Femte Mosebog formaner os til at tjene Jehova med hjertets glæde

TILBEDERE af Jehova må tjene deres Gud trofast og med hjertets glæde. Det gives der tydeligt udtryk for i Femte Mosebog i Bibelen. (5 Mosebog 28:45-47) Og de formaninger til glad og trofast tjeneste som denne bog indeholder, har stor betydning for det 20. århundredes Jehovas vidner.

Femte Mosebog blev skrevet af den hebraiske profet Moses på Moabs sletter i år 1473 f.v.t., og den spænder over godt og vel to måneder. Sandsynligvis blev det sidste kapitel skrevet af Josua eller af ypperstepræsten Eleazar. Bogen består af fire taler samt en sang og en velsignelse som Moses udtalte lige før israelitterne gik ind i det forjættede land. (5 Mosebog 1:3; Josua 1:11; 4:19) I Femte Mosebog forklarer og uddyber Moses visse punkter i Loven. Blandt andet viser bogen at Jehova kræver udelt hengivenhed. Den advarer også imod falsk tilbedelse og formaner Guds folk til at være trofast i den hellige tjeneste for ham.

Men på hvilke særlige måder hjalp de ord der er optegnet i Femte Mosebog israelitterne? Og hvordan kan Jehovas vidner have gavn af denne bog i dag?

Israelitterne har opholdt sig i ørkenen i omkring 40 år da Moses nu henvender sig til dem. Han kommer ind på hvordan der blev udnævnt dommere til at bistå ham. Han nævner de ti spejderes dårlige rapport, der førte til oprør og til at israelitterne måtte vandre i ørkenen. Han nævner også de sejre som Gud gjorde mulige. Han advarer mod billeddyrkelse og understreger det med denne udtalelse: „[Jehova] din Gud er en fortærende ild, en nidkær Gud!“ Dette efterfølges af en formaning til at adlyde Jehova. — 5 Mosebog 1:1 til 4:49.

I sin anden tale gentager Moses først de ti ord eller bud og henviser til hvordan Loven blev givet. Der lægges vægt på at israelitterne elsker Jehova af hele deres hjerte, sjæl og styrke. Det betones at forældre skal undervise deres børn. Syv af Kana’ans folk og alt hvad der har med deres falske tilbedelse at gøre, er bestemt til undergang. Israelitterne får at vide at de ikke blev udvalgt på grund af deres retfærdighed men fordi Jehova er trofast og holder sine løfter. Når de kommer ind i det forjættede land må de fortsat være lydige og ikke glemme Gud. Der bliver kastet et tilbageblik på situationer hvor de har været ulydige mod Gud, og det bliver vist at det er væsentligt at de elsker Gud af hjertet og frygter ham. De får forelagt velsignelserne og forbandelserne, og der bliver lagt vægt på lydighed mod Gud. — 5 Mosebog 5:1 til 11:32.

Dernæst nævnes love der vedrører livet i det forjættede land. Blandt disse er der bestemmelser om at de skal udslette ethvert spor af uren gudsdyrkelse, om hvilken slags kød de må spise og hvad de skal gøre med blodet, om hvordan de skal behandle falske profeter og se på frafald, om rene og urene fødemidler samt tiende. Der er detaljerede bestemmelser angående trælle, de førstefødte dyr og eftergivelse af gæld. De tre årlige højtider nævnes, foruden visse ting angående retsvæsenet samt love for konger og levitter. Efter advarsler mod spiritisme forudsiges det at der vil komme en profet som Moses. — 5 Mosebog 12:1 til 18:22.

Desuden er der bestemmelser angående tilflugtsbyer, fritagelse for militærtjeneste, om hvordan man bliver renset for blodskyld, om giftermål med tilfangetagne kvinder, den førstefødtes ret, genstridige sønner, respekt for andres ejendom og for livet, kønslig omgang og hvad der kan medføre at man formenes adgang til menigheden. Atter andre love angår forholdet til trælle, betaling af renter og aflæggelse af ed. Bestemmelser vedrørende ting som skilsmisse, lån, godhed mod faderløse og enker, svogerægteskab, korrekt mål og vægt, førstegrødens frembærelse og betaling af tiende danner afslutning på denne tale. — 5 Mosebog 19:1 til 26:19.

Moses’ tredje tale begynder med påbud om at de skal skrive Loven på store sten. Velsignelser skal udråbes fra Garizims bjerg og forbandelser fra Ebals bjerg. Velsignelserne ved at holde Guds bud sættes derefter i kontrast til forbandelserne ved at overtræde dem. — 5 Mosebog 27:1 til 28:68.

I forbindelse med Moses’ fjerde tale fornys pagten mellem Jehova og israelitterne. Moses nævner hvordan Gud tog sig af dem i ørkenen. Der advares mod ulydighed, og Jehovas barmhjertighed understreges. Til sidst forelægges valget mellem livet og døden. Måtte Israels folk ’leve, idet de elsker Jehova og adlyder hans røst og hænger ved ham’. — 5 Mosebog 29:1 til 30:20.

Moses opmuntrer israelitterne til at være modige når de går ind i det forjættede land, for Jehova vil drage med dem. Indsættelsen af Josua som fører efterfølges af en profeti om israelitternes genstridighed. Dernæst priser Moses i sang Jehova og forudsiger de veer der kommer over israelitterne hvis de er troløse, men han slutter med en forsikring om Guds hævn samt opfordringen: „I folkeslag, pris hans folk.“ Moses udtaler de sidste velsignelser, hvorefter den 120-årige profet ser ud over det forjættede land, dør og begraves af Jehova på et ukendt sted. — 5 Mosebog 31:1 til 34:12.

Det ovennævnte resumé har sikkert skærpet din åndelige appetit. Men når du læser Femte Mosebog, opstår der måske nogle vigtige spørgsmål.

Moses’ første tale

● 4:15-24 — Betyder dette forbud mod at lave billeder at det er forkert at have fotografier af personer stående?

Disse vers forbyder at man laver billeder til brug ved falsk tilbedelse. Men det var ikke forbudt israelitterne at lave billeder til andre formål. På tabernaklets teltduge og på den hellige arks låg var der således fremstillinger af keruber, hvilket havde Guds godkendelse. Det vil være malplaceret at forbinde almindelig fotografering og det at man har billederne stående eller hængende, med billeddyrkelse — medmindre de bevidst bruges til falske religiøse formål. Normalt kan der ikke rejses bibelske indvendinger mod fotografier, malerier og skulpturer der tjener et praktisk eller kunstnerisk formål i forbindelse med at skildre personer eller ting.

Moses’ anden tale

● 6:6-9 — Skal dette bud om at ’binde Guds lov til hånden’ forstås bogstaveligt?

Versene støtter ikke den praksis at bære bederemme (små æsker med skriftsteder). Ordlyden tyder snarere på en billedlig anvendelse. (Jævnfør Anden Mosebog 13:9; Ordsprogene 7:2, 3.) Der siges ikke at budene skulle skrives på noget og så bæres af en person eller hænges på dørstolper og porte. Israelitterne skulle have Guds bud for øje hele tiden, uanset om de var hjemme, på vejen eller i nærheden af byporten hvor de ældste behandlede retssager. De skulle have Guds lov i deres hjerte, undervise deres børn i den og vise i handling (udtrykt ved hænderne) at de fulgte den. Det skulle kunne ses på dem at de vogtede Jehovas lov, at den så at sige var skrevet på deres pander, tydelig for enhver. På lignende måde prøver Jehovas vidner i dag at vise sig som lydige Guds tjenere. Deres hjerte tilskynder dem til at følge hans ord, og de fylder deres sind med det der er sandt, af alvorlig betydning, retfærdigt, værd at holde af, dydigt og rosværdigt. På enhver måde bestræber de sig for at vise at de altid har Guds bud for øje. — Filipperne 4:8; Kolossenserne 3:23.

● 8:3, 4 — Betyder dette blot at de fik nye klæder?

Tilvejebringelsen af mannaen var et mirakel der varede ved. Det samme gjaldt det at deres klæder ikke blev slidte og deres fødder ikke hævede i løbet af de 40 år i ørkenen. Hvis de blot på normal vis havde fået nye klæder, ville det ikke have været noget mirakel. Der ville ikke være nogen vanskelighed forbundet med at bruge de samme klæder i alle disse år, for de mindre børn kunne arve de større børns klæder, og når nogle af de voksne døde, kunne andre overtage deres klæder. Eftersom antallet af israelitter var næsten det samme ved slutningen af ørkenvandringen som ved begyndelsen, ville det oprindelige antal klæder stort set slå til i alle de 40 år. — 4 Mosebog 2:32; 26:51.

● 14:21 — Eftersom israelitterne ikke måtte spise „noget selvdødt“, hvorfor måtte de da give det til den fremmede indbygger eller sælge det til en udlænding?

Som den øverste Lovgiver havde Jehova ret til at lade visse begrænsninger gælde israelitterne alene. De var „et helligt folk“ for ham. Andre folkeslag overholdt ikke dette forbud mod at spise selvdøde dyr. Der var ikke noget uretfærdigt ved at give et selvdødt dyr, som blodet ikke var løbet fra, til den fremmede indbygger eller at sælge det til en udlænding, for israelitterne skjulte ikke at det var selvdødt, og modtageren eller køberen handlede frivilligt. Det kan tilføjes at Femte Mosebog 14:21 er i overensstemmelse med Tredje Mosebog 17:10, der forbyder den fremmede indbygger at spise blod. Den fremmede indbygger der var proselyt måtte ikke spise blod, men dette forbud gjaldt ikke den fremmede indbygger der ikke var gået helt over til jødedommen. Vedkommende har måske kunnet bruge et selvdødt dyr som blodet ikke var løbet fra, et dyr som en trofast israelit eller proselyt betragtede som urent.

● 17:5-7 — Hvorfor krævedes det at vidnerne var de første der skulle løfte hånd mod en der var dømt til døden?

Alle i Israel skulle være nidkære for den sande tilbedelse og ivrige efter at sørge for at organisationen forblev ren og at der ikke blev bragt nogen skam over Jehovas navn. Vidnerne skulle vise denne nidkærhed ved at gå foran med hensyn til at eksekvere dommen. (Jævnfør Fjerde Mosebog 25:6-9; Femte Mosebog 13:6-11.) Ét var selvfølgelig at vidne imod en anden og noget helt andet at henrette vedkommende. Dette ville få et vidne til at tænke sig godt om før han vidnede, og kun et ondt menneske ville aflægge falsk vidnesbyrd, idet han vidste at han skulle være den første til at påbegynde den handling der ville forårsage mandens eller kvindens død. Jehovas vidner kan anvende disse principper ved at være nidkære i forbindelse med at bevare menighedens renhed og ved at være omhyggelige med at aflægge sandt vidnesbyrd. Når alt kommer til alt skal vi hver især aflægge regnskab over for den øverste Dommer, Jehova. — Mattæus 12:36, 37.

● 22:5 — I betragtning af dette forbud, er det da rigtigt af en kvinde at gå i lange bukser?

Det tydelige formål med denne lov var at forebygge seksuelt misbrug og udviskning af kønsforskellen. I udseende og påklædning ønsker en mand normalt at se ud som en mand og en kvinde som en kvinde. Hvis en israelit havde handlet i modstrid med denne indre anstændighedsfølelse, kunne det have ført til homoseksualitet. Selv om både mænd og kvinder dengang gik i en kjolelignende klædedragt, var der forskel på mænds og kvinders klædning. I nogle dele af verden i dag går både mænd og kvinder i lange bukser, selv om snittet i dem er forskelligt. Princippet i dette skriftsted forhindrer altså ikke en kristen kvinde i somme tider at gå i lange bukser, for eksempel når hun arbejder i huset eller på en gård. Og alt efter lokal skik og hvad der skønnes formålstjenligt, er lange bukser måske en ønskværdig påklædning i meget kolde områder. Bibelen råder kvinder til at „smykke sig i velordnet klædning, med fordringsløshed og et sundt sind“. — 1 Timoteus 2:9, 10.

● 24:6 — Hvordan kunne det at tage en håndkværn eller den øverste møllesten i pant være det samme som at tage livet?

Almindeligvis bagte man brød hver dag, og man skulle derfor ofte male korn til mel. Om en familie kunne få sit daglige brød afhang altså af håndkværnen. Barmhjertigt forbød Guds lov derfor at man tog håndkværnen eller den øverste møllesten fra et menneske. At tage en af disse ting ville betyde at man berøvede familien dens daglige brød, og det ville svare til at man tog „livet selv“.

Sidste taler, sang og velsignelse

● 32:39 — Hvordan kan det være at der ikke er nogen gud ved Jehovas side når der i Johannes 1:1 siges at „Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud“?

Disse to skriftsteder taler om helt forskellige ting. Femte Mosebog 32:39 viser at falske guder ikke har nogen andel i den sande Guds, Jehovas, frelseshandlinger. De kan ikke udfri deres tilbedere fra ulykker, og disse guder var ikke sammen med Jehova om noget af det han gjorde. „Ordet“ er en gud eller en mægtig person, men han står ikke i opposition til Jehova og handler ikke som hans rival sådan som det var tilfældet med de falske guder. — 5 Mosebog 32:12, 37, 38.

● 33:1-29 — Hvorfor nævnes Simeon ikke i denne velsignelse?

Simeon og Levi havde været fælles om en udådshandling. De fik en arvelod i Israel, men den var ikke som de andre stammers. Levitterne fik 48 byer rundt om i landet, mens Simeons arvelod lå inden for Judas område. (1 Mosebog 34:13-31; 49:5-7; Josua 19:9; 21:41, 42) Så da Moses henvendte sig til Juda, vidste han at Simeons arvelod var indbefattet i Judas. Endvidere kom Simeons stamme ind under den generelle velsignelse: „Held dig, Israel, hvo er som du, et folk, der får sejr ved [Jehova]!“ — 5 Mosebog 33:29.

En varig hjælp til trofaste tjenere

Femte Mosebog er til varig gavn for Jehovas tjenere, og vi kan drage værdifuld belæring af den. Under indtagelsen af Kana’ans land fulgte Josua nøje den vejledning der nu var optegnet i denne bog. Vi bør også beredvilligt tage imod guddommelig vejledning. (5 Mosebog 20:15-18; 21:23; Josua 8:24-29) Jesus Kristus citerede fra Femte Mosebog da han på det bestemteste afviste Satan. Som Jesus anerkender vi at mennesket lever af Jehovas udtalelser, at vi ikke bør sætte Gud på prøve og at det er ham alene vi må yde hellig tjeneste. — Mattæus 4:1-11; 5 Mosebog 5:9; 6:13, 16; 8:3.

Denne bog fremstiller Jehova som en Gud der kræver udelt hengivenhed. (5 Mosebog 4:24; 6:15) Den erklærer også: „Du skal elske [Jehova] din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke.“ (5 Mosebog 6:5) Pointen i Femte Mosebog er altså at den formaner os til at tjene Jehova trofast. Måtte vi derfor yde ham hellig tjeneste med hjertets glæde.