Hvad siger Bibelen?

Kan kristne fejre nytår?

I kinesiske samfund brager fyrværkeriet hele natten. I Japan genlyder der 108 gongongslag fra de buddhistiske templer. I USA stemmer klokker, bilhorn og fløjter i ved midnatsslaget. Alt dette foregår nytårsaften.

Var du klar over at disse forskellige former for postyr oprindelig havde til formål at jage de onde ånder væk og rense folk til det nye år? De fleste ser larmen og spektaklet som et udtryk for en lystighed der ganske naturligt hører med til en „rigtig“ fejring af nytåret. Hvordan betragter du nytåret? Er det i harmoni med Bibelen at fejre det?

Frådseri og drikkeri

Mircea Eliade, en internationalt kendt professor i religionshistorie, har beskrevet ritualerne i forbindelse med fejring af nytårsaften som „en blanding af karnevallet og saturnalierne, en fuldstændig ophævelse af den normale orden, et ’orgie’“. I mange lande udarter festlighederne sig til drikkegilder.

For eksempel benytter forretningsfolk i Japan bonenkai (selskaber hvor man skal glemme det gamle år) som en undskyldning for at drikke for meget. Så følger shinnenkai (nytårsselskaber) med endnu mere mad og drikke. Følgen er at de sene tog bliver hjemsøgt af „tigre“, den japanske betegnelse for berusede personer, som tolereres på denne årstid.

Virker det ikke nedværdigende at bære sig sådan ad eller blot tolerere noget så beskæmmende? Apostelen Paulus formanede de kristne i Rom: „Lad os vandre anstændigt som ved dag, ikke med sviregilder og drikketure.“ „Men ifør jer Herren Jesus Kristus, og læg ikke på forhånd planer for kødets lyster.“ (Romerne 13:13, 14) Kan du forestille dig Jesus tilrettelægge en sammenkomst for sine disciple hvor de skulle spise og drikke uden mådehold? Nej, vel?

Måske har Paulus med ordene „sviregilder og drikketure“ hentydet til nytårsfestligheder. Hvordan kan vi sige det? Bogen Christmas Traditions af William M. Auld oplyser: „Fra Julius Cæsars tid [46 f.v.t.] markerede den 1. januar begyndelsen på det borgerlige år og blev til en højtid.“ Auld nævner desuden at „man festede og morede sig i stor stil i mindst tre dage“.

Er det havesyge?

I østen vedligeholder man en skik med at give børn særlige pengegaver til nytår. Kineserne bruger røde pengepakker, da de tror at den røde farve ikke blot vil bringe held og rigdom men også drive det onde på flugt. Japanerne bruger derimod små hvide konvolutter med lykkevarslende tegn på. Hvilken virkning har denne tradition?

En japaner beretter: „Jeg plejede at glæde mig til nytårsfesten, og jeg spekulerede mest på hvor meget jeg ville få i otoshidama (nytårspenge) det år.“ Kan børn blive påvirket af denne skik? Ja, svarer rubrikken Vox Populi, Vox Dei i den japanske avis Asahi Shimbun. Der siges: „Børn bedømmer i hemmelighed de voksne efter hvor meget ’otoshidama’ de får af dem.“ Beløbet er blevet ved med at stige og udgjorde i 1985 cirka 20.000 yen (cirka 1000 kroner) pr. barn.

Kan denne skik andet end fremme havesygen? De voksne er ivrige efter anseelse og børnene efter penge. Det er nøjagtig sådan Vine’s Expository Dictionary of New Testament Words definerer ordet „havesyge“ i Første Korintherbrev 6:10: „(ivrig) efter at få mere.“

Hvilke forældre har lyst til at vække havesyge hos deres børn og lade dem opdyrke „kærligheden til penge“? Bibelen advarer om at „kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt“. — 1 Timoteus 6:10.

Men der er endnu flere grunde til forbehold over for fejring af nytår.

En utiltalende oprindelse?

Forestil dig at du opdager et vandløb med klart vand som virker fristende at drikke af. Længere oppe ad strømmen møder du imidlertid nogle campister som vasker deres snavsede tøj og deres kogegrej i det samme vand. Kunne du stadig tænke dig at drikke dette vand og risikere at pådrage dig en sygdom? Det samme spørgsmål kan man stille angående nytårsskikkene. Nogle måder at fejre nytår på kan synes uskyldige for mennesker, men Jehova, Bibelens Gud, kender deres oprindelse.

Hvor finder vi da de tidligste beretninger om fejring af nytår? „Den tidligste beskrivelse vi kender af fejring af nytår, stammer fra det gamle Mesopotamien,“ svarer Theodor Gaster i sin bog New Year — Its History, Customs and Superstitions. Lertavler med beskrivelse af nytårsfestligheder fortæller om „et sæt ritualer der blev fulgt i Babylon fra den tidligste del af det andet årtusind f.v.t.“

Babyloniernes år begyndte ved forårsjævndøgn, i marts. Fejringen varede elleve dage og var centreret om tilbedelsen af Marduk, Babylons bygud. Man genfinder levn fra nytårsfestlighederne i Babylon i den måde hvorpå man verden over fejrer nytår, for eksempel med pantomimeforestillinger og frugtbarhedsritualer. Maskeradeoptoget i Philadelphia i USA og den frugtbarhedsfest der afholdes i byen Akita i Japan den 17. januar er blot to eksempler på sådanne levn.

Gud betragter de religiøse skikke der har deres oprindelse i Babylon, som besmittede. Han omtaler den falske religions verdensimperium, hvis skikke har deres rødder i det gamle Babylon, som „Babylon den Store“, og advarer: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ (Åbenbaringen 18:2, 4) Da nytårsfestlighederne røber deres hedenske oprindelse, vil de der ønsker at leve i harmoni med Bibelen holde sig fri af sådanne festligheder.

[Tekstcitat på side 21]

Nogle måder at fejre nytår på kan synes uskyldige for mennesker, men Jehova Gud kender deres oprindelse