Hvordan man opdyrker interesse
1 I Andet Korintherbrev 4:4 siges der: „Denne tingenes ordnings gud har forblindet de ikke-troendes forstand, for at lysskæret om den herlige gode nyhed om Messias, som er Guds billede, ikke skal trænge igennem.“ Det er derfor ikke så mærkeligt at det kræver stor dygtighed og en ihærdig indsats fra vores side at hjælpe andre til at blive Jesu disciple. Men det er en vigtig del af vores opgave. — Matt. 28:19, 20.
2 Der skal som regel gentagne besøg til for at hjælpe oprigtige mennesker til at vokse åndeligt. Vi bør derfor arbejde hen imod at oprette flere bibelstudier ved at aflægge fremadskridende genbesøg.
3 Kommer du kun igen hos dem der har vist stor interesse og som har taget imod en bog? Du kan også komme igen hos dem der ikke har modtaget læsestof. En pioner der som regel ikke spreder meget læsestof ved førstegangsbesøg, kommer igen hos alle der har været venlige. Hvis man har haft en god bibelsk drøftelse er det et godt grundlag for at komme igen.
4 Opret bibelstudier over traktaterne på genbesøg: Emnerne i vore traktater er meget aktuelle. De understreger behovet for at man tilegner sig bibelkundskab og anvender den.
Du kunne sige:
◼ „Sidste gang talte vi om hvorfor man kan stole på Bibelen. Men hvad siger Bibelen om fremtiden?“ [Lad den besøgte udtale sig.] Vis derefter traktaten Vil denne verden overleve? og sig: „Nogle mener at det der sker i verden er en opfyldelse af Bibelens profetier og at verdens ende er nær. Hvordan virker den tanke på dig?“ Vis derpå ud fra traktaten at en tidligere verden er forsvundet og at den nuværende verden også vil forsvinde. Forklar ud fra traktaten at verdens ende ikke betyder at den bogstavelige himmel og jord vil forsvinde. Aftal at komme igen og gennemgå afsnittet „Tegnet“ og giv den besøgte traktaten.
5 På lignende måde kan du bruge traktaten Hvilket håb er der for de døde?
Du kunne sige:
◼ „Der er et spørgsmål som de fleste stiller på et eller andet tidspunkt, hvad enten de tror på noget eller ej. [Pause] Hvad sker der når man dør? [Lad den besøgte udtale sig.] Denne traktat kan hjælpe dig til at få svar på dette spørgsmål.“ Kommentér forsiden og overskrifterne og gå i gang med det første afsnit. Stil passende spørgsmål til hver paragraf og læs de skriftsteder der er henvist til. Brochuren Er Gud interesseret i os? kan anvendes på tilsvarende måde.
6 Fortsæt studiet: Hvis du følger disse forslag har du mulighed for at oprette et bibelstudium. For at kunne fortsætte drøftelsen regelmæssigt kan du ved besøgets afslutning sige til den besøgte: „Du kan se hvordan man i løbet af nogle få minutter kan få svar på vigtige spørgsmål. I næste uge kunne vi måske bruge lidt længere tid og tale om opstandelseshåbet eller et andet emne der har din interesse.“ Du kan nøjes med at bruge ét af de spørgsmål der er nævnt i disse artikler hver gang du kommer på genbesøg. Når det er passende kan du gå over til at bruge en brochure eller påbegynde et studium over ’Paradisbogen’.
7 Det er meget tilfredsstillende at lede et bibelstudium med en der søger sandheden og at hjælpe ham til at frigøre sig fra den blindhed der kendetegner verden. Måtte Jehova derfor velsigne vore anstrengelser for at anvende disse forslag til at opdyrke den besøgtes interesse, så vi opnår bedre resultater.