Følger du vejledningen?
KÆRLIGE FORÆLDRE opdrager deres børn så de kan klare sig i livet og blive lykkelige som voksne. Og børn der elsker og respekterer deres forældre vil tage imod formaningerne fordi de ved at det er til deres eget bedste. Vor kærlige himmelske Fader, Jehova, giver på samme måde os, hans tjenere, råd og vejledning for at det skal gå os godt og vi kan opnå glæde. Det er derfor vigtigt at vi følger den vejledning Gud giver os gennem sit ord, Bibelen, og sin jordiske organisation.
I familiekredsen
Vi modtager vejledning om meget forskelligt, blandt andet angående familielivet. Det er Gud som har indstiftet ægteskabs- og familieordningen. Bibelen fortæller at Gud viede det første menneskepar og gav dem påbud om at få børn. (1 Mosebog 1:27, 28; 2:22-24) Skaberen har givet de forskellige medlemmer af familien vejledning angående deres respektive opgaver. Familiefaderen skal for eksempel være overhoved i familien, hvilket betyder at han skal sørge for at familien får føde, klæder, husly, vejledning, beskyttelse og tugt. Han træffer også alle vigtige afgørelser i familien. Som ægtemand bør han tage hensyn til sin hustru og vise hende ære som et svagere kar. (Efeserne 5:22, 23; 1 Timoteus 5:8; 1 Peter 3:7) Hustruen bør underordne sig manden, vise ham dyb respekt og være hans hjælper og modstykke. Og i Bibelen siges der at børnene skal være lydige mod deres forældre. — 1 Mosebog 2:18; Efeserne 6:1-3; 1 Peter 3:1, 2.
Hvad sker der hvis denne vejledning bliver ignoreret? Hvis en mand ikke tager hensyn til sin hustru, og hustruen ikke vil underordne sig, vil det føre til kiv og strid. Ja, faktisk har dette ofte ført til at ægteskabet gik i opløsning. Ulydige og rebelske børn har voldt deres forældre stor sorg. Men ofte bærer forældrene en stor del af skylden fordi de ikke har opdraget børnene efter Guds formaninger men har irriteret dem. — Efeserne 6:4.
Familierådgivere, psykologer og andre har givet mange forslag til hvordan man løser familieproblemer, men ingen vejledning kommer på højde med den der bliver givet i Bibelen af familiens indstifter. At følge den bringer sand lykke og tilfredshed. — Salme 19:7-9.
I menigheden
Vi bør følge den vejledning menighedens hoved, Jesus Kristus, giver gennem „den trofaste og kloge træl“, den udnævnte kanal for Guds organisation her på jorden. (Mattæus 24:45-47; Efeserne 5:23) For at der kan herske fred og enhed i menigheden må alle medlemmer følge den givne vejledning. De der fører an i undervisnings- og hjælpearbejdet bør for eksempel nøje følge anvisningerne fra Jehovas organisation. Dette vil bidrage til at de udretter mere. Der kan for eksempel være tale om vejledning angående forkyndelse, menighedsproblemer, rådgivning og opmuntring, trøst til sørgende og så videre; eller vejledning om hvordan man forbereder møder der er belærende og opbyggende for alle der kommer i den kristne menighed. — Apostelgerninger 20:20; Romerne 12:6-8; Galaterne 6:1; 1 Thessaloniker 3:1-3.
Især menighedens ældste, tilsynsmændene, bør foregå menigheden med et godt eksempel i så henseende. Fra Det Styrende Råd modtager de ældste vejledning som de nøje og trofast bør følge. De bør dog tilpasse vejledningen efter de lokale omstændigheder. Vi må huske at det er Jesus Kristus som leder den kristne menighed. Han kender til fulde de individuelle behov i alle menighederne i hele verden og kommer med den fornødne hjælp og opmuntring. De ældste bør derfor straks følge de anvisninger de modtager fra Guds teokratiske organisation. Derved vil de sætte et godt eksempel for alle i menigheden så man bevarer den indbyrdes enhed og samhørigheden med den øvrige del af det verdensomspændende kristne brodersamfund. — Apostelgerninger 15:1-31; Hebræerne 13:7; Åbenbaringen 5:6.
Glædelige resultater
Når en bygmester opfører en stor bygning, følger han nøje arkitektens tegninger for at bygningen skal blive holdbar. I den voldsprægede tid før Vandfloden fik Noa besked på at bygge en ark. Han fik at vide hvordan han skulle bygge den og hvor mange mennesker og dyr der skulle tages med under den kommende vandflod. Hvordan reagerede Noa? Bibelen siger: „Så gjorde Noa ganske som Gud havde påbudt ham. Sådan gjorde han.“ Kun Noa og de der befandt sig i arken sammen med ham, overlevede Vandfloden. (1 Mosebog 6:5, 13-22; 7:23) Vi lever nu på en tid der ligner Noas, og derfor vil Gud udslette alle onde mennesker. Bibelen fortæller hvilke skridt vi må tage for at overleve. — Mattæus 24:37-39; 2 Peter 3:5-7, 11.
Lad os derfor værdsætte og efterleve den vejledning Jehova giver i sit skrevne ord og gennem sin jordiske organisation. Hvis vi gør det, vil det gå os godt, og vi vil opnå glæde samt redde vort liv.