„I triumftog sammen med Messias.“ Vil du være med i april?
1 Den kristne tjeneste beskrives på mange måder i Guds ord. (Jer. 16:16; se ad s. 552; Matt. 4:19; 13:3-9, 47-49; 2 Kor. 5:20) I Paulus’ andet brev til menigheden i Korinth bruger han et tankevækkende og ansporende billede. Han omtaler sig selv og sine medkristne som nogle der deltager i Guds store triumftog der bevæger sig langs en rute med vellugtende dufte. - 2 Kor. 2:14-16.
2 Det er dog ikke alle der opfatter kundskaben om Gud som en vellugt, „den velgørende duft af selve livet“. (Phillips) For „dem som går til grunde“ er denne kundskab der udspredes af trofaste forkyndere „en duft af død til død“. I de sidste 10 år har Rigets forkyndere i Danmark, trods modstand og stor ligegyldighed, forøget indsatsen med 56 procent. (I 1983 anvendtes der 1.723.233 timer mens der i 1992 blev brugt 2.684.427 timer. Det månedlige timegennemsnit steg fra 7,7 til 9,3.) Denne øgede aktivitet er ikke gået upåagtet hen. Den irriterer den store modstander og hans jordiske medarbejdere fordi den minder dem om at de „kun har en kort tidsperiode“. — Åb. 12:12.
3 Det kan derfor ikke undre at vi gennem et stykke tid, i lighed med vore brødre i Norge og andre lande, har været udsat for en landsomfattende pressehetz. Mange har spurgt hvorfor Selskabet ikke har svaret igen på de mange anklager. Vi har også forsøgt og i enkelte tilfælde er der blevet aflagt et godt vidnesbyrd. Men det er blevet stadig mere klart at det bedste svar gives af nidkære, frimodige og trofaste forkyndere som henvender sig personligt til folk i distriktet.
En særlig kampagne i april!
4 Det Styrende Råd i Brooklyn har derfor godkendt at der i april gennemføres en særlig kampagne i Danmark. Hensigten er at aflægge et omfattende vidnesbyrd ved hjælp af traktaten Hvad tror Jehovas Vidner? og brochuren Jehovas Vidner i det tyvende århundrede. Under Jehovas og Kristi ledelse vil vi, som i et triumftog, kunne glæde os over ’at kundskaben om ham gøres kendt på hvert et sted’. Det vil være til pris for Jehova og „en duft af liv til liv“ for retsindige mennesker.
Vort mål
5 De første 11 dage i april vil være sat til side til at uddele traktaten Hvad tror Jehovas Vidner? til alle husstande i Danmark. Dette vil være overkommeligt i de fleste menigheder, men kredstilsynsmændene vil organisere at menigheder med mange forkyndere, pionerer og hjælpepionerer hjælper menigheder der ikke selv kan overkomme alle besøg. Bilgrupper vil kunne tage på hel- eller halvdagsture til menigheder med mange besøg eller et vidtstrakt distrikt.
6 I resten af måneden, og om nødvendigt ind i maj måned, vil alle distrikter blive gennemgået på ny med brochuren Jehovas Vidner i det tyvende århundrede. Under denne gennemgang vil der blive gjort en indsats for at få samtaler i gang og oprette nye studier.
Hvordan skal arbejdet organiseres?
7 Første gennemgang: Distriktstjeneren vil udskrive alle distrikter på hus-til-hus-notatskemaer. (Landdistriktskort kan følge skemaerne.) De vil indeholde de nødvendige oplysninger om distriktet, antal husstande, hvem der ikke ønsker besøg osv. De der selv ønsker at gennemgå deres privatdistrikt kan få det udleveret. Andre distrikter udleveres gennem bogstudielederne. Hvor der ikke er nogen hjemme lægges traktaten i postkassen. Det er ikke nødvendigt med udførlige notater, men hvis nogen under denne gennemgang viser særlig interesse, eller hvis de meget bestemt afviser os, kan vi notere dem op. Straks samme dag hvor distriktet er gennemgået skal bogstudielederen/distriktstjeneren have det at vide så optegnelserne kan føres ajour. De menigheder der er færdige med gennemgangen inden den 11. april kan tilbyde at hjælpe nabomenighederne eller, hvis der ikke er behov for dette, gå i gang med anden gennemgang.
8 Anden gennemgang af distriktet vil ske på grundlag af de almindelige distriktskort som er udleveret eller bliver udleveret til forkynderne. Notater fra første gennemgang skal følge kortet. I menigheder med mange hjælpepionerer og/eller kun lidt distrikt vil denne gennemgang kunne blive færdiggjort i april. Hvis dette ikke er muligt anbefaler vi at noget af maj måned også bruges til at nå hele distriktet igennem anden gang. Menighederne kan samarbejde om at nå dette.
Hvordan traktaten kan tilbydes
9 Hensigten er (1) at aflevere traktaten og (2) at give den besøgte lyst til at læse den. De fleste forkyndere vil udrette mest ved at gå alene, men alle der ønsker det kan få en aftale om at følges med en anden forkynder. (Om børn og unge, se Spørgsmålskassen i Rigets Tjeneste for oktober 1992.) Selv om der er tale om korte besøg bør de genspejle personlig interesse for dem vi besøger. Det anbefales derfor at forkynderne har bibel, blade og brochurer med så de kan hjælpe dem der viser interesse.
10 Man kan indlede på flere forskellige måder, og vi vil her nævne tre forslag fra erfarne forkyndere og rejsende tilsynsmænd. Efter en kort, venlig hilsen kan man sige:
„Jeg aflægger Dem/dig et kort besøg i forbindelse med den megen negative omtale Jehovas Vidner her i Danmark har fået det sidste års tid. Vi har tillid til at der fortsat er mange der fordomsfrit vil give Jehovas vidner en chance for at forsvare sig. Derfor vil jeg bede Dem/dig om ved lejlighed at gennemlæse denne lille traktat. Det tager kun nogle få minutter. Hvis du derefter har nogle spørgsmål kan du stille dem til de næste vidner der kommer til din dør.“
Andre vil måske bruge denne præsentation:
„Dette er et ganske kort besøg. Jeg er ude i et specielt ærinde idet vi ud over hele landet i disse dage uddeler denne traktat. [Ræk den til den besøgte.] Der har været sagt og skrevet meget om Jehovas Vidner i den senere tid, men vi tror at rettænkende og fordomsfri mennesker gerne vil give os lejlighed til at forsvare os. Læg mærke til hvad der står i de første to paragraffer.“ [Hvis der er mulighed for det kan man gå videre og tilbyde brochuren Jehovas Vidner i det tyvende århundrede eller de nye blade.]
Endnu en mulighed er at sige følgende:
„Vi gør en særlig indsats for i dette forår at komme i kontakt med alle her i kvarteret. Det er vort indtryk at mange har hørt en hel del om Jehovas Vidner, men vi har opdaget at det alligevel er meget få der véd hvad vi står for eller hvad vi tror på. For at gøre noget ved det har jeg her en tryksag, som jeg gerne vil efterlade hos Dem/dig. - Værsgo.“
11 Hvis der ikke er nogen hjemme lægges traktaten i postkassen, undtagen hvis der er et skilt med „Nej tak til reklamer“. De menigheder der har løbesedler med de aktuelle mødetider kan lægge dem ind i traktaterne. I nogle distrikter med dørtelefoner kan det være svært at kontakte alle personligt og i nogle tilfælde skal det derfor overvejes blot at uddele traktaterne som reklamer.
Hvordan brochuren tilbydes
12 Ved det opfølgende arbejde med brochuren Jehovas Vidner i det tyvende århundrede er hensigten at finde de interesserede, opdyrke yderligere interesse og om muligt påbegynde et studium. Det er vigtigt at være godt kendt med den. Derfor vil vi i ugen fra 1. marts og 4 uger frem ved bogstudiet bruge 5-10 minutter til en kort gennemgang af brochuren. (To afsnit hver uge.) Husk at læse afsnittene igennem når du forbereder dig til studiet og at tage brochuren med.
13 Her følger tre forslag som, efter en venlig indledning, kan bruges når vi arbejder med brochuren:
„For nogle få dage siden blev denne folder Hvad tror Jehovas Vidner? afleveret her i distriktet. Nu kommer vi igen. Dels for at besvare eventuelle spørgsmål du og andre måtte have og dels for at give yderligere information ved hjælp af denne brochure, Jehovas Vidner i det tyvende århundrede. [Giv den besøgte lejlighed til at komme frem med eventuelle spørgsmål. Hvis han ikke selv rejser nogle spørgsmål kan du fortsætte.] Her på side 13 er der en oversigt over hvad Jehovas Vidner tror. Læg mærke til at der er anført en bibelsk begrundelse ud for hvert enkelt punkt. Hvis du har en bibel vil jeg gerne vise dig begrundelsen for punktet: ’Guds rige under Kristus vil indføre fred og styre jorden med retfærdighed’.“ [Andre punkter som henleder opmærksomheden på budskabet om Riget kan også bruges.] Hvis der vises oprigtig interesse kan den besøgte få brochuren og et af de nye blade.
En anden mulighed kunne være:
„For nogle få dage siden foretog vi en landsdækkende uddeling af denne tryksag. Har du set den? [Hav en ekstra parat hvis vedkommende ikke har fået den.] Den gør meget kort rede for Jehovas Vidners tro og livsholdning. I dag vil vi imidlertid gerne give yderligere information og derfor har vi taget denne brochure med. [Vis brochuren og nævn titlen.] Måske har du stillet spørgsmålet: ’Hvad vil Jehovas vidner egentlig?’ og her i dette afsnit er svaret. [Vis afsnittet ’Den gode nyhed de gerne vil gøre kendt’ på side 14.] Læg mærke til illustrationen her på side 16-17. Den gengiver de løfter Bibelen indeholder om en nye verden. Læg mærke til at det bliver en verden med fred, en verden uden krig, kriminalitet, etniske uroligheder osv. Lyder det utroligt? Læg mærke til hvad der siges her i den sidste paragraf.“ Hvis reaktionen er positiv kan man fortsætte drøftelsen med det samme eller aftale et nyt besøg.
Unge forkyndere kunne sige:
„De har sikkert fået den folder om Jehovas Vidner der blev delt ud for et par dage siden. Den ser sådan ud. [Vis den.] Flere mennesker har imidlertid ønsket yderligere oplysninger om hvad vi tror og derfor har jeg taget denne brochure med. Her på side 2 er en oversigt over de emner den behandler og ikke mindst det sidste afsnit er interessant. Det hedder ’Spørgsmål der ofte stilles’ og her er nogle af de spørgsmål de fleste mennesker har stillet os på et eller andet tidspunkt. [Vis side 28 og 29.] Hvis du vil læse brochuren sammen med et af vore blade kan du tage dem med ind. Jeg vil glæde mig til at komme igen og besvare eventuelle spørgsmål og fortsætte samtalen.“
De særlige tjenestedage den 3. og 17. april
14 De særlige tjenestedage er sat til side til en forenet indsats hvor alle i menigheden er fælles om tjenesten. På den første særlige tjenestedag har alle menigheder desuden den særlige opgave at organisere et omfattende gadearbejde i deres eget distrikt. Hensigten med gadearbejdet er at skabe interesse for vore blade og uddele dem til alle der vil læse dem. Selv i mindre byer på landet kan der, i nærheden af butikscentre, aflægges et godt vidnesbyrd.
15 Gadearbejdet skal udføres på en værdig og præsentabel måde. (1) Tjenestetilsynsmændene vil, sammen med bytilsynsmanden, organisere dette arbejde. Der vil blive lagt en plan der sikrer at der er forkyndere på gaden i hele åbningstiden. Hver enkelt bogstudiegruppe vil få at vide hvor og hvornår den skal møde. Planen vil tage hensyn til de lokale forhold og hvornår der er mennesker på gaden. Det giver et forkert billede af vor tjeneste hvis der er mange forkyndere tidligt på dagen hvor der kun er få mennesker på gaden og få forkyndere senere når der er mange mennesker. Gadearbejdet er et led i at forkynde budskabet og aflægge et vidnesbyrd. (2) Der aflægges et godt vidnesbyrd når påklædning og soignering er i orden. Gå eller stå ikke sammen to og to, undtagen hvis den ene er et barn. En mindre erfaren forkynder kan gå i nærheden af andre. (3) Tilbyd bladene med omtanke. Giv dem kun til nogen der viser interesse og gerne vil læse dem. (4) Vær opmærksom på hvordan du tilbyder bladene. Hvis du har bladene fremme vil det være bedst ikke at gå op og ned ad gaden, men blot opholde dig det samme sted eller i det samme område. De der kontakter folk uden at have bladene fremme kan bevæge sig mere frit omkring. (5) Vær særlig opmærksom på p-pladser og lignende. Mange der er på vej tilbage til eller venter i deres biler vil med glæde tage imod bladene.
16 Udover den særlige indsats en time eller to på gaden er der behov for en nidkær indsats i distrikterne, både den første og den anden særlige tjenestedag. Der er derfor brug for at vi alle — unge som ældre, nye som mere erfarne, hjælpepionerer og pionerer, ældste og menighedstjenere — støtter de særlige tjenestedage. Mange ældre kan måske kun være med i en enkelt time eller to, mens mange unge kan være med i adskillige timer. Når gruppen mødes på forskellige tidspunkter i løbet af dagen kan man udveksle erfaringer og fortælle oplevelser. Når vi hver især gør hvad vi formår, vil den fælles indsats være et vidnesbyrd om at vi „med én sjæl kæmper skulder ved skulder for troen på den gode nyhed og i ingen henseende skræmmes af [vore] modstandere. Netop dette er et bevis på ødelæggelse for dem, men på frelse for jer; og denne tilkendegivelse er fra Gud.“ — Fil. 1:27-28.
Kan du være hjælpepioner?
17 Der bliver brug for at vi „møder villigt frem“. (Sl. 110:3) Alene på grund af de 11 fridage, hvoraf de 4 er lørdage, vil de fleste kunne øge deres tjeneste, og mange kan sikkert, måske ved at tage ekstra feriedage, være hjælpepionerer.
18 I Tillæg til Rigets Tjeneste for februar 1992 blev der givet eksempler på hvordan man kunne overveje sine muligheder ved at bruge en planlægningskalender som var trykt i tillægget. Hvorfor ikke gøre det samme igen i år, blot ved hjælp af din egen kalender? Vi kan overveje de muligheder vi har og de muligheder vi eventuelt kunne tilkæmpe os på forskellig vis. I fortiden tilkæmpede Jakob sig en velsignelse. (1 Mos. 32:24-30) Denne kamp med Jehovas engel afspejlede hans værdsættelse af det der er helligt. Måske kunne vi, i vore bønner til Jehova og i vore bestræbelser, vise at vi også er villige til at kæmpe for at få en særlig velsignelse fra Jehova! Der er behov for nidkære forkyndere der har medfølelse med de retsindige der er som får uden hyrde, og der er store velsignelser knyttet til en ekstra tjeneste for Jehova. — Matt. 9:36-38.
19 Som en afsluttende tilskyndelse vil vi citere hvad der stod at læse i Vagttårnet for 15. juli 1990, side 13: „At deltage i Guds triumftog med Kristus er en uvurderlig forret som både de salvede kristne og ’den store skare’ af ’andre får’ kan få del i allerede nu, hvor Rigets sejr er nært forestående. (Åbenbaringen 7:4, 9; Johannes 10:16) Mens vi venter på vor sejrende Konges triumftog, vil vi overalt hvor vi færdes sprede den livgivende kundskab om Gud som en vellugt eller kostbar røgelse, til gavn for dem der længes efter sandhed og retfærdighed. Hvilket storslået privilegium for dem der er kvalificerede til at udføre dette betydningsfulde arbejde! — Johannes 17:3; Kolossenserne 3:16, 17.“