af fænomener som verdenskrige, hungersnød, tiltagende lovløshed, samtidig med at flere og flere ville miste troen på Gud. (Matt. 24:3-12). Han sagde at jordens folk ville „ængstes i rådvildhed“ og at menneskene ville „dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige“. (Luk. 21:25, 26) Vi har i vor tid set disse profetier gå i opfyldelse.

Mange som specielt har sat sig ind i de internationale forhold er overbeviste om at en stor forandring er ved at ske. Den amerikanske skribent Walter Lippmann siger: „For os at se er hele verden af lave og farlig, uden et styre og tilsyneladende ustyrlig. Overalt råder der stor bekymring og forvirring.“ Han tilføjer at alt dette „tilkendegiver, tror jeg, den historiske kendsgerning at vi nu er nået til de sidste kapitler af den bestående og traditionelle tilværelsesform“.a I 1960 udtalte den

Bevar ligevægten i forholdet til andre

„Den, som elsker Gud, skal også elske sin broder.“ — 1 Joh. 4:21.

1. Hvad er, foruden kærligheden til Gud, nødvendigt for at bevare den kristne ligevægt, og hvordan viser apostelen Johannes dette?

SELV om det er af allerstørste betydning for vor kristne ligevægt at vi kun tilbeder vor himmelske Fader, Jehova Gud, er kærligheden til vore medmennesker, og især dem der er forbundet med os i den kristne tro, dog uløseligt forbundet med denne gudhengivenhed. (Gal. 6:10) Det vil sige at vi også må have det rette forhold til vore kristne brødre hvis vi skal bevare den kristne ligevægt. Apostelen Johannes gjorde tydeligt opmærksom herpå da han skrev: „Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud’ og hader sin broder, så er han en løgner; thi den, der ikke elsker sin broder, som han har set, han kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham, at den, som elsker Gud, skal også elske sin broder.“ — 1 Joh. 4:20, 21.

2. Hvordan er indstillingen ofte i verden med hensyn til forholdet til andre mennesker, og hvordan bør den kristnes indstilling være til hans trosfæller?

² Hvad indbefatter det nu at elske sine kristne brødre? Hvordan bør ens forhold være til dem? Hvordan bør vi se på vort forhold til hinanden i den kristne menighed? I verden søger man ofte venner eller bekendte med det motiv at de kan gøre noget til at øge ens prestige, ens anseelse. Det er almindeligt at mennesker i verden betragter sig selv som hævet over andre, som mere betydningsfulde end andre, og ofte har de den indstilling at det gælder om at benytte sig af andre, at snyde dem og træde på dem, før andre kan nå at gøre det samme ved dem. Men den ligevægtige kristne handler anderledes. Læg mærke til den inspirerede formaning i Guds ord: „Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv, og se ikke hver på sit eget, men også på de andres. Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus: Da han var i guddomsskikkelse, . . . gav [han] afkald og tog tjenerskikkelse på.“ — Fil. 2:2-7.

3. Hvordan ville det være at leve hvis alle havde den samme indstilling som Kristus?

³ Tænk hvor skønt det ville være hvis alle levede i overensstemmelse med denne bibelske formaning og fulgte Jesu Kristi eksempel! Der ville ikke være nogen der i selviskhed misundte andre deres ejendom eller evner; der ville ikke være nogen der prøvede at overgå andre, at vise at de var bedre end andre. Der ville heller ikke være nogen der prøvede at afsløre andres fejl og stille dem i forlegenhed. Det er en selvisk verdslig indstilling at tænke for meget om sig selv, at ville være mere end andre og at ville udmærke sig fremfor andre. Denne indstilling skaber et ubehageligt, skævt forhold mellem mennesker. Det er derfor vigtigt for de kristne at lægge sig den apostolske formaning på sinde:

4, 5. Hvilken bibelsk formaning er det vigtigt at følge, og er det altid let at følge den?

⁴ „Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, . . . jeg [siger] til hver eneste iblandt jer, at han ikke må have højere tanker om sig selv, end han bør have, . . . vær hverandre hjerteligt hengivne i broderkærlighed; kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed! . . . Vær indbyrdes enige; tragt ikke efter de høje ting, men hold jer til de ringe; vær ikke kloge i egne tanker!“ — Rom. 12:2, 3, 10, 16.

⁵ Nu er det imidlertid meget lettere at tale om at elske sine brødre, om at være ydmyge, om ikke at gøre noget af egennytte eller lyst til tom ære, om i ydmyghed at agte andre højere end sig selv, end det er at handle i overensstemmelse med disse inspirerede formaninger. Selv Jesu Kristi apostle mistede for en tid deres ligevægt på grund af en urigtig indstilling. Denne indstilling kom igen til syne ved det sidste påskemåltid, som de indtog sammen med Jesus i en sal ovenpå i et hus i Jerusalem om aftenen den 14. nisan år 33.

Strid om hvem der var den største

6. (a) Hvilken foruroligende ordstrid opstod blandt Jesu apostle påskeaften i år 33, og hvad havde givet anledning til en lignende strid nogle dage forinden? (b) Hvad sagde Jesus om hvordan hans disciple burde være over for hinanden?

⁶ Da de havde afsluttet Herrens aftensmåltid opstod der en foruroligende ordstrid mellem apostlene om et rangspørgsmål, nemlig om „hvem af dem der skulle regnes for den største“. (Luk. 22:24) Blot nogle få dage før, mens de var på vej til Jerusalem, hvor de skulle tilbringe den sidste begivenhedsrige uge i Jesu jordiske tjeneste, var dette samme spørgsmål kommet på bane. Ved den lejlighed var apostlene Jakobs og Johannes’ moder kommet hen til Jesus og havde bedt om at hendes sønner måtte få en fremtrædende stilling i hans rige. „Da de ti andre hørte det,“ fortæller beretningen, „harmedes de på de to brødre.“ Imidlertid skred Jesus ind og lagde en dæmper på gemytterne ved at pege på at ordningen inden for Guds menighed var en helt anden end den de var bekendt med i verden. Jesus sagde at blandt dem skulle de der indtog ansvarsfulde stillinger være de andres tjenere. Ja, „den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl. Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.“ — Matt. 20:17, 20-28.

7. Hvad gjorde det vanskeligt for apostlene at forstå Jesu vejledning?

⁷ Men apostlene havde åbenbart ikke forstået hvad Jesus mente med dette. Det han havde sagt var øjensynlig så nyt og så forskelligt fra det de var vant til at se praktiseret, at det ikke fjernede den verdslige tankegang fra deres sind. De blev ved med at have et uligevægtigt syn på deres forhold til hinanden. De tænkte måske tilbage på den tid da israelitiske konger af Davids slægt sad på tronen, og de antog at den messianske konge Jesus Kristus også ville have en jordisk regering med mænd omkring sig af høj stilling og rang. De har måske næret personlige ambitioner om at komme til at tjene på sådanne høje officielle poster. Efter indstiftelsen af Herrens aftensmåltid, fortæller disciplen Lukas, opstod der nu „også en ordstrid iblandt dem om, hvem af dem der skulle regnes for den største“. — Luk. 22:24.

8. (a) Hvordan må denne ordstrid have berørt Jesus? (b) Hvad viser den?

⁸ Dette var ikke blot en mindre kontrovers; nej, det var ligefrem en „heftig ordstrid“. (NW) Det var åbenbart et spørgsmål apostlene havde tænkt på, og nu udviklede det sig til et regulært skænderi. Hvor må det have bedrøvet Jesus efter alle de måneder hvori han havde færdedes sammen med dem og sat dem et eksempel i beskedenhed og ydmyghed. Og så netop på dette tidspunkt at strides om et sådant spørgsmål! Det var den sidste aften i hans jordiske liv, en aften da han skulle give apostlene de sidste formaninger og opmuntringer. Det der havde givet anledning til ordstriden blandt apostlene, var uden tvivl det Jesus den samme aften havde sagt om Guds rige. Den viser hvor dybt rodfæstet ønsket om en fremtrædende stilling, om ære og anseelse, kan være i ufuldkomne menneskers sind.

Jesu kærlige formaning og eksempel

9. Hvordan tog Jesus sig af sagen?

⁹ Hvordan greb Jesus nu sagen an? Satte han sine disciple strengt i rette? Ydmygede han dem med en hård kritik? Nej, med kærlighed og uden tvivl i en appellerende tone påpegede han igen tålmodigt over for dem at den kristne ordning er helt anderledes end verdens. Han sagde: „Folkenes konger hersker over dem, og de, der har magten over dem, lader sig kalde ’velgørere’. Sådan skal I ikke være; men den ældste [største, NW] iblandt jer skal være som den yngste, og føreren som den, der tjener.“ Derefter spurgte han: „Thi hvem er størst: den, som sidder til bords, eller den, som tjener?“ Tydeligvis er det den der sidder til bords og som bliver betjent, der anses for at være den største. Imidlertid påpegede Jesus: „Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.“ — Luk. 22:25-27.

10. Hvilke spørgsmål kan stilles med hensyn til om apostlene forstod Jesu ord?

¹⁰ Ville de nu forstå hvad Jesus lærte dem denne gang? Ville de være i stand til helt at forstå at alle kristne er brødre, og at den der får et større ansvar i den kristne menighed skal være som den „yngste“, det vil sige have en ydmyg indstilling og betragte de andre som stående over sig? (Matt. 23:8-12) Ville de forstå at ordningen i den kristne menighed ville være den stik modsatte af den man almindeligvis fulgte i verden? Disciplene anerkendte at Jesus var deres lærer og fører, ja var den største iblandt dem; det var der ingen uenighed om. Men tidligere samme aften havde Jesus vasket sine disciples fødder. (Joh. 13:1-12) Jesus havde her virkelig været deres tjener!

11. På hvilken måde betjente Jesus sine disciple?

¹¹ Da Jesus sagde: „Jeg er iblandt jer som den, der tjener,“ hentydede han øjensynlig ikke blot til at han betjente dem rent åndeligt, som deres lærer. Nej, han opvartede og betjente dem også helt bogstaveligt, idet han udførte et arbejde der almindeligvis påhvilede laverestående personer. Dog, den sidste dag han tilbragte hos dem i kødet sendte han Peter og Johannes i forvejen til Jerusalem, og de „tilberedte påskemåltidet“. — Matt. 26:17-19; Luk. 22:7-16; Mark. 14:12-18.

12. På hvilken betydningsfuld måde havde Jesus betjent de tolv apostle før denne ordstrid opstod og før han gav sine formaningsord?

¹² Apostelen Johannes, der var øjenvidne til aftenens begivenheder, beskriver hvad der skete: Jesus „rejser . . . sig fra måltidet og lægger sin kappe fra sig, og han tog et linnedklæde og bandt det om sig. Derefter hælder han vand i vaskefadet, og han begyndte at tvætte disciplenes fødder og at tørre dem med linnedklædet, han havde bundet om sig“. (Joh. 13:2-5) Tænk engang! Jesus gik selv rundt til alle apostlene, knælede foran hver enkelt og vaskede hans fødder og tørrede dem! Han vaskede også Judas Iskariots fødder!

Hvad det betød

13. Nævn nogle bibelske eksempler på at det var en gammel skik at vaske hinandens fødder, og hvem påhvilede dette arbejde som regel?

¹³ Dengang var det at vaske en andens fødder ikke i sig selv noget usædvanligt. I østen var vejene i almindelighed støvede, og da folk som regel gik med sandaler eller helt uden fodtøj blev deres fødder snavsede. Når man gik ind i et hus viste værten sin gæstfrihed ved at sørge for at gæstens fødder blev vasket. Både Abraham og Lot viste denne form for gæstfrihed over for nogle fremmede som senere viste sig at være materialiserede engle. (1 Mos. 18:4; 19:2; Hebr. 13:2) Men en farisæer i hvis hus Jesus var gæst, forsømte at gøre det. (Luk. 7:44) Det hørte til tyendearbejdet at tvætte andres fødder, og det var som regel et hverv der påhvilede den laveste tjener i huset. Den unge kvinde Abigajil viste således sand ydmyghed da hun sagde til Davids sendebud: „Din tjenerinde er rede til at blive min herres trælkvinde og tvætte hans trælles fødder!“ — 1 Sam. 25:41; 1 Tim. 5:10.

14. Hvad var grunden til at Jesus nu vaskede sine apostles fødder, og hvordan reagerede Peter til at begynde med?

¹⁴ For at understrege hovedpunktet i sin belæring valgte Jesus at udføre dette simple men i høj grad nødvendige arbejde. Han begyndte at vaske sine apostles fødder. Apostelen Peter forstod ikke hvorfor Jesus gjorde det og gjorde derfor indsigelse imod at hans herre og mester optrådte som en simpel træl over for ham. Men Jesus sagde til Peter: „Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men du skal forstå det siden efter.“ Da han var færdig og igen havde taget sin kappe på og lagt sig til bords, sagde han til dem:

15. Hvilken forklaring gav Jesus på at han vaskede sine disciples fødder?

¹⁵ „Forstår I, hvad jeg har gjort ved jer? I kalder mig mester og Herre, og I har ret, thi jeg er det. Når nu jeg, jeres Herre og mester, har tvættet jeres fødder, så er også I skyldige at tvætte hverandres fødder. Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer. Sandelig, sandelig siger jeg eder: en tjener er ikke større end sin herre, heller ikke er et sendebud større end den, som har sendt ham. Når I ved dette, er I salige, om I gør det.“ — Joh. 13:6-17.

16. Hvad ville Jesus hermed lære sine disciple?

¹⁶ På en meget bemærkelsesværdig måde indprentede Jesus her apostlene at det er nødvendigt at være ydmyg. På en meget virkningsfuld måde viste han dem at de ikke skulle tragte efter ære og prestige men at de skulle være villige til at gøre det simpleste arbejde for hinanden. Jesus indstiftede ikke her en rituel fodtvæt, et ritual som har givet anledning til meget hykleri i visse religiøse samfund i kristenheden. Nej, han lærte dem at have en bestemt sindsindstilling — at være ydmyge, at have omsorg for andres interesser og at være villige til at gøre det simpleste arbejde til gavn for deres brødre. Det er den ligevægtige indstilling som kristne altid bør have over for hinanden.

17. Hvilke vidnesbyrd har vi om at apostlene forstod Jesu belæring?

¹⁷ Peter og de andre apostle fik fat i hvad Jesus mente. (1 Pet. 3:8) Det var en lektion som de trofaste lærte godt, for Bibelens beretning åbenbarer at de beholdt denne ligevægtige indstilling og samarbejdede enigt på at opbygge den kristne menighed. Ingen af dem søgte i ærgerrighed at vinde sig ære og anseelse. Da spørgsmålet om omskærelse nogle år senere opstod „samledes apostlene og de ældste“ i Jerusalem og drøftede sagen på ordnet vis. Og åbenbart var det ikke en af apostlene der førte forsædet ved mødet, men disciplen Jakob, en halvbroder til Jesus. — Ap. G. 15:6-29; 12:1, 2.

En ny befaling

18. Hvordan henledte Jesus på et senere tidspunkt igen opmærksomheden på det eksempel han havde sat for sine disciple?

¹⁸ Senere, efter at Jesus havde vasket apostlenes fødder og sendt Judas Iskariot bort, henledte han igen opmærksomheden på det eksempel han havde sat, idet han sagde til de elleve der var tilbage: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre. Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ (Joh. 13:34, 35) Som omskårne jøder under Lovpagten havde apostlene allerede fået befaling til at elske deres næste som sig selv. (Matt. 22:39; 3 Mos. 19:18) Men nu sagde Jesus at hans sande efterfølgere skulle kendes på at de viste en mere omfattende og højere form for kærlighed — til efterfølgelse af hans eksempel.

19. Hvilket enestående eksempel med hensyn til at vise kærlighed havde Jesus sat?

¹⁹ Jesus satte et enestående eksempel med hensyn til at vise kærlighed. Utrætteligt gav han af sig selv for at betjene andre; han tænkte på hvad der gavnede dem, før han tænkte på sig selv. Som følge af at han var så fuldstændig optaget af at hjælpe andre ind på livets vej, gav han ofte afkald på bekvemmeligheder som mennesker normalt har. (Luk. 9:58) Den kærlighed han hermed viste, strakte sig længere end den næstekærlighed Lovpagten krævede. Vi husker sikkert at da de to apostle overtalte deres moder til på deres vegne at bede Jesus om fremtrædende stillinger i Riget, sagde Jesus: „Thi Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene [for at blive betjent], men for selv at tjene [for at være en tjener for andre] og give sit liv som løsesum for mange.“ (Mark. 10:35-45; Matt. 20:20-28) Jesus søgte aldrig at forherlige sig selv, men ydmygt betjente han sine disciple indtil han til sidst ydmygede sig i en sådan grad at han gav sit liv til gavn for dem. Hvilken opofrende, hvilken eksemplarisk kærlighed! — Fil. 2:8; Joh. 15:12, 13.

20. Hvilken indvirkning vil det få på vort forhold til vore kristne brødre hvis vi følger Jesu eksempel og viser kærlighed?

²⁰ Som kristne er vi forpligtede til at følge det eksempel Jesus satte. Vi skal ikke alene elske Jehova Gud sådan som han gjorde, men vi skal også efterligne den uselviske kærlighed han viste sine disciple. (1 Joh. 4:20, 21) Har du den samme kærlighed? Ville du give dit liv for dine kristne brødre? Muligvis kommer vi ikke til bogstaveligt at ofre vort liv for deres skyld, men vor kærlighed må være af en sådan art at vi ville være villige til det om nødvendigt. „Også vi [er] skyldige at sætte livet til for brødrene,“ forklarede apostelen Johannes. (1 Joh. 3:16; Rom. 16:3, 4) Hvis vi har så stor en kærlighed; skulle vi da ikke være villige til ydmygt at tjene vore brødres interesser? Skulle vi ikke være venlige, omsorgsfulde og hensyntagende over for dem som vi med glæde ville give vort liv for? Var det ikke det Jesus bestræbte sig for at indprente sine disciple?

Sindsfornyelse

21. Hvorfor må kristne lade sig forvandle ved at forny deres sind?

²¹ Det er ganske klart at man for at bevare det rette forhold til sine kristne brødre må holde op med at ’skikke sig lige med denne verden’ og i stedet ’lade sig forvandle gennem en fornyelse af sit sind’. (Rom. 12:2) Den kristne indstilling er helt anderledes end den verdslige. Det er meget almindeligt at mennesker der har en særlig uddannelse, som for eksempel teologer, læger, videnskabsmænd og sagførere, føler sig hævet over andre og mener at de er mere end andre. Det samme gælder mennesker der besidder særlige talenter, som for eksempel personligheder inden for sports- og filmsverdenen, eller mennesker som udmærker sig ved stor legemlig skønhed eller en usædvanlig intelligens. Den beundring som disse er genstand for indgiver dem ofte en følelse af overlegenhed. Den ligevægtige kristne indstilling er derimod ’i ydmyghed at agte andre højere end sig selv’. — Fil. 2:3.

22. Hvad vil det sige at være ydmyg af sind og at agte andre højere end sig selv?

²² Hvad vil det nu sige ’i ydmyghed at agte andre højere end sig selv’? Det betyder for eksempel ikke at en dygtig violinist skal mene at hans ven der aldrig har rørt en violin, kan spille bedre end han. Det skal tydeligvis ikke forstås sådan. Mange mennesker har fået en uddannelse eller har talenter der udmærker dem fremfor andre som ikke har fået den samme uddannelse eller ejer de samme talenter. Men dette hæver dem ikke op over andre. Det skulle heller ikke give dem højere tanker om sig selv og få dem til at mene at andre står under dem. Bibelen taler her om et menneskes indstilling, og den kristnes sindsindstilling bør være den at andre er højere end han selv. Han bør aldrig få den tanke at han står over andre og derfor skulle opvartes og betjenes af andre. Der var sikkert intet af det Jesu apostle sagde eller gjorde som Jesus ikke kunne have sagt eller gjort endnu bedre, men alligevel tjente Jesus dem i ydmyghed, ja han lagde sig endog ned og vaskede deres fødder!

23. På hvilken måde adskiller kristne som har en ligevægtig indstilling, sig fra mange mennesker i verden?

²³ Det er meget velgørende og behageligt at være sammen med mennesker der er virkelig ydmyge af sind. De har en god, ligevægtig indstilling til deres kristne brødre. De er helt anderledes end denne verdens mennesker. Selv om nogle af dem har flere penge eller mere materiel ejendom, får det dem ikke til at mene at der skal vises dem et særligt hensyn fremfor andre, mindre bemidlede. De forstår at penge ikke giver dem en højere position end andre, og deres handlinger genspejler denne forståelse. (1 Tim. 6:17) På lignende måde erkender de der hører til en bestemt race eller nationalitet at dette ikke på nogen måde stiller dem højere end andre. De bevarer derfor et ydmygt sind, idet de i oprigtighed agter mennesker af en mindre populær race eller nationalitet højere end sig selv. — Rom. 10:12.

24, 25. Hvem bør gå foran med hensyn til at vise kærlighed og ydmyghed?

²⁴ Dette ydmyge sindelag bør især ejes af de udnævnte tilsynsmænd, de assisterende tjenere og andre der nyder særlige tjenesteprivilegier i den kristne menighed. Det er rigtigt at andre i menigheden opfordres til at samarbejde med og efterligne de ledende brødres tro, men ingen af de ledende brødre bør dog nogen sinde få den opfattelse at de er mere end andre fordi de leder møder, måske har større evner som talere og er dygtige til at organisere, eller kan give mere tid i tjenesten for Jehova. (Hebr. 13:7, 17) Læg mærke til at apostelen Peter, efter at have opfordret de unge mænd til at underordne sig de ældre som har ansvaret for at vogte Guds hjord, gav følgende formaning: „Ifør jer alle ydmyghed over for hverandre; thi ’Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.’“ (1 Pet. 5:5) Ingen er undtaget. Alle, også de ledende i menigheden, skal iføre sig ydmyghed. „Underordner jer under hverandre i ærefrygt for Kristus,“ lyder Bibelens befaling. — Ef. 5:21.

²⁵ Menighedstjeneren bør være den der sætter eksemplet med hensyn til at have et ydmygt sind. Det gjorde den gode Hyrde, Jesus Kristus. Han sparede ikke sig selv for ved sit eksempel at indprente sine disciple nødvendigheden af kærlighed og ydmyghed. Det samme bør menighedstjeneren gøre. Han er ikke en chef der dikterer sine brødre hvad de skal gøre, men han er deres tjener. (Matt. 20:25-27) Det er vigtigt for ham at huske dette. Ja, det er noget som alle kristne bør lære, for skal vi bevare ligevægten i vort forhold til hverandre, må vi elske vore brødre og aldrig mene at vi er mere end de. — 1 Joh. 4:21; Fil. 2:2-4.

26. Hvad bør tilskynde os til at vise kristen ligevægt nu?

²⁶ Tænk fremad til den tid da alle som lever på jorden vil have denne velgørende sindsindstilling! Da bliver der skønt at leve på jorden! Hvert eneste menneske vil være helt iført „inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed“, og fremfor alt kærlighed. (Kol. 3:12-14) Ja, alle vil da elske Jehova Gud af hele deres hjerte, sind, sjæl og styrke, og de vil elske deres brødre med den samme kærlighed som Kristus lagde for dagen. Hvilken tilskyndelse til at bevare ligevægten nu — at komme til at leve til den tid!

[Illustration på side 37]

Jesus lærte sine apostle ydmyghed

Det bør tages alvorligt

JESUS Kristus, Guds søn, fremholdt et vigtigt princip der viser at små ting ofte kan have stor betydning. Han sagde: „Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.“ — Luk. 16:10.

Jesus talte disse ord til jøder som var under Moseloven. Denne lov indeholdt ikke blot påbud og forskrifter om de store ting i tilværelsen, som for eksempel de ti bud, der forbød afgudsdyrkelse og mord, men også om tilsyneladende små ting. Israelitterne måtte for eksempel ikke spise visse fisk, pattedyr og fugle. — 3 Mos. 11:4-20.

Men kunne det ikke være lige meget om en fisk havde finner og skæl når blot man havde fået den på ærlig vis og den smagte godt? Eller hvilken forskel kunne det gøre om et pattedyr tyggede drøv og havde spaltede klove? Dette var tilsyneladende små ting, men israelitterne måtte tage dem alvorligt. Der er ingen tvivl om at Israels lovgiver, Jehova Gud, havde mere end én grund til dengang at udstede disse love, og en af dem var hans ønske om at hans folk ikke på utilbørlig måde skulle omgås deres hedenske naboer.

At Jesus Kristus forstod betydningen af at tage tilsyneladende små ting alvorligt, ses også af hans udtalelser til den tids religiøse ledere. Han bebrejdede dem at de betalte tiende af krydderurter, meget små ting, men lod hånt om de langt vigtigere ting: „ret og barmhjertighed og troskab“. Men mente han dermed at man, hvis man efterlevede de mere betydningsfulde ting, kunne ignorere de tilsyneladende små ting? På ingen måde! For Jesus sagde videre: „Det ene“ — ret og barmhjertighed og troskab — „burde I gøre og ikke forsømme det andet,“ de små ting, som for eksempel at betale tiende af krydderurter som mynte og dild. — Matt. 23:23.

Det samme princip gælder i dag. Der er mange vigtige ting Guds folk må gøre: Studere Bibelen og den litteratur der hjælper en til at forstå den; overvære de kristne møder, især den lokale menigheds møder; ved enhver lejlighed, enten det er belejligt eller ubelejligt, forkynde den gode nyhed om Guds rige og undervise folk, samt bære Guds hellige ånds frugter, såsom kærlighed, glæde, fred, langmodighed og selvbeherskelse. Alt dette må afgjort betegnes som ’det der har større vægt’, det som den kristne må være mest optaget af. Men mens Jehovas folk tager vare på disse ting, kan de ikke ignorere de tilsyneladende små ting. Disse må også tages alvorligt. — Gal. 5:22, 23; 2 Tim. 4:2; Hebr. 10:23-25.

Hvori består disse „små ting“? De omfatter blandt andet at man holder sig fri af alle skikke der enten direkte eller indirekte fordømmes i Bibelen fordi de har deres rod i falsk religion eller er en del af Satans tingenes ordning. Dette indbefatter at man ikke fejrer politiske og religiøse højtider. Selv om nogle mener at det kun er en lille ting ikke at fejre disse, gør dét det ikke mindre vigtigt i Guds øjne, og det forstår modne kristne. En trofast israelit i fortiden kunne end ikke under dødsstraf tvinges til at overtræde Guds lov ved at spise svinekød. Og ligesom Jehova Gud havde gode grunde til dengang at forbyde sit folk at spise visse ting, som for eksempel blod, er der også gode grunde til at Jehovas folk i vor tid bør afholde sig fra at fejre verdslige højtider. — Joh. 18:36; 1 Kor. 2:12.

Fødselsdagsfester

Ønsker vi at ligne hedningerne eller de trofaste Guds mænd? Ifølge Hastings’ Encyclopædia of Religion and Ethics kan fødselsdagsfester spores tilbage til oldtiden, hvor man især fejrede og højtideligholdt fremtrædende og betydningsfulde hedningers fødselsdag. Men har der nogen sinde levet en mere fremtrædende eller betydningsfuld person på jorden end Jesus Kristus, Guds søn? Alligevel fandt Gud det ikke passende at lade den nøjagtige dato for Jesu fødsel nedskrive, og Bibelen siger heller ikke at Jesu apostle fejrede hans fødselsdag. Herren Jesus befalede selv at hans død, ikke hans fødsel, skulle mindes. — 1 Kor. 11:20, 23-26.

De eneste, fødselsdagsfester Bibelen omtaler er to hedenske herskeres, og begge disse begivenheder skæmmedes af en henrettelse. På Faraos fødselsdag blev hans overbager henrettet, og på kong Herodes’ fødselsdag blev Johannes Døber henrettet. (1 Mos. 40:20-22; Mark. 6:21-29) De første kristne som tog ved lære af dette, fejrede ikke fødselsdage. Den kendte historiker August Neander siger således i sit værk Allgemeine Geschichte der christlichen Religion und Kirche: „Begrebet fødselsdagsfest var helt fremmed for de kristne i denne periode.“ Og Catholic Encyclopedia (1911-udgaven) citerer Origenes, der skal have sagt: „Af alle de hellige i Bibelen berettes det ikke om en eneste af dem at han eller hun har holdt en fest eller et stort gæstebud på sin fødselsdag. Det er kun syndere der holder store fester på den dag de blev født.“

Dette viser os hvad Guds vilje er i dette spørgsmål. Hvad bør vi da hver især gøre? Vi bør vise at vi ønsker at rette os efter Guds vilje ved helt at lade være med at fejre fødselsdage, det være sig vor egen, vore venners eller slægtninges, eller en eller anden kendt persons fødselsdag. Hvis vi skal behage Gud må vi lære at være trofaste i alt. Dette princip indebærer for eksempel også at ægtefæller ikke blot er trofaste over for hinanden i store ting men også i tilsyneladende små ting.

Daniels tre hebraiske venners oplevelser i det gamle Babylon bekræfter sandheden i det princip Jesus fremholdt om at trofasthed i små ting fører til trofasthed i store ting. Da disse tre venner stod over for spørgsmålet om at spise føde der var forbudt i Moseloven, kunne de have søgt at undskylde sig med at de var fanger i et fremmed land og ikke havde noget andet valg. Men hvor blev de velsignet fordi de tog selv tilsyneladende små ting alvorligt! De og Daniel viste sig at være både sundere og visere end alle de andre fanger der spiste kongens mad, hvoraf noget højst sandsynligt havde været ofret til Babylons guder. Det at de havde været trofaste i disse små ting styrkede dem uden tvivl så at de, da de stod over for den større prøve i forbindelse med at tilbede billedstøtten som kongen havde opstillet på dalsletten Dura, kunne være modige, faste og urokkelige. — Dan. 1:3-21; 3:1-30.

Deres faste standpunkt bevirkede også at der blev aflagt et stort vidnesbyrd om Jehova Gud. Det er der også blevet i vor tid. 1968 Yearbook of Jehovah’s Witnesses indeholder således følgende oplevelse fra Brasilien: „En moder fortalte sin lille dreng at hun ville sende ham i børnehave, men forklarede ham først omhyggeligt at man somme tider foretog sig noget derhenne som Guds ord ikke anerkender. Hun besøgte også lærerinden og forklarede hvad Bibelen sagde om disse ting. En dag da hun kom derhen for at hente sin lille dreng, bad lærerinden om at måtte tale med hende og sagde at hun beundrede drengen meget fordi han holdt fast ved sin tro. Et af børnene havde i anledning af sin fødselsdag haft en kage med i skole, og lærerinden, som havde fået forklaret den bibelske baggrund for at Jehovas vidner ikke fejrer fødselsdag, var spændt på hvad drengen ville gøre. Da de andre børn sang fødselsdagssangen sad den lille dreng ganske stille. Da kagen blev skåret i stykker og han fik tilbudt et stykke, afslog han det høfligt og spiste den madpakke han havde med. Moderen var meget stolt over sin søns forståelse, for, som hun sagde: ’Han holder meget af kage.’“ Det at man er trofast i hvad nogle vil synes er små ting, og at man tager dem alvorligt, kan hjælpe en til at være trofast mod Gud når man stilles over for endnu vanskeligere trosprøver.

Religiøse højtider

Der er også andre skikke der er almindelige blandt folk. Nogle af dem er religiøse. Hvordan bør trofaste kristne forholde sig til dem? Den befaling Jehova Gud i fortiden gav sit folk angående de religiøse skikke som de omliggende folkeslag praktiserede; lød således: „Væn eder ikke til hedningernes færd.“ — Jer. 10:2.

I dag er det almindeligt anerkendt at julen stammer fra hedenskabet. Man indrømmer at juletræet, misteltenen og endog datoen, den 25. december, alle er af hedensk oprindelse. Det samme kan siges om påskeægget og påskeharen.a Følgende ord af apostelen Paulus forbyder derfor at man fejrer jul og det som nu kaldes påske: „I kan ikke både drikke Herrens kalk og onde ånders kalk; I kan ikke både have del i Herrens bord og i onde ånders bord.“ „Derfor: ’Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer.’“ — 1 Kor. 10:21; 2 Kor. 6:17.

Forstandige kristne forældre vil ikke lade sentimentalitet få dem til at gå på kompromis i forbindelse med påsken og julen. Mens børnene er små bør kristne forældre advare deres børn om hvor farligt det er at følge verden, at ønske at være som de andre og at frygte for at være anderledes fordi man følger Bibelens principper. Kristne formanes til ikke at skikke sig lige med denne tingenes ordning men til at lade sig forvandle gennem en fornyelse af deres sind. (Rom. 12:2) Børn der har fået den rette opdragelse vil være glade for at de er anderledes og for at verden undrer sig over dem. (1 Pet. 4:3, 4) De bør opdrages til at betragte disse fester som det de er: Fester af hedensk oprindelse, Gud-vanærende, præget af forlorenhed og kommerciel udbytning. Så vil de ikke misunde dem der fejrer sådanne fester, men snarere føle medlidenhed med dem. Forældrene selv må også være på vagt så de ikke går på kompromis og sender julehilsener eller pynter hjemmet med juledekorationer for at stå sig godt med andre og ikke blive betragtet som fanatikere.

Enhver kristen der selv har forretning, må især være på vagt så han ikke af frygt for et økonomisk tab udsmykker sin forretning med hedensk pynt eller fører deciderede jule- eller påskevarer eller lignende der er direkte knyttet til hedenske højtider, altså forbundet med falsk religion. Hvis et indviet Jehovas vidne på grund af økonomisk fordel eller med et andet motiv går på kompromis i disse spørgsmål gør vedkommende sig skyldig i frafald. Som Bibelen klart siger kan sådanne der atter vender sig til „onde ånders bord“ ikke fortsat have del i „Herrens bord“.

Nogle føler sig måske også fristet til at deltage i religiøse fester fordi disse appellerer til det faldne kød. Julemusik og julepynt, såvel som visse påskeskikke, taler måske til ens følelser. Og uanset anledningen appellerer selskaber hvor man får en masse at spise og drikke og hvor der danses, til kødet. Men ingen kristen må glemme at det at følge syndens lov betyder død, for „de der er i harmoni med kødet [kan] ikke behage Gud“. — Rom. 8:8, NW.

Der kan naturligvis ikke indvendes noget imod at man har en opbyggende sammenkomst med sin familie, at man giver gaver og sender hilsener til sine venner for at lade dem vide at man holder af dem. Men det er klart at man ikke viser virkelig kærlighed til andre hvis dette gøres på en måde der opmuntrer dem til at praktisere skikke som man selv ved er hedenske. En sådan adfærd behager heller ikke Gud, og sande kristne ønsker at behage ham!

Andre fester

Dette gælder naturligvis ikke blot religiøse højtider. Nogle fester holdes til ære for nationer og deres helte. Hvordan ser Jehovas vidner på disse højtider? De blander sig ikke i hvad andre folk gør, men de er sig klart bevidst at Jesus Kristus sagde at hans sande efterfølgere ikke ville være „af verden“. (Joh. 17:16) De ved også at Bibelen siger at hvis man bliver besmittet eller plettet fordi man tager del i denne verdens anliggender, er ens tilbedelse ikke ren og antagelig for Gud. (Jak. 1:27) Hvorfor ikke?

Fordi, som Jesus viste, „verdens fyrste“ ikke er Jehova Gud, men Satan Djævelen, Guds fjende. (Joh. 14:30) Det var Djævelen der tilbød Jesus alle verdens riger til gengæld for hans tilbedelse, og den dag i dag øver han en mægtig indflydelse på nationerne. (Matt. 4:8-10) Dette bekræftes af de forhold der råder på jorden i vor tid. Jehovas vidner tror på Bibelen, og af den grund undgår de at deltage i de højtider som forherliger denne gamle tingenes ordning. De ved at Guds rige snart vil knuse alle denne verdens riger, og at det selv vil stå i al evighed. (Dan. 2:44) De ønsker også at leve i al evighed, og derfor sætter de hele deres lid til Guds foranstaltning til velsignelse af lydige mennesker.

Vi kan ikke komme uden om det. Hvis vi ønsker at behage Jehova Gud, hvis vi er besluttede på at elske ham af hele vort hjerte og sind og af hele vor sjæl og styrke, kan vi ikke betragte de højtider som denne tingenes ordning fejrer, som harmløse. Vi må tage dem alvorligt og undgå dem. De trofaste første kristne gav ikke på nogen måde efter med hensyn til at gøre noget der smagte af afgudsdyrkelse, selv ikke når det gjaldt deres liv. De der i vor tid ønsker at behage Jehova må følge deres eksempel. I alle sådanne spørgsmål må kristne tænke på princippet: „Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.“ — Luk. 16:10.

[Fodnote]