Er du punktlig?

EN KRISTEN tilsynsmand i en sydamerikansk menighed havde mange gode egenskaber. Men hans nærmeste venner kaldte ham i sjov for Harmagedon. Hvorfor? „Vi ved han kommer,“ sagde de, „men kun Gud ved hvornår!“

Ja, vor punktlighed — eller mangelen på samme — har stor indflydelse på vort omdømme. Den vise kong Salomon illustrerede det på denne måde: „Døde fluer får salveblanderens olie til at stinke og boble op. Sådan er en lille smule tåbelighed hos den der er værdsat for sin visdom og herlighed.“ (Prædikeren 10:1) En kristen kan have mange gode egenskaber, men det går ud over hans gode navn og rygte hvis han ikke er tidsbevidst.

„Jeg har tillid til mennesker der er præcise,“ siger en tilsynsmand. „Det er dem jeg foretrækker at samarbejde med.“ De bliver også værdsat i forretningsverdenen. „Begynd på arbejdet til tiden; kom præcist til møder; aflever rapporter rettidigt,“ råder bogen Emily Post’s Etiquette (Emily Posts takt og tone). I bogen The New Etiquette (Den nye etikette), 1987, siges der at „det er uforskammet at komme for sent“. Forfatterne tilføjer: „Også til gudstjenester er det upassende at komme for sent.“

Vi værdsætter alle sammen at andre er præcise og har orden i deres tidsplan. Apostelen Paulus følte det åbenbart på samme måde, for han skrev til de kristne i Kolossæ: „Jeg [er] . . . sammen med jer i ånden, idet jeg fryder mig og ser jeres gode orden.“ (Kolossenserne 2:5) Vi forventer også at Jehova overholder sine fastsatte tider. — Salme 40:17; 70:5.

’Bliv Guds efterlignere’

Jehova er altid punktlig. Hans aldrig svigtende tidssans afspejler sig i hele hans skaberværk. Lige fra det uendelige univers til de mindste levende organismer fungerer alt som var det styret af et usynligt ur. En søliljeart der lever i havet omkring Japan frigør for eksempel sine kønsceller én gang om året, i oktober, omkring klokken tre om eftermiddagen på en dag hvor månen er i sit første eller tredje kvarter. Om foråret afpasser den lille fisk grunion sin ynglecyklus så den falder inden for nogle få minutter efter højvandet ved den californiske kyst.

Jehova er også punktlig med at opfylde sine løfter. For eksempel læser vi i Anden Mosebog 12:41: „Ved udløbet af de fire hundrede og tredive år, ja på netop den dag, gik alle Jehovas hære ud af Ægyptens land.“ Jehova overholdt således det løfte han havde givet til Abraham flere hundrede år tidligere. — 1 Mosebog 15:13-16; Galaterne 3:17.a

Jehova sendte sin søn, Messias, til verden nøjagtig på det tidspunkt profeten Daniel havde forudsagt mere end fem hundrede år tidligere, så han kunne ’dø til den fastsatte tid til gavn for ugudelige’. (Romerne 5:6; Daniel 9:25) Hvad angår enden på denne tingenes ordning, anfører Bibelen at Jehova kender „den dag og time“. (Mattæus 24:36) Han vil ikke være for sent på færde. Det er derfor værd at efterligne det eksempel Jehova sætter i forbindelse med at være punktlig. — Efeserne 5:1.

„Til deres fastsatte tider“

Jehova har altid forventet at hans tjenere var tidsbevidste, især med hensyn til tilbedelsen af ham. Israelitterne skulle ’dagligt’ frembære ofre. Jehova befalede dem: „I må tage vare på at frembære mine offergaver for mig . . . til deres fastsatte tider.“ Desuden gav han Moses følgende vejledning angående møder: „Hele forsamlingen [skal] møde hos dig ved indgangen til mødeteltet.“ — 3 Mosebog 23:37; 4 Mosebog 10:3; 28:2.

På et senere tidspunkt i historien siges det at jøderne bad i „den time røgelsesofferet blev bragt“. (Lukas 1:10) „Bedetimen, den niende time“, blev holdt af både jøder og andre. (Apostelgerninger 3:1; 10:3, 4, 30) Og med hensyn til de kristne møder skrev Paulus: „Lad alt ske sømmeligt og med orden.“ — 1 Korinther 14:40.

Hvad må alt dette have krævet af israelitterne og de første kristne? At de var punktlige i overholdelsen af deres aftaler, især med hensyn til deres tilbedelse. Der er ingen grund til at tro at Jehova forventer mindre af sine tjenere i dag.

Hvorfor nogle finder det svært

Den holdning man har til tiden varierer meget fra den ene del af verden til den anden. En missionær fortæller at i en lille sydamerikansk by skete det nogle gange at hans hustru var den eneste tilhører når han, ved begyndelsen af et kristent møde, oplyste nummeret på den indledende sang. Når han nåede til den afsluttende sang, kunne der være 70 mennesker til stede. Omvendt fik omkring 1000 mennesker i et vesteuropæisk land stillet følgende spørgsmål: „Hvis du blev inviteret til middag klokken 19, ville du så komme fem til ti minutter for tidligt, fem til ti minutter for sent, eller ville du komme på slaget?“ Det overvejende flertal svarede: „Høfligheden kræver at man viser respekt for værten ved at komme helt præcist.“

Men punktlighed er ikke blot et spørgsmål om hvad folk foretrækker der hvor man bor. Det er en vane, ligesom det er en vane at være ren, ordentlig og høflig. Selvfølgelig er vi ikke født med sådanne vaner; vi må opdyrke dem. Hvis man som barn er blevet oplært til at være præcis, skal man være glad for det. Mange har imidlertid haft en opvækst hvor man ikke har lagt vægt på punktlighed og hvor de kun i mindre grad har skullet koordinere deres egne gøremål med andres. Det er først nu da de er blevet en del af den kristne menighed og tager del i møderne og den offentlige forkyndelse at behovet for punktlighed opstår. De finder det måske svært at rette den vane de helt fra barnsben har haft med at komme for sent. Ikke desto mindre kan deres kærlighed til Jehova Gud og til næsten, motivere dem til at forandre sig. Men hvorfor gøre denne forandring?

Hvorfor være punktlig?

„Elsker du livet?“ spurgte Benjamin Franklin engang. „Så lad være at øde tiden bort, for livet består af tid.“ Vi er sikkert alle enige med ham i denne udtalelse. Noget andet der har lige så stor betydning for kristne er at de ikke ønsker at spilde andres tid. En missionær bemærker: „Det er som om den der kommer for sent faktisk siger: ’Min tid er mere værdifuld end din, så du kan vente til jeg er klar.’“ Den der ikke er punktlig giver ikke alene indtryk af at være uordentlig og upålidelig men også til en vis grad af at være egoistisk og ubetænksom. Sande kristne ønsker ikke at ’gøre noget af stridbarhed eller selvoptagethed, men agter i ydmyghed de andre højere end sig selv’. — Filipperne 2:3.

Nogle har måske ikke lyst til at leve på en sådan måde at alt hvad de gør styres af klokken. Punktlighed er imidlertid ikke et spørgsmål om at være styret af klokken. Det er et spørgsmål om at styre sig selv — af respekt for andres interesser og for det der gavner dem, idet vi ’ikke hver især blot har øje for vore egne interesser, men også hver især for de andres’. — Filipperne 2:4.

På bibelsk tid var det, som i dag, almindeligt at man hilste på hinanden når man mødtes. (Mattæus 5:47; 28:9) Men det er vanskeligt at hilse hjerteligt på dem der altid kommer for sent til de kristne møder. Ved at komme i god tid til møderne kan man bidrage til den kærlige og venlige atmosfære der er ved sådanne sammenkomster, hvorved andre vil føle sig velkomne. Og dette er noget som begge parter nyder godt af. Kun hvis man kommer i god tid, kan man nå at være helhjertet med i den indledende sang og bøn — en vigtig del af vor forenede tilbedelse i menigheden. Vi vil også bedre kunne følge med i programmet når vi ved indledningen af mødet hører temaet eller foredragstitlen læst op.

Hvis du er punktlig sætter det andre i stand til at planlægge deres tid, og resultatet bliver at der udrettes meget. Da Josua og hans mænd angreb byen Aj, sendte han en del af sin styrke ud for at lokke fjenden væk fra byen mens resten af hans mænd lå i baghold så de kunne indtage byen. I det afgørende øjeblik gav Josua signalet. Hans mænd „satte i løb i det øjeblik han rakte hånden ud“, og byen faldt for deres hånd. Kan du forestille dig hvad der ville være sket hvis de ikke havde handlet samtidigt? — Josua 8:6-8, 18, 19.

Kristne ordets tjenere i dag har mange grunde til at være opmærksomme på tiden. Deltagelse i forkyndelsen af Riget sammen med andre, afprøvning af punkter på stævner og møder, endog rengøring af rigssalen, kræver samarbejde med andre. Ved at være punktlige kan vi udrette mere. Dette gælder endog noget så enkelt som ved slutningen af hver måned at rapportere den tid vi har brugt i forkyndelsen. Når alle samarbejder om at rapportere til tiden, kan man indsamle nøjagtige og opmuntrende rapporter over menighedens og det verdensomspændende brodersamfunds aktiviteter.

At være punktlig og præcis indebærer at man overholder sine aftaler og møder op til tiden. Nogle aftaler er mere betydningsfulde end andre. Et bryllup bør for eksempel begynde til den fastsatte tid. Og ønsker man blødkogte æg må tiden også overholdes nøje. Hvis man er punktlig er man fri for at fare fra den ene ting til den anden — og alligevel komme for sent til alt. Man er rolig og har styr på det hele. Man får udrettet mere fordi man planlægger sin dag og begynder til tiden eller endog lidt tidligere.

Der er mange grunde til at kristne bør være opmærksomme på tiden. Det er frem for alt en måde hvorpå vi kan vise vores uselviske kærlighed til vore medkristne og vores respekt for de mange teokratiske gøremål.

Men hvordan kan man, om nødvendigt, lære at være punktlig?

’Kend de fastsatte tider’

„Selv storken . . . kender sine fastsatte tider.“ Ja, den ved hvornår den skal trække bort. Og om myren siges der at den „gør . . . sin føde klar om sommeren“ for at være forberedt på vinteren. (Jeremias 8:7; Ordsprogene 6:8) Heri ligger hemmeligheden ved at være præcis og få tingene gjort.

Vi må også ’kende vore fastsatte tider’. Vi bør være tidsbevidste uden dog at være ’firkantede’ eller fanatiske. Vi har ikke alene behov for at vide hvad vi skal lave men også hvornår vi skal gøre det. Vi er nødt til at komme i vane med at tænke forud, idet vi tager højde for eventuelle forsinkelser, og er villige til at afbryde det vi er i gang med for at foretage os noget mere vigtigt — som for eksempel at tage til møde, gå ud i den kristne forkyndelse eller deltage i andre teokratiske aktiviteter.

I denne henseende er det vigtigt at familien samarbejder. I mange tilfælde overlader manden det ofte til hustruen at få børnene gjort klar til at tage af sted. Derefter går han alene ud til døren, idet han over skulderen råber: „Skynd jer, ellers kommer vi for sent!“ Sådan var Jakob ikke; han brød op og „løftede sine børn og sine hustruer op på kamelerne“ da det var tid til at rejse videre. — 1 Mosebog 31:17.

Men hvordan kan faderen hjælpe sin familie? Han kan oplære børnene til at afsætte tid til at gøre sig færdige når de skal noget vigtigt, i stedet for at gøre det hele i sidste øjeblik. Børnene kan hjælpes til at blive ansvarsbevidste og stolte over at gøre tingene med det samme. Drøft sammen i familien nogle eksempler ud fra Bibelen der viser vigtigheden af at være færdig til tiden. (1 Mosebog 19:16; 2 Mosebog 12:11; Lukas 17:31) Den bedste og mest effektive vejledning er formentlig det gode eksempel forældrene sætter.

Kristne tilsynsmænd kan også hjælpe menigheden ved at sætte et godt eksempel. De ville ikke være blevet udnævnt medmindre de var ’ordentlige’. (1 Timoteus 3:2) Andre brødre og søstre vil formentlig komme i bedre tid hvis de ved at de ældste er der til at byde dem velkommen. Samvittighedsfulde tilsynsmænd vil derfor bestræbe sig for at komme i god tid i rigssalen for at kunne hjælpe menigheden. Menighedstjenere der kommer tidligt for at tage imod deres brødre og søstre og betjene dem, værdsættes højt.

Selvfølgelig kræver det selvbeherskelse og disciplin at være punktlig. Vort mål er dog ikke at opnå militær præcision, men at vise kærlighed til vore medkristne og respekt for den teokratiske orden. Dette er en del af den nye personlighed som vi stræber efter at iføre os. (Kolossenserne 3:10, 12) Vi ønsker først og fremmest at efterligne vor himmelske Fader, Jehova Gud, der lærer os at „til alt er der en fastsat tid“. — Prædikeren 3:1.

[Fodnote]