Sang 135
Jehova, vor bolig
1. Jehova altid var vor bolig,
fra slægt til slægt, fra æt til æt.
Før jord blev til og bjerge fødtes,
stod fast din store majestæt.
Du er til fjerne, skjulte tider,
i evighed, den samme Gud.
Til støv går mennesket tilbage.
Din kærlighed os løser ud.
2. Ja, tusind år for os er evigt,
for dig som dag i går der svandt.
Vi er som græs; ved gry det blomstred’
og visned’ bort som dagen randt.
Halvfjerdsindstyve år vi lever,
og firs når vi har særlig kraft.
En livsdag fyldt med slid og møje,
og suk og klage har vi haft.
3. Så lær os, Gud, at tælle dage,
at leve glad på rette vis,
at fylde hjerterne med visdom
og læberne med tak og pris.
O må din liflighed, Jehova,
til dine tjenere dog nå,
så vore hænders værk må fremmes,
og du kan pris og ære få.