Bibelstudiearbejdet: Er der stadig noget at gøre?
1 JA! Der ledes mange fremadskridende bibelstudier her i landet. Ved stævnerne døbes der nye, hvoraf en del er fundet i distriktet. „Alle slags mennesker“ tager imod tilbudet om et studium. Det er tydeligt at der ikke er personsanseelse hos Gud. (1 Tim. 2:4; Apg. 10:34, 35) Men det kræver udholdenhed, og vi må bestandig give agt på hvordan vi udfører vor tjeneste. — Matt. 24:13; 1 Tim. 4:16.
2 De rejsende tilsynsmænd, der ofte er med til at oprette studier, siger at hemmeligheden er ægte interesse for andre. Oprigtige mennesker kan mærke vor interesse og vil reagere positivt. Vi viser ægte interesse for andre ved i praksis at gøre brug af de ting vi lærer om notater, grundig gennemgang af distrikter, bladruter og ved hurtigt at følge al interesse op.
3 Der oprettes en del nye studier. Under et rekreationsophold forkyndte en søster for en ung mand. Straks efter hjemkomsten til København ringede han og bad om adressen på en rigssal. Et studium blev aftalt, og han er siden kommet til alle møderne. I oktober var han med til den særlige stævnedag. En søster på Fyn kom igen hos en dame selv om damen ikke havde modtaget blade ved første besøg. En samtale om hvordan Bibelen kan hjælpe os til at løse vore problemer førte til et studium, og nu kommer damen regelmæssigt til bogstudiet.
4 Forholdene i verden berører mange. Folk er frustrerede og kan ikke finde svar på de væsentlige spørgsmål alle tænkende mennesker stiller. Bibelens budskab om Guds rige indeholder svaret på hvorfor der er så megen ondskab, hvorfor den tillades og hvad der snart vil ske. (Åb. 1:1-3) Det er de mennesker der „sukker og stønner“ over den åndelige tilstand i verden vi leder efter. — Ez. 9:4.
5 Der er store velsignelser forbundet med at hjælpe dem der hungrer efter sandheden, dem der er oprigtige og ydmyge. Vi kan opleve disse velsignelser når vi villigt stiller os til rådighed og lader Jehova virke gennem os. — Fil. 2:12, 13.