Kristendommens fortrin
Hovedpunkter fra brevet til hebræerne
JEHOVA GUD indførte en bedre form for tilbedelse da han sendte sin søn, Jesus Kristus, til jorden. Jesus, kristendommens grundlægger, er nemlig mere ophøjet end englene og profeten Moses. Kristi præstedømme overgår langt levitternes i det gamle Israel, og Jesu offer er af langt større værdi end dyreofrene under Moseloven.
Disse punkter understreges i Hebræerbrevet, som formentlig er skrevet af apostelen Paulus i Rom omkring år 61 og som er stilet til de kristne hebræere i Judæa. Lige fra de tidligste tider har græske og asiatiske kristne regnet Paulus for at være skribenten. Dette stemmer med at brevet afspejler et omfattende kendskab til De Hebraiske Skrifter og indeholder logiske ræsonnementer som er så karakteristiske for denne apostel. Måske har han udeladt sit navn fordi jøderne nærede antipati mod ham og fordi han var kendt som „apostel for nationerne“. (Romerne 11:13) Lad os nu se lidt nærmere på kristendommens fortrin som de ridses op i Paulus’ brev til hebræerne.
Kristus står over englene og Moses
Først fremhæves Guds søns ophøjede stilling. (1:1–3:6) Englene adlyder ham, og hans kongedømme hviler på Gud. Vi bør derfor vise Sønnens udtalelser særlig opmærksomhed. Desuden skal vi huske at skønt mennesket Jesus stod under englene, er han blevet ophøjet over dem og har fået herredømme over den kommende beboede jord.
Jesus Kristus er også større end Moses, som blot var tjener i Guds hus Israel. Jehova har nemlig sat Jesus over hele dette hus, Guds folks menighed.
Kristne går ind til Guds hvile
Apostelen peger derefter på at det er muligt at gå ind til Guds hvile. (3:7–4:13) Det kunne israelitterne, som var blevet udfriet fra ægyptisk trældom, ikke gøre fordi de var ulydige og manglede tro. Hvis vi tror på Gud og lydigt følger Kristus, kan vi imidlertid gå ind til denne hvile. I stedet for blot at holde en ugentlig sabbat kan vi opnå den langt større velsignelse det er hver dag at hvile fra alle selviske gerninger.
At gå ind til Guds hvile er et af løfterne i Guds ord, som „er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så langt ind at det deler sjæl og ånd“. Det trænger så langt ind at det undersøger motiver og sindelag og skelner mellem kødelige ønsker og mentale tilbøjeligheder. (Jævnfør Romerbrevet 7:25.) Hvis vor „sjæl“, vort liv som enkeltpersoner, er præget af en guddommelig „ånd“ eller indstilling, kan vi gå ind til Guds hvile.
Et bedre præsteskab og en bedre pagt
Paulus viser dernæst at Kristi præstedømme og den nye pagt er bedre. (4:14–10:31) Den syndfri Jesus Kristus er barmhjertig mod syndige mennesker fordi han, ligesom vi, er blevet prøvet i alle henseender. Desuden har Gud udvalgt ham til „præst for evigt på Melkizedeks måde“. I modsætning til de levitiske ypperstepræster besidder Jesus et uforgængeligt liv og behøver derfor ingen efterfølger i sin frelsesgerning. Han behøver ikke at bringe dyreofre, for han har ofret sit syndfri legeme som var af langt større værdi, og er trådt ind i himmelen med værdien af sit blod.
Den nye pagt, som blev sat i kraft ved Jesu blod, overgår Lovpagten. De der er med i den nye pagt, har Guds love i deres hjerter og har fået tilgivelse for deres synder. (Jeremias 31:31-34) I taknemmelighed bekender de offentligt deres håb og kommer sammen med deres trosfæller. For forsætlige syndere findes der derimod ikke længere noget slagtoffer for synder.
Tro er af afgørende betydning!
For at høste gavn af den bedre, nye pagt, må vi have tro. (10:32–12:29) Vi må også have udholdenhed for at få del i Jehovas løfter. Noget der opmuntrer os til at holde ud, er den ’store sky’ af førkristne vidner som omgiver os. Især skal vi holde os Jesu fejlfri livsløb under lidelse for øje. De lidelser Gud tillader at vi udsættes for, kan i én forstand betragtes som en tugt der frembringer retfærdigheds frugt og fører til fred. Pålideligheden af Jehovas løfter skulle forstærke vort ønske om at yde ham hellig tjeneste „med gudsfrygt og ærefrygt“.
Paulus slutter af med flere tilskyndelser. (13:1-25) Troen bør få os til at vise broderkærlighed og gæstfrihed, at huske på vore trosfæller i trængsel, at holde ægteskabet i ære og at være „tilfredse med det der er for hånden“. Vi bør efterligne den tro som de der fører an i menigheden viser, og bør adlyde dem. Desuden skal vi sky frafald og bære samme skændsel som Jesus, idet vi altid bringer Gud „lovprisningsoffer“ og gør det gode. Dette hører også til den sande kristendoms fortrin.
[Ramme/illustration på side 24]
Forskellige former for dåb: Tilbedelsen ved tabernaklet havde „kun at gøre med mad og drikke og forskellige former for dåb“. (Hebræerne 9:9, 10) Disse former for dåb bestod i de rituelle afvaskninger der var foreskrevet i Moseloven. Man skulle rengøre urene kar og rense sig ceremonielt, blandt andet ved at bade sig og vaske sit tøj. (3 Mosebog 11:32; 14:8, 9; 15:5) Præsterne badede sig, og noget af det der hørte til brændofferet blev skyllet i vand. (2 Mosebog 29:4; 30:17-21; 3 Mosebog 1:13; 2 Krønikebog 4:6) Men ’de forskellige former for dåb’ indbefattede ikke den rituelle „dåb af bægre og kander og kobberkar“ som blev praktiseret af nogle jøder på Messias’ tid. I Hebræerbrevet 9:10 hentydes der heller ikke til den vanddåb Johannes Døber udførte eller til den dåb hvormed kristne symboliserer deres indvielse til Gud. — Mattæus 28:19, 20; Markus 7:4; Lukas 3:3.