Er du forberedt på at klare trosprøver ved indlæggelse på et hospital?
Opbevar dette tillæg et sted hvor du hurtigt kan finde det hvis du får brug for det
1 Ingen går hele tiden og spekulerer på at de kan blive indlagt på et hospital i dag eller i morgen. Men ’tiden og tilfældet berører os alle’. (Præd. 9:11) Selv om det er sjældent vi er syge og går til læge, kan vi komme ud for en ulykke og blive bragt bevidstløse på hospitalet. Ja, en ulykke eller en pludselig forværring af helbredet kan med ét sætte os på en trosprøve i forbindelse med spørgsmålet om blod.
2 Hvad vil du gøre for at bevare din uangribelighed hvis du er kommet på hospitalet og lægen fortæller dig at du dør hvis du ikke får blod? Vil du uden videre tage lægens ord for gode varer? Og er du fuldt overbevist om, og fast besluttet på, at du ikke vil have blod? Er du rede til at klare denne prøve på din tro og ’afholde dig fra blod’? — Apg. 15:28, 29.
3 For at kunne afvise en uønsket, åndeligt besmittende blodtransfusion, må du først og fremmest være klippefast i din overbevisning, en overbevisning der hviler på en klar forståelse af hvad Bibelen siger om blodet. Ellers kan det nemt ske at du på grund af den følelsesmæssige belastning lader dig skræmme af en der hævder at vide mere om situationen end du gør. Kunne du forledes til at tænke at lægerne måske trods alt ved mere om blodet end Gud gør? Under sådanne forhold er det særlig vigtigt at du er „fast besluttet“ på at gøre „hvad der er ret i Jehovas øjne“, uden hensyn til hvad små mennesker vil sige. (5 Mos. 12:23-25) Men behøver du at stå alene over for denne udfordring? — Præd. 4:9-12.
Hospitalinformation og Kontaktudvalg til hospitaler
4 For at støtte dem der behøver hjælp til at undgå blodtransfusion oprettede Selskabet den 1. januar 1988 en særlig afdeling, Hospital Information Services, på hovedkontoret i Brooklyn. Fra 1. januar 1991 er der på afdelingskontoret i Holbæk oprettet en afdeling med samme formål, at informere hospitalerne. Den kaldes Hospitalinformationen. Desuden er der syv steder i landet oprettet Kontaktudvalg til Hospitaler. Disse udvalg er sammensat af i alt 38 ældste som har fået en særlig oplæring til at varetage denne opgave. Også på Færøerne og i Grønland er der udpeget brødre.
5 Hospitalinformationen i Brooklyn har adgang til over 3600 lægetidsskrifter som udgives rundt om i verden, og kan heri søge efter oplysninger om mange forskellige former for operation og behandling hvor der ikke bruges blod, og om deres effektivitet. Fra hovedkontoret sendes disse oplysninger til Hospitalinformationen på afdelingskontorerne, som derefter orienterer kontaktudvalgene, interesserede behandlingscentre og læger som følger med i hvilke lægevidenskabelige fremskridt der gøres for at man kan operere uden brug af blod. (Hospitalinformationen har også i nogle tilfælde ladet udarbejde lægelige artikler som viser hvad der kan gøres uden blod, og har haft held til at afværge truende konfrontationer på hospitaler.) Den holder også kontaktudvalgene orienteret om gunstige retsafgørelser, nye love og betænkninger samt udviklingen inden for etik som kan hjælpe læger, socialudvalg, dommere og andre til med større indsigt at bedømme sager angående blodtransfusion. Desuden vil Hospitalinformationen opbygge ajourførte fortegnelser over samarbejdsvillige læger, sådan at Kontaktudvalg til Hospitaler altid kan træde til med nyttige henvisninger når en læge ikke vil give løfte om at operere uden blod. I USA har Hospital Information Services allerede ajourførte fortegnelser over mere end 7800 samarbejdsvillige læger.
6 Afdelingskontorets hospitalinformation fører endvidere tilsyn med kontaktudvalgenes arbejde og sørger for deres oplæring. Kontaktudvalgene har til opgave at knytte kontakter til overlæger og kirurger i deres respektive områder for at skabe et bedre forhold til dem. De søger også at finde flere læger som vil behandle os uden at bruge blod. Brødrene i disse udvalg er parate til at hjælpe dig, men der er vigtige, forudgående skridt som du selv må tage for at lægge grundvolden for dem, så deres hjælp kan blive så effektiv som muligt.
Vigtige skridt der må tages i forvejen — har du taget dem?
7 Først og fremmest må du sikre dig at alle i familien har deres personlige blodkort fuldstændigt udfyldt — med dato, underskrift og vidners underskrifter. (Nogle brødre er blevet indlagt med et udateret og/eller ubevidnet blodkort og har fået dets gyldighed draget i tvivl.) Har alle vore udøbte børn et behørigt udfyldt identifikationskort? Hvis dit barn ikke har det, og det pludselig bliver kørt på hospitalet, hvordan skal hospitalspersonalet da kende dit standpunkt til blodet og vide hvem det skal ringe til?
8 Sørg for at familiens medlemmer ALTID bærer dette dokument på sig. Se efter om børnene har det med hver dag når de går i skole, ja også når de går hen på en legeplads eller andre steder hvor de færdes. Vi må alle sikre os at vi har blodkortet med os både når vi er på arbejde, på ferie og til kristne stævner. Lad os aldrig færdes uden det!
9 Tænk på hvad der kunne ske hvis du kom noget alvorligt til og blev bragt på hospitalet, bevidstløs og/eller ude af stand til at tale for dig selv. Hvis du ikke har blodkortet på dig, og der endnu ikke er ankommet nogen slægtning eller ældste til hospitalet som kan tale for dig, og en læge mener at du ’må’ have blod, får du uden tvivl en blodtransfusion. Dette er desværre sket for nogle. Men har vi blodkortet på os vil det tale for os og udtrykke vores vilje.
10 Det er derfor det er bedre at have et udfyldt blodkort, som er et juridisk dokument, end et armbånd eller en halskæde hvori vort ønske er indgraveret. I et sådant smykke er der sjældent givet nogen bibelsk begrundelse for vort standpunkt, og der er ingen underskrifter til at bekræfte det. En canadisk domstol har sagt følgende om en søsters blodkort: „[Patienten] har valgt på den eneste mulige måde at gøre læger og andre sygdomsbehandlere opmærksomme på at hun, ifald hun skulle være bevidstløs eller af andre grunde ude af stand til at udtrykke sine ønsker, ikke vil gå med til blodtransfusion.“ En arbejdsgruppe om lægers og patienters retsstilling her i Danmark, nedsat af justitsministeriet, har i Betænkning nr. 1184 (side 103) udtrykt at „hvor der er tale om en forudgående skriftlig og utvetydig tilkendegivelse fra en voksen habil person, om at vedkommende ikke under nogen omstændigheder ønsker at modtage transfusion af blod eller blodprodukter“, skal det „ubetinget respekteres af den behandlende læge“.
11 Da oplysningerne på blodkortet især tager sigte på nødsituationer, gør du i forbindelse med elektiv (forberedt) kirurgi klogt i på forhånd at skrive en mere fyldig, personlig erklæring om dine ønsker (baseret på oplysningerne på blodkortet) hvori du udtrykkeligt nævner hvilken operation der er tale om, hvilke læger der udfører den og på hvilket hospital den finder sted. Du har ret til at gøre dette og kan derved sikre dig at du får den behandling du har valgt. Selv om hverken du eller lægen regner med alvorlige problemer, må du forklare at de nedskrevne anvisninger også skal følges hvis der sker noget uventet. — Ordsp. 22:3.
12 Det næste vigtige skridt du må tage, er at tale med de læger du får med at gøre, hvad enten det drejer sig om et elektivt indgreb eller en nødsituation. Hvem specielt skal du tale med?
Tal med lægerne
13 Operationsholdet: Dette er en situation hvor menneskefrygten ikke må tage overhånd. (Ordsp. 29:25) Hvis du virker usikker, vil en læge måske tro at du ikke virkelig mener det du siger. Når der er behov for en operation, må patienten selv eller den nærmeste pårørende sikkert og beslutsomt stille lægen nogle præcise spørgsmål. Et vigtigt spørgsmål er: Vil operationsholdet respektere patientens ønsker og operere uden blod, uanset hvad der sker? Uden sikkerhed for dette er man ilde stedt.
14 Giv klart og med værdig fasthed udtryk for dine ønsker. Gør det klart at du ønsker en behandling som ikke indebærer blodtransfusion. Drøft stille og roligt din skriftlige erklæring med lægen. Hvis han er uvillig til at efterkomme dine ønsker, ved du det på forhånd og sparer tid i forbindelse med at finde dig en anden læge.
15 Narkoselægen: Af alle læger på operationsholdet som du må tale med før operationen, er det meget vigtigt at du får talt med denne læge. Det er narkoselægens opgave at holde dig i live mens overlægen opererer, og det er ham der træffer afgørelse om brugen af blod. Du kan altså ikke være helt tryg hvis du kun har talt med den læge der skal udføre operationen. Du må også tale med narkoselægen og forklare ham dit standpunkt, og finde ud af om han vil respektere det eller ej. — Jævnfør Lukas 18:3-5.
16 Det ser ud til at være praksis at narkoselægen kommer og taler lidt med patienten aftenen før operationen — ofte for sent til at det nytter at tale med ham hvis han er imod dit standpunkt angående blodet. Insistér på at kirurgen i forvejen vælger en samarbejdsvillig narkoselæge som du kan tale med i god tid før den elektive operation. Så er der tid til at finde en anden hvis den første skulle være uvillig til at efterkomme dine ønsker. Lad ingen tale dig fra at få en narkoselæge som du kan være tryg ved når du skal opereres.
17 Du må gøre det klart for alle lægerne at dit standpunkt er ufravigeligt: Du vil ikke have blod. Bed om at man anvender alternativ behandling uden blod. Nævn hvilke alternativer til blod der findes i dit tilfælde. Hvis lægerne mener at disse alternativer ikke duer i dit tilfælde, så bed dem om at søge efter andre muligheder i lægelitteraturen. Forklar dem at du, hvis de ønsker det, kan skaffe oplysninger til dem ved at anmode de ældste i din menighed om at sætte sig i forbindelse med det nærmeste Kontaktudvalg til Hospitaler.
Gør brug af dine rettigheder
18 Kend dine rettigheder som patient. Dine borgerrettigheder bliver ikke efterladt ved hovedindgangen når du indlægges på et hospital. Du behøver ikke at opgive dem for at blive behandlet. Lad ingen forsøge at overbevise dig om noget andet.
19 En af dine rettigheder kaldes retten til informeret samtykke. I Lægeforeningens etiske regler lyder paragraf 4: „En patient har ret til fuld information om diagnose, prognose og behandlingsmuligheder m.v. samt ret til på grundlag af denne information at afgøre, om han eller hun vil acceptere eller frabede sig en given behandling.“ Det vil sige at ingen behandling kan gives dig uden at du går med til det. Du kan endda helt nægte at blive behandlet, hvis du vil. Og før du giver dit samtykke, har du ret til en tydelig forklaring på hvad lægeholdet har tænkt sig at gøre, og hvilke risici det indebærer. Dernæst må lægerne fortælle dig om eventuelle alternativer. Og efter at du er blevet informeret, vælger du den behandling du foretrækker.
20 For at være sikker på hvad du siger ja til, må du stille gode spørgsmål om alt hvad du ikke forstår, især når hospitalspersonalet bruger fremmedord eller tekniske udtryk. Hvis en læge for eksempel siger at han vil bruge „plasma“, tror du måske at han mener „plasmaerstatningsmiddel“ — men det gør han ikke. Før du siger ja, kunne du spørge: „Er det en blodbestanddel?“ Angående de fremgangsmåder han foreslår, kan du spørge: „Indebærer den behandling at der bruges blodprodukter?“ Hvis han beskriver et apparat der skal bruges, spørg da: „Bliver mit blod på noget tidspunkt oplagret når man bruger dette apparat?“
21 Hvad så hvis du har gjort alt dette, og lægen alligevel ikke vil samarbejde og måske endda er imod dit standpunkt? Tøv ikke med at bede om hjælp. Nogle har ventet for længe med at søge hjælp, og har bragt sig selv i livsfare.
En værdifuld hjælp i nødens stund
22 Hvis du har brug for hjælp, følger du denne fremgangsmåde: (1) Så snart du selv eller en af dine pårørende får brug for en operation hvor der opstår en konfrontation fordi hospitalet vil bruge blod, eller (2) din eller din pårørendes tilstand forværres alvorligt, eller (3) en læge eller sygeplejerske i tilfælde af at der er tale om et barn truer med at overtage forældremyndigheden, da:
23 Sæt dig i forbindelse med de lokale ældste hvis du ikke allerede har gjort det. (På grund af vort standpunkt til blodet er det faktisk klogt at underrette de ældste hver gang vi får behov for behandling på et hospital eller en klinik.) Hvis det skønnes nødvendigt, vil de ældste ringe til det nærmeste kontaktudvalg til hospitaler. Hvis du ønsker det, vil nogle af kontaktudvalgets medlemmer komme til hospitalet for at hjælpe dig. — Es. 32:1, 2.
24 Kontaktudvalgets medlemmer ved hvilke læger der findes i området som er villige til at samarbejde, og de kan sætte dig i forbindelse med dem og begynde at finde andre læger eller sygehuse som er parate til at hjælpe. Hvis der ikke findes nogen i nærheden, kan de henvende sig til et andet kontaktudvalg. Og hvis det heller ikke giver resultat, vil de ringe til Hospitalinformationen i Holbæk. De kan måske også arrangere en konsultation med en samarbejdsvillig læge som vil kunne forklare det nuværende lægehold hvad der kan gøres uden blod. Brødrene i Kontaktudvalg til Hospitaler er blevet oplært til at tage sig af sådanne situationer.
25 Kontaktudvalgets medlemmer vil også gerne hjælpe dig eller en af dine pårørende med at tale med en læge; men du må anmode om hjælpen. Brødrene kan naturligvis ikke træffe beslutninger for dig, men de kan i mange tilfælde hjælpe dig med at overveje Selskabets syn på tingene og gøre dig opmærksom på dine lægelige og juridiske muligheder.
26 Hvis en eller flere læger ikke ser ud til at ville samarbejde, så tal med den ansvarlige overlæge om at blive behandlet af andre læger fra hans afdeling som vil respektere dine ønsker. Hvis han ikke kan eller vil imødekomme dette ønske, så bed ham „aktivt medvirke til . . . at [du kan] blive behandlet af en anden læge, der er villig til at undlade transfusionsbehandling“. (Betænkning nr. 1184, s. 103:) Kontaktudvalg til Hospitaler kan hjælpe med at finde en sådan læge på et andet sygehus. Hvis lægen afviser at medvirke til at finde en sådan læge og kontakte ham, kan du, EFTER at der er fundet et andet sygehus som vil behandle dig, bede om at blive udskrevet og anmode om at få en kopi af din journal udleveret.
27 Kan man det? Ja, det har du ret til. I nogle tilfælde må der handles hurtigt, og det vil være en fordel at andre læger inddrages i behandlingen. Den nødvendige lægehjælp må skaffes før din tilstand forværres alvorligt. Vent ikke for længe!
Spørgsmål man skal være på vagt over for
28 Du bør også være klar over at nogle af de spørgsmål som læger og myndighedspersoner stiller, stilles med bagtanke. Et af de almindeligste spørgsmål man kommer ud for, lyder:
• „Vil De hellere dø (lade Deres barn dø) end gå med til en ’livreddende blodtransfusion’?“
29 Hvis du svarer ja, vil det religiøst set være rigtigt. Men et sådant svar vil ofte blive misforstået og kan i nogle tilfælde endda afføde en ugunstig afgørelse. Du må huske på at du ikke er i tjenesten. Du taler om behovet for nødvendig lægebehandling. Du må derfor tilpasse dig dine tilhørere. — Sl. 39:1; Kol. 4:5, 6.
30 For en læge eller myndighedsperson kan et „ja“ betyde at du gerne vil være martyr eller at du vil ofre dit barn for din tro. Det vil som regel ikke hjælpe at du i den situation fortæller om din stærke tro på opstandelsen. De vil stemple dig som en religiøs fanatiker der ikke kan træffe fornuftbegrundede afgørelser når der står menneskeliv på spil. Og hvis det er dit barn det gælder, vil de opfatte dig som en forsømmelig fader eller moder der nægter barnet en såkaldt „livreddende“ behandling.
31 Men du afviser IKKE lægebehandling som sådan. Du er blot uenig med lægen om HVILKEN FORM for behandling der skal anvendes. Dette synspunkt vil ofte ændre hele billedet for dem — og for dig selv med. Desuden er det vildledende når de søger at give det indtryk at blod er den sikreste og ENESTE „livreddende“ behandlingsform. (Se Hvordan kan blod redde dit liv?, siderne 7-22.) Det må du gøre dem helt klart. Hvordan? Du kunne svare:
• „Jeg ønsker ikke at dø (at mit barn skal dø). Hvis jeg havde ønsket at dø (at mit barn skulle dø), var jeg blevet hjemme. Men jeg kom her for at søge behandling for at leve (for at mit barn kunne leve). Det jeg ønsker, er en alternativ behandling uden blod. Der findes alternativer.“
32 Andre spørgsmål som læger eller myndighedspersoner stiller, lyder:
• „Hvad nu hvis jeg alligevel giver Dem blod? Bliver De så krævet til ansvar for det? Vil De blive udelukket af deres tro eller gå glip af det evige liv? Hvordan vil De blive betragtet af Deres menighed?“
33 En søster svarede en dommer at hun ikke ville blive holdt ansvarlig for hvad han besluttede. Det var naturligvis rigtigt på én måde, men dommeren udlagde det sådan at eftersom hun ikke ville blive krævet til ansvar, kunne han påtage sig ansvaret for hende. Han beordrede transfusion.
34 Du må forstå at man med sådanne spørgsmål som regel forsøger at komme uden om din vægring ved at modtage blod. Giv dem ikke uforvarende en sådan mulighed! Hvordan kan du undgå det? Du kunne svare:
• „Hvis man på nogen måde tvinger blod i mig, vil det være for mig som at blive voldtaget. Jeg vil komme til at leve med følelsesmæssige og åndelige ar efter et sådant overgreb resten af livet. Jeg vil af al magt modsætte mig et sådant overgreb på min person. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for om muligt at retsforfølge dem der forbryder sig mod mig, ligesom jeg ville gøre i tilfælde af voldtægt.“
35 Du må give dem det klare og stærke indtryk at en tvungen transfusion er en anstødelig legemskrænkelse. Det er på ingen måde en ligegyldig sag, noget du kan tage let på. Stå derfor fast. Gør det helt klart at du ønsker alternativ behandling uden blod.
Hvad vil du gøre for at være forberedt?
36 Vi har her gennemgået nogle ting du må gøre for at beskytte dig selv og din familie mod uønsket blodtransfusion. (Vi håber senere at kunne komme med flere detaljer om hvordan man behandler problemer der opstår når børn trues med transfusioner.) Vi har også set at Selskabet kærligt har truffet foranstaltning til at yde hjælp i nødens stund. Hvad må du gøre med disse oplysninger for at sikre dig at du er forberedt på at klare trosprøver i forbindelse med indlæggelse på et hospital?
Først: Gennemgå disse ting sammen i familien og planlæg hvad I vil sige og gøre, især i en nødsituation.
Dernæst: Sørg for at I har de lægelige dokumenter (blodkort) I behøver.
Og endelig: Bed alvorligt til Jehova om at han vil støtte jer i jeres faste beslutning om at ’afholde jer fra blod’. Lydighed mod hans lov om blodet vil sikre os hans gunst så vi kan opnå det evige liv. — Apg. 15:29; Ordsp. 27:11, 12.
[Ramme på side 3]
Hvad du kan gøre hvis en sygdomstilstand pludselig forværres og man truer med at give transfusion:
1. Anmod de ældste i din menighed om at hjælpe dig.
2. Få de ældste til at ringe til det nærmeste Kontaktudvalg til Hospitaler, hvis det er nødvendigt.
3. Kontaktudvalg til Hospitaler kan hjælpe dig med at tale med lægerne og andre.
4. Kontaktudvalg til Hospitaler kan hjælpe dig med at komme i forbindelse med andre læger, som kan tale med de behandlende kirurger om alternativer.
5. Kontaktudvalg til Hospitaler kan også hjælpe dig med at blive overført til et andet sygehus, hvor man vil respektere din holdning og give dig nødvendig behandling.