Hvorfor lider gode mennesker ondt?

ÅRET var 1914, og verden havde kastet sig ud i krig. Pludselig udbrød der tyfus i en krigsfangelejr i Serbien. Og ikke nok med det, denne dødelige sygdom bredte sig også til civilbefolkningen og kostede i løbet af blot seks måneder 150.000 mennesker livet. Under krigshandlingerne og den efterfølgende revolution i Rusland døde tre millioner af tyfus. Blandt ofrene og blandt de efterladtes familier har der naturligvis været mange gode mennesker.

Dette er blot én menneskelig tragedie blandt mange. Du har måske også selv oplevet hvor smerteligt det er når ens nærmeste bliver ramt af et uheld, en ulykke eller af en sygdom. Det volder selvfølgelig sorg når en man holder af og respekterer rammes af en uhelbredelig sygdom. Uden tvivl føler du også med de efterladte når du hører at et godt og kærligt menneske — måske en hårdtarbejdende familiefar — har mistet livet ved en ulykke.

Mange mener at de gode burde belønnes med frihed for lidelser. Nogle betragter endda lidelser som et vidnesbyrd om at offeret er en synder. Sådan tænkte i hvert fald tre mænd for cirka 3600 år siden. De levede samtidig med en retfærdig mand ved navn Job. Lad os se om det der skete dengang kan kaste lys over vort spørgsmål: Hvorfor lider gode mennesker ondt?

Jobs lidelser

Da Jobs tre såkaldte venner besøgte ham led han ganske ubeskriveligt på grund af smerte og sygdom. Han havde allerede mistet sine ti børn og alle sine ejendele. Folk der tidligere havde rost Job i høje toner, så nu ned på ham. Selv hans hustru vendte ham ryggen og opfordrede ham til at forbande Gud og dø. — Job 1:1–2:13; 19:13-19.

I tavshed sad Jobs gæster i syv dage og syv nætter og iagttog hans elendighed. Ifølge den ene ’ven’ blev han angivelig straffet fordi han havde båret sig uretfærdigt ad. „Husk dog,“ sagde Elifaz: „Hvem er gået til grunde uskyldig, og hvor er de retskafne blevet udslettet? Efter det jeg har set, vil de der finder på fortræd og sår elendighed, høste det selv. Ved Guds ånde går de til grunde, og ved hans vredes ånd møder de deres endeligt.“ — Job 4:7-9.

Elifaz hævdede derfor at Gud straffede Job fordi han havde syndet. I vor tid påstår nogle også at ulykker skyldes Guds straf for synd. Men Jehova straffede ikke Job for en uretfærdig adfærd, hvilket fremgår af det han senere sagde til Elifaz: „Min vrede er blusset op mod dig og dine to venner, for I har ikke talt sandt om mig, sådan som min tjener Job.“ — Job 42:7.

Det er ikke Guds skyld

I dag lever millioner af mennesker i yderste fattigdom og på sultegrænsen, deriblandt uden tvivl mange gode mennesker. Nogle bliver derfor bitre og giver Gud skylden for deres lidelser. Men det er ikke Guds skyld at der er hungersnød, for han er i virkeligheden den der sørger for føde til mennesket. — Salme 65:9.

Selviskhed, begærlighed og andre menneskelige faktorer hindrer måske fødevareforsyninger i at nå frem til de hungerramte. En af årsagerne til hungersnød er krig. The World Book Encyclopedia oplyser for eksempel: „Krig kan medføre hungersnød når mange landmænd forlader markerne for at tjene i hæren. I nogle tilfælde har en hær helt bevidst skabt en hungersnød i et forsøg på at udsulte og tvinge fjenden til overgivelse. Hæren ødelægger fødevaredepoter og kornlagre og afskærer fjenden fra nye forsyninger ved at iværksætte blokader. Under den nigerianske borgerkrig (1967-1970) hindrede skibsblokader at fødevarer nåede frem til Biafra. Hungersnød blev følgen, og sandsynligvis over en million biafranere sultede.“

Især under Anden Verdenskrig var der nogle som uretfærdigt gav Gud skylden for at mange gode mennesker gennemgik lidelser og døde. Men hvem brød Guds lov ved at hade og bekrige hinanden? Det gjorde mennesker. Da Jesus Kristus blev spurgt om hvilket bud der var „det første af alle,“ svarede han: „Det første er: ’Hør, Israel, Jehova vor Gud er én Jehova, og du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.’ Det andet er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ Der er ikke noget andet bud som er større end disse.“ — Markus 12:28-31.

Når mennesker bryder Guds lov ved at slå hinanden ihjel, kan de så samtidig med rette give ham skylden for de lidelser der følger med en sådan handlemåde? Hvis en fader siger til sine børn at de ikke må slås og de overhører hans gode vejledning, kan man så gøre faderen ansvarlig for de skader børnene eventuelt måtte få? Faderen er ikke mere ansvarlig end Gud er for den elendighed der er en følge af at mennesker har ladet hånt om hans lov.

Selv om det kan medføre lidelse at ignorere Jehovas love, er der ikke noget i Bibelen der antyder at Gud i almindelighed straffer de onde med ulykker. Da de første mennesker syndede kostede det dem Jehovas velsignelse og beskyttelse. Lige bortset fra de særlige tilfælde hvor Jehova direkte griber ind for at gennemføre sin hensigt, er det der sker med menneskeheden fra dag til dag styret af dette bibelske princip: ’Løbet tilhører ikke de hurtige, og kampen tilhører ikke de vældige krigere, og brødet tilhører heller ikke de vise, eller rigdommen de forstandige, eller yndesten dem der har kundskab; for tiden og tilfældet berører dem alle.’ — Prædikeren 9:11.

Både gode og onde lider

Den nedarvede synd og ufuldkommenhed er i virkeligheden årsagen til at både gode og onde mennesker må gennemgå lidelser. (Romerne 5:12) For eksempel rammes både retfærdige og uretfærdige af sygdomme. Den trofaste kristne Timoteus havde „hyppige svagheder“ at kæmpe med. (1 Timoteus 5:23) Da apostelen Paulus talte om sin „torn i kødet“ havde han måske en eller anden fysisk lidelse i tanke. (2 Korinther 12:7-9) I dag fjerner Gud heller ikke de nedarvede svagheder eller helbredsproblemer, selv ikke fra sine loyale tjenere.

Gudfrygtige mennesker kan også opleve modgang hvis de fejlbedømmer en situation eller nu og da kommer til kort med hensyn til at følge Bibelens vejledning. Hvis man for eksempel lader hånt om Guds påbud og gifter sig med en ikketroende, vil man sandsynligvis pådrage sig problemer som man kunne have undgået. (5 Mosebog 7:3, 4; 1 Korinther 7:39) En kristen som ikke følger en fornuftig kostplan og som ikke får tilstrækkelig med hvile, vil højst sandsynligt få problemer med helbredet.

En følelsesmæssig lidelse kan resultere i at vi bukker under for en svaghed og bærer os forkert ad. Kong David fik mange sorger fordi han begik ægteskabsbrud med Batseba. (Salme 51) Han havde det elendigt mens han forsøgte at skjule sin forkerte handlemåde. „Da jeg tav stille,“ sagde han, „hensmuldrede mine knogler ved min stønnen dagen lang. . . . Min livssaft forvandledes som i sommerens tørre hede.“ (Salme 32:3, 4) Ja, Davids stærke skyldfølelse tærede på hans kræfter ligesom et træ kan miste sin livsnødvendige saft under en tørke eller i sommerens tørre hede. Tilsyneladende led han både fysisk og følelsesmæssigt. Men som Salme 32 viser kan en sådan skyldfølelse lettes ved at man angrende bekender sin synd og tager imod Guds tilgivelse. — Ordsprogene 28:13.

Folk får ofte problemer fordi de lever et udsvævende liv, ikke fordi Gud straffer dem. Herodes den Store var plaget af sygdomme som følge af sine skadelige vaner. Ifølge den jødiske historiker Josefus havde Herodes på sine sidste dage „mange forskellige Lidelser. . . . Han [fik] en utaalelig Kløe paa hele Legemets Overflade . . ., ligesom en Vatersotig, Betændelse i Maven, og paa Skamdelene en Byld, ud af hvilken der krøb Maddiker.“ Forgæves forsøgte han at lindre sine voldsomme anfald i de „varme Bade i Kalirrhoe“. Hans smerter var imidlertid så kraftige at han forsøgte „at stikke sig ihjel“ med en kniv, men hans fætter hindrede ham deri. — Jødernes Krig mod Romerne.

At overholde Guds lov kan give en vis beskyttelse mod for eksempel kønssygdomme. Men det kan virke som om gode mennesker der søger at opnå Guds gunst, rammes af flere ulykker end andre.

Hvorfor de gudfrygtige må lide

De gudfrygtige må først og fremmest lide fordi de er retskafne. Dette fremgår af tilfældet med patriarken Jakobs søn Josef. Skønt Potifars hustru uafladeligt lagde an på Josef, spurgte han: „Hvordan skulle jeg kunne gøre noget så slet og derved synde mod Gud?“ (1 Mosebog 39:9) Dette medførte at Josef blev uretfærdigt fængslet, og at han måtte lide på grund af sin retskaffenhed.

Men hvorfor tillader Gud at hans trofaste tjenere udsættes for lidelser? For at finde svaret må vi undersøge det stridsspørgsmål som den oprørske engel Satan Djævelen rejste. Det har nemlig at gøre med vor uangribelighed over for Gud. Hvordan ved vi det? Jo, det fremgår af førnævnte beretning om den retfærdige Job.

Da Guds englesønner samledes i himmelen spurgte Jehova Satan: „Har du rettet dit hjerte mod min tjener Job? For der er ingen som han på jorden: en uangribelig og retskaffen mand som frygter Gud og viger fra det onde.“ Satans svar viser at der var en strid om hvorvidt mennesker ville bevare deres uangribelighed over for Jehova under prøve. Satan påstod at Job ikke tjente Gud af kærlighed men fordi han blev velsignet med materielle goder. Derefter sagde Satan: „Til en forandring: ræk engang din hånd ud og rør ved alt hvad [Job] ejer, og se om han ikke vil forbande dig lige op i dit ansigt.“ Hertil svarede Jehova: „Se, alt hvad han ejer er i din hånd. Du må blot ikke række din hånd ud mod ham selv!“ — Job 1:6-12.

På trods af alt det Satan kunne gøre ved Job, fortsatte Job med at handle retfærdigt — og viste derved at han tjente Jehova af kærlighed. Job sagde endda til sine anklagere: „Det kunne ikke falde mig ind at erklære jer retfærdige! Til jeg udånder lader jeg ikke min uangribelighed vige fra mig!“ (Job 27:5) Ja, de der ønsker at bevare deres uangribelighed har altid været villige til at lide for retfærdigheds skyld. (1 Peter 4:14-16) Som det tydeligt fremgår af Bibelens beretninger har mange haft en urokkelig kærlighed til Gud og har ført et retskaffent liv. Derved har de æret Gud og bevist at Satan ikke har ret i sin påstand om at han kan vende alle mennesker bort fra Jehova. De der lider fordi de bevarer deres uangribelighed over for Gud, kan glæde sig over at kunne bevise at Djævelen er en løgner og over at fryde Jehovas hjerte. — Ordsprogene 27:11.

Gud lader ikke sine trofaste tjeneres lidelser gå upåagtede hen. Salmisten David sagde: „Jehova støtter alle der er ved at falde, og han rejser alle de nedbøjede op.“ (Salme 145:14) De der har indviet sig til Jehova kan måske ikke i egen kraft klare livets mange vanskeligheder og udholde den forfølgelse de møder fordi de tilhører Guds folk. Men Gud styrker dem og holder dem oppe og skænker dem den nødvendige visdom til at udholde alle deres prøvelser. (Salme 121:1-3; Jakob 1:5, 6) Hvis nogle af Jehovas loyale tjenere skulle blive dræbt af deres forfølgere, kan vi have tillid til Guds løfte om en opstandelse. (Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15) Ja, selv når det drejer sig om døden kan Gud modvirke følgerne af enhver lidelse som de der elsker ham måtte gennemgå. Jehova fik Jobs lidelser til at høre op, og denne retskafne mand blev rigt velsignet af ham. Vi kan også have tillid til at Jehova heller ikke i dag vil svigte sit folk. — Job 42:12-16; Salme 94:14.

Al lidelse vil snart høre op!

I denne fordærvede tingenes ordning vil alle altså blive udsat for lidelser som følge af den nedarvede ufuldkommenhed. Gudhengivne mennesker kan også forvente at lide fordi de bevarer deres uangribelighed over for Jehova. (2 Timoteus 3:12) Men de kan fryde sig, for Gud vil snart gøre ende på tårer, død, sorg, skrig og smerte. Herom skrev apostelen Johannes:

„Jeg så en ny himmel og en ny jord; den tidligere himmel og den tidligere jord var nemlig forsvundet, og havet er ikke mere. Jeg så også den hellige by, det ny Jerusalem, komme ned fra himmelen fra Gud, beredt som en brud smykket for sin ægtemand. Så hørte jeg en høj røst fra tronen sige: ’Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.’ Og han som sad på tronen sagde: ’Se! Jeg gør alting nyt.’ Og han siger: ’Skriv, for disse ord er troværdige og sande.’“ — Åbenbaringen 21:1-5.

I tråd med dette sagde apostelen Peter: „Efter hans [Jehova Guds] løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ (2 Peter 3:13) En herlig fremtid ligger lige foran os! Vi kan opnå den store velsignelse at komme til at leve på en paradisisk jord! (Lukas 23:43) Lad os derfor ikke blive bitre og modløse på grund af de lidelser vi måtte gennemgå. Nej, vi vil hellere se lyst på fremtiden og sætte vort håb og vor tillid til Guds nye verden, som hastigt nærmer sig. Vi vil bestræbe os for at leve et liv som Jehova Gud kan godkende. Kun da vil vi have mulighed for at opnå evigt liv i en verden der er fri for enhver form for lidelse.

[Illustration på side 4]

Selv om Job gennemgik lidelser bestræbte han sig for at leve et liv som Gud kunne godkende

[Illustration på side 7]

Vi kan opnå livet i en verden der er fri for enhver form for lidelse

[Kildeangivelse på side 3]

Collier’s Photographic History of the European War