Salomonøerne

SPREDT som to kostbare perlerækker i Stillehavets turkisfarvede vand ligger den melanesiske nation Salomonøerne, der af sine indbyggere kaldes „de lykkelige øer“. Denne dobbelte række af vulkanske øer og atoller begynder med Ontong Java-atollen lige syd for ækvator, grænser mod vest til Papua Ny Guinea, og strækker sig cirka 1500 kilometer mod sydøst til Santa Cruz-øerne, som omfatter Reeføerne, ikke langt fra naboen mod syd, Vanuatu. De fleste af Salomonøerne er dækket af tætte, frodige skove, og skarpe højderygge med stejle udløbere danner bjergkæder mellem hvilke der løber dybe, snævre dale. Med et samlet landområde på cirka 27.500 kvadratkilometer er dette isolerede land næst efter Papua Ny Guinea det største blandt Stillehavets øriger.

Den første af de europæiske opdagelsesrejsende der gik i land på disse sandhvide kyster, var den spanske sømand Álvaro de Mendaña, der kom hertil i 1568. Han ledte efter kong Salomons legendariske guldminer, men fandt en gruppe øer han kaldte Salomonøerne, uden andet guld end det der blev skyllet op af floderne på øen Guadalcanal.

En broget befolkning med et fælles træk

Øerne er hjemsted for en meget forskelligartet befolkning på cirka 300.000 mennesker der i hudfarve spænder fra blåsort til lysebrun, og hvis hår varierer fra mængder af tætte, blanke blonde krøller til det ildrøde hos de mange melanesere, som en flot kontrast til de polynesiske folks blanke, glatte sorte hår. Kommunikationen er en mangesproget sag på Salomonøerne, hvor der tales over 90 lokale sprog. De fleste benytter sig imidlertid af engelsk eller engelsk-melanesisk-pidgin når de taler med folk fra de forskellige øer og stammegrupper.

På de vidt spredte øer Ontong Java, Rennell, Bellona og Sikaiana i Stewardøgruppen og Tikopia og Anuta i Santa Cruz-øgruppen bor den polynesiske befolkning. Store grupper af mikronesiske folk fra Kiribati har samlet sig og slået sig ned på Wagina og Gizo i den vestlige del af Salomonøerne samt i hovedstaden Honiara på Guadalcanal.

Foruden statsborgerskabet på Salomonøerne har denne brogede befolkning et andet træk tilfælles, nemlig en stærk interesse for Bibelen. Folk er dybt religiøse og er glade for rigtig at synge med på salmerne i landsbykirken, som de kommer i flere gange om ugen, ja, nogle endda hver dag. Bibelens profetier fascinerer dem umådeligt, især Daniels Bog og Åbenbaringen. De tror fast på at vi lever i de sidste tider for denne gamle tingenes ordning. Denne tro bevirker at det i det store og hele er meget let at tale med dem om Jehova Guds løfter om at indføre varig fred og lykke ved hjælp af sit himmelske rige.

De lykkelige øer hører om ’den lykkelige Gud’

’Den lykkelige Guds gode nyhed’ er siden 1953 flittigt blevet forkyndt overalt på seks af hovedøerne og på mange af de mindre øer. (1 Tim. 1:11) I begyndelsen blev tilsynet med evangeliseringsarbejdet på Salomonøerne varetaget af Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Australien, og derefter af kontoret i Papua Ny Guinea.a Frygtløse forkyndere fra Papua Ny Guinea, som for eksempel John Cutforth, R. L. (Dick) Stevens, Les Carnie samt Ray og Dorothy Paterson, besøgte det voksende antal af brødre og søstre i urskoven. Ofte boede de hos dem i deres løvhuse hvis tage og sider var lavet af lange, smalle palmeblade. Den 18. april 1977 blev foreningen Jehovah’s Witnesses of the Solomon Islands Trust Board lovformeligt indregistreret, hvilket åbnede vejen for yderligere vækst og en lettere organisering af forkyndelsesarbejdet.

I juli 1978 opnåede Salomonøerne politisk uafhængighed. Brødrene var glade for at deres lokale selskab, Jehovah’s Witnesses of the Solomon Islands Trust Board Inc., var blevet indregistreret før styret blev ændret, da der senere blev lagt begrænsninger på indførelsen af trossamfund der var nye i området. Med henblik på at udvide forkyndelsesarbejdet til endnu flere af „de lykkelige øer“ blev det besluttet at Salomonøerne skulle have deres eget afdelingskontor. Kort efter at denne beslutning var blevet truffet ankom Glenn Finlay fra afdelingskontoret i Papua Ny Guinea sammen med sin kone, Merlene, for at koordinere arbejdet.

Det var ikke første gang broder Finlay satte sin fod på Salomonøerne. Foruden at han flere gange havde været der som kreds- og områdetilsynsmand, tjente han i 1965 tre måneder på Malaita i nord som specialpioner, udsendt af afdelingskontoret i Papua Ny Guinea.

Det første afdelingskontor

„Det første afdelingskontor havde til huse i kælderen i Bob Seccombes hus på Lengakiki Ridge i Honiara,“ skriver broder Finlay om året 1978. I dette lille kælderrum var der allerede blevet skrevet teokratisk historie. Det havde tjent som den første rigssal på øen Guadalcanal og senere som det første boglager for Salomonøerne. Og da broder Seccombe stillede en lille etværelses lejlighed til rådighed i den bagerste ende af bygningen, tjente hans hus også som det første betelhjem.

Broder Finlay fortsætter: „Vi havde kun én manuel skrivemaskine og én hånddreven duplikator, men vi havde den mest fantastiske udsigt over sundets dybblå vand.“ For næsten 50 år siden, den 13. november 1942, var dette sund skueplads for et af de voldsomste søslag i historien. Amerikanerne kaldte det siden Jernbundsundet på grund af de mange skibe der rustede op under dets overflade.

Efter 30 års tjeneste vendte broder Seccombe og hans kone, Joan, af helbredsmæssige grunde tilbage til Australien. De fik aldrig selv børn, men deres utallige åndelige børn og børnebørn værdsætter højt deres kærlige arbejde.

Lad os vende tilbage til broder Finlays rapport: „I 1978 ankom Denton Hopkinson og hans kone fra Filippinerne. Det var første gang flertallet af brødrene så en zonetilsynsmand. I løbet af de næste få år blev der opført et toetages afdelingskontor og betelhjem.“ Det var noget af et projekt! Brødrene og søstrene i Honiara udgravede store blokke af knivskarpe koraller kun ved hjælp af håndredskaber. Skønt byggeriet var en langvarig og vanskelig proces der tog næsten tre år, blev der også udvist stor kristen kærlighed. Og i tilgift kom nogle af de arbejdere der virkede på byggepladsen, senere til at arbejde for Jehova på andre særlige måder.

Ti unge brødre kom til at arbejde fuldtids på byggepladsen under ledelse af et af medlemmerne af afdelingskontorets udvalg, Rodney Fraser, der selv var bygningshåndværker. De fleste af de frivillige var fra menighederne i urskoven og havde aldrig før haft et stykke bygningsværktøj i hånden. Efter at de i tre år havde arbejdet sammen med broder Fraser og en del andre brødre fra Australien havde de imidlertid ikke alene tilegnet sig gode færdigheder med hensyn til at bygge, men de havde også fået stor værdsættelse af Jehovas jordiske organisation og var blevet dygtigere til at fremholde den gode nyhed for andre.

Syv af disse unge mænd fortsatte med at forøge deres tjeneste for Jehova på den ene eller den anden måde. Omega Nunu rejste hjem til landsbyen Taba’a, der ligger højt oppe i bjergene i kwara’aefolkets egn på Malaita. Han blev den eneste ældste i menigheden. Lilio Liofasi blev et af de første medlemmer af betelfamilien og tjente der i otte år. Nu tjener han og hans filippinskfødte kone, Priscilla, i en anden gren af heltidstjenesten. De to kødelige brødre Joe Kwasui og David Kirite’e, der blev tømrere, fortsatte også i heltidstjenesten. De var blandt de første der bragte sandheden til Santa Cruz-øerne i den østlige del af Salomonøerne. Billy Kwalobili, der blev dygtig til at lægge klinker, tjente som specialpioner på Ndeni, den største af Santa Cruz-øerne, og er nu pioner på de isolerede Reeføer. Pedro Kanafiolo, en stærk, energisk broder fra Malu’u på det nordlige Malaita tjener nu som specialpioner i det forholdsvise nye distrikt på øen San Cristobal. Simon Maedalea, der forlod betelbyggeriet som tømrer, blev senere pioner i den østlige del af Malaita. Disse dygtige og energiske brødre har ført an i forkyndelsen på de spredte „lykkelige øer“.

Stævner — glædelige milepæle

Stævnerne var glædelige milepæle, og de krævede alle betydelige forberedelser. Hvert eneste foredrag og skuespil skulle oversættes til salomonø-pidgin. Derefter skulle skuespillene optages. Stemmerne blev indtalt af forkyndere fra Honiara mens musikken og lydeffekterne blev overspillet fra de engelske bånd. Efter mange timers arbejde blev båndene, der til sidst forelå i kassetteform, brugt til at øve sig efter. Ved hjælp af små batteridrevne båndoptagere øvede brødrene og søstrene sig i lyset fra blafrende lygter i små stråtækte rigssale. Nogle stævner var så små at der ikke var skuespillere nok til at fremføre skuespillene. Flere skuespil blev derfor vist ved hjælp af lysbilleder fra Europa sammen med lydbåndet. Brødrene på disse yderposter var begejstrede for at se Bibelens beretninger levendegjort!

I slutningen af 1979 blev der brugt to øer til ét lille stævne i Santa Cruz-øgruppen. For at stævnedeltagerne kunne se lysbilledforevisningen af skuespillet, måtte hele forsamlingen flytte fra den lille ø hvor de fleste programpunkter var blevet fremført, til en større som havde den rette elforsyning til lysbilledapparatet. Forestil dig denne glade og spændte skare som krydsede vandet i kanoer lavet af udhulede træstammer, for derefter at fylde salen til sidste plads mens interesserede tilskuere fyldte vinduerne til trængsel! Derefter roede de tilbage over det glitrende, krystalklare vand i strålende måneskin, lykkeligt snakkende om det de havde hørt og set — noget der ville komme til at stå som et uforglemmeligt minde.

Den gode nyhed udbredes

I årevis var forkyndervirksomheden blevet koncentreret om blot to øer, Malaita og Guadalcanal, hvor der kun var én menighed. I 1960’erne og 1970’erne blev der dannet små grupper af interesserede i Munda og på Gizo i den vestlige del af Salomonøerne. Men det gik kun langsomt fremad. Efterhånden bredte interessen sig til andre områder i takt med at pionerer rejste til Choiseul i vest og Santa Cruz-øerne yderst mod øst.

Malaita er kendt for to ting: Herfra stammer de berømte konkyliepenge som engang blev brugt til at betale brudeprisen med, og den er hjemsted for et hårdført folk som har en stærk trang til at rejse. Malaitanerne er hårdtarbejdende, og mange af dem har gigantiske bjerghaver. På grund af deres rejselyst kan man finde dem i alle provinser på Salomonøerne. Nogle af dem har endda boet uden for deres stammeområder i mere end 50 år. Det var derfor ikke noget tilfælde at Norman Sharein fra afdelingskontoret i Papua Ny Guinea fandt i hundredvis af dem da han i 1962 tog op nord for Malaita, og mange var villige til og ivrige efter at tage imod Bibelens sandheder.

Mange malaitanere havde været med i en fejlslagen politisk bevægelse, kaldet Ma’asina Ru’u (Broderskabet), der arbejdede for uafhængighed af det britiske styre. Da de følte sig fremmede for de etablerede kirker, havde de dannet deres eget trossamfund, Boboa (Grundlæggelse). Dette navn viste sig at være meget betegnende. Mange af dem tog imod Bibelens sandheder og blev døbte Jehovas vidner som blev djærve forkyndere og pionerer. De har ikke blot tjent i et utal af isolerede bjerglandsbyer i deres eget stammeområde på Malaita, men overalt på Salomonøerne, uanset hvor isoleret og afsidesliggende distriktet har været.

Den gode nyhed kommer til den vestlige provins

Et af de første vidner der blev brugt i det lokale missionærarbejde i den vestlige provins var Fanidua Kirite’e fra Østmalaita. Han var dengang, i 1967, en ung familiefader. Han og en anden broder sagde ja til at rejse til den vestlige provins som specialpionerer, og i begyndelsen koncentrerede de deres bestræbelser om øen Gizo.

Under et tougers ophold i byen Gizo blev broder Fanidua tilskyndet til at fortsætte sit forkyndelsesarbejde af distriktspolitiinspektøren, som også sagde at han og hans partner skulle sætte sig i forbindelse med ham hvis de fik nogen problemer inden for hans embedsområde, som omfattede øgruppen New Georgia. Det varede ikke længe før pionererne ankom til Munda, en bebyggelse ved Rovianalagunen på øen New Georgia.

Munda er i virkeligheden en række små landsbyer der ligger hele vejen rundt om en landingsbane som blev bygget i begyndelsen af 1940’erne af den japanske hær. Det amerikanske luftvåben overtog senere landingsbanen, udvidede den og brugte den under resten af den anden verdenskrig. Stammerne i dette område er matriarkalske samfund. Broder Fanidua mindes: „Da vi ankom til Munda med statens postbåd, begyndte vi at spekulere på hvor og hos hvem vi skulle bo og hvordan sandheden ville blive modtaget i dette nye område. Vi gik hen ad vejen der løb langs med lagunen og stod kort efter foran Taude Kenaz’ hus. Taude var malaitaner. Jeg vidste han ville byde os velkommen, da han også var en kwara’ae, men om vi kunne bo i hans hus mens vi var i Munda afhang for en stor del af hvordan vi blev modtaget af jordbesidderen, hans svigermoder, Miriam, der var enke.“

Miriam var et kendt og respekteret medlem af rovianastammen på øen New Georgia. Hun udøvede ikke blot magt som jordbesidder men havde også megen indflydelse i Den Forenede Kirke. Hendes afdøde mand havde været medvirkende til at dette trossamfund var kommet til deres område. Da Miriam tidligere havde drømt at hun ville modtage nogle usædvanlige besøgende, troede hun ikke sine egne øjne da hun så de to pionerer stå ved døren med en taske og Bibelen i hånden. Til pionerernes store overraskelse indbød hun dem straks til at bo i sit hus. Hendes gæstfrihed viste sig at blive til velsignelse for hele hendes familie. Pionererne plejede nemlig hver aften at studere med alle der viste en sådan venlighed. Miriam og hendes datter Esther, og Taude, Esthers mand, var tre sådanne mennesker.

Det var i denne periode, i 1970, at de rejsende tilsynsmænd John Cutforth og Jim Smith besøgte Munda på deres vej tilbage til Papua Ny Guinea. Broder Smith blev hurtigt klar over den potentielle interesse i Munda, og han sagde derfor til pionererne at det ville være godt hvis de kunne blive der indtil der var blevet oprettet en menighed. Disse to tilsynsmænd hjalp omhyggeligt pionererne med at organisere møder. For første gang kunne man høre lovprisningssange til Jehova på øen New Georgia! De rejsende tilsynsmænd lod pionererne i Munda tage sig af fårene, og drog videre til andre distrikter.

En aften blev pionererne pludselig revet ud af deres søvn af en skare vrede mennesker. Pøbelen blev anført af en politimand der ikke var i tjeneste. Han beordrede strengt brødrene til straks at forlade området. Broder Fanidua henvendte sig til skaren og fortalte dem hvad politiinspektøren havde sagt til dem på Gizo: „Hvis I skulle få nogen problemer noget sted i mit embedsområde, skal I sætte jer i forbindelse med mig.“ Da politimanden hørte dette, blev han bange, og skaren spredtes. Sagen rygtedes imidlertid hurtigt og kom også inspektøren på Gizo for øre.

Inspektøren tog med det samme med et fly til Munda. Kort efter at han var ankommet, blev broder Fanidua bedt om at møde på den lokale politistation. Da broder Fanidua kom ind på stationen, lagde han mærke til at der var to højtstående lokale politimænd til stede. Så dæmrede det for ham; samtalen med inspektøren fandt sted af hensyn til de to lokale politimænd. Efter at broder Fanidua havde forklaret hvorfor han og hans partner var kommet til Munda, opsummerede inspektøren det der var blevet sagt ved at sige: „Jeg har min tro. Du, Albert [han pegede på den ene politimand], har din tro. Du, Alex [den anden politimand], har din tro. Salomonøernes lov garanterer alle tilbedelsesfrihed. Vidnerne bor i Miriams hus, hvilket hun har indbudt dem til. Hun er jordbesidderen, og hun er både i sin lovlige og sin stammemæssige ret til at have folk af en hvilken som helst tro på besøg i sit hjem, og I har som lovens håndhævere, hvad enten I er i tjeneste eller ej, ingen ret til at forsøge at forhindre Miriam i at vise interesse for Jehovas Vidner.“ Han sluttede med at stille de to pionerer under de to lokale politimænds særlige beskyttelse.

Broder Taude døde for nogle år siden, men den lille menighed i Munda trives fortsat og priser regelmæssigt Jehovas navn i sang og i forkyndelsen. Og hvad angår broder Fanidua, så er han forblevet en trofast forkynder af den gode nyhed.

Missionærer får lov til at blive

I 1980 fik gileaduddannede missionærer visa til Salomonøerne. De første der ankom var newzealændere fra den 67. klasse, Roger og Shona Allan. Tidligere havde missionærer og kreds- og områdetilsynsmænd fra Papua Ny Guinea kun fået lov til at opholde sig midlertidigt i landet. I april 1982 kom der flere missionærer, nemlig Arturo Villasin og Pepito Pagal fra Filippinerne. Der var brug for mere hjælp da broder og søster Finlay i 1985 måtte rejse til Australien på grund af familieforpligtelser. Samme år ankom to erfarne missionærer, Josef Neuhardt fra Gileads 45. klasse og hans kone, Herawati, der havde tjent ti år i Indonesien og otte år i Papua Ny Guinea. Han blev udnævnt til koordinator i afdelingskontorets udvalg. Så ankom Loreto Dimasaka fra Filippinerne, og senere fik Douglas Lovini fra Gileads 70. klasse og hans kone, Luana, lov til at komme ind i landet, efter at have tilbragt nogle år i Papua Ny Guinea. Han er medlem af afdelingskontorets udvalg.

Ned med korset i Temotuprovinsen

Cirka 900 kilometer sydøst for Honiara ligger Temotuprovinsen, der omfatter de østligste af Salomonøerne, heriblandt Santa Cruz-øerne. Temotuprovinsen var usædvanlig. Der var kun ét trossamfund repræsenteret dér, den anglikanske kirke. Det var i årevis ikke lykkedes noget andet trossamfund at gøre noget som helst indtryk på de alvorlige mennesker på disse øer. Men i 1976 blev John Mealue, en anglikansk lægprædikant, af sin kirke sendt til Papua Ny Guinea for at blive oplært som oversætter af de lokale sprog. Dette skulle komme til at forandre det religiøse billede i provinsen.

Mens John boede i Papua Ny Guinea åbnede han en formiddag døren for et af Jehovas vidner. Han fik da den første smagsprøve af den gode nyhed om Riget. Efter flere drøftelser blev John hurtigt klar over at det han hørte var sandheden. Skønt han var blevet udvalgt til at blive den næste anglikanske biskop på Santa Cruz-øerne, opgav han sine sprogstudier og vendte tilbage til Salomonøerne. På vejen tilbage til Santa Cruz-øerne stoppede han ved afdelingskontoret i Honiara og spurgte om nogen kunne besøge hans ø og oprette en menighed der. Afdelingskontoret begyndte straks at træffe forberedelser hertil.

Da John kom tilbage til sin landsby, begyndte han at forkynde for sine kødelige brødre, James Sopi og Drawman Alilvo, der begge var skolelærere, men de modsatte sig hans budskab. Hans brødre såvel som andre ville gerne vide hvorfor han var vendt hjem. Han svarede dem direkte og fortalte dem hvor skuffet han var over præsterne. „De har løjet for os hele tiden,“ sagde han, og gav dem eksempler. John havde endnu ikke lært hvordan man forkynder taktfuldt. En dag gik han med en økse i hånden lige ind midt i landsbyen Malo og huggede dens kæmpemæssige kors om, slæbte det hen ad jorden og smed det i havet. Ingen vovede at lægge hånd på ham. Hans handling kostede ham ikke desto mindre en dag i retten, og fordi han havde omhugget deres hellige symbol, forudsagde de religiøse ledere at John om otte dage ville blive ramt af døden.

Otte dage senere levede John stadig. Dette blev et vendepunkt for retsindige mennesker. Nyheden bredte sig som en løbeild, og da John mødte i retten var ikke alene domhuset fyldt til bristepunktet, men hele Lata Station, hovedstaden i Temotuprovinsen, vrimlede med mennesker.

Man kunne høre en nål falde til gulvet i retslokalet da John stod op for at forsvare sig. Han appellerede til tilhørernes samvittighed da han i detaljer fortalte om korsets oprindelse, kristenhedens hykleri og hvordan præsterne åndeligt talt havde holdt ham og hans folk i mørke. I sin kendelse sagde dommeren: „Anklagerne er afvist. De skal imidlertid betale en bøde på 20 dollars for at have ødelagt privat ejendom.“

Præsterne havde lidt et nederlag; de ville gerne have haft John dømt til hårdt fængselsarbejde. Ikke så få, deriblandt hans brødre, James og Drawman, var blevet berørt af det de havde hørt i retten og kom senere i sandheden.

Den fredelige måde at forkynde på

I 1981 ankom Billy Kwalobili og Joe Kwasui til flyvepladsen i Lata i Temotuprovinsen, efter to års arbejde ved betelbyggeriet. De glædede sig til at fremme sandheden i dette nye distrikt. De nye forkyndere havde brug for at lære at ’en Herrens træl ikke bør strides med nogen, men bør være mild imod alle, idet han finder sig i ondt’. (2 Tim. 2:24) Da en gruppe forkyndere en dag var ude i tjenesten, gik en pøbelskare af ophidsede anglikanere, ansporet af præsten, til angreb på en af forkynderne og gav resten ordre til ikke at forkynde i deres landsby. De nye forkyndere tænkte at den eneste mulighed for at få vidnearbejdet gjort, var at fjerne forhindringen med magt. De bankede derfor hele pøbelskaren og brækkede benet på en af modstanderne! Men hjulpet af god undervisning fra Selskabet og af pionerernes eksempel lærte de nye forkyndere, med nogle problematiske øjeblikke indimellem, til sidst at forkynde fredeligt.

Billy og Joe mødte også andre udfordringer. Der var kun tre uger til at kredstilsynsmanden og områdetilsynsmanden skulle komme for at holde det allerførste kredsstævne på Santa Cruz-øerne. Men der var et stort problem: der var ikke noget sted at holde stævnet. Man gik straks i gang med at skaffe et stykke jord til en rigssal. Men hvor? Der var ganske vist mange interesserede i Nemba, men der var også stærk modstand fra den anglikanske kirke. Uheldigvis var jordbesidderne alle medlemmer af kirken og meget imod at der blev opført en rigssal i nærheden af dem. Det blev derfor besluttet at bygge i John Mealues landsby, på øen Malo, tre timers kanosejlads fra Nemba.

Da pionererne kom til John med dette forslag, svarede han: „Det er lige hvad jeg længe har ønsket.“ Den selv samme dag begyndte byggeriet, og det blev udført i rasende fart. Et stykke inde i byggeriet ankom kredstilsynsmanden på sit regelmæssige besøg i menigheden, og han gav en hånd med ved byggeriet. Lige til tiden stod en pæn sal, bygget af blade, med tag, podium og åben til de tre sider, klar til at rumme de mennesker man ventede til stævnet.

Med tiden blev John, James og Drawman og deres respektive ægtefæller døbt. Disse tre kødelige brødre havde været højt værdsat af den anglikanske kirke, men efter at de havde taget imod sandheden, lagde præsterne pres på skolevæsenets embedsmænd og fik James og Drawman fyret fra deres arbejde. Det afskrækkede ikke de to brødre. De besluttede at skaffe sig deres udkomme af jorden og havet og bruge deres tid til at forkynde fra hus til hus om de virkelige skatte, de vidunderlige sandheder om Riget. Snart sluttede mange flere sig til dem. Til sidst blev der bygget en rigssal i Nemba. Menigheden blev senere flyttet til landsbyen Belamna.

I 1988 blev Festus Funusui og hans kone, Ovature, sendt til Belamna som specialpionerer for yderligere at organisere forkyndelsesarbejdet. Forkyndelse på gader og markeder blev introduceret i Lata Station. Ved et nyligt kredsstævne i Belamna var der næsten 200 til stede. Der er lovende muligheder for fremtiden. Man planlægger at bygge en stævnehal med 500 siddepladser midt i Lata Station. Jehova har i sandhed velsignet væksten.

Et „anderledes“ bid på Reeføerne

Nogen tid efter at John Mealue havde taget imod sandheden, gik Michael Polesi fra Gawa på Reeføerne, der ligger i den ydre østlige øgruppe, på et seminarium i Honiara. Michael var anglikaner. Da han en morgen gik forbi markedet hvor Vidnerne stod under træerne og udførte gadearbejde, lagde han mærke til at nogle store drenge lavede sjov med nogle af de ældre forkyndere. Deres stiklerier gik ofte ud over Benjamin Ru’u, en forkynder der havde fået noget af sit ene ben amputeret. Da Michael så Benjamin gå ved hjælp af et træben der var bundet fast til hans knæ, fik han ondt af ham og modtog bogen Sandheden der fører til evigt liv af ham. Han tog den med sig tilbage til Malo på Santa Cruz-øerne, hvor han underviste i underskolen.

Dér blev han kontaktet af John Mealues broder Drawman, som da stadig var lærer i underskolen. Michael var lykkelig for at der var nogen som kunne hjælpe ham med at forstå Bibelen. Desværre var skoleåret ved at være slut og Michael ville snart vende tilbage til sit hjem og sin familie på Reeføerne. Da han var klar til at vende hjem, havde han kun læst tre kapitler i ’Sandhedsbogen’. Til trods for sin begrænsede forståelse af Bibelen, begyndte han ikke desto mindre at forkynde da han var kommet hjem.

Da Michael ikke ville holde op med at tale om sandheden, lagde præsterne pres på skolevæsenets embedsmænd i Lata Station for at få ham fyret, ligesom de senere fik James og Drawman fyret. Michael besluttede at skaffe sig sit udkomme ved at dyrke jorden. Han og hans kone, Naomi, og deres børn blev til sidst tvunget til at forlade landsbyen som udstødte. Langt borte fra landsbyen byggede de et nyt hjem og senere en rigssal. Da de forlod landsbyen, tog de en hundehvalp med sig som de kaldte Anderledes, for, som Michael siger: „Det er et tegn, for at vise at vi virkelig er anderledes end verden.“ Den dag i dag ser det, ifølge Michael, ud til at Anderledes også kender forskellen, for „han bider kun dem bagi som ikke er Jehovas vidner eller interesserede“.

Men tilbage til beretningen. Senere ankom James Sopi, Billy Kwalobili og Joe Kwasui med skib fra Santa Cruz-øerne og blev i syv dage for at opmuntre Michael åndeligt og hjælpe ham med at tage sig af de interesserede. Michael blev en nidkær forkynder og blev senere døbt ved et områdestævne i Honiara. Antallet af dem der sluttede sig til Michael som forkyndere på Reeføerne blev ved med at vokse. I 1984 blev David Kirite’e og Ben Ramo derfor sendt dertil som specialpionerer. De fik det imidlertid ikke let.

Bladene råber

Et af de problemer David og Ben kom ud for, skyldtes til dels det fjendskab der er mellem nogle reeføboere og malaitanere. Denne fjendtlige holdning opstod efter at der næsten samtidig med at pionererne ankom, udbrød en strid mellem rivaliserende anglikanske grupper i Honiara. De malaitanske specialpionerer fik derfor svært ved at gå nogen steder på egen hånd for at forkynde. Deres problem blev ikke mindre af at folk lever i frygt for deres biskop og præster. Præsterne besøgte ofte folk for at se om de havde nogen af Selskabets bøger i hjemmet. Hvis der blev fundet nogen, var husejeren sikker på at blive skældt grundigt ud og blev tvunget til at udlevere bogen så præsten kunne ødelægge den. Det blev derfor meget vanskeligt at forkynde for nogen; folk løb væk så snart de fik øje på en forkynder.

Pionererne blev klar over at de måtte forkynde på en anden måde. „Vi besluttede at bruge blade fra træerne,“ sagde de. „Vi gik til et sted hvor stierne i urskoven krydsede hinanden og rykkede et stort blad af et træ i nærheden og skrev et skriftsted på det med store bogstaver og, med mindre bogstaver, en forklaring af skriftstedet. Med meget små bogstaver skrev vi så: ’Hvis du gerne vil vide mere om dette skriftsted, skriv da til Jehovas Vidner på Salomonøerne, eller spørg et Jehovas vidne der bor i nærheden af dig.’“

David og Ben giver os endnu et eksempel på deres bladforkyndelse: „Vi skrev et tema, for eksempel ’Guds rige’, og så nedenunder det første skriftsted, Mattæus 24:14, med ordene ’Vi må forkynde om dette’. Og så, nedenunder, et spørgsmål: ’Hvad vil Guds rige udrette?’ Og så det sidste skriftsted, Åbenbaringen 21:4.“

Hvis pionererne forkyndte i et område hvor folk var meget imod sandheden, brugte de Salme 37:9 som det sidste skriftsted på bladet: „De onde udryddes nemlig, men de der håber på Jehova, skal tage jorden i besiddelse.“ De lagde så bladet midt på de mest befærdede stier i urskoven og gik bort. Førte denne forkyndelsesmetode til gode resultater?

En dag skrev en af pionererne en prædiken på et blad med en kuglepen og placerede det omhyggeligt lige midt på en meget befærdet vej. Han gik et lille stykke væk og stod skjult mellem træerne. Han ventede, nysgerrig efter at se hvem der ville samle bladet op. Til hans overraskelse kom en hund gående hen ad vejen og standsede op for at snuse til bladet. „Jeg tror hunden kunne læse,“ sagde pioneren humoristisk, „for den begyndte at gø ad bladet. Hunden blev ophidset og lavede så megen støj at en jæger i urskoven troede at hunden havde fået jaget en opossum eller et firben op i et træ. Jægeren løb hen til stedet, blot for at opdage at hunden gøede ad bladet og skubbede til det med poten. Han skubbede hunden væk og samlede forsigtigt bladet op. Han brugte nogle få øjeblikke på at læse prædikenen på bladet, og lagde så lige så forsigtigt bladbudskabet tilbage midt på vejen.“

Pioneren slutter historien: „Da jeg senere gik forbi jægerens hus, råbte han til mig: ’Var det dig der lagde noget på vejen?’ Vi begyndte en bibelsk drøftelse, der snart blev til et regelmæssigt bibelstudium. Nu er manden og hele hans familie forkyndere af den gode nyhed.“

Den blinde ser

Billy Kwalobili blev gift i 1986, og han og hans brud, Lina, blev sendt til Reeføerne som specialpionerer. Et af deres bedste bibelstudier var studiet med en ung mand, Eriki, der var blind. Eriki var fascineret af fuglenes og insekternes lyde og kunne efterligne dem fuldstændigt. Gennem sit bibelstudium med broder og søster Kwalobili lærte han om den der har skabt alle disse skabninger. Han lærte også hvorfor folk er syge og hvorfor han var blind. Billy læste alle paragrafferne i studiematerialet højt; Eriki lyttede opmærksomt og besvarede derpå spørgsmålene til paragrafferne med sine egne ord. Eriki lærte mere end 30 skriftsteder udenad.

Da en rejsende tilsynsmand besøgte Eriki, sagde han: „Hold ham ikke tilbage. Lad ham forkynde.“ Den weekend vandrede Eriki sammen med otte forkyndere gennem den tætte urskov til distriktet. Den rejsende tilsynsmand holdt i den ene ende af en paraply og Eriki holdt i den anden ende og fulgte rask efter. Hele tiden lød det: „Der ligger en træstamme!“ eller: „Pas på klippeblokken til venstre!“ og så skrævede Eriki over træstammen eller trådte et skridt til siden for at undgå klippeblokken. Mange lyttede til Eriki når han fortalte om sit håb; og når han citerede skriftsteder fra hukommelsen, rystede de forbløffede på hovedet mens de fulgte med i deres egen bibel.

Ved slutningen af besøget sagde Eriki til den rejsende tilsynsmand: „Der er tre ting som jeg meget gerne vil have hvis bare jeg kunne få dem.“ Da han blev spurgt hvad det var, svarede han: „En bibel, en sangbog og en forkyndertaske!“

„Men hvorfor vil du have de ting, Eriki?“ spurgte tilsynsmanden. Eriki svarede: „For at jeg, når jeg går i rigssalen eller i forkyndelsen, kan være ét med mine brødre og søstre. Når jeg forkynder, vil folk måske ikke tro på hvad jeg siger, men når jeg viser dem ordene i min bibel, kan de følge med. Og for at have min bibel og min sangbog med, har jeg brug for en taske.“ Snart efter modtog Eriki to gaver — en ny bibel og en sangbog. Brødrene har ikke lædertasker, men klipper rissække midt over og syr skulderstropper i dem. Eriki fik også sin egen ’risforkyndertaske’. Det var som om en drøm gik i opfyldelse for ham. Hele menigheden delte hans glæde!

Snart efter blev Michael Polesi igen ansat som skolelærer. I denne stilling kunne han nu kontakte flere mennesker på Reeføerne. Det var en yderligere glæde da de to første kvinder fra Reeføerne blev døbt i 1990 ved et kredsstævne på Santa Cruz-øerne. Der er meget mere godt i vente for Temotuprovinsen.

Den gode nyhed når Makiraprovinsen

I 1984 blev der åbnet et distrikt hvor der aldrig før var blevet forkyndt. Det var øen San Cristobal, hvor det meste af befolkningen stadig levede i stammelandsbyer. Det var vanskeligt at sende pionerer til øen for at forkynde, for stammelivsformen tog ikke højde for besøgende. Det begyndte imidlertid at lysne da en broder der kunne betjene entreprenørmaskiner, blev sendt til San Cristobal af sit firma. Afdelingskontoret benyttede sig straks af lejligheden og sendte James Ronomaelana, specialpioner og nu medlem af afdelingskontorets udvalg, til San Cristobal for at bedømme mulighederne for at åbne arbejdet dér.

Da James forkyndte på øen, måtte han i begyndelsen udholde megen modstand, og en dag blev han forbavset over at støde på et skilt med advarselen: „Jehova-folk! Ingen adgang uden særlig tilladelse.“ De mange nedslående erfaringer kølnede imidlertid ikke hans nidkærhed, og han blev velsignet med en spændende oplevelse. Han fortæller: „I en landsby kom jeg til et stort hus. Manden i huset ejede en kokosplantage og kvæg og var tydeligvis langt mere velhavende end sine naboer. Jeg sprang derfor huset over, idet jeg mente at denne mand ikke ville have tid til sandheden. Mens jeg var på vej væk, begyndte jeg at bebrejde mig selv at jeg havde været så frygtsom. Jeg spurgte strengt mig selv: ’Hvorfor springer du huset over?’ og svarede så modigt: ’Jehova har sendt mig her, og måske er det sidste gang jeg er her. Jeg må gå hen og tale med den mand!’“

Da han nåede huset, traf han ejerne, Oswald og Rachel Oli. James indledte begejstret samtalen med at gøre opmærksom på at Gud har et navn, og at han har en hensigt med jorden. Parret blev fyldt med glæde over at lære at Gud vil gøre jorden til et paradis. Ved det andet besøg blev der påbegyndt et bibelstudium. Oswald og Rachel begyndte snart at indrette deres liv efter Jehovas retfærdige principper. Da Oswald var en stor bidragyder i kirken, kom det ikke som nogen overraskelse at den anglikanske kirke rettede en heftig modstand mod ham. På det tidspunkt blev der også sendt specialpionerer til øen for at udvide arbejdet, og dét gjorde de lokale præster endnu mere vrede, så de endda opfordrede deres medlemmer til at bruge vold for at bringe pionererne til tavshed.

Hverken pionererne eller Oswald og hans familie lod sig dog afskrække, som det fremgår af dette eksempel: Da Hankton Salatalau, en specialpioner, forkyndte for en interesseret mand, begyndte et medlem af den anglikanske kirke at råbe skældsord efter ham. Da Hankton respektfuldt gik sin vej, angreb manden ham bagfra og slog ham omkuld så han ramte nogle skarpe koralblokke, og sparkede ham nådeløst i over et kvarter. Landsbyfolkene var chokerede mens de så til i rædsel. Deres store frygt for præsterne afholdt dem imidlertid fra at komme ham til hjælp. Hankton lå hjælpeløs på jorden og prøvede at dække hovedet og kroppen med sine arme. Hans ryg var en blodig masse og lignede et stykke råt kød efter at være blevet flænset på de skarpe koraller. Endelig tog nogle mod til sig og skred ind. De greb fat i angriberen og holdt ham tilbage, mens Hankton, ilde tilredt, slap hjem.

Mange øboere er sørgeligt nok stadig fanget i det spind af frygt som kirken har vævet. Nogle er ikke desto mindre begyndt at se forskellen mellem kristenheden og sand kristendom. I mellemtiden er de fire specialpionerers udholdenhed blevet belønnet. Der er to flittige og blomstrende menigheder på San Cristobal. Oswald, Rachel og deres børn, samt Rachels familie, er også frygtløse forkyndere af den gode nyhed.

Usædvanlige skikke

I mange af de vanskeligt tilgængelige egne af Malaita, især i bjergene, og på andre øer, er der stammer som kun har haft ringe berøring med enten kristenheden eller den sande kristendom. De er hovedsagelig forfædredyrkere, men nogle er animister.

Elson Site, tidligere kredstilsynsmand og nu specialpioner med en familie på otte børn, forklarer hvordan forholdene er i nogle af disse områder: „I stammerne er det almindeligt at man kun har meget lidt eller slet intet tøj på, og hvis nogen med tøj på besøger en sådan landsby, betragtes han med mistænksomhed og bliver ofte forhindret i at komme ind i landsbyen.“

Hvordan ville de klare denne prekære situation? Elson fortsætter: „Ved en lejlighed ankom en gruppe brødre og søstre fra en lille menighed til en landsby for at forkynde, men høvdingen gjorde indsigelse mod at de havde noget som helst tøj på mens de var i landsbyen. Brødrene forklarede at det ikke var en kristen skik at gå nøgen. Eftersom de havde rejst den lange vej for at delagtiggøre dem i nogle vigtige oplysninger fra Guds ord, ville de meget gerne finde en løsning på det lille problem der forhindrede hans folk i at høre en god nyhed. Høvdingen konfererede i et godt stykke tid med landsbyens ældste og afgjorde til sidst at det ikke ville være muligt for brødrene at forkynde for landsbyboerne den dag. Men der blev truffet foranstaltninger til at gøre fremtidige besøg mere vellykkede. Landsbyboerne lovede at bygge et hus af blade lige uden for landsbyens grænse, så brødrene og søstrene, fuldt påklædte, kunne bruge huset til at mødes med de folk fra landsbyen der ønskede at komme og høre hvad Bibelen lærer. Denne ordning fungerede fint, da landsbyboerne altid er glade for at tale om åndelige ting.“

Foruden at brødrene må respektere beklædningsrestriktionerne i nogle landsbyer, må de tage hensyn til andre begrænsninger der råder blandt disse mennesker på grund af deres tro. Arturo Villasin, nu kredstilsynsmand, beretter: „De brødre der leder en gruppe i forkyndelsen er meget omhyggelige med at tage hensyn til landsbyboernes frygt for at gøre noget der vil mishage ånderne. I nogle landsbyer er det strengt forbudt at nævne visse ord eller navne, som for eksempel at sige navnet på en død forfader som menes at have magt over landsbyen. Nogle træer betragtes også som hellige, og kun mænd må sidde i skyggen af dem. I en landsby ved kysten er det anstødeligt at gå i bestemte farver; man kan ikke gå i rødt eller sort. Dér vil man taktfuldt undlade at bruge en bog eller bibel med rødt eller sort bind i forkyndelsen.

Der er visse dele af landsbyerne hvor kvinder under ingen omstændigheder må komme. En mand må ikke sætte sig på samme bænk som en kvinde medmindre hun er hans kone. Hvis nogen af disse skikke bliver brudt, må der straks betales erstatning. Det er derfor vigtigt at brødrene og søstrene er godt inde i hver eneste landsbys regler, love og begrænsninger hvis der skal aflægges et virkningsfuldt vidnesbyrd. Før de går ind i en landsby vil den broder som leder gruppen derfor i detaljer drøfte med gruppens medlemmer — især søstrene, som lettere uforvarende kunne komme til at bryde de mandsorienterede skikke — hvad de bør gøre og ikke bør gøre mens de er i landsbyen. Der vises med glæde hensyn som ikke er i modstrid med Jehovas retfærdige principper, således at landsbyboerne får en reel mulighed for at høre den gode nyhed. Mange har reageret positivt og har med glæde aflagt vaner som mishager den sande Gud.“

Omgivet af dæmoner

I bjergdistriktet Kwaio på Malaita ligger landsbyen Aiolo. Denne landsby består næsten udelukkende af Jehovas vidner.

Aiolo er som et tilflugtssted for Jehovas folk, omgivet af dæmondyrkelse. Når man fra landsbyen ser ud over landskabet, ser man mange såkaldt hellige steder — høje med tæt urskov på toppen og siderne ryddet for at man kan skelne mellem helligt og neutralt område. Dér ofrer præsterne grise til guderne. En del af ofrene spises af præsten og, somme tider, af andre mænd. Men det er under dødsstraf forbudt kvinder at spise noget af offeret eller at være med til selve ofringen, selv om det hovedsagelig er dem der opdrætter grisene. Efter ofringen må præsten eller andre der har foretaget ofringen, blive i et helligt hus inden for landsbyens område i et bestemt antal dage før de kan vende hjem til deres familie.

I Aiolo blev der opført et ’hurtigbygget hus’ lavet af bambus og andre materialer fra urskoven. Et Jehovas vidne stillede dette nye hus til rådighed for de såkaldt bortløbne. Det er interesserede, endda hele familier, som er løbet bort fra dæmondyrkelsen. De er flygtet fra deres dæmondyrkende landsby for at finde tilflugt i Aiolo. Engang ankom en bortløben familie, en ægtemand, hans kone og nogle af hans brødre og søstre, fordi landsbyboerne søgte at dræbe dem fordi de havde fornærmet deres dæmon ved ikke at ofre en gris til den. Straffen? Døden!

Adskillige dage senere besøgte den rejsende tilsynsmand Aiolo. Lyt til hvad han har at sige: „Min kone og jeg blev inviteret til et måltid mad hos en af brødrene. Midt iblandt dem sad denne bortløbne familie. Vi syntes straks godt om dem, men de var bange og sad med ryggen til os. Da måltidet var slut, smilede de imidlertid over hele hovedet og sad med ansigtet vendt mod os. De var blevet klar over at vi var ligesom alle de andre brødre og søstre som elsker Jehova og er elsket af ham!“

Ingen lange bukser

Men lad os vende tilbage til broder Villasin og spørge ham hvorfor han nu går i shorts i stedet for lange bukser. Han siger: „I en landsby havde vores gruppe forkyndt for alle i landsbyen. En broder havde imidlertid talt længe med landsbyens høvding. Til sidst kom broderen ud af høvdingens hus. Han så bekymret ud. Høvdingen havde sagt til ham at han ville have mine lange bukser! Jeg havde ikke et ekstra par med, og det var ikke passende for en kredstilsynsmand at gå rundt uden bukser. Jeg bad broderen om hurtigt at gå tilbage til høvdingen og overbevise ham om at selv om det var fuldstændig normalt for ham og hans folk at gå rundt uden tøj, var jeg en mand fra et andet land med helt andre skikke, og en af vore skikke var at vi under ingen omstændigheder viste os nøgne offentligt. Høvdingen ville imidlertid meget gerne have mine bukser. Efter en lang samtale fik broderen dog overbevist høvdingen om at det var bedst jeg beholdt bukserne. Jeg var lettet! Siden har jeg ikke haft lange bukser på i nogen landsby. Jeg går med shorts ligesom alle de andre brødre!“

En anden udenlandsk rejsende tilsynsmand kom ud for en hårrejsende oplevelse. I én landsby må man ikke bruge de engelske ord for „ond“ og „krig“. Disse to ord er navnene på to af deres dæmoner. At sige disse navne er en lovovertrædelse, og den der gør det må betale en stor erstatning. Da de lokale brødre tog dertil for at forkynde, sagde den nye kredstilsynsmand til brødrene at han hellere ville nøjes med at lytte. Det syntes brødrene ikke om; de insisterede på at kredstilsynsmanden skulle sige noget, eftersom han var blevet sat godt ind i de lokale skikke. Den besøgende broder gik til sidst med til det. Mens han gik op og ned ad bjergene ad stierne i urskoven, blev han ved med at mumle for sig selv: „Sig ikke KRIG, sig ikke OND.“

Da de omsider nåede distriktet, inviterede en mand den rejsende tilsynsmand og to andre brødre ind i sit hus. De to brødre indledte samtalen og præsenterede så den nervøse rejsende tilsynsmand. Han fremholdt en kort præsentation fra Bibelen, og alt gik godt. Den besøgte så ud til at være glad for det han hørte. Den rejsende tilsynsmand var også ret tilfreds med sig selv og åbnede bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden og begyndte at vise billederne af Paradiset. Men så, til sin rædsel, tilføjede han: „Og Gud vil gøre ende på al krig.“

Manden gjorde store øjne af forbavselse, og det gjorde den rejsende tilsynsmand også. Han så hurtigt hen på de to brødre for at få hjælp og tog en dyb indånding, men de så hen på den besøgte, som om de ville sige: „Han sagde ikke ’krig’, vel?“ Og den besøgte så på dem, som om han ville sige: „Nej, det gjorde han vist ikke.“ Og således sluttede samtalen uden at de måtte betale erstatning. Men den rejsende tilsynsmand kunne ikke hurtigt nok komme tilbage til Aiolo.

Det er ikke blot skikkene og klædedragten der er anderledes på Salomonøerne end i den vestlige verden; også byggemetoderne er anderledes. Ikke desto mindre har to store byggeprojekter hjulpet mange af de lokale til at se at Jehova Guds ånd er med dem der tilbeder ham. I 1989 blev indbyggerne i Auki på Malaita forbløffede da de så en menighed på 60 forkyndere bygge en stævnehal med plads til over tusind stævnedeltagere. Og i juni 1991 gjorde folk i Honiara store øjne da en stævnehal med 1200 siddepladser syntes at skyde op fra grunden på blot to uger, den første hurtigbyggede hal af den størrelse i Stillehavsområdet. Det første stop på vores tur til byggepladserne bliver øen Malaita.

„Den hal Jehova har bygget“

Begynd med to hamre og to stemmejern som værktøj. Tilføj i snesevis af villige arbejdere og alt det tømmer der kan fældes i den omkringliggende sumpede skov. Så har du det der skal til for at bygge en stævnehal med 1500 siddepladser i den stil man bruger på Salomonøerne. Et sådant byggemirakel har ført til en vældig lovprisning af Jehovas navn på Malaita. Der måtte overvindes så mange tilsyneladende uoverstigelige problemer under bygningen af den 950 kvadratmeter store hal, at den er blevet kendt som „den hal Jehova har bygget“.

I juni 1982 holdt missionærerne på Malaita et møde i hovedprovinsbyen Auki og nåede til denne slutning: Der var et presserende behov for en ny rigssal til den lokale menighed på 65 forkyndere. Til stede ved mødet var Roger Allan og to filippinske missionærer, Pepito Pagal og Arturo Villasin.

Den gamle rigssal var plaget af termitter. Den var blevet så vakkelvorn at blot det mindste vindstød truede med at vælte den. Den var oprindelig blevet bygget som et midlertidigt ly mod solen og regnen for de 400 mennesker der havde overværet et stævne i Auki 15 år tidligere, og dens dage var nu talte.

Menigheden i Auki havde kun to fuldtidsbeskæftigede brødre, og deres indkomst beløb sig hver til cirka 325 kroner om måneden. Menighedens medlemmer blev derfor enige om først at koncentrere sig om at skaffe penge til at påbegynde projektet. Broder Pagal og broder Villasin fik til opgave at organisere et „forbund“ i menigheden — en gruppe frivillige som skulle arbejde på at skaffe de nødvendige midler.

Menigheden dyrkede kål og søde kartofler. Afgrøderne blev pakket i kurve af kokosblade og sendt med båd til Honiara. Dér solgte en ældre pionersøster, Cleopass Laubina, grøntsagerne til den bedste pris hun kunne få og sendte pengene tilbage til menigheden i Auki. Hver mandag arbejdede 40-50 brødre desuden hårdt i deres ansigts sved for at skaffe penge ved at grave grøfter, rydde kokosplantager for bundvegetation og blande beton ved håndkraft. I 1985 havde menigheden, efter 3¹/₂ års arbejde, samlet en byggesum på 13.000 kroner.

Udvid projektet

I mellemtiden var det blevet besluttet at udvide byggeprojektet betydeligt, så det kunne gavne alle 23 menigheder på Malaita. „I stedet for at bygge en rigssal til 70 forkyndere, hvorfor så ikke bygge en stævnehal til 1500?“ ræsonnerede de lokale Vidner. Altså planlagde man at opføre en stor bygning med siddepladser til 1500 mennesker, en bygning der ikke blot kunne give ly for den brændende tropesol men også for de hyppige regnskyl der er så karakteristiske for Salomonøerne.

Der blev tegnet et groft udkast til en hal, cirka 30 meter lang og 32 meter bred, med et tag der skrånede jævnt opad for at den opstigende varme luft kunne slippe ud. Hallen skulle være uden bærende søjler i midten, så tilhørernes udsyn ikke blev hindret. Den skulle ligge på menighedens grund på to hektarer.

I 1985 fik menighedens byggeudvalg et lån til en lav rente. Kort efter gav brødrene i Sverige en ret stor gave, hvorved stævnehalsfonden i alt havde 87.750 kroner til at begynde byggeriet med.

Lederen af et savværk i Honiara lovede at levere alle de 300 afbarkede tømmerstokke der skulle bruges som støttepiller for selve salen og som stolper til verandaen og forhallen, samt til tagspær, åse og lægter. Spærene skulle fremstilles i Honiara og derefter skilles ad og fragtes med pram til Auki, hvor de atter skulle samles og rejses på støttepillerne.

Byggefolkene var klar, ivrige efter at komme i gang! Men det eneste værktøj de havde var to kløftehamre og to stemmejern. Der var en masse villige hjælpere som var parate til at give en hånd med i arbejdet. Men ingen af brødrene på Malaita havde nogen faglig erfaring. „Brødrene og søstrene ventede at jeg førte tilsyn med byggeriet, men jeg havde ikke engang prøvet at bygge et hønsehus!“ sagde broder Allan.

Hvordan skulle brødrene få tagspærene — der hver bestod af otte store tømmerstokke der var boltet sammen og vejede fra to til fem tons — løftet fra jorden og op på de seks meter høje støttepiller? Og hvordan skulle de få spidsen af spærene cirka 12 meter op i luften uden at bruge store byggekraner?

„Jeg aner det ikke,“ indrømmede broder Allan dengang. „Vi må bare stole på at Jehova vil hjælpe os.“

Faglig hjælp hilses velkommen

Der kom faglig hjælp langvejsfra over havet i oktober 1986. Jon og Margaret Clarke, der havde været med til at bygge det nye afdelingskontor i New Zealand, hørte om Aukimenighedens situation og var i stand til at få et tre måneders visum så de kunne komme til Malaita.

Da menigheden havde fået en blandemaskine som gave, kunne den gå i gang med at bygge en stor scene og en væg af betonsten med sidefløje bag scenen. Forkynderne brugte de bare hænder som skovle og gravede dybe huller og fyldte dem med beton, hvori de satte de 18 støttepiller til væggen, taget og verandaen.

Da de indfødte brødre var blevet oplært af broder Clarke, samlede de selv tagspærene til salen og de tre der skulle være over forhallen. Men de havde stadig problemet med at få løftet de tunge spær på plads. Det var noget af en teknisk bedrift, for hvert spær var lavet af otte tømmerstokke der var boltet sammen i en kæmpemæssig trekant. Brødrenes beslutsomhed og opfindsomhed trodser enhver beskrivelse.

En tømmerstokballet

Det eneste udstyr der var til rådighed til det vældige løftearbejde var en blok og en talje på en interimistisk kran. Selve kranen var lavet af otte stykker tømmer. Det første spær, der vejede to tons, skulle løftes op over den nyligt opførte betonstensvæg og anbringes på to støttepiller bag den. Da spæret ved spidsen blev løftet op i lodret position af kranen, blev brødrene til deres bestyrtelse klar over at kranen ikke kunne løfte spæret højt nok til at det var fri af muren. Den var én meter for kort! I to dage hang spæret og dinglede i kranen — understøttet af tømmerstokke — mens brødrene sukkede og spekulerede over problemet.

Forbipasserende gjorde nar og sagde: „Kan Jehova ikke løfte spæret for jer?“

„Godt!“ udbrød brødrene. „Nu vil Jehova helt bestemt hjælpe os!“

Et pludseligt udbrud af kreativitet inspirerede arbejderne. En donkraft fra en pickup blev stukket ind under den ene ende af spæret og løftede det nogle centimeter højere op. Den ende af spæret blev så yderligere understøttet. Derefter blev donkraften flyttet over til den anden ende af spæret for at løfte den ende, hvorefter den også blev understøttet. Sådan fortsatte man indtil det første spær, efter fire dages jongleren, centimeter for centimeter var blevet løftet op over betonmuren og anbragt på de dertil bestemte støttepiller. Denne mægtige bedrift fik brødrene til at danse rundt på byggepladsen i en stor kreds, mens de klappede i hænderne og sang glade melodier.

Først da projektet var færdigt og donkraften med stor succes var blevet brugt til at løfte tre spær — hvoraf det ene vejede så meget som fem tons — blev brødrene klar over at de udviskede ord der var stemplet på den ene side af donkraften, viste at løftekapaciteten ikke var „15 tons“, som de havde troet, men kun „1,5 tons“!

„Når man tænker over hvad brødrene og søstrene gjorde, overgår det al forstand,“ siger broder Allan. „At se de vældige spær rejse sig var som at se en tømmerstokballet!“

„Kan Jehova ikke bygge en hal?“

I januar 1987 kom to indfødte brødre fra Honiara, der var i byggebranchen, til Auki, og efter at have inspiceret spærene sagde de at savværket uden at vide det havde leveret uegnede tømmerstokke af frugttræ, og at dette tømmer havde en forræderisk tendens til at rådne indefra. De mente at tømmerstokkene allerede var begyndt at rådne i marven og at alt tømmeret skulle skiftes ud. Fire måneder senere blev den skæbnesvangre diagnose bekræftet — det meste af det leverede tømmer var ved at rådne, og størstedelen af det tunge byggearbejde der var blevet udført, måtte gøres om.

Broder og søster Clarke kom tilbage til Auki i juli, ledsaget af Steven og Allan Brown fra Auckland. De medbragte en del udstyr som en gave fra byggepladsen i New Zealand, hvor man var færdig med det nye afdelingskontor. Newzealænderne havde planlagt deres besøg så de kunne være med til at færdiggøre tagkonstruktionen på hallen, men i stedet kom deres arbejde mest til at bestå i at afmontere det der var blevet bygget året før.

Det allervanskeligste for brødrene var imidlertid at bære de konstante hånlige tilråb fra folk der i åbne lastbiler kørte forbi byggepladsen, og de ydmygende bemærkninger fra folk på markedet eller på gaden i Auki.

„Kan Jehova ikke bygge en hal?“ sagde de hånligt. „Det viser at I dyrker en falsk religion,“ spottede de. „Det er kun tossede mennesker der bygger en hal og så river den ned igen.“ Når folk fra andre trossamfund gik forbi byggepladsen, dansede og sang de foran de modløse arbejdere — og frydede sig over deres vanheld. De lokale brødre var så modfaldne at de sagde til de fire missionærer at de „ville forlade denne hal lige med det samme hvis ikke det var fordi Jehovas navn stod på den“.

Spotten kortvarig

Spotten var somme tider kortvarig. For eksempel råbte en gruppe sangere der var på vej til en særlig begivenhed i en kirke 16 kilometer borte, smædeord og lo ad byggearbejderne da de i lastbil kørte forbi byggepladsen. Halvanden kilometer efter byggepladsen brød deres lastbil sammen, og de nåede ikke deres bestemmelsessted.

Da det rygtedes på byggepladsen blev der givet vejledning om ikke at ’gengælde ondt med ondt’. (Rom. 12:17) Men da nogle af brødrene, stående bag i byggepladsens lastbil, lidt senere kørte forbi de strandede sangere, kunne de ikke lade være med stille at danse et par glade trin!

Landsbyen Kona kommer til undsætning

Kun 38 af tømmerstokkene fra savværket var uden råd, så resten af de 300 tømmerstokke der var brug for, måtte komme et andet sted fra. Men hvorfra? Brødrene fra landsbyen Kona, der lå fem kilometer fra byggepladsen, henvendte sig til byggearbejderne og tilbød at skænke byggeriet nogle specielle løvtræer som voksede på deres jord. Tømmeret kunne erstatte støttepillerne, stolperne til verandaen og forhallen og salens tagspær. Det var et stort offer for brødrene i denne landsby, for Malaita var blevet hærget af cyclonen Namu, og de havde regnet med at genopbygge deres ødelagte huse med tømmer fra disse træer.

For at få fat i tømmeret anlagde søstrene i Aukimenigheden en seks meter bred vej, idet de skar en otte hundrede meter lang åbning i den tætte urskov fra fældningsstedet ud til hovedvejen. De mønstrede alle deres kræfter og fældede træer, byggede broer over grøfter og fjernede forhindringer på den nye vej. Så kunne de udvalgte træer fældes, afgrenes og skæres firkantede med kædesave.

„Vi er som myrer“

Det nye tømmer blev skåret i stykker der var 36 centimeter på hver led og 6,4 meter lange. Men hvordan skulle man få disse store stykker tømmer ud til hovedvejen otte hundrede meter borte?

Menighedens medlemmer svarede: „Vi er som myrer! Hvis vi har hænder nok, kan vi flytte alting!“ (Jævnfør Ordsprogene 6:6.) Når der var brug for flere brødre og søstre til at bære tømmeret, lød råbet: „Myrer! Myrer! Myrer!“ Så kom brødrene og søstrene strømmende fra alle retninger for at give en hånd med. Fyrre brødre og søstre løftede et stykke tømmer på et halvt ton med hænderne og bar det ned ad vejen til hovedvejen, hvorfra det med lastbil blev kørt til byggepladsen.

At sætte støttepillerne og stolperne på plads var et risikabelt foretagende. Endnu en gang viste det sig at de indfødtes måde at gøre tingene på, var den bedste. Når støttepillerne kom til byggepladsen, blev de placeret cirka tre meter fra det dybe hul hvori de skulle sænkes og støbes i beton.

Tredive brødre og søstre løftede så støttepillens øverste ende hen på en krydsramme. Derefter skubbede de hurtigt pillen hen over jorden, med den nederste ende i retning af det hul pillen skulle stå i. To af de mest modige brødre stod på den modsatte side af hullet med nogle tykke brædder, og når den rutsjende pille ramte disse brædder, blev den standset så brat at fremdriften fik den op i lodret position, hvorpå den faldt ned i fundamenthullet.

En fejl vendes til en velsignelse

Dernæst skulle taget lægges på. På det tidspunkt var byggefonden imidlertid fuldstændig opbrugt, og menigheden havde ikke råd til et bliktag på bygningen. Da Jehovas Vidners Styrende Råd blev underrettet om brødrenes situation, blev der glædeligvis stillet en gave på 10.000 dollars (65.000 kroner) til rådighed — nok til ikke blot tagbeklædning, men også til at færdiggøre selve salen.

Der blev betalt et depositum på 39.000 kroner til et metalvarefirma for et bliktag der var malet lysegråt. Selv om hverken farven, tykkelsen eller kvaliteten var den byggeudvalget havde ønsket, var det hvad der var råd til. Til byggemandskabets bestyrtelse var bliktaget imidlertid allerede blevet solgt til en anden religiøs gruppe i Honiara, som byggede en ny kirke. Leverandøren undskyldte uordenen, men havde ikke mere tagbeklædning af den type på lager.

En uge senere meddelte firmaet at man havde fået en forsyning tagbeklædning af en bedre og sværere kvalitet på lager. På grund af fejlen ville firmaet oven i købet lade menigheden købe det til en meget reduceret pris — som lå et godt stykke inden for byggeriets budget. Og det nye bliktag var endda allerede malet i en mere tiltalende mørkegrøn farve, som var den farve brødrene oprindelig havde ønsket, men ikke havde råd til.

I december 1987 ankom broder Henry Donaldson, en tagentreprenør fra New Zealand. Projektet blev kronet med et smukt tag på 1100 kvadratmeter. Når de tidligere plageånder kørte forbi byggepladsen på lastbiler, kunne brødrene og søstrene nu endelig synge og danse — idet de begejstret pegede på den næsten færdige bygning!

Forestil dig deres glæde da hallen nogle få dage senere blev brugt for første gang. Viv Mouritz fra afdelingskontoret i Australien, der tjente som zonetilsynsmand, talte til en forsamling på 593. Han roste alle de frivillige der havde arbejdet så hårdt på dette vældige projekt, for deres selvopofrelse og udholdenhed.

Man klarede sig

Denne stævnehal på Malaita står som et eksempel på hvordan der kan udrettes store ting uden moderne byggeudstyr og præfabrikerede materialer. Den er et vidnesbyrd om at Jehova velsigner dem der sætter al deres lid til ham. Ofte gik arbejdet videre uden selv de mest grundlæggende redskaber, som for eksempel spader eller skovle, som ville blive regnet for en absolut nødvendighed i mere velstående lande.

Da det blev nødvendigt at udgrave koralholdig jord og læsse det i sække for at transportere det til byggepladsen, løsnede søstre koralgruset i et stenbrud med spidse stokke og fyldte derefter det skarpe, takkede grus i sække med de bare hænder. På blot én dag gravede og læssede søstrene 13 lastvognslæs koralfyld, hver på tre tons!

Et andet eksempel på hvordan man klarede sig, er det der skete da hjulet på byggepladsens eneste trillebør blev ødelagt så meget at det ikke kunne repareres, og man ikke kunne skaffe et andet noget sted på Salomonøerne. Det afskrækkede ikke brødrene det mindste. Når de havde fyldt trillebøren med beton, løftede de den simpelt hen op og bar den hen hvor den skulle, og det gjorde de indtil der fem uger senere ankom et nyt hjul fra New Zealand.

Da stævnehallen endelig var helt færdig, blev den brugt til områdestævnet „Guds retfærdighed“ i oktober 1988.

Det næste stop på vores tur til byggepladserne, er Honiara på øen Guadalcanal.

„På blot to uger“

„På blot to uger!“ Snart rygtedes dette i byen Honiara. Reaktionen var nysgerrighed, forbavselse og skepsis. Hvordan kunne man rejse en stor bygning med 1200 siddepladser på to uger? Ja, hvordan kunne dette finde sted på en ø så fjernt fra den industrialiserede verdens tekniske faciliteter?

Det var ikke moderne teknik og individuel dygtighed der gjorde udslaget. Ikke desto mindre var der hårdt brug for en cyklonsikret og dog komfortabel stævnehal med scene og lydanlæg i dette land hvor vej- og bygningsingeniørarbejde ikke planlægges dage og uger, men måneder og år, i forvejen.

Da fundamentet tog form, voksede den lokale interesse. Mange så dog til med voksende skepsis da de så soklen og begyndte at fatte størrelsen af den kommende bygning. De spurgte: „Hvordan vil I bygge denne store bygning på blot to uger?“

Snart ankom der skibscontainere med store stålsektioner som blev losset. Embedsmændene i Honiara var yderst hjælpsomme og imødekommende, idet de var mere end villige til at gøre rede for importprocedurerne. De statslige myndigheder gav også tilladelse til at et hold på cirka 60 frivillige, alle Jehovas vidner fra Australien, kom til Honiara og arbejdede sammen med de lokale brødre i selve byggeperioden på to uger. Brødrene værdsatte virkelig embedsmændenes venlige interesse og assistance!

Den 7. juni 1991 blev byggeholdet modtaget i Honiaras lufthavn af brødre med en perlerække af skinnende hvide tænder i smilende mørke ansigter, og budt velkommen med blomsterkranse og med den kærlighed der gør det internationale brodersamfund så enestående. Den første generthed forsvandt som dug for solen da alle arbejderne allerede næste dag begyndte at bygge det store hus for tilbedelsen af Jehova. Hver fagmand lærte gladeligt fra sig til dem der havde fået til opgave at arbejde sammen med ham. En lokal leverandør så op på stålkonstruktionen og sagde forbløffet: „Jeg havde engang et projekt hvor der skulle rejses 25 tons stål, og det tog tre måneder. Her har I jeres 30 tons oppe på blot to og en halv dag!“

Blot 15 dage efter at arbejdet på den hurtigbyggede stævnehal var begyndt, blev det første møde holdt. Alt for hurtigt måtte de besøgende brødre og søstre rejse. Sceneriet i lufthavnen var på mange måder lig det der havde udspillet sig da de ankom — blomsterkranse og en ivrig trykken hænder og given omfavnelser — men denne gang var næppe et øje tørt.

„De lykkelige øer“ i dag

Selv om der er gået mere end 35 år siden den gode nyhed om den lykkelige Gud første gang nåede Salomonøerne, er der stadig hele øer, som for eksempel Santa Isabel, Shortland, Rennell, Bellona, Tikopia, Sikaiana og Ulawa, hvor den gode nyhed om Riget endnu ikke er blevet forkyndt på en organiseret måde. Tiden er sandelig moden til at der bliver aflagt et mere omfattende vidnesbyrd. Skønt indbyggerne selv kalder landet for „de lykkelige øer“, er der stadig presserende problemer. Mange øboere oplever virkelig „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Tim. 3:1) Folk er hård presset økonomisk. Overgangen fra landsbylivet til en mere bylignende tilværelse er socialt belastende. Folk søger efter løsninger på deres problemer, og de oprigtige opdager at Jehovas vidner kan pege på den rigtige løsning i den eneste kilde til visdom og trøst, Guds ord.

Mange af de lokale kan se hvad Jehovas ånd har udrettet blandt hans folk. I Auki på Malaita var de forbløffede over at se en menighed på 60 forkyndere med meget lidt materiel velstand bygge en smuk stævnehal til 1500 mennesker med kærlig hjælp fra deres åndelige brødre fra New Zealand og Australien og økonomisk hjælp fra De Forenede Stater og Sverige. Det har ført til at mange interesserede nu kommer sammen med Jehovas folk.

De der har hørt beretninger eller set billeder fra Stillehavsøerne har ofte fået et fejlagtigt indtryk af dem. De tror at øerne er et paradis hvor livet er uden besvær og pionertjenesten en udelt glæde. Fotografier viser desværre ikke moskitoer, sandfluer, cykloner eller jordrystelser. De afslører ikke luftfugtigheden på 100 procent som resulterer i at tøj, bøger og andre ejendele får skimmel, og de fremhæver heller ikke tropesygdomme, slanger og krokodiller. Skattene på Salomonøerne er således ikke det materielle. De findes hos det folk der har taget standpunkt for tilbedelsen af Jehova — de er „nationernes kostbare skatte“ — mennesker der elsker Jehova og har rettet deres liv ind efter at gøre hans vilje. (Hag. 2:7) Deres venlighed, deres villighed til at lære Guds love at kende og rette sig efter dem, og deres loyalitet mod Guds rige, er det der gør Salomonøerne kostbare i Jehovas øjne.

Måtte Jehova fortsat i rigt mål velsigne sine ydmyge, lykkelige tjeneres arbejde på de fjerne „lykkelige øer“ mens de stræber efter den eneste virkelige og varige lykke ved at sætte det åndelige først i deres liv. — Matt. 5:3; 6:33.

[Fodnote]

[Oversigt på side 252]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Salomonøerne

1200

1954 1

1960 135

1970 553

1980 497

1991 851

Højeste antal forkyndere

100

1954

1960 3

1970 57

1980 69

1991 70

Gennemsnitligt antal pionerer

[Kort/​ramme på side 208]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

SALOMONØERNE

ONTONG JAVA-ATOLLEN

Stillehavet

CHOISEUL

SHORTLANDØERNE

GIZO

NEW GEORGIAØERNE

Munda

SANTA ISABEL

MALAITA

Malu’u

Auki

GUADALCANAL

Honiara

BELLONA

RENNELL

Makiraprovinsen

ULAWA

SAN CRISTOBAL (MAKIRA)

Temotuprovinsen

REEFØERNE

SANTA CRUZ-ØERNE

Lata

[Kort]

PAPUA NY GUINEA

AUSTRALIEN

[Ramme]

SALOMONØERNE

Hovedstad: Honiara, Guadacanal

Officielle sprog: Salomonø-pidgin og engelsk

Største trosretning: Anglikanske kirke

Befolkningstal: 328.723

Afdelingskontor: Honiara

[Illustrationer på side 210]

Havnen i Honiara på Guadalcanals nordkyst

Børn på Salomonøerne

[Illustration på side 212]

Afdelingskontoret i Honiara på øen Guadalcanal

[Illustration på side 213]

Joan og Bob Seccombe foran det første afdelingskontor

[Illustration på side 217]

Den gode nyhed er blevet forkyndt ihærdigt overalt på seks af hovedøerne og på mange af de mindre øer

[Illustration på side 218]

Rigssal i Gizo i den vestlige provins. Nogle rigssale bygges af træ fra urskoven og palmeblade der væves eller sys sammen

[Illustration på side 227]

Taroblade bruges som paraplyer. Der kan også skrives budskaber på dem

[Illustration på side 233]

Specialpioneren Elson Site og hans familie

[Illustrationer på side 243]

Træstammer bæres fra sumpområdet, skæres firkantede med kædesave og læsses på lastbiler. Et stykke tømmer (en støtte- pille) sættes i et fundamenthul til stævnehallen i Auki

[Illustrationer på side 244]

Store tagspær der vejer op til fem tons, boltes sammen af otte tømmerstokke. Spærene anbringes oven på seks meter høje støttepiller uden hjælp af tungt byggeudstyr

[Illustration på side 245]

Den færdige stævnehal med 1500 siddepladser i Auki på Malaita

[Illustrationer på side 249]

Den cyklon- og jordskælvssikrede konstruktion tager form

„Tougers-bygningen“ med 1200 siddepladser i Honiara på Guadalcanal

[Illustration på side 251]

Afdelingskontorets udvalg. Fra venstre: James Ronomaelana, Josef Neuhardt og Rodney Fraser