFESUS bag sig rejste to mænd mod øst langs med floden Maiandros (Menderes). Da de nåede bifloden Lykos i Frygien drejede de mod sydøst for at følge floden op gennem dalen der var indesluttet af bjerge. Et smukt landskab bredte sig foran dem: Frugtbare grønne græsgange med store fåreflokke. (Uldprodukter var en vigtig indtægtskilde for den egn.a) Mens de rejsende drog frem gennem dalen passerede de på højre side af floden den rige by Laodikea, der var områdets romerske administrationscenter. På deres venstre side, på den anden side af floden, kunne de se Hierapolis, der var berømt for sine templer og varme kilder. Der var en kristen menighed i begge disse byer, og det var der også i den lille by Kolossæ omkring 16 kilometer længere fremme i dalen.

2. (a) Hvem var de to udsendinge der af Paulus blev sendt til Kolossæ? (b) Hvad ved man om menigheden i Kolossæ?

² Kolossæ var de rejsendes bestemmelsessted. De var begge kristne. I hvert fald den ene af dem kendte egnen godt, da han var fra Kolossæ. Hans navn var Onesimus; han var træl og var nu på vej hjem til sin herre, der var medlem af den kristne menighed der. Onesimus’ ledsager var Tykikus, en fri mand; begge var de sendebud fra apostelen Paulus, og de havde et brev med fra ham adresseret til „de hellige og troende og trofaste brødre i samhørighed med Kristus i Kolossæ“. Så vidt vi ved besøgte Paulus aldrig Kolossæ. Menigheden, der hovedsagelig bestod af ikkejøder, var sandsynligvis grundlagt af Epafras, der havde arbejdet iblandt dem men nu var hos Paulus i Rom. — Kol. 1:2, 7; 4:12.

3. Hvad åbenbarer Kolossenserbrevet selv om skribenten, samt om tidspunktet og stedet for dets affattelse?

³ Det er apostelen Paulus der har skrevet dette brev, hvilket fremgår af dets indledende og afsluttende ord. (1:1; 4:18) Af hans slutbemærkning fremgår det endvidere at han skrev det fra et fængsel. Dette må have været under hans første fængselsophold i Rom, i årene 59-61, da han skrev adskillige opmuntrende breve, hvoraf brevet til kolossenserne blev afsendt samtidig med det til Filemon. (Kol. 4:7-9; Filem. 10, 23) Det ser ud til at det blev skrevet omtrent samtidig med brevet til efeserne, da disse to breve har mange tanker og udtryk fælles.

4. Hvad viser at Kolossenserbrevet er ægte?

⁴ Der er ingen grund til at betvivle at brevet til kolossenserne er ægte. Det findes sammen med andre paulinske breve i Chester Beatty Papyrus II (P46) fra omkring år 200, hvilket viser at det blev anerkendt af de første kristne som et af Paulus’ breve. Dets ægthed bevidnes af de samme gamle autoriteter som bevidner ægtheden af Paulus’ andre breve.

5. (a) Hvad tilskyndede Paulus til at skrive til kolossenserne? (b) Hvad understreger brevet?

⁵ Hvad tilskyndede Paulus til at skrive et brev til kolossenserne? For det første skulle Onesimus tilbage til Kolossæ. Epafras havde for nylig sluttet sig til Paulus, og uden tvivl udgjorde hans melding om tilstandene i Kolossæ en yderligere grund til at skrive brevet. (Kol. 1:7, 8; 4:12) En vis fare truede den kristne menighed der. Den tids religioner var ved at gå i opløsning, og nye religioner blev stadig dannet ved at dele af de gamle blev blandet sammen. Der fandtes hedenske filosofier angående askese, spiritisme og afguderisk overtro, og knyttet sammen med jødisk afholdenhed fra visse spiser og overholdelse af særlige dage kan dette have