Vil du aflægge uformelle vidnesbyrd i sommermånederne?
1 Bestemte tidspunkter hvor vi taler med andre om Jehova udgør en fast del af vor tilværelse. Vi sætter tid af til at forkynde fra hus til hus, aflægge genbesøg og lede bibelstudier. Desuden er der mange uformelle anledninger til at tale med folk om sandheden. Denne form for forkyndelse kalder vi uformelle vidnesbyrd.
2 Vi kan alle bestræbe os for at være vågne for mulighederne her i løbet af sommeren når vi rejser til og fra stævne, tager på ferie eller besøger slægtninge. Vil du benytte lejligheden til at forkynde uformelt på disse tidspunkter?
3 Læg planer på forhånd: Forberedelse og omtanke vil hjælpe os. I den forbindelse har vi mange forskellige publikationer til rådighed. Foruden Vagttårnet og Vågn op! har vi flere traktater med interessevækkende titler. Vi har brochurer der henvender sig til folk med en anden baggrund og andre religiøse opfattelser. Desuden har vi bøger i lommeformat der behandler interessante emner. Hvilke publikationer foretrækker du at bruge? Drøft det i familien. Derefter kan I sammen øve jer på hvad I vil sige når der opstår en passende situation.
4 På ferie: Der er rige muligheder for at aflægge uformelle vidnesbyrd når man er på ferie. Planlægger I at rejse med fly, tog eller bus? Så tag en bibel og nogle af de ovennævnte publikationer med. Det kan ofte føre til en samtale hvis man sidder og læser i Bibelen eller i bibelske publikationer. Hvis I kører i bil, så tænk på hvordan I kan forkynde på tankstationer, restauranter eller hoteller hvor I kommer. I den forbindelse er det godt at have en lille forsyning traktater med så man har noget at give interesserede. Hvis man gør ophold på en rasteplads hvor der er en flot udsigt, kan man måske indlede en samtale ved at spørge: „Ville det ikke være dejligt hvis der var så smukt på hele jorden?“ Hvis man opholder sig et andet naturskønt sted kan man bruge en tilsvarende indledning.
5 Ved områdestævnet: Vi kan også finde anledninger til at forkynde uformelt i forbindelse med overværelse af områdestævnet. Mange har opnået gode resultater ved at tale med motel- og hotelpersonale, med folk på gaden eller ved et busstoppested. Sørg for altid at bære reversmærke under stævnet. Hvis man går ud at spise eller på indkøb vil nogle måske spørge hvad reversmærket betyder. Det kan give os mulighed for at aflægge et godt vidnesbyrd.
6 Sommermånederne byder på afslapning og adspredelse, men lad os ikke overse mulighederne for at aflægge uformelle vidnesbyrd. Det er en forkyndelsesmetode som Jehovas tjenere bør gøre brug af og som giver gode resultater. Måtte vor næstekærlighed få os til at tale frimodigt ved enhver lejlighed, ligesom Jesus gjorde! — Matt. 5:14-16.