Hjælp andre til at værdsætte en kostelig skat
1 Når vi forkynder den gode nyhed om Riget, bør et af vore mål være at hjælpe de retsindige til at værdsætte Guds ord. (Fil. 3:8) Vore bibelske publikationer spiller en vigtig rolle i den forbindelse. ’Paradisbogen’ har for eksempel hjulpet hundredtusinder af mennesker til at tjene Jehova ved at de har lært Bibelens sandheder at kende.
2 Vores forkyndelse indebærer mere end blot at efterlade læsestof hos folk. Vi må prøve at overvinde den fordom og ligegyldighed vi kommer ud for, ved at fremholde budskabet på en appellerende måde, omhyggeligt lytte til det den besøgte siger og derefter være parate til at ’ræsonnere med vedkommende ud fra Skrifterne’. — Apg. 17:2.
3 Hvordan kan det gøres? Vore indledninger kan give de besøgte lejlighed til at vise om de er oprigtigt interesserede i Bibelen og dens budskab.
Du kunne sige:
◼ „Jeg vil gerne tale med dig om betydningen af det der sker rundt om på jorden nu i tiden. Mange har fuldstændig mistet interessen for Gud og de normer han har givet gennem Bibelen. Tror du det har påvirket folks indstilling til hinanden? [Lad den besøgte svare. Du kan eventuelt henvise til aktuelle tilfælde.] Læg mærke til den indstilling der beskrives her i Andet Timoteusbrev 3:1-5. Bagefter kunne jeg tænke mig at høre om du mener at denne beskrivelse passer på verden i dag. [Læs; lad den besøgte udtale sig.] Er der nogen grund til at mene at forholdene vil blive bedre i fremtiden?“ Hvis den besøgte virker interesseret i at fortsætte samtalen, kan du vise billedet på side 12 og 13 i ’Paradisbogen’ og henlede opmærksomheden på paragraf 12 og 13. Drøft med vedkommende om det ikke er sådan vi alle sammen i virkeligheden ønsker at tilværelsen skulle være. Hvis du vurderer at der er tilstrækkelig interesse hos den besøgte, kan du tilbyde ham at låne bogen. Aftal eventuelt hvad I skal gennemgå fra bogen næste gang du kommer. Hvis den besøgte kun viser begrænset interesse kan du tilbyde traktaten Liv i en fredfyldt ny verden.
4 Hvis den besøgte har børn, kan du indlede samtalen på denne måde:
◼ „Jeg kan se at du har børn, og derfor kunne jeg tænke mig at stille dig et lidt personligt spørgsmål: ʹSpekulerer du nogen gange over hvordan fremtiden vil forme sig for dem?ʹ“ Hvis vedkommende svarer bekræftende kan du sige: „Så må jeg måske også spørge hvilken konklusion du er nået frem til? Tror du verden vil blive bedre i fremtiden? [Lad den besøgte svare og lyt opmærksomt.] Bibelen lover at verden vil blive bedre. Se for eksempel her i Esajas 33:24 og 35:5, 6.“ Gå derefter videre som beskrevet i paragraf 3. Hvis den besøgte har travlt eller ikke viser særlig interesse, kan du fremholde et af de nye blade og henvise til en passende artikel eller tilbyde traktaten Vil denne verden overleve?
5 Vi må altid huske at vort mål er at aflægge et grundigt vidnesbyrd om Riget. (Matt. 24:14) Når vi gør god brug af Bibelen og de bibelske publikationer, kan vi tillidsfuldt regne med Jehovas velsignelse fordi vi gør hans vilje i disse kritiske tider. — Gal. 6:9.