Respekterer du det sted hvor tilbedelsen foregår?

„Lige siden evangeliets spæde begyndelse har kristne haft steder som de har afset til deres tilbedelse af Gud.“ — „Primitive Christianity“ af William Cave.

GUDS folk har altid glædet sig over at kunne samles om tilbedelsen af Ham. Sådan var det i det første århundrede, og sådan er det i dag. Forfattere og teologer fra fortiden, som for eksempel Lukian, Clemens, Justinus Martyr og Tertullian, har alle givet udtryk for at de kristne havde særlige steder hvor de regelmæssigt samledes om tilbedelsen.

Igen og igen fremgår det også af Bibelen at grupper af kristne holdt regelmæssige møder. Disse grupper blev meget passende kaldt menigheder, eftersom ordet for „menighed“ på Bibelens originalsprog betegner en gruppe mennesker der er samlet i en særlig hensigt eller med en bestemt aktivitet for øje.

De kristnes første tilbedelsessteder

Hvad foretog de kristne sig i det første århundrede når de samledes? Bibelen omtaler adskillige møder og viser at undervisningen blev sat i højsædet ved sådanne sammenkomster. (Apostelgerninger 2:42; 11:26; 1 Korinther 14:19, 26) Der var tilrettelagt et undervisningsprogram bestående af foredrag, opmuntrende oplevelser og omhyggelig gennemgang af breve som de havde modtaget fra det styrende råd i Jerusalem eller fra en apostel.

Som det fremgår af Apostelgerninger 15:22-35, blev et sådant brev læst op for en gruppe kristne i Antiochia, hvorefter Judas og Silas „opmuntrede . . . brødrene med mangt et foredrag og styrkede dem“. En anden beretning fortæller at da Paulus og Barnabas kom til Antiochia „og havde samlet menigheden, fortalte de om de mange ting som Gud havde gjort ved hjælp af dem“. At bede til Jehova var også en vigtig del af de kristne møder. — Apostelgerninger 14:27.

Menighederne i det første århundrede samledes ikke i store og pompøse bygninger eller kirker sådan som mange af kristenhedens trossamfund gør i dag. De første kristne mødtes som regel i private hjem. (Romerne 16:5; 1 Korinther 16:19; Kolossenserne 4:15; Filemon 2) I de private hjem samledes man ofte i et tagværelse eller i et rum ovenpå. Herrens aftensmåltid blev holdt i et rum ovenpå, og det var også i et sådant lokale at 120 disciple på Pinsedagen blev salvet med hellig ånd. — Lukas 22:11, 12, 19, 20; Apostelgerninger 1:13, 14; 2:1-4; 20:7, 9.

I dag følger Jehovas vidner det eksempel apostlene satte, og de kalder deres mødesteder rigssale. Dér bliver de oplært som forkyndere af den gode nyhed om Guds rige. (Mattæus 24:14) I rigssalen studerer de også Bibelen, opmuntrer hinanden og beder. Dette er i tråd med den bibelske formaning vi finder i Hebræerbrevet 10:24, 25: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“

Den rette anvendelse af vort tilbedelsessted

Måske husker du apostelen Paulus’ ord: „Gud er ikke uordenens men fredens Gud,“ og: „Lad alt ske sømmeligt og med orden.“ Sammenhængen viser at Paulus her talte om hvordan de kristne møder skulle holdes. Ligesom på apostlenes tid må kristne i dag sikre sig at deres møder foregår i ro og god orden. — 1 Korinther 14:26-40.

I Vagttårnet for 15. april 1970 stod der: „Den atmosfære der hersker i rigssalen er ægte og naturlig, for den er skabt af en oprigtig interesse for den sande tilbedelse og den bibelske undervisning. De lyse og venlige omgivelser i rigssalen opmuntrer de tilstedeværende til at være glade og udadvendte, ikke hæmmede af en mystisk, påtaget højtidelighed.“ Naturligvis er man også opmærksom på at bruge rigssalen på en måde der afspejler respekt og værdighed.

Kristenheden har vist stor mangel på respekt på dette område. Nogle trossamfund benytter deres tilbedelsessteder som kulturcentre for underholdning. De afholder religiøse rockkoncerter, har lokaler til vægtløftning, billard, børnehaver og interne filmforevisninger. Én kirke havde sågar sat en brydekamp på programmet. Dette kan næppe være i tråd med det eksempel apostlene satte.

Når der foregik noget uheldigt i menigheden i det første århundrede, var det helt på sin plads at komme med vejledning. Nogle i den kristne menighed i Korinth benyttede for eksempel Herrens aftensmåltid som en lejlighed til at spise og drikke. De tog deres aftensmad med til mødet og spiste den enten før eller under mødet, og nogle spiste og drak endda for meget. Dette var tydeligvis upassende. Apostelen Paulus skrev til dem: „I har da hjem at spise og drikke i, ikke sandt?“ — 1 Korinther 11:20-29.

I overensstemmelse med Paulus’ vejledning bestræber Jehovas vidner sig for at tage sig af deres personlige anliggender derhjemme eller andetsteds, og ikke i rigssalen. Sandt nok er vore regelmæssige møder en kærkommen lejlighed til at hilse på mange venner, men vi må altid huske at rigssalen er viet til Jehova og derfor udelukkende bør anvendes i forbindelse med tilbedelsen af ham. I rigssalen vil vi ikke slå mønt af vor tilstedeværelse ved at prøve at drive forretning eller ved at foretage personlige økonomiske transaktioner.

Menighederne vil heller ikke anvende rigssalene til underholdningsarrangementer, diverse indsamlinger eller til socialt arbejde, som for eksempel børnepasning. Sådanne personlige og forretningsmæssige anliggender kan man få klaret andetsteds.

De ældste i en rigssal bemærkede at menighedens medlemmer havde for vane at låne og aflevere forskellige ting til hinanden ved møderne. De havde også den praksis at bytte videobånd i rigssalen. Selv om denne aktivitet ikke i sig selv var af forretningsmæssig art, hjalp de ældste dem til at se det kloge i så vidt muligt at få klaret den slags derhjemme.

For at undgå enhver situation som kunne give et forkert indtryk, og for at sikre at rigssalen bliver anvendt efter hensigten, bør vi hver især spørge os selv: ’Har jeg for vane at ordne nogle private anliggender i rigssalen som jeg lige så godt kan klare derhjemme?’ Hvis man for eksempel vil arrangere en udflugt eller en sammenkomst, ville det så ikke være bedre at drøfte og tilrettelægge arrangementet hjemme frem for i rigssalen? Kunne vi ikke ringe til eller besøge dem vi vil invitere? Med Paulus’ ord i tanke kunne vi sige: ’Vi har da hjem til den slags arrangementer, ikke sandt?’

En fastsat tid og et fastsat sted til tilbedelse af Jehova

I Prædikeren 3:1 står der: „Til alt er der en fastsat tid, ja, der er en tid til hvert et forehavende under himmelen.“ Når vi overværer møder i rigssalen kan vi fuldstændig koncentrere os om de aktiviteter der har at gøre med den kristne tjeneste. Møderne er en fastsat tid til tilbedelse af Jehova.

Jesu halvbroder Jakob advarede imod partiskhed inden for den kristne menighed. (Jakob 2:1-9) Hvordan kan vi følge denne vejledning i vore rigssale i dag? Jo, man kunne få indtryk af partiskhed når man i rigssalen ser at der omdeles skriftlige indbydelser til en sammenkomst. I en menighed lagde man ofte sådanne invitationer i de indbudtes tasker eller bibler. Det er ganske vist meget nemmere end at sende invitationerne ud med posten eller at aflevere dem på de enkeltes bopæl. Men hvilke følelser vækker det mon ikke hos dem der ingen invitation får? Kunne man ikke derved få indtryk af partiskhed?

Selvfølgelig skal der ikke være stive regler der forbyder at man giver en privat besked eller afleverer en pakke i rigssalen. Det er heller ikke forkert at tale om hvad man har foretaget sig eller oplevet i dagens løb, at invitere nogle med hjem eller at spørge andre om de vil være med til en eller anden form for adspredelse. Men det bør kun være noget vi gør nu og da, og det bør foregå på en diskret måde. Private arrangementer bør aldrig stjæle opmærksomheden fra det egentlige formål med at vi er samlet i rigssalen, nemlig at blive opbygget åndeligt. — Mattæus 6:33; Filipperne 1:10.

Mænd der sætter eksemplet

Ældste og menighedstjenere går foran med et godt eksempel når det drejer sig om at vise respekt for rigssalen. Almindeligvis har én eller to ældste og menighedstjenere fået til opgave at koordinere arbejdet med at vedligeholde rigssalen. Hvis mere end én menighed benytter samme rigssal, fører et udvalg af ældste tilsyn med dette arbejde.

Alle ældste og menighedstjenere bør oprigtigt interessere sig for selve rigssalen, og ikke kun de der direkte er blevet bedt derom. De anerkender at rigssalen er indviet til Jehova og at den benyttes til tilbedelsen af ham.

Ældste bør ikke tøve med at få foretaget nødvendige reparationer på rigssalen. (2 Krønikebog 24:5, 13; 29:3; 34:8; Nehemias 10:39; 13:11) I nogle menigheder efterser man regelmæssigt rigssalen og foretager hurtigst muligt de påkrævede reparationer. Man sørger for at udstyr er let at komme til og fører en inventarliste for at sikre sig at man ikke løber tør for nødvendige forsyninger. Hvis man har et særligt sted hvor man opbevarer forsyninger, værktøj og rengøringsudstyr, bør alle ældste og menighedstjenere vise interesse for at der holdes orden og at udstyret er i god stand. De der står ved bog- og bladbord kan vise deres omsorg ved omgående at fjerne tomme papkasser så de ikke ligger og flyder i rigssalen.

Ældste og menighedstjenere kan sætte et godt eksempel for resten af menigheden ved oprigtigt at interessere sig for rigssalen. (Hebræerne 13:7) Alle kan vise den rette respekt ved at have en andel i rengøringen af rigssalen og ved at være opmærksomme på dens generelle tilstand og udseende.

Jesus sagde ifølge Mattæus 18:20: „Hvor der er to eller tre forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.“ Ja, Jesus er interesseret i hvad vi foretager os når vi er samlet om tilbedelsen af Jehova. Og det uanset om vi mødes i private hjem eller til kreds- og områdestævner.

For millioner af Jehovas vidner er rigssalen det sted der står deres hjerte nærmest. Her samles de regelmæssigt, og de viser den rette respekt for dette tilbedelsessted. De lægger en villig ånd for dagen med hensyn til at tage sig af rigssalen, og de bestræber sig altid på at bruge den rigtigt. Måtte vi alle lægge os Jehovas formaning på sinde: „Vogt dine fødder når du går hen til den sande Guds hus.“ — Prædikeren 5:1.