Bladene viser vej til livet
1 Enestående! Det er hvad man må sige om bladene Vagttårnet og Vågn op! Der udkommer et utal af blade og tidsskrifter, men kun to af dem Vagttårnet og Vågn op! — viser vej til det evige liv. Erkender du virkelig hvor stor værdi de har? — Ordsp. 9:10, 11; Joh. 17:3.
2 Husk at du engang søgte efter vejen til evigt liv. Du var taknemmelig da Vagttårnet og Vågn op! hjalp dig til at finde den. Eller det var måske dine forældre der søgte efter sandheden. De fandt den, og nu har du den også. Igen er det bladene der har hjulpet jer.
3 Der er stadig oprigtige mennesker som er fanget i den gamle ordning og som søger at slippe ud af den. De føler at livet i denne verden er uden mening, uden indhold. De ser ikke noget håb, kun en dyster fremtid. (Sl. 12:2, 3, 6; Ez. 9:4) Ordsprogene 29:18 (NW) nævner grunden til at de er rådvilde, og peger samtidig på løsningen: „Når der ingen syner [intet fremtidshåb] er, bliver folket tøjlesløst, men lykkelige er de der holder loven.“
4 Vagttårnet og Vågn op! gør læseren opmærksom på muligheden for at opnå en fredelig og retfærdig fremtid og hjælper ham til at se visdommen i at følge Jehovas love. (Jer. 29:11) „Den, der finder mig [visdommen], finder liv og opnår yndest hos [Jehova],“ siger Ordsprogene 8:35.
Forkyndelsen med bladene viser folk vej til livet
5 Forkyndelsen med bladene kan gavne alle slags mennesker som er rådvilde på grund af situationen i verden, uanset hvor de bor og hvilke forhold de lever under. Hvorfor? Fordi vore blade er som et kompas. Uanset hvem vi er eller hvor vi er på vej hen, og uanset om himmelen er overskyet eller skyfri, vil et kompas altid vise os i én bestemt retning. På samme måde viser Vagttårnet og Vågn op! altid kun i én retning — mod det evige liv — og hjælper læseren til at følge en sikker kurs gennem denne onde verdens virvar. Deltager du og din familie derfor regelmæssigt i bladarbejdet?
6 Vore blade har vist sig at være meget virkningsfulde redskaber i vor tjeneste. De er levende, velskrevne, og følger med i tidens begivenheder. De er et resultat af et dybtgående bibelstudium, og de fremlægger en korrekt bedømmelse af den seneste udvikling i verdensbegivenhederne og inden for naturvidenskaben, arkæologien og anliggender der har med kristen tro og livsførelse at gøre. (Matt. 24:45) Mange er sikkert ikke klar over hvor lang tid der bruges på at udarbejde og skrive de artikler der bringes i bladene. Selv om vi får et blad næsten hver uge, må vi ikke undervurdere dem eller tage dem for givet.
7 Læger, pædagoger, socialrådgivere og andre veluddannede mennesker, for ikke at nævne vore egne brødre og søstre, kommenterer jævnlig værdien af de artikler der bringes i Vagttårnet og Vågn op! Læg for eksempel mærke til hvad nogle som ikke er Jehovas vidner, siger om vore blade:
• „Jeg er professor i biologi og har til tider haft svært ved at få videnskab og religion til at stemme overens. Det sidste nummer af Vagttårnet skabte klarhed over mange ting.“ — Brasilien.
• „Det er virkelig en glæde at læse Deres blade. De indeholder ikke letkøbt ’trøst’, men god vejledning i hvordan man gør livet meningsfuldt.“ — Tyskland.
• „Det er så velgørende at læse bladene igen, og jeg må tilføje at Vågn op! holder mig à jour med det nyeste inden for mit fag og er værd at læse alene af den grund.“ — Pensioneret læge, England.
• „Vågn op! øger ikke alene min viden men udvider også min horisont. Jeg må rose trykkerne og udgiverne for deres fortjenstfulde arbejde.“ — Nigeria.
8 Nogle spørger om bladene ikke har mindre betydning end bøgerne i vor forkyndelse. Men hvad har mindst betydning for en bygningshåndværker — en hammer eller en sav? Kan han undvære nogen af delene? Har begge stykker værktøj ikke et vigtigt formål som bidrager til det fælles mål — den færdige bygning? På samme måde har alle publikationer deres formål i forkyndelsen. Hør hvad en rejsende tilsynsmand har skrevet om bladenes værdi:
„Mange har ikke lyst til at læse en bog med mange sider; de foretrækker korte artikler som er hurtigt læst — og bladene tjener udmærket dette formål.“
Bladarbejdet bør derfor have en vigtig plads på vores plan for tjenesten på arbejdsmarken.
9 Tænk også på at de blade vi spreder, aflægger et effektivt vidnesbyrd længe efter at vi er gået, og dette vidnesbyrd aflægges måske endda for flere mennesker. (Der er statistikker som viser at et verdsligt blad eller tidsskrift i gennemsnit læses af mindst fire personer.) Lad derfor bladene tale!
Vigtigt at sprede blade
10 Der er stor interesse for blade og tidsskrifter, og interessen er stigende. Sidste år blev der i USA udgivet mere end ét nyt forbrugerblad om ugen! Ni ud af ti unge mellem 10 og 18 år, og ni ud af ti voksne læste mindst ét blad eller tidsskrift hver måned. Og hvad ser du når du passerer en bladkiosk? Blade, naturligvis, blade i massevis. Hvad fanger dit blik når du går ind i supermarkedet? Blade. Hvad ligger og bugner i postbudets taske? Blade. Så hvad er det folk læser? Blade! Blade er populære. Folk kan lide dem. Kan vi gøre oprigtige mennesker mere opmærksomme på vore blade, Vagttårnet og Vågn op!? Ja, hvis vi selv er opmærksomme på dem! Hvad kan hjælpe os her?
Har du en bladdag?
11 I vort arbejde med at forkynde Rigets budskab har bladdage stået tidens prøve. Det er tjenestedage, som regel lørdage, der er sat til side til vidnearbejdet med bladene. Gadearbejde med bladene blev en milesten i vor teokratiske historie for over 44 år siden. I den engelske udgave af Budbringer (Rigets Tjeneste) for januar 1940 blev forkynderne opfordret til at bruge en bestemt dag hver uge til at forkynde med bladene på gaden. Efter den anden verdenskrig blev gadearbejdet med bladene også indført i Danmark. I 1949 blev det foreslået at man på bladdagen også arbejdede med bladene fra hus til hus. Men hus-til-hus-arbejdet med bladene blev ikke virkelig understreget før Budbringer for november 1952 sagde:
„Den mest effektive arbejdsmetode er at afsætte bladene fra hus til hus og i forretningerne. Derfor anbefaler Selskabet, at disse arbejdsmetoder bliver brugt som et regelmæssigt led i bladdagens arbejde.“
Denne tilskyndelse til at arbejde med bladene gælder stadig.
12 Tjenestetilsynsmanden, distriktstjeneren og du selv kan i fællesskab gøre bladdagen til en succes. Hvordan? Jo, for det første kan tjenestetilsynsmanden planlægge regelmæssigt bladarbejde for menigheden. I de fleste menigheder vil det sandsynligvis være bedst at have bladdagen om lørdagen. For det andet kan den broder der passer distriktskartoteket udskrive distrikt specielt til forkyndelsen med bladene. I de fleste menigheder finder man at det er godt at gennemarbejde distriktet skiftevis med bladene og med tilbudet. I den udstrækning det er praktisk kan man altså den ene gang arbejde udelukkende med bladene i et distrikt, og næste gang med månedens tilbud. For det tredje kan du støtte ordningen ved at vælge dig en personlig bladdag, hvad enten det bliver lørdag eller en anden ugedag som passer bedre i din plan.
13 Hvad er formålet med bladdagene? Formålet er ikke bare at sprede blade. Hovedvægten lægges på at vi når ud til flere mennesker med sandheden. (Ordsp. 1:20) Det blev forklaret allerede i Budbringer for juli 1949, hvor der stod: „Den forøgede udbredelse vil bringe Jehovas rige mere frem i forgrunden i offentlighedens bevidsthed og hjælpe læserne til at finde vejen til håb og liv.“ Når vi spreder blade kan det altså være det første skridt til at mennesker får et bibelstudium, som kan hjælpe dem til at blive en del af den kristne menighed.
14 Vig ikke tilbage for at deltage i bladdagens virksomhed. Du kan roligt have en positiv indstilling til bladarbejdet, for, som Paulus sagde, „vi er ikke kræmmere der handler med Guds ord“. (2 Kor. 2:17) Da Paulus skrev dette til korinterne, sigtede han til vinhandlere som fortyndede vinen med vand for at skaffe sig en hurtig fortjeneste. De søgte personlig vinding og havde hverken varernes kvalitet eller kundernes interesser på sinde.
15 Falske lærere er som disse kræmmere; altid udvander de Guds ord med menneskers traditioner og filosofi for at styrke deres egen magt, anseelse og økonomi. Vi er anderledes. Vi forkynder „af oprigtighed“, ikke for personlig vindings skyld, men „som sendt af Gud“, „for Guds ansigt“. (2 Kor. 2:17) Budskabet i vore blade er ikke fortyndet eller udvandet, men er åndeligt sundt og styrkende. Der er lagt mange timers arbejde i hvert eneste nummer. Anlæg derfor et nyt og positivt syn på bladdage.
Hvad DU kan gøre
16 Først må du sætte dig et personligt mål. Menighedsforkyndere kunne for eksempel have et mål på, lad os sige, 10 blade om måneden, alt efter deres personlige forhold, naturligvis, og pionerer kunne stræbe efter at sprede 90. Nogle forkyndere vil selvfølgelig kunne sprede flere blade og vil derfor sætte sig et højere personligt mål. Andre må, på grund af dårligt helbred, distriktets art eller andet, sætte sig et lavere mål, uden at deres tjeneste for Jehova bliver ringere af den grund. (Matt. 13:23; Luk. 21:3, 4) Det væsentlige er at man har et personligt mål.
17 Hvad siger Selskabets afdelingskontorer om personlige mål?
• „Det er godt og stimulerende at have mål at stile efter. Alle pionerer bør stræbe efter at sprede i det mindste nogle blade hver dag.“ — Sverige.
• Nogle forkyndere som havde sat sig et mål de ville nå lørdag formiddag erfarede at de „spredte flere blade end tidligere. Ja, sæt dig et mål. Det virker!“ — De forenede Stater.
• „En pionersøster stilede efter at sprede 100 blade om måneden. Hun forhøjede sin faste bladordre til 120; nu spreder hun 160 blade om måneden.“ — Japan.
18 Dernæst må du — ja om muligt hver forkynder i familien — have en fast bladordre. Du kan bestille et fast antal hos den broder der passer bladbordet. Resultatet: Du og din familie vil få en regelmæssig og tilstrækkelig forsyning af blade til tjenesten.
19 Afsæt også en fast tid hvor du regelmæssigt vil udføre bladarbejde. Det kan enten være fra hus til hus, på gaden, i forretninger, på din bladrute eller en kombination heraf.
20 Nu er du så klar til at forberede en kort bladpræsentation — fra 30 til 60 sekunder. Du kan ikke nå ret meget på 30 til 60 sekunder, så prøv kun på at sige lidt, men sig det godt. Vær begejstret. Appellér til den besøgte. Vær specifik. Udvælg en enkelt tanke fra en artikel, udtryk den med nogle få, præcise ord, og tilbyd bladene. Nogle forkyndere taler for længe; de overtaler den besøgte til at tage bladene, og snakker ham så fra det igen.
21 Og endelig: Tilbyd bladene ved enhver passende lejlighed. „Bladene tilbydes ikke nok når forkynderne aflægger uformelle vidnesbyrd,“ bemærker afdelingskontoret i Frankrig. Og en kredstilsynsmand har gjort denne iagttagelse: „Hvis forkynderne har bladene på sig når de går på indkøb, besøger venner, tanker op eller andet, vil de finde mange flere lejligheder til at sprede dem.“
22 Du kan også tilbyde bladene når den besøgte afslår at modtage tilbudet. Når den besøgte har travlt. Når du taler med kolleger eller skolekammerater, familie eller naboer. Eller når du falder i snak med andre i offentlige transportmidler eller venteværelset hos lægen eller tandlægen. Kan du selv nævne flere passende lejligheder?
Fremhæv én artikel
23 For at vække interesse kan du stille et spørgsmål der besvares i en artikel i et af bladene. Et afdelingskontor skriver:
„Den bedste præsentation synes at være den hvor man bringer et interessant emne på bane, som regel i form af et spørgsmål, og derefter henviser til en artikel i et af bladene hvor emnet behandles, og så tilbyder dette blad sammen med et nummer af det andet blad.“
Du vil uden tvivl opdage at denne enkle fremgangsmåde også giver et godt resultat i dit distrikt.
24 Før du går ud i bladarbejdet bør du kigge bladene igennem og udvælge nogle få ting der let fanger blikket. Spørg dig selv: ’Hvem vil denne artikel appellere til — en moder med børn, en ung mand, en der ikke er religiøs?’ Tænk så på en sætning eller to som du kunne sige for at få den besøgte til at udtale sig eller for at stimulere hans interesse.
Gadearbejde er effektivt
25 „Jeg så tre forkyndere stå på et travlt gadehjørne uden for indgangen til en restaurant; de talte med hinanden og holdt bladene frem foran sig, mens snesevis af mennesker gik lige forbi,“ fortæller en kredstilsynsmand. Var disse forkyndere effektive? Lod de til at være interesseret i mennesker, eller bare i at kunne rapportere tiden? Nogle steder — og for nogle forkyndere — har metoden med at stå stille med bladene fremme givet gode resultater. Men for de fleste forkyndere giver denne metode ikke den bedste udnyttelse af tiden i bladarbejdet. En vejledning som Selskabet gav for over 30 år siden, gælder stadig:
„Stå ikke bare stift med bladene som en plakatsøjle, men gå frem og tilbage og tilbyd bladene til dem der står ved fortovskanten eller sidder i parkerede biler, og til dem der kommer gående hen ad gaden. Smil se direkte på vedkommende, og tal.“
26 Forkyndere der klumper sig sammen i grupper, enten på et gadehjørne eller mens de går hen ad fortovet, vil uden tvivl opdage at de får flere resultater hvis de deler sig og henvender sig direkte til folk. Det er de færreste der har mod til at tale med flere forkyndere som står samlet i en gruppe, men mange vil standse op og lytte et øjeblik hvis blot en enkelt henvender sig til dem.
27 Her er nogle flere forslag vedrørende gadearbejde:
• Det er godt at tale direkte til den man henvender sig til, at komme med en venlig hilsen, vise ham bladet og måske sige: „Har De lyst til at læse dette?“
• Nogle har erfaret at de spreder flest blade hvis de arbejder samme sted på samme tidspunkt hver uge. Det er også en kendsgerning at man på forskellige tidspunkter af dagen træffer forskellige mennesker på gaden.
• Ligesom i andre grene af tjenesten må vi også her være velsoignerede og klædt på en måde der sømmer sig for Guds tjenere.
Bladruter og forretningsarbejde
28 Har du en bladrute? Det er en glimrende hjælp til at få bibelstudier. Når du regelmæssigt kommer igen med de nye blade, vil du opdage at der efterhånden opstår et venligt og nært forhold mellem dig og den besøgte. Nogle synes måske at levering af blade på en bladrute er noget man kun gør ’når man ikke har andet at lave’. Men besøgene på bladruten har stor betydning! Hver gang man taler med det samme menneske igen, aflægger man et genbesøg.
29 Hvordan opretter man en bladrute? Jo, man lægger grundlaget dér hvor man spreder blade første gang. Der er fem enkle punkter man skal huske at notere op efter hvert besøg, nemlig (1) den besøgtes navn, (2) adressen, (3) datoen for besøget, (4) hvilke blade der blev spredt, og (5) hvilken artikel man præsenterede. Og så kommer man igen to uger senere med de to nye blade.
30 Her er nogle flere iagttagelser:
• De der har en bladrute spreder mange blade, selv om distrikterne bliver gennemarbejdet regelmæssigt.
• En søster opnåede usædvanlig gode resultater i et distrikt hun havde fået udleveret til bladarbejde. I løbet af fjorten dage havde hun 40 besøg på sin bladrute. En anden søster som fulgte interessen op alle steder, kunne føje 80 besøg til sin bladrute.
31 Du kan også få mange gode oplevelser ved at præsentere bladene for dem der har forretninger i dit distrikt. Hvis du gerne vil gøre mere ved forretningsarbejdet, foreslår vi at du gør det på tidspunkter hvor der ikke er så mange kunder i butikkerne. Hvis man starter tidligt, før der er så mange mennesker på gaden, opnår man som regel de bedste resultater, fordi de handlende ikke har så travlt og er mere afslappede. Vær velklædt, vær kortfattet, kom til sagen. Måske kan de efterhånden oprette en bladrute hos interesserede som du finder i forretningsdistrikt.
Praktiske forslag
32 Til sidst nogle forslag som bygger på mange brødres erfaringer i forbindelse med bladarbejdet:
• Læs bladene i forvejen og sæt dig ind i artiklerne.
• Find en artikel der handler om noget som er aktuelt dér hvor du bor.
• Find en artikel der vil appellere til mænd, en der vil appellere til kvinder, og en der vil appellere til unge mennesker.
• Vis hvordan bladet angår den besøgte personligt og hvordan hele familien vil have glæde af at læse det.
• Udfør bladarbejdet på de tider hvor du træffer flest hjemme. Nogle menigheder arrangerer aftenforkyndelse og har et meget højt bladgennemsnit.
• De bedste præsentationer er som regel korte og præcise.
• Tal ikke for hurtigt. Hvis den besøgte ikke er interesseret, hjælper det ikke at du taler hurtigere. Sæt derimod farten ned og vis lidt personlig interesse for den besøgte.
• Mange blade bliver spredt til folk som siger at de har travlt. Når folk ikke har tid kan man simpelt hen sige: „Så vil jeg ikke forstyrre, men jeg har to blade som fortæller noget af det jeg gerne ville have talt med Dem om.“ Derefter tilbydes bladene.
33 Vi tilskyndes altså til at bruge bladene mere, at satse mere direkte på bladarbejde fra hus til hus, på gaden, i forretninger, i forbindelse med uformelle vidnesbyrd og på andre måder. Hvordan reagerer du på tilskyndelsen? Hvis vi med begejstring tager udfordringen op, vil vore blade vise endnu flere mennesker vejen til det evige liv.
Når vi tilbyder bladene fra hus til hus
1. Smil venligt, tal venligt.
2. Vær begejstret for bladene.
3. Tal langsomt; tal tydeligt.
4. Tal kun om ét emne; bring kort et emne på bane og påpeg hvordan det har værdi for den besøgte.
5. Henvis kun til én artikel. Den skal svare til det emne du taler om, og passe til den besøgte.
6. Fremhæv kun ét blad, og tilbyd det andet sammen med det.
7. Ræk bladene til den besøgte.
8. Bered vejen for et genbesøg.
9. Slut af med en venlig, positiv bemærkning hvis bladene afvises.
10. Gør notater på et hus-til-hus-notatskema.
Lejligheder til at sprede blade
• Hus-til-hus-arbejde
• Gadearbejde
• Forretningsarbejde
• På en bladrute
• Aftenforkyndelse
• Når tilbudet afvises
• På genbesøg
• Hos nogle der har haft bibelstudium
• På rejse, på indkøb
• Når du taler med kolleger, skolekammerater, lærere, familie og naboer