Jehovas Vidners Årbog 1987
DEN første weekend i tjenesteåret 1986 var præget af to store begivenheder som var en forsmag på verdensomspændende velsignelser. Lørdag den 7. september 1985 blev Jehovas Vidners stævnehal i Jersey City, det tidligere Stanley-teater, indviet. Og dagen efter, den 8. september, dannede den store og smukke teatersal, der han 4300 siddepladser, rammen om afslutningshøjtideligheden for Vagttårnets bibelskole Gileads 79. klasse. Der var stor glæde, ikke alene over det glimrende program der blev fremført ved begge lejligheder, men også over den smukke bygning der nu kunne bruges til Jehova Guds pris.
Efter købet af Stanley-teatret opstod der et usædvanligt problem, idet det lokale bystyre ikke ville give Jehovas Vidner lov til at restaurere bygningen. Det blev nødvendigt at anlægge sag mod byen for krænkelse af de grundlovssikrede rettigheder. Sagen blev behandlet af dommer Debevoise. Dommeren gav straks i et velovervejet responsum udtryk for at byens modstand ’grundlovsstridigt krænkede sagsøgernes religiøse frihed og interesser’. Han skrev også: „Retten til fri udøvelse af religion eller talefrihed uden indgreb fra lovens side står højt på listen over de borgerrettigheder som De forenede Staters grundlov sikrer.“ Da de nødvendige tilladelser var i orden, strømmede hundreder af frivillige ind i bygningen og fuldførte den kæmpeopgave det var at sætte bygningen i stand på blot ni måneder. I mellemtiden havde Jersey Citys borgere indvalgt et nyt byråd.
Hvad mente de lokale borgere så om denne strålende juvel, det oppolerede Stanley-teater, der nu funklede i deres midte? Den nye borgmester, mr. Cucci, kaldte det „ikke en renovering eller en restaurering, men en ny verden“. Et kongresmedlem bemærkede: „Jeg må sige at I, hvad jeres medlemmer angår, ikke er interesseret i kvantitet men i kvalitet.“ Bestyrelsesformanden for jernbaneselskabet PATH Railways, der betjener området, sagde: „Jeg han lagt mærke til medarbejderne og hvordan arbejdet er skredet frem, og jeg må gratulere jer. Det er fantastisk. Jeg er meget glad for at I har restaureret bygningen. Det er virkelig smukt.“ Et ældre ægtepar der bor i nærheden, var forbavsede over at se det arbejde der blev lagt i at sætte salen i stand. Konen udbrød: „Nu kan vi gå omkring i kvarteret i weekender uden at være bange! Der skulle være flere af jeres slags i verden. I har grund til at være stolte af dette flotte sted. Nej, vi har grund til at være stolte af det.“
Jehovas vidner er lykkelige over at de nu har denne stævnehal, som er et vidnesbyrd om hvad Jehova Guds indviede tjenere kan udrette i fællesskab. (Præd. 3:10-13) Men hvilke andre åndelige velsignelser kan dette sted byde på? En væsentlig velsignelse er at betelfamilien på hovedkontoret nu har et sted hvor de, endda med deres gæster, kan samles under ét tag til særlige arrangementer. Disse mange betelmedarbejdere (der er nu 2750 i Brooklyn og 930 på Watchtower Farms) er beskæftiget med at organisere og udruste det verdensomspændende samfund af Jehovas vidner, og det arbejde de udfører danner baggrund for den mest omfattende forkyndelse af Guds rige i verdenshistorien. Desuden bliver der herfra udsendt gileaduddannede missionærer til at forstærke den verdensomfattende hær af forkyndere. Og de lokale kredse, hver bestående af cirka 20 menigheder, han nu en rummelig sal hvor de kan samles til årlige kredsstævner og andre begivenheder.
Stævnehallen i Jersey City er blot én ud af mange sådanne haller der bliver bygget eller indrettet rundt om i verden. Som en hjælp til at kunne betjene de 328 menigheder af Jehovas Vidner i New York-området, har man også købt Albemarle-teatret i Brooklyn. I hundredvis af frivillige har slidt i mange timer for at forvandle dette teater til en udmærket stævnehal med 2376 siddepladser; desuden indrettes der to store rigssale, hver med 250 pladser, i kælderetagen. Disse lokaler, foruden de cirka 30 andre dejlige stævnehaller der findes i De forenede Stater, er med til at ’udvide pladsen i vort felt’. — Es. 54:2.
Overalt i verden, fra Canada til Argentina og fra Norge til Australien, bidrager Guds folk uselvisk med deres midler og kræfter til opførelsen af stævnehaller. Australien har for nylig opført sin fjerde stævnehal, der ligger i byen Adelaide, og de frivillige arbejdere fuldførte denne hal på 52 dage — den tid det tog jøderne at genopbygge Jerusalems mure på Nehemias’ tid. (Neh. 6:15) Desuden er der blevet rejst i snesevis af rigssale. For at imødekomme det presserende behov for større lokaler er der både i Nordamerika og Europa blevet bygget et stort antal nye sale, hver på mindre end to dage. Alene i Canada er der blevet rejst 80 af disse hurtigbyggede rigssale. Der bliver aflagt et stort vidnesbyrd når hundreder af velorganiserede frivillige går i aktion. Ofte starter de fra grunden lørdag morgen, og en fuldt færdig, veludstyret rigssal med haveanlæg og det hele står klar til det første møde søndag aften! — Sl. 149:1.
’Udrustet med alt godt’
Jehovas vidner må også udrustes med studiemateriale og publikationer til brug i forkyndelsen af „denne gode nyhed om riget . . . på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“ før enden kommer. (Hebr. 13:21; Matt. 24:14) Denne verdensomspændende virksomhed må desuden være velorganiseret. Arbejdet må være godt tilrettelagt og arbejdsgangen enkel, så spild af tid, kræfter og midler undgås. (1 Kor. 14:33, 40; Ef. 5:15, 16; Ordsp. 18:9) Man er derfor meget opmærksom på mulighederne for at rationalisere såvel kontorarbejde som tjenesteorganisation, så der stadig kan sørges bedre for Jehovas voksende organisation.
I De forenede Stater har man blandt andet haft travlt med at istandsætte og nyindrette bygningerne på Colombia Heights nr. 30 og Furman Street nr. 360 ved hovedkontoret i Brooklyn. Som en hjælp til at få dette arbejde udført, og ligeledes det byggeri der finder sted på Watchtower Farms i Wallkill, er brødre fra De forenede Stater blevet opfordret til at melde sig som midlertidige byggearbejdere i en uge eller to. Dette har samtidig givet disse „gæstearbejdere“ lejlighed til at få del i betellivets glæder. Det har været til stor gensidig opmuntring, og gæsterne har kunnet viderebringe den enhedens og kærlighedens ånd de har oplevet, når de er vendt hjem til deres menigheder. — Rom. 1:11, 12; 1 Kor. 1:10.
I årets løb er der på Watchtower Farms blevet opstillet tre nye hurtiggående MAN-Roland offset-rotationsmaskiner som hver kan trykke tusind blade i minuttet. Fra januar 1987 vil både Vagttårnet og Vågn op! på hovedsprogene blive trykt her i fire farver. I Brooklyn har det været nødvendigt at bestille tre hurtiggående Hantscho-offsetmaskiner og nye bogbinderilinjer for at øge kapaciteten i de afdelinger der producerer bibler og andre bøger. Der er også blevet anskaffet elektronisk dataudstyr til udførelse af det grafiske arbejde med de smukke firfarvede illustrationer der nu bringes i mange af Selskabets publikationer. Ja, „denne gode nyhed om riget“ må præsenteres i så tiltalende en skikkelse som det er økonomisk forsvarligt. — Jævnfør Esajas 52:7; Romerbrevet 10:15.
På Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Selters i Tyskland har det været nødvendigt at bestille en tredje hurtiggående König und Bauer trykkemaskine og flere bogbinderimaskiner for at kunne øge produktionen af bibler og andre bøger til den europæiske arbejdsmark. I Italien arbejder en firfarve MAN-Roland-maskine på overtid for at fremstille bøger og blade, samt bibler, til den hastigt voksende italienske arbejdsmark.
Afdelingskontoret i Japan, som er ved at få en seksetages tilbygning til trykkeriet og en otteetages tilbygning til betelhjemmet, fremstiller millioner af bøger, blade og bibler på en af sine oprindelige Tokyo Kikai farvetrykmaskiner og to nye hurtiggående Mitsubishi-maskiner. Japansk var det første sprog efter engelsk som den nye studieudgave af Ny Verden-oversættelsen udkom på. Derefter har man fremstillet 200.000 skindindbundne bibler med krydshenvisninger til brug for brødrene og folk der studerer Bibelen, og i øjeblikket er man ved at fremstille 200.000 bibler med stift bind til spredning i distriktet. Brødrene såvel som offentligheden regner Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter for at være den mest nøjagtige og letforståelige bibeloversættelse der foreligger på japansk.
Andre afdelinger af Vagttårnets selskab som fra 1987 vil trykke bladene i fire farver er Australien, Brasilien, Canada, Danmark, England, Finland, Republikken Korea og Sydafrika, og vi håber snart at kunne føje Mexico til listen. Men de blade der endnu ikke trykkes i fire farver, er naturligvis også gode og tiltalende. Alt i alt trykkes Vagttårnet nu samtidig, med det samme indhold, på 33 forskellige sprog.
MEPS-systemet (elektronisk fotosatssystem til mange sprog), som Selskabet har udviklet, har været til uvurderlig nytte ved overgangen til samtidig udgivelse af vore publikationer, og det han vist sig at have mange andre praktiske anvendelsesmuligheder. MEPS-systemet anvendes nu i Brooklyn, på Watchtower Farms, og på 27 af Selskabets afdelingskontorer rundt om i verden.
Bliver Vagttårnsselskabets bibeloversættelse og bibelske lærebøger, brochurer og blade værdsat af sandhedshungrende mennesker? Ganske afgjort! Utallige mennesker i dag „erkender deres åndelige behov“, og kun den gode åndelige næring der fås fra Guds ord ved hjælp af disse publikationer kan tilfredsstille deres hunger og gøre dem virkelig lykkelige. (Matt. 5:3; Joh. 8:32) Alene i De forenede Stater blev der i april spredt over en million eksemplarer af den aktuelle bog Hvordan får vi virkelig fred og sikkerhed? Til trykkeriet på Watchtower Farms blev der i 1986 indsendt fornyelser og nytegninger på 1.798.466 abonnementer på bladene Vagttårnet og Vågn op!, en stigning på 13,3 procent i forhold til året før. I hele verden blev der i samme periode, på henved hundrede forskellige sprog, nytegnet eller fornyet i alt 1.982.148 abonnementer.
Nedenstående oversigt viser hvor stor produktionen var på Selskabets trykkerier i 1986. Der er i alt 41 afdelingskontorer som trykker blade, hvoraf mange finder vej til vore brødre i lande hvor Guds gerning er forbudt. — Ordsp. 25:25.
Materielle bidrag til det voksende arbejde
Udvidelsen af det verdensomspændende vidnearbejde har kostet mange penge til indkøb, opførelse og istandsættelse af bygninger, til udstyr til kontorer og trykkerier på Selskabets hovedkontor og dets 93 afdelingskontorer, og til de 8920 frivillige betelmedarbejderes materielle underhold. Foruden dette er der i 1986 blevet anvendt i alt 23.545.801,70 dollars til understøtning af de mange andre frivillige medarbejdere som virker ude i marker, for eksempel de 2762 missionærer, de 13.351 specialpionerer og alle de rejsende tilsynsmænd og deres hustruer i de 3353 kredse og områder. Mange af disse udgifter er blevet dækket af gavmilde bidrag fra menigheder, private Jehovas vidner og andre interesserede rundt om på jorden. Som det fremgår af brevene på modsatte side, har endog børn værdsat den forret at kunne yde et bidrag. Gud elsker i sandhed sådanne glade givere. — 2 Kor. 9:7.
Når Jehovas tjenere forskellige steder på jorden berøres af naturkatastrofer, sørger de lokale afdelingskontorer straks for at organisere den nødvendige hjælp, og det styrende råd i Brooklyn tildeler midler af en nødhjælpsfond alt efter situationens alvor. I tjenesteårets løb blev Fiji og Salomonøerne i Stillehavet hærget af ødelæggende cykloner. På Salomonøerne var der mange omkomne, men netop da katastrofen indtraf var vore brødre fra det pågældende område til kredsstævne et andet sted, og ingen af dem mistede livet. Afdelingskontoret i Australien og på Papua-Ny Guinea sendte med fly over 35 tons ris og kødkonserves til de katastroferamte brødre. At de lokale brødre står sammen og sørger for hinanden og genopbygger ødelagte huse, er en storslået demonstration af sand kristendom. — Joh. 13:34, 35.
Uangribelige kristne samles
Da sommeren rykkede ned på den sydlige halvkugle, blev der afholdt flere stævner i rækken med temaet „Bevar din uangribelighed“. Disse sammenkomster var meget opbyggende, navnlig dér hvor mange Jehovas vidner kom tilrejsende fra andre lande for at opmuntre deres brødre og selv blive opmuntret til gengæld. Uanset hvor Jehovas tjenere kommer hen på jorden kan de føle sig hjemme blandt deres kristne brødre og nyde samværet med dem — i sandhed et storslået broderskab! Apostelen Peter sagde om Jehova: „I hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham.“ (Apg. 10:35) Dette gør dem også ’velkomne’ for hinanden. De er alle blevet ført ind i en dyrebar samhørighed med Gud og Kristus og med hinanden — sådan som Jesus bad om. — Joh. 17:20, 21.
I Mellem- og Sydamerika var der særlige stævner på Haiti hvor der var 16.260 til stede, i Colombia og Peru med henholdsvis 56.537 og 62.607 tilstedeværende, og endelig i Buenos Aires, Argentina, hvor over 57.000 stævnedeltagere jublede over friheden til at samles åbenlyst efter 33 år under forbud.
Stævnedeltagerne på Taiwan, på Filippinerne og i Thailand husede i hundredvis af delegerede fra godt og vel tyve lande. På Taiwan var det en glæde at se stammefolk, kinesere og udenlandske deltagere blande sig med hinanden som én lykkelig familie. Det offentlige foredrag på mandarin (højkinesisk) blev holdt af en indfødt fra Amisstammen som gennem årene har lært flere sprog og tjener som medlem af afdelingskontorets udvalg. Stævnerne i Manila har uden tvivl været medvirkende til den kolossale vækst på Filippinerne fra gennemsnitlig 78.867 forkyndere forrige år til et højdepunkt på 95.746 i april 1986. Forkynderne i Thailand blev også styrket; deres antal voksede til 914 i marts, og i april var der 157 hjælpepionerer, 80 procent flere end på noget tidligere tidspunkt.
En søster som overværede det særlige stævne i Christchurch på New Zealand skrev bagefter: „Jeg må simpelt hen give udtryk for min dybe taknemmelighed. Programmet og samværet med alle brødrene fra nær og fjern var i sandhed en demonstration af enhed i tilbedelsen af vor Gud, Jehova.“ Stævnet blev holdt i januar 1986, og der var deltagere fra så forskellige steder og kulturer som Fiji, Japan, De forenede Stater, Alaska, Hawaii, Niue, Salomonøerne, Hongkong, Canada, Papua-Ny Guinea, Tonga og Australien. De 9546 forkyndere i landet var lykkelige over at se 14.848 tilhørere.
Betimelige stævner i Afrika
Fra Zaïre kommer denne rapport: „Det internationale stævne med temaet ’Bevar din uangribelighed’ var en milepæl. Det var en stor oplevelse at se over 32.000 fylde stadion til trængsel på stævnets sidste dag, søndag den 22. december. Stævnedeltagerne kom fra over 20 lande, og i alt 604 blev døbt.“ Alle slags forhindringer tårnede sig op før stævnet, men Jehova ryddede dem af vejen én efter én. Nogle religiøse modstandere havde erklæret af Jehovas Vidner aldrig skulle få lov til at benytte dette stadion. Men tilladelsen blev givet! Før og efter stævnet var der svære regnskyl og oversvømmelser, men i de fire stævnedage regnede det ikke. Pludselig viste det sig at et fodboldhold skulle ankomme fra Korea og spille en kamp på stadion fredag aften. Brødrene forberedte sig på at afkorte fredagens program og tage podiet ned. Men hele det koreanske hold blev angrebet af et mavevirus, så stævnet kunne fortsætte uhindret! Stadion-inspektøren bemærkede: „Jeres Gud er stærk, og I må have bedt meget indtrængende!“
Alt syntes at tegne til større vækst i Zaïre da præsidenten pludselig, den 12. marts 1986, underskrev en bestemmelse som forbød vort arbejde! Missionærerne blev tvunget til at forlade landet. Men stævnet „Bevar din uangribelighed“ havde styrket de 35.000 brødre til at fortsætte med at tjene Jehova uden frygt. — Job 27:5; Ordsp. 27:11.
Stævnet i Jamhuri Park i Nairobi i Kenya blev overværet af 8139, deriblandt delegerede fra 32 lande, og 121 blev døbt. En specialpionerbroder kom på cykel hele vejen fra sit distrikt i det urohærgede sydlige Uganda. Det tog ham cirka en uge at tilbagelægge de 800 kilometer. Cyklen var slidt op da han nåede frem, men han var i godt humør og på ingen måde ked af at have foretaget den lange, farefulde rejse. Andre brødre fra forskellige østafrikanske lande havde måttet spare sammen, i nogle tilfælde i et helt år, for at få råd til rejsen til Nairobi og hjem igen. Store grupper af stævnedeltagere kom fra England, Frankrig, Italien, Østrig, Tyskland, Holland, Skandinavien og De forenede Stater.
Stævnet fik god presseomtale. I et 15-minutters fjernsynsinterview blev tre brødre spurgt om hvad Jehovas vidner gjorde for det kenyanske folk. De henviste til at Rigets budskab højner folk både åndeligt og moralsk, og nævnte at mange har nydt gavn af Selskabets læse- og skriveundervisning. Bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne, der var blevet udgivet ved stævnet torsdag eftermiddag, blev fremvist for seerne, og der blev givet en prøve på dens indhold. Derefter blev en nigeriansk broder, klædt i folkedragt, interviewet og fortalte om Jehovas Vidners virksomhed i Nigeria.
En førende Nairobi-avis, Daily Nation, skrev: „De kom til Nairobi med fly, tog og busser, på cykler og til fods. De samledes i arenaen, Jamhuri Park. Hvem er de, og hvad er de kommet for at se?
Skiltene på deres bryst forkynder: ’Bevar din uangribelighed.’
De er ikke kommet for at være med til en landbrugsudstilling. De regner ikke med at se heste og et tattoo i projektørlys. De er kommet for at lytte til Jehovas ord ved Jehovas Vidners stævne. . . . Noget fascinerende ved stævnet er det varme fællesskab mellem deltagerne, selv om de kommer fra mange forskellige lande.“
Der var en kolossal tilslutning til tjenesten på arbejdsmarken under stævnet; det anslås at 80 procent af stævnedeltagerne var med. De udenlandske delegerede talte bagefter om den gode modtagelse de havde fået i hus-til-hus-arbejdet og den interesse folk havde vist. Der er ingen tvivl om at der blev aflagt et vældigt vidnesbyrd, og hvad forkynderne i Kenya og de udenlandske stævnedeltagere angår, fik de sig et minde for livet.
Fra Sydafrika kommer denne rapport: „I skarp kontrast til de voksende raceuroligheder i det forløbne år nåede enheden, freden og den sande kærlighed blandt Jehovas folk nye højder. Det blev demonstreret ved to uforglemmelige områdestævner som blev overværet af 77.920 fra alle racer og sproggrupper i Durban og Johannesburg.“ Det var enestående at se de forskellige sproggrupper blande sig med hinanden i pauserne — folk som talte sepedi, sesotho, tswana, xhosa og zulu, foruden de afrikaans- og engelsktalende og gæster fra så fjerne lande som Danmark og Japan.
Stævnerækken „Bevar din uangribelighed“ var en begivenhed som Jehovas vidner og mange nyinteresserede sent vil glemme. Ifølge rapporter fra 851 stævnebyer jorden rundt var der i alt 5.688.335 til stede, og 75.606 blev døbt.
Guds fred blandt hans folk
Temaet for de områdestævner der begyndte på den nordlige halvkugle i sommeren 1986 og som nu fortsætter i andre lande, er meget passende „Guds fred“. FN havde erklæret 1986 for at være et internationalt fredsår. Men blev forventningen om fred indfriet? Selv om verdens religioner gav fredsåret deres fulde tilslutning, er der fortsat kun ringe udsigt til sand fred. Det er fordi nationerne søger freden på deres måde. Som Guds profet forudsagde, siger de: „Der er fred! Der er fred!“ skønt der ikke er fred. (Jer. 8:11) Der bliver først virkelig fred på jorden når Guds rige ved hans søn, Jesus Kristus, ’knuser og gør ende på’ de regeringssystemer der beherskes af Satan. — Dan. 2:44.
Indtil da vil Jehovas folk „søge fred og jage efter den“ på Guds måde. (1 Pet. 3:11) Stævnerækken „Guds fred“, hvor programmet de fire dage betonede temaerne „Gud vil velsigne sit folk med fred“, „Med fredens gode nyhed som sko på vore fødder“, „Bevar åndens enhed i fredens forenende bånd“ og „Fredens Gud vil snart knuse Satan under jeres fødder“, har vist sig at være til stor velsignelse for Jehovas fredselskende vidner. En nærmere omtale af stævnerne bringes i bladene Vagttårnet og Vågn op! I det afrikanske land Zambia, der har en befolkning på 6.776.232, var der 629.953 til stede — godt og vel én ud af hver 11 indbyggere. Disse stævner har givet os nye kræfter til det arbejde der skal udføres, og de har bestyrket os i vor tillid til at den gamle fredsforstyrrer, Satan, og alle hans gerninger snart vil blive fjernet fra jorden.
Sejre i retssalene
I Indien opstod der en uangribelighedsprøve i november 1985, da nogle børn af Jehovas vidner i en skole i delstaten Kerala nægtede at synge nationalsangen men blot blev stående i en respektfuld stilling. Skolen gjorde sagen til et stridspunkt, og da alle forsøg på at forklare skolen og undervisningsmyndighederne vort standpunkt var forgæves, gik børnenes fader til retten med sagen. Lokalretten afviste imidlertid hans klage, og da sagen kom for den næste retsinstans, som var den øverste i delstaten, gik afgørelsen Jehovas vidner imod. På det tidspunkt var flere børn i andre skoler i denne delstat (foruden nogle få i en nabostat) blevet tvunget til at udeblive fra undervisningen.
Børnenes fader ankede sagen til Indiens højesteret i New Delhi. Anken blev accepteret i februar 1986, og sagen blev påhørt af to højesteretsdommere fra 29. til 31. juli. Der blev aflagt et udmærket vidnesbyrd om den rene tilbedelse af Jehova og det neutrale standpunkt Guds folk indtager. Retten traf en gunstig afgørelse, idet den erklærede: „Vor tradition lærer tolerance, vor filosofi lærer tolerance, vor grundlov praktiserer tolerance; lad os ikke udvande den.“
Områdestævnet i Tyrkiet fra 21. til 23. september 1985 blev meget omtalt i aviserne, og der blev på denne måde aflagt et udmærket vidnesbyrd i hele landet. Mange mennesker som vi aldrig ville kunne nå at forkynde for, læste om Jehovas Vidner og deres budskab — at Guds himmelske rige er den eneste løsning på menneskehedens mange problemer. Brødrene kunne nyde et tre dage langt festmåltid, som i særlig grad blev værdsat af de 23 brødre i Ankara som var blevet arresteret ved forrige års stævne men nu var løsladt efter et år i fængsel.
Men spørgsmålet var stadig: Hvilken afgørelse ville den øverste appeldomstol træffe i spørgsmålet om forsamlingsfrihed? Den 26. maj 1986 afsagde domstolen sin kendelse, og den var i vores favør! Retten frikendte ved en flertalsafgørelse Jehovas Vidner for alle anklager — og dét netop den dag broder Henschel aflagde et kort besøg. På grund af den gunstige afgørelse blev det arrangeret at han skulle holde to foredrag i vores mødesal i Istanbul. Dette blev meget værdsat, især da det kun var anden gang efter mange års forløb at et medlem af det styrende råd havde været i stand til at tale frit til en stor skare brødre i vores egen sal.
Fredens forkyndere
Da Jesus blev født som menneske var der en himmelsk hærskare af engle som lovpriste Jehova og sagde: „Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje.“ (Luk. 2:14) De der har Guds velvilje lever i fred med ham og med hinanden. De befinder sig derfor i en velsignet samhørighed med Gud og Kristus, og de adlyder i forening Jesu befaling: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn.“ Hvordan har disse nutidige vidner for Jehova klaret denne dyrebare opgave i 1986? Overmåde godt, for Jesus opfylder stadig det løfte han gav: „Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ — Matt. 28:19, 20.
Rapporten over Jehovas Vidners virksomhed i hele verden i 1986, som findes på siderne 34-41 i denne årbog, må glæde alle de 3.229.022 rigsforkyndere der har haft en andel, hvor lille den end måtte være, i denne storslåede beretning. Når man betragter de samlede resultater i slutningen af skemaet på side 40 og 41, lægger man mærke til at det gennemsnitlige forkyndertal på 3.063.289 er 6,9 procent højere end sidste års gennemsnit. Der er også blevet døbt mange nye brødre og søstre — 225.868, en fremgang på 19 procent! Og læg mærke til hvor mange specialpionerer, almindelige pionerer og hjælpepionerer der gennemsnitlig har været hver måned — 391.294, en stigning på 21,2 procent! Antallet af menigheder er gået 5 procent frem, timer i tjenesten 15,3 procent og antallet af bibelstudier som er blevet ledet hver måned med nyinteresserede 14,6 procent. Og så har der været flere til mindehøjtiden end nogen sinde før — 8.160.597, hvilket er 4,7 procent flere end i 1985.
Det er dog ikke tallene i sig selv vi glæder os over. Vi fryder os over det de står for. De viser at Jehova velsigner sine vidner når de er med til at opfylde profetier som den der findes i Esajas 12:3-5: „Med glæde skal I trække vand op af frelsens kilder. Og på den dag skal I sige: ’Tak Jehova! Påkald hans navn. Gør hans gerninger kendt blandt folkeslagene. Mind om at hans navn er ophøjet. Syng og spil for Jehova, for han har handlet ypperligt. Dette gøres kendt på hele jorden.’“ Som det fremgår af rapporten, er Jehovas navn blevet gjort kendt i 208 forskellige lande og områder på jorden. Tallene er imponerende. Læg også mærke til at rapporten omfatter 33 lande hvor Jehovas Vidner arbejder under restriktioner eller forbud, og som af hensyn til vore brødres sikkerhed ikke er nævnt særskilt. De loyale vidner i disse lande har også været meget flittige. De rapporterer en 4,6 procents fremgang i forkyndertallet og en 23,3 procents fremgang i det gennemsnitlige antal pionerer hver måned!
Hvilke erfaringer og resultater han Jehovas Vidner så haft rundt om på jorden? Der er ikke plads til at vi kan berette om hvert eneste land, men her er nogle eksempler på hvordan det er gået i 1986:
Folk ’strømmer til Jehovas hus’ i Nordamerika
En broder der kom helt fra Alaska til Betel i Brooklyn for at deltage i byggeriet i en uge, fortæller: Menigheden i Wasilla forkynder i et distrikt der strækker sig over 320 kilometer og omfatter Nordamerikas højeste bjerg, Mount McKinley, der er 6200 meter højt. Men mange her strømmer til et andet bjerg — „bjerget med Jehovas hus“. (Es. 2:2, 3) På bare to år er menigheden vokset fra 47 til 127 forkyndere, og inden for det sidste år er antallet af almindelige pionerer steget fra én til 11. Med fly, bil og til fods fortsætter de flittige vidner i Alaska med at udbrede budskabet, og der er nu én forkynder for hver 262 indbyggere i dette ellers så golde land.
I Canada endte tjenesteåret med et nyt højdepunkt på 88.130 forkyndere. Flere og flere slutter op i pionerernes rækker. En pioner i Montreal, Grace Lounsbury, der går under navnet „Amazing Grace“ (fantastiske Grace), er over hundrede år gammel. Hun her været i heltidstjenesten uden afbrydelse siden 1914! Fire hjælpepionerer af en noget yngre årgang viste et nyt initiativ ved at begynde deres tjeneste kl. 23 og fortsætte til den lyse morgen. De besøgte natrestauranter og døgnbutikker og receptionister som ikke havde meget at lave. De talte med mange som aldrig før havde haft lejlighed til at træffe Jehovas vidner, og de spredte mange bøger såvel som blade.
Nidkære forkyndere i storbyerne bruger telefonen for at komme i forbindelse med folk i aflåste boligblokke. I ét tilfælde gav en opringning gode resultater selv om det var forkert nummer. Manden der tog telefonen var en indvandrer der, sammen med sin kone og en ven, var ankommet fra Kina blot tre måneder tidligere. Han forklarede forkynderen at han var ateist, men han var alligevel så venlig at lytte til de skriftsteder hun læste og den forklaring hun føjede til. De aftalte at hun skulle besøge ham og hans kone, så de kunne fortsætte samtalen. Søsteren besluttede at bruge bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? for at vise at det der findes må have en Skaber. De klare vidnesbyrd og argumenter gjorde indtryk på ægteparret. De begyndte at indse at der var noget ateismen ikke kunne forklare. De ligefrem strålede af glæde over de gode og fornuftige argumenter de så i ’Skabelsesbogen’. De følte sig tilskyndet til at undersøge Bibelen. Nu holdes der et regelmæssigt studium med dem.
I De forenede Stater tog en søster i Texas ud for at forny et abonnement som var ved at udløbe, og det viste sig at damen ikke alene ville forny abonnementet men også kom med en håndfuld annoncer hun havde klippet ud af bladene i årets løb. Hun ville gerne have ni bøger. Søsteren var glad for at skaffe dem, og hun spurgte hende om hun ikke havde lyst til et bibelstudium for at gå videre med det bibelkursus hun havde taget gennem bladene. Damen tog imod tilbudet og kommer nu til møderne; fire andre medlemmer af hendes familie studerer også. Det er meget glædeligt at der som et højdepunkt har været 744.919 forkyndere med i tjenesten i De forenede Stater — næsten en fjerdedel af alle rigsforkyndere i verden!
„Det er en forening i rivende fremgang.“ Denne bedømmelse af Jehovas folk i Mexico blev givet i ugebladet Veredicto, og det må siges at være en rammende beskrivelse af virksomheden i dette land i 1986. Forkyndertallet sprang helt op på 198.003 i august måned. Antallet af hjemmebibelstudier nåede op på et gennemsnit af 300.473. Det vil sige at 11 procent af alle studier i verden ledes i Mexico. I løbet af årets 12 måneder blev der oprettet 634 nye menigheder, et gennemsnit på næsten to om dagen!
Selv om der er blevet indviet en ny tilbygning med over hundrede værelser til det mexicanske betelhjem i april 1985, har man allerede måttet planlægge endnu en tilbygning for at kunne huse den stadig voksende betelfamilie som tager sig af den ekspanderende organisation i Mexico.
Enestående vækst i Mellemamerika
I Guatemala var der glimrende tilslutning til en særlig tremåneders kampagne i isoleret distrikt. Den blev kaldt „Kom over til Makedonien og hjælp os“. (Apg. 16:9) Afdelingskontoret fremstillede trykte præsentationer på de fire vigtigste indianske sprog, cakchiquel, mam, quekchí og quiché, og man nåede ud til over 120 byer og landsbyer med den gode nyhed om Jehovas rige. Hvordan reagerede folk? En gruppe brødre skrev: „De tog imod den gode nyhed med stor begejstring, og det var vidunderligt at se deres øjne stråle når de opmærksomt lyttede til det opmuntrende budskab om Riget.“ Afdelingskontoret modtog denne appel fra en evangelisk præst: „Jeg har baseret det meste af min undervisning på bogen Sandheden der fører til evigt liv. Det er gået op for mig at det kun er Jehovas Vidner der studerer Bibelen grundigt, og jeg ved at jeg må slutte mig til dem. I kunne hjælpe os her i området ved at sende os to pionerer.“
Fra det krigshærgede El Salvador kommer denne rapport: „Mindehøjtiden blev i år overværet af 51.151; det viser at der er gode muligheder for fremtidig vækst her i landet. I tjenesteårets løb havde vi syv nye forkynderrekorder; det hidtil højeste forkyndertal er 15.119, som vi nåede i august 1986.“
I Honduras var der 20.080 til mindehøjtiden, mange gange over den nye forkynderrekord på 4436. Det går stadig godt fremad med pionertjenesten. I maj og juni var 59 brødre og søstre på pionerskolen. En søster skrev: „De to uger jeg tilbragte dér, var de lykkeligste i mit liv fordi jeg lærte at tjene Jehova, mine brødre og mine medmennesker bedre. Nu da jeg praktiserer det jeg har lært, har jeg flere resultater, både med mine bibelstudier og i forkyndelsen, og mit forhold til brødrene og til min familie er blevet bedre. Mit ønske om at samarbejde med organisationen og min kærlighed til den er også blevet større.“
Panama beretter at mange forkyndere er begyndt at indse pionertjenestens betydning. Der er blevet udnævnt over hundrede nye pionerer i årets løb, næsten 50 procent flere end der var i forvejen! I marts var der i alt 657 hjælpepionerer; det er 55 procent over det hidtidige højdepunkt. Hver syvende forkynder i landet var med. I maj blev der rapporteret 7822 bibelstudier — næsten to for hver forkynder.
Tempoet sættes op i Vestindien
Jehova forudsagde at han ville ’fremskynde det når tiden var inde til det’. (Es. 60:22) Jamaica rapporterer at fremgangen virkelig er sket hurtigere inden for de sidste tre år. Det tog for eksempel ni år at nå fra 6000 til 7000 forkyndere, men kun fire år at nå op på 8000. Bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne har hjulpet forkynderne til at aflægge effektive vidnesbyrd og at besvare spørgsmål når de kommer på genbesøg. Følgende erfaring viser hvor nyttig bogen er når man skal imødegå indvendinger. En søster skriver: „I går var jeg på genbesøg hos en dame der havde vist interesse, men hvis mand var lidt imod. Efter en bibelsk samtale sagde hun til mig: ’Vis Harry [hendes mand] hvorfor Jehovas vidner ikke holder jul eller fødselsdag.’ Jeg slog så op i ’Ræsonnerebogen’ og læste direkte op hvad den sagde under emnet ’Jul’. Mens jeg læste, kiggede jeg op og så ham nikke bekræftende idet han sagde: ’Det kan jeg godt se, ja, det kan jeg godt se.’ Hans kone var ude af sig selv af glæde. så gjorde jeg det samme med emnet ’Fødselsdage’ og fik samme reaktion. Konen var så glad at hun i stedet for at sige ’jeg’ sagde ’vi’ vil komme til jeres møder. Og manden modsagde hende ikke.“
På Haiti er en tidligere hjælpepræst fra en protestantisk kirke blevet specialpioner i Jehovas menighed. Han fortæller selv: „En dag blev jeg besøgt af to søstre som kom for at fortælle mig at Guds rige var menneskenes eneste håb. Jeg var præst dengang og mente oprigtigt at min tro var den eneste sande. Nogen tid senere havde jeg en samtale med et andet Jehovas vidne om treenigheden. Det jeg fik at vide lød så rigtigt, og dette, sammen med Jehovas Vidners høje moralnorm, fik mig til at ønske at høre mere fra Bibelen, så jeg begyndte at studere med Jehovas Vidner og at overvære møderne i rigssalen. Jeg forsøgte at fremholde nogle af de nye sandheder jeg lærte når jeg prædikede i min kirke, men opdagede at det vakte modstand. Jeg indså snart at kirken ikke længere var et sted for mig, så jeg holdt op med at komme der, selv om de andre præster forsøgte at overtale mig til at blive. Jeg lod mig døbe og begyndte som hjælpepioner. Senere blev jeg indbudt til at tjene som specialpioner, og jeg er nu menighedstjener og forkynder den gode nyhed i samme by hvor jeg før virkede som præst. Det er mig en sand glæde at lede mange bibelstudier med dem der før kaldte mig ’pastor’.“
I Den dominikanske Republik blev to nye og to ældre missionærer sendt til et nyt missionærhjem i Dajabón, en lille by nær grænsen til Haiti. De tolv forkyndere i byen var lykkelige for hjælpen. Der blev straks oprettet mange nye studier, og det blev klart at der var brug for en rigssal. Brødre fra De forenede Stater, Canada og så fjernt et land som Tyskland kom for at hjælpe de lokale forkyndere. Tre uger senere kunne de holde deres første møde i den nyopførte rigssal. Enheden som denne fællesnationale indsats udstrålede var et stort vidnesbyrd for de lokale indbyggere, og mange begyndte at komme til møderne og at studere Bibelen. Ved den første mindehøjtid efter at der var oprettet en menighed, kunne man byde 114 velkommen! En mangeårig missionær blev spurgt: „Hvornår mon væksten slutter?“ Hans svar varmede alle om hjertet: „Når hele jorden er fyldt med Jehovas vidner!“
Afdelingskontoret for Leewardøerne skriver at der er et presserende behov for større mødesale til de mange der strømmer til møderne og stævnerne. Brødrene viser stort initiativ for at skaffe de nødvendige midler. En pioner på øen Nevis fortæller: „Da vi var kommet hjem fra kredsstævnet hvor brødrene havde talt om at rejse midler til at bygge en stævnehal for, besluttede vi os til at gå i gang med at bage. På et halvt år, hvor vi kun bagte om fredagen, lykkedes det os at skaffe over 23.000 kroner til bygningen og indretningen af vores rigssal.“ En af de lokale bagere lagde mærke til kvaliteten af det brød brødrene bagte, og han forsøgte gentagne gange at ansætte pionererne til at bestyre sit bageri. Men de sagde til ham: „Vi er ikke på Nevis for at udføre verdsligt arbejde. Vi har indviet os til at tjene Jehova al vor tid.“
Paulus kendte betydningen af et godt eksempel da han sagde: „Bliv efterlignere af mig, ligesom jeg igen er det af Kristus.“ (1 Kor. 11:1) Det er langt bedre at kunne sige: „Gør som jeg gør,“ end at sige: „Gør som jeg siger.“ En ældste som er tjenestetilsynsmand på Barbados fik tildelt et punkt på tjenestemødet om at tegne abonnementer. Han erkendte imidlertid at hvis det han sagde skulle virke overbevisende og have nogen virkning, måtte han selv have tegnet i hvert fald ét abonnement. Men han havde endnu ikke tegnet nogen. Mens han lå vågen om natten tænkte han på hvilke bekendte han havde som han måske kunne tilbyde et abonnement. Han kom i tanker om seks muligheder. Næste dag henvendte han sig til disse seks, og fire af dem ville gerne abonnere. Man behøver vel næppe sige at han ved tjenestemødet kunne tale med stor overbevisning og begejstring og sige til brødrene: „Gør som jeg har gjort.“
I helligdagene i december blev der rejst en hurtigbygget rigssal i Scarborough på Tobago. Omkring 800 brødre kom tilrejsende fra Trinidad for at udføre hovedparten af arbejdet. Det blev et stort vidnesbyrd for hele Tobago, da det er den eneste rigssal på øen. Den blev rejst på blot tre dage!
Sydamerika viser ’nidkærhed for gode gerninger’
Der sker meget i Sydamerika, og vi håber at de få rapporter vi kan berette om, vil give et indtryk af den nidkærhed der vises på arbejdsmarken. (Tit. 2:14) I Venezuela er antallet af almindelige pionerer vokset 42 måneder i træk til 2553, og der er sat en ny forkynderrekord på 35.248, hvilket er 28 procent over sidste års gennemsnit. Der ledes gennemsnitlig 52.451 hjemmebibelstudier og der var 128.627 til mindehøjtiden, så der synes ikke at være nogen grænse for vækstmulighederne.
I Suriname har menigheden i en lille landsby nær ved grænsen til Fransk Guyana bygget en stor rigssal. Den fungerer også som sovesal for brødrene som bor ved floderne i landets indre, når de kommer sejlende ad floden for at overvære deres kredsstævner. Under opholdet her går de ud i forkyndelsen sammen, jager og fisker for at få noget at spise, og holder prøver på stævneprogrammet. På hjemvejen efter stævnet overnatter de igen i rigssalen. Den kærlighed og omsorg brødrene viser hinanden har gjort indtryk på mange af de lokale beboere, så de nu også gerne vil høre til vort verdensomspændende brodersamfund og derfor er begyndt at studere Bibelen.
I Bolivia sad en broder ved frokosttid på en overfyldt restaurant og læste i Vagttårnet. En fremmed kom hen og satte sig ved samme bord. Han lagde mærke til broderens blad og nævnte at han også havde læst Vagttårnet. „Jeg kunne egentlig godt tænke mig at kende Bibelen lige så godt som Jehovas vidner,“ sagde han. „Det kan du nemt komme til,“ svarede broderen. „Vi tilbyder et gratis hjemmebibelstudium til dem der er interesseret i det.“ Og resultatet? Manden er nu en døbt broder og har sluttet sig til det voksende antal almindelige pionerer. Mange som „fortjener det“, bliver fundet og indsamlet i Bolivia. (Matt. 10:7, 13) Der blev i år døbt 642, og der var 21.674 til mindehøjtiden — 4505 flere end i 1985. Der er lovende udsigter til yderligere vækst.
Afdelingskontoret i Brasilien skriver begejstret: „Over en halv million! Eller, helt nøjagtigt, 533.400 var det antal der overværede mindehøjtiden i Brasilien i 1986.“ Glæden kender ingen grænser hos Jehovas folk i dette land. Der har været den ene forkynderrekord efter den anden, den seneste på 196.948 i august. Og bibelstudietallet ligger endnu højere; i juni blev der sat ny rekord med 211.541 studier. Der er i årets løb blevet bygget og indviet noget over hundrede rigssale, deriblandt en i byen Manacapuru midt i Amazonjunglen, og folk strømmer til disse sale i stadigt stigende antal. Desuden er man ved at bygge stævnehaller i fem større byer.
Religiøse græsgange der hidtil har ligget brak, bliver nu grundigt gennemarbejdet. Det kommer ofte til konfrontationer med præster og pastorer, og de diskussioner der opstår, sætter oprigtige mennesker i stand til at se hvem der har sandheden. En pinsemenighedspræst der havde advaret sin hjord mod dem der bruger det mærkelige navn Jehova, måtte under pres fra medlemmerne af sin kirke indrømme at dette virkelig er Guds navn. Det vakte et sådant røre at navnet ifølge nogle af beboerne blev samtaleemne i hele byen.
I Argentina må brødrene også ’udvide pladsen i deres telt’ for at rumme de mange nye der strømmer til. (Es. 54:2) I alt 61.373 forkyndere tager nu del i arbejdet. Det er ny rekord — 15 procent over gennemsnittet i 1985. Mødeprocenten ligger i de fleste menigheder 50 til 100 procent over forkyndertallet.
I en familie på syv medlemmer er alle syv i pionertjenesten — faderen, moderen og de fem børn, den yngste 15 år gammel. De har forskellige deltidsjob, og de er alle med til at passe hjemmet og vasker for eksempel deres eget tøj. Hvad har denne flittige familie udrettet i tjenesten? I øjeblikket leder den 44 hjemmebibelstudier. I de sidste 12 måneder har den hjulpet 12 mennesker ind i Jehovas organisation. Da den blev spurgt hvorfor de alle er pionerer, svarede moderen: „Det er på grund af vores kærlighed til Jehova og vores værdsættelse af ham. Vi tænker på at vores tjeneste i vid udstrækning afhænger af dybden af vores værdsættelse, snarere end af vore omstændigheder og muligheder.“
Afdelingskontoret i Chile rapporterer: „Vi har haft flere nye højdepunkter: 29.340 forkyndere, 47.065 bibelstudier, 50.076 til stede ved områdestævnerne, og 90.290 til mindehøjtiden. Det er forbavsende hvor hurtigt folk reagerer på den gode nyhed og begynder at studere Bibelen! I dette tjenesteår gik forkyndertallet 12 procent frem og bibelstudietallet 22 procent!“ Ved et forældremøde på en skole gav forældrene udtryk for at man måtte lære børnene at tilpasse sig det moderne samfund. En sagfører der studerer med Jehovas vidner sagde til de forsamlede at hvis de ville lære deres børn at tilpasse sig samfundet, måtte de lære dem at lyve, stjæle og være umoralske. De skulle hellere lære dem at være anderledes, sådan som Noa og Lot var. Dengang gik samfundet til grunde, men de der var anderledes og indrettede deres liv efter Guds vilje, overlevede. Hvilken overraskelse for forsamlingen at høre sagføreren udtale sig på denne måde! Der blev aflagt et godt vidnesbyrd af denne agtede mand.
I mange af de mellem- og sydamerikanske lande har man travlt med betelbyggeri, som i næsten alle tilfælde udføres af frivillige hvoraf i hundredvis er kommet fra fremmede lande.
Skaberen lovprises i Europa
„Erkend at det er Jehova der er Gud. Det er ham der har frembragt os, og ikke os selv.“ (Sl. 100:3) Det er vanskeligt at vinde gehør for denne bibelske sandhed i de europæiske lande, hvor ateisme, materialisme og åndelig ligegyldighed har overtaget. Her er bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? en sand velsignelse.
Danmark har haft fire forkynderrekorder, den sidste i august, hvor man nåede op på 15.186 forkyndere. ’Skabelsesbogen’ har været af stor betydning for arbejdet og tilbydes med stor begejstring. En mand som havde set den, skrev til Selskabet: „’Mesterværket’ Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse, bedes sendt til følgende (10) adresser.“ Pengene for porto og bøger var vedlagt. En broder skrev: „Mit mål var at arbejde ihærdigt med den og forsøge at genoplive ’gamle dage’ hvor vi afsatte mange bøger . . . Målet blev sat til 25 stk. . . . Det kunne lade sig gøre. . . . Jeg afsatte mindst 35.“ En broder fortæller at han begyndte at studere ’Skabelsesbogen’ med en mand der var overbevist udviklingstilhænger. Efter blot få måneders studium fik han tro på Gud, overværede kredstilsynsmandens offentlige foredrag i rigssalen og deltog med begejstring i kredsstævnet i den nye stævnehal i juni måned.
I Holland blev en broder der arbejder i et stort firma meget glad da ’Skabelsesbogen’ udkom. Hans arbejde har tilknytning til kultur og videnskab, så han satte sig for at anbefale bogen til sine kolleger. Han brugte billedet af cellen på side 48 og 49, og det vakte stor interesse. Den første dag han tilbød bogen, tog han imod bestilling på otte eksemplarer og fik forudbetaling. I løbet af kort tid afsatte broderen 40 ’Skabelsesbøger’ foruden 2 bibler og 24 andre bøger. I de 12 år han har arbejdet i dette firma har han sået sandhedens sæd ved at sprede 350 bøger og i snesevis af blade.
Foruden det åndelige byggearbejde udføres der også meget bogstaveligt byggearbejde i Europa. I Frankrig, der nåede en forkynderrekord på 92.397 i august, er der for nylig blevet opført fire stævnehaller og ti hurtigbyggede rigssale, og flere er planlagt.
I Belgien, hvor den seneste forkynderrekord er på 22.202, må mange rigssale udvides og nye bygges. Man har for første gang opført en rigssal på to dage, og der er planlagt en til. Det har ført til et vældigt vidnesbyrd i hele landet. Avis-, radio- og fjernsynsreportere var imponerede over at se ulønnede Jehovas vidner fra England, Holland og Frankrig komme og arbejde sammen med deres belgiske trosfæller. Hos en entreprenør søgte man at leje noget udstyr til todagesbyggeriet. Han sagde til brødrene: ’Det kan ikke lade sig gøre at bygge på så kort tid, og hvis det lykkes jer, skal I ikke betale nogen leje for udstyret.’ Brødrene slap for at betale leje!
Hurtigbyggede rigssale har også været en succes i Norge. Indtil nu har man rejst 12 sådanne rigssale, og der er planlagt 30 til. Den seneste blev bygget helt oppe i Kirkenes, få kilometer fra den russiske grænse. Aviserne har givet disse byggerier stor omtale. En redaktør skrev: „Fantastisk! Det er det eneste ord der kan beskrive hvad der foregik da Jehovas vidner sidste weekend kom strømmende til for at hjælpe den stedlige menighed. Det er en ånd der mangler på de fleste områder i dag. Hvad den stedlige menighed har udrettet sammen med trosfæller aftvinger dyb respekt.“
Portugal beretter: „Tjenesteåret begyndte med at vi lagde fundamentet til det nye betelhjem. Denne hårdt tiltrængte bygning er det første betelhjem som brødrene får den forret at opføre. Hvor er det skønt at se at de har dækket alle byggeudgifterne til dato, selv om landet har den dårligste levestandard i hele Vesteuropa! Denne ene begivenhed har skabt stor interesse for Jehovas synlige organisation.“ Forkyndertallet i Portugal satte rekord med 30.505, og mindehøjtiden blev overværet af 76.212, hvilket også var ny rekord.
En ældste i Portugal fortæller om et resultat af uformel forkyndelse: „I frokostpausen afsatte jeg en ’Skabelsesbog’ til en kollega. Vi så kun hinanden nu og da, men hver gang blev det til en kort samtale om sandheden. Da han gav udtryk for at han tvivlede på Bibelens inspiration, skaffede jeg ham bogen Er Bibelen virkelig Guds ord? En dag ringede en forkynder på hans dør mens han ikke var hjemme, og efterlod traktaten om den nye bog Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Han sørgede da for at træffe mig i frokostpausen og bad mig skaffe bogen. Derefter gjorde han forbavsende fremskridt bare ved at læse bogen selv. Han barberede sit skæg af, fik klippet sit hår og blev pænere i tøjet. Og en dag overraskede han mig ved at sige at han nu var overbevist om at det var sandheden og at han havde bestemt at han ville slutte sig til Jehovas vidner. Den foregående søndag havde han ledt efter en rigssal dér hvor han bor, og han havde allerede overværet sit første møde. På det tidspunkt blev der oprettet et studium med ham, og blot tre måneder senere kom han regelmæssigt til alle møderne og var en nidkær forkynder der ivrigt så frem til at blive døbt ved områdestævnet ’Guds fred’.“
Jehovas vidner i Finland indviede for nylig en stor tilbygning til afdelingskontoret. Vi er velkendte i Finland, eftersom der nu er næsten én forkynder for hver 300 indbyggere. Flere og flere kommer til møderne fordi de kan se at Jehovas vidner har en god livsstil og gode moralnormer.
I Østrig, hvor man snart er færdig med en stor udvidelse af afdelingskontoret, har pionerforkyndernes gode kristne adfærd på deres verdslige arbejdspladser flere gange skabt muligheder for deltidsjob. En søster fortæller: „En pionersøster arbejdede for en skatterådgiver, og hun var meget respekteret for sit gode arbejde. En anden arbejdsgiver spurgte denne skatterådgiver om han kunne anbefale en ærlig medarbejder til deltidsansættelse. Skatterådgiveren sagde til ham at han skulle ringe til Jehovas Vidners rigssal, eftersom de meget ofte gerne vil have deltidsarbejde. På grund af denne pionersøsters gode adfærd fik jeg dette deltidsarbejde og er nu selv pioner.“
Cypern skriver at gadearbejdet med bladene, som før har været et svagt punkt dér, nu er ved at slå an hos brødrene. Alle menighederne i de større byer bruger nu regelmæssigt lørdag formiddag til gadearbejde. Selv små børn er med i arbejdet. En seksårig dreng der arbejdede sammen med sin moder, spredte 20 blade. Han sagde til sin moder: „Jeg spreder bladene og du rapporterer dem, men jeg kunne godt tænke mig at blive forkynder.“ For nylig er en modstander der hævder at være sendt af den ortodokse kirke i Grækenland, begyndt at møde op sammen med andre ballademagere uden for rigssalen i Limassol. Denne larmende gruppe forsøger ikke alene at forstyrre under møderne men følger også efter brødrene ud i distriktet og prøver at afskrække folk fra at lytte til Rigets budskab. Brødrene har imidlertid forpurret denne taktik ved at holde samlingerne i små grupper i private hjem.
Spanien er glad for at kunne rapportere en rekord på 65.680 forkyndere og, med kun tre undtagelser, nye højdepunkter i antallet af almindelige pionerer i hver af de sidste 40 måneder. Der er også noteret god fremgang i den lille stat Andorra, hvor man nåede op på 108 forkyndere. Mens vi har fuld frihed til at forkynde i Spanien, er dette ikke tilfældet i en af Spaniens tidligere kolonier, republikken Ækvatorialguinea. I december blev vore rigssale dér lukket og forseglet efter ordre fra regeringen. Et forslag til en lov om trosfrihed blev forelagt landets lovgivende forsamling men blev nedstemt på grund af forsamlingens åbenlyse fordom mod Jehovas Vidner. Et af medlemmerne, hvis kone er et Jehovas vidne, forsvarede i et velformuleret indlæg vore normer og moralbegreber over for forsamlingen.
Afrika ser „et stort lys“
Sandhedens lys skinner i de fjerneste afkroge af det vældige afrikanske kontinent. Som da Jesus forkyndte på jorden, er der mange som ser „et stort lys“. — Matt. 4:16.
Dette gælder endog mindre børn. I Senegal blev der oprettet bibelstudium med moderen til en dreng på syv år. Hendes søn havde tit stillet spørgsmål om Gud, så der blev også påbegyndt et studium med ham, over brochuren Evigt liv på jorden. Da han så billede nr. 58 i brochuren, forstod han straks hvordan Jehova ser på helgenbilleder. En dag da faderen bad sønnen om at gå med i kirke, protesterede drengen kraftigt: „Kirken er fuld af helgenbilleder, og Jehova kan ikke lide sådan noget!“ Sønnens indstilling vakte faderens interesse for Bibelen, og nu holdes der et regelmæssigt studium med hele familien. Hvor sande er ikke Jesu ord: „Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovprisning“! — Matt. 21:16.
Fra Elfenbenskysten fortælles om en familie på tolv der går under navnet „den store skare“. I den årlige ferie besluttede familien at gøre alt hvad den kunne i tjenesten, så fem af medlemmerne (faderen, moderen og tre døbte børn) meldte sig som hjælpepionerer. To andre børn som endnu ikke er døbt, er også ved at opdyrke pionerånden, så de besluttede at gøre en ekstra indsats sammen med de fem. Der blev også sat mål for de fem mindste. Da måneden var gået kunne den store familie rapportere 637 timer i tjenesten, 460 brochurer og 350 blade, 189 genbesøg og 25 bibelstudier. De skrev: „Det var sådan en dejlig måned, og vi følte rigtig hvordan familiebåndene blev styrket. Vi takker Jehova for den vidunderlige velsignelse!“
I Burkina Faso, hvor vandet er sparsomt og ørkenen på fremmarch, ser brødrene frem til en bogstavelig opfyldelse af Esajas 35:1: „Ørkenen og det udtørrede land skal glæde sig, og ørkensletten juble og blomstre som krokusen.“ Men allerede nu ser de profetien få sin store, åndelige opfyldelse, og det giver dem glæde og håb. Forkyndertallet nåede op på 324, og dét at de leder 717 bibelstudier og at der var 1235 til mindehøjtiden, viser også at „den afsvedne jord er blevet som rørbevoksede damme, og den tørstige jord som vandkilder“. Jehova bliver ved med at lade det gro. — Es. 35:7; 1 Kor. 3:6.
De 32.211 forkyndere i Ghana gjorde meget ud af at indbyde de interesserede til højtiden til minde om Kristi død, med det resultat at den blev overværet af 122.936. En universitetsstuderende sagde efter højtiden: „Jeg har overværet nadveren mange gange i kirken, men det her er helt anderledes. Jeg kan se at det er ligesom Bibelen siger, og jeg tror at I har sandheden.“ Han overværede det næste møde efter mindehøjtiden og er vedblevet med at komme til møderne siden. For nylig blev han døbt.
Det nye afdelingskontor som er under opførelse, vil snart stå færdigt. Det meste af byggearbejdet udføres af 140 lokale frivillige, og desuden er der 42 udenlandske byggefolk, også frivillige, der arbejder skiftevis på projekterne i Portugal, Ghana og Nigeria, alt efter hvor der er brug for deres faglige kunnen. De kommer fra De forenede Stater (25), Canada (2), Sverige (6), England (4), Tyskland (2), Holland (2) og Australien (1). Men de taler i det mindste alle sandhedens rene sprog! — Zef. 3:9.
Opførelsen af det nye betelkompleks i Nigeria skrider godt frem. Rådyr og antiloper i skoven på Selskabets jord har efterhånden vænnet sig til byggeaktiviteterne og er ikke bange for at komme frem ved aftenstid. Eftersom hele arealet er indhegnet, håber man at de vil blive der og stadig pryde betelområdet. Nigeria rapporterede en ny forkynderrekord på 128.461 i juli. Stadig flere melder sig som hjælpepionerer og almindelige pionerer, og det har stor indvirkning på distriktet. Da en ældste deltog i hus-til-hus-arbejdet i april, sagde en mand til ham: „I de sidste to-tre uger er jeres forkyndelse blevet forstærket. Vil det sige at enden er nær?“ Broderen pegede på de seneste begivenheder i verden og viste at folk ufortøvet må hjælpes til at lære sandheden at kende. Manden gav ham ret i at han måtte gøre noget ved det med det samme.
Der sker også spændende ting i Liberia. Man har for eksempel fået indrettet et større afdelingskontor, og mindehøjtiden blev overværet af 7839, næsten seks gange antallet af forkyndere. En søster der underviser i en folkeskole blev bedt om at give alle de mindste klasser bibelundervisning ved hjælp af Min bibelhistoriebog og brochuren Evigt liv på jorden. Nu kan søsteren hver dag glæde sig over at lære eleverne sandheden om Jehovas hensigter.
I Zimbabwe, hvor der oppiskes en politisk stemning som alle forventes at engagere sig i, kommer vore unge ud for virkelige trosprøver. Nogle er blevet truet og andre bortvist fra deres skole. I nærheden af en skole er modstanderne endog gået så vidt som til at brænde den lokale rigssal ned. Men vore unge fortsætter med at aflægge et godt vidnesbyrd i skolen. Ved hjælp af Min bibelhistoriebog bilagde en 15-årig pige en strid der var opstået i klassen. Læreren var så imponeret at hun bad om et eksemplar af bogen. Efter at have læst lidt i den bad hun om andre publikationer. Den unge søster skriver nu: „Hver formiddag får jeg lejlighed til at tale til klassen, og jeg har en særlig bibelspørgsmålsdrøftelse med klassen.“ Hun er lykkelig over at have denne forret fordi hun ’husker sin Skaber i ungdommens dage’. — Præd. 12:1.
„Faste i troen“ i Asien
Mange af vore brødre i Asien tjener under stort pres, men Jehova han udrustet dem så de kan være „faste i troen“. (1 Pet. 5:9) I det urohærgede Libanon glæder brødrene sig således over at have brochuren Undersøg daglig Skrifterne. For første gang han de nu dagens skriftsted med kommentar på arabisk samlet i én publikation. Der fortælles om en stor familie hvor hvert eneste barn, selv den mindste på fem, han sin egen brochure. De har hver især deres bibel og brochure med til morgenbordet, og der følger en livlig bibeldrøftelse. Den femårige er kommet så godt ind i vanen at han også tager sin dagstekstbrochure med til middagsbordet og aftensbordet.
I Israel fortsatte skæggede uromagere med at demonstrere foran afdelingskontoret og rigssalen i Tel Aviv. Men politiet greb ind og satte en stopper for deres optøjer. Over hundrede naboer er på forskellige tidspunkter kommet til afdelingskontoret for at udtrykke deres sympati. En ung beduin der arbejdede på den anden side af gaden blev nysgerrig, fik studium og tog imod sandheden. Han skiftede arbejde for at være i overensstemmelse med Bibelens principper og forkynder nu fra hus til hus. Et andet sted i landet uddelte lovløse modstandere en krænkende traktat der oplyste navn og adresse på de lokale pionerer. Det gav imidlertid bagslag, for da en dame som havde ønsket at komme i forbindelse med Jehovas Vidner fandt traktaten i sin postkasse, opsøgte hun pionererne, og de oprettede et bibelstudium med hende.
Det har været et uroligt år på paradisøen Sri Lanka. Avisoverskrifterne har talt om „Krig i paradiset“ og ’En nation i krig med sig selv’. Men Jehovas vidner holder fred med hinanden uden hensyn til race eller baggrund. Forkyndertallet nåede op på 996. Pionerånden vokser hos mange som ser at de materielle midler taber i værdi mens de åndelige investeringer giver et voksende udbytte. Det har givet sig udslag i en 43,7 procents fremgang i antallet af hjælpepionerer og almindelige pionerer.
Reginald er en ung specialpioner som er god til at lære fra sig. Han leder omkring 20 hjemmebibelstudier. Han forklarer eleverne at han ikke er alene men at han hører til en menighed, og han fortæller dem med begejstring om de dejlige møder de bør overvære. Mange af dem han studerer med, kommer til møderne.
Hvordan bliver det at bo i Hongkong når området i 1997 igen bliver underlagt kinesisk overhøjhed? Hvilke farer bliver man udsat for når der bygges et kernekraftværk blot 50 kilometer fra byen? Det er de to store spørgsmål som alle her tumler med. Mange forlader stedet, og andre planlægger at gøre det. I denne atmosfære er det hjertevarmende at se vore 1416 brødre og søstre vise en stærk tro på Jehovas løfter og lade hans riges interesser komme først i livet. En specialpioner fik studium med en katolik hvis kone, broder og moder var meget imod at han begyndte at studere med Jehovas vidner. Men da hans broder forsøgte at tale ham fra det, blev han også interesseret i sandheden og begyndte at studere. De to brødre ernærede sig ved at lave religiøse billeder. Da det efter få ugers studium gik op for dem hvor tåbeligt det er at dyrke billeder, ødelagde de alle deres religiøse billeder og det værktøj de lavede dem med. Den ene af dem lærte at male og forsørger nu sin familie ved at male huse. Han meldte sig ud af den katolske kirke, begyndte i tjenesten og ser frem til at blive døbt. Mændenes hustruer blev også interesseret i sandheden og begyndte at overvære møderne. Det er meget velgørende at se sådanne familier gøre gode fremskridt i tilbedelsen af den levende Gud, Jehova.
Republikken Korea fortæller at det mest iøjnefaldende igen i år han været en forbløffende pionerånd. Hver måned har gennemsnitlig en tredjedel af forkynderne været med i en form for heltidstjeneste, hjælpepionertjenesten indbefattet.
På grund af megen ugunstig presseomtale af blodspørgsmålet har mange læger og hospitaler i Korea nægtet at behandle Jehovas vidner. Da en søster i Inchon skulle have foretaget en maveoperation og bad om at den måtte blive udført uden blodtransfusion, begyndte lægerne nedladende at omtale Jehovas vidner som umenneskelige og fanatiske og deres tro som en pseudoreligion. Søsteren lod taktfuldt emnet falde, men gav lægerne et eksemplar af bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? Næste gang lægerne kom ind på hendes stue, var deres holdning fuldstændig forandret. De nævnte at stoffet i ’Skabelsesbogen’ var fremført på en meget videnskabelig og logisk måde, og de sagde: „Hvis Deres trossamfund studerer sådanne emner på så højt et plan, må De have en meget fornuftig grund til at afslå blodtransfusion.“ De gennemførte operationen uden at bruge blod.
På Stillehavsøerne
„Hør Jehovas ord, I nationer, og fortæl det på de fjerne øer.“ (Jer. 31:10) I lydighed mod disse profetiske ord forkynder Jehovas vidner nidkært på de mange øer i det vidtstrakte Stillehav.
Dette omfatter Mikronesien, hvor 738 forkyndere og pionerer (deriblandt 49 missionærer) betjener ødistrikterne Guam, Belau, Kiribati, Kosrae, Marshalløerne, Nauru, Ponape, Rota, Saipan, Truk og Yap. Antallet af bibelstudier gik 32 procent frem og nåede i maj op på 1735, hvilket er ny rekord, og der var 3743 som overværede mindehøjtiden. En skolelærer og tidligere politiker som havde studeret sandheden et år på Truk, vendte tilbage til den isolerede ø han stammede fra. Dér begyndte han at fortælle andre om det han havde lært. En dag hørte han i radioen en meddelelse om at mindehøjtiden skulle holdes på hovedøen, godt 30 kilometer borte. Han opfordrede sine naboer til at stå tidligt op næste morgen og sammen med ham tage halvsyvfærgen for at overvære højtiden. En tidligere protestantisk præst sagde beredvilligt ja, og selv om det øsregnede tog de af sted. De satte begge stor pris på mindehøjtidsforedraget. Dagen efter satte de tid af til at høre missionærerne forklare flere sandheder, og vendte så tilbage til deres ø. Lærerens kærlighed til Jehova vokser fortsat. Han leder nu et bibelstudium på trukesisk med den tidligere protestantiske præst ved hjælp af Sandheden der fører til evigt liv — den bog hvorigennem han selv lærte den sande Gud, Jehova, at kende.
På Papua-Ny Guinea er et flot nyt betelhjem ved at stå færdigt; 240 australske brødre foruden mange indfødte brødre har hjulpet til med byggeriet. Da man manglede logi til byggefolkene, tilbød parlamentet dem en pavillon hvis de ville flytte den med det samme. Tres brødre flyttede den på blot ni timer! Der er 1827 forkyndere, og der kommer i alt omkring 8000 til møderne. Men det er noget af en opgave at undervise dem, for de taler 600 sprog og 400 dialekter!
Der har været en del tilfælde hvor overnidkære skolelærere har set sig gale på Jehovas vidners børn og straffet dem for ikke at hilse flaget eller synge nationalsangen. Men problemet er som regel hurtigt blevet løst ved at børnene eller forældrene har vist brochuren Skolen og Jehovas Vidner til rette vedkommende. En embedsmand fra ministeriet for religiøse anliggender har desuden henvendt sig til afdelingskontoret og oplyst at han er gået i rette med en skoleinspektør som tidligere har voldt vanskeligheder.
På en af øerne i øgruppen Vanuatu kom der over hundrede til mindehøjtiden, selv om der kun er fire forkyndere på øen. Nogle medlemmer af en stamme der kaldes små nambaer kom ned fra bjergene og hørte mindehøjtidsforedraget. De var meget overraskede over at høre at der er håb om evigt liv på jorden. Efter foredraget sagde de: „Det er det vi har lyst til! Vi trak os ud af kirkerne og vendte tilbage til vore egne skikke fordi vi ikke havde lyst til at komme i himmelen; vi kunne tænke os at leve evigt på jorden. Fortæl os om vore skikke godkendes af jeres Gud.“ Hele natten igennem forklarede brødrene dem på deres lokale sprog om den vidunderlige fremtid Jehova har i beredskab til menneskeheden.
„Jeg har overvundet en del hindringer inden jeg blev specialpioner,“ skriver en ung søster på Fiji. „Før jeg fik sandheden var jeg påvirket af mine unge teenage-venner til at søge rigdom og en behagelig tilværelse. Jeg traf en hvid australier som ville giftes med mig og have mig med til Australien. Men så kom sandheden ind i mit liv. Da manden kom tilbage til Fiji rakte han mig 600 dollars som en hjælp til brylluppet. Det er sjældent en ung fijiansk pige står med så mange penge i hænderne. Men jeg gav ham pengene tilbage og forklarede at jeg kun kunne gifte mig ’i Herren’. (1 Kor. 7:39) Herover blev mine verdslige forældre vrede, for ligesom andre fijianske familier anså de et ægteskab med en hvid for at være et aktiv for familien. Så de ville ikke have mere med mig at gøre.
Jeg gjorde fremskridt i sandheden så jeg kunne blive pioner, og netop da jeg søgte om det, dukkede australieren op igen for at se om jeg havde ændret mening. Jeg forklarede at min beslutning om at tjene Jehova var stærkere end nogen sinde. I dette tjenesteår blev jeg udnævnt til specialpioner, og jeg er lykkelig over at blive brugt af Jehova til at gøre hans gerning for således at få ’et fast greb om det virkelige liv’.“ — 1 Tim. 6:19.
På Cookøerne er to respekterede medlemmer af den lokale „kristne kirke“ for nylig blevet døbt som Jehovas vidner. De forkynder nu flittigt for deres tidligere trosfæller. Den ene er specielt god til at aflægge uformelle vidnesbyrd og har altid bibler liggende i sin bil, på sin traktor og på sin arbejdsplads. Han tager sig af ni som er indsat i det lokale fængsel. Eftersom de indsatte nu og da får lov til at komme ud af fængselet for at arbejde, lejede broderen deres arbejdskraft, forkyndte for dem og studerer nu med dem. Han er jævnlig hjælpepioner. Før denne broder studerede sandheden kunne han hverken læse eller skrive.
Ved tjenesteårets slutning flyttede betelfamilien på New Zealand ind i et smukt indrettet nyt betelhjem der ligger på en 6,8 hektarer stor grund ved bugten i Aucklands udkant, opført udelukkende ved brødrenes frivillige arbejdsindsats.
En kredstilsynsmand på New Zealand lægger vægt på at besøge alle huse i distriktet. Han og en anden broder forkyndte på et presbyteriansk ungdomsherberg. I samtalens løb nævnte herbergets forstander at de unge beboere altid klagede over at de ikke lærte noget ved gudstjenesterne. Kredstilsynsmanden blev opfordret til at komme og studere Bibelen med disse drenge. Det blev ordnet sådan at en lokal broder tog sig af det, og første gang studiet blev holdt, var der 22 til stede. For bedre at kunne dække elevernes individuelle behov satte man antallet af studieledere op til fem, og derefter til ti. Fjorten af herbergets unge beboere overværede mindehøjtiden i rigssalen. Herbergets ledelse er glad for „det store arbejde der gøres for drengene“.
I Australiens tørre indre tager menigheden i Alice Springs sig af flere isolerede grupper af uraustraliere. En bebyggelse med 150 uraustraliere ligger 300 kilometer borte, og det meste af vejen dertil er blot en jordvej. Spiritismen har et stærkt tag i dem, men de er ydmyge, venlige og lærvillige. Mange er kommet til forståelse af sandheden, og nogle er endda i heltidstjenesten. For nylig kørte en indfødt pionerbroder ind på en tankstation for at få benzin på. Da han var så pænt klædt, med jakke og slips, spurgte ejeren ham hvad han lavede. Pioneren forklarede at han var et af Jehovas vidner og at han hjalp uraustralierne til at få en bedre livskvalitet. Dette gjorde indtryk på ejeren; han ønskede broderen held og lykke, og sagde: „Du skal ikke betale for benzinen.“ Broderen kom senere tilbage med et eksemplar af ’Paradisbogen’, som ejeren med glæde tog imod. Næste gang broderen kom for at få benzin på, gav manden udtryk for at han var glad for bogen og takkede broderen for at han kom, og sagde derpå igen: „Benzinen er gratis!“
Ved Selskabets afdelingskontor i Australien er man ved at opføre en treetages tilbygning til kontoret. Forkyndertallet er nået op på 44.362.
’Tal Guds ord uden frygt’
Ligesom det var på apostelen Paulus’ tid, er der i dag steder på jorden hvor Jehovas vidner må vise „så meget mere mod til at tale Guds ord uden frygt“. (Fil. 1:14) Hvordan klarer vore brødre sig i disse lande hvor de må udholde forbud, prygl og andre former for forfølgelse når de ’forkynder Guds rige vidt og bredt’? Læg mærke til tallene under „33 andre lande“ i slutningen af årsrapporten på side 40 og 41. Jehova har besvaret vore bønner „mere end rigeligt“ idet han har givet disse 273.381 vidner kraft til at ’lade deres lys skinne’ — endda ganske klart! — Luk. 9:60; Ef. 3:20; Matt. 5:16.
Et land i Europa skriver: „Familien har haft en dejlig tid i marken. Vi har forsøgt at holde dem forsynet med den nødvendige føde til arbejdet, og de har brugt den meget effektivt. I al den tid vi har arbejdet under jorden efter at vi kom ud af koncentrationslejrene for 40 år siden, er vort arbejde blevet ved med at gå fremad; vi leder flere bibelstudier, og genbesøgsarbejdet går frem. Vi bruger mere og mere vor tid til egentligt hus-til-hus-arbejde, og flere mennesker kommer i berøring med den gode nyhed. Der bruges stadig mere tid i denne tjenestegren, og flere hjælpepionerer gør god brug af deres tid.“
Et andet land i Europa rapporterer: „Lige før jul, da folk havde travlt med at købe gaver, tilbød en søster dem Bibelen som den mest værdifulde gave, og fik gode resultater. I løbet af fire måneder spredte hun 150 bibler. Da helligdagene var ovre, fortsatte hun med at tilbyde Bibelen. Idet hun henvendte sig til et ungt par på gaden, spurgte hun: ’Har De nogen spørgsmål om Bibelen?’ ’Åh, ja,’ svarede manden. ’Hvor kan jeg få fat i en?’ Søsteren rakte ham en med det samme. Han sagde til sin kone: ’Du skal holde dig til denne bog og aldrig give slip på den, nu da vi har fået den.’ Så gav de søsteren deres adresse, så hun kunne besøge dem og studere med dem. Søsteren køber biblerne i boghandelerne og afsætter dem til folk til samme pris.“
Et land i Sydøstasien hvor Jehovas gerning er forbudt, fortæller: „Anmeldelser og klager har hobet sig op på forskellige regeringskontorer, med det resultat at mange brødre er blevet indkaldt til forhør. Det har ført til nogle retssager.“ Men da brødrene optræder venligt og forsøger at udvise god dømmekraft, er det forholdsvis få der melder dem, og mange embedsmænd er ret rimelige. Modstanden har blot tjent til at skabe endnu større opmærksomhed omkring Jehovas vidner og deres arbejde. De fortsætter endda med at forkynde for folk i deres hjem. — Matt. 10:12, 13, 16, 19, 20.
I et land i Afrika blev flere forkyndere ført til en militærlejr, hvor søstrene og brødrene blev skilt fra hinanden. En venlig soldat sagde til søstrene at de skulle råbe højt hvis officererne gjorde mine til at gøre dem noget ondt. De svarede at det havde de allerede bestemt sig til at gøre, og de bad inderligt til Jehova om hans beskyttelse. En af søstrene fortæller: „Mens vi sad ganske roligt kom lederen hen og greb mig voldsomt i armene og vred dem om på ryggen. Idet han holdt mig stramt, forsøgte han at tvinge mig om på gulvet. Jeg vred mine arme fri og skubbede ham over mod døren. Han kom til skade med armen og kaldte på de andre soldater for at de skulle hjælpe ham.“ Til sidst sagde de andre soldater at de ville indberette sagen til deres overordnede. Officeren lod da søsteren gå. Idet hun gik hjemad, henvendte en af soldaterne sig til hende og sagde: „Det er ikke ham, men din Gud, der har ladet dig gå. Tag hjem og tilbed ham endnu mere.“
I et andet land i Afrika hvor arbejdet er underlagt begrænsninger, studerede en specialpioner med en familie. Han fortæller om den fireårige datter: „En dag da hendes forældre ikke var hjemme, forsøgte naboerne at overtale den lille pige til at ryge en cigaret idet de bildte hende ind at den ville give hende ekstra kræfter hele dagen. Hun nægtede at gøre det, og sagde: ’Jeg vil gøre som min far siger, selv om han ikke er her og kan se mig. Far han lært mig at cigaretter er gift og at Bibelen forbyder dem fordi de snavser kroppen til som Jehova har givet os.’ Hendes svar gjorde så dybt et indtryk på naboerne at de fortalte hendes forældre om det og aftalte at studere Bibelen med forkynderne.“ Hvor er det godt at have de små med til bibelstudiet!
I et land i Afrika hvor arbejdet blev forbudt for nylig, måtte de fleste menigheder mødes i små grupper til mindehøjtiden. De måtte også være forsigtige med at invitere nyinteresserede. Det forklarer hvorfor der var færre til stede end sidste år, skønt tallet stadig er næsten tre gange så højt som forkyndertallet. I én by blev brødrene forrådt af en kirkegænger som fortalte nogle soldater at Jehovas vidner skulle mødes og tilbede i deres rigssal om aftenen den 24. marts. Soldaterne ventede der fra klokken 17 til midnat, men brødrene, der mødtes i små grupper, kom aldrig. Dagen efter blev anmelderen indkaldt, pryglet og idømt en bøde på 750 kroner for at have givet urigtige oplysninger.
Et andet sted i landet holdt en høvding et særligt møde for at tale imod Jehovas Vidner. Han forsøgte at ophidse folk, og idet han fremviste et eksemplar af Min bibelhistoriebog sagde han til dem at de skulle anholde enhver der gik rundt med denne bog. Alle hans advarsler og store ord vakte imidlertid blot nogle af tilhørernes interesse, og de bad om at måtte se bogen. De sagde til høvdingen at de var nødt til at undersøge den for at kunne genkende den. Han gav dem lov til det, og da de bladede i den, blev de fyldt med værdsættelse. De sendte bud til specialpioneren (der boede i en anden landsby) om at komme med nogle bøger, og de betalte for ti eksemplarer. Specialpioneren fortæller: „På den måde fik jeg oprettet ti bibelstudier, og nogle af de nye er snart klar til at gå med i tjenesten. Jeg havde aldrig forkyndt i høvdingens landsby, og hvis han ikke havde talt imod os, ville de ti måske aldrig have fået lejlighed til at lære sandheden at kende.“ Jehova kan endog bruge vore modstandere til at lede de oprigtige til sandheden.
I endnu et land i Afrika opstod der et problem med hensyn til at finde gravsteder til Jehovas vidner, eftersom vores tro ikke er juridisk anerkendt. Brødrene forelagde frimodigt sagen for de lokale myndigheder og fik et stykke jord inden for kommunen. Noget senere syntes myndighederne at de religiøse gruppers kirkegårde var blevet for prangende, så de besluttede at fastsætte en norm for hvordan de måtte være. Da de kom til brødrenes begravelsesplads fandt de den beskedenhed de ønskede, og efter at have forhørt sig om hvis kirkegård det var, udstedte de straks en forordning om at alle gravsteder for fremtiden skulle være som Jehovas Vidners.
Endnu en rapport fra Afrika beretter om den uangribelighed der er så enestående blandt Jehovas vidner: „På trods af arrestationer, pryglinger og fængslinger fortsætter vore modige brødre og søstre med at aflægge et stadig større vidnesbyrd, især i landets indre. De trofaste tilsynsmænds helstøbte eksempel ansporer brødrene til gode gerninger. I januar blev den første kreds officielt oprettet. Kredstilsynsmanden havde siddet fængslet i flere måneder men blev løsladt umiddelbart før områdestævnet. Selv nye er ikke bange for at blive arresteret fordi de følger sandhedens vej. I årets løb blev der døbt 101, og der blev oprettet to nye menigheder. I juni nåede vi et nyt højdepunkt på 572 forkyndere, og menighedsforkynderne viste deres nidkærhed ved gennemsnitlig at anvende over 15 timer om måneden i tjenesten. Der rapporteres over tusind bibelstudier, så udsigterne til fremtidig vækst er store.“
[Ramme på side 13]
Kære Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab!
Jeg er 12 år. Jeg vil gerne give jer denne check på 7,50 dollars til at bruge hvor der er behov for det.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke jer for de gode livsberetninger i Vagttårnet og Vågn op! Jeg kan vældig godt lide at læse dem.
Kærlig hilsen, A. O.
Kære Selskabet!
Jeg Synes godt om Paradisbogen. Jeg er syv år, og jeg har Spredt fem Paradisbøger på to uger. TAK for de pæne billeder i den. Det er DEJLIGT at være i tjenesten. Jeg sender jer lidt af mine LOMMEPENGE [1 dollar].
Jeres ven, E. S.
Kære brødre!
Jeg har fået de penge her [50 dollars] ved at sælge min hest. Jeg vil gerne have at de skal gå til byggeriet på Betel. Jeg glæder mig til at besøge det sammen med min familie.
Tak for alt det gode arbejde I gør for Jehova.
Venlig hilsen, R. G.
Kære Vagttårnets bibel- og traktatselskab!
Her er 1,40 dollars fra mig. Jeg har tjent dem ved at lave rosinkager. Og sælge dem. Jeg er ni og et halvt. Jeg har kort lyst hår, brune øjne og jeg vejer 25 kilo. Jeg går i fjerde klasse. Og jeg læser meget.
M. S.
Kære brødre!
Jeg skriver dette brev til jer for at give jer pengene. [1 dollar] I laver gode bøger og blade. Jeg håber jeg snart skal døbes. Jeg er meget glad for sandheden. Jeg glæder mig til at lege med alle dyrene.
N.
P.S. Skriv igen. Jeg har vedlagt et frimærke.
[Oversigt på side 11]
Produktionen på de vigtigste trykkerier i 1986
Country Bibles and Books Magazines
USA 27.269.926 201.982.628
Tyskland 6.790.127 26.519.615
Italien 2.722.200 32.397.550
Japan 2.841.739 43.198.566
Andre 4.334.311 246.118.096
———————————————————————————————————————————————
TOTALS 43.958.303 550.216.455
INCREASE 23,6% 3,7%
[Oversigt på side 34-41]
RAPPORT OVER JEHOVAS VIDNERS VIRKSOMHED I HELE VERDEN I 1986
(Se publikationen)
[Illustrationer på side 7]
Jehovas Vidners stævnehal i Jersey City
Foyer, gileadafslutning, udhæng over hovedindgang, eksteriør og vægmaleri i foyeren
[Illustrationer på side 9]
Tusind blade i minuttet! Vagttårnets firfarve trykkemaskiner
Selters, Tyskland: papirruller
Ebina, Japan: totalbillede
Rom, Italien: kontrolpanel
Wallkill, USA: bladudlæg
[Illustrationer på side 18]
Områdestævnerne „Guds fred“
Typisk stævneforsamling, spændende nyudgivelser, ø-podium ved stævne i Østrig, dåb
[Illustration på side 24]
Banff, Canada
[Illustration på side 26]
Quetzaltenango, Guatemala
[Illustration på side 31]
Willemstad, Curaçao
[Illustration på side 33]
La Paz, Bolivia
[Illustration på side 47]
Castle Combe, England
[Illustration på side 50]
Nyakokwaa, Ghana
[Illustration på side 55]
Seoul, Republikken Korea
[Illustration på side 57]
Suva, Fiji
[Illustration på side 63]
Uformel forkyndelse