Døden
Definition: Alle livsprocessernes ophør. Når åndedræt, hjerteslag og hjernevirksomhed standser, ophører livskraften gradvis med at virke i legemets celler. Død er det modsatte af liv.
Var det Guds mening at de mennesker han havde skabt, engang skulle dø?
Nej, tværtimod. Jehova advarede Adam imod at være ulydig, fordi det ville føre til døden. (1 Mos. 2:17) Senere advarede Gud israelitterne mod at opføre sig sådan at det ville føre til en tidlig død for dem. (Ez. 18:31) Senere igen sendte han sin søn for at han skulle dø for menneskeheden, så de der viste tro på denne foranstaltning kunne få evigt liv. — Joh. 3:16, 36.
Salme 90:10 siger at menneskets normale livslængde er 70 eller 80 år. Det gjaldt da Moses skrev det, men sådan var det ikke fra begyndelsen. (Jævnfør Første Mosebog 5:3-32.) Hebræerbrevet 9:27 siger: „Det er forbeholdt menneskene at dø én gang for alle.“ Det gjaldt også da det blev skrevet. Men sådan var det ikke før Gud udtalte sin dom over den syndige Adam.
Hvorfor bliver vi gamle og dør?
Jehova skabte de to første mennesker så de var fuldkomne og havde mulighed for at leve evigt. De fik også en fri vilje. Ville de nu adlyde deres Skaber af kærlighed og af taknemmelighed for alt det han havde gjort for dem? Det var de i stand til. Gud sagde til Adam: „Træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ Med en slange som talerør forledte Satan Eva til at overtræde Jehovas bud. Adam irettesatte ikke sin hustru, men spiste også af den forbudte frugt. Jehova dømte derefter Adam til døden, sådan som han havde sagt, men før dommen over det syndige par blev eksekveret tillod Jehova dem barmhjertigt at sætte børn i verden. — 1 Mos. 2:17; 3:1-19; 5:3-5; jævnfør Femte Mosebog 32:4 og Åbenbaringen 12:9.
Rom. 5:12, 17, 19: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske [Adam], og døden gennem synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet . . . ved den enes overtrædelse kom [døden] til at herske som konge . . . gennem det ene menneskes ulydighed blev [mange] stillet som syndere.“
1 Kor. 15:22: „Alle dør i Adam.“
Se også emnet „Skæbne“.
Hvorfor dør små børn?
Sl. 51:5, JB: „Du ved jeg blev født skyldig, en synder fra undfangelsesøjeblikket.“ (Se også Job 14:4; Første Mosebog 8:21.)
Rom. 3:23; 6:23: „Alle har syndet og mangler Guds herlighed . . . Den løn synden betaler er døden.“
Gud „tager“ ikke børnene fra deres forældre, som nogle har fået at vide. Skønt jorden frembringer tilstrækkeligt med føde dør nogle af underernæring, ofte fordi selviske politiske og kommercielle elementer hindrer en ligelig fordeling af fødevarerne. Andre børn dør ved ulykker, ligesom mange voksne. Men vi har alle arvet synden; vi er alle ufuldkomne. Vi er født under en tingenes tilstand hvor alle, både gode og onde, dør til sidst. (Præd. 9:5) Men Jehova „længes efter“ at genforene børn med deres forældre ved hjælp af opstandelsen, og han har i sin kærlighed draget omsorg for at det kan ske. — Joh. 5:28, 29; Job 14:14, 15; jævnfør Jeremias 31:15, 16; Markus 5:40-42.
Hvor er de døde?
1 Mos. 3:19: „I dit ansigts sved skal du spise dit brød indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. For støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“
Præd. 9:10: „Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har, for der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol [Dødsriget, DA], hvor du går hen.“
Hvad er de dødes tilstand?
Præd. 9:5: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingen ting.“
Sl. 146:4: „Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker [planer, Bu; ideer, DS; Tanker, Li] til grunde.“
Joh. 11:11-14: „’Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.’ . . . Så sagde Jesus da rent ud til dem: ’Lazarus er død.’“ (Se også Salme 13:3.)
Er der en del af mennesket som lever videre når legemet dør?
Ez. 18:4: „Den sjæl [sjæl, DA] der synder, den skal dø.“
Es. 53:12: „Han udtømte sin sjæl [sjæl, DA; sit liv, TEV] til døden.“ (Jævnfør Mattæus 26:38.)
Se også emnerne „Sjæl“ og „Ånd“.
Kan de døde på nogen måde hjælpe eller skade de levende?
Præd. 9:6: „Deres kærlighed og deres had og deres skinsyge er allerede gået til grunde, og de har til fjerne tider ingen yderligere del i alt det der gøres under solen.“
Es. 26:14: „De døde skal ikke leve. De livløse skal ikke rejse sig.“
Hvordan kan det forklares at mennesker som er blevet genoplivet, kan fortælle om at de har oplevet et liv efter døden?
Når et menneske ophører med at ånde og hjertet standser, går der sædvanligvis flere minutter før livet i kroppens celler langsomt begynder at ebbe ud. Hvis legemet er udsat for stærk kulde, kan det vare timer før denne proces sætter ind. Det er grunden til at man somme tider kan genoplive mennesker ved hjælp af hjertemassage og kunstigt åndedræt. De er hvad man kalder „klinisk døde“, men cellerne i legemet er endnu i live.
Mange mennesker som er blevet genoplivet efter en „klinisk død“, husker intet. Andre fortæller at de fik en følelse af at svæve. Nogle siger at de så noget smukt, andre var rædselsslagne over hvad de oplevede.
Har lægevidenskaben en forklaring på disse oplevelser?
Den lægevidenskabelige medarbejder ved The Arizona Republic skriver: „Når den fysiske livsvilje er meget stærkt begrænset, som for eksempel under narkose, eller som følge af sygdom eller kvæstelse, nedsættes den automatiske kontrol af legemsfunktionerne tilsvarende. Således afgives nervesystemets neurohormoner og katekolaminer og strømmer ud i ukontrollerede mængder. Resultatet er blandt andet en hallucination som man, efter at have genvundet bevidstheden, udlægger på den måde at man har været død og er vendt tilbage til livet.“ — 28. maj 1977, s. C-1; også det tyske lægetidsskrift Fortschritte der Medizin, nr. 41, 1979; Psychology Today, januar 1981.
Men bekræftes de genoplivedes udsagn ikke af mennesker hvis afdøde slægtninge og venner har vist sig for dem og talt til dem?
Læs igen skriftstederne om de dødes tilstand der er citeret ovenfor. Hvad siger Guds ord om de dødes tilstand?
Hvem er det der vil have os til at tro noget andet? Hvem var det der modsagde Jehova da han havde advaret vore første forældre om at ulydighed ville føre til døden? „Da sagde slangen [under Satans påvirkning; se Åbenbaringen 12:9] til kvinden: ’I skal visselig ikke dø.’“ (1 Mos. 3:4) Efter at Adam og Eva alligevel døde, opstod ideen om at der er en åndelig del af mennesket som lever videre efter legemets død. Men som vi allerede har set, er det ikke det Guds ord siger. Guds lov til det gamle Israel fordømte det som ’urent’ og ’vederstyggeligt’ at spørge de døde til råds. (3 Mos. 19:31; 5 Mos. 18:10-12; Es. 8:19) Ville en kærlig Gud fordømme det, hvis de levende virkelig kom i forbindelse med deres afdøde slægtninge? Hvis det derimod er dæmoniske ånder de kommer i forbindelse med — ånder der giver sig ud for at være de døde, og som forfører menneskene ved at påvirke deres sind med indtryk der holder en løgn i live — ville det så ikke være kærligt af Gud at beskytte sine tjenere imod et sådant bedrag? — Ef. 6:11, 12.
Hvorfor deltager Jehovas vidner ikke i traditionelle sørgeritualer for de døde?
Det er normalt at sørge og vise sin sorg når en kær ven eller slægtning dør
Da Jesu ven Lazarus døde, hedder det at „Jesus gav tårerne frit løb“. (Joh. 11:35) Til tider har Guds tjenere været grebet af en meget dyb sorg over dødsfald. — 2 Sam. 1:11, 12.
Men på grund af håbet om en opstandelse fik de kristne at vide at de ’ikke skulle være uvidende om dem som sover i døden, for at de ikke skulle sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb’. — 1 Thess. 4:13.
Jehovas tjenere afviser ikke alle skikke der er forbundet med dødsfald
1 Mos. 50:2, 3: „Derpå gav Josef sine tjenere, lægerne, påbud om at balsamere hans fader. Og lægerne gik i gang med at balsamere Israel og brugte fyrre dage til ham, for så mange dage bruger de til en balsamering.“
Joh. 19:40: „De tog så Jesu legeme og bandt det ind i bind sammen med de vellugtende stoffer, sådan som jøderne har for skik at berede til begravelse.“
De der søger at behage Gud, afholder sig fra at tage del i skikke som er i modstrid med hans ord
Nogle skikke henleder alles opmærksomhed på ens sorg. Men Jesus sagde: „Hold op med når I faster [af sorg] at se bedrøvede ud ligesom hyklerne, for de laver deres ansigt til så mennesker kan se på dem at de faster. Jeg skal sige jer en sandhed: De har fået hele deres belønning. Men når du faster, så indgnid dit hoved med olie og vask dit ansigt, så at ikke mennesker, men derimod din Fader som er i det skjulte, kan se på dig at du faster; så vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig.“ — Matt. 6:16-18.
Visse skikke skyldes troen på at mennesket har en udødelig sjæl der lever videre efter legemets død og som er bekendt med hvad de overlevende foretager sig. Men Bibelen siger: „De døde ved slet ingen ting.“ (Præd. 9:5) Desuden: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ — Ez. 18:4.
Mange skikke kommer af troen på at de døde har brug for hjælp fra de levende, eller af frygten for at de kunne skade de levende hvis de ikke blev stillet tilfreds. Men Guds ord viser at de døde hverken kender til smerte eller glæde. „Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ (Sl. 146:4; se også Anden Samuelsbog 12:22, 23.) „Også deres kærlighed og deres had og deres skinsyge er allerede gået til grunde, og de har til fjerne tider ingen yderligere del i alt det der gøres under solen.“ — Præd. 9:6.
Hvis nogen siger . . .
’Det er Guds vilje’
Hertil kunne man svare: ’Det er en meget almindelig opfattelse. Men det har hjulpet mig at finde ud af hvad Gud selv siger om det.’ Og man kunne fortsætte: (1) ’(Læs Første Mosebog 2:17.) Hvis en fader advarer sin søn om at det vil koste ham livet at gøre et eller andet, er det så fordi faderen ønsker at sønnen skal gøre det?’ (2) ’Men hvad er da Guds vilje med menneskene? Jesus sagde: „Dette er min Faders vilje, at enhver der ser Sønnen [det vil sige erkender at Jesus i sandhed er Guds søn] og tror på ham skal have evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den yderste dag.“ (Joh. 6:40)’
’Vi vil altid være underlagt døden’
Hertil kunne man svare: ’Sådan har det i hvert fald været lige indtil vore dage, ikke sandt?’ Og man kunne fortsætte: ’Men læg mærke til det vidunderlige løfte Gud giver i Åbenbaringen 21:3, 4 (eller Esajas 25:8).’
’Det sker når vores tid er udløbet’
Hertil kunne man svare: ’Det er der mange mennesker der siger. Ved du at mange af de gamle grækere var af samme mening? De troede at der var tre gudinder som bestemte hvert menneskes livslængde. Men Bibelen giver et helt andet billede af livet.’ Og man kunne fortsætte: (1) ’(Læs Prædikeren 9:11.) En illustration: En tagsten kan falde ned fra et hus og ramme en fodgænger. Er det Gud der forårsager det? Vil det da være retfærdigt at anklage ejeren for forsømmelighed? . . . Som Bibelen siger, var det et tilfælde at fodgængeren lige opholdt sig der hvor tagstenen faldt ned.’ (2) ’Bibelen siger at man bevarer livet ved en god adfærd. (Ordsp. 16:17) Hvis du har børn, siger du sikkert det samme til dem. Du advarer dem imod alt hvad der kunne koste dem livet. Jehova advarer også hele menneskeheden i dag.’ (3) ’Jehova kender fremtiden. Han fortæller os i Bibelen hvordan vi kan leve meget længere end folk der ignorerer hvad han siger. (Joh. 17:3; Ordsp. 12:28)’ (Se også emnet „Skæbne“.)