Egenskaber man må have for at kunne dømme
„Døm retfærdigt, når en mand har en sag, enten det er med en landsmand eller med en, der bor som fremmed hos ham.“ — 5 Mos. 1:16.
1. Hvilket særligt krav stillede Moses til dommerne, som vi læser i Femte Mosebog 1:16, 17?
AT SKULLE dømme i sager der berører andres liv og færden er et alvorligt ansvar. Navnlig de ældste i den kristne menighed bør være opmærksomme på hvordan de røgter dette ansvar. Ét er, når man giver vejledning eller afsiger kendelser, at give udtryk for sin personlige mening; noget helt andet er at dømme retfærdigt. For at kunne dømme i overensstemmelse med Guds normer må de ældste holde sig det påbud for øje som Moses gav dommerne på sin tid: „Døm retfærdigt, når en mand har en sag, enten det er med en landsmand eller med en, der bor som fremmed hos ham; vis ingen personsanseelse for retten; hør på den ringeste som på den største og frygt ikke for nogen; thi dommen er Guds!“ (5 Mos. 1:16, 17) Hvad enten der er tale om personer som regnes for at være store på grund af deres materielle midler, uddannelse eller personlige bedrifter, eller der er tale om personer som er ringere stillet i disse henseender, må de ældste være upartiske. Deres mål må være at dømme ret, ikke blot i deres egne øjne, men i Guds øjne. (Ordsp. 21:2, 3) Så vil dommen virkelig være Jehovas, afsagt gennem hans ord og hans jordiske meddelelseskanal.
2. Hvorfor er visdom en forudsætning for at kunne dømme, og hvad fører visdom til?
2 De ældste kan ikke afgøre en sag hvis de kun har et begrænset kendskab til den. De er nødt til at have et fuldstændigt billede af hvad sagen drejer sig om. For at få hovedpunkterne klart frem så de forstår hvordan problemet er opstået eller hvorfor det pågældende er sket, må de stille fornuftige og relevante spørgsmål. Og de der er impliceret i sagen bør samarbejde ved at lægge alle kendsgerninger frem og ikke holde noget skjult. Det vil sætte de ældste i stand til at anvende de bibelske love i forbindelse med de anklager eller stridsspørgsmål der er rejst. Salomon bad om visdom for at kunne røgte det ansvar der blev pålagt ham. (1 Kong. 3:9, 12) De ældste må også have visdom, himmelsk visdom, for at kunne anvende Guds ord rigtigt i forbindelse med de spørgsmål og sager de må tage sig af. Dette vil fremme retfærdighedens frugt inden for menigheden. — Jak. 3:17, 18.
3, 4. (a) I hvilke retninger bør de ældste efterligne Jehova og vise barmhjertighed? (b) Hvem må de ældste vise barmhjertighed?
3 En anden egenskab de ældste må lægge for dagen når de skal afgøre sager, er barmhjertighed. (Jak. 2:13) De skal efterligne Jehova, om hvem salmisten skrev: „Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer [Jehova] sig over dem, der frygter ham.“ (Sl. 103:13) Hvordan reagerede Jehova når de vildfarne israelitter viste en ret hjerteindstilling og søgte hans gunst? Han udviste barmhjertighed, ikke blot ved at undlade at dømme efter den strenge retfærdighed, men også ved at dække over deres overtrædelser. Hans vrede varede kun kort i sammenligning med hans varige barmhjertighed. (Es. 54:7, 8) Og med hensyn til de ringe, dem der var uheldigt stillet, priser salmisten Jehova som den der „vogter de fremmede, opholder faderløse og enker“. — Sl. 146:9.
4 For de ældste gælder det på samme måde at de ikke blot skal komme angrende overtrædere til undsætning, men alle som har brug for hjælp. Der er syge, handicappede, ældre, forsagte og forarmede iblandt os. (Jak. 1:27) De ældste må altså udvise barmhjertighed, ikke blot ved at dømme mildt i sager hvor der er tydelig sindsændring til stede, men også ved at have omsorg for og vise medfølelse med alle som trænger til det, hvad enten det skyldes utilsigtet synd, åndelig svaghed eller legemlige skrøbeligheder.
Hvordan de efterligner Guds egenskaber
5. (a) Hvordan virker velment og berettiget ros? (b) Hvad kan de ældste gøre hvis de bliver opmærksomme på uheldige tendenser, og hvorfor bør vi på alle områder vise mådehold?
5 I deres daglige omgang med brødrene bør de ældste altid være opmærksomme på det positive. De må lægge mærke til de fremskridt der sker og være rede til at rose. Det vil fremme et ønske hos brødrene om at gøre yderligere fremskridt. På områder hvor personlig smag spiller ind, skal de ikke prøve at påtvinge andre deres personlige ideer. De må anerkende at smag og behag kan være forskellig og at dette er helt i orden, så længe Bibelens principper ikke overtrædes. Det gælder for eksempel med hensyn til adspredelse, spise- og drikkevaner samt påklædning og frisure. Hvis uheldige tendenser gør sig gældende, vil ældste med den rette skelneevne ikke søge at modvirke det med faste og stive regler, men derimod ved at tilskynde til det der er godt og ønskværdigt. Men hvis nogle går til yderligheder eller direkte begynder at overtræde Guds ord, må der naturligvis siges eller gøres noget for at hjælpe dem. — Rom. 14:19-23; Tit. 2:2-5.
6. (a) Hvilke bibelske principper bør vi overveje for at kunne træffe rette afgørelser i forbindelse med frisure og klædedragt? (b) Hvis gunst bør vi søge, ifølge de inspirerede ordsprog, og hvordan kan vi gøre dette?
6 Lad os for eksempel tage spørgsmålet om klædedragt. Selv om Vagttårnet nu og da har kommenteret dette spørgsmål, er der alligevel nogle som har vanskeligt ved at bedømme de bibelske principper i denne forbindelse. Eller de søger på forskellig måde at omgå dem, idet de for eksempel tager visse udtalelser ud af sammenhængen og bruger dem på en måde der ikke var tilsigtet. Måske kan man revidere deres tankegang ved at overveje følgende spørgsmål med dem: Er tøjet rent og pænt? Er det velordnet og beskedent, så det sømmer sig for en gudfrygtig kristen? Lægges der vægt på den stille og milde ånd, eller er det mest et yderliggående ydre andre lægger mærke til? (1 Tim. 2:9, 10; 1 Pet. 3:3-5) Vil andre føle sig ilde berørt på grund af det man har på? Er det passende til lejligheden (når man overværer et kristent møde, for eksempel)? (2 Kor. 6:3, 4) Hvilket ansvar har familiens overhoved? (Kol. 3:18-21) Hvis den måde man klæder sig på giver anledning til spørgsmål eller sætter menigheden i et dårligt lys, hvad bør man da gøre, ifølge Bibelen? (1 Kor. 10:31-33) Er man ydmyg nok til ikke at holde for stejlt på det man selv foretrækker, men at tage hensyn til andre som har en mere følsom samvittighed? (Rom. 14:21) Ved hjælp af sådanne spørgsmål og de tilgrundliggende principper kan de ældste lægge vægt på hvad Guds ord siger, i stedet for at lade sig presse til at fastsætte regler. De bør tilskynde brødrene til at gøre det der er rigtigt i Guds øjne og hjælpe de enkelte til at træffe afgørelser på grundlag af Bibelen fremfor at lade sig lede af deres egen forstand eller måske af følelser. — Ordsp. 3:5-7; 12:15; 16:2.
7. (a) Hvad kan man gøre hvis man begår mindre alvorlige overtrædelser? (b) Hvad siger Bibelen om den måde man kan opnå tilgivelse på?
7 Undertiden sker det at nogle forsynder sig. Det kræves imidlertid ikke at man går til de ældste med enhver mindre forseelse for at ’bringe forholdet til Gud i orden igen’. Hvad bør man så gøre hvis man for eksempel i et enkelt, isoleret tilfælde har talt nedsættende om en anden, hvis man ved en lejlighed har optrådt ubehersket, eller hvis man har haft et sammenstød med en broder der førte til en mindre ordstrid som man straks efter fortrød? Hvis man ønsker det, kan man tale med en ældste om det. Dog må man huske at de ældste ikke er ’skriftefædre’ som man skal henvende sig til efter hver eneste lille overtrædelse af et princip. Den ældste man henvender sig til, vil yde den hjælp han kan. Men hans vejledning vil ikke i sig selv gøre sagen god igen. Man opnår tilgivelse ved at henvende sig direkte til Jehova i bøn og bekende det urette, ændre sind og derpå forlade den urette vej. — 1 Joh. 1:9; Hebr. 4:14-16.
8. Hvis man føler sig fordømt i sit hjerte på grund af synder man har begået, hvordan kan de ældste da hjælpe én hvis man henvender sig til dem?
8 På den anden side skal man altid føle sig fri til at gå til de ældste hvis man åndeligt set føler sig ude af ligevægt. Har man begået alvorlige synder er det tegn på en svaghed der må rettes. Man kan nå så langt ud at man føler at ens bønner hindres eller ikke bliver hørt; man kan føle sig fordømt i sit hjerte og miste sin selvtillid og frimodighed. (1 Joh. 5:14; 4:17, 18) I sådanne tilfælde bør man ufortøvet gå til de ældste, bekende sine synder og drage nytte af deres vejledning og bønner. — Jak. 5:14-16.
9. Hvordan bør man ifølge Bibelen behandle dem der kan virke besværlige og irriterende?
9 Der er tilfælde hvor de ældste må vise langmodighed og lægge bånd på sig selv. Ufuldkommenheden har sat sine spor i menneskeslægten. Hos nogle er den mere udtalt end hos andre, og de kan i deres tale og adfærd virke temmelig besværlige og irriterende. Uden at de selv tænker over det, kan nogle udvikle sig til lidt af en plage ved konstant at gå til de ældste for at beklage sig over noget eller påtale fejltrin som de mener der er begået. Andre er måske overkritiske over for de ældste og deres måde at gøre tingene på. Hvordan bør en ældste reagere? Han kan følge Paulus’ råd i Andet Timoteusbrev 2:24, 25 om at „være mild imod alle, egnet til at undervise, idet han finder sig i ondt og med mildhed belærer dem som ikke er gunstigt stemt“, mens han søger at løse problemerne.
10. Hvordan kan de ældste lægge visdom og barmhjertighed for dagen hvis én har forsyndet sig på grund af uvidenhed eller er blevet overrasket i et svagt øjeblik?
10 Det er ikke forstandigt straks at tillægge brødrene dårlige motiver. Nogle urette handlinger skyldes uvidenhed. I sådanne tilfælde vil den der har forsyndet sig, være glad for at møde barmhjertighed. Paulus, der før sin omvendelse begik store synder på grund af sin uvidenhed, var taknemmelig for den barmhjertighed der blev vist ham. (1 Tim. 1:12-15) Hvad så hvis en kristen der har indviet sig til Gud, begår et fejltrin før han er klar over det? I sådanne tilfælde har de ældste pligt til at vejlede og søge at hjælpe overtræderen på fode igen i en barmhjertig ånd. — Gal. 6:1.
Behandling af mere alvorlige overtrædelser
11. Hvilke alvorlige overtrædelser må bringes for det dømmende udvalg, og hvordan går det som regel til at de ældste får kendskab til sådanne overtrædelser?
11 I tilfælde af alvorlige overtrædelser må de ældste undersøge sagen og afgøre hvad der skal til for at man kan bevare menighedens åndelige sundhed. Det gælder for eksempel hvis en kristen efter sin dåb begår en af de synder Paulus omtaler i Første Korinterbrev 6:9, 10 og Galaterbrevet 5:19-21. Den der overtræder Guds lov kommer måske selv og bekender sin synd, eller det kan ske at der rejses en alvorlig anklage mod et medlem af menigheden. De ældste i det dømmende udvalg må da nøje overveje sagen, og de må gøre sig klart at forholdene kan variere fra sag til sag. I stedet for at lade sig lede af faste regler, må de tænke i principper og bedømme hver sag særskilt.
12. Hvad må det dømmende udvalg gøre for at kunne afsige en retfærdig dom?
12 Eftersom Guds normer er retfærdige og kræver retfærdighed, må de ældste i det dømmende udvalg have alle kendsgerninger frem før de træffer en afgørelse. (Ordsp. 18:13) Hvis overtræderen eller den anklagede ikke åbent bekender den omtalte synd, må der føres vidner så man kan fastslå om anklagen er sand eller ej. (5 Mos. 19:15; 1 Tim. 5:19) De ældste kan også vurdere omstændighederne omkring overtrædelsen. Har den pågældende tilsidesat tidligere vejledning? Er der noget der tyder på at handlingen var overlagt eller at vedkommende øver synd? Disse faktorer har indflydelse på hvordan sagen behandles. Når de ældste under bøn overvejer alle forhold og kendsgerninger og samtidig rådfører sig med Guds lov, kan de som regel nå frem til en sikker afgørelse.
13. (a) Hvilket mål søger det dømmende udvalg at nå, og hvordan fremgår det af Mattæus 18:17 at overtræderens reaktion har betydning for sagens udfald? (b) Hvorfor er det undertiden nødvendigt at udstøde en overtræder?
13 Selv om der er tale om en alvorlig overtrædelse, søger de ældste om overhovedet muligt at hjælpe den der har forsyndet sig. Hvis han ’hører på dem’ og viser tegn på ægte anger, kan det betyde at de ’vinder’ ham som en broder så han undgår at blive udstødt. (Matt. 18:15-17) I modsat fald kan de ikke blive ved med at behandle ham barmhjertigt, for det ville være at tilsidesætte Guds retfærdige og hellige normer. Hvis en forhærdet overtræder fik lov at blive blandt Guds folk, ville han øve en dårlig indflydelse på menighedens ånd. (1 Kor. 5:3-6) I sådanne tilfælde vil en udstødelse befri den kristne menighed for skam og bevare den ren.
14. Hvorfor kan det nu og da være klogt at rådføre sig med andre erfarne ældste, som det fremgår af Ordsprogene 13:10?
14 Det kan imidlertid forekomme at en sag ikke er helt klar i alle henseender. Hvordan kan de ældste da sikre sig at de træffer en retfærdig afgørelse? I stedet for at forhaste sig kan de med fordel, især hvis de ikke er så erfarne, rådføre sig med andre ældste i menigheden. (Ordsp. 13:10) Hvis det stadig ikke er muligt at afgøre sagen kan de henvende sig til erfarne ældste i andre menigheder og bede dem om at udtale sig, eller de kan søge hjælp hos kredstilsynsmanden, hvis han kommer på besøg. Disse erfarne ældste har måske tidligere været ude for lignende problemer og kan hjælpe med værdifulde råd og anvisninger.
15. Hvordan har nogle udstødte, i overensstemmelse med de anførte skriftsteder, atter opnået et godt omdømme blandt Jehovas folk?
15 Mange af dem der i tidens løb er blevet udstødt, er vendt tilbage og har genvundet deres gode omdømme blandt Jehovas folk. De har angret deres synder, har bragt deres liv i orden og er vendt tilbage til Jehova, som har vist dem barmhjertighed. (Es. 55:7) De der har ydmyget sig og har accepteret Jehovas afgørelse, er blevet genstand for hans velsignelse. Andre befinder sig stadig i den udstødte tilstand men er måske kommet til fornuft og længes efter at vende tilbage til Jehova. — Luk. 15:17, 18.
16. Hvad overvejer de ældste i det dømmende udvalg når en udstødt søger at blive genoptaget, og hvilke spørgsmål har de i tanke?
16 Når de ældste behandler anmodninger om genoptagelse, må de bedømme sagen ligevægtigt. Den pågældende skal ikke bare genoptages fordi han beder om det. Der må være et bibelsk grundlag for at genoptage et sådant menneske der engang har forsyndet sig og har bragt skam over Jehovas navn og menigheden. Før de ældste beslutter sig, må de derfor afgøre om overtræderen virkelig har ændret sind. Gør han gerninger som stemmer med sindsændringen? (Apg. 26:20) Dette kræver naturligvis mere end ord. Der må også være handlinger. Hvordan er hans adfærd? Hvor længe har den været sådan? Hvilken hjerteindstilling røber han? Har han flittigt studeret Guds ord, og retter han sit liv ind efter det? (Jer. 10:23, 24) Forstår han virkelig at hans urette handling var en synd mod Jehova? Har han foretaget tydelige forandringer til det bedre, så man kan se at han oprigtigt fortryder det han har gjort og ikke blot er ked af at han er blevet afsløret? Hvis de ældste har disse spørgsmål i tanke når de taler med den udstødte, er de langt bedre i stand til at afgøre om der er grundlag for at genoptage ham på dette tidspunkt eller ej.
17. (a) Hvordan kan de ældste dømme på en retfærdig, viis og barmhjertig måde? (b) Hvordan kan dette komme dem selv til gode?
17 I nogle sager kan der have været tale om visse modstridende vidnesbyrd da anklagerne oprindelig blev behandlet. De ældste vil da ikke gå til den yderlighed at de kræver en udpenslet punkt-for-punkt-indrømmelse af synder der måske ikke engang har været klart bevist. De vil betragte helhedsbilledet og bedømme om personen angrer den urette adfærd som han virkelig har gjort sig skyldig i og som der forelå klare beviser for. I forbindelse med forretningstransaktioner eller gæld som endnu ikke er betalt — for eksempel i sager hvor der har været tale om en vis form for bedrageri — er det ikke i alle tilfælde nødvendigt at kræve at den forvoldte skade fuldt ud gøres god igen før genoptagelse. Dog kan de ældste, hvis alle er enige om det, hjælpe med til at finde en rimelig ordning for at mellemværendet kan bringes i orden. Dømmekraft og retfærdighedssans må afvejes forstandigt med barmhjertighed. (Jak. 2:13) Da kan de ældste selv vente barmhjertighed hvis de en dag skal dømmes.
Til gavn nu og i fremtiden
18. Hvad kan vi alle gøre for at leve op til Guds retfærdsnorm, og hvordan vil dette gavne os både nu og i fremtiden?
18 Vi har alle grund til at være taknemmelige for den ordning Jehova har genindført blandt sit folk her i de sidste dage. Som rådgivere og dommere har de ældste fået til opgave at hjælpe os til at indrette os efter Guds retfærdsnorm. Vi, fra vores side, må derfor vise den rette respekt for disse ældste som er i besiddelse af de egenskaber man må have for at kunne dømme. Hvordan kan vi bedst vise denne respekt? Ved altid at efterkomme Bibelens vejledning og villigt anerkende teokratisk orden. (Hebr. 13:17) Det vil tjene til åndelig beskyttelse for os nu, midt i den lovløse verden. Og det vil samtidig vise at vi oprigtigt ønsker at leve op til Guds krav mens vi søger hans godkendelse og forbereder os til livet i den nye orden.