Områdestævnet „Venner af frihed“
1 Det er med forventning, taknemmelighed og særlig glæde at vi inviterer dig til områdestævnet i 1991 med temaet „Venner af frihed“. Jehovas Vidners Stævneplads i Silkeborg og Jehovas Vidners Stævnehal i Herlufmagle bliver den smukke og hensigtsmæssige ramme om stævnerne i Danmark. Derudover afholdes et stævne i Grønland. Stævnerne er planlagt som følger: [A] 5.-7. juli: Silkeborg (J-4, S-1, S-6). [B] 12.-14. juli: Silkeborg (J-3, S-2, S-4). [C] 19.-21. juli: Silkeborg (J-2, S-3, S-5, engelsk, tegnsprog) og Herlufmagle (S-1, S-6). [D] 26.-28. juli: Silkeborg (F-1, J-5) og Herlufmagle (S-2, S-4). [E] 2.-4. august: Silkeborg (F-2, J-1) og Herlufmagle (S-3, S-5, tegnsprog). Stævnet i Grønland holdes 3.-5. august i Nuuk (Godthåb). Som det fremgår af listen er alle menigheder tildelt et bestemt stævne, og det er en god hjælp for de brødre der skal planlægge stævnerne at alle, om overhovedet muligt, følger denne fordeling. Der kan dog være særlige forhold som kan hindre nogle i at overvære det tildelte stævne. Enkelte skal måske hjælpe slægtninge der bor i et andet område. — 1 Kor. 13:5; Fil. 2:4.
2 I betragtning af forholdene i verden overrasker det os ikke at folk i mange lande længes efter større frihed. Men hvor finder man sand frihed? Jesus sagde: „Hvis I bliver i mit ord, er I virkelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Joh. 8:31, 32) Der er ikke tale om en begrænset frihed, som den mennesker håber på når de afviser én politisk leder eller regering til gunst for en anden. Der er tværtimod tale om at løse det virkelige problem. Det Jesus talte om var frihed fra trældom under synden. (Se Johannes 8:24, 34-36.) En Jesu Kristi discipel vil derfor opleve en bemærkelsesværdig forandring i sit liv, en virkelig frigørelse.
3 Et tredages stævne: Stævnet begynder fredag kl. 10.20 og slutter søndag kl. 16.20. (I Nuuk holdes stævnet dog fra lørdag til mandag.) I alle programafsnit vil der være omhyggeligt udvalgte og velforberedte oplysninger af stor betydning for dit åndelige helbred. Og spørgsmålet om hvordan vi kan få del i den herlige frihed der nævnes i Romerne 8:21, vil blive behandlet under mange forskellige synsvinkler — gennem foredrag, demonstrationer, interview og et skuespil. Gå derfor ikke glip af et eneste programpunkt. Vær besluttet på at bringe de nødvendige ofre for at overvære hele stævnet. Jehova vil velsigne alle der under oprigtig bøn bestræber sig for at komme alle tre dage. — Luk. 13:24.
4 Kom i god tid: Jehovas vidner er kendt for at være pålidelige og punktlige. (Luk. 16:10) Det er også af stor betydning når vi er til stævne. Tag hver dag hjemmefra i så god tid at du kan være på din plads før den indledende sang og bøn. Beregn tid til de ting der skal gøres inden programmet begynder, herunder parkering, spisning, at finde en plads osv. En af glæderne ved stævnerne er opbyggende privat samvær med gode venner vi ikke har set i længere tid. (Sl. 133:1) Vi må imidlertid være fornuftige og udvise selvbeherskelse. Hvis privat samvær varer til langt ud på aftenen er det svært at komme op den følgende dag.
5 Lyt opmærksomt: At lytte indebærer mere end blot at opfatte det der siges. Man må være helt opmærksom og høre med både sind og hjerte, med ører og forstand. Vi må lytte og ’høre Jehovas ord’. (Jer. 2:4) Jehova gav i Esajas 55:2 Israel følgende befaling: „Hør opmærksomt på mig.“ At lytte opmærksomt kan defineres som ’at vise det vi hører levende interesse og være særlig indstillet eller følsom over for det’. Hvis vi er meget opmærksomme vil vi ’høre efter og modtage mere belæring’. (Ordsp. 1:5) Det kræver mere koncentration at følge med ved et områdestævne end ved møderne i rigssalen. Hvorfor? Vi sidder i længere tid ad gangen, og der er flere ting der kan distrahere os fordi der er flere til stede. Hvis vi ikke er meget opmærksomme får vi ikke fuld gavn af den åndelige føde. (1 Pet. 2:2) Hvad kan vi gøre? Vi kan tage notater. Det at tage notater hjælper os til at koncentrere os og få fat i hovedpunkterne. Notater behøver ikke at være omfattende eller detaljerede. Som regel er det nok med en eller to sætninger for hvert hovedpunkt. Selv børn vil få mere ud af foredragene og have lettere ved at koncentrere sig, og alle ældste vil have stor gavn af gode, overskuelige notater når de skal tilrettelægge repetitionen af stævnet ved et efterfølgende tjenestemøde. De vil ligeledes kunne anvende mange af stævnets hovedpunkter i deres undervisning i menigheden og under hyrdebesøg.
6 Forenede i sang og bøn: En del af vor gudsdyrkelse består i at ære Jehova ved at synge lovsange til ham, ligesom Jesus og apostlene gjorde. (Markus 14:26) Paulus’ udtalelse i Første Korintherbrev 14:15 tyder på at sang hørte med til de første kristnes tilbedelse. (Se Rigets Tjeneste for februar 1991, side 3.) Områdestævnet giver os mulighed for sammen med hundreder, ja, tusinder, af vore brødre og søstre at prise Jehova i sang og bøn. Det er imidlertid sket at nogle har vist mangel på respekt for denne vigtige del af vor tilbedelse. Hvordan? Ved uden gyldig grund at komme for sent og ankomme under eller efter den indledende sang og bøn. Andre forlader deres pladser under den afsluttende sang inden bønnen. I sjældne tilfælde kan der naturligvis være en gyldig grund. Men er det et udtryk for den rette respekt for og værdsættelse af Jehovas bord når nogle går glip af det privilegium det er at være med i sangen og bønnen, blot for at komme hurtigere hen til deres biler eller få noget at spise? — Matt. 6:33.
7 Vor kristne opførsel: Gennem årene har vor kristne opførsel og personlige fremtræden ved stævnerne givet os et godt omdømme som Jehovas vidner. Det skyldes at vi tager tilbedelsen af Jehova alvorligt og betragter vore stævner som kristne højtider, og ikke som udflugter eller selskabelige sammenkomster. Når vi kommer sammen ved sådanne særlige lejligheder vil vi naturligvis bevare vor kristne værdighed og åndelige indstilling, og hele tiden opføre os på en måde der sømmer sig for dem der yder hellig tjeneste. — 1 Kor. 10:31-33.
8 Det er desværre ikke alle stævnedeltagere der følger den høje kristne standard, idet deres påklædning, opførsel og tale vidner om en skødesløs og verdslig indstilling. En for fritidspræget og afslappet påklædning er ikke passende ved møder og stævner, heller ikke på selve stævneområdet når programmet er forbi. Vi bør også være opmærksomme på vor opførsel under dåbsforedraget og selve dåbshandlingen. Det er mangel på ærbødighed og respekt at fotografere på en anmassende og forstyrrende måde, og det er upassende at kommentere dåbskandidaternes fremtræden. (Tit. 2:10) Lad os føle et personligt ansvar for altid at være et godt eksempel. — 1 Tim. 4:12.
9 I overensstemmelse med den inspirerede vejledning i Første Korintherbrev 5:11 vil udstødte ikke kunne få logi gennem Jehovas Vidners Stævneplads eller stævnehallen i Herlufmagle, hverken hos private eller på stævnets overnatningsplads, og de vil heller ikke kunne spise i stævnets bespisningsafdeling.
10 Til god adfærd hører også at man ikke forsyner sig med forfriskninger når boderne er lukkede eller hvis ordstyreren har budt velkommen til et programafsnit. Vi bør også alle føle et ansvar for at rydde op efter os når vi forlader vores plads i fællesspisningen eller i forfriskningsafdelingen. I stævnehallerne, såvel i Silkeborg som i Herlufmagle, må flasker og fødevarer ikke tages med ind i foredragssalen.
11 Til forældre: Børn og teenagere er blandt dem der indbydes til områdestævnet „Venner af frihed“. Verden lokker med en „frihed“ der fører til åndelig og bogstavelig død og som kun opnås på bekostning af den gudgivne frihed der hører til sand tilbedelse — en frihed som Adam forspildte. Vi kan være taknemmelige for at Jehova, gennem sin organisation, sørger for en klar forståelse af dette vigtige spørgsmål. Det er derfor en glæde at se børn og unge der har lært at lytte opmærksomt ved de kristne møder og som viser stor interesse for stævneprogrammet. (Sl. 148:12, 13) Om de gør det, afhænger dog i høj grad af forældrenes eksempel og tilsyn. Mange unge er blevet oplært til at tage notater. Hvis nogle forældre endnu ikke har lært deres børn at tage notater, hvorfor så ikke bruge tiden inden stævnet til at lære dem det? Selv de helt unge kan lære at skrive skriftsteder og nøgleord op. Nogle familier planlægger at repetere dagens program når de kommer hjem til deres logi om aftenen eller mens de kører hjem fra stævnet.
12 Dåb: Dåbsforedraget afholdes på stævnets anden dag kl. 11.30. Det er et af stævnets højdepunkter, og vi har alle gavn af at lytte opmærksomt og forny vort løfte om at tjene Jehova.
13 De der planlægger at lade sig døbe bør oplyse dette til den præsiderende tilsynsmand i god tid før stævnet, så der er tilstrækkelig tid til at gennemgå spørgsmålene i Organiseret til at fuldføre vor tjeneste. Dåbskandidaterne skal selv medbringe badetøj og håndklæde, og til dåb på stævnepladsen i Silkeborg anbefales det også at medbringe en badekåbe. Badetøjet må genspejle beskedenhed og ærbarhed. De der skal døbes tilskyndes til at være på deres pladser i det reserverede afsnit foran scenen inden programmet begynder om formiddagen. Efter dåbsforedraget og bønnen vil programordstyreren give korte oplysninger om dåbsarrangementet og derefter bede alle om at rejse sig og synge med på den afsluttende sang. Under det sidste vers vil de ordenshavende føre dåbskandidaterne til dåbsstedet.
14 Alkoholiske drikke: Det er ikke tilladt at nyde alkoholiske drikke inden for stævneområdet, heller ikke på overnatningspladsen.
15 Bånd- og videooptagere: Det er tilladt at optage stævneprogrammet hvis det kan ske uden at forstyrre. Man må imidlertid ikke bryde ind i Selskabets anlæg for at lave optagelser, og der træffes ingen særlige foranstaltninger i den forbindelse. Stævnets højttaler- og tv-afdeling kan heller ikke påtage sig at foretage sådanne optagelser. Det er muligt at optage programmet via adapter i de afsnit hvor der er teleslynge.
16 Reversmærket tjener ikke kun til at avertere stævnet men også som identifikation. Ud over at bære det under rejsen til og fra stævnet bør vi bære det på stævneområdet. Beboerne på overnatningspladsen bør bære mærket så alle kan se det. De ordenshavende vil føle sig fri til at minde vennerne om dette. Reversmærker kan udleveres til alle der skal bo på overnatningspladsen og overvære stævnet. Hvis der er tale om ikketroende ægtefæller, nye eller andre som endnu ikke har indrettet deres liv helt efter de bibelske principper, bør de forstå og anerkende det ansvar det medfører at bære reversmærket.
17 Pionerer skal huske deres pioneridentifikation så de kan få bøger og blade til pionerpris. Pionerer der har været på pionerlisten i mindst seks måneder kan vederlagsfrit få deres forplejning i bespisningsafdelingen.
18 Frivillig tjeneste: Der er behov for mange frivillige arbejdere for at et stævne kan fungere. Stævnekoordinatoren i din menighed vil modtage oplysninger om hvilke afdelinger der har behov for frivillige hjælpere, og dette vil han bekendtgøre for menigheden. Igennem ham kan du få en aftale om at udføre frivillig tjeneste. Børn bør arbejde sammen med en af deres forældre eller en anden voksen.
19 Under stævnet kan der opstå behov for flere frivillige arbejdere. Der er et bureau for frivillig tjeneste, og vi vil tilskynde dig til at henvende dig dér når du ankommer til stævnet. Brødrene vil oplyse dig om det aktuelle behov. Din villige tjeneste værdsættes og medvirker til at stævnet kan få et godt forløb. — Sl. 110:3.
20 Bespisning: Betalingen for måltiderne vil ske på samme måde som tidligere år. Vi ønsker stadig at kunne dække vore udgifter ved at alle bidrager for det de nyder. Den huskeseddel der tidligere blev udleveret sammen med programmet, trykkes ikke mere. Alle tilskyndes til selv at holde regnskab med hvad de nyder. Is, pølser, sodavand osv. udleveres kun til voksne og unge i teenagealderen. Mindre børn skal derfor følges med en voksen eller et større barn for at få udleveret forfriskninger. Der vil være placeret bidragsbøsser overalt. Her følger de retningsgivende priser:
Morgencomplet: Kr. 15,00
Middagsmad: Kr. 20,00
Aftensmad, 3 snitter: Kr. 15,00
Pølse: Kr. 5,00
Pølsebrød: Kr. 1,00
Lys pilsner: Kr. 5,00
Sodavand, juice, chokolademælk: Kr. 5,00
Juice (brik): Kr. 4,00
Kaffe med småkage: Kr. 3,00
Kaffebrød: Kr. 5,00
Is, frugt: Se prisskiltene
Stævnets bespisningsafdeling har ikke mulighed for at lave mad der dækker specielle behov. Diabetikere o.a. er velkomne til at nyde deres medbragte mad i stævnets spiseafdeling. Der vil være truffet særlige foranstaltninger til at betjene ældre og bevægelseshæmmede.
21 Logi: På nuværende tidspunkt skulle alle der ønsker logi gennem indlogeringsafdelingen i Silkeborg, hvad enten det er privatlogi, logi på skolehjem og kollegium eller på overnatningspladsen, have indsendt deres anmodning. Alle der har indsendt deres anmodning i tide har fået tildelt logi. De der nu eller i tiden op til stævnet får behov for logi, kan anmode om det gennem menigheden. Indlogeringsafdelingen vil da gøre hvad den kan for at skaffe de ønskede logi. Menighedens stævnekoordinator vil kontrollere at hver ansøgning er udfyldt korrekt, underskrive den og sende den til Jehovas Vidners Stævneplads, Indlogeringsafdelingen, Resendalvej 8, 8600 Silkeborg. Telefon 86 85 39 00. Der er ingen logiafdeling i forbindelse med stævnerne i Herlufmagle, men der er udsendt en hotelliste. De der ønsker hotellogi, hvad enten det er i Silkeborg eller i Herlufmagle, bedes selv sætte sig i forbindelse med et hotel og foretage reservation.
22 Overnatningspladsen i Silkeborg: Alle der har anmodet om plads kan påregne at bo på pladsen, og der vil ikke blive sendt bekræftelse til dem. Der er ved de fleste af stævnerne stadig plads til et begrænset antal telte og campingvogne. Såfremt nogle endnu ikke har anmodet om plads og gerne vil bo på pladsen, kan de derfor anmode om dette gennem menigheden. Hvis det skulle vise sig at der er enkelte der ikke er plads til, vil de få besked inden stævnet og få anbefalet en lokal campingplads. Samme fremgangsmåde som er nævnt i paragraf 21 følges. Bemærk: Man skal bestille plads i forvejen ved at udfylde formularen Anmodning om logi og aflevere den til menighedens stævnekoordinator. Der vil kun være mulighed for plads til dem der er godkendt af menighedens ældste. Hvis nogle af uforudsete grunde kommer uanmeldt, og der er overskydende pladser, vil de først få tildelt plads når en ældste, helst menighedens stævnekoordinator, har godkendt deres anmodning.
23 Den frivillige bidragsordning gælder også teltlejren. Den retningsgivende enhedspris gælder for telt eller campingvogn sammen med bil eller motorcykel.
Pr. nat: Kr. 80,00.
Hunde kan ikke medbringes på stævnepladsen eller overnatningspladsen medmindre der er tale om førerhunde.
24 Tabt og fundet: Vær meget omhyggelig med dine ejendele og pas godt på dem. Fundne genstande bedes afleveret i TABT OG FUNDET, og de der har mistet ejendele bedes inden de forlader stævnet henvende sig til denne afdeling. Efter stævnerne vil det fundne kunne rekvireres fra stævnehallerne i Herlufmagle og Silkeborg. Fundne ting vil således ikke længere kunne rekvireres hos Selskabet. Det vil være en meget stor hjælp hvis alle er omhyggelige med deres ejendele, dette gælder også bibler og sangbøger. Husk at skrive navn og menighed i! Stævnehallerne har følgende telefonnumre: Herlufmagle: 53 75 15 50, Silkeborg: 86 81 33 66.
25 Bogbord: Her kan man købe forskellige bibler og bibelleksika, samt Selskabets publikationer på forskellige sprog. Reversmærker kan ikke fås ved bogbordet men skal i forvejen bestilles og hentes i den lokale menighed.
26 Særlige møder: Alle pionerer i alderen fra 20 til 40 år som er interesserede i missionærtjenesten, indbydes til et møde på stævnets første dag kl. 13.00. På stævnets anden dag kl. 13.00 er der et møde for alle indviede forkyndere mellem 19 og 35 år der er interesserede i beteltjeneste. Stedet for møderne meddeles ved stævnet.
27 Programtider: Alle tilskyndes til at overvære hele stævneprogrammet, der er som følger:
Første dag: 10.20-12.35 og 14.10-17.25
Anden dag: 9.30-12.05 og 13.40-17.10
Tredje dag: 9.30-12.05 og 13.45-16.20
28 Overvær områdestævnet „Venner af frihed“: Ved at være til stede ved stævnet og lytte opmærksomt til programmet vil vi blive hjulpet til at få endnu større værdsættelse af den frihed som kommer gennem Kristus, og til at bruge den på rette måde. Beslut dig til at komme før den indledende sang og at være til stede under alle programafsnittene lige indtil den afsluttende bøn på stævnets sidste dag.
Jehovas Vidners Stævneplads, Silkeborg
Busforbindelser: Der er reserveret en bus til befordring af stævnedeltagere. (Skilt i forruden: „STÆVNEPLADSEN“.) Køreplan:
Morgen
Afgang fra —
Banegården/Rutebilstationen
Fredag: 7.50 og 8.30
Lør./Søn.: 7.25 og 8.25
Chr. 8.s Vej v. Shell (Busterminal)
Fredag: 7.55 og 8.35
Lør./Søn.: 7.30 og 8.30
Kejlstrupvej v. Teknisk Skole
Fredag: 8.00 og 8.40
Lør./Søn.: 7.35 og 8.35
Stævnepladsen
Fredag: 8.10 og 8.50
Lør./Søn.: 7.45 og 8.45
Stævnehallen
Fredag: 8.15 og 8.55
Lør./Søn.: 7.50 og 8.50
Aften
Afgang fra —
Stævnehallen
Fredag/lørdag/søndag: 17.45 og 18.30
Stævnepladsen
Fredag/lørdag/søndag: 17.50 og 18.35
Kejlstrupvej v. Teknisk Skole
Fredag/lørdag/søndag: 18.00 og 18.45
Chr. 8.s Vej v. Shell (Busterminal)
Fredag/lørdag/søndag: 18.05 og 18.50
Banegården/Rutebilstationen
Fredag/lørdag/søndag: 18.10 og 18.55
Ved D-stævnet (26.-28. juli) køres ikke til Tekn. Skole.
Billetpris: Voksne kr. 9.00. Børn 4-11 år kr. 4.50. (Gyldig en time — mulighed for omstigning.)
Campingstole: Der er indrettet et stort område i auditoriet hvor stævnedeltagerne kan benytte deres egne campingstole.
Fremmede sprog: Ved C-stævnet gennemføres hele programmet på engelsk i afsnit B bag ved scenen.
Frivillig tjeneste: Dette bureau findes i den sydlige ende af forhallen.
Førstehjælp findes i auditoriets sydlige ende — indgang fra forpladsen.
Hviletelt er det sydligste telt, ud for FØRSTEHJÆLP.
Hørehæmmede: Der er teleslynge i auditoriets nordlige halvdel.
Invalidetoiletter findes i alle auditoriets store toiletsektioner (indgang fra forpladsen) samt i toiletbygningen.
Mønttelefoner: I nordlige og sydlige del af forhallen samt uden for toiletbygningen.
Ordstyrerens kontor findes i den sydlige kontorgang — indgang fra forhallen.
Overnatningspladsen kan i almindelighed benyttes fra onsdag til mandag. Ved særlige behov kan der dispenseres fra dette. Åben for modtagelse: 8.00-21.00. Der er mulighed for eltilslutning ved brug af CEE-stik.
Parkering: Parkeringsmulighed for gangbesværede og invalidevogne — henvendelse til parkeringsvagterne ved indkørselen til stævnepladsen. I-skilte, der giver mulighed for at følge programmet siddende i bilen, skal rekvireres gennem den præsiderende tilsynsmand.
Puslerum findes i både den nordlige og sydlige del af auditoriet — indgang fra forpladsen.
Stævnekontor: I den sydlige kontorgang — indgang fra forhallen.
Tabt og fundet, garderobe: I den nordlige ende af forhallen.
Tegnsprog for døve: Programmet vil blive tolket for døve ved C-stævnet. I auditoriet — foran den nordlige del af kontorsektionen.
Tekstning for døve: Kun ved C-stævnet. I den nordlige del af kontorsektionen — indgang fra forhallen.
Hele programmet transmitteres kontinuerligt til en stor tv-skærm i foredragssalen i STÆVNEHALLEN, Oslovej 4, Silkeborg. Alle nødvendige faciliteter forefindes — også bespisning.
Jehovas Vidners Stævnehal, Herlufmagle
Stævnet vil blive gennemført på normal vis med foredrag, demonstrationer og et skuespil. Følg, om overhovedet muligt, den opdeling der er nævnt i paragraf 1. Det vil sikre alle stævnedeltagere en god plads. Da de fleste er kendt med hallen fra kredsstævnerne vil vi blot angive de vigtigste oplysninger her.
Bespisning: Måltiderne udleveres i spisesalen, men derudover er der forfriskninger flere steder på området. Hele den første afdeling i spisesalen er reserveret ældre og gangbesværede som kan gå direkte til deres pladser ved bordene. Unge brødre og søstre vil betjene dem.
Bus og tog: Tog til Ringsted eller Næstved, derfra busrute 73.
Døve: Programmet vil blive tolket for døve ved E-stævnet, den 2.-4. august. Der er reserveret plads på balkonen umiddelbart oven for trappen.
Frivillig tjeneste: Bureauet findes i forhallen.
Førstehjælp: I gangen der fører til smedjen.
Hørehæmmede: Der er teleslynge i hele tilhørerområdet på gulvet i foredragssalen.
Ordstyrerens kontor: Bag scenen.
Puslerum: I gangen der fører til smedjen.
Stævnekontor: I lokaler umiddelbart før smedjen.
Tabt og fundet er knyttet til stævnehallens faste garderobe.
Kørselsvejledning
Tilkørsel: Følg pilene til ringvejen. Kør ad Oslovej, forbi Stævnehallen, og derfra 1,5 km længere frem.
Frakørsel: Efter eget valg.
Bemærk: Der er 50 km hastighedsgrænse i byområdet gennem Gødvad landsby og frem til bygrænseskiltet.