Bør du lade dig døbe?

NÆSTEN en million mennesker er i de seneste tre år blevet døbt som Jehovas vidner. Det svarer til gennemsnitlig 824 om dagen, eller 4 døbte hvert 7. minut. Er det blot en genopblussen af den religiøse begejstringsrus fra det 15. og 16. århundrede?

Nej, de nye Jehovas vidner er hverken blevet tvangsdøbt, revet med i en masseomvendelse eller døbt fordi de har ladet sig rive med af en stemning som en følelsesladet prædikant har pisket op. De er blevet døbt fordi Jesus Kristus, de kristnes Herre og Fører, har befalet det. De har fulgt den fremgangsmåde som Jesus fastsatte og som blev benyttet af de apostle han selv havde udvalgt og oplært.

Efter sin opstandelse og umiddelbart før han steg til himmelen, pålagde Jesus til afsked sine disciple denne opgave: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Mattæus 28:19, 20) Fra da af var det den eneste vanddåb som Gud godkendte.

I overensstemmelse med dette oplyser Bibelen at de der dengang fulgte Jesus, blev „vidner om [ham] både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne“. (Apostelgerninger 1:8) Som Jesus havde forudsagt ville deres forkyndelse og undervisning medføre at nogle kom til tro og blev døbt som hans disciple.

Det første historisk dokumenterede eksempel på dette er fra Jerusalem på pinsedagen i år 33. Det berettes at apostelen Peter „trådte frem sammen med de elleve“ og talte til folkemængden om Jesus, Messias. Beretningen fortæller at hans tale ’stak dem i hjertet’, og de spurgte hvad de skulle gøre. „I skal ændre sind og hver især lade jer døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse,“ svarede Peter. Det førte til at „de der villigt tog imod hans ord [blev] døbt, og på den dag blev omkring tre tusind sjæle føjet til“. (Apostelgerninger 2:14-41) De følgende beretninger slår fast at de der blev døbt som disciple, forinden havde hørt det kristne budskab, troet den gode nyhed og ændret sind. — Apostelgerninger 8:12, 13, 34-38; 10:34-48; 16:30-34; 18:5, 8; 19:1-5.

Hvordan foregik dåben?

Men hvordan blev disse nye disciple døbt med vand? Foregik det ved bestænkning, ved at vandet blev gydt ud over dåbskandidatens hoved, eller ved fuldstændig nedsænkning? Hvad fortæller Bibelen os? Eftersom Jesus efterlod os et forbillede så vi kan „følge lige i hans fodspor“, er det vigtigt at vide på hvilken måde han blev døbt. — 1 Peter 2:21.

Bibelen viser at Jesus blev døbt i Jordan, der var en vandrig flod. Efter dåben „steg han . . . op af vandet“. (Markus 1:10; Mattæus 3:13, 16) Jesus var altså blevet nedsænket i Jordanfloden. Han blev døbt af Johannes, der havde valgt at døbe folk et sted i Jordandalen nær Salem „fordi der var meget vand der“. (Johannes 3:23) At fuldstændig nedsænkning i vand var den fastsatte dåbsform blandt Jesu disciple, fremgår af det den ætiopiske eunuk sagde, henvendt til Filip efter at denne havde undervist ham: „Se! Her er vand; hvad hindrer mig i at blive døbt?“ Vi bemærker også at de begge „steg . . . ned i vandet“, og at de bagefter ’kom op af vandet’. — Apostelgerninger 8:36-39.

Bekræfter den verdslige historie også at de kristne døbte ved nedsænkning i vand? Ja, tydeligt. Og interessant nok findes der stadig i adskillige lande mange store dåbsbassiner beregnet til dåb ved nedsænkning. „Arkæologiens vidnesbyrd peger entydigt på at nedsænkning var den almindelige dåbsform i de første ti til fjorten hundrede år,“ hedder det i tidsskriftet Ministry. Bladet tilføjer: „I ruinerne af urkristne bygninger og i gamle kirker der stadig er i brug, kan man efterspore den kristne dåbs historie. Malerier i katakomber og kirker, mosaikker i gulve, vægge og lofter, relieffer samt tegninger i gamle håndskrifter til Det Nye Testamente føjer enkeltheder til det historiske materiale . . . Foruden dette findes der alle vegne i kirkefædrenes skrifter vidnesbyrd om at den urkristne kirkes dåb fandt sted ved nedsænkning i vand.“

New Catholic Encyclopedia medgiver: „Det er tydeligt at dåben i urkirken foregik ved nedsænkning.“ Det er derfor ikke overraskende at man støder på avisoverskrifter som „Katolikker genoptager dåb ved nedsænkning“ (The Edmonton Journal, Canada, 24. september 1983), „Dåb ved nedsænkning slår an blandt lokale katolikker“ (St. Louis Post-Dispatch, 7. april 1985), „Mange katolikker vælger dåb ved nedsænkning“ (The New York Times, 25. marts 1989), og „Dåb ved nedsænkning vinder frem igen“ (The Houston Chronicle, 24. august 1991).

Hvad er formålet med at blive døbt?

Hvorfor befalede Jesus at hans disciple skulle døbes? Det var fordi dåben var et passende udtryk for at de helhjertet havde indviet sig til Gud. Den „gode nyhed“ skulle forkyndes over hele jorden, og der skulle ’gøres disciple af folk af alle nationerne’. (Mattæus 24:14; 28:19) Det betød at Gud ikke længere udelukkende tog sig af den jødiske nation, der bestod af mennesker som af fødsel var indviet til ham. Kornelius og hans husstand var de første hedninger eller ikkejøder der tog imod sandheden om Jesus Kristus og blev døbt.

At de der blev døbt sænkedes ned under vandet viste at de var døde med hensyn til en selvoptaget livsform. At de blev rejst op af vandet symboliserede at de nu levede for at gøre Guds vilje og ligesom Jesus satte den først i deres liv. (Mattæus 16:24) At de blev døbt „i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“, viste at de havde lært og taget imod sandheden om hver af disse og anerkendt deres stilling. (Mattæus 28:19; jævnfør Apostelgerninger 13:48.) Dåben var ganske enkelt et indledende skridt til at man adlød Gud og underlagde sig hans vilje.

Bibelen støtter ikke den udbredte antagelse at dåben er et sakramente, det vil sige en religiøs ceremoni der skænker den døbte fortjeneste i form af nåde, hellighed eller åndelige goder. Et eksempel på en sådan opfattelse af dåben er pave Eugenius IV’s bulle, som blev citeret i foregående artikel: „Dette sakramente udvirker forladelse af al synd, nedarvet og selvforskyldt, såvel som eftergivelse af syndens straf. Som følge heraf pålægges der ikke de døbte nogen bod for hidtidige synder; og hvis de dør inden de begår nogen synd, opnår de straks adgang til himlenes rige og Guds åsyn.“

Men Jesus „begik ikke synd“, og alligevel blev han døbt. (1 Peter 2:22) Ifølge Bibelen får man desuden kun eftergivet sine synder i kraft af Jesu Kristi sonoffer. Ananias tilskyndede Saulus fra Tarsus: „Rejs dig, bliv døbt og vask dine synder bort ved at påkalde [Jesu] navn.“ (Apostelgerninger 22:12-16) Ja, frelsen er kun mulig på grundlag af Jesu udgydte blod og ved at man ’påkalder hans navn’ i tro. — Hebræerne 9:22; 1 Johannes 1:7.

Hvordan skal vi da forstå Peters ord i Første Petersbrev 3:21? Her læser vi: „Det som svarer hertil, nemlig dåb (ikke fjernelse af kødets snavs, men en anmodning til Gud om en god samvittighed), frelser nu også jer gennem Jesu Kristi opstandelse.“ Jo, Peter sammenlignede dåben med det at Noa kom gennem Vandflodens vand. (Vers 20) Noa viste en urokkelig tro på Gud ved at bygge arken, i hvilken hans familie blev bevaret i live. (Hebræerne 11:7) På samme måde kan man i dag blive frelst fra den nuværende onde verden ved at tro på Jehova Gud og hans frelsesforanstaltning gennem Kristus Jesus. Man må desuden handle i overensstemmelse med sin tro. Man anmoder Gud om en god samvittighed ved at angre sine synder, aflægge en uret handlemåde og foretage en uforbeholden indvielse til Jehova Gud i bøn. Men det er Jesu offer og den opstandelse hvorved han frembar værdien af sit offer for Gud i himmelen, der gør det muligt for én at få sine synder tilgivet og opnå frelse. — 1 Peter 3:22.

Hvad vil du gøre?

Er du gennem nogen tid kommet sammen med Jehovas vidner? Måske har du allerede foretaget de nødvendige forandringer i din tilværelse, så den er i harmoni med Bibelens principper, men uden at du har taget skridt til at indvi dig og lade dig døbe. Måske vil du gerne gøre Guds vilje, men frygter at du forpligter dig ved at blive døbt. Derfor foretrækker du foreløbig at undgå dette ansvar. Næsten 11,5 millioner overværede sidste år fejringen af Herrens aftensmåltid. Men selv med forkynderrekorden indregnet var det kun cirka 4,5 millioner af dem der var med til at forkynde den gode nyhed. Med andre ord er der cirka syv millioner der viser interesse for Guds sandhedsord uden at være døbte vidner for Jehova. Naturligvis er der også nogle børn og nyinteresserede blandt disse. Men nogle forkyndere er endnu udøbte. Der er mange som har fået nøjagtig kundskab om Bibelen, men som endnu ikke har draget fuld nytte af Guds frelsesforanstaltning ved at lade sig døbe.

Det er vigtigt at huske at man skal stå til regnskab på grundlag af det man ved om hvad Gud kræver. „Den der ved hvad der er ret at gøre og dog ikke gør det, for ham er det at synde,“ står der i Jakob 4:17. Ezekiel 33:7-9 viser at den der har lært Guds bud og anvisninger at kende, har pligt til at efterleve dem. Spørgsmålet er derfor om man oprigtigt elsker Gud og inderligt ønsker at behage ham. Den der nærer en sådan inderlig kærlighed til Jehova Gud og ønsker at have et nært forhold til ham, vil derfor ikke undlade at indvi sit liv til ham. Dåben er så en tilkendegivelse af denne indvielse. Den er et nødvendigt skridt hen imod frelsen. De der har tro, lader sig døbe. — Apostelgerninger 8:12.

Den storslåede fremtid Gud stiller sine trofaste, indviede tjenere i udsigt i den kommende nye verden, opvejer rigeligt enhver midlertidig fordel som denne onde tingenes ordning ser ud til at byde på. Menneskefrygten forsvinder når vi tænker på hvor stor magt Gud har. (1 Korinther 10:22; 1 Peter 5:6, 7) Det er afgjort aktuelt at du stiller dig selv det spørgsmål som den ætiopiske eunuk stillede Filip: „Hvad hindrer mig i at blive døbt?“

[Illustration på side 7]

Spørger du ligesom den ætiopiske eunuk dig selv: „Hvad hindrer mig i at blive døbt?“