Tilbage til skolebænken
1 Nu er vore unge begyndt på det nye skoleår. Der er mange glædelige ting at se frem til, men der er måske også nogle få situationer som kan gøre dem lidt nervøse. Mange unge har fået nye lærere, nye fag og nye klassekammerater. Vore unge ønsker at samarbejde med skolen og være vellidt af deres kammerater, men de må huske at være på vagt over for det der kan skade deres åndelige sundhed. — 1 Kor. 15:33.
2 Jehovas vidners børn og unge må især tænke på at undgå verdens besmittende indflydelse, som gennemtrænger undervisningssystemet i mange lande i dag. Både unge og ældre må modigt afvise verdens normer og tankegang i moralspørgsmål, og de må „være på vagt“ ved at benytte og lade sig lede af Jehovas ord. (Sl. 119:9) Ansvarsbevidste forældre vil undersøge barnets læseplan for at kunne give passende vejledning til deres barn. Hvis noget af det der læres i skolen eller ved anden undervisning strider mod den hellighed og renhed der kræves af Jehovas tjenere, bør man undgå det. — 1 Pet. 1:15, 16.
3 Det er også meget almindeligt at vi bliver spurgt om vores indstilling til nationalistiske ceremonier, fejring af helligdage, sportsaktiviteter eller fester. Brochuren Skolen og Jehovas Vidner kan hjælpe unge kristne til at besvare disse spørgsmål. Hvis forældrene giver læreren et eksemplar af denne brochure, kan de måske forebygge at deres barn kommer ud i vanskelige situationer. De kan forklare at den vil hjælpe læreren til at forstå hvorfor Jehovas vidner ikke deltager i visse aktiviteter. Disse oplysninger vil bidrage til et godt samarbejde mellem lærere og forældre.
4 Det vil også være godt for unge Jehovas vidner at have et personligt eksemplar af ’Skolebrochuren’ i deres taske. Der opstår ofte muligheder hvor de kan forkynde for andre elever der stiller spørgsmål om deres tro. Unge Jehovas vidner bør også altid have deres ’blodkort’ eller ’identitetskort’ på sig; kortet bør være nyt og forsynet med deres egen og vidners underskrift. De der følger denne påmindelse vil være at sammenligne med den ’kloge der har set ulykken og skjuler sig’. — Ordsp. 22:3.