Forkyndelsen — et ærefuldt privilegium
1 Jehova har givet os det ærefulde privilegium at forkynde den gode nyhed. (Rom. 15:16; 1 Tim. 1:12) Men betragter du det som et privilegium? Vi bør hverken lade tidens gang eller andres latterliggørelse mindske dets betydning i vore øjne. At bære Guds navn er en ære som kun er få beskåret. Hvordan kan vi øge vor værdsættelse af denne forret?
2 Forkyndelsen af Rigets budskab medfører ikke verdens berømmelse eller godkendelse. Mange er ligegyldige over for vort arbejde. Andre latterliggør eller modstår os. Denne modstand kan komme fra kolleger, naboer eller endda familiemedlemmer. I deres øjne virker det som om vi er vildledte og tåbelige. (Joh. 15:19; 1 Kor. 1:18, 21; 2 Tim. 3:12) Deres nedslående kommentarer har til hensigt at dæmpe vor nidkærhed og få os til at sætte tempoet ned eller give afkald på vort ærefulde arbejde. De negative holdninger fremmes af Satan, som „har forblindet de ikketroendes forstand, for at lysskæret fra den herlige gode nyhed . . . ikke skal trænge igennem“. (2 Kor. 4:4) Hvordan reagerer du?
3 Det er vigtigt at holde sig for øje at forkyndelsen af Riget er det vigtigste arbejde der overhovedet kan udføres i dag. Vi forkynder et livreddende budskab som ikke er tilgængeligt på nogen anden måde. (Rom. 10:13-15) Det der betyder noget er at man har Guds godkendelse, ikke menneskers. Verdens negative syn på vor forkyndelse afholder os ikke fra frimodigt at udbrede den gode nyhed. — Apg. 4:29.
4 Jesus så det som en stor forret at gøre sin Faders vilje. (Joh. 4:34) Han viede sig helt og fuldt til tjenesten, og lod hverken noget eller nogen, heller ikke modstandere, dæmpe sin nidkærhed. Forkyndelsen af Riget indtog altid førstepladsen i hans liv. (Luk. 4:43) Vi har fået befaling til at følge hans eksempel. (1 Pet. 2:21) Derved bliver vi „Guds medarbejdere“. (1 Kor. 3:9) Har du en fuld andel i dette privilegium? Skaber du lejligheder til at fortælle andre om den gode nyhed, både formelt og uformelt? Som vidner for Jehova bør vi altid være rede til ’offentligt at bekende hans navn’. — Hebr. 13:15.
5 Hvor meget vi er med i tjenesten afhænger for en del af vore omstændigheder og for en stor del af vor indstilling og værdsættelse. Har vi dyb værdsættelse af alt det Jehova har gjort for os? Har vi af hjertet opdyrket en kærlighed til Jehova som motiverer os til at gøre alt hvad vi kan? Kærligheden til Jehova vil vokse hvis vi grunder over de velsignelser vi nyder nu og over det han har stillet os i udsigt. En sådan kærlighed bevæger os til handling, til at være udholdende og regelmæssige i forkyndelsesarbejdet. Vor nidkærhed er et vidnesbyrd om vor kærlighed til Jehova og næsten. — Mark. 12:30, 31.
6 Hvis der er noget vi værdsætter højt kommer det til udtryk i hvordan vi behandler det og omtaler det. Værdsætter vi virkelig det privilegium det er at forkynde om Riget? Ærer vi vor tjeneste? Er vi besluttede på at holde ud i denne livsvigtige gerning trods modstand? Så vil vi tjene nidkært og helhjertet. — 2 Kor. 4:1, 7.